Tænk, før du spørger!

14 sep

Det er en almindelig accepteret antagelse, at folk elsker at snakke om sig selv. Det er en antagelse, der er baseret på århundreders – ja, årtusinders – visdom. Og det er på ingen måde, fordi jeg vil påstå, at det ikke forholder sig sådan. Problemet er imidlertid, at indimellem får denne antagelse folk til at stille spørgsmål til hinanden, som nærmest får karakter af forhør. Og så meget elsker de færreste alligevel at tale om sig selv.

Det kan være vanskeligt at trække grænsen mellem sund og høflig interesse for andre på den ene side og decideret nyfigenhed på den anden. Og samtidig sker der tilsyneladende et skred i de ting, man synes, man kan tillade sig at spørge til. På det seneste har jeg således bemærket, at selv de mest perifere bekendte synes, de kan tillade sig at spørge et vordende forældrepar: ”Ved I, hvad køn det bliver?” Og det vordende forældrepar kan føle sig forpligtet til at svare, at ja, det ved de, og det bliver sådan og sådan. Men hvad kommer det dog andre ved? Det siger sig selv, at barnets køn er af interesse for forældrene og til en vis grad også for bedsteforældrene. For alle andre har det ingen legitim interesse. Men fordi det i dag ofte er sådan, at forældrene faktisk har mulighed for at kende kønnet på barnet, før det er født, så synes tilfældige personer, at det er rimeligt at spørge til barnets køn. Det er det faktisk ikke. Ikke desto mindre kan der altså ske det, at de vordende forældre falder i den meget udbredte jeg-er-blevet-stillet-et-spørgsmål-og-så-må-jeg-jo-svare-fælde. Uanset om de har lyst til at diskutere det eller ej, føler de sig derfor forpligtet til at svare og siger: ”Ja, det bliver en dreng.” Men her stopper det ikke. Der følger flere spørgsmål: ”Nå, en dreng! Er I glade for det?” Hallo? Hvem er det lige, der forestiller sig, at det vordende forældrepar vil svare: ”Nej, det er vi ærligt talt ikke. Vi ville gerne have haft en pige.” Det skulle ikke undre mig, om det i så fald ville blive fulgt op med et: ”Nå? Hvad gør I så? Vil I så bortadoptere drengen?”

Men før jeg lader mig føre alt for langt ud på et sidespor, hvor underholdende det end er, så lad mig vende tilbage til min pointe: Der er grænser for, hvilke spørgsmål det er passende at stille bare for at holde konversationen gående. Og skulle man blive udsat for et spørgsmål, man ikke har lyst til at svare på, så er det vigtigt at huske, at der er forskel på en almindelig konversation og en vidneafhøring i retten. Man er ikke forpligtet til at svare hvem som helst på hvad som helst, og man er heller ikke forpligtet til at svare dem sandfærdigt.

Til vordende forældre, der er trætte af at blive stillet spørgsmålet, om de kender deres barns køn, vil jeg derfor foreslå, at de svarer: ”Ja, men vi vil helst se, om det holder stik, før vi fortæller det.”

Eller – hvis de frygter, at dette ikke vil stoppe de virkeligt nyfigne – så har de min tilladelse til at lyve og sige ”Nej”.

Brevkasse: Skal gæsterne tage skoene af?

11 sep

Kære Sanne Udsen,

Jeg bor et sted med ret sarte gulve, og jeg har et problem med, at folk har sko på indenfor i mit hjem. Men når jeg beder dem om at tage skoene af, falder det ikke altid i helt god jord. Hvordan kan jeg få mine gæster til at forstå, at de skal tage skoene af, når de kommer indenfor? Det er vel ikke kun mig, der har det sådan?

