Brevkasse: Brudgom med kolde fødder

9 jan

Kære Sanne Udsen,

Hvad gør man med en forlovet, der virker, som om han har fået kolde fødder? Han friede til mig sidste år, og jeg sagde ja. Nu synes jeg, det er på tide at få sat en dato, men det er ikke til at komme til at tale om det med ham. Han skifter emne, når jeg bringer det op, og da jeg spurgte ham ligeud, om han havde skiftet mening, begyndte han at væve og sige noget om, om det behøvede at være lige nu, vi skulle giftes. Hvordan får jeg det afklaret? Jeg synes, det gælder om at komme i gang med planlægningen.

Photo by Gift Habeshaw on Unsplash

Kære læser,

Først vil jeg gerne minde om, at der er en ting, der er værre end en kommende brudgom, der bakker ud før brylluppet, og det er en brudgom, der udebliver fra selve vielsen. Så inden du går videre med dine konkrete bryllupsplaner, er det nok en god ide at få afklaret, om han virkelig har fået kolde fødder. Nu skriver du, at det var ham, der friede, og medmindre han følte sig presset til det, må vi gå ud fra, at han i hvert fald sidste år ønskede at blive gift med dig. Er der sket noget i mellemtiden, der kan have fået ham til at skifte mening, eller kan der være tale om, at det er selve brylluppet, der står i vejen for ægteskabet?

Det er for så vidt en god ting, at så mange par har råd og lyst til at holde en kæmpe bryllupsfest, men indimellem er det mit indtryk, at det kan gå hen og blive lidt af et cirkus, og det er ikke altid, at brud og brudgom er enige om, hvilken slags bryllup de ønsker. Måske er det også tilfældet med jer? Ved du, hvilken slags bryllup han i givet fald ønsker? Det kan være, han foretrækker et enkelt bryllup med en tur på rådhuset og frokost for de nærmeste, mens du måske ser dig selv i det store marengsskrud.

Når det helt store drømmebryllup skal arrangeres, risikerer det kommende brudepar at tabe det egentlige formål af øje, nemlig at få indgået ægteskab. Jeg kan ikke kraftigt nok anbefale folk, der ønsker at dele husholdning og økonomi og fast ejendom, også at indgå ægteskab. Det er en juridisk og skattemæssig fordel, mens samlivet eksisterer, og det sikrer en vis form for ordnede forhold, når samlivet ophører. Der er derfor ingen grund til at udskyde at blive gift, hvis det er det, man ønsker. At skulle planlægge og spare op til et gigantisk bryllup udsætter bare selve indgåelsen af ægteskabet, og der kan – også for unge mennesker – ske uforudsete og uønskede ting som død og ulykke. I sådanne tilfælde er det normalt en fordel at have været gift.

Hvis din forlovede udtrykker tvivl om, hvorvidt han kan overskue rækkevidden af at blive gift, så kan du berolige ham med, at rækkevidden af ikke at være gift i mange tilfælde er større, og i vore dage er det ikke særligt svært at blive skilt igen. Han risikerer ikke engang at skulle betale underholdsbidrag til dig. Hvis jeres formueforhold er meget forskellige, er der mulighed for at indgå en ægtepagt både før ægteskabet og også efter, I er blevet gift. Det er måske ikke så romantisk, men det er praktisk.

Hvad angår den følelsesmæssige binding – ja, så er det desværre ikke sådan, at der er større garanti for at vedblive at elske hinanden, bare fordi man bliver gift. Men modsat er der heller ingen større risiko for at holde op med det.

 

Brevkasse: Gave til firmajubilæum?

31 dec

Kære Sanne Udsen

Firmaet, hvor min svigersøn arbejder, holder 25 års jubilæum, men jeg ved ikke, om jeg og min hustru, som gæster, skal komme med en gave.

Vil du være sød og hjælpe mig med et svar.

