Almindelige forlag versus forlaget Mellemgaard

15 aug

På nogle af de forfatterfora, som man kan finde på Facebook, dukker der ind i mellem et spørgsmål op fra en håbefuld, debuterende forfatter, som har fået et tilbud om udgivelse fra forlaget Mellemgaard og som nu vil høre, hvad andre forfattere/forfatterspirer måtte mene om dette forlag.

Og det giver typisk anledning til hed diskussion. Der vil være mange advarsler og mange kritiske røster fremme, men typisk er der også nogle enkelte, der giver udtryk for tilfredshed med deres samarbejde med Mellemgaard. Jeg skal ikke kunne sige, hvad det er, disse personer er specielt tilfredse med. Måske er det bare, at deres bog er blevet udgivet.

Men hvad muligvis ikke alle forstår er, at Mellemgaard ikke er et almindeligt forlag. På almindelige forlag er det forlaget, der betaler forfatteren for at få lov til at udgive bogen. Det er ikke forfatteren, der betaler forlaget. Et forlag er en forretning, og man kan, hvis man vil, betragte forfatteren som en leverandør til forlaget. Hvis der ikke blev skrevet tekster, ville der ikke udkomme bøger, og det er for dette indhold, som forfatterne skaber, at forlaget skal betale forfatteren.

Den mest almindelige måde at betale forfatteren på er i form af en omsætningsafhængig ydelse, dvs. en såkaldt royalty, som giver forfatteren en andel af bogens omsætning. Ofte – men bestemt ikke altid – får forfatteren et forskud, når kontrakten er underskrevet. Forskuddet kan være på 15.000 kr., 40.000 kr., 120.000 kr. eller endda en million eller mere, og det kan selvfølgelig også være mindre. Personligt har jeg fx en gang fået et forskud på 9.000 kr. og andre gange slet ikke noget.

Størrelsen af forskuddet hænger sammen med forfatterens forhandlingsposition, herunder den forventede indtjening på bogen. Forskuddet beregnes nemlig ud fra, hvad forlaget forventer, at forfatteren kommer til at tjene på salget af bogen. Den typiske royaltysats i dag ligger på 25 procent af nettoprisen, dvs. bogens vejledende pris minus moms minus forhandlerrabat. Jo flere eksemplarer, bogen sælger, jo mere får forfatteren (og jo mere tjener forlaget, for de får jo resten af pengene). Tidligere var den typiske royaltysats 15 procent, men disse 15 procent blev beregnet på en anden måde, nemlig af boghandlerprisen minus moms. Hvis en bog koster 300 kr. i boghandelen, vil 15 procent af boghandlerprisen minus moms give 36 kr. Men i dag bruger forlagene typisk nettoprisen, dvs. at med en boghandlerrabat på 40 procent skal man op på 25 procent for at nå de 36 kr.: 300 kr. minus 40 procent = 180 kr. minus moms = 144 kr. * 0,25 = 36 kr.  Det er altså vigtigt at tjekke, hvilket grundbeløb ens royalty beregnes af.

Derudover vil mange forfattere have en såkaldt trappe i deres kontrakt, som angiver, at hvis bogen sælger over eksempelvis 2500 eksemplarer, så stiger royaltysatsen.

Sådan foregår det – med variationer – på almindelige forlag.

Men på Mellemgaard er det meningen, at forfatteren skal betale forlaget for ydelser, der normalt indgår som en helt almindelig del af en forlagskontrakt. Det er så meningen, at den udgift skal kunne tjenes ind, når bogen sælger, for Mellemgaard tilbyder skam også deres forfattere en royalty. Dog ikke lige så høj som den, de almindelige forlag tilbyder.

Hvorfor så overhovedet udgive på Mellemgaard, når man som forfatter får en meget bedre ”deal” ved at udgive på et almindeligt forlag? Ja, det er egentlig lidt af en gåde.

