Forever Living – en kult?

12 apr

For nylig havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at være deltager i en paneldebat i forbindelse med fremvisningen af en dokumentarfilm i CPH:DOX-regi. Filmen med titlen ”Believer” handler om en dansk mand ved navn Kim Madsen, som har gjort det godt i en MLM (Multi-Level-Marketing) ved navn Forever Living. (Hvis du ikke ved, hvad en MLM er, kan du læse mere i mit tidligere indlæg her. Kort fortalt er en MLM et produktbaseret pyramidespil.) Jeg var blevet inviteret til paneldebatten, fordi jeg har skrevet om MLM’er i min bog om svindel Verden vil bedrages.

Jeg havde faktisk først sagt nej tak til at deltage, fordi jeg ikke vil medvirke til nogen form for reklame for MLM’er. Men jeg blev overtalt, blandt andet fordi filmen ikke giver et entydigt positivt billede af hovedpersonen, og fordi der bør være nogen, som kan give en form for modvægt til den manipulation, der fremkommer fra Forever Livings side om indkomstpotentialet for en såkaldt ”forhandler” – en forhandler, som i Forever Livings univers kaldes noget så misvisende som en ”Forever Business Owner”.

At deltage i paneldebatten blev en endnu mere syret oplevelse, end jeg havde forventet. Ja, jeg vidste godt, at det at være med i en MLM kan sammenlignes med at være med i en kult. Ligesom i en kult er det svært at forlade en MLM. Ligesom i en kult vil man ikke høre på kritik. Men i min naivitet havde jeg ikke forventet, at publikum stort set kun bestod af kultmedlemmer. Og de kunne ikke lide at høre, at deres MLM var et pyramidespil. De var ligeglade med markedsføringsloven, som de ellers ifølge deres forhandleraftale er forpligtet til at sætte sig ind i. Men den er også irriterende, for markedsføringsloven forbyder såkaldt vennehvervning, dvs. salg til venner og familie, hvilket mildest talt vanskeliggør ”network marketing”, som MLM’er kalder sig selv. Kim Madsen selv havde ikke engang læst Forbrugerombudsmandens ”Vejledning om Multi-Level-Marketing/pyramidespil”, fordi han ”ikke læser rapporter”, som han sagde. Men så kunne han måske have fået nogen til at forklare ham hovedkonklusionerne. Det var kort sagt ikke en debat, hvor fakta fik lov at fylde noget. Men det handler jo også om at sælge en drøm. Det handler ikke om at formidle viden. Viden ødelægger MLM’er.

Filmens undertitel var netop ”How to sell a dream”.  Og det er hele pointen i såvel Forever Living som i alle andre MLM’er: At sælge en drøm. At få godtroende mennesker til at tro på at ved at blive forhandler i Forever Living kan de få deres drøm opfyldt. Og skulle det ikke lykkes – hvad det ikke gør for 99 procents vedkommende ifølge brancheforeningens egne oplysninger – så er det deres egen skyld. Så har de ikke arbejdet hårdt nok. Så har de ikke evnet at visualisere deres drøm hårdt nok.

Ifølge Forever Livings egne oplysninger udbetalte firmaet intet vederlag til 88,6 procent af forhandlerne i 2018. Det betyder imidlertid ikke, at de andre 11,4 procent af forhandlerne tjente penge på at være forhandler. For de 88,6 procent dækker over dem, der overhovedet ikke modtog nogen penge fra Forever Living. For de resterende 11,4 procent er der tale om, at de ganske vist har fået udbetalt et vederlag, men det betyder ikke, at de har haft et overskud. Der er nemlig ikke taget højde for de udgifter, som de pågældende forhandlere har haft, såsom indkøb af produkter til videresalg. Og som de fleste selvstændige ved, så er det overskuddet, der tæller. Der er ikke meget grin ved selv en stor omsætning, hvis der ikke er et overskud. Læs mere om Forever Livings ikke særligt imponerende udbetalinger her. Tallene er vel at mærke baseret på Forever Livings egne oplysninger.

En blandt flere væsentlige mangler i filmen om Kim Madsen er, at forretningsmodellen i Forever Livings pyramidespil ikke bliver forklaret i filmen. En anden væsentlig mangel er, at Kim Madsen uimodsagt får lov til at komme med en række åbenlyst forkerte udsagn. Herunder kommer han med en virkelig absurd sammenligning med Jysk (som han påstår er et pyramidespil) og Forever Living (som han påstår ikke er et pyramidespil). Og ja, det er ikke så svært at se, hvorfra han har fået inspirationen til at beskylde Jysk for at være et pyramidespil, for i amerikanske MLM’er hører man gang på gang Walmart blive brugt på samme måde. Man kan mene, hvad man vil, om både Jysk og Walmart, men ingen af disse firmaer er pyramidespil. At finde på at påstå det er så langt ude, at det kun kan betegnes som såvel absurd som desperat.

