Brevkasse: Holdt udenfor på Facebook

26 mar

Kære Sanne Udsen,

Det er, som om brugere af Facebook ikke altid tænker over, at andre mennesker (altså andre brugere af Facebook) kan se rigtigt meget, som det måske ikke var meningen, de skulle se. Fx har jeg et par gange opdaget, at venner af mig (rigtige venner, ikke kun Facebook-venner) har deltaget i et arrangement sammen – et arrangement, som jeg er blevet lidt overrasket og måske også såret over ikke at have været inviteret med til. Jeg har opdaget det ved, at de har takket hinanden eller refereret til arrangementet på Facebook, hvor jeg er ’ven’ med alle de pågældende og derfor kan se det. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det.

Kære læser,

Det minder mig lidt om den meget kedelige følelse, man kunne få, dengang man gik i skole, og man opdagede, at alle de andre var inviteret til eller havde deltaget i et eller andet, som man selv var blevet ekskluderet fra. Ikke spor rart! Når man bliver voksen, accepterer man, at man ikke kan invitere alle til at deltage i alting, og at der derfor må trækkes grænser ved gæstelisten. Til gengæld lærer man også at blive meget mere diskret omkring det. Det er imidlertid, som om læren om denne nødvendige diskretion er gået fuldstændigt fløjten, når det gælder Facebook. Jeg kan kun opfordre alle brugere af Facebook til ikke at poste tak-for-sidst o.lign. på diverse ”vægge”, men derimod sende det som en privat besked. Husk, at det er et offentligt forum!

Med hensyn til, hvad du selv kan stille op, så er den høflige reaktion den samme som i alle andre tilfælde, hvor du ser noget, det ikke var meningen, du skulle se: Lad som om du ikke har set det.

Brevkasse: Gamle kærester

6 jan

Kære Sanne Udsen,

Jeg vil gerne høre din mening om etikette i forbindelse med Facebook og tidligere kærester. Jeg er ”ven” med en tidligere kæreste – og vi taler om for mere end 20 år siden og kun ganske kortvarigt – på Facebook. Hun har nu foreslået, at vi mødes, og det vil jeg gerne. Men min kone, som jeg tilfældigt kom til at nævne det for, synes ikke, det er nogen god ide. Nu står jeg så her – jeg vil gerne møde min tidligere kæreste, som jeg, efter vi var kærester, gennem længere tid så som en god veninde i en større vennekreds, der i dag ikke længere ses. Jeg har absolut ingen bagtanker med at mødes med hende udover at genopfriske det venskab, der fulgte efter den i øvrigt meget korte tid som kærester. Men min kone bryder sig altså ikke om ideen, og jeg vil ikke være uvenner med min kone, selvom jeg synes, det er fjollet af hende. Min nu for længst tidligere kæreste er i dag single, og har derfor ikke en mand, hun skal diskutere det med.

Kære læser,

Med Facebook, LinkedIn og de andre sociale medier har vi fået en fantastisk mulighed til at holde os i kontakt med gamle bekendte og tidligere kolleger og følge lidt med i deres liv på sidelinjen. Det har så også givet mulighed for, at alle mulige og umulige kontakter fra fortiden har kunnet blive ”ven” med en. Og hvorfor ikke? Så længe det kun er virtuelt, er der ikke noget problem i at være Facebook-ven med en tidligere kæreste. Problemet opstår, som du har oplevet det på første hånd, hvis man også finder på at mødes i virkeligheden.

I grove træk kan eks’er (tidligere ægtefæller, ekskærester og gamle flammer) inddeles i tre kategorier:

1) dem, som man aldrig frivilligt har lyst til at se igen, og som man udelukkende har kontakt med på grund af ydre pres, som fx fælles børn.

2) dem, som man efter kæresteriet opnåede en form for platonisk venskab med, og som man i virkeligheden har glemt, man engang i tidernes morgen var kæreste med.

3) dem, hvor forholdet af en eller anden grund ophørte eller aldrig udviklede sig, men hvor der med stor sandsynlighed selv efter mange år stadig er en form for gnist, som kan risikere at blive genantændt.

