Svindlernes (manglende) exit-strategi

16 nov

Under mit arbejde med at skrive og researche til min for nyligt udgivne bog om svindel og svindlere, “Verden vil bedrages” (som fx kan købes her), spekulerede jeg ofte over, hvad en svindler egentlig forestiller sig skal være hans eller hendes exit-strategi. De fleste af os har sikkert en fantasi om — hvis vi nu skulle kaste os ud i en svindlerkarriere — at vi efter et succesfuldt fupnummer ville sidde med en kuffert fuld af penge og drikke drinks med små, kulørte parasoller på en fjern, eksotisk strand i et land uden udleveringsaftale med gerningslandet.

Men for virkelighedens svindlere ender det meget sjældent sådan. Det er svært at vide hvorfor, for i mange tilfælde ville der undervejs i svindelforløbet faktisk have været lejlighed til at “take the money and run”. Det er åbenbart sværere at gøre i praksis end i teorien. Samtidig må man for mange svindelnumres vedkommende sige, at det ikke kan undgås, at de før eller siden kommer for en dag. Tag fx Bernie Madoff og hans investeringsfirma, som viste sig i virkeligheden at være verdens største Ponzi-nummer. Et Ponzi-nummer er ligesom et pyramidespil: Før eller siden løber det ud for nye penge. Og så er det slut. Således også med Bernie Madoff, som i 2008 måtte indrømme over for sine sønner, at det hele var et gigantisk svindelnummer. Senere blev han idømt 150 års fængsel, og begge hans sønner er i øvrigt nu døde: Den ene af kræft, den anden ved selvmord. Ikke ligefrem en lykkelig slutning. Hvad havde Bernie Madoff tænkt sig? Hvad var hans exit-strategi? Forestillede han sig, det bare kunne blive ved og ved og ved … Hvis han gjorde det, må man sige, at han havde grund til at tro det. Der var adskillige gange, hvor han var meget tæt på at blive afsløret, men det lykkedes ham hver gang at undslå sig myndighedernes temmelig inkompetente forsøg på at undersøge, hvad der egentlig foregik i hans firma.

Bernie Madoffs svindelnummer var som nævnt et Ponzi-nummer. Sådan et kræver, at der hele tiden kommer nye deltagere med nye penge til. Det overraskende i hans sag er, at det kunne blive ved så længe, og at så mange professionelle investorer overlod ham deres penge.

Andre former for svindel har ikke samme indbyggede, tikkende udløbsdato. Tag nu det hjemlige, danske eksempel med en medarbejder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, der angiveligt har svindlet satspuljemidlerne for mindst 111 millioner kr. Hun har i skrivende stund hverken erkendt eller nægtet sig skyldig i sigtelsen, som går på bl.a. at have begået underslæb i en periode på mindst 16 år — ja, måske endda mere end 16 år. Underslæbet — eller de mærkelige transaktioner — blev opdaget i 2018 ved en mere eller mindre tilfældighed. Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis hun ikke lige havde lavet denne sidste overførsel til sig selv, så ville hun ikke være blevet opdaget. Ikke nu i hvert fald. Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis hun havde valgt at gå på pension sidste år, så er det slet ikke sikkert, at underslæbet var blevet opdaget i hendes levetid, om overhovedet. Hvis hun for tre år siden, da Socialstyrelsen flyttede til Odense, havde valgt at sige, at hun var for gammel til at begynde at pendle til Odense, og derfor hellere ville fratræde, ville hendes svindel så være blevet opdaget? Det kan man ikke vide, men meget tyder på, at det var den nok ikke. Det havde været den perfekte exit-strategi. Men den valgte hun ikke. Måske tænkte hun, at nu var det gået godt så længe, så det kunne det sikkert blive ved med. Og ligesom Bernie Madoff havde hun god grund til at tro, at det kunne blive ved med at gå, for det var jo gået godt i mange år. Hvem ved, måske ville hun være fortsat til pensioneringen.

For os, der ikke har kastet os ind på en svindelløbebane, kan det være svært at forstå, hvorfor nogenlunde succesfulde svindlere ikke stopper, mens legen er god, og de stadig har en chance for at “take the money and run”. Det skyldes måske, at deres grådighed er for stor til bare at kunne stoppe. Men det skyldes måske også. at det ikke kun handler om penge. Måske vil livet på en eksotisk strand med drinks med kulørte parasoller simpelthen blive for kedeligt i længden. Måske vil de ganske enkelt savne spændingen.