Udover de forkerte udsagn om Forever Livings forretningsmodel får Kim Madsen lov til at komme med sundhedsmæssigt ukorrekte udsagn. I forbindelse med, at han lovpriser Forever Livings tandpasta, som åbenbart ikke indeholder fluor, siger han gentagne gange: ”Fluor er lige så farligt som arsenik.”

Nej. Det er det ikke. Fluor er ikke lige så farligt som arsenik. Selvfølgelig skal man ikke overdrive indtagelsen af fluor, som man fx kan læse her, men at påstå, at den mængde fluor, der findes i almindelig tandpasta, skulle være sundhedsskadelig for ikke at tale om lige så farlig som arsenik, er simpelthen helt på månen. Ja, det er faktisk vildledende. Med andre ord: Vildledende markedsføring. Ikke i orden. Faktisk er det forbudt.

Men hvad så med aloe vera, som er den vigtigste ingrediens i Forever Livings produkter? Er det slet ikke farligt? Jo, tænk engang: Aloe vera kan faktisk være ret farlig. Aloe vera kan blandt mange andre negative ting være kræftfremkaldende. Se fx denne artikel. Disse negative helbredseffekter hører man imidlertid ikke meget til fra Kim Madsens side. Men han læser jo heller ikke rapporter.

Mit nye tøj

24 mar

Mit første forsøg med at gennemføre et år uden at købe nyt tøj gik fra februar 2018 til februar 2019. Jeg var ret stolt af mig selv, da året var omme, for det lykkedes mig helt at undlade at købe nyt tøj, og jeg købte heller ikke noget brugt tøj. Nu må det retfærdigvis nævnes, at jeg havde en smule tøj i skabet i forvejen, så jeg behøvede altså ikke gå nøgen.

Men i løbet af 2019 tog mine tøjindkøb rask fart igen, så derfor blev et af mine nytårsforsætter for 2020, at jeg ikke ville købe noget nyt tøj. Men jeg tillod mig selv at købe brugt tøj (det handlede jo bl.a. om at begrænse min klimabelastning, og her er brugt tøj helt okay) samt undertøj og strømper. I løbet af 2020 arvede jeg noget tøj, og på den måde fik jeg jo noget “nyt”, og derudover købte jeg flere nye strømper, som jeg endte med slet ikke at bruge.

Jeg valgte derfor at gentage nytårsforsættet for 2021. I løbet af dette kalenderår købte jeg undertøj og strømper (igen!), og så købte jeg også en brugt kjole og en brugt festjakke. Det gik jo ganske fint.

Men da vi nåede frem til 2022, var jeg faktisk begyndt at længes efter en ny sweater. Jeg havde repareret et par af mine gamle, men jeg ville bare rigtigt gerne have en ny. Jeg syntes egentlig også, jeg fortjente det. Og der var udsalg. Jeg gav med andre ord mig selv lov. Nu havde jeg jo været “afholdende” så længe.

Som det så ofte går i den slags situationer, så endte jeg med ikke bare én, men hele to nye sweatre. Den ene gul og den anden blå. Begge dejlige.

Min nye gule sweater
Min nye blå sweater

Nu er jeg jo ikke sådan en type, der kasserer en god gammel sweater, bare fordi jeg har fået to dejlige nye sweatre. Nej, selv om der kom et ret stort hul på albuen på en ældre sweater, så fik jeg repareret den. Ganske kunstnerisk, hvis jeg selv skal sige det. Jeg har læst op på “visible mending” og fandt en opskrift på at lave denne “stopning”. Jeg har også repareret mine gamle jeans og på den måde givet dem lidt længere levetid.

Min gamle pink sweater

Men selv hvis vi alle begynder at reparere og lappe vores tøj, så det kan få forlænget levetiden (og det synes jeg bestemt, vi skal gøre!), så vil vi stadig have behov for nyt tøj en gang imellem. Ikke så ofte, som vi har vænnet os selv til at tro, men indimellem.

Spørgsmålet er så: Hvor meget hvor ofte? Hvad er et passende niveau for et tøjforbrug, som både tilfredsstiller vores behov og samtidig tager hensyn til klima og miljø? Er det 10 stykker tøj om året? Eller kan man nøjes med mindre? Eller er 20 stykker tøj – alt inklusive – passende?

