Sanne Udsen

Kære Sanne Udsen,

Min mand og jeg har nogle bekendte — et par, som vi møder af og til ved festlige lejligheder, osv. Forleden så jeg manden sammen med en anden kvinde. Han så ikke mig og ved ikke, at jeg så dem. Nu er jeg i tvivl, om jeg skal fortælle hans kone det. Jeg ville ikke være i tvivl om det, hvis det var nogle, jeg kendte godt. Men det her er et par, vi kun møder ved sjældne lejligheder, og jeg har ikke noget specielt forhold til nogen af dem.

Photo by freestocks.org on Unsplash

Kære læser,

Jeg går ud fra, at du med udtrykket ”så sammen med en anden kvinde” mener, at du observerede ham med en anden kvinde i en form for intim sammenhæng, der ikke på nogen måde kunne tillægges en mere uskyldig forklaring. In flagrante delicto eller på fersk gerning. Kort sagt, noget, der ganske enkelt ikke kan bortforklares. Ikke desto mindre vil mit svar på dit spørgsmål være: Nej, du skal ikke fortælle hans kone det. Hvad godt skulle der komme ud af det? Det er ikke for ingenting, at der er noget, der hedder ”lykkelig uvidenhed”. Jeg vil ikke påstå, at man aldrig skal sige noget. Men man skal altid foretage en vurdering af, om der kommer noget godt ud af det. Det kender du hende ikke godt nok til at kunne vurdere. Selv hvis du skulle komme i den situation, at hun ligefrem spurgte dig, om du troede, hendes mand var hende utro – ja, selv da burde du nok tænke dig om en ekstra gang, før du bekræftede hendes mistanke. Men i så fald ville du da have en fornuftig anledning til at fortælle hende, hvad du har set. Det har du ikke nu. Men det med den lykkelige uvidenhed gælder jo også dig. Du ville formentligt have været gladere, hvis du ikke havde haft din nuværende viden. Hvis det betyder, at du ikke føler trang til fremover at være sammen med denne mand og hans (bedragne) kone ved selskabelige lejligheder, så er det fuldt forståeligt. Men lad årsagen blive mellem dig og din mand. Hvis der overhovedet er andre, der skal informeres, så skal det være synderen selv. Måske kan det få ham til at holde op med sine sidespring.

Kære Sanne Udsen

For ikke så længe siden fyldte en person i vores omgangskreds rundt. Vi var med sidste gang, han fyldte rundt, og han var med til vores seneste runde fødselsdag, som blev holdt forrige år. Jeg havde kort sagt en forventning om, at vi ville blive inviteret til hans fødselsdag også denne gang. Jeg havde selvfølgelig godt bemærket, at vi ikke havde modtaget nogen invitation, men der kunne være så mange forklaringer – måske ville de først holde noget senere, eller måske ville de kun holde noget for den nærmeste familie. Og så har jeg trods alt også andet at tænke på! Men så blev jeg forleden gennem en fælles ven gjort bekendt med, at der faktisk bliver holdt en fødselsdag – en stor fødselsdag. Vores fælles ven nævnte det kun for mig, fordi han regnede med, at vi også var inviteret, og han ville høre, om vi var interesseret i at give en fælles gave. Som du nok kan regne ud, blev vi begge to ret pinligt berørte over den situation. Men jeg må indrømme, at jeg efterfølgende har haft det temmelig dårligt med den her oplevelse. Jeg føler mig selvfølgelig forbigået, men jeg føler mig egentlig også lidt dum, fordi jeg troede, vi var bedre venner, end vi åbenbart er. Hvad synes du, jeg skal gøre? Skal jeg spørge ham direkte om, hvorfor vi ikke blev inviteret? Eller skal jeg lade det gå i glemmebogen?

