Forside
Om takt & tone i hverdagen, psykopater i jakkesæt, belønningsledelse og meget andet

08 jul 16 Sociale medier, shitstorme og elendig krisehåndtering

Den forløbne uge har lært mig en del om såkaldte shitstorme, samt om krisehåndtering af sådanne, og den har også lært mig, at der er en god grund til, at pressen tidligere holdt sig tilbage med at omtale en kendt persons dødsårsag, hvis der var tale om selvmord. Det sidste vil jeg vende tilbage til.

Men først til baggrunden. Det blev i løbet af den sidste uge offentligt kendt, at Mads Holger, klummeskribent, festarrangør, politiker og levemand-at-large, var død, og at det var sket for egen hånd. Det gav naturligvis anledning til en chokeret reaktion hos de fleste — såvel venner og fjender samt dem, der var hverken-eller. Når en mand, der ikke er fyldt 40, og som ser ud, som om han har det hele, kan gøre en ende på sit liv, hvad så?

En af de personer, som fandt anledning til at reflektere over denne triste nyhed, var Signe Wenneberg. Hun skrev en klumme, dedikeret til Mads Holger på internetmediet POV International. (Jeg kan ikke linke til artiklen, da den er fjernet fra websiden.) Jeg nåede ikke selv at læse hendes klumme, før den blev taget ned, men som det er refereret af andre, tog hun med udgangspunkt i Mads Holgers skæbne fat i nogle af de problemer, hun selv har haft som blogger og klummeskribent.

Når man skriver en klumme eller et hvilket som helst andet offentligt indlæg, kan man forvente alle disse tre reaktioner:

1. Nogle læsere vil reagere positivt
2. Nogle læsere vil reagere negativt
3. Nogle læsere vil være ligeglade

Det var præcist det, der skete her. Nogle læsere fandt Signe Wennebergs klumme velskrevet og indfølt. Nogle læsere fandt hendes klumme selvoptaget og upassende. Og så var der selvfølgelig også dem, der var ligeglade.

Det var så her, shitstormen og den manglende krisehåndtering kom ind. De mange negative reaktioner i form af kommentarer på Facebook om, at det var vildt upassende af Signe Wenneberg at benytte Mads Holgers død til at skrive om sig selv, kom tilsyneladende helt bag på såvel Signe Wenneberg som på POV International. En person, der skrev et sagligt opslag om, at selvmord er altså ikke noget, man begår, bare på grund af, at man føler sig ensom som klummeskribent, blev kontaktet og bedt om at fjerne sit opslag. Andre mere, skal vi sige polemiske, opslag fik kommentarer fra Signe Wenneberg, hvor hun bebrejdede dem, at de var kritiske, selv om de ikke kendte hende. Kritiske kommentarer på hendes egen FB-side og på POVs FB-side blev bortcensureret. Og tænk engang — den følgende dag havde Facebook slettet flere af de kritiske opslag inklusive hele kommentartråden på folks egne FB-sider. Samtidig havde Signe Wenneberg travlt med at “afvenne” folk. Selv blev jeg fx afvennet kort efter, at jeg havde påpeget, at det var mystisk, at min søns (lidt vel “polemiske”) opslag var bortcensureret.

Signe Wenneberg insisterede på, at det ikke var hende, der havde anmeldt de pågældende opslag til Facebook. Men hvem havde så? Ingen er vist trådt frem. Cui bono? Pilen peger på POV. Eller gør den? For er det i virkeligheden ikke til skade for såvel Signe Wenneberg som for POV at fremstå som tilhængere af censur — selv om de kalder det at bevare den gode tone. Nogle af de kritiske indlæg sagde vel mere om afsenderen end om Signe Wenneberg. Når en skribent fx beskrev hende som “denne havehandskebeklædte narcissist af en kvinde”, så er det selvfølgelig meget sjovt skrevet, men samtidig ret ondskabsfuldt.

Men selv om det bestemt ikke var i hverken Signe Wennebergs eller i POVs “objektive” interesse at bortcensurere kritiske kommentarer og opslag, eftersom det først var efter dette, at den virkeligt store shitstorm gik i gang, så peger pilen alligevel på POV. Annegrethe Rasmussen gik som ansv. chefredaktør til forsvar for Signe Wenneberg og hendes klumme ved bl.a. at spørge kritikerne, om de ville få dårlig samvittighed, hvis Signe Wenneberg efter al denne kritik nu kastede sig ud foran et tog. Ja, det stod der! Hallo? Gik vi netop der fra upassende til super upassende?

Jeg mindes ikke tidligere at have set så dårlig krisehåndtering. Ikke engang hos Danske Bank. Og de gør sig da ikke til af at have forstand på sociale medier.

Midt i det hele begyndte nogle debattører at gøre det til et højrefløjs-venstrefløjsspørgsmål. Bare fordi Signe Wenneberg er kendt for at gå ind for bæredygtighed og er god ved dyr og skriver i Politiken, så kan man vel ikke kalde hende “venstrefløj”. Så er venstrefløjen i hvert fald rykket godt ind på midten, mens jeg vendte ryggen til. Og hendes kritikere kan vel heller ikke over en kam siges at være højrefløj. Men hvis man kan skyde det hen til at være et spørgsmål om politiske opfattelser, så behøver man jo ikke tage stilling til det, der egentlig er sagens kerne: En klummeskribent skriver en klumme og er efterfølgende fuldstændig ude af stand til at håndtere, at den afføder kritik. På trods af, at en erfaren klummeskribent burde være helt klar over, at der altid er de tre ovenfor nævnte reaktioner på en klumme eller anden offentliggjort meningstilkendegivelse. Man kan ikke — selv hvis man er Signe Wenneberg — forvente kun at blive mødt med ros eller ligegyldighed. Og man kan slet, slet ikke imødegå kritikken ved at beskylde kritikerne for at ville drive hende til selvmord. Det ville være mildest talt upassende under alle omstændigheder. Men det bliver helt specielt virkeligt langt ude upassende, når hele miseren er baseret på en anden persons faktiske selvmord.

