Så gik der et år, hvor jeg ikke købte nyt tøj. Det bemærkede de inde i Illum, hvor de flere gange forsøgte at lokke mig tilbage med fremsendte kuponer, der ville give mig 10 %. Hvis jeg dog bare kom tilbage og shoppede lidt. Men det lykkedes faktisk. Et år uden at købe nyt eller brugt tøj. Heller ingen sko eller smykker eller tasker eller andet tilbehør (som i vore dage kaldes ”accessories”). Ikke engang til min søns bryllup købte jeg noget nyt tøj. Jeg må jo indrømme, at min klædeskab ikke ligefrem var tomt, da jeg startede på min tøjfaste, så jeg havde noget at tage på hver eneste dag. Og jeg behøvede ikke at gå i det samme tøj hver dag.
Et udsnit af mit garderobeskab.
I dag brød jeg så tøjfasten: Jeg gik i en Røde Kors-butik og købte en bluse. Det var ikke, fordi jeg specielt havde brug for den bluse. Det var, fordi jeg ville bryde fasten. Nu har jeg gjort det, og jeg overvejer, om jeg skal genoptage tøjfasten. For jeg har jo lært noget i løbet af det år, som tøjfasten varede: Jeg har lært noget om, hvad det er for behov, der bliver belønnet, når man køber tøj. Jeg har i et tidligere indlæg beskrevet, hvordan jeg blev meget fristet af at købe en cashmeresweater under et besøg i London, fordi jeg frøs, og jeg ikke fået medbragt nok varmt tøj til turen. Udelukkende på grund af min igangværende tøjfaste modstod jeg fristelsen, men ellers var det jo faktisk en god, reel grund til at købe noget nyt tøj. Men den type grund er ikke den mest almindeligt forekommende grund til at købe nyt tøj. Ikke for mig, i hvert fald. I sidste måned begav jeg mig i research-medfør ind i en Zara-butik. Tidspunktet faldt sammen med udsalgsperiodens sidste krampetrækninger, og stort set alt var nedsat med 70 %. Og så er Zaras priser ikke engang høje til at begynde med. Jeg troede, jeg var immun, men det endte med en indre kamp for at bevæge mig ud af forretningen igen uden at købe noget. Og her har vi nogle af de behov, der bliver tilfredsstillet ved at shoppe nyt tøj: Der er selvfølgelig det fundamentale behov for et bestemt klædningsstykke, fordi man skal bruge det til en bestemt lejlighed, eller fordi man har brug for det til at beskytte sig mod vind og vejr. Men så er der to yderligere behov: Behovet for at få fornøjelsen af at hjemføre et nyt stykke tøj. Og behovet for at gøre et godt køb. De to sidste behov overskygger i mange tilfælde det første, reelle behov. Ellers ville vi ikke købe så meget nyt tøj hele tiden og dermed medvirke til overforbrug og et dertil hørende kæmpe klimaproblem.
Og det var for i det mindste ikke at bidrage alt for meget til det sidste, at jeg brød tøjfasten med et indkøb i en genbrugsbutik.
Jeg vil gerne høre din mening om etikette i forbindelse med Facebook og tidligere kærester. Jeg er ”ven” med en tidligere kæreste – og vi taler om for mere end 20 år siden og kun ganske kortvarigt – på Facebook. Hun har nu foreslået, at vi mødes, og det vil jeg gerne. Men min kone, som jeg tilfældigt kom til at nævne det for, synes ikke, det er nogen god ide. Nu står jeg så her – jeg vil gerne møde min tidligere kæreste, som jeg, efter vi var kærester, gennem længere tid så som en god veninde i en større vennekreds, der i dag ikke længere ses. Jeg har absolut ingen bagtanker med at mødes med hende udover at genopfriske det venskab, der fulgte efter den i øvrigt meget korte tid som kærester. Men min kone bryder sig altså ikke om ideen, og jeg vil ikke være uvenner med min kone, selvom jeg synes, det er fjollet af hende. Min nu for længst tidligere kæreste er i dag single, og har derfor ikke en mand, hun skal diskutere det med.
