09 jan 12 Teenagere i offentlige transportmidler

I sidste uge stod jeg i en tysk by og ventede på et transportmiddel, der nærmest kan betegnes som en sporvogn. Sammen med mig på perronen stod en hel tysk skoleklasse i teenagealderen. De var, som teenagere er flest, når de er i flok: Overkåde og støjende. Jeg nåede at tælle hele fire drenge med den eksakt samme model Adidas-sko på. (Mænds forkærlighed for at have det samme tøj på viser sig allerede i den alder. Men det er ikke emnet for denne historie.) Da sporvognen endelig kom, dannede de unge mennesker en halvcirkel rundt om udgangen, så det var stort set umuligt for de afstigende passagerer at komme af og dermed for os andre at komme på. Da det endelig lykkedes, snakkede og grinede og kastede de sig over sæderne og fyldte i det hele taget meget i det begrænsede rum, som en sporvogn udgør. ”Teenagere er de samme verden over,” nåede jeg lige at tænke for mig selv, da en af de kåde unge knægte smilende rejste sig og overlod sin siddeplads til en ældre, gangbesværet kvinde. Helt på eget initiativ.

Hvornår så jeg sidst det ske i Danmark? Beskæmmet på nationens vegne må jeg indrømme, at det kan jeg simpelthen ikke huske. Jeg mener: Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set det ske.

Teenagere er de samme verden over. Men der er tydeligvis nogle teenagere, der er bedre opdraget end andre. Denne bedre opdragelse behøver ikke være sket med vold og magt og kadaverdisciplin. Den bedste læremester er at foregå med et godt eksempel. Lad mig hermed komme med en opfordring til de unge menneskers forældre og andre voksne, der indgår i deres nærmeste omgangskreds, om at lære dem, at livet sagtens kan blive bedre af engang imellem at ofre lidt komfort til fordel for andre, der har mere brug for det.

Jeg skulle lige til at skrive, at før eller siden skal de nok lære, at det er uhensigtsmæssigt at placere sig i en halvcirkel rundt om en udgangsdør på et transportmiddel. Men så slog det mig, at det med at lade være med at stå i en halvcirkel foran udgangsdøren er der stadig mange voksne i metroen i København, der endnu ikke har lært, på trods af, at det forsinker af- og påstigning. Til gengæld må de så indimellem se metroen køre uden at få dem med, for metroen er (i modsætning til den tyske sporvogn) førerløs og gør sig ikke den ulejlighed at tjekke, om alle passagererne nu også er kommet med. For vores alle sammens skyld må vi håbe, at de lærer det hen ad vejen i takt med, at de vænner sig til transportmidlet.

06 jan 12 Brevkasse: Amerikanske og europæiske bordmanerer

Kære Sanne Udsen,

Jeg har et spørgsmål om brug af bestik. Jeg går i skole i Philadelphia og var i går til en “etikettemiddag”, som skolen holdt. Vi blev vist den korrekte amerikanske måde og den europæiske måde at bruge bestik på. Er det korrekt, at man i Europa bruger “bagsiden” af gaflen? Jeg har altid ment, at jeg har temmelig god etikette, men jeg har da altid brugt kniven til at lægge lidt mad op på den “rigtige” side af gaflen.

Jeg blev helt forbavset over at høre dette, så hvis du kan hjælpe mig, ville jeg være rigtig glad!

Kære læser,
Som du nok allerede har bemærket, har amerikanere en tendens til at tale om ”Europa”, som om det var et stort fælles sted, og dets indvånere som ”europæere”, som om der ingen forskel var på deres måde at opføre sig på, herunder deres opfattelse af god etikette. Ganske vist kan man netop i dette tilfælde tale om en europæisk (eller ’continental’, som den også kaldes) og en amerikansk måde at bruge sit bestik korrekt på: Den korrekte amerikanske måde at bruge bestikket på består i først at skære fx sit kød ud i et par mindre bidder, derefter lægge kniven på kanten af tallerkenen (uden at kniven rører bordet!) og med højre hånd derefter bruge gaflen til at fragte maden op til munden med. Det er derimod ikke god amerikansk etikette at skære det hele ud i småbidder på én gang, som om man var et småbarn, der skulle made sig selv. Jeg har ladet mig forstå, at den amerikanske tradition stammer fra samme tid som det oprindelige ”tea party” og var et oprør mod de britiske overherrer og deres bordmanerer. Derfor regnes det for patriotisk at spise på denne måde – hvilket efter min opfattelse da også er det eneste, der kan retfærdiggøre denne temmelig omstændelige måde at spise på.