 

Kære læser,

Jeg skal ikke kunne sige, om det kun er dig, der har det sådan. Men sagen er, at det ikke regnes for god etikette at bede sine gæster om at tage skoene af. Det er kun noget, man gør i en moske. Når man besigtiger en bolig eller et gerningssted, tager man sådan nogle beskyttelsesposer over skoene, men det er en helt anden sag. I et almindeligt, privat hjem beholder gæsterne skoene på, når de går indenfor. Hvis det er meget dårligt vejr udenfor, foretrækker jeg selv at have et par solide sko på, når jeg tager hen til mine værter, og så medbringe et par fiksere sko, jeg kan skifte til indendørs.  Måske er det den vej, du skal gå, hvis du er meget øm over dine gulve. Men derfra og til ligefrem at bede dine gæster om at tage skoene af og gå rundt på strømpesokker er der noget af et skridt. Sko regnes for en vigtig del af ens påklædning. Det er blandt andet derfor, at man som vært normalt tager sko på, når man får gæster – for at understrege, at man er fuldt påklædt. Det kan jeg jo så godt regne ud, at du nok ikke gør, men det er altså det, der regnes for god etikette: Både gæster og værter har sko på inden døre. Men det må meget gerne være nogle ”små” sko og ikke store vinterstøvler. Børn forventes derimod at tage skoene af. Så kan de bedre hoppe i sofaerne.

 

Brevkasse: Afbud til bryllup?

31 aug

Kære Sanne Udsen,
For efterhånden lang tid siden blev min kæreste og jeg inviteret til bryllup hos nogle af hans gode venner. Vi har sagt ja tak til invitationen. Nu er der så sket det, at en af mine gode venner holder sin runde fødselsdag samme dag. Jeg vil selvfølgelig meget hellere til min kammerats fødselsdag, hvor jeg kender de andre gæster og ved, det bliver sjovt. Til brylluppet vil der formentlig ikke være mange, jeg kender, og bryllupper har det i det hele taget med at være temmelig kedelige, hvis man ikke lige er brudeparret selv. Jeg har spurgt min kæreste, om jeg ikke kan få lov til at melde afbud til brylluppet, men det var han overhovedet ikke forstående overfor! Faktisk fik vi lidt af en krise over spørgsmålet. Hvad siger du? Og hvorfor skal folk også sende bryllupsinvitationerne ud så latterligt tidligt?

Kære læser,
Du behøver jo ikke mit svar. Du ved udmærket godt, at du er nødt til at tage din kæreste i hånden og gå med ham til bryllup og kede dig med anstand, hvis det kommer dertil. For det første har du allerede takket ja til invitationen. For det andet ønsker din kæreste, at du skal komme med. Det er hans gode venner, og jeg kan trøste dig med, at hvis det er seriøst og langtidsholdbart med dig og din kæreste, så vil disse venner sikkert også blive dine venner ad åre, og så vil det være godt at have været med til deres bryllup. Når det er sagt, så kan jeg kun dele din forundring over, at kommende brudepar sender invitationerne ud både halve og hele år før den lykkelige begivenhed. Der er ingen grund til at sende dem ud tidligere end 8-12 uger før brylluppet. Brudeparret kan advisere den nærmeste familie og de nærmeste venner om den planlagte dag, så disse personer kan reservere dagen, men ellers er der absolut ingen grund til at lade folk det vide i så god tid. Normalt vil det af hensyn til økonomien være en fordel for brudeparret, hvis der er nogle afbud, og chancen for afbud stiger, hvis invitationen først kommer ud tættere på begivenheden. Og så er der de gæster, der egentlig helst er fri for at deltage – de vil også have vanskeligt ved at takke nej, når de har fået invitationen i meget god tid. Dertil kommer, at der i det hele taget kan ske så meget, som man ikke altid kan være forberedt på, og det er ikke sjovt at skulle aflyse et bryllup, som man allerede har sendt invitationerne ud til. Og nu jeg er i gang, så hørte jeg sidste år om et brudepar, som sendte invitationer ud i januar til deres bryllup i juli kun for at finde ud af, at de faktisk ikke havde råd til at holde brylluppet og derfor måtte aflyse det. Havde de ikke været så tidligt ude med deres invitationer, kunne de have sparet sig selv for en yderst pinlig situation. For slet ikke at tale om udgifterne til portoen.

Brevkasse: Hvordan skal man dele en restaurantregning?

27 aug

Kære Sanne Udsen,
Hvis man inviterer nogle personer ud at spise på en restaurant, hvordan er det så meningen, man skal dele regningen?