Hvilket bringer mig til min egentlige konklusion: Et sted derude sidder nogle efterladte og skal håndtere deres sorg og ovenikøbet finde sig i, at deres afdøde er blevet centrum i en shitstorm på de sociale medier. Jeg kan kun håbe, at det på en eller anden ironisk måde kunne være i hans ånd. Men det aner jeg ikke. Jeg ved kun, at hvis det ikke havde været offentligt kendt, at han begik selvmord, ville vi ikke være røget ind i denne shitstorm. Med andre ord var der en god grund til, at pressen tidligere tilbageholdt den oplysning.

22 apr 16 Hej! Det er din chef. Overfør lige nogle millioner …

I forbindelse med arbejdet på min bog om svindel er jeg stødt på mange interessante former for svindel. En af de nyere typer (selv om der selvfølgelig ikke er noget nyt under solen — kun metoderne udvikles, men principperne er de samme) er den såkaldte CEO Fraud. Det har grebet om sig i en sådan grad, at såvel anklagemyndigheden som Danske Bank har følt sig kaldet til at advare om denne type svindel. Se Danske Banks advarsel her, og anklagemyndighedens her. I korthed går denne form for svindel ud på, at en medarbejder i fx regnskabsafdelingen i en virksomhed modtager en email, der ser ud, som om den kommer fra topchefen eller en anden højtstående chef med prokura. I denne email forklarer topchefen, at han eller hun er ved at afslutte en vigtig handel, som stadig er fortrolig. Til det formål har topchefen både brug for medarbejderens diskretion, og at medarbejderen straks overfører en sum penge til et kontonummer, således at handlen kan gå igennem. Men husk: Ikke sige noget til nogen! For yderligere at lægge pres på medarbejderen vil denne email typisk blive fulgt op af flere telefonopkald, hvori der enten er nogen, der udgiver sig for at være topchefen ved at efterligne vedkommendes stemme, eller der er nogen, der udgiver sig for at være fx en advokat eller revisor, der rådgiver i forbindelse med den fortrolige handel. Ikke spørge så meget, bare send nogle penge! Det kan kun gå for langsomt!

Og ja — der er åbenbart en hel del virksomheder, hvor medarbejderne har gjort, som svindlerne ønskede. I nogle tilfælde er der blevet overført forbløffende store beløb. Det får mig til at tænke: Når I nu alligevel er i gang, kunne I så ikke overføre nogle penge til MIN bankkonto?

16 mar 16 OW Bunkers storhed og bratte fald – første del (uddrag af kommende bog)

OW Bunker er historien om en tilsyneladende solid virksomhed – Danmarks næststørste virksomhed målt på omsætning – som med stor succes gik på børsen og skabte en formue for sine ejere for kun syv måneder senere at gå konkurs og efterlade sine nye ejere – aktionærerne – og kreditorerne med gigantiske tab.

Hvordan kunne det gå til? Svindel? Bedrag? Blår i øjnene? Ja, som absolut minimum kan det konstateres, at der ikke blev givet retvisende oplysninger i det børsprospekt, der i marts 2014 skulle overbevise potentielle investorer om, at det at købe aktier i det fremtidige, børsnoterede OW Bunker ville være en rigtig god ide. Og ligeledes kan det som minimum konstateres, at der foregik nogle meget, meget mærkelige forretningstransaktioner i OW Bunkers datterselskab i Singapore.

Indtil 2014 levede OW Bunker, med hovedsæde i Nørresundby, en tilværelse i relativ ubemærkethed på trods af en efter danske forhold meget stor omsætning, som kun var overgået af Mærsk. Virksomhedens store omsætning skyldtes, at OW Bunker var en af verdens største forhandlere af bunkerolie til skibsfart. Bunkerolie er en speciel type meget tæt olie særligt beregnet til skibsbrændstof. (Pga. tætheden er bunkerolie i øvrigt meget forurenende, hvis det slipper ud, så af hensyn til miljøet er kravene til sikkerheden voksende. Øgede sikkerhedskrav vil normalt også betyde øgede omkostninger.) OW Bunker opererede i 29 lande og angav at stå for 7 % af verdenshandelen med bunkerolie.

OW Bunker blev stiftet i 1980 af Ole Wrist, som tidligere havde haft skibsproviantering, fordi han oplevede efterspørgsel fra sine kunder efter skibsbrændstof. Det udviklede sig til en stor forretning, og i 2007 blev OW Bunker købt af kapitalfonden Altor. Mere konkret den afdeling i kapitalfonden, der havde navnet Altor Fund II. I løbet af foråret og sommeren 2013 forsøgte Altor at sælge OW Bunker til forskellige potentielle branchekyndige købere. Men ingen af disse branchekyndige kunder var interesseret i at købe til den pris, som Altor ønskede, og det blev derfor besluttet i stedet at gennemføre salget af OW Bunker som en børsnotering. Det skete i marts 2014. På åbningsdagen for handel med OW Bunker på børsen kom der flere end 20.000 nye aktionærer, og prisen på aktien gik 20 % op den første dag. Værdien af firmaet var tæt på en milliard US $ (svarende i 2014-kursen til ca. 5,5 mia. kroner), hvilket var en hel del mere end det, de potentielle branchekyndige kunder havde været villige til at betale året før: De potentielle købere havde i 2013 indikeret over for Altor, at de ville betale mellem 1,3 og 2,3 milliarder kroner.