 

Svindel, svindel, svindel alle vegne

20 okt

Måske er det, fordi jeg netop har sendt en ny bog på gaden — en bog, der handler om svindel — at jeg ser svindel alle vegne. Men jeg tror det ikke. Det virker, som om der er exceptionelt mange sager om svindel i øjeblikket. Små og store. Det kan ikke kun være et tilfælde af “hvad hjertet er fuldt af …”

Der er den helt store sag om international svindel med udbytteskat. Her har et netværk af finansfolk og advokater, godt hjulpet på vej af internationale banker, fået suget svimlende milliardbeløb op af europæiske statskasser — herunder den danske. Det er bl.a. beskrevet i denne artikel på DR.dk.

Så er den noget mindre og meget mere lokale, men ligeledes opsigtsvækkende svindelsag i Socialstyrelsen med satspuljemidler. Her har en medarbejder ved navn Britta Nielsen tilsyneladende begået underslæb gennem en længere årrække. Alt tyder på, at det er lykkedes for hende i løbet af de sidste 16 år at trække mindst 111 millioner kroner ud af systemet. Måske går det endnu længere tilbage, og måske drejer det sig om endnu flere penge. 111 millioner kroner! Det er selvfølgelig ikke nær så mange penge som de milliarder, som de ovenfor nævnte finansfolk har fået ud af deres udbytteskatnumre, men til gengæld har hun åbenbart klaret det på næsten egen hånd. Det betyder ikke nødvendigvis, at ikke også andre kan drages til ansvar i denne skandale, som man kan læse i Politiken.

I begge ovenstående eksempler er der tale om, at det er statskasser, der er blevet ofre for svindelen. De burde kunne have beskyttet sig bedre, men kontrolsystemerne har tydeligvis ikke været tilstrækkeligt effektive.

Men selvom sådanne historier er spektakulære, og man kan lave mange spekulationer over, hvad de tabte skattepenge kunne være blevet brugt på til gavn og nytte for skatteborgerne, så er det nu alligevel svindel rettet mod privatpersoner, der har den største effekt på den enkelte.

I øjeblikket florerer en form for e-mailsvindel, hvor modtageren af e-mailen får at vide, at hans eller hendes konto er blevet hacket, og at hackeren har kompromitterende videomateriale af den pågældende. Videomateriale, som vil blive offentliggjort, medmindre modtageren af e-mailen i løbet af 48 timer overfører et beløb i bitcoins til hackeren. Men det er svindel! Der er ingen grund til at betale. Ikke desto mindre kan TV2 fortælle, at det er lykkedes svindlerne at indsamle ikke mindre end en million kroner på denne afpresningsfidus. Hvis du modtager sådan en e-mail, så lad være med at betale! Selv hvis du ved, at der i princippet godt kunne eksistere den slags kompromitterende videomateriale. Hvis de virkelig har den type materiale, vil de normalt også sende en form for dokumentation. Og så er det ikke længere svindel, så er det pengeafpresning. Pengeafpresning af den særlige type, der kaldes “sextortion”.

 

Jeg køber stadig ikke nyt tøj …

16 okt

Fra adskillige sider er der blevet spurgt interesseret til min tøjfaste. Overholder jeg den? Eller er jeg faldet i? Og jeg kan svare: Ja, jeg overholder den stadig, Nej, jeg er ikke faldet i. Når jeg ikke har skrevet så vældig meget om det i de seneste måneder, skyldes det, at der ikke er så stor nyhedsværdi i at sige, at det går som planlagt. Og det er nu 8 måneder siden, jeg indledte min ”tøjfaste” og besluttede mig til at prøve ikke at købe nyt tøj i et år. Indtil videre er det gået godt. Jeg har kun været meget, meget stærkt fristet til at købe noget en enkelt gang.