Kære læser,

Folk har lov til at invitere lige præcis de gæster, som de vil. Man har ikke krav på at blive inviteret til en fest, bare fordi man selv engang har inviteret værtsparret til en tilsvarende fest. Men, men, men … Det her begreb med at ”skylde” i selskabslivet kommer ikke af ingenting. Der er en forventning om, at medmindre omstændighederne ændrer sig, så bliver man inviteret til den samme slags fester hos hinanden. Hvis man vel at mærke ønsker at blive ved med at se hinanden selskabeligt. Og her er vi inde ved kernen af problemstillingen, og det er vel også derfor, du føler dig såret over den manglende invitation. Jeg går ud fra, at det ikke er den konkrete middag til fødselsdagsfesten, du er ked af ikke at have nydt. Alt for ofte sker det, at man den aften, man skal ud til fest, ønsker, at man bare kunne blive hjemme og slænge sig i sofaen i sine pyjamasbukser. Men sådan har man det jo kun, når man faktisk er blevet inviteret. For det er nemlig selve invitationen, der betyder noget. Det er det at vide, at man står på gæstelisten. Men først og fremmest er det i din situation den meget kedelige opdagelse af ikke at stå på en gæsteliste, du troede, du stod på. Og der er faktisk kun en fortolkning, som du også selv er inde på: I er ikke så gode venner, som du troede. Alle værter må skære deres gæstelister til. Der er altid nogen, der må stryges på den første bruttoliste. Men det er ikke sjovt at erfare, at det er en selv, der er blevet strøget.

Du spørger helt konkret, hvad du skal gøre. Jeg synes ikke, du skal spørge ham, hvorfor I ikke var inviteret. Vi kender jo allerede svaret: Der var nogle andre, han hellere ville have med. At spørge ham vil bare gøre jer begge pinligt berørte og tvinge ham til at komme med en sang fra de varme lande.  På den anden side kan du jo heller ikke lade det gå i glemmebogen. Du er nødt til at tage til efterretning, at han altså har prioriteret på denne måde ved denne lejlighed, og det betyder vel så også, at han bliver strøget af jeres gæsteliste fremover. Men lad det foregå stille og roligt. Der er ingen grund til at overdramatisere. Det er tilstrækkeligt at konstatere, hvordan det forholder sig. Også selv om man ikke er glad for det.

Kære Sanne Udsen,

Ved et bryllup er det en tradition, at manden holder en tale. Er det det samme hos bruden? Eller hvad? Nu er jeg ikke selv personlig god til at tale foran en masse mennesker, men kan ikke rigtig komme på, hvad jeg så kunne finde på, som er passende for en brud??

Kære læser,

Traditionen tilskriver ganske rigtigt, at brudgommen holder en tale. Traditionen tilskriver endvidere, at i denne tale takker han brudens forældre for at have fået lov til at gifte sig med deres datter. Dette sidste er sjældent relevant i vore dage, og derfor er brudgommens tale i højere grad en tale til bruden. Af denne grund og fordi det virker lidt ensidigt, at kun den ene part holder tale til den anden, er det blevet en moderne tradition, hvis man kan sige det sådan, at også bruden holder en tale til brudgommen. Eller, hvis hun som dig ikke er den store taler, på anden vis gør noget for at fejre brudgommen, såsom at skrive en sang. Men det er heller ikke alle, det falder let at skrive en sang. Personligt har jeg det lidt dobbelt med det. Det er en stor dag for de involverede, og det er derfor ikke underligt, at man ønsker at markere det ved en tale eller en sang, der udtrykker ens følelser og glæde over at skulle dele sit liv med den anden. Men det skaber samtidig et stort forventningspres, og det er som sagt ikke alle, der er lige gode til på denne måde og foran en større forsamling at give udtryk for sine følelser. Derfor synes jeg sagtens, du kan undlade at holde en tale eller skrive en sang. Men jeg synes, du skal sige det til ham på forhånd. Forklar ham, at du elsker ham og er lykkelig over, at I skal giftes, men det er for angstfremkaldende for dig at skulle holde en tale for ham, og det vil ødelægge aftenen for dig at have det hængende over hovedet. Da han må antages at kende dig, vil han forstå det og derfor ikke blive skuffet. I stedet kan du måske bruge kræfter på at finde den helt rigtige morgengave til ham.

Kære Sanne Udsen,

Om alt går vel, vil vores datter snart gøre mig til morfar. I den forbindelse har hun forklaret sin mor og mig, at der ikke holdes taler til barnedåb. Det tolker vi, som om hun ikke ønsker, at vi skal holde tale, hvilket vi selvfølgelig vil efterkomme. Men nu er jeg blevet nysgerrig – holder man virkelig ikke taler til barnedåb? Og hvorfor ikke?

