Nyt liv til gamle sko

15 jul

 

I dag har min tøjfaste varet i 5 måneder, og jeg har haft tøj på hver eneste dag i de 5 måneder. Så det er jo ikke, fordi jeg ligefrem mangler en klud at tage på. Jeg har heller ikke – endnu – været ude for, at jeg stod og manglede noget helt bestemt til en konkret anledning. Så ville jeg have givet mig selv dispensation. Men det har jeg altså ikke. Da jeg for 5 måneder siden bekendtgjorde min intention om at starte denne tøjfaste, var der en person – en mand, selvfølgelig – der spurgte, hvori udfordringen ved ikke at købe nyt tøj bestod, hvis man i forvejen havde klædeskabet fuldt? Det var et rationelt spørgsmål, men det røbede, at spørgeren ikke havde forstået, at det at købe tøj ikke kun handler om at få noget tøj at tage på: Når vi køber nyt tøj, køber vi også drømme. Vi drømmer om et nyt og bedre jeg. Vi drømmer om, at når vi tager det nye tøj på, så vil alting se bedre ud, og vi vil blive lykkeligere, gladere, mere populære og succesfulde. Ja, det er måske ikke sådan, vi udtrykker det over for os selv. Så ville vi jo nok kunne indse, at det næppe ville ske. Selvfølgelig sker det også, at man går ud og køber noget, der skal erstatte et stykke tøj, der er slidt op. Det er bare sjældent. Og man ender i øvrigt ofte med et par impulskøb, når man nu alligevel er ude og svinge med dankortet. Det kan også ske, at man glad kommer hjem med en nyerhvervelse – måske fik man den på udsalg og faldt straks for den – kun for at opdage, at man allerede har en næsten identisk sag i sit garderobeskab.

Problemet med alle disse tøjindkøb, som ikke handler om at erstatte noget, der er blevet kasseret, eller skal opfylde et bestemt formål, er, at det skaber et overforbrug. Et overforbrug, der fylder: Det fylder i folks hjem, det fylder i genbrugsbutikkerne, det fylder i affaldsmængden. Og så tærer det på verdens ressourcer. Der er et enormt ressourceforbrug bundet i hver eneste lille bomulds-T-shirt, uldjakkesæt og polyesterkjole. Det er ikke noget, man tænker på, når man står i tøjforretningen og overvejer sit indkøb. Det er heller ikke noget, jeg selv plejer at tænke så meget på. Det er noget, der mere og mere er gået op for mig.

Hvordan reducerer man overforbrug og affaldsproblemerne? Ja, man kunne jo starte med at få lappet eller repareret de ting, man har, så man ikke behøver smide ud, og man ikke behøver købe erstatninger.

Og når man først begynder at tænke på den slags, så kan det også ske, at man ændrer adfærd. Tag nu bare mig selv – som et helt tilfældigt eksempel. Jeg har ret mange sko. Og jeg har egentlig haft en idé om, at jeg burde sortere ud i dem og skille mig af med nogle af dem. Hvis de er i god stand, kan jeg selvfølgelig give dem videre. Men hvis de ikke er i god stand – så er de jo bare til at smide ud. Eller? Jeg har de her ballerinasko, som må være omkring 10 år gamle. Jeg opdagede for nogle måneder siden, at sålerne var slidt igennem, og jeg tænkte, at nu kunne jeg da med god samvittighed kassere dem. De havde tjent mig godt. Eller skulle jeg få dem forsålet? Jeg havde svært ved at træffe en beslutning. Jeg havde ikke rigtigt brug for dem længere. Men jeg kunne egentlig meget godt lide dem. Som så ofte i den slags situationer endte jeg med ikke at gøre noget: Jeg smed dem ikke ud, og jeg tog dem ikke til skomageren. De fik lov til bare at fylde.

Men inspireret af min nyfundne indsigt besluttede jeg mig til, at de skulle selvfølgelig repareres. Og nu jeg var i gang, havde jeg også et par Birkenstock-sandaler, hvor sålerne hang helt løst og derfor var nærmest ubrugelige. Birkenstock-sandalerne købte jeg i sin tid i Køln, og jeg gav 32 € for dem. Det kan jeg huske, fordi jeg følte mig lidt snydt: Jeg var nemlig blevet lokket ind i forretningen af et skilt, hvor der stod 29 €. Det var først, da jeg gik ud og tjekkede skiltet, at jeg opdagede, der med meget små bogstaver stod ”ab” foran de 29 €. Altså ”fra 29 €”. Der befandt sig sikkert et par sko i forretningen, der kun kostede 29 €, hvis prisvarekontrollen skulle komme forbi.

