Gratis arbejde

5 jun

Så skete det igen. Igen, igen, igen. En flink og venlig e-mail, hvori jeg bliver bedt om at komme og holde et foredrag — et foredrag, som jeg sædvanligvis tager et honorar for at holde — UDEN honorar. Eller som i dette tilfælde, hvad der faktisk er endnu mere fornærmende: For et Magasingavekort på 300 kr.

Jamen, altså!!!!

Det er faktisk hårdt og indimellem kedeligt arbejde at være forfatter.

Skal man grine eller græde? Skrige af raseri og frustration? Hive sig i håret og brøle? Råbe ad sine omgivelser? Gyde sin galde ud over diverse online forfatterfora? Det hele på en gang?

Ville den samme person ringe til en blikkenslager og bede om at få løst et problem og forvente at kunne betale flere timers arbejde med et gavekort til Magasin på 300 kr.?

Hvad tænker folk på? Hvordan tror de, forfattere betaler deres husleje? Hvad tror de, vi lever af? Mange af os lever netop af at kunne holde et foredrag mod betaling i ny og næ. De royalties, vi tjener på vores bogsalg, er typisk ikke nok til at kunne betale huslejen, børnenes institutioner eller vores egne sko. Selv med foredragene kan det være vanskeligt at få det hele til at hænge sammen. Men det hjælper.

Det er faktisk anstrengende at holde et foredrag. Der går gerne mere end en arbejdsdag med den mentale forberedelse. Dertil kommer, at selve den anstrengelse, som det er at stå og skulle underholde et kritisk publikum, kan gøre en så udmattet, at også næste dag ryger som effektiv arbejdsdag. Nå, ja, og så har jeg jo slet ikke nævnt den faktiske forberedelse: Udarbejdelse af slides og udvælgelse af tekstpassager osv. osv. Det kan der gå rigtigt mange arbejdsdage med. Arbejdsdage, som man ellers kunne have brugt på at skrive på ens igangværende manuskript. Et manuskript, der næppe heller bliver til en bestseller, men som man dog i det mindste har en vis fornøjelse ud af at arbejde på.

Hvad der også kan være vildt provokerende er argumentet om synlighed: “Vi kan desværre ikke betale dig, men vi lover en god eksponering.” Eksponering? Hvad skal man bruge den til? Kan den måske betale huslejen? Faktisk må man jo allerede være rigeligt eksponeret, siden man (endnu engang) får denne henvendelse. Hvis det eneste, synlighed bringer med sig, er flere forespørgsler om at arbejde gratis, så vil det være at foretrække at være usynlig. Ikke sandt?

Nå, ja, eller argumentet om netværk: “Vi kan ikke betale, men deltagerne er en række betydningsfulde personer, som det vil være nyttigt for dig at lære at kende.” Men hvorfor? Siden de beder en om at komme og holde foredraget, må de allerede kende til ens eksistens, og så kunne de — hvis de virkelig var interesserede i at give en en lønnet tjans — sådan set bare kontakte en selv direkte. Rent bortset fra det ironiske i, at man som fattig forfatter skal stå og underholde en række vellønnede, betydningsfulde personer gratis.

Det er som sagt til at tude over. Men jeg takker af hjertet hver eneste af mine forfatterkolleger, der siger nej til at arbejde gratis. Vi gør det alle sammen en gang imellem alligevel. Også jeg laver undtagelser: I forbindelse med en boglancering eller for et velgørende formål. Nogle enkelte gange som en vennetjeneste, eller fordi jeg har brug for et testpublikum til et nyt foredrag. Men generelt er det et skråplan. Vi underminerer en af vores vigtigste indtjeningskilder. Så af hjertet tak til jer, der siger nej, nej og atter nej til gratis arbejde.

Som forfattere har vi i forvejen en meget, meget skrøbelig indkomst. Så skrøbelig, at man ind imellem undrer sig over, at der overhovedet er nogen, der orker at være forfatter. Men vi er altså en del.

