Brevkasse: Spørgsmål om børn til barnløse

5 feb

Kære Sanne Udsen,

Er det virkelig acceptabelt at kommentere andre folks mangel på børn? Jeg er den ældste blandt mine søstre og kusiner, og flere af dem har fået børn. Jeg synes, deres børn er søde, og jeg vil også gerne selv have børn på et tidspunkt, men jeg er ret træt af, at især mine tanter, men også andre familiemedlemmer, hele tiden kommenterer min mangel på børn. Det er, som om de ser det som en slags konkurrence om, hvem der først får børn. Den har jeg jo ligesom tabt, så hvorfor kan de ikke bare lade være med at tale om det? Jeg synes ikke, det kommer dem ved.

Kære læser,

Du har fuldstændigt ret i, at det ikke kommer dem ved. De eneste, udover dig selv, der kan siges at have en legitim interesse i din evt. formering er dine forældre, som har en interesse i at få børnebørn. Men selv dine forældre kan ikke tillade sig at blande sig i dine planer om at få børn, hvor svært det end kan være for dem at lade være med at blande sig. Dermed har jeg også svaret på, om dine tanter og andre familiemedlemmer har ret til at kommentere din barnløshed. Selvfølgelig har de ikke det. Og selvfølgelig er det ikke en konkurrence om at stille først med en arving. (Medmindre der virkelig er tale om en familietradition med en særlig præmie til den første arving.)

pexels-daniel-reche-155670

Problemet er bare, at familiemedlemmer (og her er dine ikke de eneste!) har det med at tiltage sig rettigheder, som de ikke har.  Så derfor er dit egentlige spørgsmål velsagtens, hvordan du bærer dig ad med at få lukket munden på dem. Hvis der havde været tale om mere perifere bekendte eller med arbejdskolleger, ville jeg have rådet dig til at se bedrøvet ud og mumle lidt usammenhængende, at det der med børn, det kan vist desværre ikke blive til noget. På personer, der er bare nogenlunde indfølende og som ikke er for tæt på dig, vil det normalt have den effekt, at de straks trækker følehornene til sig. Men med familiemedlemmer som dem, du beskriver, kan man formentlig forvente, at de vil kaste sig ud i gode råd om behandling for barnløshed og fremover vil spørge indgående til evt. fremskridt i den retning. Og det er ikke det, du ønsker.  Nu går jeg ud fra, at uagtet at deres kommentarer er dybt irriterende og taktløse, så er det i princippet godmodigt ment fra deres side og at betragte som en form for malplaceret drilleri. Derfor vil jeg råde dig til at svare dem i samme ånd. Du kan fx sige: ”Lover du mig at komme og passe mine børn, når jeg får nogen?” eller ”Ja, jeg ved det. Det er skrækkeligt, at jeg ikke kan finde ud af få børn. Hvad synes du, jeg skal gøre?” eller ”Det er det med at finde det rigtige tidspunkt. Kan du ikke hjælpe mig med at finde det?”

Endnu et år uden nyt tøj

27 dec

Der er flere, der har spurgt til, hvordan det egentlig går med mit ikke-købe-nyt-tøj-i-et-år projekt. Det går sådan set meget godt, svarer jeg. Sådan da. Det går da sådan nogenlunde …

2020 har måske heller ikke været det mest udfordrende år at undlade at købe nyt tøj, hvis sandheden skal frem. For hvornår skulle man have haft det på?

Første gang, jeg gennemførte et lignende projekt, startede jeg i februar 2018 og sluttede i februar 2019. I det mellemliggende år købte jeg ikke noget nyt tøj. Heller ikke brugt tøj. Da min tøjfasteperiode udløb, gik jeg straks i en Røde Kors-genbrugsbutik og købte en bluse. Sådan for at bryde fasten. Imidlertid var jeg nærmest kommet helt ud af træning, så de næste måneder afholdt jeg mig stadig fra at købe nyt tøj. For ganske vist havde det været ment som et eksperiment, men der var en mening med galskaben: Det var mit personlige meget lille bidrag til at reducere det globale tøjforbrug. Og det var jo ikke sådan, at jeg ikke allerede havde klædeskabet fuldt af tøj. Bevares, noget af det venter på, at jeg igen kan skrue mig ned i en størrelse 36, men selv når det trækkes fra, er der stadig en del tilbage.

Fra mit besøg i Monokromes atelier i Dhaka, Bangladesh.