Kære læser,
Med Facebook, LinkedIn og de andre sociale medier har vi fået en fantastisk mulighed til at holde os i kontakt med gamle bekendte og tidligere kolleger og følge lidt med i deres liv på sidelinjen. Det har så også givet mulighed for, at alle mulige og umulige kontakter fra fortiden har kunnet blive ”ven” med en. Og hvorfor ikke? Så længe det kun er virtuelt, er der ikke noget problem i at være Facebook-ven med en tidligere kæreste. Problemet opstår, som du har oplevet det på første hånd, hvis man også finder på at mødes i virkeligheden.
I grove træk kan eks’er (tidligere ægtefæller, ekskærester og gamle flammer) inddeles i tre kategorier:
1) dem, som man aldrig frivilligt har lyst til at se igen, og som man udelukkende har kontakt med på grund af ydre pres, som fx fælles børn.
2) dem, som man efter kæresteriet opnåede en form for platonisk venskab med, og som man i virkeligheden har glemt, man engang i tidernes morgen var kæreste med.
3) dem, hvor forholdet af en eller anden grund ophørte eller
aldrig udviklede sig, men hvor der med stor sandsynlighed selv efter mange år
stadig er en form for gnist, som kan risikere at blive genantændt.
Alle disse former for eks’er kan man udmærket være ven med
på Facebook. Men anderledes forholder det sig, når det handler om at møde dem i
den virkelige verden. Kategori 1 har man typisk slet ikke lyst til at møde,
hvis det kan undgås, så det giver sig selv. Kategori 2 kan man normalt uden
problemer mødes med. Kategori 3 bør man holde sig langt fra at mødes med, medmindre
begge parter er på et punkt i deres liv, hvor de er single og i øvrigt klar til
at prøve at gå tilbage til en fuser.
Du forsikrer mig om, at din eks er i kategori 2. Det burde
umiddelbart betyde, at du uden problemer kan mødes med hende. Men tingene
kompliceres af to forhold:
Din kone er imod det.
Din eks er single.
Når jeg nævner den kendsgerning, at din eks er single som en
komplikation, er det ikke, fordi jeg mener, at en single kvinde er på udkig
efter en hvilken som helst gift mand, der går forbi, men fordi det ikke
medvirker til at gøre din kone tryg ved situationen. Hun er formentligt
bekymret for, at der skulle være tale om en kategori 3 situation. Ikke fra din
side, men fra din tidligere kærestes side. (Skulle din kone tro, der var tale
om en kategori 3 situation også fra din side, så er vi ude i en helt anden
sag.) Alt dette leder mig frem til følgende svar: Hvis du gerne vil mødes med
din tidligere kæreste, og du samtidig ikke ønsker at gøre din kone bekymret, så
må du finde på et eller andet, hvor I kan mødes alle sammen. Da det formentlig
vil blive rimeligt akavet med blot dig selv, din kone og din tidligere kæreste,
så må det ske i et større selskab. Tiden er derfor muligvis inde til at
arrangere en genforeningsfest med den gamle vennekreds, som både du og din
tidligere kæreste engang var del af.
Alternativet vil selvfølgelig være at mødes med din eks i
smug. Men jeg kan ikke se, at det på nogen måde kan fremme tilliden mellem dig
og din kone. Faktisk ville det også få mig til at tænke på det som en kategori
3 situation. Og det har du jo forsikret mig om, det ikke er.
For mig personligt har 2018 været et fint år, bl.a. fordi min bog “Verden vil bedrages” udkom i oktober på Forlaget Vilhelm. Det er altid dejligt, når en bog, man har arbejdet længe på (nogle gange ALT for længe), endelig udkommer.
Men 2018 har bestemt ikke været et godt år for alle. Det gælder for nogle af mine nære venner, og det gælder for mennesker, jeg overhovedet ikke kender. Der er ikke noget nyt i, at tilfældets og skæbnens luner fordeler sig meget forskelligt hen over et år. For nogle smiler lykken, og for andre hagler det ned med ulykker. Uden at de selv har gjort det mindste for at påkalde sig hverken lykke eller ulykke. Set i det lys kan man argumentere for, at det ikke giver megen mening at ønske alle et godt nyt år, for vi ved jo, at det kan alle ikke få.
Men man kan jo håbe. Det vil jeg gøre, og samtidig vil jeg ønske alle, der læser dette, et rigtigt godt nytår. Godt nytår, alle sammen!
Kan man tillade sig at bede om kvitteringen for en julegave? Jeg har en kusine, som gør det stort set altid. Det irriterer mig grusomt, at hun gør det, så i år vil jeg gerne være bedre forberedt.