Måske skal man se det i sammenhæng med, hvad man egentlig ønsker at få ud af sit forfatterskab. Ønsker man at se sin tekst på tryk og sit navn på forsiden, men er derudover lidt ligeglad med penge og anmeldelser og læsere og bøger på biblioteket? Så kan Mellemgaard tilbyde det. Og de kan tilbyde det hurtigt. For en af de (sikkert mange) ting, der ofte kommer bag på en debuterende forfatter, er den langsommelighed, hvormed alting sker på et almindeligt forlag. Hvis man ikke har en kontakt inde på det pågældende forlag, så sender man det ind til den almindelige emailadresse, og så ender ens manuskript i bunken med ”indkomne manuskripter”. Det kan tage lang tid, før der er en redaktør, der får kæmpet sig frem til ens manuskript. Og selv hvis reaktionen er positiv, kan der igen gå overraskende lang tid, før ens manuskript bliver til en fysisk bog. Og så har jeg slet ikke nævnt, at de fleste ”indkomne manuskripter” faktisk får et afslag. Det kan skyldes kvaliteten af teksten, det kan skyldes genren, det kan skyldes så mange ting, men uanset årsagen er det ikke sjovt. Det kan kort sagt være ret frustrerende for en forfatter at forsøge at komme gennem nåleøjet på et almindeligt forlag. Frustrationen findes nok især blandt debuterende forfattere, men den findes absolut også hos allerede udgivne forfattere.

Det er denne frustration, som Mellemgaard lever af. Mellemgaard lever ikke af at sælge bøger, men derimod af at få forfattere til at betale for at få udgivet deres bog. Hvis det at få trykt sin bog er ens eneste mål som forfatter, så kan en selvbetalerudgivelse godt være svaret. Men der findes faktisk alternativer til Mellemgaard. Jeg vil anbefale, at man vælger et af dem frem for Mellemgaard.

Et rimeligt tøjforbrug

3 jan

Det er efterhånden nogle år siden, at jeg for alvor begyndte at interessere mig for ikke bare mit eget, men hele verdens tøjforbrug. Sidstnævnte — altså det globale tøjforbrug — er steget markant siden årtusindskiftet. Og ja, det årtusindskifte ligger ganske vist snart et kvart århundrede tilbage, men alligevel.

Mit eget tøjforbrug, derimod, har jeg forsøgt at gøre noget ved. Jeg startede med at have en såkaldt “tøjfaste” i et år, dvs. at jeg slet ikke købte tøj i et år. Hverken nyt eller brugt. Det gik sådan set udmærket, og især gik det op for mig, at der var en lettelse i at vide, at der ikke var nogen grund til at overveje, om et bestemt stykke tøj var pænt eller grimt, klædte mig eller ej, var dyrt eller billigt … for jeg skulle bare ikke have det.

Men den form for standhaftighed holder kun en begrænset tid. Fx et år. Så begynder trangen til at få om ikke andet så et par nye strømper eller noget nyt undertøj at melde sig. Efterfølgende indførte jeg den regel, at jeg kunne købe alle de strømper, jeg ville. De talte ikke med. Da året var omme, havde jeg fem par strømpebukser, der stadig lå i deres indpakning. Det var tydeligvis ikke den rette metode. Så efter at have forsøgt mig med diverse forskellige metoder til at reducere mit tøjforbrug uden at være helt og aldeles asketisk, er jeg kommet frem til følgende: Et simpelt numerisk mål. Jeg har de to foregående år besluttet, at jeg maks. ville købe 20 stk. beklædningsgenstande (inkl. sko, strømper og undertøj) om året. Og det er faktisk gået fint. Måske tænker du: “20 styk! Skulle det nu være noget! Så meget køber jeg da ikke!” Og det kan da sagtens være, at du har ret i det, men jeg vil foreslå dig, at du fremover noterer ned, hvad du indkøber. For den gennemsnitlige vestlige forbruger indkøber langt mere end det. (Tallene er behæftet med en vis usikkerhed, da tekstilimport opgøres i vægt og ikke enheder, men ca. 50 stk. pr. forbruger er vist ikke overdrevet. Se fx denne rapport om global modestatistik eller denne fra det europæiske miljøagentur.)