Men så blev det sommer i 2019, og jeg syntes, jeg manglede nogle t-shirts. Derefter fulgte en tur til USA med hvad deraf hører af outlet-fristelser og andet, der fyldte i såvel kuffert som det hjemlige klædeskab. Så var jeg i Bangladesh – for at studere tøjproduktion – og ironisk nok var jeg nødt til at købe noget tøj til mig selv på denne tur. En tur til Hamborg medførte endnu nogle indkøb, og så … og så … og så.

Ja, så var det, at jeg besluttede, at et nytårsforsæt for 2020 skulle være at gentage projektet med ikke at købe nyt tøj i et år. Denne gang lavede jeg imidlertid nogle lidt lempeligere principper, idet jeg besluttede at

  1. Undertøj var undtaget
  2. Det samme var brugt/second hand tøj

I løbet af foråret følte jeg et behov for at købe nogle nye strømpebukser. Var strømpebukser at henregne under undertøjskategorien? Jeg tog diskussionen med mig selv og kom frem til, at det er sådan lidt derhenad. Jeg mener, undertøj og strømper sælges jo gerne i de samme butikker, ikke? Jeg købte nogle strømpebukser hos Swedish Stockings. (Dette er ikke en reklame, da jeg ikke er sponseret af Swedish Stockings, men bare en anbefaling: Jeg kan lide mærket, fordi strømpebukserne er glimrende, og så er der tale om brug af genindvundne materialer i deres strømper.) I løbet af efteråret faldt jeg så over et godt tilbud på strømpebukser i et stormagasin. Samlet set købte jeg fem par strømpebukser i løbet af 2020. De fire af parrene ligger stadig i deres indpakning. Mit ”følte” behov for nye strømper var tydeligvis større end mit faktiske behov.

Brugt tøj har jeg ikke købt noget af, men jeg endte på anden vis med at overtage en del tøj i løbet af året, så på den måde fik jeg faktisk ”nyt” tøj uden at bryde tøjfasten. Endelig må man sige, at 2020 ikke har været et år, hvor man har følt det helt store behov for at iføre sig et nyt outfit. Meget er klaret over Zoom og Teams, og her kan man roligt sidde i et par meget slidte jeans, uden at nogen lægger mærke til det.

Men så er der det med skoene. Jeg fik ikke rigtigt gjort reglerne omkring skoindkøb klart for mig selv ved starten af året. Og på en eller anden måde er det blevet til en hel del nye par sko, selv om jeg faktisk dårligt har plads til dem. Jeg bliver vel nødt til at henholde mig til, at skoproduktion er noget andet end tøjproduktion. Også selv om det ofte bliver slået sammen i statistikken.

Så egentlig er det gået meget godt med den tøjfaste. Sådan da. Ja, altså, hvis vi lige ser bort fra en enkelt minkpels, der har fået et nyt hjem hos mig …

Brevkasse: Julekort – papir eller elektronisk?

9 dec

Kære Sanne Udsen

Min veninde og jeg har diskuteret – på en venlig måde! – fordele og ulemper ved at sende julekort hhv. på den gammeldags papirmåde og som elektroniske kort. Min veninde sværger til e-kort, mens jeg holder på, at det skal være et rigtigt kort af papir, for at det føles som et julekort.

Kære læser,

Jeg er glad for at høre, at jeres diskussion foregik på en venlig måde på trods af jeres uenighed. Det giver også den bedste julestemning.

Du og jeg kan til gengæld hurtigt blive enige om, at den bedste måde at modtage julekort på er som et papirkort, der er sendt med posten. Ikke mindst i betragtning af, at stort set alt resten af ens post består af rudekuverter og reklamer. Hvor skønt når man finder en håndskreven kuvert blandt dem!

Når det er sagt, må vi også se i øjnene, at din venindes alternativ til e-julekort formentlig ikke er at sende rigtige julekort, men derimod at sende ingen julekort. Det hjælper ikke på viljen til at sende rigtige julekort, at med vore dages postvæsen skal man nærmest sende dem i oktober for at kunne være sikker på, de når frem til jul.