Kære læser,
Nej, man kan ikke tillade sig at bede om kvitteringen. I princippet bytter man ikke gaver – i hvert fald ikke officielt. Den eneste grund til, at en modtager af en gave får kvitteringen, vil være, hvis kvitteringen samtidig er garantibeviset. Men i de fleste tilfælde vil man kunne få garantibeviset separat.
Nu er ideen med en gave jo egentlig at glæde modtageren – ikke at genere eller opdrage på hende. Men hvis du virkelig vil drille hende, kan du købe gaven på et loppemarked eller et julemarked, hvor der ikke er mulighed for at få en kvittering. Men du risikerer, at pengene til gaven er spildt, hvis du ikke rammer præcist i hendes smag. Og noget kunne tyde på, at du ikke har været så heldig med det hidtil.
”Det er nu, vi hygger os bedst.” Sådan hedder det i MC Einars julesang ”Det’ jul, det’ cool”. Det er ment sarkastisk, og det er der god grund til, for julen er virkelig de blandede følelsers tid. På den ene side er det fantastisk, at vi kan lyse op i det påtrængende mørke med julelys og blinkende neonhjerter og indendørs hygge og endelig have en god undskyldning for at proppe os med alkohol og fedende mad. På den anden side er julen skuffelsernes, stressens og skænderiernes tid.
Det er nu, der forhandles omkring fordelingen af bedsteforældre, børnebørn og overskydende onkler: Enten vil alle have dem, eller også vil ingen have dem. Men de kan jo kun være ét sted – og de skal jo være et sted.
Det er nu skilsmisseforældre skændes om den præcise fortolkning af ordlyden i samværsaftalen om fordeling af børnene i julen. Det er nu, der skrives lange lister over ting, der absolut skal nås inden jul. Blodets indhold af stresshormon stiger i takt med, at betalingskortene bliver mere og mere rødglødende.
Som om det ikke var rigeligt, er det også nu, voksne mennesker bliver som børn igen, hvad deres opførsel angår, og glemmer alt om ellers gode manerer. Fuldvoksne mænd kan blive bragt på grådens rand ved tanken om, at de ikke skal have risengrød (som de fik som børn), men i stedet risalamande juleaften. Granvoksne kvinder kan finde på at komme med udtalelser som ”For mig bliver det altså ikke rigtig jul, hvis der ikke er flæskesteg”, når de hører, at værtinden har planlagt at servere gås. På hvilket andet tidspunkt af året ville de finde på at kritisere værtsparrets valg af menu? Sådan går det, når det ikke bare er en tilfældig aften på året, men en aften, hvor familietraditioner, gamle skuffede forventninger og opskruede følelser går hånd i hånd med hårdt praktisk arbejde.
Nu tror I måske, kære læsere, at jeg efter denne formanende indledning vil komme med en opskrift på, hvordan vi alle skal opføre os, så vi kan få en civiliseret og virkelig hyggelig jul for alle parter. Men det kan jeg desværre ikke. Jeg kan dog komme med nogle henstillinger, der kan medvirke til at formindske behovet for en ekstra uges ferie oven på julestrabadserne.
Lad os starte med, at alle respekterer og anerkender, at der ligger et stort praktisk arbejde og en ligeledes stor økonomisk udskrivning i at afholde selve julemiddagen. Hvis du er en teenager, der synes, at det er en skæbne værre end døden at skulle tilbringe en hel aften sammen med din dødssyge familie, så lad være med at vælge juleaftensdag til at få et hysterisk anfald og/eller få en eksistentiel krise over den vestlige verdens latterlige overforbrug, hvis det er din mor, der står for julemiddagen. Tro mig, hun har andet at tænke på, og hvis du ikke kan hjælpe med at dække bord eller skrælle kartofler, så vil det være et glimrende tidspunkt at gå dig en god, lang tur. Motion hjælper på humøret, og husk, at hvis du nærer et virkeligt alvorligt ønske om at begrænse den vestlige verdens latterlige overforbrug, så er det rette tidspunkt at give udtryk for disse følelser nogle uger før jul, hvor du meddeler familien, at grunden til, de ikke får nogen ønskeseddel fra dig i år, er, at du hellere vil have, at de giver pengene til (indsæt selv navnet på en velgørende institution) i dit navn.
