Flytteforretningen fra helvede

24 maj

For 5 år siden flyttede vi fra Danmark til Tyskland. Min mands arbejdsgiver betalte for flytningen, og ifølge reglerne skulle vi indhente 3 tilbud fra 3 forskellige flyttefirmaer, og derefter vælge det billigste. Alle 3 tilbud skulle sendes til arbejdsgiveren for godkendelse.

Vi havde derfor repræsentanter for forskellige flyttefirmaer ude for at bese opgaven. Det flyttefirma, der kom med det laveste bud, var uheldigvis det flyttefirma, som vi havde haft mindst fidus til ved gennemgangen af vores hus. Det næstbilligste tilbud var ikke meget højere, og jeg tror egentlig godt, at vi ville kunne have fået dem til at gå lidt ned i pris for at få opgaven, men desværre kunne de ikke flytte for os netop de dage, hvor vi havde brug for det. Så derfor valgte vi at flytte med flyttefirmaet, der havde givet det laveste tilbud.

Vi er ikke de mest velorganiserede personer, min mand havde travlt med at rejse frem og tilbage mellem Danmark og det job, han allerede var startet på, og jeg havde travlt med at få solgt huset, ordnet alle de ufatteligt mange praktiske ting, der er involveret i at flytte til udlandet, og så havde jeg da også lige noget arbejde, der skulle passes. Da flyttemanden derfor sagde til mig, at det var deres erfaring, at folk skaffede sig af med en del af deres ting inden selve flytningen, så sagde jeg: “Det skal du ikke regne med i dette tilfælde!” Og det skete heller ikke i noget videre omfang. Ja, senere, efter vi var flyttet ind i lejligheden i Tyskland, kunne jeg en dag smide en kursusmappe fra 1985 ud. Hvordan gik det til, at den havde fulgt mig i alle de år og gennem adskillige flytninger? Selv om det ganske vist var mit første eksternatkursus, så var det ikke engang noget særligt godt kursus. Dette blot for at komme med et eksempel på, at vi ikke er gode til at sortere og rydde ud, og vi gemmer på alt for mange ting.

Da flytningen gik i gang, indså flyttefirmaet hurtigt, at der skulle sættes flere mand og ikke mindst flere flyttekasser ind, og erindringen om flytningen er kaotisk, stressende, forvirrende og jævnt hen hæslig.

Flyttefolkene ødelagde en kommode og beskadigede et bord, som vi havde fået lavet specielt, og der røg også et par andre mindre vigtige ting. En del af vores bøger tog skade af at være blevet smidt hulter til bulter ned i kasserne. Den ene flyttebil brød sammen på vej gennem Tyskland, og min mand og chaufføren på den anden flyttebil måtte vente mere end 6 timer på, at resten af holdet nåede frem. Det tog flyttefirmaet mere end 3/4 år at få hentet de tomme flyttekasser, og det skete først efter, vi havde truet med at sælge dem på Ebay.

Vi oplevede hele flytningen som ret traumatisk, og når jeg ved et besøg i København så en af flyttefirmaets flyttebiler, fik jeg nærmest åndenød og angstanfald ved erindringen.

En veninde af mig forklarede i sin tid, at en flytning regnes for en livskrise på samme anstrengende niveau som skilsmisse og død. Jeg grinede ad det, for ærligt talt syntes jeg ikke, man kunne sammenligne så alvorlige og livsændrende ting med noget så relativt banalt som en flytning. Men jeg begyndte at forstå, hvor denne opfattelse kunne komme fra.

Som læseren vil kunne forstå, var vores opfattelse af dette danske flyttefirma ikke just, at det var topprofessionelt og anbefalelsesværdigt. Men vi er begyndt at revidere vores opfattelse efter vores senere oplevelse med et andet flyttefirma, som jeg vil komme ind på nedenfor. Til fordel for det danske flyttefirma kan jeg anføre: De kom til den aftalte tid. Ja, de sendte faktisk et par mænd allerede dagen før. I takt med at det blev klart, at der ikke var nok arbejdskraft til at klare opgaven inden for tidsrammen, blev der indkaldt ekstra folk (og flyttekasser). De afleverede tingene på den aftalte dag (omend med en vis forsinkelse). De gav uden videre vrøvl erstatning for de ødelagte ting. De sendte en regning på det aftalte beløb.