Til dem, der gerne vil vide mere om forfatteres økonomiske vilkår, kan jeg henvise til Steen Langstrup, som på sin blog har skrevet et indlæg om den svære forfatterøkonomi. Læs og græd.

Brevkasse: Må man give knive i gave?

17 maj
Foto af Lukas fra Pexels

Kære Sanne Udsen,

Er det rigtigt, at man ikke må give knive i gaver, og hvis det er rigtigt, hvorfor så ikke? Der er da mange brudepar, der ønsker sig knive i bryllupsgaver – og unge mennesker, der flytter hjemmefra, ønsker sig da også tit knive.

Kære læser,

”Reglen” om, at man ikke må give knive i gave, stammer fra overtro og ikke takt og tone, selv om de to ting indimellem så at sige smelter sammen. Min farmor plejede altid at lægge nogle mønter ved kniven, hvis hun gav en i gave. Jeg har selv efterfølgende gjort det samme – ikke fordi jeg vidste hvorfor, men fordi jeg vidste, at min farmor var absolut ekspert i overtro og dermed tilhørende skikke, og hvis hun gjorde det, var det helt sikkert det rigtige at gøre. Foranlediget af dit spørgsmål har jeg undersøgt sagen nærmere og er kommet frem til, at overtroen går på, at hvis man giver en kniv i gave, bliver båndet mellem giver og modtager skåret over. Derfor må man ikke give knive, men man kan ”sælge” dem for en mønt. Det må være formålet med de mønter, min farmor (og jeg selv sidenhen) har lagt ved knive, der gives som gave. Men det virker selvfølgelig lidt barokt, at ”sælgeren” af kniven også selv lægger mønterne ved, som ”køberen” så kan bruge til at betale for kniven. Og hvorom alting er: Knive er et yderst nyttigt husholdningsredskab, og det ville være synd at lade overtroen stoppe en fra at give dem i gave – især ikke hvis man kan overvinde overtroen ved at vedlægge et par mønter.

Om at skrive sin egen eller en andens historie

4 maj

Min far døde for to måneder siden. Det kom helt uventet og som et chok for os, hans familie. Jeg tror også, at det kom som en overraskelse for ham selv. Blandt hans ufatteligt mange efterladte papirer fandt vi bl.a. begyndelsen inkl. noter til hans erindringer, som han havde skrevet på de sidste to år. Af de foreløbige notater fremgik det bl.a., at han på sit dødstidspunkt havde forventet statistisk set at have et par år tilbage at leve i – og til at skrive sine erindringer i. Jeg synes, det er ærgerligt, at han ikke blev færdig med dem. Blandt de emner til nærmere behandling, som han havde skrevet ned, var ”Min far var spion under krigen”. Jeg ville egentlig gerne vide mere om min farfar som spion. Men nu er min far død, og det samme er historien om min farfar som spion formentlig. Hvad er læren af dette? Det er vel sagtens, at man ikke skal vente med at starte på sine erindringer til, man er 86 år gammel. Hvis man altså vil skrive dem.

For hvorfor overhovedet skrive sine erindringer? Hvem kan det interessere? I min fars tilfælde ville det have interesse for hans efterkommere og måske er par stykker til afhængig af, hvordan det var lykkedes ham at kæde sit eget liv sammen med udviklingen i det omgivende samfund.

Man siger – eller rettere nogen siger – at ethvert menneskes liv har en roman i sig. Det passer muligvis, for ethvert menneske har momentvise oplevelser, som en dygtig forfatter kunne skrive en roman over. Selv det mest ”almindelige” liv (hvis et sådant findes) vil have øjeblikke af lykke, sorg, absurditeter, skuffelser, mv. som i den rette forfatters hænder kunne blive til en glimrende roman. Eller en dårlig. Men trods alt en roman.