Nå, men alt det der er jo meget lang tid siden, og i mellemtiden var sandalerne blevet ret slidte, og nu gik jeg altså til skomageren. Jeg viste ham, hvordan sålerne hang på Birkenstock-sandalerne, og hvordan der var slidt huller i lædersålerne på ballerinaskoene. ”Hælene skal også rettes op,” påpegede han, og det havde han ret i. Det blev så lige 32 €. Jeg troede, at jeg måske ikke havde hørt rigtigt, det var trods alt på fransk, han sagde det, men jo: 32 €. Det var det, sandalerne havde kostet fra nye! Okay, ballerinaskoene havde kostet en del mere, men de er vel 10 år gamle. Nå, men jeg betalte de 32 €, og nu har begge par sko fået et nyt liv. Men alligevel: Det er relativt dyrt at få repareret sine ting. Man kunne få et par nye sko for den pris, jeg betalte. Og det er vel egentlig essensen af problemet: Nyproducerede varer er for billige. Det gør det ikke økonomisk rentabelt at reparere. Selv ikke ting som i princippet er langtidsholdbare, såsom tøj, sko og møbler.

Hvor kommer vores tøj fra?

25 maj

 

Der var engang, hvor Danmark havde en blomstrende tekstil- og beklædningsindustri. Af historiske grunde var den placeret omkring Herning – deraf begrebet ”syerske i Herning”, som fx optrådte i en af kvindebevægelsens sange fra 1970’erne, for der var faktisk mange syersker i Herning-området dengang. (Af andre erhvervsmuligheder, som blev nævnt i samme sang, var også ”ekspeditrice i Magasin”, ”servitrice på Den Gyldne Hingst”, ”sekretær hos Tjæreborg”, ”børnehavelærerinde”, samt ”kokkepige i Skelskør”. Med lidt opdaterede titler findes de fleste af disse andre stillingstyper endnu. Selv har jeg fx prøvet at være ekspeditrice i Magasin. Men det var et sidespring.)

Men hvor er syerskerne så blevet af, når de ikke længere er i Herning, og der på trods af dette tydeligvis ikke mangler tøj i butikkerne? Ja, de fleste af syerskerne befinder sig i Asien, heriblandt i Bangladesh. Og mens det sikkert var ganske hårdt at være syerske i Herning, så er det næppe nogen overdrivelse, at det er endnu værre i Bangladesh. I denne artikel fra South China Morning Post beskrives de nærmest slavelignende forhold, som mange beklædningsarbejdere lever under.

Vi her i Vesten kan jo så glæde os over de lave priser på tøjet, som syerskerne i Bangladesh laver til os. Men selv om vi er glade for det billige tøj, så er de fleste af os også lidt snobbede, når det gælder tøj og tøjmærker, og der er bare noget mere glamourøst over modetøj fra Paris, London, New York eller sågar København, end der er over modetøj fra Dhaka …

Lad os tage et eksempel som tøjfirmaet Moss Copenhagen. Moss Copenhagen bruger også forkortelsen MSCH på deres T-shirts. Og ja, lad mig bare indrømme, at da jeg forleden på Strøget i København så en yngre kvinde med en T-shirt, hvorpå der stod MSCH, så troede jeg først, det måske var en forkortelse for Moschino. Men jeg fik det rigtige svar nogle få meter længere nede ad Strøget – MSCH refererer til Moss Copenhagen. Jeg undskylder over for Moschino. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik den ide. Udover at bogstaverne MSCH får en til at tænke på Moschino.

Moss Copenhagen – det kunne jo egentlig lyde, som om det var fra København. Det er i hvert fald en nærliggende tanke. Men Moss Copenhagen er imidlertid ikke fra København. En hurtig inspektion af deres label viser, at tøjet er produceret i Tyrkiet – og firmaadressen er i Vejle. Det har ikke meget med København at gøre. Ville det lyde ligeså godt med Moss Vejle? Eller Moss Istanbul? Det ville det måske nok, men det ville sende nogle helt andre signaler.