Kære læser,

Når en virksomhed eller en organisation holder jubilæum, er det kutyme, at samarbejdspartnere –især leverandører – giver en gave til virksomheden eller organisationen. Enkeltpersoner giver som udgangspunkt ikke gaver i denne situation. Så derfor vil mit svar umiddelbart være nej, du og din hustru skal ikke medbringe en gave. Men ingen regel uden undtagelse: Hvis det er et meget lille firma, og du kender stifteren godt, og/eller din svigersøn har en fremtrædende position i dette lille firma, så kunne I selvfølgelig godt overveje en gave. Imidlertid er det vanskeligt som enkeltperson at finde på en passende gave – hvilket selvfølgelig også er medvirkende til, at enkeltpersoner ikke forventes at komme med gaver – for de typiske gaver til et firmajubilæum er fx i form af et stykke kunst: Noget, der kan stå fremme eller hænge på væggen. De gaver, der ellers gives til jubilæer, såsom bøger, vin og chokolade, er vanskelige at give til et firmas jubilæum, for hvem tilhører de egentlig? Hvem skal drikke vinen og spise chokoladen og læse bøgerne? Det var et lidt langt svar på et kort spørgsmål, men som nævnt vil jeg umiddelbart ikke mene, at I behøver medbringe en gave.

Brevkasse: Takke for julekort?

19 dec

Hej Sanne Udsen

Hermed tillader jeg mig at stille et hurtigt spørgsmål om takt og tone vedrørende julekort. Og jeg ved, du har skrevet om det tidligere.

Når jeg sender julekort, så forventer jeg et tak – ikke nødvendigvis et kort retur, men bare et tak for julekortet. Er det forkert?

Min mor siger, at julekort takker man ikke for — først hvis man møder folk — og hvis man husker det.

Jeg har altid gået og troet, at julen var sådan en giv-og-modtag tid. Men jeg er måske helt galt på den?

Jeg takker altid for et julekort og/eller sender et retur. Min mor siger, at jeg er for ivrig!

Hvad siger du?

Kære læser,

Jeg synes, at din måde at gøre det på er fin – altså at takke for julekort og endnu bedre sende et retur, hvis du ikke allerede havde sendt et til den pågældende. Men din mor har ret – et julekort er lidt at betragte som et postkort, dvs. det er noget, man bliver glad for at modtage, men afsenderen forventer ikke et svar eller en tak. Vi er dog en hel del, der årligt noterer os, hvem der har sendt os julekort, så vi ved, hvem vi skal sende til næste jul. Desværre bliver listen kortere og kortere for hvert år. Jeg ville gerne give postvæsenet hele skylden, men jeg er bange for, at fremkomsten af elektroniske julekort også bærer sin del af skylden. Og et elektronisk julekort er altså ikke det samme som et fysisk julekort!

Brevkasse: Passende opførsel til firmajulefrokosten

12 dec

 

Kære Sanne Udsen,

Jeg er interesseret i en guide til firmajulefrokosten. En slags do’s and dont’s, om man vil. Hvor fuld må man blive? Er det okay at flirte med kollegaen? Er det okay at brokke sig til chefen? Osv. Jeg ville derfor høre, om du ville være behjælpelig med nogle gode råd.

Kære læser,

Når dette læses, er en del af årets julefrokoster allerede overstået, men lad mig alligevel komme med nogle gode råd til din guide: For det første vil svarene på dine spørgsmål afhænge af, hvem – eller rettere hvad – man er på arbejdspladsen: Jo højere i hierarkiet, jo bedre er man nødt til at opføre sig, og jo lavere i hierarkiet, jo mere kan man tillade sig. Men ligegyldigt hvem man er, er svaret ”nej” på spørgsmålet, om det er okay at brokke sig til chefen. Jeg ved, at mange chefer og ledere rundt omkring på danske arbejdspladser holder sig væk fra julefrokosten. Og jeg ved, at deres medarbejdere synes, det er dårlig stil, og det synes jeg også. Men man kan måske godt forstå fristelsen til at blive væk, når så mange chefer hvert år må lægge øre til fuldemandsbrok fra medarbejdere, hvis tungebånd er blevet løsnet af alkohol, og som måske kortvarigt synes, de er meget kloge, men som får sagt noget, som både leder og medarbejder efterfølgende ville ønske, ikke var blevet sagt. Og det er ikke altid muligt at ignorere det. Så, nej, man skal ikke brokke sig til chefen til en julefrokost. Man kan brokke sig på andre tidspunkter og kun i ædru tilstand.