Men næsten uanset hvor man sætter grænsen, så længe denne grænse er under “uendelig”, vil det medføre, at man overvejer hvert enkelt køb og lader det tælle med i regnskabet.

Og det er vel egentlig der, vi skal hen. At vi sørger for, at hvert enkelt nyerhvervelse er velovervejet og sikret en plads i garderoben. At det er slut med bare at købe en beklædningsgenstand, fordi den var på udsalg, eller fordi vi trængte til opmuntring. Vi skal forsøge kun at købe det, som vi virkelig gerne vil have, og som vi ved, vi kommer til at bruge. Mange gange.

Lydbøgernes indtog

18 feb

Lytter du også til lydbøger? Så er du en del af en trend, der virkelig har transformeret bogmarkedet. For et årti eller to siden var lydbøger et nichemarked, som først og fremmest var beregnet på læsehæmmede. Sådan er det ikke længere. Nu bliver der lyttet til lydbøger i bilen, i toget, i metroen, på tur med barnevognen og som akkompagnement til husarbejde og håndarbejde.

Lydbøger er kort sagt for alle. Derhjemme eller på farten. Og det er et marked, der vokser. Det betyder, at der er en stigende mængde streamingplatforme, der udbyder lydbøger i abonnement. Hvilken skal man så vælge? Der er hjælp at hente på denne hjemmeside om lydbøger. Her kan du få et godt overblik over, hvilke streamingtjenester der tilbyder hvad, og du kan se, hvor og hvor længe du kan få adgang til gratis prøveperioder.

Som forfatter er lydbøger noget, man lige skal vænne sig til. Vi vant til at skrive til print. Vi tænker på vores læsere som, nå, ja, læsere. Ikke lyttere. Men i takt med den øgede interesse for at lytte snarere end læse bøger er der også opstået en ny slags forfatterdisciplin, nemlig at skrive direkte til lyd. Det, der fungerer godt på skrift, fungerer ikke altid ligeså godt på lyd. I en fysisk bog kan man bladre tilbage, hvis man har glemt, hvem en person er, eller hvad det nu er for et sted, som hovedpersonen befinder sig. Det kan man ikke på samme måde i en lydbog. Men den har så andre kvaliteter.

Som forfatter er det også en lidt speciel oplevelse at høre sin bog som lydbog. Tre af mine faglitterære bøger (Psykopater i jakkesæt, Verden vil bedrages og I bankernes vold) er udgivet som lydbøger. De er alle tre indtalt af mænd. Det er i sig selv lidt spøjst at høre en person af det modsatte køn læse ens ord. De gør det glimrende, men alligevel kan jeg ikke lade være med indimellem at tænke “Der skulle trykket da ikke have ligget!” eller “Sådan skal det navn da ikke udtales”.

Ønsket om at kontrollere også lyddelen af ens bog får nogle forfattere til at foretrække selv at indtale bogen. Dertil er jeg ikke selv kommet. Men jeg er nu godt tilfreds med, at det er en kvinde, der indtaler min roman “Men nok om det”. Romanens synsvinkel ligger 100 procent hos den kvindelige hovedperson, så det ville have været lidt for mærkeligt at høre en mand læse netop den bog højt.

Denne artikel er sponseret af Lydbogormen.dk.

Lopper i Les Arcs

8 jan

På udkig efter et spisestuemøblement? Eller måske et par brugte bildæk? Så er loppemarkedet i Les Arcs lige noget for dig.

Hver lørdag formiddag året rundt er der vide grenier i Les Arcs i Var. Det er et loppemarked af fleksibel størrelse, som tiltrækker såvel sælgere som købere fra vidt omkring. Sælgerne er en skønsom blanding af professionelle og private. De private sælgere har ofte tydeligvis taget det med at ”tømme loftsrummet” helt bogstaveligt, mens de professionelle i nogle tilfælde har varer til salg, som for en mistroisk sjæl godt kunne ligne noget, der var faldet af en lastbil.

Det mest imponerende ved loppemarkedet i Les Arcs er nu ikke så meget størrelsen, men derimod udvalgets bredde og variation. Her er virkelig alt tænkeligt og en hel del utænkeligt til salg. På en tilfældig lørdag kan man udover de oplagte varer som køkkengrej, husgeråd, tallerkener og børnetøj, finde mere eksotiske ting som kæmpestore dyretrofæer til at hænge på væggen, oliedunke uden låg, sikringer, pokaler, hundekurve, tomme champagneflasker og brugte piber. Skulle man stå og mangle en køkkenvask, er der bestemt en god sandsynlighed for, at man kan finde en her. Det samme gælder bildæk, gamle racercykler, barstole, golfkøller og rustne skruer, ligesom der normalt er et stort udvalg af brugte sko og sandaler til både børn og voksne.