 

 

Men nu er vi tøjforbrugere jo ikke kun snobbede. Vi kan – hvis vi tænker over det – også godt lide at have god samvittighed. Og hvilken bedre måde at få det på end ved at købe noget fra H&Ms ”Conscious” kollektion? Man kan fx få en sommerkjole til ganske få penge – kun 79.95 kr. – i 100 % polyester, som er lavet af genindvundet plastikaffald. Det lyder jo rigtigt godt. Hvad der måske lyder mindre godt er, at den er lavet i Indien.

Og Indien har en af de mest forurenende tøjindustrier i verden, som denne artikel i Newsweek beskriver. Tekstil- og tøjindustrien er ansvarlig for en katastrofal forurening af vand i store områder i Indien.

Så det kunne være meget rart at vide, hvor ”conscious” H&M’s kollektion egentlig er. Hvilke vilkår for såvel arbejdere som miljø bliver de produceret under? Nå, ja, det kunne vel egentlig også være rart at vide for resten af H&Ms kollektioner. H&M understreger selv på deres hjemmeside, at de jo ikke ejer fabrikker selv, men er afhængige af underleverandører. Og de indrømmer da også, at der er udfordringer såvel, hvad angår menneskerettigheder som miljø, og at disse kan være i fare undervejs i en lang produktionskæde.

Ja, mon ikke.

 

Smart i gammelt tøj

15 maj

I dag er det tre måneder siden, jeg startede min tøjfaste. Tiden flyver! Jeg overholder stadig “fasten”, og jeg har ikke været meget i tøjforretninger i de seneste måneder. Men det betyder ikke, at min interesse for tøj er blevet mindre — snarere tværtimod. Jeg ser på mit tøj i skabet og studerer mærkesedlerne for at se, hvor det er lavet. Og gæt engang? Bortset den smukke Agnes B. bluse (som er den sidste beklædningsgenstand, jeg nåede at købe før fasten), som jeg bragte et billede af i dette indlæg, og som er produceret i Frankrig, så er mit tøj produceret i Asien: Bangladesh, Kina, Cambodia. Men mere om det i et senere indlæg.

I dag vil jeg bruge pladsen på at påpege, at man ikke behøver nyt tøj for at være smart påklædt: Man kan sagtens være smart i “gammelt” tøj.

Her er min veninde Anne. Hun er iført en flot lædernederdel, der er købt for 17 år siden på Cypern. Hendes støvler er næsten lige så gamle, nemlig 15 år gamle. De er købt i Frankrig. Hendes cashmeresweater og tørklæde er omkring et år gamle, og er dermed nærmest nye i denne sammenhæng.

Så ja, man kan sagtens være smart påklædt i gammelt tøj!

 

 

Vogt dig for forehavender, der kræver nyt tøj

24 apr

 

”Her kommer du i dit gamle tøj,” sagde en kær forfatterkollega, da vi forleden mødtes for første gang i længere tid.

”Øh, ja, her kommer jeg i mit gamle tøj,” sagde jeg og ventede – forgæves – på en tilføjelse om, at mit tøj da stadig var okay pænt. Men (på trods af den undladte tilføjelse) tog jeg ikke hendes bemærkning som en fornærmelse, men som en hentydning til, at hun fulgte med i mit eksperiment med ikke at købe nyt tøj. Når man ikke køber nyt tøj, må det, man har på, i sagens natur være gammelt. I det konkrete tilfælde var kjolen ca. 4½ år gammel, mine sko snart seks år gamle, og strømperne kan jeg ærligt talt ikke huske alderen på – jeg ved dog, de mindst er flere måneder gamle.

Men selv om man ikke som jeg er i gang med en tøjfaste, er der for alle mennesker noget trygt ved at have ”gammelt” tøj på – tøj, man kender og har prøvet lidt af hvert i: Måske har man noget bestemt tøj, man bruger, når man holder foredrag – noget andet, som man bruger, når man skal møde nye kunder – osv. Fordelen ved at bruge ”gammelt” tøj i den slags situationer er, at man ved, hvordan det føles at have på, og der opstår sjældent ubehagelige overraskelser midt, mens man er i gang med noget vigtigt, hvor det sidste, man har lyst til at tænke på, er ens tøj. Ja, sjældent, men ikke aldrig: Forleden gav et par gamle jeans mig en kedelig overraskelse ved at revne på et ikke særligt heldigt sted. Og selv om det er moderne med forrevne jeans, så skal disse revner ikke sidde hvor som helst. Slet ikke der, hvor de revnede. Men det var et sidespring.

