Min far døde for to måneder siden. Det
kom helt uventet og som et chok for os, hans familie. Jeg tror også, at det kom
som en overraskelse for ham selv. Blandt hans ufatteligt mange efterladte papirer
fandt vi bl.a. begyndelsen inkl. noter til hans erindringer, som han havde
skrevet på de sidste to år. Af de foreløbige notater fremgik det bl.a., at han på
sit dødstidspunkt havde forventet statistisk set at have et par år tilbage at leve
i – og til at skrive sine erindringer i. Jeg synes, det er ærgerligt, at han
ikke blev færdig med dem. Blandt de emner til nærmere behandling, som han havde
skrevet ned, var ”Min far var spion under krigen”. Jeg ville egentlig gerne
vide mere om min farfar som spion. Men nu er min far død, og det samme er
historien om min farfar som spion formentlig. Hvad er læren af dette? Det er
vel sagtens, at man ikke skal vente med at starte på sine erindringer til, man
er 86 år gammel. Hvis man altså vil skrive dem.
For hvorfor overhovedet skrive sine erindringer? Hvem kan det interessere? I min fars tilfælde ville det have interesse for hans efterkommere og måske et par stykker til afhængig af, hvordan det var lykkedes ham at kæde sit eget liv sammen med udviklingen i det omgivende samfund.
Man siger – eller rettere nogen
siger – at ethvert menneskes liv har en roman i sig. Det passer muligvis, for ethvert
menneske har momentvise oplevelser, som en dygtig forfatter kunne skrive en
roman over. Selv det mest ”almindelige” liv (hvis et sådant findes) vil have
øjeblikke af lykke, sorg, absurditeter, skuffelser, mv. som i den rette
forfatters hænder kunne blive til en glimrende roman. Eller en dårlig. Men trods
alt en roman.
Anderledes forholder det sig med
biografier. Det er bestemt ikke alle menneskers liv, der er interessante nok
til, at der kan skrives en læseværdig biografi om dem. Det kræver noget
særligt: At man selv er berømt, eller at man har været sammen med mange berømte
mennesker i løbet af livet, at man har haft indflydelse på væsentlige
beslutninger i ens land eller i verden, eller at man ganske enkelt har en meget
spændende og interessant livshistorie, selv om man ikke er det mindste berømt.
Spørgsmålet er i så fald: Hvem skal
skrive den? Hvis man selv er i stand til at skrive sin selvbiografi eller sine
erindringer, så er det jo et godt sted at starte. Det kan være, der skal lidt
redaktørhjælp til på et tidspunkt, men selve det grundlæggende skrivearbejde
kan ”hovedpersonen” selv stå for.
Men hvad hvis man synes, man har en
superspændende historie, men ikke rigtigt kan finde ud af at skrive den ned?
Det spørgsmål var der for nylig en, der stillede. Faktisk har jeg tilfældigvis
lidt personlig erfaring med netop den problemstilling: Jeg er lige for tiden
ved at lægge sidste hånd på manuskriptet til en bog, der omhandler en
iværksætter og hans livsværk – et livsværk, han desværre mistede under
finanskrisen. (Meget mere om den bog senere.) Bogens hovedperson har ikke selv
været i stand til at skrive bogen – hans styrker ligger helt andre steder – så derfor
har han og forlaget fundet en ”rigtig” forfatter til at skrive den, nemlig mig.
Det har været en yderst interessant oplevelse at skrive bogen og at samarbejde
med bogens hovedperson, men det er klart, at det er ikke en bog, jeg selv ville
have fundet på at skrive, så derfor har jeg fået et honorar for at skrive den.
Et fast honorar plus en (lille) royaltysats.
Og her kommer mit svar til den, der
spurgte til, hvordan man skulle gribe det an, hvis man har en god historie, men
ikke selv kan skrive den.
”Hvis du har en ide til en bog, som
du ikke selv er i stand til at skrive, men gerne vil have en anden person – en
forfatter – til at skrive for dig, så skal denne forfatter aflønnes for det.
Aflønningen består normalt i hhv. et fast honorar og en andel af royalties.
Hvis du er meget kendt og/eller din historie er meget god, kan du muligvis få
forlaget til at betale det faste honorar. Det kræver, at du kontakter forlaget
med en synopsis og din historie, samt et pitch om, hvorfor der netop kan være
salg i dig og din historie. Så vil de hjælpe dig med at finde en forfatter til
at skrive den. Men mere sandsynligt er det, at du selv skal betale det faste
honorar (og samtidig dele royalty med forfatteren). Forlaget kan stadig være
behjælpelig med at finde en forfatter, hvis de tror på projektet. Så
spørgsmålet er: Tror du selv så meget på projektet, at du er villig til først
at arbejde på at finde et forlag, der er interesseret i at udgive din bog, og
dernæst betale de 50.000 – 150.000 kr., som forfatteren skal have i honorar?
Det er ikke mange bøger, der tjener så mange penge hjem. Men nogle gør
selvfølgelig.”
For den sørgelige sandhed er jo, at
hvis en person virkelig er kendt, så er det normalt forlaget, der henvender sig
til hovedpersonen med ønsket om at få lov at udgive den pågældendes erindringer
og/eller historie.
Er det derimod dig selv, der synes, du har haft et
spændende liv, som andre kunne være interesserede i at læse om, så er vejen
noget længere, og hvis du ikke selv kan skrive den, så må du nok forberede dig
på, at det er dig selv, der skal betale forfatteren. Hvis historien er god nok
og bogen velskrevet nok, så er det ikke umuligt, at pengene kan komme hjem
igen. Men der skal sælges en del eksemplarer.
Lad os se på et regneeksempel. Hvis vi tager
udgangspunkt i en boghandlerpris på 300 kr. for bogen, og en ”traditionel”
royaltysats på 15 procent af boghandlerprisen ekskl. moms, hvoraf de 12 procent
går til hovedpersonen og de 3 procent til forfatteren, så vil du som ”hovedperson”
modtage 28,8 kr. pr. solgt eksemplar. Hvis du har betalt et honorar til forfatteren
i den helt lave ende af skalaen, nemlig 50.000 kr., så skal der sælges ca.
1.760 eksemplarer af bogen, før de 50.000 kr. er tjent hjem. Og det er faktisk
et ret stort antal i vore dage. Men det er selvfølgelig ikke umuligt.