Kære læser,
Svaret kommer i allerhøjeste grad an på, hvad du mere præcist forstår ved ”invitere”. Når man inviterer personer ud på en restaurant, bliver de ens gæster, og så er det værten eller værtinden, der tager hele regningen. Det er sådan set meget nemt. Hvis værten eller værtinden ønsker at begrænse regningens størrelse til et vist beløb, er det en klog forholdsregel på forhånd at aftale især vinen, men også menuen med restauranten – evt. med muligheden for, at der er lidt at vælge imellem for de gæster, der har allergier eller af andre grunde ikke spiser dette eller hint. Men hvis du ikke mener ”invitere”, men derimod ”arrangere”, altså at du har arrangeret, at I er nogle stykker, der går ud og spiser sammen, så er den almindelige korrekte etikettemæssige måde at dele regningen på, at man deler den lige over. Det kræver imidlertid, at deltagerne spiser inden for nogenlunde samme prisklasse. Og det kræver, at der ikke er personer, der enten af økonomisk nød eller af temperament insisterer på, at regningen deles meget præcist efter hver enkelt persons forbrug. Det er ikke god stil, men det kan være nødvendigt.

Halløj i kongehuset

4 aug

Jeg er republikaner. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg finder, at hele ideen med et monarki hører en for længst svunden tidsalder til. Et kongehus, der kun har repræsentative pligter og slet ingen politisk indflydelse, er efter min mening kun endnu mere fjollet. Men jeg anerkender, at jeg udgør et mindretal i den danske befolkning — der er ingen umiddelbar udsigt til, at monarkiet bliver afskaffet og republikken indført. Og det har jeg det såmænd ret afslappet med. Jeg har heller ikke noget mod de aktuelle repræsentanter for kongehuset, ligesom jeg ikke kan hidse mig op over apanagen til kongehuset. Når det nu er sådan, at et flertal af den danske befolkning synes, det er okay at bruge de penge, ja, så må det være sådan. Ikke engang pengene til grevinden kan jeg hidse mig op over. Jeg synes jo, det hele er besynderligt og burde afskaffes, så hvorfor lige kaste sig over en enkelt detalje?

Hm, ja, og dog. Noget synes jeg jo så alligevel godt, man som republikaner og skatteborger kan forvente at få for pengene. Nemlig lidt værdighed. Måske endda lidt omtanke. Er jeg ligeglad med, hvor Prins Henrik bliver begravet? Er paven katolik? Intet kunne interessere mig mindre. Men når kongehuset selv går ud og meddeler, at prinsgemalen ikke ønsker at blive begravet ved siden af sin kone, fordi han er tøsefornærmet og muggen over ikke at være blevet konge — så begynder det faktisk at genere mig. Altså helt ærligt — kan man ikke blive fri for, at kongehuset gør sig selv til grin på den måde? Det er vel ikke urimeligt at forlange det for de skattepenge, kongehuset får? Bare sådan som minimum? Og mistanken om begyndende — eller mere end begyndende — demens breder sig. Det er så i orden. Demens kan ramme hvem som helst. Men helt ærligt — burde kongehuset så ikke gøre noget for at inddæmme skaden? I gamle dage blev den slags kongelige personer sendt i eksil eller spærret inde i et tårn.

Nå, men underholdende er det da. Men det er vel ikke det, man har et monarki til: at underholde. Eller er det?

Fødselsdagshilsener og Facebook

3 jul

Jeg havde fødselsdag forleden. Jeg fejrede den i udlandet — altså i et land, der ligger uden for Danmark — i selskab med min mand. Selv om vi både var på loppemarked, på café og på en fin restaurant om aftenen, var det i sagens natur ikke den helt store festivitas, der prægede dagen. Min mor, min søster, min yngste søn og en af mine veninder ringede for at ønske mig tillykke. Jeg fik lykønsknings-sms’er fra andre veninder. Jeg fik også e-mails og beskeder over Messenger fra venner med lykønskninger. Ja, selv Carrefour og Lufthansa huskede min fødselsdag. Jeg fik så ikke nogle fødselsdagskort med posten. Sidst, jeg gjorde det, var vist, mens jeg stadig boede i Køln, og kortet kom fra Galeria Kaufhof. Det var pænt af dem, det var det helt bestemt, men det er ligesom ikke det samme, som når man faktisk kender afsenderen af fødselsdagskortet. Men i vore dage er der jo ingen, der sender fødselsdagskort mere. Jeg gør det heller ikke selv, selv om jeg faktisk plejede at gøre det, og på trods af det egentlig er noget, som folk sætter pris på at få. Men man kan jo ikke længere regne med, at kortet overhovedet når frem til fødselsdagen. Og et fødselsdagskort skal altså komme på dagen. Det skal ikke komme før, og det skal ikke komme efter. Det skal komme på modtagerens fødselsdag.