Jeg var ved det beroligende ved at have gammelt tøj på. Og det har fået mig til at tænke på et citat af Henry David Thoreau (fra hans bog ”Walden”), hvor han skriver: ”Beware of all enterprises that require new clothes” eller  ”Vogt dig for alle forehavender, der kræver nyt tøj.” Var det mon det, han mente? Jeg tror måske, han mente noget helt andet. Men hvor mange forehavender findes der egentlig, der kræver nyt tøj? Som virkelig kræver nyt tøj? Og ikke bare giver en lyst til at gå ud og købe noget nyt tøj?

Jeg kan faktisk kun komme i tanke om to forskellige kategorier:

  • Et nyt, uniformskrævende job (nyt job = ny uniform = nyt tøj).
  • Konfirmation: Det ligger simpelthen i hele begrebet, at konfirmanden skal have nyt, ”voksent” tøj, ikke bare til selve konfirmationen, men også ”andendagstøj”. Og selv om indholdet og betydningen af konfirmationen har ændret sig en del de sidste hundrede år, så har tøjelementet overlevet. Nå, ja, nogle nok vil mene, at vi også kan putte bryllupper ind i denne kategori: Der skal ikke bare nyt tøj til bruden, men også til brudgommen, brudens mor, brudens far, brudgommens mor, brudgommens far, samt evt. brudepiger. Men strengt taget behøver man ikke nyt tøj bare for at blive gift. Jeg har selv prøvet det. Altså at blive gift i gammelt tøj. Der er ikke noget krav om, at man skal have nyt tøj for at blive gift. Det er ”nice to have”,  men ikke ”need to have”.

Når man først tænker over det, er der altså ikke så vældig mange forehavender, der kræver nyt tøj. Gad vide, hvad det var for nogle, Henry David Thoreau mente, man skulle vogte sig for?

Og her er så et billede af mine næsten seks år gamle sko. Jeg købte dem i London i efteråret 2012 og har haft god glæde af dem. Jeg tror godt, de kan holde lidt endnu.

To måneders tøjfaste, og det er ikke slut endnu

16 apr

 

Min tøjfaste fejrer to måneders dag, og det går stadig fint. Og før nogen begynder at sige: ”To måneder uden at købe nyt tøj? Skulle det nu være noget?”, så vil jeg lige nævne, at jeg i de forudgående seks uger op til tøjfastens start havde købt følgende: 1 nederdel, 2 par strømper, 1 sweater, 1 par sko, 1 jakke og 2 bluser. Hvilket i mit hoved var blevet til ”praktisk talt ingenting”. I de forløbne to måneder har jeg faktisk ingenting købt.

Nu hjælper det jo vældigt på humøret, at jeg lige inden påbegyndelsen af min ”faste” netop havde købt et par bluser – bl.a. denne dejlige sag fra Agnes B. (som jeg i parentes bemærket fik til en rigtig god pris):

Pga. det kolde vejr har jeg først for nylig taget den i brug, og på den måde føles det faktisk som et stykke nyt tekstil, og derfor er det muligvis lidt snyd rent følelsesmæssigt. Men en tøjfaste handler jo ikke kun om at have noget nyt og hidtil ubrugt tøj at tage på, det handler også om shopping-oplevelsen. I hvert fald for nogle af os. Eller måske skulle jeg snarere sige, at nyt tøj altid handler om shopping-oplevelsen – der er bare det, at for nogle af os er shopping-oplevelsen en reel fornøjelse – for andre er den noget, der kan sammenlignes med fornøjelsen ved en rodbehandling hos tandlægen, og altså noget, man virkelig ønsker at undgå, medmindre det er absolut nødvendigt. Jeg hører så til den kategori, der har reel fornøjelse ud af at gå i butikker og se på varer. Herunder tøj. Jeg vidste det godt, inden jeg startede tøjfasten, men jeg har i høj grad fået det bekræftet i løbet af de sidste to måneder: Ganske vist er det gået godt i den forstand, at jeg ikke har købt nyt tøj, heller ikke strømper og undertøj, som nogle (men ikke jeg!) mener, bør være undtaget fra tøjfasten – men jeg skal minde mig selv om det hele tiden: Hvis jeg er ude og gå en tur og ser en tøjbutik, bliver mine fødder draget mod den, men så må jeg huske mig selv på, at jeg ikke skal købe nyt tøj, og derfor er der ingen grund til at gå ind og kigge. Ja, jo, man kunne selvfølgelig gå ind og se bare for at holde sig selv orienteret, men det er nok klogest at holde sig helt væk. Ingen grund til at udsætte sig selv for fristelser – eller endnu værre: I et anfald af glemsomhed komme til at købe noget. Nej, det er helt klart bedst at holde sig borte.