Opnåelsen af denne høje værdi kunne lade sig gøre, fordi OW Bunkers koncernledelse, efter Altor i sommeren 2013 havde måttet konkludere, at de potentielle købere slet ikke ville betale den pris, som Altor ønskede for OW Bunker, indledte ”Projekt Oak”, som skulle føre frem til børsnoteringen. Værdien af den samlede koncern blev i den forbindelse opskrevet, og bestyrelse og direktion kom frem til, at værdien af OW Bunker nu var 5,5 mia. kroner. Dette blev tiltrådt af Deloitte, som var revisor for OW Bunker. I forbindelse med restruktureringen fik Altor Fund II udbetalt 1,2 mia. kroner. Disse 1,2 milliarder svarede nogenlunde til det laveste bud fra de potentielle branchekyndige købere. Lagde man den vinkel til grund, var der med andre ord ikke meget værdi i OW Bunker tilbage efter udbetalingen til Altor. Men direktion og bestyrelse lagde altså en anden vurdering til grund, som blev tiltrådt af Deloitte, og det var denne vurdering, der blev præsenteret for potentielle investorer.

Når en virksomhed skal på børsen, skal der udarbejdes et børsprospekt. Det er på basis af dette børsprospekt, at potentielle investorer skal vurdere, om de ønsker at investere i virksomheden. Børsprospektet skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige, for at man som investor kan få et såkaldt oplyst grundlag at træffe sin afgørelse om at købe aktier i virksomheden på. Og det siger sig selv, at disse oplysninger skal være retvisende. Så når man kan sige, at investorerne blev ført bag lyset i OW Bunker skyldes det, at det offentliggjorte børsprospekt ikke kunne siges at være retvisende. De misvisende oplysninger drejede sig bl.a. om virksomhedens værdi samt om vildledende oplysninger om den reelle risiko, der var forbundet med virksomhedens drift og forretningsmodel.

Og hermed nåede OW Bunkers korte liv som børsnoteret selskab at se sådan ud:
• Den 18. marts 2014 blev børsprospektet offentliggjort.
• Den 28. marts 2014 blev aktiehandelen åbnet med en åbningskurs på 145 kroner pr. aktie. Samme dag nåede kursen op på 175 kroner.
• Den 7. oktober 2014 udsendte virksomheden en børsmeddelelse, hvori forventningerne til årsresultatet blev nedjusteret.
• Den 23. oktober 2014 blev der annonceret yderligere tab.
• Den 5. november 2014 blev handlen med aktien suspenderet. Samme dag offentliggjorde OW Bunker-ledelsen et tab på i alt 275 millioner USD. Af dette samlede tab opgjorde ledelsen et tab på 150 millioner USD på såkaldte risikokontrakter. Tabet på de resterende 125 millioner USD blev tillagt svindel i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.
• Den 7. november 2014 blev OW Bunker-koncernen erklæret konkurs.

_fl_6bec2661d8524292b7e0929b4a29cab7.v.481

Ovenstående er et uddrag af beskrivelsen af OW Bunker-sagen, som optræder i min kommende bog om svindel, svindlere og deres ofre.

Man kan også læse om sagen i Ship & Bunker

Man kan læse om den sag, som de institutionelle investorer vil føre mod Altor bl.a. i Financial Times. (Det sidste link dog kun, hvis man er abonnent.)

10 feb 16 Foredrag: Psykopaterne omkring os

Er du over 30 år og aktiv på arbejdsmarkedet? Så er der så godt som 100 % sikkerhed for, at du på et tidspunkt i dit arbejdsliv har været udsat for en psykopat. Måske har du haft en psykopat som chef, som kollega, som medarbejder eller som samarbejdspartner. Måske undrer du dig stadig over, hvad det egentlig var, der skete.

Det kan være noget af det mest skræmmende at blive udsat for en psykopat i sit arbejdsliv – formentlig kun overgået af at blive udsat for en psykopat i sit privatliv. Men det sidste handler foredraget ikke om.

Helt tilbage i 2006 skrev jeg min (hidtil eneste) bestseller ”Psykopater i jakkesæt”. Den var inspireret af oplevelser blandt nogle fra min omgangskreds – uforståelige, skræmmende hændelser, der fik dem til at tvivle på deres selvværd og forstand. Da det blev klart, at de havde været i kløerne på en psykopat, faldt brikkerne på plads, og det gjorde det nemmere at komme videre. Men det er jo ikke kun den enkelte person, der lider under, at der er en psykopat ansat. Hele organisationens liv og overlevelse kan være i fare, hvis en psykopat bliver sluppet løs og får lov til at udfolde sig. Det inspirerede mig til at skrive bogen “Parasitter i habitter” (2013).

I foredraget vil jeg på baggrund af mine to bøger fortælle om, hvad psykopati er, hvordan man genkender en psykopat og ikke mindst hvad man skal gøre, hvis man er så uheldig at befinde sig i nærheden af en.

Foredraget varer typisk 2 timer med en pause indlagt undervejs.