Hvis du er en voksen mand eller kvinde, som skal være gæst til julemiddagen, så lad være med at give udtryk for voldsom skuffelse, hvis værtindens valg af kød ikke er din foretrukne juleret. Hvis du frygter, at der vil blive serveret rødkål fra et glas, eller at værtinden ikke kan finde ud af at lave brunede kartofler, så tilbyd selv at komme med det tilbehør, som du absolut ikke kan undvære. Det er som allerede nævnt et stort arbejde at stå for en hel julemiddag, og der er ikke noget galt i hverken at tilbyde eller modtage hjælp.
Hvis du er en skilsmisseforælder, som denne juleaften ikke er sammen med dine børn, så lad være med at give udtryk for din sorg over dette alt for højlydt. Det eneste, du får ud af det, er at ødelægge stemningen for de andre. Selvfølgelig vil du helst være sammen med dine børn. Hvem vil ikke det? Det eneste, jeg kan love dig, er, at det bliver værre: De vokser op og gifter sig med et andet skilsmissebarn, og så ser du dem kun hvert fjerde år!
Hvis du har særlige præferencer for de mindre detaljer, for at du skal synes, det bliver en rigtig jul, så er det en god ide at dele dem med din partner frem for blot at regne med, at vedkommende selv kan gætte sig til dem. Fx var det først adskillige år inde i vores ægteskab, at min mand fortalte mig, at han kun kunne lide hvide julelys på juletræet. ”Hvorfor har du ikke fortalt mig det noget før?” spurgte jeg, som hidtil havde blandet røde og hvide julelys efter, hvad der nu lå forrest på hylden i butikken. Det kunne han selvfølgelig ikke forklare. Har du lignende præferencer for de små detaljer, så gælder det om at få dem sagt. Du kan ikke regne med, at din partner kan gætte sig til dem. Indrømmet, der er potentielt nyt konfliktstof her, hvis det viser sig, at din partner har ligeså stærke præferencer for præcis det modsatte. I så fald gælder det om, at I begge er indstillet på kompromis, og måske er der mulighed for at skiftes: Røde lys det ene år og hvide lys det næste.
Med disse ord vil jeg ønske alle mine læsere en rigtig god og velopdragen jul.
Der er nogle drømme, der åbenbart bare ikke vil dø: Det gælder fx drømmen om at kunne komme til at tjene mange penge, være sin egen herre og samtidig arbejde hjemmefra. Og nej, her tænker jeg ikke på drømmen om at blive bestsellerforfatter. Jeg tænker på de drømme, der kan gøre en person modtagelig for at blive viklet ind i et såkaldt Multi Level Marketing firma eller blot MLM-firma. De kaldes også for Network Marketing eller Direct Marketing — men uanset hvad de kaldes, er der tale om pyramidespil under et andet navn.
I min bog om svindel, “Verden vil bedrages”, har jeg nærmere beskrevet mekanismerne i pyramidespil. Det er matematisk uundgåeligt, at pyramidespil løber ud for nye deltagere før eller siden, og at de senest tilkomne deltagere ender med at stå med håret i postkassen. Når der er tale om MLM-firmaer, vil “håret i postkassen” ofte være lig med at have en garage eller et loftsrum fuld af dyrt indkøbte produkter, som ikke kan sælges videre, og som ikke kan returneres. Min bog kan i øvrigt købes bl.a. her.
Man skulle tro, det var indlysende, at det ikke kunne lade sig gøre at tjene seriøse penge i et sådant pyramidespil. Men det er det ikke. Der er hele tiden nye personer, der bliver rekrutteret til diverse MLM-firmaer, og som vil forklare dem, der gider lytte, at “Netværksmarketing er fremtiden”! Nej, det er det ikke. Forhåbentlig bliver det derimod snart fortid. Det er faktisk stort set umuligt at tjene penge på at være distributør i et MLM-firma — medmindre, selvfølgelig, at man var så snedig selv at starte det: 99% af distributører i MLM-firmaer tjener ikke penge på deres deltagelse. Det kan man bl.a. læse om her, hvor de mest almindelige påstande fra MLM-firmaers side bliver gennemgået og tilbagevist. Som fx at når folk ikke tjener penge, så er det bare, fordi de ikke arbejder hårdt nok. Nej. Det passer ikke. Det er, fordi det ikke kan lade sig gøre.