Den korrekte europæiske måde at spise på er at beholde gaflen i venstre hånd og bruge kniven til at skære kød og grøntsager ud med, som man derefter enten spidder med gaflen eller ved hjælp af kniven skubber over på gaflen. Men – og nu kommer vi til dit spørgsmål – på hvilken side af gaflen skal maden så skubbes over på? Den almindelige og fuldt ud korrekte europæiske måde at gøre det på er den måde, du sikkert også har lært det på, nemlig den ’nemme’ side, dvs. den side, hvor gaflens grene vender opad. Hvis man derimod spiser et stykke kød eller et større stykke grøntsag er der snarere tale om, at man spidder maden, og i dette tilfælde vender gaflens grene (ja, det hedder det – jeg har slået det op) nedad. Men at lægge grøntsager – specielt ærter – oven på en gaffel, hvis grene vender nedad – ja, det er såvel upraktisk som krukket.

Hvorfor har de så fået galt fat i det ved din etikettemiddag? Det er nok bl.a. pga. deres forståelse af ”Europa” og ”europæere”. Det er nemlig helt korrekt, at det har været den engelske måde at gøre det på. Men for det første skulle det undre mig såre, om det er videre udbredt i dagens England, selv blandt de velopdragne, og for det andet er engelsk ikke lig europæisk. Dette understreges af, at når englændere taler om ”Europa”, så mener de ”kontinentet” eksklusive de britiske øer, og når englændere taler om ”europæere”, så mener de alle andre end dem selv. Kort sagt – hvad briterne gør, er ikke det samme som, hvad europæerne gør. Det er altså dine etikettelærere, der er galt på den, hvilket jeg selvfølgelig er ked af at høre. For jeg synes ellers, det er en rigtig god ide med sådan en etikettemiddag!

24 okt 11 En anderledes kølneroplevelse

Her i Køln findes der en svævebane — en såkaldt Seilbahn — der svæver hen over Rhinen ved Zoobrücke. Faktisk krydser den Zoobrücke og lander i den såkaldte Rheinpark.

Vi prøvede den første gang i november sidste år sammen med nogle af vores venner hjemmefra, og forestil jer vores overraskelse, da vi nærmer os stoppet på østsiden af Rhinen, og vi kort før landingen svæver hen over nøgne mennesker, der spankulerer uanfægtet rundt på jorden neden under os! Nogle af dem vinkede endda op til os. Efter de nøgne mennesker kom der et dampende udendørs bad — med badende i badetøj. Det viste sig at være Claudius Therme — et termisk bad.

Her er (desværre) ikke noget billede af de nøgne badende, men i stedet af bygningens forside.

Lige siden vores første tur med svævebanen (som selvfølgelig også er værd at prøve) har jeg lovet mig selv, at jeg virkelig gerne ville prøve det termiske bad — altså i den påklædte afdeling. En nærmere undersøgelse har i øvrigt afdækket, at nøgenhed er påkrævet i sauna-delen, mens påklædthed omvendt er påkrævet i badeafdelingen. Så kan man jo gøre op med sig selv, hvor man ønsker at være.