Anderledes forholder det sig med biografier. Det er bestemt ikke alle menneskers liv, der er interessante nok til, at der kan skrives en læseværdig biografi om dem. Det kræver noget særligt: At man selv er berømt, eller at man har været sammen med mange berømte mennesker i løbet af livet, at man har haft indflydelse på væsentlige beslutninger i ens land eller i verden, eller at man ganske enkelt har en meget spændende og interessant livshistorie, selv om man ikke er det mindste berømt.

Spørgsmålet er i så fald: Hvem skal skrive den? Hvis man selv er i stand til at skrive sin selvbiografi eller sine erindringer, så er det jo et godt sted at starte. Det kan være, der skal lidt redaktørhjælp til på et tidspunkt, men selve det grundlæggende skrivearbejde kan ”hovedpersonen” selv stå for.

Men hvad hvis man synes, man har en superspændende historie, men ikke rigtigt kan finde ud af at skrive den ned? Det spørgsmål var der for nylig en, der stillede. Faktisk har jeg tilfældigvis lidt personlig erfaring med netop den problemstilling: Jeg er lige for tiden ved at lægge sidste hånd på manuskriptet til en bog, der omhandler en iværksætter og hans livsværk – et livsværk, han desværre mistede under finanskrisen. (Meget mere om den bog senere.) Bogens hovedperson har ikke selv været i stand til at skrive bogen – hans styrker ligger helt andre steder – så derfor har han og forlaget fundet en ”rigtig” forfatter til at skrive den, nemlig mig. Det har været en yderst interessant oplevelse at skrive bogen og at samarbejde med bogens hovedperson, men det er klart, at det er ikke en bog, jeg selv ville have fundet på at skrive, så derfor har jeg fået et honorar for at skrive den. Et fast honorar plus en (lille) royaltysats.  

Og her kommer mit svar til den, der spurgte til, hvordan man skulle gribe det an, hvis man har en god historie, men ikke selv kan skrive den.

”Hvis du har en ide til en bog, som du ikke selv er i stand til at skrive, men gerne vil have en anden person – en forfatter – til at skrive for dig, så skal denne forfatter aflønnes for det. Aflønningen består normalt i hhv. et fast honorar og en andel af royalties. Hvis du er meget kendt og/eller din historie er meget god, kan du muligvis få forlaget til at betale det faste honorar. Det kræver, at du kontakter forlaget med en synopsis og din historie, samt et pitch om, hvorfor der netop kan være salg i dig og din historie. Så vil de hjælpe dig med at finde en forfatter til at skrive den. Men mere sandsynligt er det, at du selv skal betale det faste honorar (og samtidig dele royalty med forfatteren). Forlaget kan stadig være behjælpelig med at finde en forfatter, hvis de tror på projektet. Så spørgsmålet er: Tror du selv så meget på projektet, at du er villig til først at arbejde på at finde et forlag, der er interesseret i at udgive din bog, og dernæst betale de 50.000 – 150.000 kr., som forfatteren skal have i honorar? Det er ikke mange bøger, der tjener så mange penge hjem. Men nogle gør selvfølgelig.”

For den sørgelige sandhed er jo, at hvis en person virkelig er kendt, så er det normalt forlaget, der henvender sig til hovedpersonen med ønsket om at få lov at udgive den pågældendes erindringer og/eller historie.

Er det derimod dig selv, der synes, du har haft et spændende liv, som andre kunne være interesserede i at læse om, så er vejen noget længere, og hvis du ikke selv kan skrive den, så må du nok forberede dig på, at det er dig selv, der skal betale forfatteren. Hvis historien er god nok og bogen velskrevet nok, så er det ikke umuligt, at pengene kan komme hjem igen. Men der skal sælges en del eksemplarer.

Lad os se på et regneeksempel. Hvis vi tager udgangspunkt i en boghandlerpris på 300 kr. for bogen, og en ”traditionel” royaltysats på 15 procent af boghandlerprisen ekskl. moms, hvoraf de 12 procent går til hovedpersonen og de 3 procent til forfatteren, så vil du som ”hovedperson” modtage 28,8 kr. pr. solgt eksemplar. Hvis du har betalt et honorar til forfatteren i den helt lave ende af skalaen, nemlig 50.000 kr., så skal der sælges ca. 1.760 eksemplarer af bogen, før de 50.000 kr. er tjent hjem. Og det er faktisk et ret stort antal i vore dage. Men det er selvfølgelig ikke umuligt.