Set i det lys vil e-julekortene i de fleste tilfælde være at foretrække. Og ja, jeg ved godt, at der nu vil befinde sig læsere derude, som forbander sådanne e-kort langt væk, fordi de nogle gange er så tunge at downloade, at de fuldstændigt spærrer for ens indbakke i e-mailsystemet. Så jeg håber, din veninde er så betænksom, at hun sørger for kun at sende e-julekort, der ikke fylder for meget i modtagerens indbakke, hvis hun ikke holder sig til dem, hvor der kun optræder et link til selve e-kortet. Her bør hun dog være opmærksom på, at det så langt fra er alle modtagere, der følger linket og dermed læser kortet. Den risiko løber man sjældent med et ”rigtigt” julekort.

Der findes også dem, der på denne tid af året sender en lille epistel rundt til venner og bekendte med oplysninger om, hvad der er sket dem i løbet af det snart forgangne år. Det kan sådan set være en udmærket ide. Problemet med den slags epistler er, at det er meget vanskeligt at finde den rette balance mellem den form for skrivelse, hvor det virker, som om afsenderen alene er interesseret i at fremhæve alle sine og børnenes fabelagtige succeser gennem året, og så den type, hvor der alene nævnes alle de frygtelige ting, der er sket i løbet af året. Ingen af delene efterlader læseren af skrivelsen i særligt godt humør.

Men som sagt kan den form for masserundsending tjene det formål, at omgivelserne bliver orienteret om, hvordan det går.  Hvis nogle blandt læserne har tænkt sig at kaste sig ud i denne øvelse, så lov mig blot at tjekke, at balancen mellem gode og dårlige nyheder er nogenlunde fornuftig.

Så er der dem, der ikke helt forstår princippet i, at man til jul sender kort til mennesker, som man ikke har gidet opretholde kontakten med gennem året. Og det er for så vidt meget forståeligt. Til dem vil jeg blot sige, at julen er en anledning til at fastholde en sporadisk kontakt – en kontakt, som ikke er så betydningsfuld, at man fastholder anden kommunikation, men som man på den anden side heller ikke ønsker helt at opgive. Og mens man ville blive overrasket over at modtage et kort på et hvilket som helst andet tidspunkt af året, så synes man ikke, det er mærkeligt, når det er til jul.

Brevkasse: Hvornår skal fødselsdagsgaverne pakkes op?

29 okt

Hej kloge Sanne.

Hvornår får man sine gaver, når man har fødselsdag? Min svigersøn har indført, at man først må pakke sine gaver op, når alle gæster er til stede. Man har da altid fået lov til at pakke sine gaver op ved morgenmaden — eller er jeg helt forkert på den? Kender du evt. lande, der har denne “skik”, eller er han bare helt forkert på den.

Kære læser,

Der er sådan set ikke faste regler for gaveoppakning. Ved store fester (når man forhåbentlig engang igen kan holde den slags) er det almindeligt, at fødselaren eller brudeparret eller jubilaren først åbner gaverne dagen efter i ro og mag, så gavekort ikke forbyttes, og man kan koncentrere sig om gaveoppakningen.

Til mindre selskaber er det bestemt almindeligt, at man åbner gaverne løbende. Men det er også helt almindeligt, at man venter, indtil alle er kommet, hvis der fx er tale om et lille familieselskab.

Men så er der også dem, der får gaver allerede om morgenen — det drejer sig typisk om gaver fra de andre medlemmer af husstanden. Og dem vil man selvfølgelig gerne åbne med det samme. Så kan disse gaver stilles frem til skue, når der evt. senere på dagen kommer flere gæster.

Men der er altså ret frit spil for så vidt angår tidspunktet for gaveoppakning. Hvis resten af din familie synes, at det er helt fint at vente med at pakke gaver op, indtil alle gæster er ankommet, så synes jeg, du skal bøje dig for husfredens skyld.

Bortset fra til din egen fødselsdag. Der skal du selvfølgelig have lov til at pakke dine gaver op lige, når du vil!