Det var i sidste måned, hvor jeg befandt mig i London, og temperaturen pludselig faldt kraftigt. Det regnede, og var gråt og kedeligt, og jeg var våd og frøs, og mit medbragte tøj var slet ikke beregnet på den nye, kolde temperatur, og så var det, jeg kom forbi en bod i et marked på Brick Lane, hvor der hang en dejlig varm og skøn genbrugscashmerecardigan til kun 18 pund. Det var meget nemt at forestille sig, hvor vidunderlig varm og blød den ville være at have på. Jeg frøs. Den lokkede. Men jeg modstod. Jeg kunne ellers lide alt ved den bod, som havde specialiseret sig i brugt cashmere: Jeg elsker cashmere. Jeg er vild med genbrug. Priserne så yderst fornuftige ud. Men jeg modstod. Og det var vel egentlig også det bedste, for jeg har en del andre cashmeresweatre (som jeg desværre ikke havde medbragt på turen til London), og det ville alligevel have været ærgerligt at måtte stoppe eksperimentet, bare fordi jeg frøs.

 

Ny bog: Verden vil bedrages

28 sep

Det er med meget stor glæde, jeg kan oplyse, at min nye bog er på vej! Den hedder “Verden vil bedrages”, og den udkommer 10. oktober på Forlaget Vilhelm.

I bogen gennemgår jeg forskellige former for svindel, som man som helt almindelig borger kan risikere at blive udsat for: Det kan dreje sig om forskudsbedrageri, som er den officielle betegnelse for Nigeriabreve, eller det kan dreje sig om direktørsvindel, som en uheldig medarbejder ifølge Ekstra Bladet blev udsat for i Odense Kommune, hvilket kostede kommunekassen omkring 250.000 kroner. Jeg er ret sikker på, at hvis den pågældende medarbejder havde læst min bog, ville han ikke være faldet for dette svindelnummer.

Så er der selvfølgelig mange forskellige former for investeringsvindel, ligesom jeg nærmere forklarer forskellen på et Ponzinummer og et pyramidespil.

Alt dette og meget mere kan man læse mere om i “Verden vil bedrages”.

Nyt liv til gamle sko

15 jul

 

I dag har min tøjfaste varet i 5 måneder, og jeg har haft tøj på hver eneste dag i de 5 måneder. Så det er jo ikke, fordi jeg ligefrem mangler en klud at tage på. Jeg har heller ikke – endnu – været ude for, at jeg stod og manglede noget helt bestemt til en konkret anledning. Så ville jeg have givet mig selv dispensation. Men det har jeg altså ikke. Da jeg for 5 måneder siden bekendtgjorde min intention om at starte denne tøjfaste, var der en person – en mand, selvfølgelig – der spurgte, hvori udfordringen ved ikke at købe nyt tøj bestod, hvis man i forvejen havde klædeskabet fuldt? Det var et rationelt spørgsmål, men det røbede, at spørgeren ikke havde forstået, at det at købe tøj ikke kun handler om at få noget tøj at tage på: Når vi køber nyt tøj, køber vi også drømme. Vi drømmer om et nyt og bedre jeg. Vi drømmer om, at når vi tager det nye tøj på, så vil alting se bedre ud, og vi vil blive lykkeligere, gladere, mere populære og succesfulde. Ja, det er måske ikke sådan, vi udtrykker det over for os selv. Så ville vi jo nok kunne indse, at det næppe ville ske. Selvfølgelig sker det også, at man går ud og køber noget, der skal erstatte et stykke tøj, der er slidt op. Det er bare sjældent. Og man ender i øvrigt ofte med et par impulskøb, når man nu alligevel er ude og svinge med dankortet. Det kan også ske, at man glad kommer hjem med en nyerhvervelse – måske fik man den på udsalg og faldt straks for den – kun for at opdage, at man allerede har en næsten identisk sag i sit garderobeskab.

Problemet med alle disse tøjindkøb, som ikke handler om at erstatte noget, der er blevet kasseret, eller skal opfylde et bestemt formål, er, at det skaber et overforbrug. Et overforbrug, der fylder: Det fylder i folks hjem, det fylder i genbrugsbutikkerne, det fylder i affaldsmængden. Og så tærer det på verdens ressourcer. Der er et enormt ressourceforbrug bundet i hver eneste lille bomulds-T-shirt, uldjakkesæt og polyesterkjole. Det er ikke noget, man tænker på, når man står i tøjforretningen og overvejer sit indkøb. Det er heller ikke noget, jeg selv plejer at tænke så meget på. Det er noget, der mere og mere er gået op for mig.