I 2023 fordelte de 20 beklædningsgenstande sig på følgende vis:

Her er et af de seks par sokker, som jeg købte i 2023. Dette par blev købt på et marked i Napoli.
Her er et af de seks par sokker, som jeg købte i 2023. Dette par blev købt på et marked i Napoli.
  • 6 par sokker
  • 5 par handsker
  • 2 par sko
  • 2 nederdele
  • 1 par hjemmesko
  • 1 par bukser
  • 1 hørskjorte
  • 1 sweater
  • 1 par underbukser

Af ovenstående var det med skam at melde kun de to nederdele, der blev købt i en genbrugsbutik. Det kan helt sikkert gøres bedre. Nogle vil måske også hæfte sig ved, at jeg købte hele fem par handsker. Til gengæld må jeg siges at være godt dækket ind på handskefronten de næste mange år.

I 2022 fordelte de 20 beklædningsgenstande sig således:

Denne cardigan købte jeg i 2022 på et marked i Maiori ved Amalfikysten.
  • 2 sweatre
  • 2 par sko
  • 2 par sandaler
  • 2 par underbukser
  • 2 undertrøjer
  • 2 kjoler
  • 1 par shorts
  • 1 badedragt
  • 1 tørklæde
  • 1 t-shirt
  • 1 par bukser
  • 1 nederdel
  • 1 bh
  • 1 cardigan

Heriblandt var kun nederdelen og bukserne købt brugt. Og ja, det kan sikkert gøres bedre.

Hvis DU kan klare dig med at købe mindre end 20 ting om året, så hurra for det! Men prøv at starte med at holde regnskab med, hvad du faktisk køber.

Kostbare, bristede romantiske drømme

6 sep

Tilbage i 2018 udgav jeg min bog om svindlere og deres ofre: “Verden vil bedrages”. En af de former for svindel, som jeg beskrev, er det, der på engelsk kaldes “romance scam”, og som jeg har kaldt “datingsvindel”, fordi denne form for svindel typisk starter på en datingside eller på fx Facebook.

Denne svindelform er ikke ligefrem reduceret, men er nærmere tiltaget i styrke, siden min bog udkom.

Politiken har i deres podcastserie “Du lytter til Politiken” et rigtigt fint afsnit, der handler om en kvinde, der endte som offer for datingsvindel — eller kærestesvindel, som Politiken kalder det. En oplevelse, der endte med at koste hende mere end en halv million kroner, plus en stor del af hendes selvtillid.

Du kan lytte til podcasten her.

Og husk så det gode, gamle råd: Send aldrig penge til personer, du ikke har mødt i virkeligheden. (Ja, okay, der er undtagelser, såsom hvis du har købt noget af dem, eller du skal betale en regning, og den slags. Og du kan selvfølgelig også blive snydt af folk, du har mødt i virkeligheden, men husk det alligevel: Medmindre der er tale om velgørenhed, så send ikke penge til en mand (eller kvinde), du ikke har mødt i virkeligheden!)

Ny roman: Under andre omstændigheder

10 jul

Et års hårdt arbejde nærmer sig sin afslutning. Eller rettere: Arbejdet er (foreløbig) slut for mit vedkommende, nu mangler bare trykning og indlæsning. “Under andre omstændigheder” udkommer 1. september 2023.

Papirbogens forside

Nå, ja, der mangler selvfølgelig også en hel del markedsføring, som i vore dage i høj grad hviler på forfatterens egne skuldre, selv om forfatteren måske ikke er den bedst egnede til netop den opgave.