Alle disse former for eks’er kan man udmærket være ven med på Facebook. Men anderledes forholder det sig, når det handler om at møde dem i den virkelige verden. Kategori 1 har man typisk slet ikke lyst til at møde, hvis det kan undgås, så det giver sig selv. Kategori 2 kan man normalt uden problemer mødes med. Kategori 3 bør man holde sig langt fra at mødes med, medmindre begge parter er på et punkt i deres liv, hvor de er single og i øvrigt klar til at prøve at gå tilbage til en fuser.

Du forsikrer mig om, at din eks er i kategori 2. Det burde umiddelbart betyde, at du uden problemer kan mødes med hende. Men tingene kompliceres af to forhold:

  1. Din kone er imod det.
  2. Din eks er single.

Når jeg nævner den kendsgerning, at din eks er single som en komplikation, er det ikke, fordi jeg mener, at en single kvinde er på udkig efter en hvilken som helst gift mand, der går forbi, men fordi det ikke medvirker til at gøre din kone tryg ved situationen. Hun er formentligt bekymret for, at der skulle være tale om en kategori 3 situation. Ikke fra din side, men fra din tidligere kærestes side. (Skulle din kone tro, der var tale om en kategori 3 situation også fra din side, så er vi ude i en helt anden sag.) Alt dette leder mig frem til følgende svar: Hvis du gerne vil mødes med din tidligere kæreste, og du samtidig ikke ønsker at gøre din kone bekymret, så må du finde på et eller andet, hvor I kan mødes alle sammen. Da det formentlig vil blive rimeligt akavet med blot dig selv, din kone og din tidligere kæreste, så må det ske i et større selskab. Tiden er derfor muligvis inde til at arrangere en genforeningsfest med den gamle vennekreds, som både du og din tidligere kæreste engang var del af.

Alternativet vil selvfølgelig være at mødes med din eks i smug. Men jeg kan ikke se, at det på nogen måde kan fremme tilliden mellem dig og din kone. Faktisk ville det også få mig til at tænke på det som en kategori 3 situation. Og det har du jo forsikret mig om, det ikke er.

Brevkasse: Kvittering for julegave?

17 dec

Kære Sanne Udsen,

Kan man tillade sig at bede om kvitteringen for en julegave? Jeg har en kusine, som gør det stort set altid. Det irriterer mig grusomt, at hun gør det, så i år vil jeg gerne være bedre forberedt.

Kære læser, 

Nej, man kan ikke tillade sig at bede om kvitteringen. I princippet bytter man ikke gaver – i hvert fald ikke officielt. Den eneste grund til, at en modtager af en gave får kvitteringen, vil være, hvis kvitteringen samtidig er garantibeviset. Men i de fleste tilfælde vil man kunne få garantibeviset separat.

Nu er ideen med en gave jo egentlig at glæde modtageren – ikke at genere eller opdrage på hende. Men hvis du virkelig vil drille hende, kan du købe gaven på et loppemarked eller et julemarked, hvor der ikke er mulighed for at få en kvittering. Men du risikerer, at pengene til gaven er spildt, hvis du ikke rammer præcist i hendes smag. Og noget kunne tyde på, at du ikke har været så heldig med det hidtil.

Brevkasse: Gave til bortrejst guldbrudepar?

1 feb

 

Kære Sanne Udsen

Vi har et vennepar, der har guldbryllup her i februar. De holder ikke fest, men er bortrejst. Der foreligger ikke en officiel aflysning. Skal man give gave og i så fald hvad ??

 

Kære læser,

Som hovedregel giver man kun en gave, når man er inviteret til en begivenhed – ja, faktisk kun, hvis man også deltager i festligheden. Men ingen regel uden undtagelse, og specielt hvis der er tale om et vennepar, som er jeres tætte venner, kunne det være oplagt at give dem en lille opmærksomhed – et guldbryllup er trods alt noget af en præstation! En buket blomster eller en flaske champagne, hvis de drikker, kunne være en fin gestus.