Det var præcis sådan, det var, med det fødselsdagskort, som jeg husker allerbedst. Det var et, jeg fik, mens jeg var barn. Jeg kan ikke engang huske, hvor gammel jeg blev, men jeg ved, det var en søndag. For postbuddet kom kørende på sin knallert hele vejen hen til vores sommerhus, som lå for enden af vejen, bare for at aflevere et brev til mig. På kuvertens forside var der et stort kryds hen over mit navn og adressen. Krydset fortalte, at det var et søndagsbrev — et brev, der helt ekstraordinært blev delt ud om søndagen. Det kostede selvfølgelig ekstra sådan at få det bragt ud om søndagen og få postbuddet i uniformen og op på knallerten og af sted bare med mit brev. Det var et helt speciel fornemmelse. Afsenderen var min fars faster Else i Århus, som altså var en både meget betænksom og en meget generøs dame. Jeg kan ikke huske, hvad der stod inde i kortet. Der har nok bare stået “tillykke med fødselsdagen”, men følelsen af at stå der med kuverten med krydset henover og mit navn som adressat — den kan jeg sagtens huske! Og min egen imponerethed af at være modtager af så vigtigt et brev som et søndagsbrev — nej, det er ikke noget, man glemmer. Selv om det efterhånden er rigtigt mange år siden.

Men som sagt er det med fødselsdagskort sendt med posten ligesom et overstået kapitel. Og her mener jeg ikke bare søndagsbrevene. I mere civiliserede lande end Danmark — lande, der stadig har et nogenlunde velfungerende postvæsen — er det måske stadig comme il faut at sende et fødselsdagskort. Men det er altså ikke noget, en dansker kan forvente. Det har Post Nord effektivt udryddet.

Til gengæld er der jo så kommet en ny dimension ind i fødselsdagshilsenerne — nemlig Facebook-hilsenerne. Ja, Facebook minder en om, hvornår ens Facebook-venner har fødselsdag og opfordrer en til at skrive en hilsen. Så nej, det er ikke det samme som at få et søndagsbrev! At sende en hilsen via Facebook har ikke krævet, at man finder et kort og et frimærke og en adresse og — sværest af det hele — en postkasse for at ønske modtageren tillykke. Nej, det er meget nemmere og koster væsentlig mindre i såvel penge som energi at skrive en fødselsdagshilsen på Facebook. Men hallo — selv om jeg engang fik et fødselsdagskort som søndagsbrev, så har jeg altså aldrig nogensinde fået 200 fødselsdagskort med posten. Ikke engang til en rund fødselsdag. Det har jeg altså ikke. Men det har jeg fået i form af Facebook-fødselsdagshilsener. Og ved I hvad? Mængden opvejer faktisk en del. Hver eneste lille hilsen er udtryk for, at afsenderen i om ikke andet et kort øjeblik har ønsket modtageren vel — har ønsket modtageren en god dag og gode ting fremover. Og ved I hvad? Det er faktisk rigtigt godt. Det er rigtigt godt og rigtigt dejligt at være i den modtagende ende af sådanne positive tanker. Måske især hvis man synes, at livet har vist sig fra den mere negative side på det sidste. Men uanset hvad, så er det virkelig tanken, der tæller her. Også selv om tanken kun er flygtig. Så tak for det! Tak for muligheden for at sende disse fødselsdagshilsener. Og tak til dem, der bruger lidt af deres kostbare tid på at gøre det.

Jeg lover også selv at gøre det. Endnu mere fremover. Det lover jeg!