Men som med så meget andet — især når man bor i en ny by, og der er meget, der skal undersøges og læres — så var det ikke blevet til noget med mit besøg i det termiske bad. Ikke før i dag, hvor jeg blev inviteret med i et selskab, der skulle derhen. Nogle gange er det vitterligt nødvendigt med sådan et skub, før man får taget sig sammen. Men det bliver ikke min sidste gang! Det var helt vidunderligt. Vandet er varmt og mineralholdigt, og vejret var skønt, og det er en helt særlig oplevelse at svømme rundt i varmt vand på en smuk oktoberdag. Jeg holdt mig dog fra saunaafdelingen, selv om mandag er “kvindedag” i saunaen. Kvindedag eller ej — svævebanen svæver stadig hen over saunaområdet. Men en anden dag vil jeg medbringe badekåbe, og så kan det være, jeg vover mig ud ved saunaen. (Men selvfølgelig kan man leje badekåber, hvis man ikke gider tage sin egen med.)

27 jul 11 Rheinenergie og (endnu mere) tysk effektivitet

Vi har nu boet i vores lejlighed i over et år — vi overtog den pr. 1. juli sidste år. Der har været virkelig mange — anstrengende og belastende mange — ting, der ikke har fungeret, og ting, der har taget meget, meget længere tid at få funktionsdygtige, end vi havde drømt om, da vi flyttede ind i en nyistandsat lejlighed. Som jeg tidligere har været inde på, tog det fx tre måneder at få telefon, og jeg glemmer heller ikke lige med det samme, hvordan jeg i slutningen af maj pludselig fik håndvasken i badeværelset ned over mig, mens jeg stod og børstede tænder. Det gav mig et ret stort blåt mærke på knæet, men det pyntede ærligt talt heller ikke med håndvasken liggende i en akavet position på badeværelsesgulvet. Det viste sig, at den kun var sat op med nogle meget små skruer — og det er en meget stor og tung håndvask.

Nå, men under alle disse trakasserier har vi da hele tiden haft elektricitet. Det vil sige, det har vi haft indtil forleden, da min mand kom hjem fra arbejde, og der pludselig ikke var noget strøm — og det var ikke bare sikringerne, der var røget. (Selv var jeg ikke til stede — jeg har forføjet mig udenbys.) Det viste sig, at Rheinenergie havde været forbi og tage tælleren ned og dermed stoppet for elektriciteten til vores lejlighed. Nu har vi haft “glæde” af Rheinenergie før: For et par måneder siden havde de et større opgravningsarbejde ude på vejen, og udover at spærre for vores indkørsel, hvilket var ret besværligt, klippede de også telefonkablet over til hele huset. Men det var et uheld — det var nedtagningen af tælleren ikke.

Min mand fik hjælp af advokatkontoret ved siden af til at ringe og få en forklaring. Jamen, der var ikke registreret nogen forbrugere i den lejlighed. Man skal være registreret som forbruger, ellers kan man ikke få el. Advokaten forklarede Rheinenergie, at der var tale om udenlandske forbrugere, og at de ikke var bekendt med reglerne for registrering, og de havde brug for strøm NU. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, men de lovede at komme forbi dagen efter. Så min mand måtte klare sig med stearinlys den aften og krydse fingre for, at køleskab og fryser kunne holde på kulden, indtil strømmen kom igen.

Nu vil jeg skynde mig at indskyde, at det ikke er sådan, at vi tror, man ikke skal betale for el. Og vi synes egentlig også, at det lyder helt rimeligt, at man skal registreres som forbruger. Vi havde bare regnet med, at det var sket i forbindelse med, at tælleren var blevet sat op sidste år, hvilket udlejeren havde sørget for. Og så troede vi i øvrigt, at vi betalte el over huslejen. Her er det måske på sin plads at forklare, at i Tyskland opererer man hhv. med en “Kaltmiete” og en “Warmmiete”. “Kaltmiete” er grundhuslejen, mens “Warmmiete” er inkl. forbrug af vand og varme og (troede vi) el. Da vi ledte efter lejlighed, fik vi den tommerfingerregel at gå efter, at man skal regne med 2 € pr. kvadratmeter pr. måned, som altså skal lægges oven i grundhuslejen. Nu skal vi have studeret lejekontrakten grundigere for at finde ud af, hvad vi egentlig betaler for. Det er meget muligt, at vi alligevel ikke betaler el over huslejen, men skal betale direkte til Rheinenergie. Så er det bare, jeg tænker: Lader Rheinenergie virkelig bare folk bruge elektricitet et helt år uden at gøre sig den ulejlighed at sikre, at der er registreret en forbruger — og dermed en betaler — på adressen?