Jagten på bæredygtige materialer

27 aug

Hvis man ønsker at øge graden af bæredygtighed i sin garderobe, står man som forbruger over for en del såvel spørgsmål som dilemmaer. Ja, det simpleste vil selvfølgelig være at undlade at købe nyt tøj og i stedet bruge det, man allerede har, for som man hører gang på gang: Den mest bæredygtige beklædningsgenstand er den, der allerede er i din garderobe. Og det er jo rigtigt nok. Men i længden er det måske ikke så spændende aldrig at få nyt tøj. Så er der den mulighed, at man kan gå i genbrugsforretninger og købe noget tøj, som en anden person allerede har haft glæde af. Det er jo også en glimrende mulighed. Men det er ikke altid, man lige kan finde noget i ens størrelse eller i den stil, man havde tænkt sig. Så ville det jo være fristende at gå ud og kigge efter noget nyt. Her vil det dulme på ens samvittighed, hvis man kan finde noget nyt tøj, der er lavet af så bæredygtige materialer som muligt. Det er nu lettere sagt end gjort, for de materialer, som benyttes til tøjproduktion, har en lang og kompliceret værdikæde, og som en helt almindelig forbruger er det ikke så enkelt at overskue bæredygtigheden af de enkelte led i værdikæden. Så er det et held, at der er nogle, der har gjort sig den ulejlighed at undersøge sagerne, så vi andre har noget at læne sig opad. Tag et materiale som bambus. Umiddelbart virker det meget attraktivt og som et godt alternativ til fx bomuld. Men selv om bambus er en afgrøde, som kan dyrkes uden noget videre brug af pesticider (hvilket er godt ud fra et bæredygtigt hensyn), så kræves der store mængder af kemikalier for at få udvundet bambussen og få den transformeret til fibre. Det sidste er klart mindre godt set ud fra et bæredygtigt hensyn. Det er lidt trist, for der var mange, der havde sat deres lid til bambus som et bæredygtigt materiale. Læs nærmere om bambus og dens bæredygtighed i denne artikel fra Good on You.

Forever Living — endnu et pyramidespil

3 jul

Der findes rigtig mange pyramidespil i form af MLM’er (Multi Level Marketing eller Netværksmarketing) derude. Et af dem er Forever Living. Er det så også et af de ulovlige pyramidespil? Det burde faktisk blive afprøvet ved en dansk domstol, før man kan udtale sig definitivt om lovligheden. Men lovligt eller ulovligt: Tjene penge kan man ikke ved at “joine” Forever Living. Uanset hvad folk påstår. Det er nemlig lige præcis en påstand, der ikke bliver bakket op af dokumentation.

Ligesom de andre MLM’er derude, er der kun 1 % — dvs. EN procent! — der tjener penge på at være med i Forever Living, som man bl.a. kan læse her. Det handler ikke om, hvorvidt produkterne er gode eller dårlige — det handler om forretningsmodellen. Denne forretningsmodel er bygget op som et pyramidespil, og derfor er det kun 1 procent af deltagerne, der er i stand til at tjene penge. Resten af deltagerne — dvs. de 99 procent — taber penge.

Og for at det ikke skal være løgn, så er medianindkomsten for den ene procent, der faktisk tjener penge i Forever Living, kun 2.400 USD pr. år! Altså det er sådan ca. 16.000 danske kroner. Om året! Og eftersom der er tale om medianindkomst, tjener halvdelen af den ene procent altså MINDRE end 16.000 kr. om året. Det er lige før, det kan få en forfatterindkomst til at se fornuftig ud i sammenligning.

Gratis arbejde

5 jun

Så skete det igen. Igen, igen, igen. En flink og venlig e-mail, hvori jeg bliver bedt om at komme og holde et foredrag — et foredrag, som jeg sædvanligvis tager et honorar for at holde — UDEN honorar. Eller som i dette tilfælde, hvad der faktisk er endnu mere fornærmende: For et Magasingavekort på 300 kr.

Jamen, altså!!!!

Det er faktisk hårdt og indimellem kedeligt arbejde at være forfatter.

Skal man grine eller græde? Skrige af raseri og frustration? Hive sig i håret og brøle? Råbe ad sine omgivelser? Gyde sin galde ud over diverse online forfatterfora? Det hele på en gang?

Ville den samme person ringe til en blikkenslager og bede om at få løst et problem og forvente at kunne betale flere timers arbejde med et gavekort til Magasin på 300 kr.?

Hvad tænker folk på? Hvordan tror de, forfattere betaler deres husleje? Hvad tror de, vi lever af? Mange af os lever netop af at kunne holde et foredrag mod betaling i ny og næ. De royalties, vi tjener på vores bogsalg, er typisk ikke nok til at kunne betale huslejen, børnenes institutioner eller vores egne sko. Selv med foredragene kan det være vanskeligt at få det hele til at hænge sammen. Men det hjælper.

