Lopper i Les Arcs

8 jan

På udkig efter et spisestuemøblement? Eller måske et par brugte bildæk? Så er loppemarkedet i Les Arcs lige noget for dig.

Hver lørdag formiddag året rundt er der vide grenier i Les Arcs i Var. Det er et loppemarked af fleksibel størrelse, som tiltrækker såvel sælgere som købere fra vidt omkring. Sælgerne er en skønsom blanding af professionelle og private. De private sælgere har ofte tydeligvis taget det med at ”tømme loftsrummet” helt bogstaveligt, mens de professionelle i nogle tilfælde har varer til salg, som for en mistroisk sjæl godt kunne ligne noget, der var faldet af en lastbil.

Det mest imponerende ved loppemarkedet i Les Arcs er nu ikke så meget størrelsen, men derimod udvalgets bredde og variation. Her er virkelig alt tænkeligt og en hel del utænkeligt til salg. På en tilfældig lørdag kan man udover de oplagte varer som køkkengrej, husgeråd, tallerkener og børnetøj, finde mere eksotiske ting som kæmpestore dyretrofæer til at hænge på væggen, oliedunke uden låg, sikringer, pokaler, hundekurve, tomme champagneflasker og brugte piber. Skulle man stå og mangle en køkkenvask, er der bestemt en god sandsynlighed for, at man kan finde en her. Det samme gælder bildæk, gamle racercykler, barstole, golfkøller og rustne skruer, ligesom der normalt er et stort udvalg af brugte sko og sandaler til både børn og voksne.

Der er en del sælgere, der har specialiseret sig i nyt udstyr som fx havehandsker og bijouteri, men langt det meste, der er til salg på loppemarkedet, er brugt eller i hvert fald gammelt. Man kan finde en del udstyr, der er blevet overhalet af den teknologiske udvikling, og som vil vække genkendelse og muligvis også minder hos de af os, der er over en vis alder, såsom gamle vækkeure, herunder rejsevækkeure, rejseskrivemaskiner, gamle fotoapparater og ikke mindst gamle, rustne rulleskøjter af den slags, der skulle spændes på skoene, og som larmede helt vildt, når man kørte på dem ned ad fortovet. Skulle man være sentimental efter den slags teknologisk forældet udstyr, vil man kunne finde det her, ligesom der vil være mulighed for at finde en oplader til en for længst udgået mobiltelefonmodel. At finde den rigtige vil dog kræve lidt af et gravearbejde i en af kasserne med dusinvis af diverse opladere.

Specielt når det gælder køkkenudstyr, er det tydeligt at se, at der er nationale forskelle mellem den typiske danske husholdning og den typiske franske ditto. På loppemarkedet i Les Arcs finder man ofte østerstallerkener i mange afskygninger og sneglepander i forskellige udgaver – ting, man sjældent ser på et dansk loppemarked.

Blandt de bemærkninger, man hører, når man går rundt og kigger, er replikker som ”Jeg vil lade Dem få det for 10 euro” eller ”Det har været min mors”. Når man selv skal købe, gælder det om at have sin forhandlingsteknik i orden. Personligt foretrækker jeg følgende teknik: Jeg spørger om prisen. Sælgeren siger fx en euro. Jeg siger ingenting. Så siger sælgeren: ”Eller 50 centimer, hvis De synes”. Men den teknik duer desværre ikke altid. Nogle gange rokker sælgeren sig ikke med det samme, og så er man jo nødt til selv at komme med et forslag eller bide i det sure æble og betale den forlangte pris.

Med de mange forskellige typer varer, der dukker op på loppemarkedet, vil man faktisk være i stand til at kunne ekvipere et helt hus. Problemet er bare, at man ikke lige ved, hvad der er at finde på loppemarkedet netop den lørdag, man kommer. Måske går man hjemmefra og tænker, at man gerne vil have en udendørs lampe og et par sylteglas og eventuelt nogle knapper eller i hvert fald et puslespil. Og lige den dag er der hverken udendørs lamper, sylteglas, knapper eller puslespil at finde noget sted. Til gengæld kan man være sikker på at kunne købe tallerkener og glas i forskellige udformninger, finde legetøj til børnene og bøger og dvd’er, samt at kunne få udvidet sin samling af Ricard-parafernalia. Og skulle man samle på modelbiler, vil der næsten altid være gode fund at finde.  

