Category Archives: Takt og tone

Karrierekvinders tøj – igen igen

9 mar

Der er tilsyneladende ikke meget, der kan få (nogle) kvinder op i det røde felt som betragtninger om, hvad der er “passende” arbejdspåklædning for en karrierekvinde. Senest var det Birgitte Erhardtsen på Berlingske Tidende, der fik kærligheden at føle i forbindelse med en kommentar, hun skrev i avisen om hhv. Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidts påklædning. Abonnenter på Berlingske kan læse kommentaren her.

Efter en masse negative reaktioner på hendes kommentar følte jeg mig kaldet til også at komme med mit bidrag. Det kan læses nedenfor eller – hvis man foretrækker udgaven i Berlingske Tidende – her.

Anna Libak havde ligeledes en mening i Weekendavisen, som kan læses her. Egentlig er det store mysterium, hvorfor emnet kan hidse folk sådan op. Men det kan det altså.

Og her er mit bidrag:

Klæder skaber folk – på godt og ondt

I forrige uge skrev Birgitte Erhardtsen en kommentar i Berlingske Tidende, der omhandlede vores nuværende og vores tidligere statsministers tøjstil. Konklusionen var, at en kvinde, der vil gøre karriere i ”klassiske” mandefag, gør klogt i at klæde sig neddæmpet, således at fokus er på personens kompetencer og personlighed og ikke på hendes tøjstil. Det bragte en veritabel syndflod af kritik med sig. Kommentaren var lidt skarpt vinklet, men jeg tror alligevel, at den kraftige reaktion på kommentaren må have overrasket Birgitte Erhardtsen. Mange af de negative reaktioner gik på temaet: ”Er vi virkelig ikke kommet videre i 2021?”

Til det er svaret: Både og. Vi er kommet videre, fordi alle – både mænd og kvinder – kan klæde sig mere afslappet end tidligere. Men vi er ikke kommet videre, når vi ser på tallene. Kvinder er stadig i undertal der, hvor magten er. Og selv om magtens uniform har ændret sig over tid, så er den forblevet maskulin.

Hvad der virkelig kan undre mig, er, at dette emne stadig kan sætte så kraftige følelser i gang. Tilbage i 2000 – for snart 21 år siden – udgav jeg sammen med Stina Vrang Elias ”Håndbog for karrierekvinder”. I denne bog på 137 sider var der et syv sider langt kapitel om påklædning. Det var det kapitel, der bragte overskrifter frem i dagspressen og fik os i fjernsynet.

Inspireret af filmen ”Working Girl” (med Melanie Griffith og Sigourney Weaver) skrev vi dengang, at man som karrierekvinde skulle have ”seriøst hår”. Det var noget, der blev bemærket, for hvad er ”seriøst hår”? Se, det er en af den slags ting, der falder ind under kategorien ”Jeg kan ikke definere det, men jeg kan genkende det, når jeg ser det”. Og desuden er det noget, der ændrer sig med tiden: Hvad der blev regnet for seriøst hår i 1950’erne, ville ikke blive taget alvorligt i dag – og omvendt.

Tilsyneladende har mange svært ved at skelne mellem, hvordan tingene burde være, og hvordan virkeligheden faktisk er. Det burde være sådan, at vi alle, uanset hvem vi er, frit kunne udtrykke vores personlige stil og smag gennem netop det tøj, som vi nu fandt repræsenterede vores personlighed bedst. Men det er sådan, at de fleste af os i vores professionelle virke er nødt til at passe ind i en slags uniformering for at vise, at vi hører til. Det gælder i særlig høj grad for dem, der er i minoritet i gruppen. Og i toppen af global politik, i toppen af erhvervslivet og i toppen af centraladministrationen er kvinder en minoritet. Uanset hvor meget vi ville ønske, at virkeligheden var anderledes.  