Kære læser,

Jeg tror, det vil være klogest af jer at holde fast i den vurdering, at jeres datter ikke ønsker, at der bliver holdt taler ved barnedåben. For man kan egentlig ikke sige, at hun har etiketten på sin side. Jeg går ud fra, at vi med barnedåb forstår en helt almindelig luthersk-evangelisk dåb i kirken med efterfølgende frokost eller middag. Mine studier i litteraturen har givet følgende resultater: Klassikeren over dem alle, Emma Gad, skriver i ”Takt og Tone” (1918): ”Den ældste af de mandlige Faddere holder Talen for Barnet (…) En anden af Fadderne udbringer Forældrenes Skaal, og det skulde gaa mærkeligt til, om der ikke ogsaa blev holdt Taler for de to Sæt Bedsteforældre.”  Andreas Vinding og Tage Heft skriver i ”Omgang med Mennesker” (1930): ”Ved Daabsmiddagen taler den ældste eller den fornemste af Fadderne for Barnet. (…) En af de andre Faddere taler for Forældrene. (…) Er Præsten med, udbringer han Bedsteforældrenes Skaal og advarer dem imod at forkæle deres Børnebørn.”   I Politikens ”Vor tids skik og brug” (1965) skriver de: ”Forældrene – sædvanligvis faderen på sin kones og egne vegne – bør takke fadderne, fordi de har påtaget sig at være barnets gudforældre. Hvis der ellers holdes taler, skal den ældste af fadderne tale og ønske dagens hovedperson, barnet, tillykke.”

Dit spørgsmål fik mig i øvrigt til at ransage min hukommelse for, hvornår jeg egentlig sidst selv var til barnedåb. Formentligt på grund af den høje gennemsnitsalder i min omgangskreds er det et stykke tid siden, men jeg kan dog huske, at der ikke blev holdt taler ved den lejlighed. Der er ikke pligt til at holde taler – men det er heller ikke sådan, at ”man” ikke holder taler ved barnedåben. Dog er det tydeligvis en aftagende tradition. Og som sagt: Hvis jeres datter ikke ønsker taler, så bør hun have lov til at bestemme.

Kære Sanne Udsen,

Jeg bor et sted med ret sarte gulve, og jeg har et problem med, at folk har sko på indenfor i mit hjem. Men når jeg beder dem om at tage skoene af, falder det ikke altid i helt god jord. Hvordan kan jeg få mine gæster til at forstå, at de skal tage skoene af, når de kommer indenfor? Det er vel ikke kun mig, der har det sådan?

Kære læser,

Jeg skal ikke kunne sige, om det kun er dig, der har det sådan. Men sagen er, at det ikke regnes for god etikette at bede sine gæster om at tage skoene af. Det er kun noget, man gør i en moske. Når man besigtiger en bolig eller et gerningssted, tager man sådan nogle beskyttelsesposer over skoene, men det er en helt anden sag. I et almindeligt, privat hjem beholder gæsterne skoene på, når de går indenfor. Hvis det er meget dårligt vejr udenfor, foretrækker jeg selv at have et par solide sko på, når jeg tager hen til mine værter, og så medbringe et par fiksere sko, jeg kan skifte til indendørs.  Måske er det den vej, du skal gå, hvis du er meget øm over dine gulve. Men derfra og til ligefrem at bede dine gæster om at tage skoene af og gå rundt på strømpesokker er der noget af et skridt. Sko regnes for en vigtig del af ens påklædning. Det er blandt andet derfor, at man som vært normalt tager sko på, når man får gæster – for at understrege, at man er fuldt påklædt. Det kan jeg jo så godt regne ud, at du nok ikke gør, men det er altså det, der regnes for god etikette: Både gæster og værter har sko på inden døre. Men det må meget gerne være nogle ”små” sko og ikke store vinterstøvler. Børn forventes derimod at tage skoene af. Så kan de bedre hoppe i sofaerne.