SKAT: skandalernes holdeplads. Også for de små fisk …

7 jun

Jeg hører til dem, der skal betale B-skat. Da man jo ikke længere får girokort til det brug, men selv skal sørge for at tjekke ens såkaldte skattemappe inde hos SKAT, så kan man jo godt have en tendens til at overse sådan en kedelig post. For at undgå forglemmelse fra min egen side lavede jeg derfor et par forudbetalinger i min netbank. Betalingsdatoen var for god ordens skyld sat til 10 dage før betalingsfristen. Man vil jo gerne være på den sikre side. Men på datoen for betalingsfristen fik jeg en rykker i min e-boks. SKAT manglede min betaling! “Det er også de %&#”!”# banker!” bandede jeg og tjekkede min netbank parat til at skælde min bankrådgiver ud. Men på min netbank kunne jeg se, at betalingen var sket som bestilt. Der måtte være gået noget andet galt. På rykkeren fra SKAT stod et telefonnummer, man kunne ringe til. Der var en masse muligheder, man kunne trykke sig frem, men ingen ledige medarbejdere. Faktisk sagde en automatisk stemme, at de havde ganske særlig travlt. Derefter forklarede den forudbetalte besked, at hvis jeg ringede angående en rykker for en betaling, som jeg mente at have foretaget, så kunne jeg se bort fra brevet. Hvad f …. %&”!?/?!!&%? Nå, efter at have spildt en del tid ved telefonen — for det var jo først en besked, der kom efter en del ventetid — og have spildt meget energi på at tjekke op på det ene og det andet, afsluttede jeg opkaldet og tænkte, at det var da helt utroligt, så lidt styr de har på det i SKAT. Jeg mener, vi snakker ikke milliarder til svindlere i Dubai, eller ikke-forældet gæld, som fejlagtigt er blevet registreret som forældet, men millioner af helt almindelige skatteborgere, der betaler B-skat, og har betalt til tiden, og er blevet rykket, og skal bruge tid på at tjekke, hvor fejlen kan være opstået, og så skal der sidde medarbejdere i SKAT, som i stedet for at inddrive gæld og finde skattesnydere eller hvad de få medarbejdere, der er tilbage, nu kunne lave, og forklare pligtopfyldende skatteborgere, at de er blevet rykket ved en fejl … Ja, det var faktisk en lille smule rystende at opdage … Men det er vel en fejl, der hurtigt kan rettes op på, tænkte jeg i min naivitet. Nej! Det var det ikke! Næste måned gentog hele seancen sig! Læse rykker, tjekke netbank, ringe til SKAT, sidde i telefonkø, få en automatisk besked, der fortæller mig, at jeg kan se bort fra rykkerbrevet … Jamen, altså, det bliver ved! Hold op! Hvor svært kan det være? Hvorfor skal SKAT være så amatøragtigt? Hvorfor skal vi være til grin for egne penge? Og tænk på ressourcespildet! Det er mildest talt rystende! Og til dem, der siger, de betaler deres skat med glæde: I skulle bare prøve at betale B-skat!

Brevkasse: Højbords til guldbryllup

19 maj

Kære Sanne Udsen,
Jeg har et spørgsmål. Det drejer sig om vores guldbryllup. Under middagen sad vi ved højbord med vores børn og svigerbørn. Ingen foran os, vores gæster sad ved runde borde, så langt så godt. Efter middagen mente jeg, at vi skulle sætte os hver for sig ved vores gæster, altså ikke igen ved højbord. Det gjorde vi, men herefter at festen og alt igen er normalt, mener min mand, at det var helt forkert. Vi skulle været blevet sammen. Nu har vi holdt så mange fester, alt har vi fejret på samme måde, men nu mener han så, at til denne fest er det noget andet, så hvad mener du? Ja, festen kan jo ikke laves om, men mener du også som ham? Var jeg helt forkert på den?