Hvordan reducerer man overforbrug og affaldsproblemerne? Ja, man kunne jo starte med at få lappet eller repareret de ting, man har, så man ikke behøver smide ud, og man ikke behøver købe erstatninger.

Og når man først begynder at tænke på den slags, så kan det også ske, at man ændrer adfærd. Tag nu bare mig selv – som et helt tilfældigt eksempel. Jeg har ret mange sko. Og jeg har egentlig haft en idé om, at jeg burde sortere ud i dem og skille mig af med nogle af dem. Hvis de er i god stand, kan jeg selvfølgelig give dem videre. Men hvis de ikke er i god stand – så er de jo bare til at smide ud. Eller? Jeg har de her ballerinasko, som må være omkring 10 år gamle. Jeg opdagede for nogle måneder siden, at sålerne var slidt igennem, og jeg tænkte, at nu kunne jeg da med god samvittighed kassere dem. De havde tjent mig godt. Eller skulle jeg få dem forsålet? Jeg havde svært ved at træffe en beslutning. Jeg havde ikke rigtigt brug for dem længere. Men jeg kunne egentlig meget godt lide dem. Som så ofte i den slags situationer endte jeg med ikke at gøre noget: Jeg smed dem ikke ud, og jeg tog dem ikke til skomageren. De fik lov til bare at fylde.

Men inspireret af min nyfundne indsigt besluttede jeg mig til, at de skulle selvfølgelig repareres. Og nu jeg var i gang, havde jeg også et par Birkenstock-sandaler, hvor sålerne hang helt løst og derfor var nærmest ubrugelige. Birkenstock-sandalerne købte jeg i sin tid i Køln, og jeg gav 32 € for dem. Det kan jeg huske, fordi jeg følte mig lidt snydt: Jeg var nemlig blevet lokket ind i forretningen af et skilt, hvor der stod 29 €. Det var først, da jeg gik ud og tjekkede skiltet, at jeg opdagede, der med meget små bogstaver stod ”ab” foran de 29 €. Altså ”fra 29 €”. Der befandt sig sikkert et par sko i forretningen, der kun kostede 29 €, hvis prisvarekontrollen skulle komme forbi.

Nå, men alt det der er jo meget lang tid siden, og i mellemtiden var sandalerne blevet ret slidte, og nu gik jeg altså til skomageren. Jeg viste ham, hvordan sålerne hang på Birkenstock-sandalerne, og hvordan der var slidt huller i lædersålerne på ballerinaskoene. ”Hælene skal også rettes op,” påpegede han, og det havde han ret i. Det blev så lige 32 €. Jeg troede, at jeg måske ikke havde hørt rigtigt, det var trods alt på fransk, han sagde det, men jo: 32 €. Det var det, sandalerne havde kostet fra nye! Okay, ballerinaskoene havde kostet en del mere, men de er vel 10 år gamle. Nå, men jeg betalte de 32 €, og nu har begge par sko fået et nyt liv. Men alligevel: Det er relativt dyrt at få repareret sine ting. Man kunne få et par nye sko for den pris, jeg betalte. Og det er vel egentlig essensen af problemet: Nyproducerede varer er for billige. Det gør det ikke økonomisk rentabelt at reparere. Selv ikke ting som i princippet er langtidsholdbare, såsom tøj, sko og møbler.

Hvor kommer vores tøj fra?

25 maj

 

Der var engang, hvor Danmark havde en blomstrende tekstil- og beklædningsindustri. Af historiske grunde var den placeret omkring Herning – deraf begrebet ”syerske i Herning”, som fx optrådte i en af kvindebevægelsens sange fra 1970’erne, for der var faktisk mange syersker i Herning-området dengang. (Af andre erhvervsmuligheder, som blev nævnt i samme sang, var også ”ekspeditrice i Magasin”, ”servitrice på Den Gyldne Hingst”, ”sekretær hos Tjæreborg”, ”børnehavelærerinde”, samt ”kokkepige i Skelskør”. Med lidt opdaterede titler findes de fleste af disse andre stillingstyper endnu. Selv har jeg fx prøvet at være ekspeditrice i Magasin. Men det var et sidespring.)