I dag ved jeg, at den slags ting på ingen måde er en selvfølge.

Efter små 5 år i Tyskland var min mands kontrakt udløbet, og vi skulle flytte igen. I mellemtiden havde min mands arbejdsgiver ændret reglerne for betaling af flytning, så man ikke længere skulle indhente 3 tilbud, men i stedet var der indført et loft for, hvor meget en flytning måtte koste afhængig af, hvor langt man skulle flytte. Man kan argumentere for, at det er urimeligt at ændre vilkårene for betaling af flytning, når man først er flyttet dertil, men sådan var det. Kort tid før vi selv skulle flytte, flyttede også nogle af min mands kolleger. Det ene par flyttede til Skotland og brugte et skotsk flyttefirma. Det var selvfølgelig ikke relevant for os. Det andet par brugte et lokalt flyttefirma til at flytte deres ejendele til Frankrig, og de havde fået flytningen til en fornuftig pris, der lå fint under arbejdsgiverens loft for, hvad flytningen måtte koste. På deres anbefaling fik vi dette tyske flyttefirma ud for at se på vores lejlighed.

Vi havde besluttet, at vi ville flytte en del af vores ejendele til opbevaring i Danmark, og denne del ville vi selv stå for, eftersom det ganske klart fremgår af min mands arbejdsgivers regler for flytning, at de ikke vil betale for kørsel til opbevaring — kun bolig til bolig. Resten af lejlighedens indhold skulle flyttefirmaet stå for. En repræsentant for flyttefirmaet gik rundt og så det hele, og fik forklaret, hvad der ikke skulle med i deres del af flytningen, og min mand tilbød at åbne skabene, så han kunne se de store mængder — alt for store mængder — af glas og porcelæn, men det var skam ikke nødvendigt, mente repræsentanten. Og så skulle vi jo også lige have køkkenet med. Ja, det er en lokal besynderlighed, at man som lejer selv kommer med sit køkken — og tager det med igen, når man flytter. Men det er altså det almindelige i dette område af Tyskland, så det var ingen overraskelse for et lokalt flyttefirma.

Få dage efter kom min mand glad hjem og fortalte, at han havde modtaget et tilbud, der var meget rimeligt, og som han var sikker på lå rigeligt under det loft, som hans arbejdsgiver ville sætte. (Loftet skulle desværre udregnes konkret i hvert enkelt tilfælde, og derfor kunne han ikke få at vide præcist, hvor loftet i hans tilfælde ville være — det kunne han først, når han havde fået et konkret tilbud.)

Tilbuddet var imidlertid så lavt, at det svarede ret nøjagtigt til den pris, som hans kollega, der var flyttet til Frankrig, havde betalt. Og dette par havde boet i en meget mindre lejlighed, havde færre ting, stod selv for nedpakningen, og havde en kortere distance, som flyttelæsset skulle køre. Jeg var derfor bekymret for, at prisen var for lav — og at når flyttefirmaet opdagede, at de hang på at have givet os et for lavt tilbud, så ville de blive sure, og måske ikke behandle vores ting så godt, som de burde blive behandlet. Og da min mand så nærmere på flyttefirmaets liste, kunne han se, at køkkenet ikke var kommet med på listen. Så for at undgå fremtidigt vrøvl, meddelte min mand flyttefirmaet, at han troede, deres tilbud var sat for lavt, at køkkenet jo også skulle med, og han regnede med, at et tilbud, der lå under et beløb på X, ville kunne blive godkendt af hans arbejdsgiver. Det var flyttefirmaet naturligt nok meget glade for at høre. De kom hurtigt med et nyt tilbud, hvor de lige havde lagt 50 % oven i prisen og derved kom op på et beløb, der lå meget tæt på X.

De havde i første omgang afsat 1 dag til at flytte vores ting ud af lejligheden. Det mente vi ikke var nok, og de ville så også komme dagen før. I alt 2 dage til at pakke ned og flytte tingene ud i flyttebilen, skille bogreoler og skabe ad, og tage køkkenet ned. Det var rigeligt tid, mente flyttefirmaet. De var de professionelle.