Romanen er en fortsættelse af “Men nok om det”, som udkom i 2019. Den blev der ikke lavet meget markedsføring af — hverken af mig eller andre — men alligevel lykkedes det dens lydbogsudgave at blive shortlistet til Mofibo-awards 2023. Ingen var mere overrasket end mig. Det skyldes måske indlæseren. Heldigvis er det samme indlæser, Marie Louise Cornelius, der skal indlæse “Under andre omstændigheder”.

Lydbogens forside

Papirbogen udkommer på Forlaget Brændpunkt, mens lydbogen udkommer på Lind & Co. Det bliver spændende!

Mofibo Awards

23 jan

Der findes mange forskellige litteraturpriser derude, og det er jo på mange måder skønt for forfatterstanden.

Mofibo Awards hylder lydbogen, der, som de fleste nok har opdaget, har fået et kæmpe gennembrud de senere år.

For at en lydbog skal fungere, skal ikke bare teksten være god — det samme skal indlæsningen. Og nok så vigtigt skal bogens tekst og oplæserens stemme passe godt sammen.

Nu er jeg så heldig, at en af mine bøger har fået dette gode match mellem tekst og indlæsning, og den er sørme blevet shortlistet til Mofibo Awards 2023!

Det drejer sig om romanen “Men nok om det”, der udkom som lydbog i 2022. Oplæser er Marie Louise Cornelius.

Man kan stemme på den her indtil den 29. januar 2023. Og man kan selvfølgelig lytte til den hos Mofibo også efter den tid!

Forever Living – en kult?

12 apr

For nylig havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at være deltager i en paneldebat i forbindelse med fremvisningen af en dokumentarfilm i CPH:DOX-regi. Filmen med titlen ”Believer” handler om en dansk mand ved navn Kim Madsen, som har gjort det godt i en MLM (Multi-Level-Marketing) ved navn Forever Living. (Hvis du ikke ved, hvad en MLM er, kan du læse mere i mit tidligere indlæg her. Kort fortalt er en MLM et produktbaseret pyramidespil.) Jeg var blevet inviteret til paneldebatten, fordi jeg har skrevet om MLM’er i min bog om svindel Verden vil bedrages.

Jeg havde faktisk først sagt nej tak til at deltage, fordi jeg ikke vil medvirke til nogen form for reklame for MLM’er. Men jeg blev overtalt, blandt andet fordi filmen ikke giver et entydigt positivt billede af hovedpersonen, og fordi der bør være nogen, som kan give en form for modvægt til den manipulation, der fremkommer fra Forever Livings side om indkomstpotentialet for en såkaldt ”forhandler” – en forhandler, som i Forever Livings univers kaldes noget så misvisende som en ”Forever Business Owner”.

At deltage i paneldebatten blev en endnu mere syret oplevelse, end jeg havde forventet. Ja, jeg vidste godt, at det at være med i en MLM kan sammenlignes med at være med i en kult. Ligesom i en kult er det svært at forlade en MLM. Ligesom i en kult vil man ikke høre på kritik. Men i min naivitet havde jeg ikke forventet, at publikum stort set kun bestod af kultmedlemmer. Og de kunne ikke lide at høre, at deres MLM var et pyramidespil. De var ligeglade med markedsføringsloven, som de ellers ifølge deres forhandleraftale er forpligtet til at sætte sig ind i. Men den er også irriterende, for markedsføringsloven forbyder såkaldt vennehvervning, dvs. salg til venner og familie, hvilket mildest talt vanskeliggør ”network marketing”, som MLM’er kalder sig selv. Kim Madsen selv havde ikke engang læst Forbrugerombudsmandens ”Vejledning om Multi-Level-Marketing/pyramidespil”, fordi han ”ikke læser rapporter”, som han sagde. Men så kunne han måske have fået nogen til at forklare ham hovedkonklusionerne. Det var kort sagt ikke en debat, hvor fakta fik lov at fylde noget. Men det handler jo også om at sælge en drøm. Det handler ikke om at formidle viden. Viden ødelægger MLM’er.