18 maj 11 De afskårne birketræer i maj

Da vi i maj for et år siden kørte Køln rundt for at se på lejligheder sammen med en ‘housing agent’ (og i øvrigt fandt den lejlighed, som vi bor i nu), bemærkede jeg, at der de mest besynderlige steder rundt omkring i byen stod birketræer med falmet pynt på. Fordi der var tale om ret store birketræer, troede jeg først, at det var rigtige træer, men efterhånden opdagede jeg, at der var tale om afskårne træer. Ganske store afskårne træer, som var bundet til vejskilte, nedløbsrør, altaner, cykelstativer og mange andre originale placeringer. Men hvorfor? Til sidst spurgte jeg vores ‘housing agent’, en tysk kvinde ved navn Ulrike, om, hvad det med de her afskårne birketræer handlede om. Det virkede som en ret sløset omgang med pænt store birketræer. Åh, forklarede hun, det er sådan noget, kølnere gør omkring 1.maj for at markere, at det er maj og sådan. Til hendes forsvar skal vi nok lige have med, at hun er tilflytter til Køln. Ikke desto mindre tog jeg hendes forklaring for gode varer — selv om den viste sig at være forkert — og derfor blev jeg ikke det mindste overrasket, da jeg ultimo april i år så tjenerne pynte op med birketræer foran restauranterne og ølstuerne ved Alter Markt. Ja, vi snakker altså ikke om et par birkegrene her, men ganske pænt store unge træer!

Men den rigtige forklaring på disse afskårne birketræer fik jeg faktisk af en dansker: Traditionen er, at den 30. april sætter unge mænd det pyntede birketræ op foran deres udkårnes hus. Det er selvfølgelig lidt af en øvelse, hvis hun bor på tredje sal, men det forklarer, at mange af disse træer hænger på altaner rundt om i byen. Og står de nede på gaden, fx bundet op ad et nedløbsrør eller et vejskilt, er der muligvis et paphjerte med den udkårnes navn på, så man ikke er i tvivl om, hvem birketræet er beregnet på.

Jeg synes nu stadig, det er lige lovligt voldsomt brug af birketræer til et formål, som velsagtens også kunne være klaret med roser, men tradition er tradition. Og nu ved jeg, hvad traditionen går ud på.

13 apr 11 Apotekerne i Køln

Ja, man tror ikke, det er muligt, men der er endnu flere apoteker i Køln end i Paris! Her i vores bydel er der ikke blot et apotek på hvert gadehjørne, der er også et midt imellem gadehjørnerne! Dertil kommer apoteker inde i indkøbscentre m.fl. Når jeg tænker på, hvor langt jeg skulle bevæge for at komme frem til et apotek, da jeg boede på Frederiksberg, er det helt overvældende med alle de apoteker med kun ganske få meter imellem sig. Faktisk husker jeg, at de lukkede et apotek på Frederiksberg med henvisning til, at der var for mange (det var vist tre (3)!) inden for en radius af flere kilometer. Nå, men sådan er det altså ikke her.

Den tanke, der derefter straks melder sig, er, at enten må apotekerne her tjene ualmindeligt godt, eller også er deres krav til indtjening langt lavere end de danske apotekers. Eller måske begge dele. Og i dag fik jeg så også en tillægsforklaring: Jeg havde fået en recept på en ganske almindelig form for medicin — en medicin, jeg kunne få udleveret med det samme på et apotek på Frederiksberg. Nu skulle jeg så prøve det samme her i Køln. Først gik jeg ind på et apotek på Wiener Platz. Det havde allerede åbnet klokken 8, og der var ikke ligefrem travlt. Ekspeditricen slog det op på sin computer og sagde så, at de ikke havde det, men de kunne bestille det til mig. Nej tak, så prøver jeg et andet sted. Jeg skulle kun få meter ned ad Frankfurter Strasse, før jeg kom til det næste apotek. Der havde de et andet, tilsvarende præparat, som jeg kunne få med det samme. Nej tak, jeg vil gerne have det, der står på recepten. Det kunne bestilles, så det var klart til klokken 13. Okay så. Det var tydeligvis den eneste mulighed for at få min medicin.