Jeg er en lille smule mystificeret over din bemærkning om, at der ikke foreligger en officiel aflysning – en aflysning sker vel kun af en tidligere annonceret begivenhed? Men jeg går ud fra, du mener, at det ikke er blevet officielt meldt ud, at der ikke er nogen fest. At de er bortrejst på dagen, er dog en indikation. Ikke desto mindre forstår jeg godt, at det ville være rart at være helt sikker på, at der ikke er nogen fejring af guldbrylluppet udover den, de holder med sig selv på deres rejse. For så kan det være lidt akavet at sende en gave.

Jeg ville altså lade tætheden af jeres bekendtskab være en guide: Hvis I ikke er super tætte, er der ingen grund til at spekulere på en gave. Men der er selvfølgelig altid al mulig grund til at ønske dem tillykke.

 

 

 

Brevkasse: Invitation eller opkrævning?

24 jan

Kære Sanne Udsen

Er det kun mig, eller er der ikke en stigende tendens til, at man bliver ”inviteret” til noget, som det så viser sig, man skal betale for at deltage i? Så kan man vel ikke tale om en ”invitation”?

 

Kære læser,

Du har selvfølgelig helt ret i, at der som udgangspunkt kun foreligger en egentlig ”invitation”, når den inviterede bliver betragtet som en gæst, og værten og værtinden betaler regningen. Derfor er det også vigtigt at skelne mellem begrebet ”vært” og ”arrangør”. Hvis du fx arrangerer en middag på en restaurant for en af dine kolleger, som skal holde op, hvor alle – inklusive den bortrejsende kollega – forventes at betale deres del af regningen, så er du arrangør, du er ikke værtinde. Men er deltagerne ”inviterede”? Ja, de er jo ikke inviterede i den forstand, at deres middag bliver betalt, men hvordan er de udvalgt? Det er jo ikke sådan, at denne afskedsmiddag er åben for alle og enhver. Min pointe her er, at vi muligvis mangler en præcis betegnelse for en form for udvælgelse, hvor den ”udvalgte” forventes at betale hele eller dele af (eller mere end) regningen. Et eksempel kunne være en velgørenhedsmiddag: Gæsterne skal typisk betale mere end deres middag er værd, men det er ikke sådan, at hvem som helst kan komme på ”gæstelisten”. Man kunne bruge samme logik om en polterabend: Arrangørerne af en polterabend laver en liste over deltagere, som derefter betaler både deres egen andel samt en del af brudens eller brudgommens udgifter. Den eneste egentlige gæst er bruden eller brudgommen. Men hvad med de andre udover arrangørgruppen?  Er der tale om, at de har fået en ”invitation”? Ja, hvad skal man ellers kalde det?

Men måske sigter du til noget andet. Måske sigter du til, at man tilsyneladende bliver ”inviteret” til en begivenhed, som man (når man får læst det med småt, eller endnu værre: efter man har sagt ja tak i den tro, det var en rigtig invitation) opdager, man skal betale for at deltage i. En begivenhed, der vel at mærke ikke kan siges at falde ind under velgørenhedsmiddag eller polterabend, medmindre man vil kategorisere en housewarming som en velgørenhedsmiddag. Om man kan kalde det en invitation eller ej, kommer an på de nærmere omstændigheder. Nogle gange er ”tiggerbrev” måske mere dækkende. Desværre.

Photo by Kaboompics // Karolina from Pexels https://www.pexels.com/photo/lunch-table-5929/

 

Brevkasse: Brudgom med kolde fødder

9 jan

Kære Sanne Udsen,

Hvad gør man med en forlovet, der virker, som om han har fået kolde fødder? Han friede til mig sidste år, og jeg sagde ja. Nu synes jeg, det er på tide at få sat en dato, men det er ikke til at komme til at tale om det med ham. Han skifter emne, når jeg bringer det op, og da jeg spurgte ham ligeud, om han havde skiftet mening, begyndte han at væve og sige noget om, om det behøvede at være lige nu, vi skulle giftes. Hvordan får jeg det afklaret? Jeg synes, det gælder om at komme i gang med planlægningen.