Men hvad er det egentlig, der er så tiltrækkende ved at shoppe? Nogle mener, at det er de drømme, der herigennem bliver næret: Når vi shopper – når vi går rundt mellem varerne og rører ved dem – så fantaserer vi om vores fremtidige, bedre, slankere, lykkeligere, mere succesfulde jeg. Et jeg, der har brug for en gallakjole, fordi ”jeg” bliver sådan en person, der går til gallafester! Problemet er selvfølgelig, at selv om vi får gallakjolen til en god pris, så er det langt fra sikkert, vi nogensinde får brug for den – og hvis vi endelig skulle blive inviteret til en gallafest, er der en stor sandsynlighed for, at gallakjolen ikke længere passer os, eller er gået lidt for meget af mode. At vi ikke kun køber tøj til vores nuværende figur og livsstil, men også til den, vi drømmer om, kan være en af forklaringerne på, at der er så mange mennesker, der har tøj i deres garderober, som aldrig er blevet brugt – og som sandsynligvis heller aldrig bliver det. Se mere om årsagerne til, at folk køber tøj, som de aldrig bruger, i denne artikel på time.com.

Anmeldelse af “Broderparten” af Joan Dansberg

10 apr

Selv om jeg almindeligvis ikke begiver mig af med at anmelde bøger, har jeg fra Joan Dansberg modtaget et anmeldereksemplar af hendes nyligt udkomne roman “Broderparten” (som bl.a. kan købes her hos Saxo). Når hun mente, den kunne have min interesse, skyldes det, at hun er bekendt med, at jeg har beskæftiget mig med psykopater (fx i min bog “Psykopater i jakkesæt”). Det er nu ikke det eneste interessefelt, som kunne gøre “Broderparten” til relevant læsning for mig — faktisk interesserer jeg mig også for to andre temaer i bogen, nemlig svindel og hjerneskader.

Romanen er baseret på en virkelig historie. Dens handling er, meget kort fortalt, at den kvindelige hovedpersons ægtefælle er blevet hjerneskadet som følge af sygdom, hvilket hendes skruppelløse svigerfamilie udnytter til at få ham til at overdrage sit firma og andre aktiver til dem. Dette sker bl.a. gennem ændring af testamente, misbrug af fuldmagter til bl.a. tømning af bankkonti, indgivelse af separationsbegæring, mv. Hovedpersonen bliver på denne måde holdt tvangsadskilt fra sin mand og frarøvet sin “retmæssige” del af boet.

Lad mig starte med det negative: Som roman betragtet er “Broderparten” ikke vellykket, idet den i højere grad fremstår som et partsindlæg end som et stykke gennemarbejdet fiktion. Selv om man ikke kan tale om, at der findes en egentlig skabelon for romaner (i så fald er den holdt hemmelig for offentligheden), er der nogle elementer, som man forventer i en “almindelig” roman, men som glimrer ved deres fravær i “Broderparten”: Man kunne fx forvente at høre lidt om personernes baggrundshistorie, og lidt om stridens genstands historie — i dette tilfælde et firma, som man aldrig rigtigt finder ud, hvad laver …

Men nu til det positive: Det er en meget interessant og tankevækkende historie, der bliver fortalt i “Broderparten”, og den retter fokus mod nogle yderst interessante problemstillinger: Hvordan sikrer man sig selv mod i en fremtidig svækket tilstand at blive udnyttet til at foretage dispositioner mod sin vilje? Hvordan skåner man sin mentalt svækkede pårørende mod at blive offer for svindel?