Det er åbenbart sådan, det er her: Der er ikke meget medicin i forretningen, så de har ikke udgifterne til at have det på lager. Så giver det jo god mening, at der ikke er så langt mellem apotekerne, for hvem gider gå frem og tilbage samme dag til et apotek, hvis der er flere kilometer hen til det?

28 mar 11 Forår i Køln

Det er på denne tid af året, at man virkelig kan mærke forskel mellem det kolde nord og det langt lunere Køln. Efter at have været tre uger i Danmark — heraf to uger på det skønne Klitgården — kom jeg tilbage til Køln her den sidste fredag før sommertid. I Danmark var der faktisk ganske koldt. Ikke mindst i Skagen, hvor lyset var vidunderligt, men hvor det nogle dage var så koldt og blæste så meget, at man dårligt kunne gå en tur rundt om det smukke hus. Ja, en af dagene var det endda snestorm! Kun kortvarigt ganske vist, men alligevel.

Men heller ikke i Københavnsområdet var der særligt tydelige tegn på forår. De kom derimod, da jeg kørte tilbage til Køln. På vej ned gennem Tyskland kunne jeg se landskabet blive grønnere jo længere sydpå, jeg kom. Og her i Køln er mange træer så småt sprunget ud, og både Bauhaus og Praktiker er i disse dage fyldt med folk, der skal købe krukker og blomstermuld og blomster til at plante i potter og bede. Forår! Selv var vi også ude for at købe krukker i større mængder. Først var vi i Bauhaus i lørdags, der dog ikke havde et sortiment, som lige faldt i vores smag. Derfor tog vi endnu en tur i dag, denne gang til Praktiker, hvor vi til vores overraskelse fandt rigtig mange krukker, som vi kunne lide. Hvad skal der så i dem? Ja, jeg fik købt en enkelt lille rhododendron. Jeg har allerede plantet hornvioler og gerberis, og i dag købte jeg stedmoderblomster. Og ellers nyder jeg synet af alle de tulipaner, der nu er kommet frem som resultatet af de mange løg, jeg lagde i efteråret.

15 mar 11 Mere om e-bøger og deres økonomi

Selv om det danske e-bogsmarked stadig er ret lille, så er der mange, der har noteret sig det besynderlige i, at en e-bog ofte koster omkring det samme eller endda måske mere end paperbackudgaven af samme bog. Det gælder fx min egen bog “Psykopater i jakkesæt”. Som e-bog koster den 64,95 kroner på Saxo, og som paperback koster (kostede) den 69,95 kroner. Man skulle tro, at det var en hel del billigere at sælge en e-bog end en almindelig papirbog.

Det er der da også god grund til at studse over. For den interesserede læser er her en artikel , der stiller regnestykker op bag forskellige modeller for fordeling af pengene mellem forlag, forhandler og forfatter. Og desværre er der intet nyt under himlen: Det er stadig svært for forfatteren at være den, der tjener på det!

På det danske marked vil der i den kommende tid være en slags kampagne for at få gang i salget af e-bøger. Det indebærer, at priserne på udvalgte e-bogstitler bliver sat ned. Se mere i denne artikel i Politiken.

10 mar 11 Mere om gør-det-selv forlag

På det seneste forekommer det mig at der har været mange — i hvert fald for mange — eksempler på velrenommerede, danske forfattere, der har haft vanskeligt ved at få deres seneste værk udgivet på almindelig vis på et almindeligt forlag. Selv bøger, der har fået kunststøtte undervejs i tilblivelsesprocessen. Men udgives skal de jo, så nogle vælger at lade dem komme som e-bøger, andre laver simpelthen deres eget forlag. Hvis denne trend fortsætter, er der ingen tvivl om, at noget af stigmaet ved at udkomme på ‘eget forlag’ vil forsvinde.