Jeg ville være en rig kvinde, hvis jeg havde fået en 10’er for hver gang, der var én, der spurgte: ”Hvis kvinder skal tilpasse deres påklædning, er det så ikke at klæde sig på mændenes præmisser?”. Og jeg fortjener en tålmodighedspræmie for alle de gange, jeg har svaret: ”Nej, det er at klæde sig på systemets præmisser.”

Det er, som om der er nogen, der ikke har bemærket, at ”mænd” ikke alle sammen går ens klædt. Mænd er faktisk ikke en ensartet klædt gruppe.

Hver eneste branche – ja, hver eneste virksomhed, hver eneste organisation – har sin egen dresscode. Jeg arbejder selv som forfatter og omgås andre forfattere og forlagsfolk, og her ser jeg en helt anden og meget anderledes dresscode end den, man kan se i toppen af dansk erhvervsliv. Der er også et langt bredere spektrum i denne branche end i så mange andre. Men spektrummet er dog ikke så bredt, at man ikke ville kigge en ekstra gang, hvis en forfatter dukkede op i et Hugo Boss-jakkesæt eller en Chanel-dragt. Det ville være et tydeligt signal om, at vedkommende lå væsentligt over gennemsnitsindkomsten i forfatterstanden og i øvrigt ikke regnede sig selv for en del af flokken. Nok er vi fordomsfrie, men så fordomsfrie er vi ikke.  

Når politikere understreger deres køn, skaber det opmærksomhed og bliver kommenteret af den samlede verdenspresse. Det vakte fx international opsigt, da den finske statsminister Sanna Marin sidste år optrådte i en fotoserie i et blad uden bh (men dog med en jakke over), ligesom det ligeledes vakte international opsigt, da Angela Merkel tilbage i 2008 optrådte i en endog meget nedringet gallakjole til en operapremiere.

Hvis det kan være en trøst, gælder det ikke kun kvindelige politikere. Da den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis for nylig skulle vaccineres mod Covid-19, blev han afbildet med delvis nøgen (og meget nydelig) overkrop. Billedet gik verden rundt og fik ham udråbt som sexsymbol.

Virkeligheden er, at der er nogle spilleregler, der skal følges for både mænd og kvinder. I stedet for at hidse sig op over, at Birgitte Erhardtsen påpeger denne virkelighed, hvor irriterende den end er, burde vi hellere bruge tid på at gøre noget ved den kendsgerning, at der er langt færre kvinder end mænd i toppen af dansk erhvervsliv.

Brevkasse: Spørgsmål om børn til barnløse

5 feb

Kære Sanne Udsen,

Er det virkelig acceptabelt at kommentere andre folks mangel på børn? Jeg er den ældste blandt mine søstre og kusiner, og flere af dem har fået børn. Jeg synes, deres børn er søde, og jeg vil også gerne selv have børn på et tidspunkt, men jeg er ret træt af, at især mine tanter, men også andre familiemedlemmer, hele tiden kommenterer min mangel på børn. Det er, som om de ser det som en slags konkurrence om, hvem der først får børn. Den har jeg jo ligesom tabt, så hvorfor kan de ikke bare lade være med at tale om det? Jeg synes ikke, det kommer dem ved.

Kære læser,

Du har fuldstændigt ret i, at det ikke kommer dem ved. De eneste, udover dig selv, der kan siges at have en legitim interesse i din evt. formering er dine forældre, som har en interesse i at få børnebørn. Men selv dine forældre kan ikke tillade sig at blande sig i dine planer om at få børn, hvor svært det end kan være for dem at lade være med at blande sig. Dermed har jeg også svaret på, om dine tanter og andre familiemedlemmer har ret til at kommentere din barnløshed. Selvfølgelig har de ikke det. Og selvfølgelig er det ikke en konkurrence om at stille først med en arving. (Medmindre der virkelig er tale om en familietradition med en særlig præmie til den første arving.)