Filmens undertitel var netop ”How to sell a dream”.  Og det er hele pointen i såvel Forever Living som i alle andre MLM’er: At sælge en drøm. At få godtroende mennesker til at tro på at ved at blive forhandler i Forever Living kan de få deres drøm opfyldt. Og skulle det ikke lykkes – hvad det ikke gør for 99 procents vedkommende ifølge brancheforeningens egne oplysninger – så er det deres egen skyld. Så har de ikke arbejdet hårdt nok. Så har de ikke evnet at visualisere deres drøm hårdt nok.

Ifølge Forever Livings egne oplysninger udbetalte firmaet intet vederlag til 88,6 procent af forhandlerne i 2018. Det betyder imidlertid ikke, at de andre 11,4 procent af forhandlerne tjente penge på at være forhandler. For de 88,6 procent dækker over dem, der overhovedet ikke modtog nogen penge fra Forever Living. For de resterende 11,4 procent er der tale om, at de ganske vist har fået udbetalt et vederlag, men det betyder ikke, at de har haft et overskud. Der er nemlig ikke taget højde for de udgifter, som de pågældende forhandlere har haft, såsom indkøb af produkter til videresalg. Og som de fleste selvstændige ved, så er det overskuddet, der tæller. Der er ikke meget grin ved selv en stor omsætning, hvis der ikke er et overskud. Læs mere om Forever Livings ikke særligt imponerende udbetalinger her. Tallene er vel at mærke baseret på Forever Livings egne oplysninger.

En blandt flere væsentlige mangler i filmen om Kim Madsen er, at forretningsmodellen i Forever Livings pyramidespil ikke bliver forklaret i filmen. En anden væsentlig mangel er, at Kim Madsen uimodsagt får lov til at komme med en række åbenlyst forkerte udsagn. Herunder kommer han med en virkelig absurd sammenligning med Jysk (som han påstår er et pyramidespil) og Forever Living (som han påstår ikke er et pyramidespil). Og ja, det er ikke så svært at se, hvorfra han har fået inspirationen til at beskylde Jysk for at være et pyramidespil, for i amerikanske MLM’er hører man gang på gang Walmart blive brugt på samme måde. Man kan mene, hvad man vil, om både Jysk og Walmart, men ingen af disse firmaer er pyramidespil. At finde på at påstå det er så langt ude, at det kun kan betegnes som såvel absurd som desperat.

Udover de forkerte udsagn om Forever Livings forretningsmodel får Kim Madsen lov til at komme med sundhedsmæssigt ukorrekte udsagn. I forbindelse med, at han lovpriser Forever Livings tandpasta, som åbenbart ikke indeholder fluor, siger han gentagne gange: ”Fluor er lige så farligt som arsenik.”

Nej. Det er det ikke. Fluor er ikke lige så farligt som arsenik. Selvfølgelig skal man ikke overdrive indtagelsen af fluor, som man fx kan læse her, men at påstå, at den mængde fluor, der findes i almindelig tandpasta, skulle være sundhedsskadelig for ikke at tale om lige så farlig som arsenik, er simpelthen helt på månen. Ja, det er faktisk vildledende. Med andre ord: Vildledende markedsføring. Ikke i orden. Faktisk er det forbudt.

Men hvad så med aloe vera, som er den vigtigste ingrediens i Forever Livings produkter? Er det slet ikke farligt? Jo, tænk engang: Aloe vera kan faktisk være ret farlig. Aloe vera kan blandt mange andre negative ting være kræftfremkaldende. Se fx denne artikel. Disse negative helbredseffekter hører man imidlertid ikke meget til fra Kim Madsens side. Men han læser jo heller ikke rapporter.

Mit nye tøj

24 mar

Mit første forsøg med at gennemføre et år uden at købe nyt tøj gik fra februar 2018 til februar 2019. Jeg var ret stolt af mig selv, da året var omme, for det lykkedes mig helt at undlade at købe nyt tøj, og jeg købte heller ikke noget brugt tøj. Nu må det retfærdigvis nævnes, at jeg havde en smule tøj i skabet i forvejen, så jeg behøvede altså ikke gå nøgen.

