At bygge oven på andres succes

1 sep

I øjeblikket er der en del — forfattere såvel som læsere — der udtaler sig negativt om en bog, der er kommet som 4. bind i den hidtidige Millenium-trilogi (som herefter vel så bliver en kvartet). De negative tilkendegivelser på bogen, som er skrevet af David Lagercrantz og hedder “Det som ikke slår os ihjel”, går mest på det principielle i sagen. Den oprindelige forfatter til trilogien, Stieg Larsson, er som bekendt død, og kan derfor ikke selv fortsætte serien. Samtidig har den solgt ufatteligt mange eksemplarer på internationalt niveau, og det er jo på en eller anden måde lidt uforløst, ikke? Der er mange læsere derude, som godt kunne tænke sig at høre mere til persongalleriet i Millenium-serien, og der ligger også en potentiel stor indtjening for forfatter, forlag og rettighedsindehavere i at fortsætte serien. Skulle man virkelig bare lade den mulighed gå fra sig?

Ja, er der mange, der mener. De sammenligner fortsættelsen af serien med en anden forfatter ved tasterne som gravrøveri.

Men det forstår jeg faktisk ikke. Eller rettere: I denne helt konkrete, meget specielle sag, hvor arven efter Stieg Larsson har været et selvstændigt drama, der langt overstiger bøgernes fiktive drama, kan jeg godt forstå, at nogle mennesker bliver en smule forargede. Da Stieg Larsson døde, arvede hans mangeårige samleverske ham ikke. De var ikke gift, og der var ikke skrevet et gyldigt testamente til fordel for hende. Det var dumt. Og meget uheldigt, for det betød, at Stieg Larssons far og bror arvede ham i stedet. Det er nu dem, der ikke bare har indkasseret millionerne for de solgte bøger, men som også har rettighederne. Det er derfor dem, der kan bestemme om en ny forfatter skal have lov til at benytte Millenium-universet til at skrive en ny bog, og det er dem, der indkasserer endnu flere penge på deres afdøde søns/brors værk.

Den del synes jeg ikke om. Jeg synes — som mange andre sikkert også synes — at det burde have været hans samleverske, der skulle have arvet ham og have forvaltet hans litterære arv. Men sådan er det altså ikke.

Ser vi imidlertid bort fra denne ganske særlige “detalje”, så forstår jeg ikke modstanden mod, at en ny forfatter bygger videre på en afdød forfatters værk. Det er set mange gange før. Nogle gange med mere held end andre. Men det er altid en (indirekte) ros til det univers, som den oprindelige forfatter byggede op.

Blandt de større skuffelser inden for “genren” er efter min mening P.D. James: “Death Comes to Pemberley”. (“Døden kommer til Pemberley”.) Den bygger oven på Jane Austens klassiker “Stolthed og fordom”. Hvem elsker ikke Jane Austen? Og P.D. James var en af krimigenrens grand old ladies. Så derfor kunne man godt have store forventninger til den bog. Men det var en slem skuffelse! Og efterfølgende kan man selvfølgelig også godt tænke ved sig selv, at det var måske lige lovligt kækt at bygge videre på en af verdenslitteraturens største værker. Men hvor var harmen henne over dette? Jeg blev kun skuffet. Ikke harm.

Så hvorfor må David Lagercrantz ikke have lov til at skrive en Millenium-bog?

Ja, jeg spørger bare.

Barack Obama tjener godt på sine royalties

20 mar

Ja, det må jo altid glæde en forfatter, når der er forfattere, som tjener seriøse penge på deres bøger. New York Times skriver om, hvordan de mange royalty-indtægter, som præsident Obama har tjent på sine bøger, herunder sin selvbiografi, reddede præsidentparrets økonomi, før de blev præsidentpar. Det eneste, der er lidt ærgerligt ved historien, er, at i første omgang solgte hans bog ikke nok til, at den indtjente royalty kunne dække forskuddet. Der kom først gang i salget efter hans tale på partikonventet i 2004, og efter han blev præsidentkandidat, kom der virkelig gang i salget. Hvis det er en betingelse for en bestseller, at man skal være amerikansk præsidentkandidat, så begrænser det jo mulighederne. Men sådan er det da heldigvis heller ikke! Selv om det tydeligvis hjælper …

Kort sagt: Det er en tilstrækkelig, men ikke en nødvendig betingelse!

Anmeldelse af Fupfabrikken

1 mar

Den første bog om IT Factory-sagen udkom allerede den 19. februar 2009. Den havde titlen “Fupfabrikken”. Den titel kan jeg godt lide, for den minder om min egen titel, “Stein og drømmefabrikken” — uden at de to bøger forhåbentlig kan forveksles af den grund. Politiken har anmeldt “Fupfabrikken” her. Når jeg læser anmeldelsen, synes jeg nu nok, at anmelderen stiller lidt store krav til, hvad bogens forfatter, Kristian Hansen, skulle kunne bringe for dagen i sin bog. Hvordan skulle Kristian Hansen kunne vide, hvorfor Asger Jensby opførte sig, som han gjorde? Hvem ved, måske ved ikke engang Asger Jensby, hvorfor han opførte sig, som han gjorde!