Brevkasse: Gave til velgørenhed

31 jan

Kære Sanne Udsen,

Tak for dine altid interessante betragtninger – også den om, hvordan man forholder sig, hvis man som fødselar ønsker, at evt. gaver gives som bidrag til velgørende formål. Jeg har imidlertid et spørgsmål i den forbindelse. Hvordan forholder man sig som gæst, hvis man ønsker at imødekomme ønsket om at give bidrag til det velgørende formål. Gør man fødselaren opmærksom på, at man har givet et bidrag og i givet fald hvordan? Jeg går dog ud fra, at man under ingen omstændigheder gør opmærksom på beløbets størrelse ­ det ville jo svare til at lade prismærket blive siddende på en traditionel gave.

Kære læser,

Ja, jeg forstår så udmærket dine betragtninger. Men jeg er bange for, at der ikke rigtig er nogen vej udenom at oplyse beløbets størrelse i dette tilfælde. Hertil kan man sige, at i mange andre tilfælde er det også nogenlunde klart for modtageren af en gave, hvad den har kostet – selv om prisskiltet er taget af. Men tilbage til dit spørgsmål. Hvis en person har givet udtryk for, at vedkommende fremfor sig selv ønsker en velgørende organisation betænkt, så vil vedkommende i nogle tilfælde have lavet en særlig aftale med organisationen, så man som giver kan mærke beløbet med vedkommendes navn. I dette tilfælde vil organisationen på et tidspunkt afrapportere og af denne afrapportering vil givere og beløbstørrelser fremgå. Hvis de ikke gjorde det, ville der jo ikke være nogen kontrolmulighed, og pengene kunne i værste fald havne i de forkerte lommer. Men det er også en mulighed, at der ikke er oprettet en speciel konto. I så fald må man betale et beløb til organisationen, og enten give vedkommende en kopi af kvitteringen for indbetalingen (og ja, det svarer til at give en gave med prisskiltet på), eller lave et lille kort, hvoraf det fremgår, at man som ønsket har betænkt den pågældende organisation. I det sidste tilfælde kan man enten nævne beløbet eller lade være. Men selv er jeg tilhænger af en kopi af kvitteringen. Jeg ved det – det er et tilfælde af ”tillid er godt, men kontrol er bedre”, og det kan siges at være på kanten af korrekt etikette. Men kanten af korrekt etikette ramte vi allerede, da personen ønskede sig et pengebeløb til en navngiven organisation.

Udgivelse i udlandet

12 sep

Danmark er et lille sprogområde, hvor der bliver udgivet hele 10.000 bøger om året, så det kan være vanskeligt for den enkelte bog at trænge igennem mylderet, blive bemærket og virkelig sælge. Udlandet, derimod, det er stort. Meget stort. Så derfor drømmer de fleste af os forfattere meget naturligt om at få udgivet en eller flere eller alle ens bøger i udlandet. Det er jo så stort, udlandet. Hvordan bærer man sig så lige ad med det?

For det første skal man gøre sig klart, at der er forskel på udlandet: Det er ikke hele udlandet, der er lige modtageligt for at læse oversat litteratur. Det engelsksprogede marked — som mange sikkert drømmer om at udkomme på, fordi det er så dejligt stort — er notorisk vanskeligt at komme ind på for en ikke-engelsksproget forfatter. I USA er det fx kun 3 procent af de udgivne bøger, der er oversat fra et andet sprog — først og fremmest fransk, spansk og tysk, selv om svensk og norsk også optræder på Top 10-listen. Man kan læse mere om problematikken i denne artikel. Til gengæld har lande som Tyskland, Italien og Frankrig en pænt stor andel oversat litteratur blandt de udgivne bøger på deres bogmarkeder.