pexels-daniel-reche-155670

Problemet er bare, at familiemedlemmer (og her er dine ikke de eneste!) har det med at tiltage sig rettigheder, som de ikke har.  Så derfor er dit egentlige spørgsmål velsagtens, hvordan du bærer dig ad med at få lukket munden på dem. Hvis der havde været tale om mere perifere bekendte eller med arbejdskolleger, ville jeg have rådet dig til at se bedrøvet ud og mumle lidt usammenhængende, at det der med børn, det kan vist desværre ikke blive til noget. På personer, der er bare nogenlunde indfølende og som ikke er for tæt på dig, vil det normalt have den effekt, at de straks trækker følehornene til sig. Men med familiemedlemmer som dem, du beskriver, kan man formentlig forvente, at de vil kaste sig ud i gode råd om behandling for barnløshed og fremover vil spørge indgående til evt. fremskridt i den retning. Og det er ikke det, du ønsker.  Nu går jeg ud fra, at uagtet at deres kommentarer er dybt irriterende og taktløse, så er det i princippet godmodigt ment fra deres side og at betragte som en form for malplaceret drilleri. Derfor vil jeg råde dig til at svare dem i samme ånd. Du kan fx sige: ”Lover du mig at komme og passe mine børn, når jeg får nogen?” eller ”Ja, jeg ved det. Det er skrækkeligt, at jeg ikke kan finde ud af få børn. Hvad synes du, jeg skal gøre?” eller ”Det er det med at finde det rigtige tidspunkt. Kan du ikke hjælpe mig med at finde det?”

Brevkasse: Julekort – papir eller elektronisk?

9 dec

Kære Sanne Udsen

Min veninde og jeg har diskuteret – på en venlig måde! – fordele og ulemper ved at sende julekort hhv. på den gammeldags papirmåde og som elektroniske kort. Min veninde sværger til e-kort, mens jeg holder på, at det skal være et rigtigt kort af papir, for at det føles som et julekort.

Kære læser,

Jeg er glad for at høre, at jeres diskussion foregik på en venlig måde på trods af jeres uenighed. Det giver også den bedste julestemning.

Du og jeg kan til gengæld hurtigt blive enige om, at den bedste måde at modtage julekort på er som et papirkort, der er sendt med posten. Ikke mindst i betragtning af, at stort set alt resten af ens post består af rudekuverter og reklamer. Hvor skønt når man finder en håndskreven kuvert blandt dem!

Når det er sagt, må vi også se i øjnene, at din venindes alternativ til e-julekort formentlig ikke er at sende rigtige julekort, men derimod at sende ingen julekort. Det hjælper ikke på viljen til at sende rigtige julekort, at med vore dages postvæsen skal man nærmest sende dem i oktober for at kunne være sikker på, de når frem til jul.

Set i det lys vil e-julekortene i de fleste tilfælde være at foretrække. Og ja, jeg ved godt, at der nu vil befinde sig læsere derude, som forbander sådanne e-kort langt væk, fordi de nogle gange er så tunge at downloade, at de fuldstændigt spærrer for ens indbakke i e-mailsystemet. Så jeg håber, din veninde er så betænksom, at hun sørger for kun at sende e-julekort, der ikke fylder for meget i modtagerens indbakke, hvis hun ikke holder sig til dem, hvor der kun optræder et link til selve e-kortet. Her bør hun dog være opmærksom på, at det så langt fra er alle modtagere, der følger linket og dermed læser kortet. Den risiko løber man sjældent med et ”rigtigt” julekort.

Der findes også dem, der på denne tid af året sender en lille epistel rundt til venner og bekendte med oplysninger om, hvad der er sket dem i løbet af det snart forgangne år. Det kan sådan set være en udmærket ide. Problemet med den slags epistler er, at det er meget vanskeligt at finde den rette balance mellem den form for skrivelse, hvor det virker, som om afsenderen alene er interesseret i at fremhæve alle sine og børnenes fabelagtige succeser gennem året, og så den type, hvor der alene nævnes alle de frygtelige ting, der er sket i løbet af året. Ingen af delene efterlader læseren af skrivelsen i særligt godt humør.