Men hvor er syerskerne så blevet af, når de ikke længere er i Herning, og der på trods af dette tydeligvis ikke mangler tøj i butikkerne? Ja, de fleste af syerskerne befinder sig i Asien, heriblandt i Bangladesh. Og mens det sikkert var ganske hårdt at være syerske i Herning, så er det næppe nogen overdrivelse, at det er endnu værre i Bangladesh. I denne artikel fra South China Morning Post beskrives de nærmest slavelignende forhold, som mange beklædningsarbejdere lever under.

Vi her i Vesten kan jo så glæde os over de lave priser på tøjet, som syerskerne i Bangladesh laver til os. Men selv om vi er glade for det billige tøj, så er de fleste af os også lidt snobbede, når det gælder tøj og tøjmærker, og der er bare noget mere glamourøst over modetøj fra Paris, London, New York eller sågar København, end der er over modetøj fra Dhaka …

Lad os tage et eksempel som tøjfirmaet Moss Copenhagen. Moss Copenhagen bruger også forkortelsen MSCH på deres T-shirts. Og ja, lad mig bare indrømme, at da jeg forleden på Strøget i København så en yngre kvinde med en T-shirt, hvorpå der stod MSCH, så troede jeg først, det måske var en forkortelse for Moschino. Men jeg fik det rigtige svar nogle få meter længere nede ad Strøget – MSCH refererer til Moss Copenhagen. Jeg undskylder over for Moschino. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik den ide. Udover at bogstaverne MSCH får en til at tænke på Moschino.

Moss Copenhagen – det kunne jo egentlig lyde, som om det var fra København. Det er i hvert fald en nærliggende tanke. Men Moss Copenhagen er imidlertid ikke fra København. En hurtig inspektion af deres label viser, at tøjet er produceret i Tyrkiet – og firmaadressen er i Vejle. Det har ikke meget med København at gøre. Ville det lyde ligeså godt med Moss Vejle? Eller Moss Istanbul? Det ville det måske nok, men det ville sende nogle helt andre signaler.

 

 

Men nu er vi tøjforbrugere jo ikke kun snobbede. Vi kan – hvis vi tænker over det – også godt lide at have god samvittighed. Og hvilken bedre måde at få det på end ved at købe noget fra H&Ms ”Conscious” kollektion? Man kan fx få en sommerkjole til ganske få penge – kun 79.95 kr. – i 100 % polyester, som er lavet af genindvundet plastikaffald. Det lyder jo rigtigt godt. Hvad der måske lyder mindre godt er, at den er lavet i Indien.

Og Indien har en af de mest forurenende tøjindustrier i verden, som denne artikel i Newsweek beskriver. Tekstil- og tøjindustrien er ansvarlig for en katastrofal forurening af vand i store områder i Indien.

Så det kunne være meget rart at vide, hvor ”conscious” H&M’s kollektion egentlig er. Hvilke vilkår for såvel arbejdere som miljø bliver de produceret under? Nå, ja, det kunne vel egentlig også være rart at vide for resten af H&Ms kollektioner. H&M understreger selv på deres hjemmeside, at de jo ikke ejer fabrikker selv, men er afhængige af underleverandører. Og de indrømmer da også, at der er udfordringer såvel, hvad angår menneskerettigheder som miljø, og at disse kan være i fare undervejs i en lang produktionskæde.

Ja, mon ikke.

 

Smart i gammelt tøj

15 maj

I dag er det tre måneder siden, jeg startede min tøjfaste. Tiden flyver! Jeg overholder stadig “fasten”, og jeg har ikke været meget i tøjforretninger i de seneste måneder. Men det betyder ikke, at min interesse for tøj er blevet mindre — snarere tværtimod. Jeg ser på mit tøj i skabet og studerer mærkesedlerne for at se, hvor det er lavet. Og gæt engang? Bortset den smukke Agnes B. bluse (som er den sidste beklædningsgenstand, jeg nåede at købe før fasten), som jeg bragte et billede af i dette indlæg, og som er produceret i Frankrig, så er mit tøj produceret i Asien: Bangladesh, Kina, Cambodia. Men mere om det i et senere indlæg.

I dag vil jeg bruge pladsen på at påpege, at man ikke behøver nyt tøj for at være smart påklædt: Man kan sagtens være smart i “gammelt” tøj.