Med hensyn til flirt med kolleger må man sige, at mangen et ægteskab er startet ved en julefrokost. Omvendt er mangen et ægteskab også blevet brudt på grund af en julefrokost, så igen må det komme an på, hvem man er: Er begge parter single, og er der ikke tale om et overordnet/underordnet forhold (hvilket er et absolut no-no), så kan det for så vidt være helt i orden. Men man er nødt til at tænke på, hvordan man vil have det med at møde op på arbejde efter julefrokosten.

Hvor fuld man må blive, kan bedst besvares med, at man må blive så tilpas fuld, at man ikke går omkuld, kaster op, lægger an på nogen, man ikke burde lægge an på, siger noget, man ikke burde have sagt, eller på anden måde bliver pinlig. For nogle mennesker er det ensbetydende med ikke at blive ret fuld.

Brevkasse: Efterlod sin rejsekammerat

4 nov

 

Kære Sanne Udsen,

Synes du, det er “god skik”, at min mors veninde, som hun rejste sammen med, valgte at efterlade hende på hospitalet, indtil hun kunne komme hjem – frem for at blive der to dage ekstra ved hendes side? De har været af sted til Marokko, hvor min mor fik et lårbensbrud. Hun ville nå hjem til en familiefødselsdag – som bliver afholdt dagen efter, min mor endelig kommer hjem. Min mor og hendes veninde er begge midt i 70’erne. Det var veninden, som bookede turen. Hun har lige ringet for at høre, om min mor var kommet hjem. Da jeg forklarede, at hun endnu ikke var kommet hjem, og udtrykte min forundring over, at hun havde efterladt min mor alene på hospitalet, sagde veninden: “Jamen, din mor afslog”. Da mine søstre ankom for at hjælpe vores mor og sørge for hendes hjemtransport, var min mor dopet af smertestillende medicin og afkræftet og underernæret.

Min mors uheld var forårsaget af en anden person fra rejsegruppen (dog ikke hendes veninde). Min mor kendte kun den pågældende fra rejsegruppen. Vi har i øvrigt heller ikke fået nogen hjælp fra rejseselskabet, som intet har gjort i denne sag. Takket være mine to søstre, som har rejst ni timer for at være der, kommer min mor nu hjem med ambulancefly.

Kære læser,

Nej, jeg synes hverken, det er god skik, god stil, eller godt venindeskab at efterlade en tilskadekommen rejsekammerat i et fremmed land på et fremmed hospital med den efter min mening temmelig tynde undskyldning, at hun skulle nå en familiefødselsdag. Som jeg forstår dit brev, ville skæbnen, at veninden alligevel kunne have nået familiefødselsdagen, men det kunne hun selvfølgelig ikke vide på det tidspunkt, hvor hun rejste hjem. Det lader heller ikke til, at der kunne være særligt tvingende økonomiske overvejelser, som kunne retfærdiggøre hendes tidlige (oprindeligt planlagte) afrejse, eftersom dine søstre har påtaget sig omkostningerne ved at rejse af sted for at følge jeres mor hjem. Samlet set havde det været langt simplere, hvis din mors veninde havde påtaget sig rollen som hendes ”assistent”, og jeg går ud fra, at enten forsikringsselskabet eller jeres familie ville have holdt hende økonomisk skadefri. Når man rejser sammen, påtager man sig også ansvaret for hinanden, herunder at hjælpe og støtte under uheldige omstændigheder som dem, der gjorde, at din mor pådrog sig sine skader. At din mor – enten pga. medicinforårsaget omtågethed eller misforstået hensynsfuldhed – afslog sin venindes tilbud (hvad det så end gik ud på), burde hendes veninde ikke have tillagt nogen betydning. I dette tilfælde ville det have været helt oplagt at stille sig selv spørgsmålet: ”Hvad ville jeg selv have ønsket?” og så handle ud fra det. Jeg tror roligt, vi kan gå ud fra, at din mors rejsekammerat ikke ville have ønsket at blive efterladt alene på et fremmed hospital i et fremmed land med kun sig selv til at klare sagerne. Fsva. rejseselskabet er det beklageligt, at de ikke tager sig bedre af deres kunder. Men det er (muligvis) en sag for Pakkerejse-Ankenævnet og ikke en sag for etikettebrevkassen.

