Det har de skrevet om “Stein og drømmefabrikken”

20 apr

Bogen fortæller levende og flydende historien om affæren indtil nu. (…) Hvis jeg kun skulle indkøbe en bog om affæren vil jeg af de udkomne indtil nu vælge denne, ikke mindst fordi de psykologiske aspekter er prioriteret. Samlet konklusion: Underholdende bog, der med gode bud lægger puslespillet om den utrolige sag.

Carsten Güllich-Nørby, Lektørudtalelse

Bogen her er velskrevet og gør afgjort læseren nysgerrig. Hvordan kunne denne leg med penge, falske dokumenter, løgne, kriminelle handlinger som falske underskrifter, bedrageri og fakturering af ingen varer til høje priser foregå for øjnene og ørerne af såkaldte fremtrædende erhvervsfolk foregå? Der gives mange gode og foreløbige svar på mange spørgsmål. Derfor bør bogen læses som en god introduktion til det videre forløb, som vi vil se, når retssagen rigtig starter og bliver offentlig …

Erik Stubtoft, Helsingør Dagblad

STEIN OG DRØMMEFABRIKKEN er den mest analytiske (…); den går i langt højere grad i dybden med de erhvervsmæssige detaljer, bl.a. lykkes det den fint at forklare, hvori Stein Baggers svindel bestod …

Silas Ebert, LitteraturNu

”Stein og drømmefabrikken” er en bog, der betragter sagen udefra og ovenfra. (…) Hvis man vil have en hurtig gennemgang af affæren og desuden kunne tænke sig et lille tip om, hvad man kan kende fremtidige ”banditter i habitter” på, så kan denne udgivelse bruges.

Jonas Hindsholm Bentzen, Børsen

Både velskrevet og pædagogisk opbyggelig bog, der i bagklogskabens lys fokuserer på det psykologiske aspekt i dramaet omkring IT Factory.

Jens Andersen, Berlingske Tidende

Sanne Udsen har godt greb om den del af erhvervslivet, der hærges af egomaniske, manipulerende psykopater med Rolex-ure, Armani-klude samt Porsche i garagen og giver et bud på, hvorfor deres svindelnumre lykkes. Udsens bog fokuserer især på Bagger og kredsen omkring ham, herunder hustruen Anette Uttenthal, makkeren Jensby og medierådgiveren Erik Ove. Ingen af de tre er noget kønt syn. (…) Bogen (…) flyder veloplagt med gode detaljer.

Hans Engell, Ekstra Bladet

Ja, og så har jeg også oplevet den noget spøjse ære at blive nævnt i Pia Kjærsgaards grundlovstale 2009. Spøjs, fordi det selvfølgelig altid er godt med reklame — men til brug mod EU? Hmmm …

Anmeldelser af Stein og drømmefabrikken

31 mar

Det er altid med bævende hjerte, man imødeser anmeldelser af ens bøger. Det er jo lidt ligesom et barn, man sender ud i verden. Vil de grumme anmeldere forstå netop ens eget barns styrker og særkender? Eller vil de hæfte sig ved ubetydelige svagheder? Eller — endnu værre — vil de helt misforstå barnet/fejllæse bogen/læse den ud fra helt forkerte præmisser? Ja, det kan ske. Men i tilfældet med anmelderen på Helsingør Dagblad kan jeg nu ikke på nogen måde klage!
Stein og drømmefabrikken

Anmeldelse af ‘Alle Guds børn’

6 okt

‘Alle Guds børn’ er udnævnt som ‘månedens bog’ i november-nummeret af Costume. Her står bl.a.: “Plottet er overraskende, Sarah er en sympatisk heltinde, og ‘Alle Guds børn’ i det hele taget velskrevet og umulig at lægge fra sig.” Ja, det står der! Og tak for det. Der var også en anmeldelse på hjemmesiden “God bog”. Også mange tak for den!

Djævelens advokat anmeldt på krimisiden.dk

9 mar

Alle, der kan lide at læse krimier, bør også jævnligt tjekke krimisiden.dk. Ikke mindst nu, hvor de har været så venlige at anmelde “Djævelens advokat”. Se nærmere på krimisiden.dk. Nu skal man ikke kritisere anmeldere – og denne kommentar er heller ikke ment som hverken kritik eller irettesættelse – men jeg blev lidt overrasket over, at anmelderen mente, at en person i bogen, som hedder Steffen, i anmeldelsen er blevet til Søren. Måske stod der noget andet i anmelderens eksemplar?

Anmeldelser af Djævelens advokat

13 dec

“Djævelens advokat” er blevet anmeldt et par steder til, hvilket jo altid er meget godt for en forfatters ego. Heldigvis er der en del rosende ord i blandt anmeldelserne, fx ”et originalt og fuldt troværdigt motiv” (Kochs Krimier) – og ikke mindst ”Alle tiders julegaveidé til kræsne kvindelige krimilæsere” (Alt for Damerne).

Fra Alt for Damernes sider til julegaveindkøbernes huskesedler, siger jeg bare!

Djævelens advokat

30 okt

Så er min krimi, Djævelens advokat, udkommet. Den har været længe undervejs, og jeg har været spændt på anmeldelserne. Derfor blev jeg også rigtig glad for anmeldelsen i Berlingske Tidende den 27. oktober!
Jeg skal optræde på Bogforum lørdag den 17. november klokken 10.45 og fortælle om bogen, hvis nogen skulle være interesseret.