Blå, blå himmel og kolde nætter i Provence

17 feb

Jeg skriver dette i regnvejr. Ja, det modsiger jo til dels overskriften, men det er faktisk ingen myte, at der er mange solskinsdage i Provence. En regnvejrsdag er så usædvanlig, at man bliver ganske overrasket og nødt til at nævne det.  I dag regner det altså. Men det gjorde det ikke i går, og det gør det sikkert heller ikke i morgen.

Og netop de lange, solrige dage gør Provence til noget helt specielt om vinteren – især for os nordboere, der godt kan blive lidt trætte af gråt, gråt og atter gråt vejr. Nej, så er det en hel del skønnere med solskinsvejr. Også selv om det er koldt. For det er det faktisk. Ja, nede ved kysten kommer temperaturen typisk ikke under frysepunktet — så ville appelsinerne i Nice nok ikke se så godt ud, som de gør på billedet.

Men længere inde i land — højere oppe — kan det godt blive rigtigt koldt. Især om natten. Og det kan godt ramme frysepunktet. Ikke så ofte, men det sker.

Så er det jo vigtigt at have noget at varme sig på. Det kunne være en fiskesuppe, som man kan købe på glas i overraskende god kvalitet.

 

 

Eller det kunne være en klassisk provencalsk ret som en daube, en estouffade eller en cassoulet. Hvis man kun kender Provence fra sommerferier, kan man undre sig over, at disse solide og kraftige retter virkelig skulle være klassiske retter fra Provence, for hvem har lyst til at have en gryde stående i ovnen i tre timer, når det er 40 grader varmt udenfor? Ikke nogen, formentlig. Men om vinteren er det en ganske anden sag. Så luner sådan en langtidsstegning i ovnen. Og det smager jo også godt.

 

 

 

 

 

 

 

Nabofruen på taget

7 apr

For langt over en måned siden så vi pletten på loftet første gang. Diagnosen var nem at stille: Der måtte være en defekt tagsten. Udbedringen var noget vanskeligere. Nogen skulle tydeligvis op på taget.

“Vi må have en længere stige,” sagde min mand, som straks tog af sted for at købe en. Vi satte stigen op. Den var ikke lang nok. Hverken til at man kunne komme op og kigge på taget, eller til — nok så vigtigt — at man ligefrem kunne komme op på taget.

Så det stoppede der. Vi rejste fra et defekt tag og var borte nogle uger. Som forventeligt så det værre ud, da vi kom tilbage. Vi kiggede endnu engang på det.

“Det må vi se at få gjort noget ved,” sagde jeg.

“Ja,” sagde min mand. Og så stoppede det der.

Lige indtil jeg en aften opdagede, at nu var lækagen blevet meget, meget værre.

Næste morgen sagde jeg til min mand: “Nu er du altså nødt til at gå over og låne den stige hos naboen!”

“Ja,” sagde min mand. “Hvad er det nu, ‘låne’ hedder på fransk?”

Bevæbnet med dansk-fransk ordbogen under armen gik min mand over til naboen. Han kom tilbage med ordbogen under den ene arm og stigen under den anden arm.

“Hvordan pokker får man løsgjort den her stige?” spurgte han, og mens vi baksede med den, kom nabofruen pilende gennem hegnet for at hjælpe. Nabofruen er en væver lille dame, som for længst er gået på pension. Den eneste gang, hvor jeg har været indenfor hos naboen, var hun lige igang med at lave en æbletærte sådan en helt almindelig fredag aften, hvor der ikke skulle komme gæster. Hun havde mel op til begge albuer og var ved at skære æblerne ud i papirtynde skiver. Nu fik hun frigjort stigen i løbet af ingen tid. Vi fik stillet stigen op til taget. Min mand kravlede op.