Brevkasse: Alene ude

3 nov

Kære Sanne Udsen,

Min mand er ikke interesseret i at deltage i særligt meget selskabelighed. Han siger, at han arbejder hårdt, og når han har fri, gider han ikke sidde og være sammen med nogle mennesker, som højst sandsynligt keder ham. Det betyder, at jeg ofte er nødt til at tage af sted alene – og jeg keder mig normalt ikke. Men det virker, som om der er mange, der synes, det er underligt, at jeg kommer uden min mand. Er det det? Et ægtepar behøver vel ikke absolut deltage i alting sammen?

Photo by Annie Spratt on Unsplash

Kære læser,

Bestemt ikke! Men nu fortæller du jo ikke, hvad din mands undskyldning for ikke at deltage i disse selskabelige anledninger er. Hvis han meddeler den, der inviterer jer, at han ikke gider bruge sin kostbare fritid på at kede sig blandt værtens venner, så kan jeg godt forstå, hvis der er nogle, der synes, det er underligt, at du kommer alene. Eller rettere: At du overhovedet kommer. Men jeg går ud fra, at din mand er høflig nok til blot at sige, at han desværre er forhindret. Så længe det hele tiden har været meddelt værtsparret, at din mand desværre er forhindret, men at du med glæde vil deltage, så er der intet galt i, at du deltager alene. Ikke desto mindre kan jeg godt forstå, at det kan give anledning til overvejelser i jeres fælles bekendtskabskreds, hvis du altid kommer alene, og din mand desværre altid er forhindret. Selv om du ikke forklarer dem den egentlige årsag til din mands fravær, så gør de sig jo nok deres egne tanker. Jeg vil være tilbageholdende med at foreslå, at du overtaler din mand til at deltage bare en gang imellem, for hvis han virkelig synes, det er så kedeligt, fortjener han ikke at være nogens gæst. Det bedste ville være, hvis han engang imellem virkelig havde lyst til at komme med, men den slags kan man ikke bestille hos andre. Eller hos sig selv, for den sags skyld.

Brevkasse: Skal man sladre om utroskab?

19 okt

Kære Sanne Udsen,

Min mand og jeg har nogle bekendte — et par, som vi møder af og til ved festlige lejligheder, osv. Forleden så jeg manden sammen med en anden kvinde. Han så ikke mig og ved ikke, at jeg så dem. Nu er jeg i tvivl, om jeg skal fortælle hans kone det. Jeg ville ikke være i tvivl om det, hvis det var nogle, jeg kendte godt. Men det her er et par, vi kun møder ved sjældne lejligheder, og jeg har ikke noget specielt forhold til nogen af dem.

Photo by freestocks.org on Unsplash

Kære læser,

Jeg går ud fra, at du med udtrykket ”så sammen med en anden kvinde” mener, at du observerede ham med en anden kvinde i en form for intim sammenhæng, der ikke på nogen måde kunne tillægges en mere uskyldig forklaring. In flagrante delicto eller på fersk gerning. Kort sagt, noget, der ganske enkelt ikke kan bortforklares. Ikke desto mindre vil mit svar på dit spørgsmål være: Nej, du skal ikke fortælle hans kone det. Hvad godt skulle der komme ud af det? Det er ikke for ingenting, at der er noget, der hedder ”lykkelig uvidenhed”. Jeg vil ikke påstå, at man aldrig skal sige noget. Men man skal altid foretage en vurdering af, om der kommer noget godt ud af det. Det kender du hende ikke godt nok til at kunne vurdere. Selv hvis du skulle komme i den situation, at hun ligefrem spurgte dig, om du troede, hendes mand var hende utro – ja, selv da burde du nok tænke dig om en ekstra gang, før du bekræftede hendes mistanke. Men i så fald ville du da have en fornuftig anledning til at fortælle hende, hvad du har set. Det har du ikke nu. Men det med den lykkelige uvidenhed gælder jo også dig. Du ville formentligt have været gladere, hvis du ikke havde haft din nuværende viden. Hvis det betyder, at du ikke føler trang til fremover at være sammen med denne mand og hans (bedragne) kone ved selskabelige lejligheder, så er det fuldt forståeligt. Men lad årsagen blive mellem dig og din mand. Hvis der overhovedet er andre, der skal informeres, så skal det være synderen selv. Måske kan det få ham til at holde op med sine sidespring.