Her er min veninde Anne. Hun er iført en flot lædernederdel, der er købt for 17 år siden på Cypern. Hendes støvler er næsten lige så gamle, nemlig 15 år gamle. De er købt i Frankrig. Hendes cashmeresweater og tørklæde er omkring et år gamle, og er dermed nærmest nye i denne sammenhæng.

Så ja, man kan sagtens være smart påklædt i gammelt tøj!

 

 

Vogt dig for forehavender, der kræver nyt tøj

24 apr

 

”Her kommer du i dit gamle tøj,” sagde en kær forfatterkollega, da vi forleden mødtes for første gang i længere tid.

”Øh, ja, her kommer jeg i mit gamle tøj,” sagde jeg og ventede – forgæves – på en tilføjelse om, at mit tøj da stadig var okay pænt. Men (på trods af den undladte tilføjelse) tog jeg ikke hendes bemærkning som en fornærmelse, men som en hentydning til, at hun fulgte med i mit eksperiment med ikke at købe nyt tøj. Når man ikke køber nyt tøj, må det, man har på, i sagens natur være gammelt. I det konkrete tilfælde var kjolen ca. 4½ år gammel, mine sko snart seks år gamle, og strømperne kan jeg ærligt talt ikke huske alderen på – jeg ved dog, de mindst er flere måneder gamle.

Men selv om man ikke som jeg er i gang med en tøjfaste, er der for alle mennesker noget trygt ved at have ”gammelt” tøj på – tøj, man kender og har prøvet lidt af hvert i: Måske har man noget bestemt tøj, man bruger, når man holder foredrag – noget andet, som man bruger, når man skal møde nye kunder – osv. Fordelen ved at bruge ”gammelt” tøj i den slags situationer er, at man ved, hvordan det føles at have på, og der opstår sjældent ubehagelige overraskelser midt, mens man er i gang med noget vigtigt, hvor det sidste, man har lyst til at tænke på, er ens tøj. Ja, sjældent, men ikke aldrig: Forleden gav et par gamle jeans mig en kedelig overraskelse ved at revne på et ikke særligt heldigt sted. Og selv om det er moderne med forrevne jeans, så skal disse revner ikke sidde hvor som helst. Slet ikke der, hvor de revnede. Men det var et sidespring.

Jeg var ved det beroligende ved at have gammelt tøj på. Og det har fået mig til at tænke på et citat af Henry David Thoreau (fra hans bog ”Walden”), hvor han skriver: ”Beware of all enterprises that require new clothes” eller  ”Vogt dig for alle forehavender, der kræver nyt tøj.” Var det mon det, han mente? Jeg tror måske, han mente noget helt andet. Men hvor mange forehavender findes der egentlig, der kræver nyt tøj? Som virkelig kræver nyt tøj? Og ikke bare giver en lyst til at gå ud og købe noget nyt tøj?

Jeg kan faktisk kun komme i tanke om to forskellige kategorier:

  • Et nyt, uniformskrævende job (nyt job = ny uniform = nyt tøj).
  • Konfirmation: Det ligger simpelthen i hele begrebet, at konfirmanden skal have nyt, ”voksent” tøj, ikke bare til selve konfirmationen, men også ”andendagstøj”. Og selv om indholdet og betydningen af konfirmationen har ændret sig en del de sidste hundrede år, så har tøjelementet overlevet. Nå, ja, nogle nok vil mene, at vi også kan putte bryllupper ind i denne kategori: Der skal ikke bare nyt tøj til bruden, men også til brudgommen, brudens mor, brudens far, brudgommens mor, brudgommens far, samt evt. brudepiger. Men strengt taget behøver man ikke nyt tøj bare for at blive gift. Jeg har selv prøvet det. Altså at blive gift i gammelt tøj. Der er ikke noget krav om, at man skal have nyt tøj for at blive gift. Det er ”nice to have”,  men ikke ”need to have”.

Når man først tænker over det, er der altså ikke så vældig mange forehavender, der kræver nyt tøj. Gad vide, hvad det var for nogle, Henry David Thoreau mente, man skulle vogte sig for?

Og her er så et billede af mine næsten seks år gamle sko. Jeg købte dem i London i efteråret 2012 og har haft god glæde af dem. Jeg tror godt, de kan holde lidt endnu.