Psykopater

Parasitter i habitter_ny forside2

08 feb 16 Takt og tone på jobbet — genudgivet som e-bog

Min bog “Takt og tone på jobbet” har været “udsolgt fra forlaget” i nogle år — dvs. at den ikke har været i handlen, men den har selvfølgelig kunnet lånes på biblioteket.

Nu er den imidlertid genudgivet som e-bog, og den kan findes på Saxo.com.

Du kan finde bogen her:

Takt og tone på jobbet af Sanne Udsen

cover

15 jan 16 Brevkasse: Hvem tilhører en medbragt flaske vin?

Kære Sanne Udsen
Nogle af vores venner har en tendens til at tage den flaske vin, som de kom med, med igen, når de går, hvis den ikke er drukket. Det irriterer mig, for jeg synes ikke, man kan tage sin flaske med igen, når man går. Det ville jeg i hvert fald aldrig drømme om. Så hvordan griber jeg det an?

Kære læser,
Hvis vi taler om en helt almindelig aften, hvor jeres venner kommer til middag, så vil jeg også mene, at den medbragte flaske vin er at betragte som en værtindegave, og dermed skal den blive tilbage, når gæsterne går. Den oplagte måde at undgå, at de tager flasken med igen, er at åbne den med det samme. Det er selvfølgelig irriterende, hvis de kommer med en flaske, som egentlig ikke passer til maden, men det forhindrer dem da i at tage flasken med.

En anden måde vil være at tage imod flasken og begejstret sige: ”Ih, en dejlig cabernet sauvignon! Den vil jeg glæde mig til at drikke på søndag!” og så straks stille flasken ind i et skab eller lægge den i jeres vinreol eller på anden vis fjerne den fra gæsternes umiddelbare blik. Jeg kan trods alt ikke forestille mig, at jeres venner vil give sig til at gennemsøge jeres hjem for at få deres flaske med igen.

Men det underliggende problem er, at det, du (og jeg) opfatter som en værtindegave, bliver opfattet som noget andet af dine gæster, nemlig som sådan en flaske, som man medbringer på en ”bring-your-own” restaurant, hvilket man jo normalt ikke gør i private hjem. Selv hvis man besøger et hjem, hvor værten ellers ikke drikker alkohol, vil man lade flasken stå, for han kan jo senere få besøg af andre gæster, der gerne vil have et glas.

Der vil selvfølgelig være undtagelser, hvor det vil være på sin plads at tage flasken med sig igen, hvis den ikke bliver drukket i løbet af aftenen, men det vil normalt være ved sammenskudsgilder som fx en vejfest.

31 okt 15 Brevkasse: Omgang med sommerhusnaboer

Kære Sanne Udsen,
Jeg har et spørgsmål. Vi har nogle gode sommerhusnaboer, som vi sætter meget pris på. Vi har spist middag hos os nogle gange. De har ikke geninviteret til middag hos dem, og det er også helt fint. Vi har derimod været til kaffe/te hos dem.

Vi har mange fælles interesser. De har ingen børn. Det har vi heller ikke. Vi sidder ikke og keder os og mangler emner til samtale — det er i hvert fald ikke mit indtryk. Manden virker meget glad for min mand — han er meget opsøgende, når vi er i sommerhuset. Han kommer og spørger om alle mulige ting og spørger til os og er meget høflig og venlig. Indimellem går det måske i et lidt højt tempo hos ham. Hustruen er mere tilbageholdende. Det er fint, og jeg synes, det er dejligt, at nogen viser, de vil relationen. Men jeg synes, de udsender nogle signaler, jeg ikke rigtig kan tolke. De havde været på en spændende ferie. Vi aftalte, at vi skulle drikke kaffe sammen om aftenen. Men nogle timer før melder de afbud. De er trætte og magter ikke rigtig noget andet end at være på terrassen og kikke på stjerner mv. Det syntes jeg var kedeligt — for jeg ville gerne snakke med dem og høre om turen, og hvordan det gik i det hele taget. Men det var jo deres valg.

Dagen efter kommer andre naboer, som vi ikke har set længe. Nu skal vi alle komme til kaffe hos nabo nr. et dagen efter. Jeg har nu ligesom mistet lysten til nabotræf. Jeg synes, det hele er på børnehaveniveau.

Nu har han direkte spurgt min mand, hvorfor vi ikke ville komme, og han har fået det rigtige svar, at jeg var ked af, de først melder afbud, for derefter at sige, vi skal komme over til dem dagen efter. Hvorefter han svarer: Ja, vi må til at blive bedre til at holde aftaler og komme til det, vi inviteres til.

Og så skulle man jo tro, tingene blev bedre fra nu. En weekend var min mand kørt ned alene til sommerhuset. Han fortalte mig bagefter, at naboerne gerne ville have spist sammen med os, og de var kede af, jeg ikke var der. Jeg sagde, det ville være rart at have vidst — så ville jeg have glædet mig og måske have prioriteret min tid anderledes

Jeg inviterede dem så til min fødselsdag her for nylig, som vi ville fejre i sommerhuset. De sagde tak, men nej tak. De var simpelthen for udmattede efter en hård arbejdsuge til at kunne klare at gå ud. Men de ville da gerne komme til kaffe senere på aftenen.

Jeg tænkte, den forklaring har jeg ligesom hørt før. Nu ville jeg gå lidt mere direkte til sagen. Og skrev så, at så må det da lige være det, de har behov for — hyggeligt samvær god mad og vin — så genoplades batterierne stille og roligt.