Kære læser,
Nej, jeg mener ikke, du var forkert på den. Jeres gæster var vel trods alt kommet også for at hilse på jer og ikke bare kigge på jer. Hele ideen med et højbord stammer jo fra en tid, hvor de fineste personer kunne sidde for sig selv, så de ikke behøvede blande sig med mere almindeligt dødelige, mens disse almindeligt dødelige kunne se beundrende eller misundeligt op på de fine, som måske endda også fik noget andet og bedre at spise. Sådan bruger vi det selvfølgelig ikke i dag, hvor et højbord netop kommer på tale i private sammenhænge i forbindelse med bryllupper, herunder guldbryllupper. Men som sagt så er der jo ikke megen grin ved at have inviteret en masse gæster – som jeg går ud fra, at I havde inviteret, fordi I havde lyst til at være sammen med dem – og så hele aftenen sidde alene ved et bord sammen med børn og svigerbørn, som I formentlig ser væsentligt oftere end de andre gæster. Derfor synes jeg, at I gjorde det helt rigtige ved at flytte jer efter middagen. Man kunne argumentere for, at guldbrudeparret som festens genstand skulle blive sammen, når de flyttede rundt til de andre borde, men hvorfor egentlig? Ved andre festlige lejligheder sørger man jo netop for at adskille parrene. Og som sagt er jeg overbevist om, at jeres gæster satte pris på, at de fik lejlighed til at være lidt sammen med jer, så de ikke måtte nøjes med at iagttage jer fra afstand.

Brevkasse: En uindbuden gæst

9 maj

Kære Sanne Udsen,

Når man inviterer sin svoger og hans kone til middag, og de to timer, før de skal komme, sender en sms om, at de tager deres søn på 22 år med, og jeg derefter siger, at de så ikke skal komme, er det ikke okay?

Jeg mener, at børn automatisk kommer med til alt, men når de er voksne, altså 18 år og frem, så skal de særskilt inviteres.

Er jeg helt galt på den?

Kære læser,

Til spørgsmålet om, hvorvidt du er helt galt på den, vil jeg svare: Både ja og nej. Børn kommer ikke automatisk med til alt, heller ikke selv om de er under 18 år. Det kommer ganske an på anledningen. Jeg vil dog godt give dig ret i, at hvis du og din kone inviterer din svoger og svigerinde til middag, så vil den almindelige opfattelse være, at mindreårige børn også vil være inkluderet i invitationen. Du har også ret i, at udeboende ”børn” ikke er omfattet af en invitation til forældrene, og at evt. hjemmeboende børn over 18 år skal have en særskilt invitation, især hvis det er særligt fine anledninger, som fx et bryllup. Men selv en ganske uformel middag hos svoger og svigerinde kræver et overblik over antal gæster alene af hensyn til planlægning og indkøb, og jeg vil sige, at det under ingen omstændigheder er god stil at ringe eller sms’e to timer før ankomsttidspunktet for at meddele, at der kommer en ekstra gæst. Det er for så vidt ligegyldigt, om denne gæst er 22 eller 17 år. Pointen er, at en sådan gæst må forventes at kunne spise en helt almindelig voksenportion, og at værtsparret på dette sene tidspunkt må forventes at have planlagt og indkøbt og måske endda dækket bord. Det sidste er formentlig det mindste problem. Der vil være nogle værtspar, der altid køber meget rigeligt ind, og som derfor uden problemer kan affodre et par ekstra, hvis det skulle blive nødvendigt. Så selv om man kan sige, at det er generel dårlig stil at melde en ekstra gæst til med så kort varsel, vil der være nogle tilfælde, hvor det sagtens kan gå – men det kræver et nærmere kendskab til værtsparret, graden af formalitet i anledningen, samt forholdet mellem værtspar og de selvinviterede gæster.

Men nu til et mere specifikt spørgsmål: Kunne din svoger og svigerinde med rimelighed tro, at deres søn var omfattet af invitationen? Som udgangspunkt kan vi godt blive enige om, at det vil kræve en særskilt invitation i betragtning af, at han er 22 år gammel. Denne særskilte invitation behøver ikke være mere formel end: ”Hvis Alexander har lyst, er han også meget velkommen!”, samt en nærmere angivelse af, hvornår man gerne vil vide, om Alexander skulle have lyst eller ej. Den invitation har du tydeligvis ikke givet. Så hvorfor tror din svoger og svigerinde, at han er omfattet af invitationen? Ja, man går vel almindeligvis ud fra, at folk er interesserede i at se deres nevø engang imellem. Det må være deres grundlæggende antagelse. Ikke desto mindre burde din svoger og svigerinde 1) have spurgt om deres søn evt. kunne komme med. Jeg medgiver, at det er vanskeligt at sige nej til dette, men det kan og bør kunne klares med et svar à la: ”Jeg havde egentlig forestillet mig, at det bare skulle være os fire”. Og de burde 2) absolut ikke have meddelt hans deltagelse kun to timer før og 3) slet ikke pr. sms.