Og der findes jo som bekendt danske forfattere, som udkommer på udenlandsk. Hvordan gør man så det? Der er i hvert fald to ting, der er nødvendige: En prøveoversættelse og en agent. Prøveoversættelsen kan godt være på engelsk, også selv om det ikke er meningen, at man vil forsøge sig på det engelsksprogede marked, for mange både agenter og redaktører rundt om i verden er i stand til at læse engelsk, og på denne måde kan de få et indblik i bogen og dens potentiale. Hvis et udenlandsk forlag så bider på, vil dette forlag betale for oversættelsen til det relevante sprog. Men det kan bestemt også være nyttigt med en prøveoversættelse på det sprog, man ønsker at afsætte bogen til.

Prøveoversættelsen består typisk af et par kapitler, og denne prøveoversættelse bekostes af det danske forlag eller af forfatteren selv, hvis det er forfatteren, der har udlandsrettighederne. Udover prøveoversættelsen sker købet også på basis af bogens danske salgstal. Har bogen solgt godt i Danmark? Har der været god interesse for den? Det vil være gode salgsargumenter, når man forsøger at afsætte bogen.

Når det udenlandske forlag således skal betale oversætteren, betyder det til gengæld, at man som forfatter får en væsentlig lavere royalty, end man normalt får på et dansk forlag. Måske det halve eller endnu mindre. Og hvis forfatteren ikke har de udenlandske rettigheder alene, men har dem sammen med det danske forlag, så skal denne royalty deles med det danske forlag i en fordelingsnøgle, der kan være 50-50 eller måske 75-25 — forhåbentlig med de 75 til forfatteren, selv om den omvendte fordeling også er set.

Det er normalt ikke svært som forfatter at beholde de udenlandske rettigheder, når man indgår kontrakt med et forlag, medmindre der er tale om et af de få danske forlag, der virkelig gør en ihærdig indsats for at få solgt deres bøger i udlandet og har det som et specifikt forretningsområde.

Men én ting er prøveoversættelsen — det er også nødvendigt med en agent, for udenlandske forlag er stort set umulige at sælge til, medmindre det sker gennem en agent. Det kan være gennem en dansk (eller svensk) agent, der har forfatteren med hele dennes forfatterskab i stald og som så vil prøve at sælge forfatterskabet til flere lande, eller det kan være gennem en “lokal” agent — altså en agent i det konkrete land, man gerne vil afsættes til.

Min bog “Psykopater i jakkesæt” blev antaget af en tysk agent, som min oversætter havde en god kontakt til — en agent, som i øvrigt kunne noget dansk. Det lykkedes derefter agenten at få bogen solgt til et tysk forlag. Agenten tager sig selvfølgelig en agent-provision for sin umage. Min tyske agent Literarische Agentur Kossack tager 15 %. Det svenske agentur Grand Agency tager 25 %. Jeg har hørt om andre agenter, der tager 20 %. Så man skal formentlig forvente, at provisionen ligger et sted mellem 15-25 %. Muligvis kan dette forhandles, hvis man er i en stærk nok forhandlingsposition.

Efterhånden kommer regnestykket til at se mindre og mindre attraktivt ud: Som oversat forfatter kan man forvente en lille royalty, hvoraf der først skal betales agentprovision, og som derefter skal deles med det danske forlag. Men udlandet er jo stort. Så selvfølgelig vil vi gerne udkomme i udlandet. Meget gerne, endda.

Brevkasse: Den knapt så voksne søn

9 aug

Kære Sanne Udsen!

Min kone og jeg har børn fra tidligere ægteskaber. Jeg har to gifte sønner, søde svigerdøtre og fire dejlige børnebørn, og vores forhold til hinanden fungerer godt. Vi besøger hinanden, spiser middag sammen, overnatter hos hinanden, og der er god balance i forholdene.