Det er faktisk anstrengende at holde et foredrag. Der går gerne mere end en arbejdsdag med den mentale forberedelse. Dertil kommer, at selve den anstrengelse, som det er at stå og skulle underholde et kritisk publikum, kan gøre en så udmattet, at også næste dag ryger som effektiv arbejdsdag. Nå, ja, og så har jeg jo slet ikke nævnt den praktiske forberedelse: Udarbejdelse af slides og udvælgelse af tekstpassager osv. osv. Det kan der gå rigtigt mange arbejdsdage med. Arbejdsdage, som man ellers kunne have brugt på at skrive på ens igangværende manuskript. Et manuskript, der næppe heller bliver til en bestseller, men som man dog i det mindste har en vis fornøjelse ud af at arbejde på.

Hvad der også kan være vildt provokerende er argumentet om synlighed: “Vi kan desværre ikke betale dig, men vi lover en god eksponering.” Eksponering? Hvad skal man bruge den til? Kan den måske betale huslejen? Faktisk må man jo allerede være rigeligt eksponeret, siden man (endnu engang) får denne henvendelse. Hvis det eneste, synlighed bringer med sig, er flere forespørgsler om at arbejde gratis, så vil det være at foretrække at være usynlig. Ikke sandt?

Nå, ja, eller argumentet om netværk: “Vi kan ikke betale, men deltagerne er en række betydningsfulde personer, som det vil være nyttigt for dig at lære at kende.” Men hvorfor? Siden de beder en om at komme og holde foredraget, må de allerede kende til ens eksistens, og så kunne de — hvis de virkelig var interesserede i at give en en lønnet tjans — sådan set bare kontakte en selv direkte. Rent bortset fra det ironiske i, at man som fattig forfatter skal stå og underholde en række vellønnede, betydningsfulde personer gratis.

Det er som sagt til at tude over. Men jeg takker af hjertet hver eneste af mine forfatterkolleger, der siger nej til at arbejde gratis. Vi gør det alle sammen en gang imellem alligevel. Også jeg laver undtagelser: I forbindelse med en boglancering eller for et velgørende formål. Nogle enkelte gange som en vennetjeneste, eller fordi jeg har brug for et testpublikum til et nyt foredrag. Men generelt er det et skråplan. Vi underminerer en af vores vigtigste indtjeningskilder. Så af hjertet tak til jer, der siger nej, nej og atter nej til gratis arbejde.

Som forfattere har vi i forvejen en meget, meget skrøbelig indkomst. Så skrøbelig, at man ind imellem undrer sig over, at der overhovedet er nogen, der orker at være forfatter. Men vi er altså en del.

Til dem, der gerne vil vide mere om forfatteres økonomiske vilkår, kan jeg henvise til Steen Langstrup, som på sin blog har skrevet et indlæg om den svære forfatterøkonomi. Læs og græd.

Brevkasse: Må man give knive i gave?

17 maj
Foto af Lukas fra Pexels

Kære Sanne Udsen,

Er det rigtigt, at man ikke må give knive i gaver, og hvis det er rigtigt, hvorfor så ikke? Der er da mange brudepar, der ønsker sig knive i bryllupsgaver – og unge mennesker, der flytter hjemmefra, ønsker sig da også tit knive.

Kære læser,

”Reglen” om, at man ikke må give knive i gave, stammer fra overtro og ikke takt og tone, selv om de to ting indimellem så at sige smelter sammen. Min farmor plejede altid at lægge nogle mønter ved kniven, hvis hun gav en i gave. Jeg har selv efterfølgende gjort det samme – ikke fordi jeg vidste hvorfor, men fordi jeg vidste, at min farmor var absolut ekspert i overtro og dermed tilhørende skikke, og hvis hun gjorde det, var det helt sikkert det rigtige at gøre. Foranlediget af dit spørgsmål har jeg undersøgt sagen nærmere og er kommet frem til, at overtroen går på, at hvis man giver en kniv i gave, bliver båndet mellem giver og modtager skåret over. Derfor må man ikke give knive, men man kan ”sælge” dem for en mønt. Det må være formålet med de mønter, min farmor (og jeg selv sidenhen) har lagt ved knive, der gives som gave. Men det virker selvfølgelig lidt barokt, at ”sælgeren” af kniven også selv lægger mønterne ved, som ”køberen” så kan bruge til at betale for kniven. Og hvorom alting er: Knive er et yderst nyttigt husholdningsredskab, og det ville være synd at lade overtroen stoppe en fra at give dem i gave – især ikke hvis man kan overvinde overtroen ved at vedlægge et par mønter.