Kære Sanne Udsen,
For efterhånden lang tid siden blev min kæreste og jeg inviteret til bryllup hos nogle af hans gode venner. Vi har sagt ja tak til invitationen. Nu er der så sket det, at en af mine gode venner holder sin runde fødselsdag samme dag. Jeg vil selvfølgelig meget hellere til min kammerats fødselsdag, hvor jeg kender de andre gæster og ved, det bliver sjovt. Til brylluppet vil der formentlig ikke være mange, jeg kender, og bryllupper har det i det hele taget med at være temmelig kedelige, hvis man ikke lige er brudeparret selv. Jeg har spurgt min kæreste, om jeg ikke kan få lov til at melde afbud til brylluppet, men det var han overhovedet ikke forstående overfor! Faktisk fik vi lidt af en krise over spørgsmålet. Hvad siger du? Og hvorfor skal folk også sende bryllupsinvitationerne ud så latterligt tidligt?

Kære læser,
Du behøver jo ikke mit svar. Du ved udmærket godt, at du er nødt til at tage din kæreste i hånden og gå med ham til bryllup og kede dig med anstand, hvis det kommer dertil. For det første har du allerede takket ja til invitationen. For det andet ønsker din kæreste, at du skal komme med. Det er hans gode venner, og jeg kan trøste dig med, at hvis det er seriøst og langtidsholdbart med dig og din kæreste, så vil disse venner sikkert også blive dine venner ad åre, og så vil det være godt at have været med til deres bryllup. Når det er sagt, så kan jeg kun dele din forundring over, at kommende brudepar sender invitationerne ud både halve og hele år før den lykkelige begivenhed. Der er ingen grund til at sende dem ud tidligere end 8-12 uger før brylluppet. Brudeparret kan advisere den nærmeste familie og de nærmeste venner om den planlagte dag, så disse personer kan reservere dagen, men ellers er der absolut ingen grund til at lade folk det vide i så god tid. Normalt vil det af hensyn til økonomien være en fordel for brudeparret, hvis der er nogle afbud, og chancen for afbud stiger, hvis invitationen først kommer ud tættere på begivenheden. Og så er der de gæster, der egentlig helst er fri for at deltage – de vil også have vanskeligt ved at takke nej, når de har fået invitationen i meget god tid. Dertil kommer, at der i det hele taget kan ske så meget, som man ikke altid kan være forberedt på, og det er ikke sjovt at skulle aflyse et bryllup, som man allerede har sendt invitationerne ud til. Og nu jeg er i gang, så hørte jeg sidste år om et brudepar, som sendte invitationer ud i januar til deres bryllup i juli kun for at finde ud af, at de faktisk ikke havde råd til at holde brylluppet og derfor måtte aflyse det. Havde de ikke været så tidligt ude med deres invitationer, kunne de have sparet sig selv for en yderst pinlig situation. For slet ikke at tale om udgifterne til portoen.

Kære Sanne Udsen,
Hvis man inviterer nogle personer ud at spise på en restaurant, hvordan er det så meningen, man skal dele regningen?

Kære læser,
Svaret kommer i allerhøjeste grad an på, hvad du mere præcist forstår ved ”invitere”. Når man inviterer personer ud på en restaurant, bliver de ens gæster, og så er det værten eller værtinden, der tager hele regningen. Det er sådan set meget nemt. Hvis værten eller værtinden ønsker at begrænse regningens størrelse til et vist beløb, er det en klog forholdsregel på forhånd at aftale især vinen, men også menuen med restauranten – evt. med muligheden for, at der er lidt at vælge imellem for de gæster, der har allergier eller af andre grunde ikke spiser dette eller hint. Men hvis du ikke mener ”invitere”, men derimod ”arrangere”, altså at du har arrangeret, at I er nogle stykker, der går ud og spiser sammen, så er den almindelige korrekte etikettemæssige måde at dele regningen på, at man deler den lige over. Det kræver imidlertid, at deltagerne spiser inden for nogenlunde samme prisklasse. Og det kræver, at der ikke er personer, der enten af økonomisk nød eller af temperament insisterer på, at regningen deles meget præcist efter hver enkelt persons forbrug. Det er ikke god stil, men det kan være nødvendigt.