Jamen, de var simpelthen så trætte, men de ville meget gerne drikke kaffe senere. Det passede ikke lige ind i vores planer, at de skulle komme senere. De skrev, at vi måtte have en god fødselsdag. Jeg/vi havde det lidt mærkeligt ved denne situation. Vi kørte ikke ned til sommerhuset pågældende weekend.

Vi bor jo tæt på hinanden — faktisk lige overfor på vejen. Og jeg synes også, vi respekterer hinandens privatliv. Den der attitude med på den ene side at ville, men så ikke ville alligevel, har jeg svært ved at forstå. Jeg spurgte ham også direkte i en SMS: Hvad er egentlig problemet? Men fik ikke noget svar.

Min mand siger, at de nok synes, de står i gæld til os. Vi har talt meget om dette med middage, hvor jeg mener, at man skal uddelegere til gæster, at de fx kunne tage en flaske vin med eller en kage — hvis de spørger, om de skal bidrage med noget. Min mand er nok typen, der vil stå for ALT selv. Hvilket jeg synes er lidt gammeldags. Hvis nogen vil bidrage, synes jeg ikke, man skal hindre dem i det.

Har du nogle input til, hvad der kan gøres, for at vi kommer lidt bedre videre og ikke gentager disse akavede situationer med middage og kaffe, og vi siger ja, og så vil vi ikke alligevel.

Venlig hilsen
Sommerhusnaboen

Kære læser,
Jeg forstår godt, at du er frustreret over dine sommerhusnaboer og deres adfærd. Normalt ville jeg anbefale, at man så vidt muligt undgår personer, hvis adfærd virker frustrerende på en, men da det er jeres naboer, som det er en god ide at have et godt forhold til, og I i øvrigt godt kan lide dem, så er undgåelse ikke vejen frem i denne situation.

Du skriver, at du føler, det hele er på børnehaveniveau, og jeg synes også, der er et element af barnlighed i jeres naboers adfærd. Fx er de alt for ærlige. (Og ærlighed er som bekendt en overvurderet dyd.) Det er jo direkte fornærmende at sige, at de foretrækker at se på stjerner fremfor at overholde en allerede indgået aftale med jer. Kunne de dog i det mindste ikke have opfundet et maveonde?

Endnu et udtryk for barnlighed finder jeg i deres manglende omtanke for andre personers velbefindende og deres fokus på egen magelighed. Hvis man bliver inviteret til middag, er man i sin gode ret til at sige nej tak. (En invitation er som bekendt ikke en stævning.) Men man kan ikke begynde at lave om på invitationen og i stedet bede om at blive inviteret til kaffe, når man er inviteret til middag.

Men hvor fører alt dette hen i forhold til jeres fremtidige samvær? Jeg tror, du og din mand må se i øjnene, at jeres opfattelse af, hvordan selskabelighed skal gennemføres, er ret forskellig fra jeres naboers. Mens I kan lide at planlægge og forberede (og gennemføre!) en middag, er jeres naboer mere drevet af deres umiddelbare impulser og lyster. Det er vanskeligt at forene de to tilgange. Derfor tror jeg, at hvis I skal have et socialt samvær med dem, som ikke vil virke frustrerende for dig, så skal det altid være noget, der bliver aftalt i sidste øjeblik (så det ikke bliver aflyst) og på et meget uformelt niveau som fx en gin & tonic på terrassen eller en kop kaffe om formiddagen, eller hvad begge parter nu kan lide.

Hvis I skal have et nogenlunde hyggeligt samvær, nytter det heller ikke at spørge til, hvad der er i vejen, og hvorfor de ikke vil det ene og det andet. Man kan ikke opdrage på andre, hvor irriterende de end er. Man kan forsøge at opdrage på sig selv, men det er heller ikke nemt. Og det, jeg vil råde dig og din mand til, er netop at opdrage jer selv til at se og acceptere naboerne for det, de er: Flinke mennesker, der er drevet meget af deres egne umiddelbare behov, og som ikke bryder sig om at planlægge — og som slet ikke bryder sig om at være bundet af sådanne planer.

01 sep 15 At bygge oven på andres succes

I øjeblikket er der en del — forfattere såvel som læsere — der udtaler sig negativt om en bog, der er kommet som 4. bind i den hidtidige Millenium-trilogi (som herefter vel så bliver en kvartet). De negative tilkendegivelser på bogen, som er skrevet af David Lagercrantz og hedder “Det som ikke slår os ihjel”, går mest på det principielle i sagen. Den oprindelige forfatter til trilogien, Stieg Larsson, er som bekendt død, og kan derfor ikke selv fortsætte serien. Samtidig har den solgt ufatteligt mange eksemplarer på internationalt niveau, og det er jo på en eller anden måde lidt uforløst, ikke? Der er mange læsere derude, som godt kunne tænke sig at høre mere til persongalleriet i Millenium-serien, og der ligger også en potentiel stor indtjening for forfatter, forlag og rettighedsindehavere i at fortsætte serien. Skulle man virkelig bare lade den mulighed gå fra sig?

Ja, er der mange, der mener. De sammenligner fortsættelsen af serien med en anden forfatter ved tasterne som gravrøveri.