Om at skrive sin egen eller en andens historie

4 maj

Min far døde for to måneder siden. Det kom helt uventet og som et chok for os, hans familie. Jeg tror også, at det kom som en overraskelse for ham selv. Blandt hans ufatteligt mange efterladte papirer fandt vi bl.a. begyndelsen inkl. noter til hans erindringer, som han havde skrevet på de sidste to år. Af de foreløbige notater fremgik det bl.a., at han på sit dødstidspunkt havde forventet statistisk set at have et par år tilbage at leve i – og til at skrive sine erindringer i. Jeg synes, det er ærgerligt, at han ikke blev færdig med dem. Blandt de emner til nærmere behandling, som han havde skrevet ned, var ”Min far var spion under krigen”. Jeg ville egentlig gerne vide mere om min farfar som spion. Men nu er min far død, og det samme er historien om min farfar som spion formentlig. Hvad er læren af dette? Det er vel sagtens, at man ikke skal vente med at starte på sine erindringer til, man er 86 år gammel. Hvis man altså vil skrive dem.

For hvorfor overhovedet skrive sine erindringer? Hvem kan det interessere? I min fars tilfælde ville det have interesse for hans efterkommere og måske et par stykker til afhængig af, hvordan det var lykkedes ham at kæde sit eget liv sammen med udviklingen i det omgivende samfund.

Man siger – eller rettere nogen siger – at ethvert menneskes liv har en roman i sig. Det passer muligvis, for ethvert menneske har momentvise oplevelser, som en dygtig forfatter kunne skrive en roman over. Selv det mest ”almindelige” liv (hvis et sådant findes) vil have øjeblikke af lykke, sorg, absurditeter, skuffelser, mv. som i den rette forfatters hænder kunne blive til en glimrende roman. Eller en dårlig. Men trods alt en roman.

Anderledes forholder det sig med biografier. Det er bestemt ikke alle menneskers liv, der er interessante nok til, at der kan skrives en læseværdig biografi om dem. Det kræver noget særligt: At man selv er berømt, eller at man har været sammen med mange berømte mennesker i løbet af livet, at man har haft indflydelse på væsentlige beslutninger i ens land eller i verden, eller at man ganske enkelt har en meget spændende og interessant livshistorie, selv om man ikke er det mindste berømt.

Spørgsmålet er i så fald: Hvem skal skrive den? Hvis man selv er i stand til at skrive sin selvbiografi eller sine erindringer, så er det jo et godt sted at starte. Det kan være, der skal lidt redaktørhjælp til på et tidspunkt, men selve det grundlæggende skrivearbejde kan ”hovedpersonen” selv stå for.

Men hvad hvis man synes, man har en superspændende historie, men ikke rigtigt kan finde ud af at skrive den ned? Det spørgsmål var der for nylig en, der stillede. Faktisk har jeg tilfældigvis lidt personlig erfaring med netop den problemstilling: Jeg er lige for tiden ved at lægge sidste hånd på manuskriptet til en bog, der omhandler en iværksætter og hans livsværk – et livsværk, han desværre mistede under finanskrisen. (Meget mere om den bog senere.) Bogens hovedperson har ikke selv været i stand til at skrive bogen – hans styrker ligger helt andre steder – så derfor har han og forlaget fundet en ”rigtig” forfatter til at skrive den, nemlig mig. Det har været en yderst interessant oplevelse at skrive bogen og at samarbejde med bogens hovedperson, men det er klart, at det er ikke en bog, jeg selv ville have fundet på at skrive, så derfor har jeg fået et honorar for at skrive den. Et fast honorar plus en (lille) royaltysats.  

Og her kommer mit svar til den, der spurgte til, hvordan man skulle gribe det an, hvis man har en god historie, men ikke selv kan skrive den.

