12 aug 10 Gode tips til den skønlitterære forfatter

Der findes rigtigt mange (engelskssprogede) hjemmesider på internettet om at skrive bøger — specielt romaner.(Faktisk er det meget sjældent, man støder på en hjemmeside om at skrive faglitteratur.) En af de hjemmesider, der er værd at aflægge et besøg er Writer’s Digest. På deres side kan man bl.a. læse om fiktionskrivningens 10 bud.

Det kan være en udmærket lille start-overspringshandling til at komme i gang med skriveriet!

20 jul 10 Den lange ventetid på forlagene

Mange af de henvendelser, jeg modtager fra læsere af min blog, handler om, hvor længe man skal regne med at vente på at få et svar fra et forlag, når man uopfordret har indsendt sit manuskript. Jyllands-Posten har bragt to glimrende artikler om, hvor vanskeligt det kan være at sige præcist, og hvor tålmodig man i mange tilfælde er nødt til at være. Den ene artikel handler om, hvordan en vordende forfatter var gennem redigeringsforløb med flere forlag, uden at det af den grund endte med, at manuskriptet blev antaget, og den anden artikel handler om forlagenes interne retningslinjer for svarfrister.

Derudover kan der som bekendt altid tilstøde andre uforudsete begivenheder, som kan forsinke et svar fra et forlag. En af mine forfattervenner var ude for, at hun havde sendt et manuskript til et forlag, som beholdt det så længe, at hun faktisk havde glemt, hun havde sendt det til dem, indtil hun en dag fik manuskriptet retur med en beklagelse for den lange ventetid og en forklaring om, at manuskriptet var faldet om bag en reol. Og det var i øvrigt et afslag.

25 maj 10 Tilbud på Psykopater i jakkesæt som e-bog

I øjeblikket kan man få min bog “Psykopater i jakkesæt” som e-bog til den rørende pris af 89 kroner. Det er Gyldendal, der i anledning af deres nye e-bog-læser har sat alle de tilgængelige e-bøger til salg til en pris på 89 DKK. Problemet er jo så bare, at der stadig ikke er ret mange læsere, der har en sådan e-bog-læser.

15 maj 10 Gode websites for forfattere

Der er selvfølgelig stor forskel på at være forfatter og få afsat sit manuskript i et lille sprogområde som det danske og så på at være engelsksproget forfatter. Vi har ikke de samme afsætningsmuligheder for vores arbejde. Men nogle af de mere håndværksprægede problemstillinger er fuldstændigt de samme for alle forfattere uanset arbejdssprog. Derfor kan man som dansksproget forfatter sagtens have stor glæde af nogle af de mange engelsksprogede websites for for forfattere. Se fx dette meget nyttige blogindlæg med en lang række links.

08 apr 10 Kan man nu stole på sit forlags salgsopgørelse?

En læser har sendt mig følgende spørgsmål: “Ved du, om der findes eksempler på, at forlag snyder lidt med salgstallene? Altså fortæller forfatteren, at bogen har solgt mindre, end den faktisk har? Af forskellige grunde halter det desværre med tilliden til mit forlag efterhånden.”

Jeg kender faktisk ikke til konkrete eksempler på snyd med salgstal, men jeg må indrømme, at jeg selv indimellem er blevet noget overrasket over en salgsopgørelse — det kan fx være, at der er et misforhold mellem de løbende salgstal, som redaktøren har fortalt, og så den opgørelse, man modtager, når det er tid til royaltyafregning. Hvem skal man så stole på?

I de fleste kontrakter står der, at forfatteren kan kræve en opgørelse over salget, der er godkendt af en statsautoriseret revisor. Forfatteren skal selv betale revisorens regning. Jeg vil tillade mig at gå ud fra, at selv om der ikke er indføjet denne passus i kontrakten, så gælder det alligevel. Men det kræver altså, at du er villig til at betale for revisoren selv.

Det skulle undre mig, om der ikke indimellem var uoverensstemmelser i opgørelsen af salget. Bøger ryger rundt inde på forlagene, og hvordan de skal kunne holde styr på alle eksemplarer med den nøjagtighed, som opgørelserne antyder, der er tale om, er vanskeligt at forestille sig. Men i de fleste tilfælde er det formentlig sjusk snarere end snyd.

Hvis du har mistanke om direkte snyd, synes jeg, du skal ofre pengene på den statsautoriserede revisor. Så kan de forhåbentlig lære det!

30 mar 10 Seks uger og huset er solgt!

Så er det sket. Der er skrevet under på en salgsaftale. Salgsprisen er meget tæt på det, vi gerne ville have. Derfor var der ingen grund til ikke at slå til — medmindre vi da helt havde fortrudt. Seks uger er faktisk temmelig hurtigt sådan rent mentalt. Men lige her i nabolaget er der solgt et andet hus på en uge. En uge! Det kan man da slet ikke følge med i. Jeg synes sådan set, at seks uger er rigeligt hurtigt. Når man dybest set ikke så gerne vil af med huset.

Jeg håber, de nye ejere vil blive lige så glade for det, som vi har været.