Der er en del sælgere, der har specialiseret sig i nyt udstyr som fx havehandsker og bijouteri, men langt det meste, der er til salg på loppemarkedet, er brugt eller i hvert fald gammelt. Man kan finde en del udstyr, der er blevet overhalet af den teknologiske udvikling, og som vil vække genkendelse og muligvis også minder hos de af os, der er over en vis alder, såsom gamle vækkeure, herunder rejsevækkeure, rejseskrivemaskiner, gamle fotoapparater og ikke mindst gamle, rustne rulleskøjter af den slags, der skulle spændes på skoene, og som larmede helt vildt, når man kørte på dem ned ad fortovet. Skulle man være sentimental efter den slags teknologisk forældet udstyr, vil man kunne finde det her, ligesom der vil være mulighed for at finde en oplader til en for længst udgået mobiltelefonmodel. At finde den rigtige vil dog kræve lidt af et gravearbejde i en af kasserne med dusinvis af diverse opladere.

Specielt når det gælder køkkenudstyr, er det tydeligt at se, at der er nationale forskelle mellem den typiske danske husholdning og den typiske franske ditto. På loppemarkedet i Les Arcs finder man ofte østerstallerkener i mange afskygninger og sneglepander i forskellige udgaver – ting, man sjældent ser på et dansk loppemarked.

Blandt de bemærkninger, man hører, når man går rundt og kigger, er replikker som ”Jeg vil lade Dem få det for 10 euro” eller ”Det har været min mors”. Når man selv skal købe, gælder det om at have sin forhandlingsteknik i orden. Personligt foretrækker jeg følgende teknik: Jeg spørger om prisen. Sælgeren siger fx en euro. Jeg siger ingenting. Så siger sælgeren: ”Eller 50 centimer, hvis De synes”. Men den teknik duer desværre ikke altid. Nogle gange rokker sælgeren sig ikke med det samme, og så er man jo nødt til selv at komme med et forslag eller bide i det sure æble og betale den forlangte pris.

Med de mange forskellige typer varer, der dukker op på loppemarkedet, vil man faktisk være i stand til at kunne ekvipere et helt hus. Problemet er bare, at man ikke lige ved, hvad der er at finde på loppemarkedet netop den lørdag, man kommer. Måske går man hjemmefra og tænker, at man gerne vil have en udendørs lampe og et par sylteglas og eventuelt nogle knapper eller i hvert fald et puslespil. Og lige den dag er der hverken udendørs lamper, sylteglas, knapper eller puslespil at finde noget sted. Til gengæld kan man være sikker på at kunne købe tallerkener og glas i forskellige udformninger, finde legetøj til børnene og bøger og dvd’er, samt at kunne få udvidet sin samling af Ricard-parafernalia. Og skulle man samle på modelbiler, vil der næsten altid være gode fund at finde.  

Mere pyramidespil og MLM

10 sep

Så er der nyt om endnu et MLM (multi level marketing) firma, der viser sig at være et pyramidespil. “Viser sig” er lidt en underdrivelse, for ALLE multi level marketing-firmaer er i sagens natur pyramidespil. Men lad mig udtrykke det på en anden måde: Nu har lovens lange arm (som ikke altid er så lang) fået fat i LuLaRoe, og LuLaRoe har måttet bløde en klækkelig sum (4,75 mio. USD) til anklagemyndigheden i den amerikanske stat Washington. Og det er ikke den eneste retssag, som LuLaRoe har kørende mod sig. Alt dette kan man læse mere om i denne artikel i Vanity Fair.

“Hvem er LuLaRoe?” spørger du måske, og det er ikke så mærkeligt, for LuLaRoe er ikke blevet importeret i Danmark. Heldigvis. Der er rigeligt med andre MLM-firmaer i gang her i landet. Men LuLaRoe er endnu et firma, som har udnyttet mange amerikanske kvinders drøm om at kunne skabe en indkomst for deres familie enten ved siden af deres almindelige arbejde eller som hjemmegående. Kun for at opdage at deres investering og arbejdsindsats var spildt.

Nu er historien om LuLaRoe blevet til en dokumentar med titlen LuLaRich, som vises på Amazon Prime Video. Mere om dokumentaren i Variety.

Jeg vil i hvert fald glæde mig til at se den!

Karrierekvinders tøj – igen igen

9 mar

Der er tilsyneladende ikke meget, der kan få (nogle) kvinder op i det røde felt som betragtninger om, hvad der er “passende” arbejdspåklædning for en karrierekvinde. Senest var det Birgitte Erhardtsen på Berlingske Tidende, der fik kærligheden at føle i forbindelse med en kommentar, hun skrev i avisen om hhv. Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidts påklædning. Abonnenter på Berlingske kan læse kommentaren her.