Brevkasse: Når man ikke bliver inviteret med til fest

8 okt

 

Kære Sanne Udsen

For ikke så længe siden fyldte en person i vores omgangskreds rundt. Vi var med sidste gang, han fyldte rundt, og han var med til vores seneste runde fødselsdag, som blev holdt forrige år. Jeg havde kort sagt en forventning om, at vi ville blive inviteret til hans fødselsdag også denne gang. Jeg havde selvfølgelig godt bemærket, at vi ikke havde modtaget nogen invitation, men der kunne være så mange forklaringer – måske ville de først holde noget senere, eller måske ville de kun holde noget for den nærmeste familie. Og så har jeg trods alt også andet at tænke på! Men så blev jeg forleden gennem en fælles ven gjort bekendt med, at der faktisk bliver holdt en fødselsdag – en stor fødselsdag. Vores fælles ven nævnte det kun for mig, fordi han regnede med, at vi også var inviteret, og han ville høre, om vi var interesseret i at give en fælles gave. Som du nok kan regne ud, blev vi begge to ret pinligt berørte over den situation. Men jeg må indrømme, at jeg efterfølgende har haft det temmelig dårligt med den her oplevelse. Jeg føler mig selvfølgelig forbigået, men jeg føler mig egentlig også lidt dum, fordi jeg troede, vi var bedre venner, end vi åbenbart er. Hvad synes du, jeg skal gøre? Skal jeg spørge ham direkte om, hvorfor vi ikke blev inviteret? Eller skal jeg lade det gå i glemmebogen?

Kære læser,

Folk har lov til at invitere lige præcis de gæster, som de vil. Man har ikke krav på at blive inviteret til en fest, bare fordi man selv engang har inviteret værtsparret til en tilsvarende fest. Men, men, men … Det her begreb med at ”skylde” i selskabslivet kommer ikke af ingenting. Der er en forventning om, at medmindre omstændighederne ændrer sig, så bliver man inviteret til den samme slags fester hos hinanden. Hvis man vel at mærke ønsker at blive ved med at se hinanden selskabeligt. Og her er vi inde ved kernen af problemstillingen, og det er vel også derfor, du føler dig såret over den manglende invitation. Jeg går ud fra, at det ikke er den konkrete middag til fødselsdagsfesten, du er ked af ikke at have nydt. Alt for ofte sker det, at man den aften, man skal ud til fest, ønsker, at man bare kunne blive hjemme og slænge sig i sofaen i sine pyjamasbukser. Men sådan har man det jo kun, når man faktisk er blevet inviteret. For det er nemlig selve invitationen, der betyder noget. Det er det at vide, at man står på gæstelisten. Men først og fremmest er det i din situation den meget kedelige opdagelse af ikke at stå på en gæsteliste, du troede, du stod på. Og der er faktisk kun en fortolkning, som du også selv er inde på: I er ikke så gode venner, som du troede. Alle værter må skære deres gæstelister til. Der er altid nogen, der må stryges på den første bruttoliste. Men det er ikke sjovt at erfare, at det er en selv, der er blevet strøget.

Du spørger helt konkret, hvad du skal gøre. Jeg synes ikke, du skal spørge ham, hvorfor I ikke var inviteret. Vi kender jo allerede svaret: Der var nogle andre, han hellere ville have med. At spørge ham vil bare gøre jer begge pinligt berørte og tvinge ham til at komme med en sang fra de varme lande.  På den anden side kan du jo heller ikke lade det gå i glemmebogen. Du er nødt til at tage til efterretning, at han altså har prioriteret på denne måde ved denne lejlighed, og det betyder vel så også, at han bliver strøget af jeres gæsteliste fremover. Men lad det foregå stille og roligt. Der er ingen grund til at overdramatisere. Det er tilstrækkeligt at konstatere, hvordan det forholder sig. Også selv om man ikke er glad for det.

Brevkasse: Skal bruden holde tale?

6 okt

Kære Sanne Udsen,

Ved et bryllup er det en tradition, at manden holder en tale. Er det det samme hos bruden? Eller hvad? Nu er jeg ikke selv personlig god til at tale foran en masse mennesker, men kan ikke rigtig komme på, hvad jeg så kunne finde på, som er passende for en brud??