Men i løbet af 2019 tog mine tøjindkøb rask fart igen, så derfor blev et af mine nytårsforsætter for 2020, at jeg ikke ville købe noget nyt tøj. Men jeg tillod mig selv at købe brugt tøj (det handlede jo bl.a. om at begrænse min klimabelastning, og her er brugt tøj helt okay) samt undertøj og strømper. I løbet af 2020 arvede jeg noget tøj, og på den måde fik jeg jo noget “nyt”, og derudover købte jeg flere nye strømper, som jeg endte med slet ikke at bruge.

Jeg valgte derfor at gentage nytårsforsættet for 2021. I løbet af dette kalenderår købte jeg undertøj og strømper (igen!), og så købte jeg også en brugt kjole og en brugt festjakke. Det gik jo ganske fint.

Men da vi nåede frem til 2022, var jeg faktisk begyndt at længes efter en ny sweater. Jeg havde repareret et par af mine gamle, men jeg ville bare rigtigt gerne have en ny. Jeg syntes egentlig også, jeg fortjente det. Og der var udsalg. Jeg gav med andre ord mig selv lov. Nu havde jeg jo været “afholdende” så længe.

Som det så ofte går i den slags situationer, så endte jeg med ikke bare én, men hele to nye sweatre. Den ene gul og den anden blå. Begge dejlige.

Min nye gule sweater
Min nye blå sweater

Nu er jeg jo ikke sådan en type, der kasserer en god gammel sweater, bare fordi jeg har fået to dejlige nye sweatre. Nej, selv om der kom et ret stort hul på albuen på en ældre sweater, så fik jeg repareret den. Ganske kunstnerisk, hvis jeg selv skal sige det. Jeg har læst op på “visible mending” og fandt en opskrift på at lave denne “stopning”. Jeg har også repareret mine gamle jeans og på den måde givet dem lidt længere levetid.

Min gamle pink sweater

Men selv hvis vi alle begynder at reparere og lappe vores tøj, så det kan få forlænget levetiden (og det synes jeg bestemt, vi skal gøre!), så vil vi stadig have behov for nyt tøj en gang imellem. Ikke så ofte, som vi har vænnet os selv til at tro, men indimellem.

Spørgsmålet er så: Hvor meget hvor ofte? Hvad er et passende niveau for et tøjforbrug, som både tilfredsstiller vores behov og samtidig tager hensyn til klima og miljø? Er det 10 stykker tøj om året? Eller kan man nøjes med mindre? Eller er 20 stykker tøj – alt inklusive – passende?

Men næsten uanset hvor man sætter grænsen, så længe denne grænse er under “uendelig”, vil det medføre, at man overvejer hvert enkelt køb og lader det tælle med i regnskabet.

Og det er vel egentlig der, vi skal hen. At vi sørger for, at hvert enkelt nyerhvervelse er velovervejet og sikret en plads i garderoben. At det er slut med bare at købe en beklædningsgenstand, fordi den var på udsalg, eller fordi vi trængte til opmuntring. Vi skal forsøge kun at købe det, som vi virkelig gerne vil have, og som vi ved, vi kommer til at bruge. Mange gange.

Lydbøgernes indtog

18 feb

Lytter du også til lydbøger? Så er du en del af en trend, der virkelig har transformeret bogmarkedet. For et årti eller to siden var lydbøger et nichemarked, som først og fremmest var beregnet på læsehæmmede. Sådan er det ikke længere. Nu bliver der lyttet til lydbøger i bilen, i toget, i metroen, på tur med barnevognen og som akkompagnement til husarbejde og håndarbejde.