To måneders tøjfaste, og det er ikke slut endnu

16 apr

 

Min tøjfaste fejrer to måneders dag, og det går stadig fint. Og før nogen begynder at sige: ”To måneder uden at købe nyt tøj? Skulle det nu være noget?”, så vil jeg lige nævne, at jeg i de forudgående seks uger op til tøjfastens start havde købt følgende: 1 nederdel, 2 par strømper, 1 sweater, 1 par sko, 1 jakke og 2 bluser. Hvilket i mit hoved var blevet til ”praktisk talt ingenting”. I de forløbne to måneder har jeg faktisk ingenting købt.

Nu hjælper det jo vældigt på humøret, at jeg lige inden påbegyndelsen af min ”faste” netop havde købt et par bluser – bl.a. denne dejlige sag fra Agnes B. (som jeg i parentes bemærket fik til en rigtig god pris):

Pga. det kolde vejr har jeg først for nylig taget den i brug, og på den måde føles det faktisk som et stykke nyt tekstil, og derfor er det muligvis lidt snyd rent følelsesmæssigt. Men en tøjfaste handler jo ikke kun om at have noget nyt og hidtil ubrugt tøj at tage på, det handler også om shopping-oplevelsen. I hvert fald for nogle af os. Eller måske skulle jeg snarere sige, at nyt tøj altid handler om shopping-oplevelsen – der er bare det, at for nogle af os er shopping-oplevelsen en reel fornøjelse – for andre er den noget, der kan sammenlignes med fornøjelsen ved en rodbehandling hos tandlægen, og altså noget, man virkelig ønsker at undgå, medmindre det er absolut nødvendigt. Jeg hører så til den kategori, der har reel fornøjelse ud af at gå i butikker og se på varer. Herunder tøj. Jeg vidste det godt, inden jeg startede tøjfasten, men jeg har i høj grad fået det bekræftet i løbet af de sidste to måneder: Ganske vist er det gået godt i den forstand, at jeg ikke har købt nyt tøj, heller ikke strømper og undertøj, som nogle (men ikke jeg!) mener, bør være undtaget fra tøjfasten – men jeg skal minde mig selv om det hele tiden: Hvis jeg er ude og gå en tur og ser en tøjbutik, bliver mine fødder draget mod den, men så må jeg huske mig selv på, at jeg ikke skal købe nyt tøj, og derfor er der ingen grund til at gå ind og kigge. Ja, jo, man kunne selvfølgelig gå ind og se bare for at holde sig selv orienteret, men det er nok klogest at holde sig helt væk. Ingen grund til at udsætte sig selv for fristelser – eller endnu værre: I et anfald af glemsomhed komme til at købe noget. Nej, det er helt klart bedst at holde sig borte.

Men hvad er det egentlig, der er så tiltrækkende ved at shoppe? Nogle mener, at det er de drømme, der herigennem bliver næret: Når vi shopper – når vi går rundt mellem varerne og rører ved dem – så fantaserer vi om vores fremtidige, bedre, slankere, lykkeligere, mere succesfulde jeg. Et jeg, der har brug for en gallakjole, fordi ”jeg” bliver sådan en person, der går til gallafester! Problemet er selvfølgelig, at selv om vi får gallakjolen til en god pris, så er det langt fra sikkert, vi nogensinde får brug for den – og hvis vi endelig skulle blive inviteret til en gallafest, er der en stor sandsynlighed for, at gallakjolen ikke længere passer os, eller er gået lidt for meget af mode. At vi ikke kun køber tøj til vores nuværende figur og livsstil, men også til den, vi drømmer om, kan være en af forklaringerne på, at der er så mange mennesker, der har tøj i deres garderober, som aldrig er blevet brugt – og som sandsynligvis heller aldrig bliver det. Se mere om årsagerne til, at folk køber tøj, som de aldrig bruger, i denne artikel på time.com.

Anmeldelse af “Broderparten” af Joan Dansberg

10 apr

Selv om jeg almindeligvis ikke begiver mig af med at anmelde bøger, har jeg fra Joan Dansberg modtaget et anmeldereksemplar af hendes nyligt udkomne roman “Broderparten” (som bl.a. kan købes her hos Saxo). Når hun mente, den kunne have min interesse, skyldes det, at hun er bekendt med, at jeg har beskæftiget mig med psykopater (fx i min bog “Psykopater i jakkesæt”). Det er nu ikke det eneste interessefelt, som kunne gøre “Broderparten” til relevant læsning for mig — faktisk interesserer jeg mig også for to andre temaer i bogen, nemlig svindel og hjerneskader.