Men det forstår jeg faktisk ikke. Eller rettere: I denne helt konkrete, meget specielle sag, hvor arven efter Stieg Larsson har været et selvstændigt drama, der langt overstiger bøgernes fiktive drama, kan jeg godt forstå, at nogle mennesker bliver en smule forargede. Da Stieg Larsson døde, arvede hans mangeårige samleverske ham ikke. De var ikke gift, og der var ikke skrevet et gyldigt testamente til fordel for hende. Det var dumt. Og meget uheldigt, for det betød, at Stieg Larssons far og bror arvede ham i stedet. Det er nu dem, der ikke bare har indkasseret millionerne for de solgte bøger, men som også har rettighederne. Det er derfor dem, der kan bestemme om en ny forfatter skal have lov til at benytte Millenium-universet til at skrive en ny bog, og det er dem, der indkasserer endnu flere penge på deres afdøde søns/brors værk.

Den del synes jeg ikke om. Jeg synes — som mange andre sikkert også synes — at det burde have været hans samleverske, der skulle have arvet ham og have forvaltet hans litterære arv. Men sådan er det altså ikke.

Ser vi imidlertid bort fra denne ganske særlige “detalje”, så forstår jeg ikke modstanden mod, at en ny forfatter bygger videre på en afdød forfatters værk. Det er set mange gange før. Nogle gange med mere held end andre. Men det er altid en (indirekte) ros til det univers, som den oprindelige forfatter byggede op.

Blandt de større skuffelser inden for “genren” er efter min mening P.D. James: “Death Comes to Pemberley”. (“Døden kommer til Pemberley”.) Den bygger oven på Jane Austens klassiker “Stolthed og fordom”. Hvem elsker ikke Jane Austen? Og P.D. James var en af krimigenrens grand old ladies. Så derfor kunne man godt have store forventninger til den bog. Men det var en slem skuffelse! Og efterfølgende kan man selvfølgelig også godt tænke ved sig selv, at det var måske lige lovligt kækt at bygge videre på en af verdenslitteraturens største værker. Men hvor var harmen henne over dette? Jeg blev kun skuffet. Ikke harm.

Så hvorfor må David Lagercrantz ikke have lov til at skrive en Millenium-bog?

Ja, jeg spørger bare.

20 aug 15 Påklædning, kvinder og karriere

I 2000 udgav Stina Vrang Elias og jeg “Håndbog for karrierekvinder”. Vi havde haft det sjovt med at skrive den — ikke mindst fordi bogen var så anderledes end det, vi var vant til at skrive. Jeg havde tidligere arbejdet som forsker (og var vant til at bruge mange fodnoter), vi havde begge arbejdet i politiske organisationer, hvor alt skal godkendes af mange forskellige instanser, og vi havde i øvrigt mødt hinanden, da vi arbejdede i et konsulentfirma, hvor vi selvfølgelig skrev meget seriøse rapporter til vores meget seriøse kunder. Men i “Håndbog for karrierekvinder” behøvede vi ingen fodnoter, og vi kunne skrive så kækt og frisk, som vi havde lyst til. Der var kun vores redaktør til at påpege, når det blev lige kækt og frisk nok.

Her 15 år senere ville vi ikke have skrevet bogen i samme sprogtone. Ikke så meget fordi tiden har ændret sig, men fordi det har vi selv. Vi var 15 år yngre og skrev til et ungt publikum – ambitiøse unge kvinder, der stod i starten af deres karriere.

Bogen udkom på Handelshøjskolens Forlag til en massiv presseopmærksomhed. Det var selvfølgelig dejligt med så stor bevågenhed, men hvad der undrede os en del var, at det specielt var det syv sider lange kapitel med titlen “Klæder skaber folk”, som pressen interesserede sig for. Hvad med manglende ligeløn? Glasloftet? Brugen af netværk og social kapital? Nej, det vakte ingen synderlig interesse. Men at vi havde påpeget, at det var nødvendigt at have seriøst hår for at blive taget seriøst — se, det kunne give overskrifter! (Og, ja, vi var selvfølgelig inspireret af Melanie Griffith’s replik i filmen Working Girl: “You wanna be taken seriously, you need serious hair”.)

Hvorfor tog vi overhovedet det kapitel om påklædning med i bogen? Efter min bedste overbevisning stod der ikke noget særligt epokegørende i det kapitel. Men det var, som om selve det, at vi kunne finde på at skrive, at man ikke bare kunne være iført hvadsomhelst og samtidig forvente at blive taget alvorligt, var grænseoverskridende provokerende. Og ja, det gælder selvfølgelig ikke kun for kvinder, men også for mænd, men da vores bog var henvendt til karrierekvinder, var vores fokus naturligt nok på kvinder og deres særlige risiko for at falde udenfor.

Vi skrev vel også kapitlet, fordi vi havde indsamlet og indhentet en del erfaring — både på første, anden og tredje hånd — om emnet.

Der er mange ting, man kan gøre galt til en jobsamtale, og én af dem er at tage noget tøj på, der udsender de forkerte signaler. Men hvordan ved man, hvad de forkerte signaler er? Det er ikke altid til at gætte. Hvad der er rigtigt ét sted, er helt forkert et andet sted.

For ca. 20 år siden — altså før vi skrev “Håndbog for karrierekvinder” — var jeg til en jobsamtale. Jeg var velkvalificeret til jobbet, og samtalen gik rigtigt godt. Jeg syntes selv, jeg var påklædt ganske smart, uden at være for smart, i et par sorte bukser, en sort bluse og en rød jakke.

Efter den vellykkede jobsamtale tog jeg tilbage på min daværende arbejdsplads, hvor en af kontorassistenterne roste min flotte røde jakke. Så tilføjede hun: “Jeg har godt nok hørt, man aldrig skal have rødt på til jobsamtale. Det sender de helt forkerte signaler.” HVAD? tænkte jeg. Jeg havde selvfølgelig ikke fortalt, at jeg netop kom fra en jobsamtale. Hun forklarede, at det var noget med, at det tydede på for stor selvsikkerhed, en frembrusende karakter og deslige.