Lydbøger er kort sagt for alle. Derhjemme eller på farten. Og det er et marked, der vokser. Det betyder, at der er en stigende mængde streamingplatforme, der udbyder lydbøger i abonnement. Hvilken skal man så vælge? Der er hjælp at hente på denne hjemmeside om lydbøger. Her kan du få et godt overblik over, hvilke streamingtjenester der tilbyder hvad, og du kan se, hvor og hvor længe du kan få adgang til gratis prøveperioder.

Som forfatter er lydbøger noget, man lige skal vænne sig til. Vi vant til at skrive til print. Vi tænker på vores læsere som, nå, ja, læsere. Ikke lyttere. Men i takt med den øgede interesse for at lytte snarere end læse bøger er der også opstået en ny slags forfatterdisciplin, nemlig at skrive direkte til lyd. Det, der fungerer godt på skrift, fungerer ikke altid ligeså godt på lyd. I en fysisk bog kan man bladre tilbage, hvis man har glemt, hvem en person er, eller hvad det nu er for et sted, som hovedpersonen befinder sig. Det kan man ikke på samme måde i en lydbog. Men den har så andre kvaliteter.

Som forfatter er det også en lidt speciel oplevelse at høre sin bog som lydbog. Tre af mine faglitterære bøger (Psykopater i jakkesæt, Verden vil bedrages og I bankernes vold) er udgivet som lydbøger. De er alle tre indtalt af mænd. Det er i sig selv lidt spøjst at høre en person af det modsatte køn læse ens ord. De gør det glimrende, men alligevel kan jeg ikke lade være med indimellem at tænke “Der skulle trykket da ikke have ligget!” eller “Sådan skal det navn da ikke udtales”.

Ønsket om at kontrollere også lyddelen af ens bog får nogle forfattere til at foretrække selv at indtale bogen. Dertil er jeg ikke selv kommet. Men jeg er nu godt tilfreds med, at det er en kvinde, der indtaler min roman “Men nok om det”. Romanens synsvinkel ligger 100 procent hos den kvindelige hovedperson, så det ville have været lidt for mærkeligt at høre en mand læse netop den bog højt.

Denne artikel er sponseret af Lydbogormen.dk.

Lopper i Les Arcs

8 jan

På udkig efter et spisestuemøblement? Eller måske et par brugte bildæk? Så er loppemarkedet i Les Arcs lige noget for dig.

Hver lørdag formiddag året rundt er der vide grenier i Les Arcs i Var. Det er et loppemarked af fleksibel størrelse, som tiltrækker såvel sælgere som købere fra vidt omkring. Sælgerne er en skønsom blanding af professionelle og private. De private sælgere har ofte tydeligvis taget det med at ”tømme loftsrummet” helt bogstaveligt, mens de professionelle i nogle tilfælde har varer til salg, som for en mistroisk sjæl godt kunne ligne noget, der var faldet af en lastbil.

Det mest imponerende ved loppemarkedet i Les Arcs er nu ikke så meget størrelsen, men derimod udvalgets bredde og variation. Her er virkelig alt tænkeligt og en hel del utænkeligt til salg. På en tilfældig lørdag kan man udover de oplagte varer som køkkengrej, husgeråd, tallerkener og børnetøj, finde mere eksotiske ting som kæmpestore dyretrofæer til at hænge på væggen, oliedunke uden låg, sikringer, pokaler, hundekurve, tomme champagneflasker og brugte piber. Skulle man stå og mangle en køkkenvask, er der bestemt en god sandsynlighed for, at man kan finde en her. Det samme gælder bildæk, gamle racercykler, barstole, golfkøller og rustne skruer, ligesom der normalt er et stort udvalg af brugte sko og sandaler til både børn og voksne.