Photo by Gift Habeshaw on Unsplash

Kære læser,

Først vil jeg gerne minde om, at der er en ting, der er værre end en kommende brudgom, der bakker ud før brylluppet, og det er en brudgom, der udebliver fra selve vielsen. Så inden du går videre med dine konkrete bryllupsplaner, er det nok en god ide at få afklaret, om han virkelig har fået kolde fødder. Nu skriver du, at det var ham, der friede, og medmindre han følte sig presset til det, må vi gå ud fra, at han i hvert fald sidste år ønskede at blive gift med dig. Er der sket noget i mellemtiden, der kan have fået ham til at skifte mening, eller kan der være tale om, at det er selve brylluppet, der står i vejen for ægteskabet?

Det er for så vidt en god ting, at så mange par har råd og lyst til at holde en kæmpe bryllupsfest, men indimellem er det mit indtryk, at det kan gå hen og blive lidt af et cirkus, og det er ikke altid, at brud og brudgom er enige om, hvilken slags bryllup de ønsker. Måske er det også tilfældet med jer? Ved du, hvilken slags bryllup han i givet fald ønsker? Det kan være, han foretrækker et enkelt bryllup med en tur på rådhuset og frokost for de nærmeste, mens du måske ser dig selv i det store marengsskrud.

Når det helt store drømmebryllup skal arrangeres, risikerer det kommende brudepar at tabe det egentlige formål af øje, nemlig at få indgået ægteskab. Jeg kan ikke kraftigt nok anbefale folk, der ønsker at dele husholdning og økonomi og fast ejendom, også at indgå ægteskab. Det er en juridisk og skattemæssig fordel, mens samlivet eksisterer, og det sikrer en vis form for ordnede forhold, når samlivet ophører. Der er derfor ingen grund til at udskyde at blive gift, hvis det er det, man ønsker. At skulle planlægge og spare op til et gigantisk bryllup udsætter bare selve indgåelsen af ægteskabet, og der kan – også for unge mennesker – ske uforudsete og uønskede ting som død og ulykke. I sådanne tilfælde er det normalt en fordel at have været gift.

Hvis din forlovede udtrykker tvivl om, hvorvidt han kan overskue rækkevidden af at blive gift, så kan du berolige ham med, at rækkevidden af ikke at være gift i mange tilfælde er større, og i vore dage er det ikke særligt svært at blive skilt igen. Han risikerer ikke engang at skulle betale underholdsbidrag til dig. Hvis jeres formueforhold er meget forskellige, er der mulighed for at indgå en ægtepagt både før ægteskabet og også efter, I er blevet gift. Det er måske ikke så romantisk, men det er praktisk.

Hvad angår den følelsesmæssige binding – ja, så er det desværre ikke sådan, at der er større garanti for at vedblive at elske hinanden, bare fordi man bliver gift. Men modsat er der heller ingen større risiko for at holde op med det.

 

Brevkasse: Gave til firmajubilæum?

31 dec

Kære Sanne Udsen

Firmaet, hvor min svigersøn arbejder, holder 25 års jubilæum, men jeg ved ikke, om jeg og min hustru, som gæster, skal komme med en gave.

Vil du være sød og hjælpe mig med et svar.

Kære læser,

Når en virksomhed eller en organisation holder jubilæum, er det kutyme, at samarbejdspartnere –især leverandører – giver en gave til virksomheden eller organisationen. Enkeltpersoner giver som udgangspunkt ikke gaver i denne situation. Så derfor vil mit svar umiddelbart være nej, du og din hustru skal ikke medbringe en gave. Men ingen regel uden undtagelse: Hvis det er et meget lille firma, og du kender stifteren godt, og/eller din svigersøn har en fremtrædende position i dette lille firma, så kunne I selvfølgelig godt overveje en gave. Imidlertid er det vanskeligt som enkeltperson at finde på en passende gave – hvilket selvfølgelig også er medvirkende til, at enkeltpersoner ikke forventes at komme med gaver – for de typiske gaver til et firmajubilæum er fx i form af et stykke kunst: Noget, der kan stå fremme eller hænge på væggen. De gaver, der ellers gives til jubilæer, såsom bøger, vin og chokolade, er vanskelige at give til et firmas jubilæum, for hvem tilhører de egentlig? Hvem skal drikke vinen og spise chokoladen og læse bøgerne? Det var et lidt langt svar på et kort spørgsmål, men som nævnt vil jeg umiddelbart ikke mene, at I behøver medbringe en gave.