Før man begynder at tænke, at det hører vist alligevel til sjældenhederne, at skrøbelige personer bliver udnyttet så groft af “betroede” personer, så lad mig lige minde om, hvor mange kriminalromaner der gennem årene netop har haft det pludseligt ændrede testamente med en ny og uventet hovedarving som tema. Selv om sådanne kriminalromaner i sagens natur er fiktion, er deres temaer typisk inspireret af virkeligheden. Og fra den aktuelle virkeligheds verden kan vi henvise til en nylig sag med en tilsyneladende skruppelløs dansk advokat, nemlig Christian Harlang, der netop har fået dom ved Københavns Byret for, at han med rette var blevet idømt en bøde for at have tiltusket sig en generalfuldmagt for en formuende, dement kvinde. Og det er skam ikke kun fremmede menneskers formue, han overtager “administrationen” af — det gælder også hans egen families.  Den interesserede kan læse en gennemgang af Christian Harlangs synderegister her i Ekstra Bladet.

En advokat forventes at være særligt pålidelig, og det samme gør en sognepræst. Ikke desto mindre gjorde en sognepræst fra Skelskør-området ved navn Ingrid Marten Trolle-Monsen sig skyldig i at tilrane sig 8,7 millioner kroner fra en dement kvinde, som hun var indsat som økonomisk værge for. Det manglende beløb kom først frem, da den demente kvindes bo blev opgjort efter hendes død. Ingrid Marten Trolle-Monsen blev idømt fire års fængsel i sagen — en dom, der blev stadfæstet i landsretten.

I “Broderparten” er et af temaerne netop værgemål — hvordan afgøres det, om en person har brug for en værge, og hvem vil bedst kunne varetage værgemålet? Som det fremgår af ovennævnte eksempler kan det være endog meget risikabelt at udpege den forkerte værge, og hvordan afgør man i øvrigt, hvad der er i den mentalt svækkede persons interesse? Fra september 2017 har det været muligt at oprette en såkaldt fremtidsfuldmagt — i en sådan fremtidsfuldmagt kan man give en pårørende mulighed for at varetage ens interesser den dag, man ikke længere selv kan. Men det kræver selvfølgelig, at man er opmærksom på muligheden for, at dette en dag skulle kunne ske.

Kort sagt: “Broderparten” bør læses som en slags introduktion til de faldgruber, der findes for hjerneskadede og deres pårørende. Og det gør den læsværdig.

 

Dag 43 uden nyt tøj: De gældende regler

30 mar

 

Hvis man – som jeg – påtager sig udfordringen med ikke at købe nyt tøj i et år, er der en del overvejelser, man skal igennem og tage stilling til. Om ikke andet, så fordi det er de spørgsmål, man bliver stillet – jeg er i hvert fald blevet stillet dem.

Det drejer sig om følgende spørgsmål:

  1. Må du købe brugt tøj?
  2. Må du ønske dig noget bestemt tøj til fx din fødselsdag?
  3. Må du købe tøj til andre?
  4. Må du modtage tøj som (uopfordret) gave?

Svarene kommer an på, hvad ens motiv med tøjfasten er.  I mit tilfælde handler det om, at jeg vil prøve at udfordre mig selv og se, om jeg kan undvære at købe tøj et helt år. (Det er indtil videre gået godt i 43 dage – så det er lidt for tidligt at sige, om det kan lade sig gøre. Men altså: 43 dage! Det er slet ikke dårligt.)

Så derfor er mine svar:

  1. Nej, ikke noget med at købe brugt tøj. Selv om det bliver købt i en genbrugsbutik, er det stadig nyt for mig, så nej.
  2. Nej, ikke noget med at ønske sig noget bestemt tøj og få andre til at betale for det. Det vil bare være at omgå udfordringen
  3. Ja. Udfordringen gælder kun mig selv, og jeg er ikke i gang med et generelt forbrugsstop, eller en boykot af modebranchen, så jeg må gerne købe tøj til andre.
  4. Ja, hvis nogen vil give mig en gave, tager jeg selvfølgelig imod den. Også i form af tøj. Jeg vil i så fald overveje, om jeg skal vente med at tage det i brug, til året er omme.

Hvis ens motiv for tøjfasten er at spare penge, vil svarene se anderledes ud. I så fald kan man sige ja til 2) og 4), men nej til 1) og 3). Er ens motiv derimod at reducere sit miljømæssige fodaftryk, så kan man sige ja til 1) og 4) (så længe der er tale om aflagt tøj) – og nej til 2) og 3).