Jeg fik ikke jobbet. Jeg fik, hvad man betegner som et “pænt afslag” med en længere forklaring om, at jobsamtalen var gået rigtigt godt, men de havde valgt at omrokere og besætte stillingen med en intern kandidat.

Havde jeg fået jobbet, hvis jeg ikke havde haft den røde jakke på? Højst sandsynligt ikke. Men jeg er blevet lidt overtroisk med at have rødt på til en jobsamtale. Og jeg elsker ellers rødt.

Efter bogens udgivelse havde vi som sagt travlt med at forklare, hvad vi mente med, at man skulle tænke over sin påklædning og prøve at finde ud af, hvad der var gældende dress code på det pågældende sted. “Er det ikke bare at klæde sig på mændenes præmisser?” blev vi spurgt igen og igen. “Næh, det er at klæde sig på systemets præmisser,” forsøgte vi at forklare. Men da der gerne er mange mænd på rigtige karrierearbejdspladser, kan de to ting selvfølgelig være svære at adskille.

Vi var faktisk så trætte af at blive misforstået med hensyn til det med påklædning, at da bogen skulle komme i en 2. udgave (i 2009), overvejede vi helt at udelade kapitlet. Men det virkede også forkert. Vi sløjfede dog afsnittet om det seriøse hår. Det havde vi simpelthen måttet høre for meget for!

Inden tiden var kommet til en 2. udgave, offentliggjorde Jobindex en række artikler baseret på “Håndbog for karrierekvinder” i 2004. Det var ikke os, men Dietlind Hansen der skrev artiklerne, som før offentliggørelsen blev sendt til godkendelse hos Stina Vrang Elias og mig. Det er altid vanskeligt, når en anden person skal viderefortolke indholdet af ens tekst. Især når denne tekst i forvejen var skrevet på en kæk og frisk facon. Nogle af artiklerne kom til at fremstå en anelse karikerede, næsten på grænsen til det parodiske. Men hvad pokker. Og artiklerne, som blev udsendt i Jobindex’ nyhedsbrev, afstedkom heller ingen større reaktion. Faktisk tror jeg ikke, der var nogen reaktion overhovedet. Hvem ved, måske blev de slet ikke læst?

Men ting på internettet dør jo ikke, og siden 2004 og nu er der som bekendt sket en meget stor udvikling i udbredelsen af sociale medier. Og forleden fandt en person artiklen om påklædning på Jobindex’ hjemmeside. Det udløste vrede spørgsmål til Jobindex og — mere mystisk — til DJØF. På deres Facebook-sider blev Jobindex spurgt, om de virkelig stod inde for artiklens indhold, og DJØF blev spurgt, hvordan de kunne sælge sådan en bog. (“Håndbog for karrierekvinder” udkom i 2000 på Handelshøjskolens Forlag, som senere blev opkøbt af DJØFs Forlag — men forlagets bøger og deres indhold er selvfølgelig udtryk for forfatternes og ikke DJØFs meninger og holdninger.) Også TV2 interessede sig for sagen og skrev om den her.

Selv blev jeg først opmærksom på balladen, da Radio 24 syv henvendte sig.

Jobindex fik travlt med at forklare sig med, at det var en gammel artikel, og sådan ville de ikke skrive i dag, og nu ville de tage artiklen ned, men det valgte de så alligevel ikke at gøre, og senere sendte de et nyhedsbrev rundt, hvor de gentog, det var en gammel artikel, men den var skam skrevet i en god mening.

Problemet er imidlertid, at også for 11 år siden var artiklen noget karikeret. Og — hvis man ser bort fra måden, den er skrevet på og et par andre mindre detaljer — så er indholdet faktisk stadig gældende. Det er der ligesom ingen, der har lyst til at tage alvorligt. Ligesom der heller ikke var nogen, der havde lyst til at tage det, at ens påklædning udsender nogle signaler, alvorligt, dengang bogen udkom første gang. Og at dette er særligt vigtigt til en jobsamtale. Man skal ikke bare være sig selv. For en jobsamtale er ikke bare en hvilken som helst dagligdags situation.

Radio 24 syv bragte en udsendelse den 19. august, hvor de interviewede Kåre Danielsen, som er direktør for Jobindex. Han sagde bl.a., at han nu nok mente, det stadig var et godt råd — som der står i artiklen — at man ikke skal være udfordrende klædt til en jobsamtale. Det er i sig selv ikke så originalt et synspunkt — det burde vel være selvindlysende (og det kan selvfølgelig virke, som om man taler ned til folk, når man i en artikel påpeger noget selvindlysende) — men hvad der for mig var interessant, var en af journalisternes reaktion. Han nævnte “stramme jeans” som eksempel på noget udfordrende. Stramme jeans? tænkte jeg. Jeg kunne komme i tanke om gode grunde til ikke at tage stramme jeans på til en jobsamtale (det ville være alt for afslappet i en hel del tilfælde), men udfordrende? Sådan har jeg aldrig tænkt på stramme jeans. Så én mands udfordrende påklædning er altså en anden (kvindes) fritidspåklædning. Det gør det jo ikke nemmere, vel?

