Anmeldelse af “Broderparten” af Joan Dansberg

10 apr

Selv om jeg almindeligvis ikke begiver mig af med at anmelde bøger, har jeg fra Joan Dansberg modtaget et anmeldereksemplar af hendes nyligt udkomne roman “Broderparten” (som bl.a. kan købes her hos Saxo). Når hun mente, den kunne have min interesse, skyldes det, at hun er bekendt med, at jeg har beskæftiget mig med psykopater (fx i min bog “Psykopater i jakkesæt”). Det er nu ikke det eneste interessefelt, som kunne gøre “Broderparten” til relevant læsning for mig — faktisk interesserer jeg mig også for to andre temaer i bogen, nemlig svindel og hjerneskader.

Romanen er baseret på en virkelig historie. Dens handling er, meget kort fortalt, at den kvindelige hovedpersons ægtefælle er blevet hjerneskadet som følge af sygdom, hvilket hendes skruppelløse svigerfamilie udnytter til at få ham til at overdrage sit firma og andre aktiver til dem. Dette sker bl.a. gennem ændring af testamente, misbrug af fuldmagter til bl.a. tømning af bankkonti, indgivelse af separationsbegæring, mv. Hovedpersonen bliver på denne måde holdt tvangsadskilt fra sin mand og frarøvet sin “retmæssige” del af boet.

Lad mig starte med det negative: Som roman betragtet er “Broderparten” ikke vellykket, idet den i højere grad fremstår som et partsindlæg end som et stykke gennemarbejdet fiktion. Selv om man ikke kan tale om, at der findes en egentlig skabelon for romaner (i så fald er den holdt hemmelig for offentligheden), er der nogle elementer, som man forventer i en “almindelig” roman, men som glimrer ved deres fravær i “Broderparten”: Man kunne fx forvente at høre lidt om personernes baggrundshistorie, og lidt om stridens genstands historie — i dette tilfælde et firma, som man aldrig rigtigt finder ud, hvad laver …

Men nu til det positive: Det er en meget interessant og tankevækkende historie, der bliver fortalt i “Broderparten”, og den retter fokus mod nogle yderst interessante problemstillinger: Hvordan sikrer man sig selv mod i en fremtidig svækket tilstand at blive udnyttet til at foretage dispositioner mod sin vilje? Hvordan skåner man sin mentalt svækkede pårørende mod at blive offer for svindel?

Før man begynder at tænke, at det hører vist alligevel til sjældenhederne, at skrøbelige personer bliver udnyttet så groft af “betroede” personer, så lad mig lige minde om, hvor mange kriminalromaner der gennem årene netop har haft det pludseligt ændrede testamente med en ny og uventet hovedarving som tema. Selv om sådanne kriminalromaner i sagens natur er fiktion, er deres temaer typisk inspireret af virkeligheden. Og fra den aktuelle virkeligheds verden kan vi henvise til en nylig sag med en tilsyneladende skruppelløs dansk advokat, nemlig Christian Harlang, der netop har fået dom ved Københavns Byret for, at han med rette var blevet idømt en bøde for at have tiltusket sig en generalfuldmagt for en formuende, dement kvinde. Og det er skam ikke kun fremmede menneskers formue, han overtager “administrationen” af — det gælder også hans egen families.  Den interesserede kan læse en gennemgang af Christian Harlangs synderegister her i Ekstra Bladet.

En advokat forventes at være særligt pålidelig, og det samme gør en sognepræst. Ikke desto mindre gjorde en sognepræst fra Skelskør-området ved navn Ingrid Marten Trolle-Monsen sig skyldig i at tilrane sig 8,7 millioner kroner fra en dement kvinde, som hun var indsat som økonomisk værge for. Det manglende beløb kom først frem, da den demente kvindes bo blev opgjort efter hendes død. Ingrid Marten Trolle-Monsen blev idømt fire års fængsel i sagen — en dom, der blev stadfæstet i landsretten.

I “Broderparten” er et af temaerne netop værgemål — hvordan afgøres det, om en person har brug for en værge, og hvem vil bedst kunne varetage værgemålet? Som det fremgår af ovennævnte eksempler kan det være endog meget risikabelt at udpege den forkerte værge, og hvordan afgør man i øvrigt, hvad der er i den mentalt svækkede persons interesse? Fra september 2017 har det været muligt at oprette en såkaldt fremtidsfuldmagt — i en sådan fremtidsfuldmagt kan man give en pårørende mulighed for at varetage ens interesser den dag, man ikke længere selv kan. Men det kræver selvfølgelig, at man er opmærksom på muligheden for, at dette en dag skulle kunne ske.

Kort sagt: “Broderparten” bør læses som en slags introduktion til de faldgruber, der findes for hjerneskadede og deres pårørende. Og det gør den læsværdig.