Min kone har en søn (enebarn), som var 7 år, da vi mødtes. Han er nu 38 år, ugift, bor i en lille, hyggelig lejlighed og har et godt job, hvor han tjener mere, end vi til sammen har i pension. Han melder jævnligt sin ankomst og deltager gerne i vore måltider, som hans mor så gør lidt ekstra ud af, selvom han ikke (som andre overnattende venner) medbringer sit sengetøj.

Han viser os gerne sit nye, dyre tøj, sin nyeste elektronik (han sms’er meget) og fortæller om alle sine besøg hos venner, café- og restaurationsbesøg, og hvad han serverer, når han står for tur. I relation til vennerne kender han tilsyneladende godt begrebet gengæld, men i de ca. 30 år, jeg har kendt ham, har han ikke en eneste gang inviteret os på middag hverken hjemme eller ude, selv om der er mange restauranter i nabolaget.

Trods det har vi det rart med hinanden, men på det seneste har jeg tænkt lidt mere over det rimelige i det, der foregår, hvorfor jeg gerne vil spørge dig: Er det almindeligt, at en ellers velfungerende mand på 38 år bare kommer hjem og bliver beværtet på alle måder – uden nogensinde at gøre gengæld? Og vil ubalancen fortsætte på livstid, hvis han aldrig finder en fornuftig livsledsager?

Kære læser,

Du spørger, om det er almindeligt, at en mand på 38 år ”bare kommer hjem og bliver beværtet” uden at gøre gengæld – og jeg er bange for, at en del af problemet allerede ligger i formuleringen ”kommer hjem”. Så længe I alle sammen opfatter det, som om han kommer hjem – og ikke ”kommer på besøg” – så længe vil det nok fortsætte. Og ja, det er ganske almindeligt, at selv meget voksne mennesker regredierer og bliver som forkælede og ansvarsløse børn, når de er sammen med deres forældre. Samtidig er jeg nødt til at påpege, at en stor del af ansvaret ligger hos dig og din kone – det er jo jer, der har opdraget ham til, at det er sådan, man opfører sig, når han er sammen med jer.

Nu spørger du ikke direkte om råd til, hvordan I får ændret på situationen, men jeg vil alligevel forsøge at komme med nogle. Der er det særlige ved forældre-børn-relationer, at man kan tillade sig at opdrage på hinanden, og man kan tillade sig at sige ting til hinanden, som man ikke ville kunne sige til andre. Hvis det virkelig generer jer, at han ikke medbringer sit eget sengetøj (og til hans forsvar må jeg påpege, at der er ret stor forskel på at skulle vaske sengetøj efter én gæst og så efter en familie på fire), så kan I simpelthen bede ham om at tage det med næste gang, han melder sin ankomst. Bare sig: ”Gider du selv tage sengetøj med?” Ligeledes kan I også invitere jer selv på middag hos ham. Derimod kan du ikke kræve af ham, at han skal invitere jer på restaurant. Uanset at han tjener mere, end I gør, ligger der en forventning i vores kultur om, at pengestrømmene først og fremmest går den ene vej, nemlig fra forældre til børn. Den underforståede kontrakt er her, at disse børn så vil sørge for næste generation. Din stedsøn har ikke opfyldt den del af kontrakten (endnu), men hvis du vil have ham til at bidrage økonomisk, så må det være i form af naturalier, fx ved at bede ham om at tage et par flasker vin med næste gang, han kommer.

Min nye sorte t-shirt

23 jul

Jeg har i længere tid manglet en sort t-shirt. Hvor lang tid er ”længere tid”? Det lader sig ikke sådan helt klart definere. Men allerede før jeg indledte min ”tøjfaste”, havde jeg nogle gange ærgret mig over ikke at have netop en sort t-shirt i min garderobe. Jeg nåede ikke at finde en inden ”tøjfasten”, og efter min tøjfaste (altså at jeg ikke ville købe tøj i et helt år) sluttede for efterhånden adskillige måneder siden, har jeg valgt at være meget tilbageholdende i mine nyerhvervelser. Erkendelsen af, at der skal gå 1400 liter vand til at fremstille en bomulds-t-shirt er i sig selv noget, der kan lægge en dæmper på forbruget. Ja, nogle kilder siger endda 2700 liter vand. Den type beregninger er vel i sagens natur omgivet af stor usikkerhed, og et sådant forbrug er vanskeligt at opgøre præcist. Der er selvfølgelig tale om gennemsnitstal, og forhåbentlig vil der i fremtiden blive foretaget produktionsmæssige effektivitetsfremskridt, så vandforbruget kan blive mindre, men stadigvæk: Der skal meget vand til at dyrke bomuld.