“Hvad skal jeg se efter?” spurgte han.

“Du skal se efter, om der er en af dem, der er i stykker,” sagde jeg hjælpsomt nede fra foden af stigen.

“Jeg kan ikke se noget,” sagde han til sidst og kravlede ned. “Prøv du.”

Jeg skulle lige til at kravle op, da Madame stoppede mig.

“Må jeg?” spurgte hun.

Jeg måtte have set en anelse tvivlende ud, for hun skyndte sig at forklare: “Det er skam mig, der ordner alt med taget ovre hos os!”

Nu var det jo ikke, fordi det ligefrem kriblede i mig for at komme op og inspicere taget, så jeg lod allernådigst Madame kravle op. Mens jeg holdt fast i stigen, spekulerede jeg på, hvad jeg skulle sige til hendes mand, hvis hun faldt ned, og hvad nummeret til SAMU mon lige var her ude på landet.

I første omgang stoppede hun som reglementeret ved det trin, hvor der med store bogstaver står “STOP”. Men Madame er en lille dame, så hun kunne ikke få et ordentligt overblik derfra, og hun klatrede lynhurtigt videre op. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvad ‘forsigtig’ hedder på fransk, men jeg kunne ikke huske det. Madame begyndte at hive snavs væk fra taget.

“Har De en kost?”

Ja, det havde vi da. Af sted efter en kost, og da vi kom tilbage, lød der er et triumfråb fra Madame. Den defekte tagsten var fundet. Nu sled og hev hun, og løs kom den. Så skulle der sættes en ny på. Banke, ordne, hive. Alt dette skete med kun det yderste af en tå på stigen, som jeg stadig klamrede mig til, alt imens jeg forestillede mig det værste. Så skulle Madame lige tjekke, om der var flere defekte tagsten. Det var der ikke. Endelig, endelig kom hun ned fra stigen igen, og jeg kunne drage et lettelsens suk. Vi fik slået stigen sammen igen.

Madame så med sit falkeblik på noget afklip fra et træ, vi havde liggende, og sagde, at hun planlagde at lave et bål til afbrænding af haveaffald i morgen, og vi kunne da bare få vores brændt med på bålet.

“Tak,” sagde vi. “For det hele.”

“Det var da ingenting,” sagde Madame og tog stigen under armen og gik tilbage gennem hegnet.

“Da jeg kom for at låne stigen, var hun i gang med at højtryksspule,” sagde min mand, mens han så efter hende. “Hende kunne du lære noget af!”Den famøse tagsten

Tegneren Anne Gretes Hus

22 mar

Her i Fox Amphoux kan man se langt ud over de grønne bjerge. Landsbyen er fredet og ligger på toppen af et lavt bjerg med udsigt 180 grader rundt. Huset ejes af en fond, som stiller huset til rådighed for billedkunstnere, forfattere mv. Udsigten er storslået, men i marts under mistralen kan det nemt blive ganske koldt.

Regn, regn og atter regn

20 mar

I dag var vi i Nice. Nice er altid bedre uden for sæsonen, for så kan man i det mindste bevæge sig rundt uden at risikere at smække en landsmand med sin taske i hovedet, bare man vender sig rundt, men i dag var det faktisk lidt trist. Det regnede. Og så regnede det endnu mere. Er man ude på landet, bliver man altid lidt glad, når det regner her i Provence, men i Nice? Nej, der gør regnen ingenting for scenografien. Man får bare våde sko.

Påske i Provence

17 mar

Solen står højt og klart, men blæsten er lidt vel frisk, og visne egeblade flyver rundt og lægger sig i store bunker i hjørner, hvor de kan finde læ. Vildsvinene har været på færde og har haft travlt med at rode alt op i jorden, de overhovedet har kunnet få færten af. Også steder, hvor man må undre sig over, hvad de dog har troet, der kunne ligge og gemme sig af lækkerier. Jagtsæsonen må være forbi, for det er længe siden, man har kunnet høre skud. Og de – jægerne – har tydeligvis ikke gjort noget større iindhug i bestanden af vildsvin.