Efter en masse negative reaktioner på hendes kommentar følte jeg mig kaldet til også at komme med mit bidrag. Det kan læses nedenfor eller – hvis man foretrækker udgaven i Berlingske Tidende – her.

Anna Libak havde ligeledes en mening i Weekendavisen, som kan læses her. Egentlig er det store mysterium, hvorfor emnet kan hidse folk sådan op. Men det kan det altså.

Og her er mit bidrag:

Klæder skaber folk – på godt og ondt

I forrige uge skrev Birgitte Erhardtsen en kommentar i Berlingske Tidende, der omhandlede vores nuværende og vores tidligere statsministers tøjstil. Konklusionen var, at en kvinde, der vil gøre karriere i ”klassiske” mandefag, gør klogt i at klæde sig neddæmpet, således at fokus er på personens kompetencer og personlighed og ikke på hendes tøjstil. Det bragte en veritabel syndflod af kritik med sig. Kommentaren var lidt skarpt vinklet, men jeg tror alligevel, at den kraftige reaktion på kommentaren må have overrasket Birgitte Erhardtsen. Mange af de negative reaktioner gik på temaet: ”Er vi virkelig ikke kommet videre i 2021?”

Til det er svaret: Både og. Vi er kommet videre, fordi alle – både mænd og kvinder – kan klæde sig mere afslappet end tidligere. Men vi er ikke kommet videre, når vi ser på tallene. Kvinder er stadig i undertal der, hvor magten er. Og selv om magtens uniform har ændret sig over tid, så er den forblevet maskulin.

Hvad der virkelig kan undre mig, er, at dette emne stadig kan sætte så kraftige følelser i gang. Tilbage i 2000 – for snart 21 år siden – udgav jeg sammen med Stina Vrang Elias ”Håndbog for karrierekvinder”. I denne bog på 137 sider var der et syv sider langt kapitel om påklædning. Det var det kapitel, der bragte overskrifter frem i dagspressen og fik os i fjernsynet.

Inspireret af filmen ”Working Girl” (med Melanie Griffith og Sigourney Weaver) skrev vi dengang, at man som karrierekvinde skulle have ”seriøst hår”. Det var noget, der blev bemærket, for hvad er ”seriøst hår”? Se, det er en af den slags ting, der falder ind under kategorien ”Jeg kan ikke definere det, men jeg kan genkende det, når jeg ser det”. Og desuden er det noget, der ændrer sig med tiden: Hvad der blev regnet for seriøst hår i 1950’erne, ville ikke blive taget alvorligt i dag – og omvendt.

Tilsyneladende har mange svært ved at skelne mellem, hvordan tingene burde være, og hvordan virkeligheden faktisk er. Det burde være sådan, at vi alle, uanset hvem vi er, frit kunne udtrykke vores personlige stil og smag gennem netop det tøj, som vi nu fandt repræsenterede vores personlighed bedst. Men det er sådan, at de fleste af os i vores professionelle virke er nødt til at passe ind i en slags uniformering for at vise, at vi hører til. Det gælder i særlig høj grad for dem, der er i minoritet i gruppen. Og i toppen af global politik, i toppen af erhvervslivet og i toppen af centraladministrationen er kvinder en minoritet. Uanset hvor meget vi ville ønske, at virkeligheden var anderledes.  

Jeg ville være en rig kvinde, hvis jeg havde fået en 10’er for hver gang, der var én, der spurgte: ”Hvis kvinder skal tilpasse deres påklædning, er det så ikke at klæde sig på mændenes præmisser?”. Og jeg fortjener en tålmodighedspræmie for alle de gange, jeg har svaret: ”Nej, det er at klæde sig på systemets præmisser.”

Det er, som om der er nogen, der ikke har bemærket, at ”mænd” ikke alle sammen går ens klædt. Mænd er faktisk ikke en ensartet klædt gruppe.

Hver eneste branche – ja, hver eneste virksomhed, hver eneste organisation – har sin egen dresscode. Jeg arbejder selv som forfatter og omgås andre forfattere og forlagsfolk, og her ser jeg en helt anden og meget anderledes dresscode end den, man kan se i toppen af dansk erhvervsliv. Der er også et langt bredere spektrum i denne branche end i så mange andre. Men spektrummet er dog ikke så bredt, at man ikke ville kigge en ekstra gang, hvis en forfatter dukkede op i et Hugo Boss-jakkesæt eller en Chanel-dragt. Det ville være et tydeligt signal om, at vedkommende lå væsentligt over gennemsnitsindkomsten i forfatterstanden og i øvrigt ikke regnede sig selv for en del af flokken. Nok er vi fordomsfrie, men fordomsfrie er vi ikke.  