Men som sagt kan den form for masserundsending tjene det formål, at omgivelserne bliver orienteret om, hvordan det går.  Hvis nogle blandt læserne har tænkt sig at kaste sig ud i denne øvelse, så lov mig blot at tjekke, at balancen mellem gode og dårlige nyheder er nogenlunde fornuftig.

Så er der dem, der ikke helt forstår princippet i, at man til jul sender kort til mennesker, som man ikke har gidet opretholde kontakten med gennem året. Og det er for så vidt meget forståeligt. Til dem vil jeg blot sige, at julen er en anledning til at fastholde en sporadisk kontakt – en kontakt, som ikke er så betydningsfuld, at man fastholder anden kommunikation, men som man på den anden side heller ikke ønsker helt at opgive. Og mens man ville blive overrasket over at modtage et kort på et hvilket som helst andet tidspunkt af året, så synes man ikke, det er mærkeligt, når det er til jul.

Brevkasse: Hvornår skal fødselsdagsgaverne pakkes op?

29 okt

Hej kloge Sanne.

Hvornår får man sine gaver, når man har fødselsdag? Min svigersøn har indført, at man først må pakke sine gaver op, når alle gæster er til stede. Man har da altid fået lov til at pakke sine gaver op ved morgenmaden — eller er jeg helt forkert på den? Kender du evt. lande, der har denne “skik”, eller er han bare helt forkert på den.

Kære læser,

Der er sådan set ikke faste regler for gaveoppakning. Ved store fester (når man forhåbentlig engang igen kan holde den slags) er det almindeligt, at fødselaren eller brudeparret eller jubilaren først åbner gaverne dagen efter i ro og mag, så gavekort ikke forbyttes, og man kan koncentrere sig om gaveoppakningen.

Til mindre selskaber er det bestemt almindeligt, at man åbner gaverne løbende. Men det er også helt almindeligt, at man venter, indtil alle er kommet, hvis der fx er tale om et lille familieselskab.

Men så er der også dem, der får gaver allerede om morgenen — det drejer sig typisk om gaver fra de andre medlemmer af husstanden. Og dem vil man selvfølgelig gerne åbne med det samme. Så kan disse gaver stilles frem til skue, når der evt. senere på dagen kommer flere gæster.

Men der er altså ret frit spil for så vidt angår tidspunktet for gaveoppakning. Hvis resten af din familie synes, at det er helt fint at vente med at pakke gaver op, indtil alle gæster er ankommet, så synes jeg, du skal bøje dig for husfredens skyld.

Bortset fra til din egen fødselsdag. Der skal du selvfølgelig have lov til at pakke dine gaver op lige, når du vil!

Brevkasse: Må man give knive i gave?

17 maj
Foto af Lukas fra Pexels

Kære Sanne Udsen,

Er det rigtigt, at man ikke må give knive i gaver, og hvis det er rigtigt, hvorfor så ikke? Der er da mange brudepar, der ønsker sig knive i bryllupsgaver – og unge mennesker, der flytter hjemmefra, ønsker sig da også tit knive.

Kære læser,

”Reglen” om, at man ikke må give knive i gave, stammer fra overtro og ikke takt og tone, selv om de to ting indimellem så at sige smelter sammen. Min farmor plejede altid at lægge nogle mønter ved kniven, hvis hun gav en i gave. Jeg har selv efterfølgende gjort det samme – ikke fordi jeg vidste hvorfor, men fordi jeg vidste, at min farmor var absolut ekspert i overtro og dermed tilhørende skikke, og hvis hun gjorde det, var det helt sikkert det rigtige at gøre. Foranlediget af dit spørgsmål har jeg undersøgt sagen nærmere og er kommet frem til, at overtroen går på, at hvis man giver en kniv i gave, bliver båndet mellem giver og modtager skåret over. Derfor må man ikke give knive, men man kan ”sælge” dem for en mønt. Det må være formålet med de mønter, min farmor (og jeg selv sidenhen) har lagt ved knive, der gives som gave. Men det virker selvfølgelig lidt barokt, at ”sælgeren” af kniven også selv lægger mønterne ved, som ”køberen” så kan bruge til at betale for kniven. Og hvorom alting er: Knive er et yderst nyttigt husholdningsredskab, og det ville være synd at lade overtroen stoppe en fra at give dem i gave – især ikke hvis man kan overvinde overtroen ved at vedlægge et par mønter.