Der er altså ikke tvivl om, at din svoger og svigerinde opførte sig kritisabelt. Men var deres opførsel så kritisabel, at det retfærdiggjorde din stærke reaktion? Når du blev så sur, at du ligefrem bad dem om at blive væk – hvilket jo indebar besvær og irritation for alle parter, også for dig og din kone som må formodes at have gjort huset gæsteklart og være startet på madlavningen – så kan jeg ikke lade være med at tænke, at der må ligge mere bag. Er det, fordi det er sådan, de altid gør, og nu var det den berømte dråbe? Er det jeres nevø, I ikke har lyst til at se? Eller handler det om noget helt andet? For hvis der ikke er en underliggende konflikt, som begge parter har kendskab til, så synes jeg faktisk, at du er galt på den med en så afvisende reaktion i en situation, der – netop fordi der er tale om familie – burde kunne være klaret med en svar-sms med en ordlyd à la: ”Vi troede ikke Alexander kom, så vi har ikke købt ind til ham. Men vi kan bestille en pizza. Hvilken slags vil han have?” Når vi taler om takt og tone, så skal der en hel del til, for at man kan ”afinvitere” en gæst. Selv om din svoger og svigerinde ikke opførte sig helt, som de burde, så kan det bestemt diskuteres, om deres brøde var så stor, at de også fortjente at blive ”afinviteret”. Dermed er I havnet i en situation, som det er vanskeligt at se, hvordan I skal komme ud af, for begge parter kan med rette føle, at den anden part var uhøflig.

Sociale medier, shitstorme og elendig krisehåndtering

8 jul

Den forløbne uge har lært mig en del om såkaldte shitstorme, samt om krisehåndtering af sådanne, og den har også lært mig, at der er en god grund til, at pressen tidligere holdt sig tilbage med at omtale en kendt persons dødsårsag, hvis der var tale om selvmord. Det sidste vil jeg vende tilbage til.

Men først til baggrunden. Det blev i løbet af den sidste uge offentligt kendt, at Mads Holger, klummeskribent, festarrangør, politiker og levemand-at-large, var død, og at det var sket for egen hånd. Det gav naturligvis anledning til en chokeret reaktion hos de fleste — såvel venner og fjender samt dem, der var hverken-eller. Når en mand, der ikke er fyldt 40, og som ser ud, som om han har det hele, kan gøre en ende på sit liv, hvad så?

En af de personer, som fandt anledning til at reflektere over denne triste nyhed, var Signe Wenneberg. Hun skrev en klumme, dedikeret til Mads Holger på internetmediet POV International. (Jeg kan ikke linke til artiklen, da den er fjernet fra websiden.) Jeg nåede ikke selv at læse hendes klumme, før den blev taget ned, men som det er refereret af andre, tog hun med udgangspunkt i Mads Holgers skæbne fat i nogle af de problemer, hun selv har haft som blogger og klummeskribent.

Når man skriver en klumme eller et hvilket som helst andet offentligt indlæg, kan man forvente alle disse tre reaktioner:

1. Nogle læsere vil reagere positivt
2. Nogle læsere vil reagere negativt
3. Nogle læsere vil være ligeglade

Det var præcist det, der skete her. Nogle læsere fandt Signe Wennebergs klumme velskrevet og indfølt. Nogle læsere fandt hendes klumme selvoptaget og upassende. Og så var der selvfølgelig også dem, der var ligeglade.