Romanen er baseret på en virkelig historie. Dens handling er, meget kort fortalt, at den kvindelige hovedpersons ægtefælle er blevet hjerneskadet som følge af sygdom, hvilket hendes skruppelløse svigerfamilie udnytter til at få ham til at overdrage sit firma og andre aktiver til dem. Dette sker bl.a. gennem ændring af testamente, misbrug af fuldmagter til bl.a. tømning af bankkonti, indgivelse af separationsbegæring, mv. Hovedpersonen bliver på denne måde holdt tvangsadskilt fra sin mand og frarøvet sin “retmæssige” del af boet.

Lad mig starte med det negative: Som roman betragtet er “Broderparten” ikke vellykket, idet den i højere grad fremstår som et partsindlæg end som et stykke gennemarbejdet fiktion. Selv om man ikke kan tale om, at der findes en egentlig skabelon for romaner (i så fald er den holdt hemmelig for offentligheden), er der nogle elementer, som man forventer i en “almindelig” roman, men som glimrer ved deres fravær i “Broderparten”: Man kunne fx forvente at høre lidt om personernes baggrundshistorie, og lidt om stridens genstands historie — i dette tilfælde et firma, som man aldrig rigtigt finder ud, hvad laver …

Men nu til det positive: Det er en meget interessant og tankevækkende historie, der bliver fortalt i “Broderparten”, og den retter fokus mod nogle yderst interessante problemstillinger: Hvordan sikrer man sig selv mod i en fremtidig svækket tilstand at blive udnyttet til at foretage dispositioner mod sin vilje? Hvordan skåner man sin mentalt svækkede pårørende mod at blive offer for svindel?

Før man begynder at tænke, at det hører vist alligevel til sjældenhederne, at skrøbelige personer bliver udnyttet så groft af “betroede” personer, så lad mig lige minde om, hvor mange kriminalromaner der gennem årene netop har haft det pludseligt ændrede testamente med en ny og uventet hovedarving som tema. Selv om sådanne kriminalromaner i sagens natur er fiktion, er deres temaer typisk inspireret af virkeligheden. Og fra den aktuelle virkeligheds verden kan vi henvise til en nylig sag med en tilsyneladende skruppelløs dansk advokat, nemlig Christian Harlang, der netop har fået dom ved Københavns Byret for, at han med rette var blevet idømt en bøde for at have tiltusket sig en generalfuldmagt for en formuende, dement kvinde. Og det er skam ikke kun fremmede menneskers formue, han overtager “administrationen” af — det gælder også hans egen families.  Den interesserede kan læse en gennemgang af Christian Harlangs synderegister her i Ekstra Bladet.

En advokat forventes at være særligt pålidelig, og det samme gør en sognepræst. Ikke desto mindre gjorde en sognepræst fra Skelskør-området ved navn Ingrid Marten Trolle-Monsen sig skyldig i at tilrane sig 8,7 millioner kroner fra en dement kvinde, som hun var indsat som økonomisk værge for. Det manglende beløb kom først frem, da den demente kvindes bo blev opgjort efter hendes død. Ingrid Marten Trolle-Monsen blev idømt fire års fængsel i sagen — en dom, der blev stadfæstet i landsretten.

I “Broderparten” er et af temaerne netop værgemål — hvordan afgøres det, om en person har brug for en værge, og hvem vil bedst kunne varetage værgemålet? Som det fremgår af ovennævnte eksempler kan det være endog meget risikabelt at udpege den forkerte værge, og hvordan afgør man i øvrigt, hvad der er i den mentalt svækkede persons interesse? Fra september 2017 har det været muligt at oprette en såkaldt fremtidsfuldmagt — i en sådan fremtidsfuldmagt kan man give en pårørende mulighed for at varetage ens interesser den dag, man ikke længere selv kan. Men det kræver selvfølgelig, at man er opmærksom på muligheden for, at dette en dag skulle kunne ske.

Kort sagt: “Broderparten” bør læses som en slags introduktion til de faldgruber, der findes for hjerneskadede og deres pårørende. Og det gør den læsværdig.