Brevkasse: Gave til velgørenhed

31 jan

Kære Sanne Udsen,

Tak for dine altid interessante betragtninger – også den om, hvordan man forholder sig, hvis man som fødselar ønsker, at evt. gaver gives som bidrag til velgørende formål. Jeg har imidlertid et spørgsmål i den forbindelse. Hvordan forholder man sig som gæst, hvis man ønsker at imødekomme ønsket om at give bidrag til det velgørende formål. Gør man fødselaren opmærksom på, at man har givet et bidrag og i givet fald hvordan? Jeg går dog ud fra, at man under ingen omstændigheder gør opmærksom på beløbets størrelse ­ det ville jo svare til at lade prismærket blive siddende på en traditionel gave.

Kære læser,

Ja, jeg forstår så udmærket dine betragtninger. Men jeg er bange for, at der ikke rigtig er nogen vej udenom at oplyse beløbets størrelse i dette tilfælde. Hertil kan man sige, at i mange andre tilfælde er det også nogenlunde klart for modtageren af en gave, hvad den har kostet – selv om prisskiltet er taget af. Men tilbage til dit spørgsmål. Hvis en person har givet udtryk for, at vedkommende fremfor sig selv ønsker en velgørende organisation betænkt, så vil vedkommende i nogle tilfælde have lavet en særlig aftale med organisationen, så man som giver kan mærke beløbet med vedkommendes navn. I dette tilfælde vil organisationen på et tidspunkt afrapportere og af denne afrapportering vil givere og beløbstørrelser fremgå. Hvis de ikke gjorde det, ville der jo ikke være nogen kontrolmulighed, og pengene kunne i værste fald havne i de forkerte lommer. Men det er også en mulighed, at der ikke er oprettet en speciel konto. I så fald må man betale et beløb til organisationen, og enten give vedkommende en kopi af kvitteringen for indbetalingen (og ja, det svarer til at give en gave med prisskiltet på), eller lave et lille kort, hvoraf det fremgår, at man som ønsket har betænkt den pågældende organisation. I det sidste tilfælde kan man enten nævne beløbet eller lade være. Men selv er jeg tilhænger af en kopi af kvitteringen. Jeg ved det – det er et tilfælde af ”tillid er godt, men kontrol er bedre”, og det kan siges at være på kanten af korrekt etikette. Men kanten af korrekt etikette ramte vi allerede, da personen ønskede sig et pengebeløb til en navngiven organisation.

Brevkasse: Den knapt så voksne søn

9 aug

Kære Sanne Udsen!

Min kone og jeg har børn fra tidligere ægteskaber. Jeg har to gifte sønner, søde svigerdøtre og fire dejlige børnebørn, og vores forhold til hinanden fungerer godt. Vi besøger hinanden, spiser middag sammen, overnatter hos hinanden, og der er god balance i forholdene.

Min kone har en søn (enebarn), som var 7 år, da vi mødtes. Han er nu 38 år, ugift, bor i en lille, hyggelig lejlighed og har et godt job, hvor han tjener mere, end vi til sammen har i pension. Han melder jævnligt sin ankomst og deltager gerne i vore måltider, som hans mor så gør lidt ekstra ud af, selvom han ikke (som andre overnattende venner) medbringer sit sengetøj.

Han viser os gerne sit nye, dyre tøj, sin nyeste elektronik (han sms’er meget) og fortæller om alle sine besøg hos venner, café- og restaurationsbesøg, og hvad han serverer, når han står for tur. I relation til vennerne kender han tilsyneladende godt begrebet gengæld, men i de ca. 30 år, jeg har kendt ham, har han ikke en eneste gang inviteret os på middag hverken hjemme eller ude, selv om der er mange restauranter i nabolaget.