Men hvordan kan det så være, at en familie som familien Devos fra USA er blevet så stinkende rige på MLM-firmaet Amway? Så rige, at familien har kunnet være en megastor donor til det republikanske parti — en støtte, der er blevet belønnet med, at Betsy Devos er blevet uddannelsesminister i Trump-regeringen? Det skyldes, at det var Devos-familien, der startede Amway (som er en forkortelse for The American Way). Om Betsy Devos og hendes families og svigerfamilies indflydelse i det republikanske parti kan man læse mere i denne Vanity Fair-artikel. De mange penge er blevet tjent på dem, der er kommet efter. Dem, der ikke har tjent nogle penge, men derimod har sat penge til på at være Amway-distributør. I en glimrende podcast-serie ved navn “The Dream” beskrives bl.a., hvordan Devos-familien via deres politiske indflydelse har været i stand til at sikre, at Amway ikke er blevet erklæret for at være et ulovligt pyramidespil af The Federal Trade Commission, som egentlig er sat i verden til at beskytte amerikanske forbrugeres interesser. Men som ikke kan siges at være uafhængigt af politiske interesser.
Amway er selvfølgelig ikke det eneste pyramidespil forklædt som MLM-firma. I filmen “Betting on Zero” tages MLM-firmaet Herbalife under behandling. Her får vi også historien om Bill Ackmans fra kapitalfonden Pershing Square forsøg på at shorte Herbalife’s aktier, efter det var gået op for ham, at Herbalife var et pyramidespil. Den historie er i sig selv en fascinerende historie om titanernes kamp, for en anden storinvestor, Carl Icahn, tog kampen op mod Bill Ackman, som endte med at måtte kaste håndklædet i ringen i 2017 efter at have tabt stort. Personligt var jeg tidligere en stor beundrer af Madeleine Albright, men det er jeg ikke længere, efter jeg fandt ud af, at hun har været med til at promovere Herbalife i bl.a. Indien. Mod et formentlig klækkeligt honorar. Nu er hun efter sigende bekymret for sit politiske eftermæle. Med god grund.
Også John Oliver har taget MLM-firmaernes forretningsmodel op i en fremragende episode af Last Week Tonight.
Nu spørger I sikkert: Og hvor er så Donald Trump henne i det her? Han er her selvfølgelig også! Alt andet ville da være mærkeligt. Ikke alene har hans uddannelsesminister og andre medlemmer af hans regering forbindelser til diverse MLM-firmaer, som man kan læse om i denne artikel i Slate — han har også selv promoveret MLM-firmaet ACN, som ligesom alle de andre MLM-firmaer lover guld og grønne skove til distributørerne — uden at levere hverken guld eller grønne skove. Og nu er Donald Trump og hans familie blevet sagsøgt af skuffede deltagere i ACN-pyramidespillet. Det bliver spændende at se, hvordan det ender!
Under mit arbejde med at skrive og researche til min for nyligt udgivne bog om svindel og svindlere, “Verden vil bedrages” (som fx kan købes her), spekulerede jeg ofte over, hvad en svindler egentlig forestiller sig skal være hans eller hendes exit-strategi. De fleste af os har sikkert en fantasi om — hvis vi nu skulle kaste os ud i en svindlerkarriere — at vi efter et succesfuldt fupnummer ville sidde med en kuffert fuld af penge og drikke drinks med små, kulørte parasoller på en fjern, eksotisk strand i et land uden udleveringsaftale med gerningslandet.
Men for virkelighedens svindlere ender det meget sjældent sådan. Det er svært at vide hvorfor, for i mange tilfælde ville der undervejs i svindelforløbet faktisk have været lejlighed til at “take the money and run”. Det er åbenbart sværere at gøre i praksis end i teorien. Samtidig må man for mange svindelnumres vedkommende sige, at det ikke kan undgås, at de før eller siden kommer for en dag. Tag fx Bernie Madoff og hans investeringsfirma, som viste sig i virkeligheden at være verdens største Ponzi-nummer. Et Ponzi-nummer er ligesom et pyramidespil: Før eller siden løber det ud for nye penge. Og så er det slut. Således også med Bernie Madoff, som i 2008 måtte indrømme over for sine sønner, at det hele var et gigantisk svindelnummer. Senere blev han idømt 150 års fængsel, og begge hans sønner er i øvrigt nu døde: Den ene af kræft, den anden ved selvmord. Ikke ligefrem en lykkelig slutning. Hvad havde Bernie Madoff tænkt sig? Hvad var hans exit-strategi? Forestillede han sig, det bare kunne blive ved og ved og ved … Hvis han gjorde det, må man sige, at han havde grund til at tro det. Der var adskillige gange, hvor han var meget tæt på at blive afsløret, men det lykkedes ham hver gang at undslå sig myndighedernes temmelig inkompetente forsøg på at undersøge, hvad der egentlig foregik i hans firma.