Flytningen ud af lejligheden skulle ske en fredag og lørdag. Den følgende onsdag ville flyttelæsset komme frem til destinationen, så tirsdag skulle vi selv transportere os frem, så vi var klar til at tage imod flyttelæsset.

Fredag morgen stod vi tidligt op i forventning om, at flyttefolkene kunne være der fra den tidlige morgenstund. Det var de så ikke. Hen ad formiddagen ringede min mand for at høre, hvornår de ville komme. “Lige efter frokost,” fik han at vide. Efter frokost! Men det var der jo ikke så meget at gøre ved på det tidspunkt.

De kom først frem henad 17.30 og begyndte ikke den egentlige nedpakning før klokken 18. Og de var tilsyneladende ikke klar over, at de også skulle have køkkenet med. Det viste sig også, at flyttefolkene ikke var fra det lokale flyttefirma, vi havde hyret, men var en underleverandør fra Stuttgart. Der er 4 timers kørsel til Stuttgart i en almindelig bil, og næsten 7 timer med en lastbil. Og man må som bekendt ikke køre med lastbiler om lørdagen efter klokken 22 på motorvejen, så for at kunne nå frem inden da, var de nødt til at køre fra vores lejlighed klokken 15 lørdag.

Nu var det ikke længere 2 dage til at flytte. Det var snarere 1 dag. Og det gik hurtigt op for både flyttefolkene og os, at opgaven ikke ville kunne nås på den tid. Vi ringede og ringede til flyttefirmaet for at høre, hvordan det skulle løses — der var et køkken, der skulle tages ned, et klædeskab, der skulle tages ned og masser af andre ting, der stadig manglede at komme med flyttebilen, da de forlod os klokken 15 om lørdagen. Først klokken 18 ringede flyttefirmaet tilbage og sagde, at de kunne stille med et nyt team mandag eftermiddag til at pakke resten.

Men hvordan skal det kunne nå med resten af flyttelæsset og være fremme på onsdag? spurgte vi. Nej, det ville ikke kunne lade sig gøre, men forhåbentlig kunne vi vente til næste måned, så de i mellemtiden kunne prøve at finde en kombinationstransport. Det var vi nødt til at acceptere. Der var ikke andet at gøre.

Mandag eftermiddag kom det nye hold — endda til den lovede tid! Det kom imidlertid bag på dem, at de skulle tage et køkken ned, men de gik ufortrødent i gang. Og mandag aften var de sidste af de ting, der skulle have været med flyttelæsset om lørdagen, så kørt af sted fra vores lejlighed.

Onsdag tog vi imod det første flyttelæs. De var selvfølgelig vældigt forsinkede, og allerede mens flyttefolkene var der, opdagede vi nogle skader, som omhyggeligt blev skrevet ned på deres medbragte liste. Senere, da vi pakkede ud, opdagede vi flere ødelagte glas mv. Vi tog billeder og noterede det, og skrev det til flyttefirmaet, som vi så forventede ville anmelde det til forsikringsselskabet.

Vi ventede også på at høre nærmere om, hvornår det andet flyttelæs ville komme frem.

Men i stedet for at modtage beklagelser for de ødelagte ting og for den katastrofale afvikling af flytningen (som fik vores flytning fra Danmark til at fremstå professionel og tjekket i sammenligning), modtog vi i stedet en mail, der indledtes med ordene: “Ihre Umzug war nicht für uns gut.” (“Deres flytning var ikke god for os.”)

Ikke god for dem?!?! Hvad med for OS? Hvad med de uhyre stressende timer, hvor vi først ventede på, at flyttefolkene overhovedet kom, derpå ventede på at høre, hvad f…. der skulle ske med de ting, de ikke havde fået med?

Og ikke nok med det. Flyttefirmaet fremsendte nu et nyt “tilbud” på flytningen af resten af vores ting på 40 % af den allerede aftalte samlede pris!