Brevkasse: Takke for julekort?

19 dec

Hej Sanne Udsen

Hermed tillader jeg mig at stille et hurtigt spørgsmål om takt og tone vedrørende julekort. Og jeg ved, du har skrevet om det tidligere.

Når jeg sender julekort, så forventer jeg et tak – ikke nødvendigvis et kort retur, men bare et tak for julekortet. Er det forkert?

Min mor siger, at julekort takker man ikke for — først hvis man møder folk — og hvis man husker det.

Jeg har altid gået og troet, at julen var sådan en giv-og-modtag tid. Men jeg er måske helt galt på den?

Jeg takker altid for et julekort og/eller sender et retur. Min mor siger, at jeg er for ivrig!

Hvad siger du?

Kære læser,

Jeg synes, at din måde at gøre det på er fin – altså at takke for julekort og endnu bedre sende et retur, hvis du ikke allerede havde sendt et til den pågældende. Men din mor har ret – et julekort er lidt at betragte som et postkort, dvs. det er noget, man bliver glad for at modtage, men afsenderen forventer ikke et svar eller en tak. Vi er dog en hel del, der årligt noterer os, hvem der har sendt os julekort, så vi ved, hvem vi skal sende til næste jul. Desværre bliver listen kortere og kortere for hvert år. Jeg ville gerne give postvæsenet hele skylden, men jeg er bange for, at fremkomsten af elektroniske julekort også bærer sin del af skylden. Og et elektronisk julekort er altså ikke det samme som et fysisk julekort!

Brevkasse: Passende opførsel til firmajulefrokosten

12 dec

 

Kære Sanne Udsen,

Jeg er interesseret i en guide til firmajulefrokosten. En slags do’s and dont’s, om man vil. Hvor fuld må man blive? Er det okay at flirte med kollegaen? Er det okay at brokke sig til chefen? Osv. Jeg ville derfor høre, om du ville være behjælpelig med nogle gode råd.

Kære læser,

Når dette læses, er en del af årets julefrokoster allerede overstået, men lad mig alligevel komme med nogle gode råd til din guide: For det første vil svarene på dine spørgsmål afhænge af, hvem – eller rettere hvad – man er på arbejdspladsen: Jo højere i hierarkiet, jo bedre er man nødt til at opføre sig, og jo lavere i hierarkiet, jo mere kan man tillade sig. Men ligegyldigt hvem man er, er svaret ”nej” på spørgsmålet, om det er okay at brokke sig til chefen. Jeg ved, at mange chefer og ledere rundt omkring på danske arbejdspladser holder sig væk fra julefrokosten. Og jeg ved, at deres medarbejdere synes, det er dårlig stil, og det synes jeg også. Men man kan måske godt forstå fristelsen til at blive væk, når så mange chefer hvert år må lægge øre til fuldemandsbrok fra medarbejdere, hvis tungebånd er blevet løsnet af alkohol, og som måske kortvarigt synes, de er meget kloge, men som får sagt noget, som både leder og medarbejder efterfølgende ville ønske, ikke var blevet sagt. Og det er ikke altid muligt at ignorere det. Så, nej, man skal ikke brokke sig til chefen til en julefrokost. Man kan brokke sig på andre tidspunkter og kun i ædru tilstand.

Med hensyn til flirt med kolleger må man sige, at mangen et ægteskab er startet ved en julefrokost. Omvendt er mangen et ægteskab også blevet brudt på grund af en julefrokost, så igen må det komme an på, hvem man er: Er begge parter single, og er der ikke tale om et overordnet/underordnet forhold (hvilket er et absolut no-no), så kan det for så vidt være helt i orden. Men man er nødt til at tænke på, hvordan man vil have det med at møde op på arbejde efter julefrokosten.