Trods det har vi det rart med hinanden, men på det seneste har jeg tænkt lidt mere over det rimelige i det, der foregår, hvorfor jeg gerne vil spørge dig: Er det almindeligt, at en ellers velfungerende mand på 38 år bare kommer hjem og bliver beværtet på alle måder – uden nogensinde at gøre gengæld? Og vil ubalancen fortsætte på livstid, hvis han aldrig finder en fornuftig livsledsager?

Kære læser,

Du spørger, om det er almindeligt, at en mand på 38 år ”bare kommer hjem og bliver beværtet” uden at gøre gengæld – og jeg er bange for, at en del af problemet allerede ligger i formuleringen ”kommer hjem”. Så længe I alle sammen opfatter det, som om han kommer hjem – og ikke ”kommer på besøg” – så længe vil det nok fortsætte. Og ja, det er ganske almindeligt, at selv meget voksne mennesker regredierer og bliver som forkælede og ansvarsløse børn, når de er sammen med deres forældre. Samtidig er jeg nødt til at påpege, at en stor del af ansvaret ligger hos dig og din kone – det er jo jer, der har opdraget ham til, at det er sådan, man opfører sig, når han er sammen med jer.

Nu spørger du ikke direkte om råd til, hvordan I får ændret på situationen, men jeg vil alligevel forsøge at komme med nogle. Der er det særlige ved forældre-børn-relationer, at man kan tillade sig at opdrage på hinanden, og man kan tillade sig at sige ting til hinanden, som man ikke ville kunne sige til andre. Hvis det virkelig generer jer, at han ikke medbringer sit eget sengetøj (og til hans forsvar må jeg påpege, at der er ret stor forskel på at skulle vaske sengetøj efter én gæst og så efter en familie på fire), så kan I simpelthen bede ham om at tage det med næste gang, han melder sin ankomst. Bare sig: ”Gider du selv tage sengetøj med?” Ligeledes kan I også invitere jer selv på middag hos ham. Derimod kan du ikke kræve af ham, at han skal invitere jer på restaurant. Uanset at han tjener mere, end I gør, ligger der en forventning i vores kultur om, at pengestrømmene først og fremmest går den ene vej, nemlig fra forældre til børn. Den underforståede kontrakt er her, at disse børn så vil sørge for næste generation. Din stedsøn har ikke opfyldt den del af kontrakten (endnu), men hvis du vil have ham til at bidrage økonomisk, så må det være i form af naturalier, fx ved at bede ham om at tage et par flasker vin med næste gang, han kommer.

Brevkasse: Venindens umulige kæreste

14 jul

Kære Sanne Udsen

Jeg har en veninde, hvis kæreste er ganske utålelig, når han får noget at drikke. Det betyder, at vi ikke har lyst til at se ham til diverse festlige lejligheder. Kan vi tillade os kun at invitere hende til min kommende runde fødselsdag? Og hvordan får jeg det formuleret på en høflig måde?

Kære læser,

Du kan ikke formulere på en høflig måde, at du ikke ønsker at se din venindes kæreste. Du kan heller ikke tillade dig kun at invitere hende og ikke kæresten, hvis alle de andre, du inviterer, er inviteret som par. Men du kan helt lade med at invitere hende, hvis du er villig til at løbe den risiko, at hun først bliver såret over ikke at blive inviteret, og dernæst bliver såret, når du forklarer hende, at grunden er, at du ikke ønsker at se hendes kæreste til din runde fødselsdag.

Folk vælger selv deres kærester og ægtefæller, og så længe der ikke er tale om et forhold med fysisk eller psykisk mishandling, kommer det ret beset ikke andre ved, hvad de ser i hinanden, hvor vanskeligt det end er for udenforstående at forstå det. Men du har som værtinde lov til selv at bestemme, hvem der skal komme i dit hjem, og hvis han virkelig er utålelig, kan jeg ikke se, at du skal finde dig i at have ham som gæst. Din venindes valg af kæreste har i dette tilfælde nogle omkostninger, og det er mest rimeligt, at det er hende og ikke hendes omgangskreds, der bærer dem.