Der er en del sælgere, der har specialiseret sig i nyt udstyr som fx havehandsker og bijouteri, men langt det meste, der er til salg på loppemarkedet, er brugt eller i hvert fald gammelt. Man kan finde en del udstyr, der er blevet overhalet af den teknologiske udvikling, og som vil vække genkendelse og muligvis også minder hos de af os, der er over en vis alder, såsom gamle vækkeure, herunder rejsevækkeure, rejseskrivemaskiner, gamle fotoapparater og ikke mindst gamle, rustne rulleskøjter af den slags, der skulle spændes på skoene, og som larmede helt vildt, når man kørte på dem ned ad fortovet. Skulle man være sentimental efter den slags teknologisk forældet udstyr, vil man kunne finde det her, ligesom der vil være mulighed for at finde en oplader til en for længst udgået mobiltelefonmodel. At finde den rigtige vil dog kræve lidt af et gravearbejde i en af kasserne med dusinvis af diverse opladere.

Specielt når det gælder køkkenudstyr, er det tydeligt at se, at der er nationale forskelle mellem den typiske danske husholdning og den typiske franske ditto. På loppemarkedet i Les Arcs finder man ofte østerstallerkener i mange afskygninger og sneglepander i forskellige udgaver – ting, man sjældent ser på et dansk loppemarked.

Blandt de bemærkninger, man hører, når man går rundt og kigger, er replikker som ”Jeg vil lade Dem få det for 10 euro” eller ”Det har været min mors”. Når man selv skal købe, gælder det om at have sin forhandlingsteknik i orden. Personligt foretrækker jeg følgende teknik: Jeg spørger om prisen. Sælgeren siger fx en euro. Jeg siger ingenting. Så siger sælgeren: ”Eller 50 centimer, hvis De synes”. Men den teknik duer desværre ikke altid. Nogle gange rokker sælgeren sig ikke med det samme, og så er man jo nødt til selv at komme med et forslag eller bide i det sure æble og betale den forlangte pris.

Med de mange forskellige typer varer, der dukker op på loppemarkedet, vil man faktisk være i stand til at kunne ekvipere et helt hus. Problemet er bare, at man ikke lige ved, hvad der er at finde på loppemarkedet netop den lørdag, man kommer. Måske går man hjemmefra og tænker, at man gerne vil have en udendørs lampe og et par sylteglas og eventuelt nogle knapper eller i hvert fald et puslespil. Og lige den dag er der hverken udendørs lamper, sylteglas, knapper eller puslespil at finde noget sted. Til gengæld kan man være sikker på at kunne købe tallerkener og glas i forskellige udformninger, finde legetøj til børnene og bøger og dvd’er, samt at kunne få udvidet sin samling af Ricard-parafernalia. Og skulle man samle på modelbiler, vil der næsten altid være gode fund at finde.  

Mere pyramidespil og MLM

10 sep

Så er der nyt om endnu et MLM (multi level marketing) firma, der viser sig at være et pyramidespil. “Viser sig” er lidt en underdrivelse, for ALLE multi level marketing-firmaer er i sagens natur pyramidespil. Men lad mig udtrykke det på en anden måde: Nu har lovens lange arm (som ikke altid er så lang) fået fat i LuLaRoe, og LuLaRoe har måttet bløde en klækkelig sum (4,75 mio. USD) til anklagemyndigheden i den amerikanske stat Washington. Og det er ikke den eneste retssag, som LuLaRoe har kørende mod sig. Alt dette kan man læse mere om i denne artikel i Vanity Fair.

“Hvem er LuLaRoe?” spørger du måske, og det er ikke så mærkeligt, for LuLaRoe er ikke blevet importeret i Danmark. Heldigvis. Der er rigeligt med andre MLM-firmaer i gang her i landet. Men LuLaRoe er endnu et firma, som har udnyttet mange amerikanske kvinders drøm om at kunne skabe en indkomst for deres familie enten ved siden af deres almindelige arbejde eller som hjemmegående. Kun for at opdage at deres investering og arbejdsindsats var spildt.

Nu er historien om LuLaRoe blevet til en dokumentar med titlen LuLaRich, som vises på Amazon Prime Video. Mere om dokumentaren i Variety.

Jeg vil i hvert fald glæde mig til at se den!