22 mar 10 Fem uger, tre byggesagkyndige, ét åbent hus = træt sælger

Det er jo sådan set meget skønt, at der er potentielle købere, der gerne vil se ens hus. Det er for så vidt også helt i orden, at de kritiserer dette og hint, synes prisen er for høj, køkkenet forkert, og at der er alt for meget, der skal laves om. Alt sammen helt OK. Det hører jo ligesom med. Men det er trættende. For pokker, hvor det er trættende!

Det er ikke så meget det, at der skal se bare nogenlunde pænt ud, og at man selv skal rømme pladsen, så de andre kan komme til. Og det er heller ikke det med de byggesagkyndige, der går rundt og åbner skunklåger og banker på fliser og hælder vand på badeværelsesgulvet og kigger i alle sammenføjninger. Nej, det er ideen om, at andre mennesker — fremmede mennesker — går rundt i ens hjem og kigger og forestiller sig, at de skal bo her. I vores hjem! Vores hjem skal til at være nogle andres hjem. Se, det er virkelig underligt! Og mærkeligt nok er det altså en ganske trættende tanke. Især tanken om, at de så også kan finde på at kritisere det. De burde være glade for at få chancen for at kunne bo i dette dejlige hus!

15 mar 10 Fire uger, fem fremvisninger = to bud

Så har huset været til salg i 4 uger. Der er i skrivende stund indkommet 2 bud på huset — desværre var ingen af dem på et passende beløb. Men det er da altid noget, at der er nogen, der byder, siger vi til hinanden.

Og samtidig må jeg jo blankt erkende, at det dybest set ikke generer mig så meget, at budene ikke er høje nok. For hvis de var det, var vi nødt til at sælge! Og ja, vi har besluttet os til at sælge. Men, men, men … det er ikke det samme som at have lyst til at sælge!

12 mar 10 Det kroniske beredskab

“Du må leve i konstant alarmberedskab,” sagde en af mine veninder, da jeg forleden havde filmklubben ovre for at se en film — mens jeg stadig har biografen.
“Hvad mener du?” spurgte jeg.
“Du skal vel hele tiden have huset klart til at kunne blive vist frem?”
Og, ja, det skal jeg.

Men man kan diskutere, hvad det vil sige, at det er klart til at blive vist frem.

“Man skal bare gøre det klart, ligesom man ville gøre, når man skal have gæster,” forklarede ejendomsmægleren.
“Men gæsterne går jo ikke rundt i alle værelserne og kigger,” påpegede jeg.

For lad mig bare indrømme det — den almindelige måde at gøre dette hus klart til gæster har hidtil været at tage rodet og flytte det ind på et værelse og lukke døren. Vores gæster går jo ikke rundt og lukker døre op til soveværelser og åbner skabe af ren og skær nysgerrighed. Ja, selv kunne jeg godt være fristet til at gøre det, men nu handler det ikke om mig, men om andre mennesker. Og andre mennesker er meget velopdragne. I hvert fald dem, der kommer her i huset.

Helt anderledes forholder det sig med folk, der overvejer at købe ens hus. Velopdragne eller ej, så har de jo fuldstændig legitim adgang til at se alle værelser, inklusive det totalt rodede loftsrum. Lidt mere undrer jeg mig over, at de åbenbart også synes, at de skal kigge ind i skabene. Ikke mindst fordi et væsentligt element i min oprydningsstrategi er at smide så meget som muligt løsøre ind i skabe og skuffer.

Men det her er bare min indvending mod rækkevidden af ejendomsmæglerens råd. Det er ikke tilstrækkeligt at gøre, som når man skal have gæster. Til gengæld behøver man selvfølgelig ikke lave kanapéer og mikse drinks og lægge vaskeklude frem på badeværelset til brug som gæstehåndklæder, så nogle ting er selvfølgelig nemmere, når huset “bare” skal vises frem.

Hvornår et hus kan siges at være fremvisningsklart, er et virkelig godt spørgsmål. Der er meget, der kunne gøres i dette hus for at gøre det mere fremvisningsklart. Faktisk er der så meget, at jeg kan blive helt træt ved tanken.

Så er det alligevel nemmere at falde tilbage på det råd, vi alle kender: Masser af friske blomster. Jeg tror egentlig ikke, det hjælper. Jeg mener, helt ærligt: Hvem vil købe et hus, bare fordi der er friske blomster i en vase på spisebordet? Ikke desto mindre skal jeg nok sørge for, der er nogen. For det er ligesom det, folk forventer, ikke?

08 mar 10 Der var en, der var to, der var tre …

Det er nu tre uger og tre fremvisninger siden, vi satte huset til salg. Der er kommet to bud — begge temmelig langt under udbudsprisen. “Jeg tror, huset bliver solgt allerede på den anden eller den tredje fremvisning,” sagde ejendomsmægleren optimistisk, da vi skrev aftalen under. Vi så skeptisk på ham, men han gentog det også efter, vi havde skrevet under.

Nu har der været tre fremvisninger, så nu kan vi snart få at se, om han havde ret. Hvis ikke, skal vi ikke bebrejde ham det. Det var en meget optimistisk tanke — efter vores mening. Men spørgsmålet er så: Hvornår skal man egentlig begynde at bebrejde ejendomsmægleren noget?