Når politikere understreger deres køn, skaber det opmærksomhed og bliver kommenteret af den samlede verdenspresse. Det vakte fx international opsigt, da den finske statsminister Sanna Marin sidste år optrådte i en fotoserie i et blad uden bh (men dog med en jakke over), ligesom det ligeledes vakte international opsigt, da Angela Merkel tilbage i 2008 optrådte i en endog meget nedringet gallakjole til en operapremiere.

Hvis det kan være en trøst, gælder det ikke kun kvindelige politikere. Da den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis for nylig skulle vaccineres mod Covid-19, blev han afbildet med delvis nøgen (og meget nydelig) overkrop. Billedet gik verden rundt og fik ham udråbt som sexsymbol.

Virkeligheden er, at der er nogle spilleregler, der skal følges for både mænd og kvinder. I stedet for at hidse sig op over, at Birgitte Erhardtsen påpeger denne virkelighed, hvor irriterende den end er, burde vi hellere bruge tid på at gøre noget ved den kendsgerning, at der er langt færre kvinder end mænd i toppen af dansk erhvervsliv.

Brevkasse: Spørgsmål om børn til barnløse

5 feb

Kære Sanne Udsen,

Er det virkelig acceptabelt at kommentere andre folks mangel på børn? Jeg er den ældste blandt mine søstre og kusiner, og flere af dem har fået børn. Jeg synes, deres børn er søde, og jeg vil også gerne selv have børn på et tidspunkt, men jeg er ret træt af, at især mine tanter, men også andre familiemedlemmer, hele tiden kommenterer min mangel på børn. Det er, som om de ser det som en slags konkurrence om, hvem der først får børn. Den har jeg jo ligesom tabt, så hvorfor kan de ikke bare lade være med at tale om det? Jeg synes ikke, det kommer dem ved.

Kære læser,

Du har fuldstændigt ret i, at det ikke kommer dem ved. De eneste, udover dig selv, der kan siges at have en legitim interesse i din evt. formering er dine forældre, som har en interesse i at få børnebørn. Men selv dine forældre kan ikke tillade sig at blande sig i dine planer om at få børn, hvor svært det end kan være for dem at lade være med at blande sig. Dermed har jeg også svaret på, om dine tanter og andre familiemedlemmer har ret til at kommentere din barnløshed. Selvfølgelig har de ikke det. Og selvfølgelig er det ikke en konkurrence om at stille først med en arving. (Medmindre der virkelig er tale om en familietradition med en særlig præmie til den første arving.)

pexels-daniel-reche-155670

Problemet er bare, at familiemedlemmer (og her er dine ikke de eneste!) har det med at tiltage sig rettigheder, som de ikke har.  Så derfor er dit egentlige spørgsmål velsagtens, hvordan du bærer dig ad med at få lukket munden på dem. Hvis der havde været tale om mere perifere bekendte eller med arbejdskolleger, ville jeg have rådet dig til at se bedrøvet ud og mumle lidt usammenhængende, at det der med børn, det kan vist desværre ikke blive til noget. På personer, der er bare nogenlunde indfølende og som ikke er for tæt på dig, vil det normalt have den effekt, at de straks trækker følehornene til sig. Men med familiemedlemmer som dem, du beskriver, kan man formentlig forvente, at de vil kaste sig ud i gode råd om behandling for barnløshed og fremover vil spørge indgående til evt. fremskridt i den retning. Og det er ikke det, du ønsker.  Nu går jeg ud fra, at uagtet at deres kommentarer er dybt irriterende og taktløse, så er det i princippet godmodigt ment fra deres side og at betragte som en form for malplaceret drilleri. Derfor vil jeg råde dig til at svare dem i samme ånd. Du kan fx sige: ”Lover du mig at komme og passe mine børn, når jeg får nogen?” eller ”Ja, jeg ved det. Det er skrækkeligt, at jeg ikke kan finde ud af få børn. Hvad synes du, jeg skal gøre?” eller ”Det er det med at finde det rigtige tidspunkt. Kan du ikke hjælpe mig med at finde det?”

Endnu et år uden nyt tøj

27 dec

Der er flere, der har spurgt til, hvordan det egentlig går med mit ikke-købe-nyt-tøj-i-et-år projekt. Det går sådan set meget godt, svarer jeg. Sådan da. Det går da sådan nogenlunde …

2020 har måske heller ikke været det mest udfordrende år at undlade at købe nyt tøj, hvis sandheden skal frem. For hvornår skulle man have haft det på?