”Hvis du har en ide til en bog, som du ikke selv er i stand til at skrive, men gerne vil have en anden person – en forfatter – til at skrive for dig, så skal denne forfatter aflønnes for det. Aflønningen består normalt i hhv. et fast honorar og en andel af royalties. Hvis du er meget kendt og/eller din historie er meget god, kan du muligvis få forlaget til at betale det faste honorar. Det kræver, at du kontakter forlaget med en synopsis og din historie, samt et pitch om, hvorfor der netop kan være salg i dig og din historie. Så vil de hjælpe dig med at finde en forfatter til at skrive den. Men mere sandsynligt er det, at du selv skal betale det faste honorar (og samtidig dele royalty med forfatteren). Forlaget kan stadig være behjælpelig med at finde en forfatter, hvis de tror på projektet. Så spørgsmålet er: Tror du selv så meget på projektet, at du er villig til først at arbejde på at finde et forlag, der er interesseret i at udgive din bog, og dernæst betale de 50.000 – 150.000 kr., som forfatteren skal have i honorar? Det er ikke mange bøger, der tjener så mange penge hjem. Men nogle gør selvfølgelig.”

For den sørgelige sandhed er jo, at hvis en person virkelig er kendt, så er det normalt forlaget, der henvender sig til hovedpersonen med ønsket om at få lov at udgive den pågældendes erindringer og/eller historie.

Er det derimod dig selv, der synes, du har haft et spændende liv, som andre kunne være interesserede i at læse om, så er vejen noget længere, og hvis du ikke selv kan skrive den, så må du nok forberede dig på, at det er dig selv, der skal betale forfatteren. Hvis historien er god nok og bogen velskrevet nok, så er det ikke umuligt, at pengene kan komme hjem igen. Men der skal sælges en del eksemplarer.

Lad os se på et regneeksempel. Hvis vi tager udgangspunkt i en boghandlerpris på 300 kr. for bogen, og en ”traditionel” royaltysats på 15 procent af boghandlerprisen ekskl. moms, hvoraf de 12 procent går til hovedpersonen og de 3 procent til forfatteren, så vil du som ”hovedperson” modtage 28,8 kr. pr. solgt eksemplar. Hvis du har betalt et honorar til forfatteren i den helt lave ende af skalaen, nemlig 50.000 kr., så skal der sælges ca. 1.760 eksemplarer af bogen, før de 50.000 kr. er tjent hjem. Og det er faktisk et ret stort antal i vore dage. Men det er selvfølgelig ikke umuligt.

Brevkasse: Gave til velgørenhed

31 jan

Kære Sanne Udsen,

Tak for dine altid interessante betragtninger – også den om, hvordan man forholder sig, hvis man som fødselar ønsker, at evt. gaver gives som bidrag til velgørende formål. Jeg har imidlertid et spørgsmål i den forbindelse. Hvordan forholder man sig som gæst, hvis man ønsker at imødekomme ønsket om at give bidrag til det velgørende formål. Gør man fødselaren opmærksom på, at man har givet et bidrag og i givet fald hvordan? Jeg går dog ud fra, at man under ingen omstændigheder gør opmærksom på beløbets størrelse ­ det ville jo svare til at lade prismærket blive siddende på en traditionel gave.

Kære læser,

Ja, jeg forstår så udmærket dine betragtninger. Men jeg er bange for, at der ikke rigtig er nogen vej udenom at oplyse beløbets størrelse i dette tilfælde. Hertil kan man sige, at i mange andre tilfælde er det også nogenlunde klart for modtageren af en gave, hvad den har kostet – selv om prisskiltet er taget af. Men tilbage til dit spørgsmål. Hvis en person har givet udtryk for, at vedkommende fremfor sig selv ønsker en velgørende organisation betænkt, så vil vedkommende i nogle tilfælde have lavet en særlig aftale med organisationen, så man som giver kan mærke beløbet med vedkommendes navn. I dette tilfælde vil organisationen på et tidspunkt afrapportere og af denne afrapportering vil givere og beløbstørrelser fremgå. Hvis de ikke gjorde det, ville der jo ikke være nogen kontrolmulighed, og pengene kunne i værste fald havne i de forkerte lommer. Men det er også en mulighed, at der ikke er oprettet en speciel konto. I så fald må man betale et beløb til organisationen, og enten give vedkommende en kopi af kvitteringen for indbetalingen (og ja, det svarer til at give en gave med prisskiltet på), eller lave et lille kort, hvoraf det fremgår, at man som ønsket har betænkt den pågældende organisation. I det sidste tilfælde kan man enten nævne beløbet eller lade være. Men selv er jeg tilhænger af en kopi af kvitteringen. Jeg ved det – det er et tilfælde af ”tillid er godt, men kontrol er bedre”, og det kan siges at være på kanten af korrekt etikette. Men kanten af korrekt etikette ramte vi allerede, da personen ønskede sig et pengebeløb til en navngiven organisation.