Det var så her, shitstormen og den manglende krisehåndtering kom ind. De mange negative reaktioner i form af kommentarer på Facebook om, at det var vildt upassende af Signe Wenneberg at benytte Mads Holgers død til at skrive om sig selv, kom tilsyneladende helt bag på såvel Signe Wenneberg som på POV International. En person, der skrev et sagligt opslag om, at selvmord er altså ikke noget, man begår, bare på grund af, at man føler sig ensom som klummeskribent, blev kontaktet og bedt om at fjerne sit opslag. Andre mere, skal vi sige polemiske, opslag fik kommentarer fra Signe Wenneberg, hvor hun bebrejdede dem, at de var kritiske, selv om de ikke kendte hende. Kritiske kommentarer på hendes egen FB-side og på POVs FB-side blev bortcensureret. Og tænk engang — den følgende dag havde Facebook slettet flere af de kritiske opslag inklusive hele kommentartråden på folks egne FB-sider. Samtidig havde Signe Wenneberg travlt med at “afvenne” folk. Selv blev jeg fx afvennet kort efter, at jeg havde påpeget, at det var mystisk, at min søns (lidt vel “polemiske”) opslag var bortcensureret.

Signe Wenneberg insisterede på, at det ikke var hende, der havde anmeldt de pågældende opslag til Facebook. Men hvem havde så? Ingen er vist trådt frem. Cui bono? Pilen peger på POV. Eller gør den? For er det i virkeligheden ikke til skade for såvel Signe Wenneberg som for POV at fremstå som tilhængere af censur — selv om de kalder det at bevare den gode tone. Nogle af de kritiske indlæg sagde vel mere om afsenderen end om Signe Wenneberg. Når en skribent fx beskrev hende som “denne havehandskebeklædte narcissist af en kvinde”, så er det selvfølgelig meget sjovt skrevet, men samtidig ret ondskabsfuldt.

Men selv om det bestemt ikke var i hverken Signe Wennebergs eller i POVs “objektive” interesse at bortcensurere kritiske kommentarer og opslag, eftersom det først var efter dette, at den virkeligt store shitstorm gik i gang, så peger pilen alligevel på POV. Annegrethe Rasmussen gik som ansv. chefredaktør til forsvar for Signe Wenneberg og hendes klumme ved bl.a. at spørge kritikerne, om de ville få dårlig samvittighed, hvis Signe Wenneberg efter al denne kritik nu kastede sig ud foran et tog. Ja, det stod der! Hallo? Gik vi netop der fra upassende til super upassende?

Jeg mindes ikke tidligere at have set så dårlig krisehåndtering. Ikke engang hos Danske Bank. Og de gør sig da ikke til af at have forstand på sociale medier.

Midt i det hele begyndte nogle debattører at gøre det til et højrefløjs-venstrefløjsspørgsmål. Bare fordi Signe Wenneberg er kendt for at gå ind for bæredygtighed og er god ved dyr og skriver i Politiken, så kan man vel ikke kalde hende “venstrefløj”. Så er venstrefløjen i hvert fald rykket godt ind på midten, mens jeg vendte ryggen til. Og hendes kritikere kan vel heller ikke over en kam siges at være højrefløj. Men hvis man kan skyde det hen til at være et spørgsmål om politiske opfattelser, så behøver man jo ikke tage stilling til det, der egentlig er sagens kerne: En klummeskribent skriver en klumme og er efterfølgende fuldstændig ude af stand til at håndtere, at den afføder kritik. På trods af, at en erfaren klummeskribent burde være helt klar over, at der altid er de tre ovenfor nævnte reaktioner på en klumme eller anden offentliggjort meningstilkendegivelse. Man kan ikke — selv hvis man er Signe Wenneberg — forvente kun at blive mødt med ros eller ligegyldighed. Og man kan slet, slet ikke imødegå kritikken ved at beskylde kritikerne for at ville drive hende til selvmord. Det ville være mildest talt upassende under alle omstændigheder. Men det bliver helt specielt virkeligt langt ude upassende, når hele miseren er baseret på en anden persons faktiske selvmord.

Hvilket bringer mig til min egentlige konklusion: Et sted derude sidder nogle efterladte og skal håndtere deres sorg og ovenikøbet finde sig i, at deres afdøde er blevet centrum i en shitstorm på de sociale medier. Jeg kan kun håbe, at det på en eller anden ironisk måde kunne være i hans ånd. Men det aner jeg ikke. Jeg ved kun, at hvis det ikke havde været offentligt kendt, at han begik selvmord, ville vi ikke være røget ind i denne shitstorm. Med andre ord var der en god grund til, at pressen tidligere tilbageholdt den oplysning.