Men jeg kunne jo stadig godt bruge en sort t-shirt. Tilfældet ville, at jeg i anden anledning for nylig var i en Monoprix-forretning. Monoprix er en fransk butikskæde i den billigere ende, som normalt også har en ret god fødevareafdeling. Nå, men der så jeg så en stak sorte t-shirts. De var af økologisk bomuld. I min research om tøjfremstillings miljøaftryk er jeg kommet frem til, at økologisk bomuld på trods af, at der bestemt er mange problemer i forbindelse med dyrkningen og fremstillingen af økologisk bomuld, samlet set er at foretrække frem for traditionelt dyrket bomuld, som anvender meget store mængder pesticider og insektmidler. Så det var jo tiltalende, at netop denne t-shirt var af økologisk bomuld. Så var der det med prisen. Den var både tillokkende og lidt skræmmende: € 5.99. Altså ca. 45 kroner. Og den var ikke på udsalg. 45 kroner for en t-shirt i økologisk bomuld? Det lød ikke dyrt. Faktisk lød det nærmere lidt for billigt.

Jeg lod stakken af sorte t-shirts i økologisk bomuld ligge og gik hjem og tænkte over sagerne. Jeg havde jo faktisk længe gerne ville have en sort t-shirt. Der var ikke tale om et impulskøb. Og jeg vidste, at det var bedst at købe økologisk bomuld.

Så efter noget betænkningstid var jeg tilbage i Monoprix, fandt den rigtige størrelse, prøvede den, købte den og tog den med hjem. Og så var det, jeg vaskede den. Nu var det så, at det med den billige pris gav mening. Efter vasken var den nemlig temmelig skæv i syningerne. Hvad jeg ikke havde gjort mig den ulejlighed at tjekke i forretningen var, hvordan stoffet var skåret. Men herregud – hvem gør det for en t-shirt til 45 kroner?

Den skal selvfølgelig nok blive brugt. Det SKAL den jo efter denne historie. Men jagten på den perfekte sorte t-shirt er åbenbart først lige gået i gang. Og jeg som troede, jeg skulle bruge mindre tid på mine fremtidige tøjindkøb!

Brevkasse: Venindens umulige kæreste

14 jul

Kære Sanne Udsen

Jeg har en veninde, hvis kæreste er ganske utålelig, når han får noget at drikke. Det betyder, at vi ikke har lyst til at se ham til diverse festlige lejligheder. Kan vi tillade os kun at invitere hende til min kommende runde fødselsdag? Og hvordan får jeg det formuleret på en høflig måde?

Kære læser,

Du kan ikke formulere på en høflig måde, at du ikke ønsker at se din venindes kæreste. Du kan heller ikke tillade dig kun at invitere hende og ikke kæresten, hvis alle de andre, du inviterer, er inviteret som par. Men du kan helt lade med at invitere hende, hvis du er villig til at løbe den risiko, at hun først bliver såret over ikke at blive inviteret, og dernæst bliver såret, når du forklarer hende, at grunden er, at du ikke ønsker at se hendes kæreste til din runde fødselsdag.