Hvis ens motiv er at slippe ud af et misbrugslignende tøjforbrug, er det nok klogest at sige nej til det hele.

En måned uden nyt tøj — så vidt, så godt

20 mar

 

Der er nu gået lidt over en måned, siden jeg påbegyndte min ”tøjfaste”. Det har ikke været svært at overholde fasten endnu. Jeg har tænkt væsentligt mere på tøj, end jeg plejer – men jeg har ikke været ude og se på tøj. Når jeg har tænkt på tøj, skyldes det, at jeg er begyndt at interessere mig for tøjindustriens og modebranchens betydning i verdensøkonomien og vores daglige liv. Men mere om det senere. Og når jeg ikke har set på tøj, skyldes det, at jeg nødig skulle udsætte mig selv for fristelser. De er meget nemmere at modstå, når man ikke møder dem.

Af samme grund har jeg afmeldt nogle nyhedsbreve. Som de fleste andre får jeg en del nyhedsbreve ind i min indboks hver eneste dag. En del af disse kommer i mit tilfælde fra forskellige udbydere af netop tøj.

Illum sendte mig nærmest daglige mails og lokkede med yderst gode tilbud. Jeg er fuldstændig til fals for udsalgsvarer, der bliver nedsat med ekstra 20 %. Det er den slags, der kan få mig til at reagere med købsimpulser og styrte ind til Illum – kort sagt virker de. Det er ikke spild af markedsføringstid. Så jeg har afmeldt Illums nyhedsbrev. Land’s End – som jeg ikke helt ved, hvorfor jeg modtager – har også gennem meget lang tid sendt mig daglige bulletiner med tilbud om ekstra nedsættelser på udsalgsvarer. Sidst jeg faldt for netop deres lokkende tilbud, var helt tilbage i september sidste år. Der købte jeg to bomuldsbluser, hvoraf jeg faktisk blev ret glad for den ene. Ellers har jeg særligt været glad for deres cashmere-sweatre. Men hvis jeg skal være brutalt ærlig, så har jeg allerede en hel del i cashmere. Så jeg fik også afmeldt Land’s Ends nyhedsbrev. Det giver under alle omstændigheder lidt bedre luft i indbakken.

På Instagram følger jeg blandt mange andre Louis Vuitton, Yves St Laurent, og ikke mindst Vogue (både amerikansk og fransk Vogue), og jeg har overvejet, om jeg burde droppe at følge dem for ikke at blive lokket. Men det, som disse modehuse og modemagasiner viser, er alligevel så anderledes såvel prismæssigt som stilmæssigt fra det, jeg normalt ville købe, at det ikke har nogen reel betydning. Fortæller jeg mig selv. Og lidt skal man jo følge med.

 

En mand og hans tøj

5 mar

Forleden mødte jeg Hugo. Jeg ved ikke præcis, hvordan det gik til, men jeg fortalte Hugo om mit igangværende eksperiment med ikke at købe nyt tøj i et år. Hugo var ikke imponeret. Hugo kunne faktisk slet ikke se, hvori udfordringen skulle bestå. “Jeg har ikke købt nyt tøj i flere år,” forklarede han.

Nu er det ikke, fordi jeg ikke godt er klar over, at der er kønsforskelle i tøjforbrug, ligesom der er store individuelle forskelle: For nogle betyder tøj – nyt eller gammelt – virkelig meget som personlig udtryksform, for andre fungerer tøj først og fremmest som et værn mod elementerne og mod at krænke omgivelsernes blufærdighed. Men jeg synes alligevel, at Hugo repræsenterede et interessant forbrugsmønster.

Jeg spurgte ikke Hugo, hvad tøj betyder for ham, men han var villig til at gennemgå sine beklædningsgenstande.

Her ser vi Hugo: 

Hugo er iført et par klassiske Jacoform sko. (Hans udtryk.)  De er 5-6 år gamle. Det er det eneste par almindelige sko, Hugo går med. Men han har også endnu et par sko, nemlig et par dansesko, som han udelukkende bruger, når han danser. Ellers bruges Jacoform-skoene til såvel hverdag som fest.