Da vi gjorde opmærksom på, at der sådan set var aftalt en fast pris for den samlede flytning, og at flyttefirmaet allerede havde brudt kontrakten ved ikke at levere hele flyttelæsset den aftalte dato, så skrev flyttemanden i stedet til min mands arbejdsgiver og beklagede sig og ville sende regningen til dem. Men nej. Reglerne er klare: Først betaler den ansatte regningen, dernæst bliver den refunderet. Og kun på det beløb, der er blevet godkendt.

Nu stod vi så der. Vi ville selvfølgelig ikke betale mere end aftalt, og flyttemanden ville ikke flytte vores ting for den aftalte pris.

Efter en længere snak med nogle venner kom vi frem til, at måske ville det være det bedste, hvis vi kunne finde frem til et kompromis, og at vi dermed indvilgede i at betale noget ekstra. Det var noget af en mental kamel at sluge, for vi følte os som den forurettede part. Ikke desto mindre tog min mand af sted i en positiv ånd og besøgte flyttefirmaet, fik set på den container, som vores ting efter sigende befandt sig inden i, og sagde til flyttemanden, at vi godt kunne betale lidt mere, men at den pris, han havde givet som “tilbud”, var alt for høj, og flyttemanden lovede at finde frem til en løsning, der var gunstigere for os.

Dette skete præcist 2 måneder efter den kaotiske flytning. Der gik endnu en måned, så modtog vi en regning. Denne regning var nu 60 % højere end den aftalte pris! Flyttemanden havde ganske vist reduceret sit tilbud på den anden del af flytningen med en lille smule, men til gengæld havde han forhøjet prisen på den allerede overståede del af flytningen. Den nye regning lød nu på næsten 2,5 gange beløbet på det første tilbud, han havde givet os for den samlede flytning. Begrundelsen for at forhøje prisen var, at volumen af vores flyttelæs var større end antaget. Han havde beregnet det til 51 m3, men nu mente han, at det i virkeligheden var 105 m3.

Det var nu 3 måneder efter flytningen. Jeg begyndte mere og mere at forstå, hvorfor en flytning regnes for en traumatiserende oplevelse på linje med skilsmisse og død.

Men at sende os sådan en regning gik selvfølgelig slet, slet ikke. Vi måtte derfor have fat i en advokat. Advokaten så på alle dokumenterne og udfærdigede et notat, hvori han gjorde rede for, at flyttefirmaet havde givet en fast pris, og at det er en flyttemands opgave at vurdere omfanget af volumen — ikke kundens. Det var meget mystisk, at volumen havde vist sig at være dobbelt så stor som beregnet. Men medmindre han kunne bevise, at vi havde holdt store dele af vores lejlighed skjult for ham, eller efter gennemgangen af lejligheden havde tilført den dobbelte volumen til boligen, så var det flyttemandens problem.

Faktisk er det med størrelsen af vores flyttelæs’ volumen noget, der har undret os såre. For det første: Hvorfor lige 51 m3? Hvorfor ikke 50? Var det ikke mere nærliggende med et rundt tal, da man vel sjældent kan være så præcis? (Og i vores tilfælde har det vist sig overhovedet ikke at være præcist. Overhovedet ikke. Det var — i hvert fald ifølge flyttemanden — dobbelt op.) Min mand lavede lidt research på sagen, og det viser sig, at der er en bestemt størrelse flyttebil, der lige præcis kan rumme 51 m3. Der står, den er egnet til lejligheder på den størrelse, som vores havde. Med andre ord lader det til, at flyttefirmaet overhovedet ikke har lavet en egentlig vurdering af vores bolig. I stedet har de bare tjekket antallet af boligens kvadratmeter og er gået ud fra, at så kunne det passe ind i en standardflyttebil på 51 m3. Så tror da pokker, at repræsentanten fra flyttefirmaet ingen noter tog og var ligeglad med at se ind i skabene!

Men tilbage til vores advokats brev til flyttemanden: For at slutte sagen foreslog vores advokat et kompromis, hvor vi betalte knap 15 % ekstra. At skulle betale noget, man ikke mener, man skal betale, er selvfølgelig altid irriterende, men vi ville gerne snart have vores ting, og vi ville også gerne have lukket sagen.