Første gang, jeg gennemførte et lignende projekt, startede jeg i februar 2018 og sluttede i februar 2019. I det mellemliggende år købte jeg ikke noget nyt tøj. Heller ikke brugt tøj. Da min tøjfasteperiode udløb, gik jeg straks i en Røde Kors-genbrugsbutik og købte en bluse. Sådan for at bryde fasten. Imidlertid var jeg nærmest kommet helt ud af træning, så de næste måneder afholdt jeg mig stadig fra at købe nyt tøj. For ganske vist havde det været ment som et eksperiment, men der var en mening med galskaben: Det var mit personlige meget lille bidrag til at reducere det globale tøjforbrug. Og det var jo ikke sådan, at jeg ikke allerede havde klædeskabet fuldt af tøj. Bevares, noget af det venter på, at jeg igen kan skrue mig ned i en størrelse 36, men selv når det trækkes fra, er der stadig en del tilbage.

Fra mit besøg i Monokromes atelier i Dhaka, Bangladesh.

Men så blev det sommer i 2019, og jeg syntes, jeg manglede nogle t-shirts. Derefter fulgte en tur til USA med hvad deraf hører af outlet-fristelser og andet, der fyldte i såvel kuffert som det hjemlige klædeskab. Så var jeg i Bangladesh – for at studere tøjproduktion – og ironisk nok var jeg nødt til at købe noget tøj til mig selv på denne tur. En tur til Hamborg medførte endnu nogle indkøb, og så … og så … og så.

Ja, så var det, at jeg besluttede, at et nytårsforsæt for 2020 skulle være at gentage projektet med ikke at købe nyt tøj i et år. Denne gang lavede jeg imidlertid nogle lidt lempeligere principper, idet jeg besluttede at

  1. Undertøj var undtaget
  2. Det samme var brugt/second hand tøj

I løbet af foråret følte jeg et behov for at købe nogle nye strømpebukser. Var strømpebukser at henregne under undertøjskategorien? Jeg tog diskussionen med mig selv og kom frem til, at det er sådan lidt derhenad. Jeg mener, undertøj og strømper sælges jo gerne i de samme butikker, ikke? Jeg købte nogle strømpebukser hos Swedish Stockings. (Dette er ikke en reklame, da jeg ikke er sponseret af Swedish Stockings, men bare en anbefaling: Jeg kan lide mærket, fordi strømpebukserne er glimrende, og så er der tale om brug af genindvundne materialer i deres strømper.) I løbet af efteråret faldt jeg så over et godt tilbud på strømpebukser i et stormagasin. Samlet set købte jeg fem par strømpebukser i løbet af 2020. De fire af parrene ligger stadig i deres indpakning. Mit ”følte” behov for nye strømper var tydeligvis større end mit faktiske behov.

Brugt tøj har jeg ikke købt noget af, men jeg endte på anden vis med at overtage en del tøj i løbet af året, så på den måde fik jeg faktisk ”nyt” tøj uden at bryde tøjfasten. Endelig må man sige, at 2020 ikke har været et år, hvor man har følt det helt store behov for at iføre sig et nyt outfit. Meget er klaret over Zoom og Teams, og her kan man roligt sidde i et par meget slidte jeans, uden at nogen lægger mærke til det.

Men så er der det med skoene. Jeg fik ikke rigtigt gjort reglerne omkring skoindkøb klart for mig selv ved starten af året. Og på en eller anden måde er det blevet til en hel del nye par sko, selv om jeg faktisk dårligt har plads til dem. Jeg bliver vel nødt til at henholde mig til, at skoproduktion er noget andet end tøjproduktion. Også selv om det ofte bliver slået sammen i statistikken.

Så egentlig er det gået meget godt med den tøjfaste. Sådan da. Ja, altså, hvis vi lige ser bort fra en enkelt minkpels, der har fået et nyt hjem hos mig …

Brevkasse: Julekort – papir eller elektronisk?

9 dec

Kære Sanne Udsen

Min veninde og jeg har diskuteret – på en venlig måde! – fordele og ulemper ved at sende julekort hhv. på den gammeldags papirmåde og som elektroniske kort. Min veninde sværger til e-kort, mens jeg holder på, at det skal være et rigtigt kort af papir, for at det føles som et julekort.

Kære læser,

Jeg er glad for at høre, at jeres diskussion foregik på en venlig måde på trods af jeres uenighed. Det giver også den bedste julestemning.