Bukserne er fra Fjällräven i modellen Karl. Det er et par praktiske bukser, forklarer Hugo, for der er bl.a. nogle gode lommer i. Det kan måske undre, at Hugo ved, hvad hans buksemodel hedder, men det skyldes, at han køber dem over nettet, og det er simpelthen den eneste type bukser, som Hugo går med. Lige dette par, som Hugo er iført på billedet, er et par år gamle. Men han har i alt 4 par tilsvarende bukser, som er op til 5-6 år gamle. Han køber dem parvis, for så er der rabat, og så bruger han dem, til de er slidt op. Hvis andre skulle være interesserede i at erhverve sig et par tilsvarende bukser, kan de bl.a. købes her.

Skjorten er ca. 15 år gammel. Hugo kunne ikke oplyse mig mærket. Og over skjorten bærer han en uldtrøje i mærket Härkila. Denne uldtrøje var en fødselsdagsgave fra hans hustru for 2 år siden. Han er glad for gaven, for han går med den hver dag.

Ja, ifølge Hugo selv ser han hver dag ud som på billedet: Kun farven på skjorten skifter. Han understreger dog for god ordens skyld, at han skifter undertøj og sokker hver dag.

Man kan med andre ord fastslå, at her er en mand, der virkelig har fundet sin stil – og holder fast i den.

 

 

 

 

Den skønne, men miljøbelastende tøjindustri

23 feb

I mit første indlæg om min ”tøjfaste”, som kan læses her, nævnte jeg forskellige motivationer hos personer, som kaster sig ud i udfordringen om ikke at købe nyt tøj i et år. Blandt motivationerne kan man bl.a. finde ønsket om at reducere ikke bare sit forbrug, men sin miljøbelastning. Som enkeltperson er det selvfølgelig begrænset, hvor meget man kan påvirke verdens samlede miljøbelastning, men sådan er det jo med alle dele af vores forbrug og opførsel: Hvorvidt jeg som enkeltperson affaldssorterer eller ej, betyder måske ikke så meget i det samlede billede, men det betyder rigtigt meget, hvorvidt vi alle sammen gør det eller ej. Og ”vi alle sammen” består jo af enkeltindivider – som alle sammen har indflydelse på miljøet.

Selv om man som forbruger ikke har lyst til at tænke på det, så er tøjindustrien faktisk en ret stor belastning af miljøet. Det skyldes både produktionsforholdene i tekstilindustrien og de ændrede forbrugsvaner: Vi køber meget mere tøj, og vi bruger det i meget kortere tid. En artikel fra The Economist fra 2017 beskriver, hvordan produktionen af 1 kg tøj i gennemsnit udleder 23 kg drivhusgasser.

Samtidig skriver Politiken, at danskere i gennemsnit køber 16 kg tøj om året – hvoraf en del (ca. 5 kg) i øvrigt slet ikke bliver brugt. Det svarer altså til, at en gennemsnitlig dansker køber for 368 kg udledte drivhusgasser om året. Bare til tøj. Om det bliver brugt eller ej, er ligegyldigt for regnestykket, men det gør det selvfølgelig til et større spild. Så måske skulle vi alle sammen starte med at kigge vores garderobeskabe efter og se, om der skulle være en enkelt klud, der stadig har prismærket på? I så fald kan man jo enten overveje at begynde at gå med det klædestykke, eller man kan sælge det eller forære det væk.

Og ja, jeg har selv tøj i mit klædeskab, som stadig er ubrugt. Det er indkøbt for nylig – før min igangsatte tøjfaste. Fx købte jeg denne bluse fra Custo, som jeg glæder mig til at gå med.

Vejret har endnu ikke været til det, men når vejret bliver til det, bliver jeg nødt til at gå med den meget og længe. For hvad jeg ikke var helt opmærksom på ved købet, var betydningen af, at den består af 95 % bomuld og 5 % spandex. De 5 % lyder ikke af meget, og det var ikke nok til at afskrække mig fra at købe den, selv om jeg ellers foretrækker 100 % bomuld, men de 5 % er tilstrækkeligt til, at blusen ikke kan bruges til genindvinding. Det fremgår af denne artikel fra The Guardian. Artiklen er fra 2015, og der sker jo hele tiden teknologiske fremskridt inden for genindvindingsområdet, så hvis jeg beholder den længe nok, kan den måske engang om lang tid få et nyt liv som ingrediens til en T-shirt. Hvem ved? Indtil da må jeg glæde mig over at gå med den, og i fremtiden – altså når min igangværende ”tøjfaste” er overstået – må jeg være mere opmærksom på materialevalg i mit tøj.