Men flyttemanden syntes overhovedet ikke, at det foreslåede kompromis var passende. Det var jo nærmest ingen penge! Og han havde ikke set en cent endnu på trods af, det efterhånden var 4 måneder siden, at flytningen var sket.

Det fik vores advokat til at understrege, at der ingen juridisk grund var til, at vi skulle betale mere end den aftalte faste pris, så hvis flyttemanden ikke ville indgå indgå det foreslåede kompromis, så ville han foreslå, at vi betalte den relative andel af den aftalte pris svarende til den andel af flyttelæsset, som flyttemanden påstår, vi har fået flyttet. (Når jeg siger “påstår” skyldes det, at det første flyttelæs jo ikke var fyldt op pga. den manglende tid til at laste vores møbler — der kunne sagtens have været meget mere med i den omgang, men det er en detalje, der ikke var grund til at komme ind på.)

Tilbage skriver flyttemanden, at det eneste, der står fast, er, at han endnu ikke har fået en cent. Og for at komme videre i sagen foreslår han et kompromis, der ligger på ca. samme beløb som den aftalte pris + det “tilbud” han gav os for at flytte det andet flyttelæs. Vi skulle altså betale 40 % mere end det, vi havde aftalt. Det er selvfølgelig mindre end 60 %, men stadig uacceptabelt.

Det fik vores advokat til at foreslå, at vi trak vores kompromisforslag tilbage. Nu havde flyttemanden bare at aflevere til den aftalte pris inden en given frist. I så fald ville vi ikke søge om ekstra kompensation. Og i øvrigt ville han opfordre flyttemanden til at søge juridisk bistand.

På dagen for den udstukne frist skrev flyttemanden, at efter at have konsulteret en sagkyndig advokat ville han komme med et aller-aller-aller sidste forslag til kompromis, som var en lille smule lavere end det forrige — nu ca. 30 % mere end den aftalte pris. Og endnu engang beklagede han sig over ikke have set en cent.

Nej, han har ikke set en cent, men vi har heller ikke set vores ting!

Og det har vi stadig ikke. Efter 5½ måned!

Han er stædig, vi er stædige (og vi bliver mere stædige, som tiden går).

Og det er ikke til at sige, hvornår det ender. Jeg håber, det bliver inden jul, for i øjeblikket befinder vores juleservice sig blandt mange andre af vores ting som gidsler hos en tysk flyttemand.

Her betaler vi kontant

19 mar

En af de (mange) ting, man skal vænne sig til som udlænding, når man kommer til Tyskland, er omfanget af kontantbetaling. Jeg siger det til alle mine besøgende fra Danmark: Husk nu rigeligt med kontanter! Ja, ja, siger de, og så medbringer de måske 50 eller 100 € i kontanter, hvilket sikkert er det største antal rede penge, de har haft på sig i årevis, men de vil hurtigt opdage, at det ikke rækker nogen vegne. For her betaler vi i aller højeste grad kontant. Og ja, der er mange steder, hvor man kan betale med et betalingskort — men ikke med et internationalt kreditkort. Nogle af mine veninder boede på hotel, hvor receptionisten beklagende måtte forklare, at han desværre kun kunne tage imod kontanter. På et hotel! Ja, han forsikrede dem ganske vist om, at det skyldtes, at kreditkortmaskinen var i udu, men lur mig, om den ikke havde været det meget, meget længe.

I dag skulle jeg hente et ur fra reparation. Det var en ret dyr reparation. Så dyr, at jeg ikke kunne forestille mig, at jeg ikke ville kunne betale med bankkort. Jeg tog fejl.

“Der ligger en Sparkasse lige nede om hjørnet,” forklarede den venlige dame, der stod med mit nyreparerede ur i hånden.

Men hvad hjælper det, når det ikke er min egen bank? Så mange penge kunne jeg slet ikke hæve i en anden bank. Jeg måtte gå med uforrettet sag. Men jeg forstår nu bedre, hvorfor der holdt en pengetransport udenfor og ventede på kureren, som var ved at afhente penge hos urmageren. Ville det ikke være meget nemmere med en lille bankkortterminal? Ja, det synes jeg, og det synes mine læsere sikkert også, men det er der åbenbart flere meninger om.