Brevkasse: “Værtindegave” til sommerhuset

7 jul

Kære Sanne Udsen

Hvad vil du synes er passende at tage med som gave, når man skal bo hos nogle venner i deres sommerhus?

Kære læser,

Lidt afhængig af, hvor mange ”man” er, og hvor længe man skal blive, ville jeg sige, at man fx kan tage nogle flasker vin med (en enkelt flaske vil være i underkanten), og/eller man kan tage en gave til sommerhuset med – måske noget, man har bemærket, manglede ved et tidligere besøg – eller man kan tage noget spiseligt med, som evt. kan spises, mens man selv er på besøg. Når jeg siger ”manglede”, mener jeg, at du måske tidligere har bemærket, at sommerhuset kunne bruge en ekstra vandkande eller en mere effektiv proptrækker eller nogle flere isbakker eller andet i den stil. Det er selvfølgelig vigtigt, at gaven ikke kommer til at fremtræde som en indirekte kritik af husets formåen.

Hvis du/I skal blive flere dage, vil det være passende at invitere værtsparret ud at spise mindst én gang, og hvis det ikke kan lade sig gøre, fordi området ikke byder på tillokkende spisesteder, så tilbyd i stedet, at du/I sørger for et af måltiderne i huset, ikke mindst for indkøb.

Den gode gæst hjælper også med at vaske op, tage ud og ind af bordet og bidrager med madlavningen, om ikke andet så med at lave dressingen til salaten.

Nogle værtspar foretrækker at gøre alt på deres egen måde og vil helst ikke have for megen hjælp til selve madlavningen, men så vil der stadig være mulighed for at bidrage med almindelig oprydning. Hvis I ikke selv medbringer jeres eget sengetøj, så sørg for at I på afrejsedagen tager sengelinnedet af dyner og hovedpuder og lægger det til vask (eller på sengen, hvis det ikke er helt klart, hvor vasketøjet skal hen).

Brevkasse: Holdt udenfor på Facebook

26 mar

Kære Sanne Udsen,

Det er, som om brugere af Facebook ikke altid tænker over, at andre mennesker (altså andre brugere af Facebook) kan se rigtigt meget, som det måske ikke var meningen, de skulle se. Fx har jeg et par gange opdaget, at venner af mig (rigtige venner, ikke kun Facebook-venner) har deltaget i et arrangement sammen – et arrangement, som jeg er blevet lidt overrasket og måske også såret over ikke at have været inviteret med til. Jeg har opdaget det ved, at de har takket hinanden eller refereret til arrangementet på Facebook, hvor jeg er ’ven’ med alle de pågældende og derfor kan se det. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det.

Kære læser,

Det minder mig lidt om den meget kedelige følelse, man kunne få, dengang man gik i skole, og man opdagede, at alle de andre var inviteret til eller havde deltaget i et eller andet, som man selv var blevet ekskluderet fra. Ikke spor rart! Når man bliver voksen, accepterer man, at man ikke kan invitere alle til at deltage i alting, og at der derfor må trækkes grænser ved gæstelisten. Til gengæld lærer man også at blive meget mere diskret omkring det. Det er imidlertid, som om læren om denne nødvendige diskretion er gået fuldstændigt fløjten, når det gælder Facebook. Jeg kan kun opfordre alle brugere af Facebook til ikke at poste tak-for-sidst o.lign. på diverse ”vægge”, men derimod sende det som en privat besked. Husk, at det er et offentligt forum!

Med hensyn til, hvad du selv kan stille op, så er den høflige reaktion den samme som i alle andre tilfælde, hvor du ser noget, det ikke var meningen, du skulle se: Lad som om du ikke har set det.