Men hvorom alting er, og ligegyldigt hvad man mener om det, så er de virkeligt tunge karrierearbejdspladser stadig domineret og præget af mænd. Og dermed af mænds arbejdsuniform. Der er selvfølgelig forskel på uniformen i et arkitektfirma og i finanssektoren. Men der er altid en uniform. Måske — måske — er den blevet lidt mere rummelig. Og moden ændrer sig — også blandt karrierefolk. Så alene af den grund sker der noget på 15 år.

Men så er det, jeg ikke kan lade være med at spørge mig selv — og nu også jer andre — hvorfor det skulle være fremmende for ligestillingen at lade, som om der ikke er kønsforskelle? Hvorfor bliver nogle mennesker så sure og vrede over, at den virkelige verden ikke er, som den burde være? Og især bliver de sure og vrede på dem, der er så frække at påpege det.

Og så vil jeg selvfølgelig også opfordre læserne til at undersøge sagen selv — ved at læse “Håndbog for karrierekvinder”. Den kan købes her9788762903586.

07 aug 15 Brevkasse: Værtindegave

Kære Sanne,

Jeg har et spørgsmål vedrørende værtindegaver. Sagen er den, at min mands lillebror og hans kone, der for øvrigt ikke er dansk og har gået på kostskole, fra hun var 12, efter min mening ofte ser stort på almindelig etikette – helt sikkert ikke af ond vilje, men måske en kombination af fremmed kultur, mangel på voksne forbilleder, forkælelse, mangel på overskud, og en lidt stram økonomi. (Min mand har i øvrigt heller ikke en tanke på værts- el. værtindegaver). Når vi er inviteret hjem til dem, tager jeg som en selvfølge altid en lille gave med, mens de i 10 år aldrig har taget noget med, når de kommer hos os. Jeg har ikke lyst til at spørge dem lige ud, men tænker, at de efter så mange år må have bemærket, at det er god tone at have værtindegave med, sige tak for sidst efter besøg, ringe til fødselsdage, deltage i husholdningen, når vi f.eks. er på weekend sammen, osv. Vi ses måske 4-5 gange om året til middag/brunch (foruden fødselsdage og andre fælles aktiviteter).

Mener du, at jeg bør stoppe med at tage værtindegave med til dem?

Det er ikke et spørgsmål om penge eller “noget for noget”. Vores økonomi er langt bedre end deres, og vi har hjulpet dem på mange måder i den henseende, og gør det med glæde, no strings attached. Vi har det fint sammen, og jeg kan selvfølgelig sagtens leve med at de ikke går op i etikette, selvom jeg helt generelt godt kan blive lidt forvirret over de signaler, som mangel på etikette sender, eller måske ikke sender, og det eneste, jeg kan blive irriteret over, er, når de ikke automatisk hjælper til i situationer, hvor det klart er oplægget, men der er det jo nemt at bede dem gøre noget helt bestemt eller uddele opgaver i fællesskab på forhånd.

Kære læser,
Lad mig først påpege, at det her med værtindegaver ikke er et særligt dansk fænomen. Det er faktisk noget, der er i almindelig brug overalt i den vestlige verden og formentlig også endnu videre. Så at din svigerinde ikke er dansk, kan ikke i sig selv forklare de manglende værtindegaver.

Jeg tror snarere, vi er inde i noget familiedynamik. Jeg er mange gange stødt på det fænomen, at folk ikke føler sig tvunget til at overholde almindelige etiketteregler, når de er i familiens skød. Som om det var mindre besværligt at arrangere og gennemføre et middagsselskab, blot fordi det er ens (sviger)familie, der kommer! Men sådan er der åbenbart mange, der føler – i hvert fald når de er gæsterne. Det udspringer formentlig af, at vi i sin tid har boet i samme hus som vores forældre og søskende, og vi har spist mange måltider sammen med dem (og skændtes med dem mange gange), og skal vi nu lige pludselig til at tage en buket med, bare fordi vi er blevet voksne?

Dertil kommer, at du forklarer, at du er gift med storebroderen. Jeg tror nok, at mange yngre søskende er blevet temmelig irriterede på deres store søskende og deres opdragende adfærd gennem årene, samtidig med at de automatisk forventer, at deres ældre søskende tager mere ansvar i forhold til familieforpligtelser.

Hvad vil jeg sige med dette? Du har selvfølgelig ret i, at din svoger og svigerindes adfærd er lidt mærkelig – faktisk lidt barnlig – men jeg tror, kodeordet ligger i “barnlig”, fordi relationen er en familierelation. Måske opfører de sig helt anderledes voksent og ansvarligt, når de er sammen med andre, ikke-familiemedlemmer.

Det er selvfølgelig superirriterende. Det virker, som om du allerede har fundet en brugbar løsning til den manglende frivillige hjælp til diverse praktiske gøremål, når I er sammen. Og med hensyn til om du fremover skal medbringe en værtindegave, ja, så synes jeg, du skal afgøre det fra gang til gang. Har du lyst til at medbringe en? Så medbring en. Har du ikke lyst? Så lad være. Din svoger og svigerinde har tilkendegivet, at de opfatter jeres samvær som familiemæssigt og derfor uforpligtende og indtager også, bevidst eller ubevidst, nogle mindre-søskende-roller, således at det er op til storebrors kone at bede om at få dækket bord eller båret skraldespanden ud eller skrællet kartofler, eller hvad det nu er.

Det nemmeste vil være at indse og acceptere tingenes tilstand og ikke blive skuffet, når din svoger og svigerinde ikke lever op til, hvad du og jeg forstår som almindelig etikette.

Men irriterende er det da!