Så jeg vil bare gentage mit råd til besøgende her til Køln: Medbring kontanter! Vær forberedt på, at der skal betales kontant masser af steder, man ikke ville forvente det, og at der er meget, meget få steder, der accepterer et internationalt kreditkort.

Velkommen til Køln!

Kölle Alaaf!

3 mar

DSCI2258I dag er det Rosenmontag i Køln. Det er den dag, det store karnevalsoptog går gennem byen. Optoget starter klokken 10.30 ved Chlodwigplatz i Südstadt, og det når først frem til sidste station på ruten klokken 14.15. Der er en meget lang række karnevalsgrupper i optoget, og det koster medlemmerne en bondegård at deltage i optoget. Men dette er bestemt ikke den eneste vigtige begivenhed i den “femte årstid” i Køln, som jeg tidligere har skrevet om her.

Karnevallet starter officielt den 11. november. Derefter ligger det lidt i dvale indtil Weiberfastnacht, som er torsdag før Rosenmontag (som kaldes fastelavnsmandag i Danmark). Eller rettere — det er ikke sådan, at karnevallet ligger i egentlig dvale — det kan snarere siges at være trukket indenfor til mange forskellige “sitzungs”, hvor deltagerne er klædt ud, og de bliver underholdt af diverse stand up-komikere og musikere. Og så synger vi alle med på “Du bist Kölle” og lignende sange. (Og, ja, Kölle er Kølns kælenavn. Hvor mærkeligt det end lyder.)

Weiberfastnacht er den første dag, hvor det går helt gak-gak i bybilledet. De fleste kontorer og forretninger lukker klokken 12, og alle, der gør sig en ulejlighed at gå på arbejde, er selvfølgelig klædt ud. Om ikke andet med en lille tegning på kinden og en sort prik på næsetippen, som DHL-manden fx havde. Og så går det ellers derudaf med masser af kölsch og musik og dansen rundt i gaderne.

Fredag efter Weiberfastnacht er der lidt mere stille. Butikkerne har åbent igen, men da de fleste folk har investeret i et kostume og allerede har vænnet sig til at gå i det, kan de jo ligeså godt tage det på. Og det gælder også lørdag. Søndag er det så tid til, at skolerne holder deres optog gennem byen, og det bør de voksne selvfølgelig fejre med masser af kölsch — i udklædt tilstand. Så kommer Rosenmontag, hvor flere end en million tilskuere står langs karnevalsoptoget rute — naturligvis klædt ud. Her gælder om at undgå at blive ramt af den såkaldte “Kamelle”, som er slik, der bliver smidt ud fra vognene i optoget — men samtidig skal man helst indfange så meget som muligt.

Men slutter det så? Næ, nej. Det fortsætter både tirsdag og onsdag. Og hele tiden har politi, sikkerhedsfolk, samaritertjeneste og renovationsfolk været på konstant overarbejde.

Når karnevallet langt om længe er slut om torsdagen, kan de bortflygtede begynde at vende hjem til byen.

Karnevalstiden i Køln er virkelig den femte årstid, og man enten elsker eller hader den. Personligt gør jeg begge dele. Der er noget fantastisk over en hel by, der går amok i udklædning, øldrikning og feststemning — og der er noget totalt utåleligt over en by, der bare lukker ned og bliver helt umulig at fungere almindeligt i.

Tyskernes afslappede forhold til nøgenhed

20 sep

Jeg blev første gang gjort opmærksom på, at tyskere har et ret afslappet forhold til nøgenhed, da jeg læste en artikel om en amerikaners kulturchok ved at besøge en tysk badeanstalt. Men, tænkte jeg, nu er amerikanere jo omvendt kendt for at have et alt andet end afslappet forhold til nøgenhed, så det skulle man nok ikke lægge for meget i.