Bernie Madoffs svindelnummer var som nævnt et Ponzi-nummer. Sådan et kræver, at der hele tiden kommer nye deltagere med nye penge til. Det overraskende i hans sag er, at det kunne blive ved så længe, og at så mange professionelle investorer overlod ham deres penge.
Andre former for svindel har ikke samme indbyggede, tikkende udløbsdato. Tag nu det hjemlige, danske eksempel med en medarbejder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, der angiveligt har svindlet satspuljemidlerne for mindst 111 millioner kr. Hun har i skrivende stund hverken erkendt eller nægtet sig skyldig i sigtelsen, som går på bl.a. at have begået underslæb i en periode på mindst 16 år — ja, måske endda mere end 16 år. Underslæbet — eller de mærkelige transaktioner — blev opdaget i 2018 ved en mere eller mindre tilfældighed. Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis hun ikke lige havde lavet denne sidste overførsel til sig selv, så ville hun ikke være blevet opdaget. Ikke nu i hvert fald. Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis hun havde valgt at gå på pension sidste år, så er det slet ikke sikkert, at underslæbet var blevet opdaget i hendes levetid, om overhovedet. Hvis hun for tre år siden, da Socialstyrelsen flyttede til Odense, havde valgt at sige, at hun var for gammel til at begynde at pendle til Odense, og derfor hellere ville fratræde, ville hendes svindel så være blevet opdaget? Det kan man ikke vide, men meget tyder på, at det var den nok ikke. Det havde været den perfekte exit-strategi. Men den valgte hun ikke. Måske tænkte hun, at nu var det gået godt så længe, så det kunne det sikkert blive ved med. Og ligesom Bernie Madoff havde hun god grund til at tro, at det kunne blive ved med at gå, for det var jo gået godt i mange år. Hvem ved, måske ville hun være fortsat til pensioneringen.
For os, der ikke har kastet os ind på en svindelløbebane, kan det være svært at forstå, hvorfor nogenlunde succesfulde svindlere ikke stopper, mens legen er god, og de stadig har en chance for at “take the money and run”. Det skyldes måske, at deres grådighed er for stor til bare at kunne stoppe. Men det skyldes måske også. at det ikke kun handler om penge. Måske vil livet på en eksotisk strand med drinks med kulørte parasoller simpelthen blive for kedeligt i længden. Måske vil de ganske enkelt savne spændingen.
Måske er det, fordi jeg netop har sendt en ny bog på gaden — en bog, der handler om svindel — at jeg ser svindel alle vegne. Men jeg tror det ikke. Det virker, som om der er exceptionelt mange sager om svindel i øjeblikket. Små og store. Det kan ikke kun være et tilfælde af “hvad hjertet er fuldt af …”
Der er den helt store sag om international svindel med udbytteskat. Her har et netværk af finansfolk og advokater, godt hjulpet på vej af internationale banker, fået suget svimlende milliardbeløb op af europæiske statskasser — herunder den danske. Det er bl.a. beskrevet i denne artikel på DR.dk.
Så er den noget mindre og meget mere lokale, men ligeledes opsigtsvækkende svindelsag i Socialstyrelsen med satspuljemidler. Her har en medarbejder ved navn Britta Nielsen tilsyneladende begået underslæb gennem en længere årrække. Alt tyder på, at det er lykkedes for hende i løbet af de sidste 16 år at trække mindst 111 millioner kroner ud af systemet. Måske går det endnu længere tilbage, og måske drejer det sig om endnu flere penge. 111 millioner kroner! Det er selvfølgelig ikke nær så mange penge som de milliarder, som de ovenfor nævnte finansfolk har fået ud af deres udbytteskatnumre, men til gengæld har hun åbenbart klaret det på næsten egen hånd. Det betyder ikke nødvendigvis, at ikke også andre kan drages til ansvar i denne skandale, som man kan læse i Politiken.