Folk vælger selv deres kærester og ægtefæller, og så længe der ikke er tale om et forhold med fysisk eller psykisk mishandling, kommer det ret beset ikke andre ved, hvad de ser i hinanden, hvor vanskeligt det end er for udenforstående at forstå det. Men du har som værtinde lov til selv at bestemme, hvem der skal komme i dit hjem, og hvis han virkelig er utålelig, kan jeg ikke se, at du skal finde dig i at have ham som gæst. Din venindes valg af kæreste har i dette tilfælde nogle omkostninger, og det er mest rimeligt, at det er hende og ikke hendes omgangskreds, der bærer dem.

Brevkasse: “Værtindegave” til sommerhuset

7 jul

Kære Sanne Udsen

Hvad vil du synes er passende at tage med som gave, når man skal bo hos nogle venner i deres sommerhus?

Kære læser,

Lidt afhængig af, hvor mange ”man” er, og hvor længe man skal blive, ville jeg sige, at man fx kan tage nogle flasker vin med (en enkelt flaske vil være i underkanten), og/eller man kan tage en gave til sommerhuset med – måske noget, man har bemærket, manglede ved et tidligere besøg – eller man kan tage noget spiseligt med, som evt. kan spises, mens man selv er på besøg. Når jeg siger ”manglede”, mener jeg, at du måske tidligere har bemærket, at sommerhuset kunne bruge en ekstra vandkande eller en mere effektiv proptrækker eller nogle flere isbakker eller andet i den stil. Det er selvfølgelig vigtigt, at gaven ikke kommer til at fremtræde som en indirekte kritik af husets formåen.

Hvis du/I skal blive flere dage, vil det være passende at invitere værtsparret ud at spise mindst én gang, og hvis det ikke kan lade sig gøre, fordi området ikke byder på tillokkende spisesteder, så tilbyd i stedet, at du/I sørger for et af måltiderne i huset, ikke mindst for indkøb.

Den gode gæst hjælper også med at vaske op, tage ud og ind af bordet og bidrager med madlavningen, om ikke andet så med at lave dressingen til salaten.

Nogle værtspar foretrækker at gøre alt på deres egen måde og vil helst ikke have for megen hjælp til selve madlavningen, men så vil der stadig være mulighed for at bidrage med almindelig oprydning. Hvis I ikke selv medbringer jeres eget sengetøj, så sørg for at I på afrejsedagen tager sengelinnedet af dyner og hovedpuder og lægger det til vask (eller på sengen, hvis det ikke er helt klart, hvor vasketøjet skal hen).

Brevkasse: Holdt udenfor på Facebook

26 mar

Kære Sanne Udsen,

Det er, som om brugere af Facebook ikke altid tænker over, at andre mennesker (altså andre brugere af Facebook) kan se rigtigt meget, som det måske ikke var meningen, de skulle se. Fx har jeg et par gange opdaget, at venner af mig (rigtige venner, ikke kun Facebook-venner) har deltaget i et arrangement sammen – et arrangement, som jeg er blevet lidt overrasket og måske også såret over ikke at have været inviteret med til. Jeg har opdaget det ved, at de har takket hinanden eller refereret til arrangementet på Facebook, hvor jeg er ’ven’ med alle de pågældende og derfor kan se det. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det.

Kære læser,

Det minder mig lidt om den meget kedelige følelse, man kunne få, dengang man gik i skole, og man opdagede, at alle de andre var inviteret til eller havde deltaget i et eller andet, som man selv var blevet ekskluderet fra. Ikke spor rart! Når man bliver voksen, accepterer man, at man ikke kan invitere alle til at deltage i alting, og at der derfor må trækkes grænser ved gæstelisten. Til gengæld lærer man også at blive meget mere diskret omkring det. Det er imidlertid, som om læren om denne nødvendige diskretion er gået fuldstændigt fløjten, når det gælder Facebook. Jeg kan kun opfordre alle brugere af Facebook til ikke at poste tak-for-sidst o.lign. på diverse ”vægge”, men derimod sende det som en privat besked. Husk, at det er et offentligt forum!

Med hensyn til, hvad du selv kan stille op, så er den høflige reaktion den samme som i alle andre tilfælde, hvor du ser noget, det ikke var meningen, du skulle se: Lad som om du ikke har set det.