 

At bygge oven på andres succes

1 sep

I øjeblikket er der en del — forfattere såvel som læsere — der udtaler sig negativt om en bog, der er kommet som 4. bind i den hidtidige Millenium-trilogi (som herefter vel så bliver en kvartet). De negative tilkendegivelser på bogen, som er skrevet af David Lagercrantz og hedder “Det som ikke slår os ihjel”, går mest på det principielle i sagen. Den oprindelige forfatter til trilogien, Stieg Larsson, er som bekendt død, og kan derfor ikke selv fortsætte serien. Samtidig har den solgt ufatteligt mange eksemplarer på internationalt niveau, og det er jo på en eller anden måde lidt uforløst, ikke? Der er mange læsere derude, som godt kunne tænke sig at høre mere til persongalleriet i Millenium-serien, og der ligger også en potentiel stor indtjening for forfatter, forlag og rettighedsindehavere i at fortsætte serien. Skulle man virkelig bare lade den mulighed gå fra sig?

Ja, er der mange, der mener. De sammenligner fortsættelsen af serien med en anden forfatter ved tasterne som gravrøveri.

Men det forstår jeg faktisk ikke. Eller rettere: I denne helt konkrete, meget specielle sag, hvor arven efter Stieg Larsson har været et selvstændigt drama, der langt overstiger bøgernes fiktive drama, kan jeg godt forstå, at nogle mennesker bliver en smule forargede. Da Stieg Larsson døde, arvede hans mangeårige samleverske ham ikke. De var ikke gift, og der var ikke skrevet et gyldigt testamente til fordel for hende. Det var dumt. Og meget uheldigt, for det betød, at Stieg Larssons far og bror arvede ham i stedet. Det er nu dem, der ikke bare har indkasseret millionerne for de solgte bøger, men som også har rettighederne. Det er derfor dem, der kan bestemme om en ny forfatter skal have lov til at benytte Millenium-universet til at skrive en ny bog, og det er dem, der indkasserer endnu flere penge på deres afdøde søns/brors værk.

Den del synes jeg ikke om. Jeg synes — som mange andre sikkert også synes — at det burde have været hans samleverske, der skulle have arvet ham og have forvaltet hans litterære arv. Men sådan er det altså ikke.

Ser vi imidlertid bort fra denne ganske særlige “detalje”, så forstår jeg ikke modstanden mod, at en ny forfatter bygger videre på en afdød forfatters værk. Det er set mange gange før. Nogle gange med mere held end andre. Men det er altid en (indirekte) ros til det univers, som den oprindelige forfatter byggede op.

Blandt de større skuffelser inden for “genren” er efter min mening P.D. James: “Death Comes to Pemberley”. (“Døden kommer til Pemberley”.) Den bygger oven på Jane Austens klassiker “Stolthed og fordom”. Hvem elsker ikke Jane Austen? Og P.D. James var en af krimigenrens grand old ladies. Så derfor kunne man godt have store forventninger til den bog. Men det var en slem skuffelse! Og efterfølgende kan man selvfølgelig også godt tænke ved sig selv, at det var måske lige lovligt kækt at bygge videre på en af verdenslitteraturens største værker. Men hvor var harmen henne over dette? Jeg blev kun skuffet. Ikke harm.

Så hvorfor må David Lagercrantz ikke have lov til at skrive en Millenium-bog?

Ja, jeg spørger bare.

Barack Obama tjener godt på sine royalties

20 mar

Ja, det må jo altid glæde en forfatter, når der er forfattere, som tjener seriøse penge på deres bøger. New York Times skriver om, hvordan de mange royalty-indtægter, som præsident Obama har tjent på sine bøger, herunder sin selvbiografi, reddede præsidentparrets økonomi, før de blev præsidentpar. Det eneste, der er lidt ærgerligt ved historien, er, at i første omgang solgte hans bog ikke nok til, at den indtjente royalty kunne dække forskuddet. Der kom først gang i salget efter hans tale på partikonventet i 2004, og efter han blev præsidentkandidat, kom der virkelig gang i salget. Hvis det er en betingelse for en bestseller, at man skal være amerikansk præsidentkandidat, så begrænser det jo mulighederne. Men sådan er det da heldigvis heller ikke! Selv om det tydeligvis hjælper …

Kort sagt: Det er en tilstrækkelig, men ikke en nødvendig betingelse!

Anmeldelse af Fupfabrikken

1 mar

Den første bog om IT Factory-sagen udkom allerede den 19. februar 2009. Den havde titlen “Fupfabrikken”. Den titel kan jeg godt lide, for den minder om min egen titel, “Stein og drømmefabrikken” — uden at de to bøger forhåbentlig kan forveksles af den grund. Politiken har anmeldt “Fupfabrikken” her. Når jeg læser anmeldelsen, synes jeg nu nok, at anmelderen stiller lidt store krav til, hvad bogens forfatter, Kristian Hansen, skulle kunne bringe for dagen i sin bog. Hvordan skulle Kristian Hansen kunne vide, hvorfor Asger Jensby opførte sig, som han gjorde? Hvem ved, måske ved ikke engang Asger Jensby, hvorfor han opførte sig, som han gjorde!