Du og jeg kan til gengæld hurtigt blive enige om, at den bedste måde at modtage julekort på er som et papirkort, der er sendt med posten. Ikke mindst i betragtning af, at stort set alt resten af ens post består af rudekuverter og reklamer. Hvor skønt når man finder en håndskreven kuvert blandt dem!

Når det er sagt, må vi også se i øjnene, at din venindes alternativ til e-julekort formentlig ikke er at sende rigtige julekort, men derimod at sende ingen julekort. Det hjælper ikke på viljen til at sende rigtige julekort, at med vore dages postvæsen skal man nærmest sende dem i oktober for at kunne være sikker på, de når frem til jul.

Set i det lys vil e-julekortene i de fleste tilfælde være at foretrække. Og ja, jeg ved godt, at der nu vil befinde sig læsere derude, som forbander sådanne e-kort langt væk, fordi de nogle gange er så tunge at downloade, at de fuldstændigt spærrer for ens indbakke i e-mailsystemet. Så jeg håber, din veninde er så betænksom, at hun sørger for kun at sende e-julekort, der ikke fylder for meget i modtagerens indbakke, hvis hun ikke holder sig til dem, hvor der kun optræder et link til selve e-kortet. Her bør hun dog være opmærksom på, at det så langt fra er alle modtagere, der følger linket og dermed læser kortet. Den risiko løber man sjældent med et ”rigtigt” julekort.

Der findes også dem, der på denne tid af året sender en lille epistel rundt til venner og bekendte med oplysninger om, hvad der er sket dem i løbet af det snart forgangne år. Det kan sådan set være en udmærket ide. Problemet med den slags epistler er, at det er meget vanskeligt at finde den rette balance mellem den form for skrivelse, hvor det virker, som om afsenderen alene er interesseret i at fremhæve alle sine og børnenes fabelagtige succeser gennem året, og så den type, hvor der alene nævnes alle de frygtelige ting, der er sket i løbet af året. Ingen af delene efterlader læseren af skrivelsen i særligt godt humør.

Men som sagt kan den form for masserundsending tjene det formål, at omgivelserne bliver orienteret om, hvordan det går.  Hvis nogle blandt læserne har tænkt sig at kaste sig ud i denne øvelse, så lov mig blot at tjekke, at balancen mellem gode og dårlige nyheder er nogenlunde fornuftig.

Så er der dem, der ikke helt forstår princippet i, at man til jul sender kort til mennesker, som man ikke har gidet opretholde kontakten med gennem året. Og det er for så vidt meget forståeligt. Til dem vil jeg blot sige, at julen er en anledning til at fastholde en sporadisk kontakt – en kontakt, som ikke er så betydningsfuld, at man fastholder anden kommunikation, men som man på den anden side heller ikke ønsker helt at opgive. Og mens man ville blive overrasket over at modtage et kort på et hvilket som helst andet tidspunkt af året, så synes man ikke, det er mærkeligt, når det er til jul.

Brevkasse: Hvornår skal fødselsdagsgaverne pakkes op?

29 okt

Hej kloge Sanne.

Hvornår får man sine gaver, når man har fødselsdag? Min svigersøn har indført, at man først må pakke sine gaver op, når alle gæster er til stede. Man har da altid fået lov til at pakke sine gaver op ved morgenmaden — eller er jeg helt forkert på den? Kender du evt. lande, der har denne “skik”, eller er han bare helt forkert på den.

Kære læser,

Der er sådan set ikke faste regler for gaveoppakning. Ved store fester (når man forhåbentlig engang igen kan holde den slags) er det almindeligt, at fødselaren eller brudeparret eller jubilaren først åbner gaverne dagen efter i ro og mag, så gavekort ikke forbyttes, og man kan koncentrere sig om gaveoppakningen.

Til mindre selskaber er det bestemt almindeligt, at man åbner gaverne løbende. Men det er også helt almindeligt, at man venter, indtil alle er kommet, hvis der fx er tale om et lille familieselskab.

Men så er der også dem, der får gaver allerede om morgenen — det drejer sig typisk om gaver fra de andre medlemmer af husstanden. Og dem vil man selvfølgelig gerne åbne med det samme. Så kan disse gaver stilles frem til skue, når der evt. senere på dagen kommer flere gæster.

Men der er altså ret frit spil for så vidt angår tidspunktet for gaveoppakning. Hvis resten af din familie synes, at det er helt fint at vente med at pakke gaver op, indtil alle gæster er ankommet, så synes jeg, du skal bøje dig for husfredens skyld.

Bortset fra til din egen fødselsdag. Der skal du selvfølgelig have lov til at pakke dine gaver op lige, når du vil!