I begge ovenstående eksempler er der tale om, at det er statskasser, der er blevet ofre for svindelen. De burde kunne have beskyttet sig bedre, men kontrolsystemerne har tydeligvis ikke været tilstrækkeligt effektive.
Men selvom sådanne historier er spektakulære, og man kan lave mange spekulationer over, hvad de tabte skattepenge kunne være blevet brugt på til gavn og nytte for skatteborgerne, så er det nu alligevel svindel rettet mod privatpersoner, der har den største effekt på den enkelte.
I øjeblikket florerer en form for e-mailsvindel, hvor modtageren af e-mailen får at vide, at hans eller hendes konto er blevet hacket, og at hackeren har kompromitterende videomateriale af den pågældende. Videomateriale, som vil blive offentliggjort, medmindre modtageren af e-mailen i løbet af 48 timer overfører et beløb i bitcoins til hackeren. Men det er svindel! Der er ingen grund til at betale. Ikke desto mindre kan TV2 fortælle, at det er lykkedes svindlerne at indsamle ikke mindre end en million kroner på denne afpresningsfidus. Hvis du modtager sådan en e-mail, så lad være med at betale! Selv hvis du ved, at der i princippet godt kunne eksistere den slags kompromitterende videomateriale. Hvis de virkelig har den type materiale, vil de normalt også sende en form for dokumentation. Og så er det ikke længere svindel, så er det pengeafpresning. Pengeafpresning af den særlige type, der kaldes “sextortion”.
Fra adskillige sider er der blevet spurgt interesseret til min tøjfaste. Overholder jeg den? Eller er jeg faldet i? Og jeg kan svare: Ja, jeg overholder den stadig, Nej, jeg er ikke faldet i. Når jeg ikke har skrevet så vældig meget om det i de seneste måneder, skyldes det, at der ikke er så stor nyhedsværdi i at sige, at det går som planlagt. Og det er nu 8 måneder siden, jeg indledte min ”tøjfaste” og besluttede mig til at prøve ikke at købe nyt tøj i et år. Indtil videre er det gået godt. Jeg har kun været meget, meget stærkt fristet til at købe noget en enkelt gang.
Det var i sidste måned, hvor jeg befandt mig i London, og temperaturen pludselig faldt kraftigt. Det regnede, og var gråt og kedeligt, og jeg var våd og frøs, og mit medbragte tøj var slet ikke beregnet på den nye, kolde temperatur, og så var det, jeg kom forbi en bod i et marked på Brick Lane, hvor der hang en dejlig varm og skøn genbrugscashmerecardigan til kun 18 pund. Det var meget nemt at forestille sig, hvor vidunderlig varm og blød den ville være at have på. Jeg frøs. Den lokkede. Men jeg modstod. Jeg kunne ellers lide alt ved den bod, som havde specialiseret sig i brugt cashmere: Jeg elsker cashmere. Jeg er vild med genbrug. Priserne så yderst fornuftige ud. Men jeg modstod. Og det var vel egentlig også det bedste, for jeg har en del andre cashmeresweatre (som jeg desværre ikke havde medbragt på turen til London), og det ville alligevel have været ærgerligt at måtte stoppe eksperimentet, bare fordi jeg frøs.
Det er med meget stor glæde, jeg kan oplyse, at min nye bog er på vej! Den hedder “Verden vil bedrages”, og den udkommer 10. oktober på Forlaget Vilhelm.
I bogen gennemgår jeg forskellige former for svindel, som man som helt almindelig borger kan risikere at blive udsat for: Det kan dreje sig om forskudsbedrageri, som er den officielle betegnelse for Nigeriabreve, eller det kan dreje sig om direktørsvindel, som en uheldig medarbejder ifølge Ekstra Bladet blev udsat for i Odense Kommune, hvilket kostede kommunekassen omkring 250.000 kroner. Jeg er ret sikker på, at hvis den pågældende medarbejder havde læst min bog, ville han ikke være faldet for dette svindelnummer.
Så er der selvfølgelig mange forskellige former for investeringsvindel, ligesom jeg nærmere forklarer forskellen på et Ponzinummer og et pyramidespil.
Alt dette og meget mere kan man læse mere om i “Verden vil bedrages”.