Kære læser,

Traditionen tilskriver ganske rigtigt, at brudgommen holder en tale. Traditionen tilskriver endvidere, at i denne tale takker han brudens forældre for at have fået lov til at gifte sig med deres datter. Dette sidste er sjældent relevant i vore dage, og derfor er brudgommens tale i højere grad en tale til bruden. Af denne grund og fordi det virker lidt ensidigt, at kun den ene part holder tale til den anden, er det blevet en moderne tradition, hvis man kan sige det sådan, at også bruden holder en tale til brudgommen. Eller, hvis hun som dig ikke er den store taler, på anden vis gør noget for at fejre brudgommen, såsom at skrive en sang. Men det er heller ikke alle, det falder let at skrive en sang. Personligt har jeg det lidt dobbelt med det. Det er en stor dag for de involverede, og det er derfor ikke underligt, at man ønsker at markere det ved en tale eller en sang, der udtrykker ens følelser og glæde over at skulle dele sit liv med den anden. Men det skaber samtidig et stort forventningspres, og det er som sagt ikke alle, der er lige gode til på denne måde og foran en større forsamling at give udtryk for sine følelser. Derfor synes jeg sagtens, du kan undlade at holde en tale eller skrive en sang. Men jeg synes, du skal sige det til ham på forhånd. Forklar ham, at du elsker ham og er lykkelig over, at I skal giftes, men det er for angstfremkaldende for dig at skulle holde en tale for ham, og det vil ødelægge aftenen for dig at have det hængende over hovedet. Da han må antages at kende dig, vil han forstå det og derfor ikke blive skuffet. I stedet kan du måske bruge kræfter på at finde den helt rigtige morgengave til ham.

Brevkasse: Taler ved barnedåb?

4 okt

Kære Sanne Udsen,

Om alt går vel, vil vores datter snart gøre mig til morfar. I den forbindelse har hun forklaret sin mor og mig, at der ikke holdes taler til barnedåb. Det tolker vi, som om hun ikke ønsker, at vi skal holde tale, hvilket vi selvfølgelig vil efterkomme. Men nu er jeg blevet nysgerrig – holder man virkelig ikke taler til barnedåb? Og hvorfor ikke?

Kære læser,

Jeg tror, det vil være klogest af jer at holde fast i den vurdering, at jeres datter ikke ønsker, at der bliver holdt taler ved barnedåben. For man kan egentlig ikke sige, at hun har etiketten på sin side. Jeg går ud fra, at vi med barnedåb forstår en helt almindelig luthersk-evangelisk dåb i kirken med efterfølgende frokost eller middag. Mine studier i litteraturen har givet følgende resultater: Klassikeren over dem alle, Emma Gad, skriver i ”Takt og Tone” (1918): ”Den ældste af de mandlige Faddere holder Talen for Barnet (…) En anden af Fadderne udbringer Forældrenes Skaal, og det skulde gaa mærkeligt til, om der ikke ogsaa blev holdt Taler for de to Sæt Bedsteforældre.”  Andreas Vinding og Tage Heft skriver i ”Omgang med Mennesker” (1930): ”Ved Daabsmiddagen taler den ældste eller den fornemste af Fadderne for Barnet. (…) En af de andre Faddere taler for Forældrene. (…) Er Præsten med, udbringer han Bedsteforældrenes Skaal og advarer dem imod at forkæle deres Børnebørn.”   I Politikens ”Vor tids skik og brug” (1965) skriver de: ”Forældrene – sædvanligvis faderen på sin kones og egne vegne – bør takke fadderne, fordi de har påtaget sig at være barnets gudforældre. Hvis der ellers holdes taler, skal den ældste af fadderne tale og ønske dagens hovedperson, barnet, tillykke.”

Dit spørgsmål fik mig i øvrigt til at ransage min hukommelse for, hvornår jeg egentlig sidst selv var til barnedåb. Formentligt på grund af den høje gennemsnitsalder i min omgangskreds er det et stykke tid siden, men jeg kan dog huske, at der ikke blev holdt taler ved den lejlighed. Der er ikke pligt til at holde taler – men det er heller ikke sådan, at ”man” ikke holder taler ved barnedåben. Dog er det tydeligvis en aftagende tradition. Og som sagt: Hvis jeres datter ikke ønsker taler, så bør hun have lov til at bestemme.