Hvor fuld man må blive, kan bedst besvares med, at man må blive så tilpas fuld, at man ikke går omkuld, kaster op, lægger an på nogen, man ikke burde lægge an på, siger noget, man ikke burde have sagt, eller på anden måde bliver pinlig. For nogle mennesker er det ensbetydende med ikke at blive ret fuld.

Brevkasse: Efterlod sin rejsekammerat

4 nov

 

Kære Sanne Udsen,

Synes du, det er “god skik”, at min mors veninde, som hun rejste sammen med, valgte at efterlade hende på hospitalet, indtil hun kunne komme hjem – frem for at blive der to dage ekstra ved hendes side? De har været af sted til Marokko, hvor min mor fik et lårbensbrud. Hun ville nå hjem til en familiefødselsdag – som bliver afholdt dagen efter, min mor endelig kommer hjem. Min mor og hendes veninde er begge midt i 70’erne. Det var veninden, som bookede turen. Hun har lige ringet for at høre, om min mor var kommet hjem. Da jeg forklarede, at hun endnu ikke var kommet hjem, og udtrykte min forundring over, at hun havde efterladt min mor alene på hospitalet, sagde veninden: “Jamen, din mor afslog”. Da mine søstre ankom for at hjælpe vores mor og sørge for hendes hjemtransport, var min mor dopet af smertestillende medicin og afkræftet og underernæret.

Min mors uheld var forårsaget af en anden person fra rejsegruppen (dog ikke hendes veninde). Min mor kendte kun den pågældende fra rejsegruppen. Vi har i øvrigt heller ikke fået nogen hjælp fra rejseselskabet, som intet har gjort i denne sag. Takket være mine to søstre, som har rejst ni timer for at være der, kommer min mor nu hjem med ambulancefly.

Kære læser,

Nej, jeg synes hverken, det er god skik, god stil, eller godt venindeskab at efterlade en tilskadekommen rejsekammerat i et fremmed land på et fremmed hospital med den efter min mening temmelig tynde undskyldning, at hun skulle nå en familiefødselsdag. Som jeg forstår dit brev, ville skæbnen, at veninden alligevel kunne have nået familiefødselsdagen, men det kunne hun selvfølgelig ikke vide på det tidspunkt, hvor hun rejste hjem. Det lader heller ikke til, at der kunne være særligt tvingende økonomiske overvejelser, som kunne retfærdiggøre hendes tidlige (oprindeligt planlagte) afrejse, eftersom dine søstre har påtaget sig omkostningerne ved at rejse af sted for at følge jeres mor hjem. Samlet set havde det været langt simplere, hvis din mors veninde havde påtaget sig rollen som hendes ”assistent”, og jeg går ud fra, at enten forsikringsselskabet eller jeres familie ville have holdt hende økonomisk skadefri. Når man rejser sammen, påtager man sig også ansvaret for hinanden, herunder at hjælpe og støtte under uheldige omstændigheder som dem, der gjorde, at din mor pådrog sig sine skader. At din mor – enten pga. medicinforårsaget omtågethed eller misforstået hensynsfuldhed – afslog sin venindes tilbud (hvad det så end gik ud på), burde hendes veninde ikke have tillagt nogen betydning. I dette tilfælde ville det have været helt oplagt at stille sig selv spørgsmålet: ”Hvad ville jeg selv have ønsket?” og så handle ud fra det. Jeg tror roligt, vi kan gå ud fra, at din mors rejsekammerat ikke ville have ønsket at blive efterladt alene på et fremmed hospital i et fremmed land med kun sig selv til at klare sagerne. Fsva. rejseselskabet er det beklageligt, at de ikke tager sig bedre af deres kunder. Men det er (muligvis) en sag for Pakkerejse-Ankenævnet og ikke en sag for etikettebrevkassen.