For ‘gammeldags’ bøger udgivet på eget forlag er der stadig det uløste problem med distributionen og boghandlernes manglende villighed til at hjemtage en bog, der ikke er udkommet på et ‘anerkendt’ forlag. (Ja, der er såmænd også en udbredt modvilje til at hjemtage bøger af mindre kendte forfattere, uanset hvor anerkendt deres forlag er.)

Men for e-bøgerne tegner der sig måske en anden fremtidsmulighed. Information har bragt en artikel om en amerikansk forfatter for hvem det faktisk er lykkedes at tjene penge på at sælge sin e-bog. Information har historien fra Huffington Post, så hvis man hellere vil se (og høre) historien i originalversion, kan man gøre det her. Jeg er ikke sikker på, at denne succeshistorie umiddelbart vil lade sig overføre til danske forhold. Fx er der den manglende udbredelse af e-bogslæsere og det meget mindre potentielle publikum. Men derfor er det da en solstrålehistorie alligevel.

01 mar 11 Film i originalversion

Tyskere har for vane at eftersynkronisere udenlandske film, således at skuespillerne taler tysk, selv om hverken Matt Damon eller Catherine Deneuve talte tysk under indspilningen af filmen. Det er under alle omstændigheder en besynderlighed, for det lyder meget anderledes, når skuespillere efterfølgende indtaler dialogen, end når dialogen er optaget under nogenlunde samme forhold, som filmen er filmet. Det er også derfor, gamle italienske film lyder så underligt, for selv om det er de samme skuespillere, som man ser på lærredet, der har indtalt dialogen efterfølgende, så får man bare ikke den rigtige effekt, når man sidder i et studie.

Så selv hvis jeg var bedre til tysk, ville det ikke være noget for mig at se en eftersynkroniseret film. Og det er altså det almindelige her. Derfor har vi — måske en anelse halvhjertet — været på jagt efter en biograf, der viser film i originalversion. I hvert fald lykkedes det os ikke at finde sådan en biograf, før jeg i kraft af mit spritnye medlemskab af den amerikanske kvindeklub i Køln (ja, jeg er blevet sådan en slags ‘honorary American’) blev inviteret til et Kino & Kölsch arrangement. Det meldte jeg mig straks til. Filmen var The King’s Speech, og biografen var Metropolis.

Nu var — er — mit medlemskab af klubben som allerede nævnt spritnyt, og jeg kendte derfor ikke arrangøren eller nogle af de andre af udseende, så det gik hverken værre eller bedre, end at jeg ikke fandt resten af gruppen. Men til gengæld kom vi da i biografen. Før filmen startede, så vi hele fire forfilm - tre engelsksprogede og en fransksproget — og de var alle sammen eftersynkroniserede! Vi blev mere og mere bekymrede for, om den film, vi skulle se, nu også var eftersynkroniseret. “Så går vi, hvis den er det!” sagde min mand. “Det kan jeg ikke holde ud!” Og jeg var helt enig — det var en pine bare at sidde gennem forfilmene. Men filmen startede, og det viste sig heldigvis, at den ikke var eftersynkroniseret. Til gengæld var der noget galt med synkroniseringen. Formentlig af den grund blev filmen stoppet adskillige gange, uden at der var nogen, der gjorde sig den ulejlighed at forklare, hvad årsagen til de uventede og uvelkomne stop var, så der var flere og flere af publikum, der forlod salen. Jeg vil tro, det var hen ved en femtedel, der endte med at være gået efter det Xnde stop. Men så passede lyd og billede pludselig sammen, og det var en fornøjelse at se filmen i en biograf! Det er altså noget andet end at se den hjemme på sit fjernsyn, selv om fjernsynet bliver større og større.

Selv med skuffelsen over, at det ikke lykkedes mig at møde arrangøren af dette Kino & Kölsch arrangement, så var det alligevel en vellykket aften: Vi fandt en biograf, der viser film i originalversion, og vi så en god film!