Men for et par år siden prøvede jeg så for første gang den såkaldte Seilbahn over Rhinen. Man sidder i små gondoler og ser ud over Rhinen og domkirken, og turen “kører” mellem Zoo på den ene side og Rheinpark og Claudius Therme på den anden side. Men da jeg prøvede den første gang, anede jeg ikke, at lige før gondolen stopper, svæver man hen over det udendørs saunaområde i Claudius Therme, hvor det myldrede med nøgne mennesker — de lå og slangede sig på lænestole, de svømmede i svømmebassinet, og de gik i det hele taget rundt ganske nøgne som var det det naturligste i verden. Hvad det selvfølgelig også på sin vis var — måske lige bortset fra, at det var i november. Og der var ikke tale om kønsadskilte områder.

Senere besøgte jeg selv Claudius Therme — efter først at have sikret mig, at i selve de termiske bade er der krav om at have badetøj på — og blev beroliget med, at der også var et indendørs, kønsopdelt saunaområde.

Men så forleden prøvede mine badeveninder og jeg noget nyt — nemlig Mauritius Therme, som ligger relativt centralt i Køln. Her var kønsopdelte omklædningsafdelinger — men egentlig er ordet “omklædning” lidt misvisende, for da mine badeveninder og jeg kom ind i badeafdelingen, viste det sig, at vi var de eneste i badedragt. Alle andre var ganske nøgne. Og så ud, som om det var den naturligste ting i verden (hvad det som ovenfor påpeget i princippet også er) — men det er trods alt ikke så “naturligt” endda at gå nøgen rundt i en storby, så ved indgangen til restauranten stod der et advarende skilt om, at man burde iklæde sig badekåbe, før man gik derind, idet der også kom gæster udefra.

Så ja, jeg må indrømme, at tyskerne har et påfaldende afslappet forhold til nøgenhed. Ikke kun set med amerikanske øjne, men også med skandinaviske. For, som min svenske “badeveninde” påpegede, så plejer vi andre da at have kønsopdelte saunaer. Og, nå, ja, så plejer vi også at have badetøj på i svømmehallen.

Restauranter i Køln

15 apr

Det er altid med lidt ambivalens, at man begiver sig ud på at anbefale restauranter i ens eget nærområde. Man vil jo helst ikke have, at ens yndlingssteder pludselig en dag er fuldstændig overrendt af turister med hvad deraf følger af gener, vel? På den anden side er det en kilde til gode oplevelser, når andre mennesker gør det samme. Og der er mærkeligt nok heller ikke så mange danske turister i Køln. Det er mit indtryk, at der er en del danske messegæster, men hvis de overhovedet kommer væk fra messeområdet og over på den “rigtige” side af Rhinen, holder de sig formentlig til de næste brauhäuse i Altstadt. Ikke for at sige noget dårligt om dem — de er meget, meget typiske — men maden er også temmelig typisk (dvs. ret bastant), og så er alle disse bryghuse meget touristique. Det er ikke her, hr. & fru Køln går ud og spiser en aften med deres venner. Måske med undtagelse af en julefrokost.

Men hvor skal man så begive sig hen? I Altstadt, som er området, der ligger inden for ringen, er der masser af restauranter, og en del af dem er også rigtigt gode. Benesisstrasse har en af byens bedste japanske restauranter, Momotaro, og næsten lige ved siden af ligger en udmærket italiensk restaurant ved navn Via Bene. Og på den anden side af gaden ligger en restaurant med middelhavsmad, Ego, som normalt har en prisfornuftig frokostmenu. Også Momotaro har en frokostmenu, og i betragtning af, at priserne i Altstadt afspejler, at det er Altstadt, kan det være værd at tage med.

Men ellers er det Belgiske Kvarter og Südstadt byens store restaurantområder. Her er noget for enhver pris og enhver smag.

Fodboldfeber

29 jun

I går spillede Tyskland i EM-semifinalen mod Italien. Hvis man tilfældigvis ikke havde været klar over det (som fx mig), så blev man da hurtigt klar over det, så snart man bevægede sig uden for sin dør. Det var ikke så meget alle de tyske flag, der prægede bilparken både i form af flag, der stikker ud af sidevinduerne og flagbetræk til sidespejlene, for dem har man kunnet se i gadebilledet et stykke tid. Faktisk føler man sig lidt udenfor, når man ikke har sin bil prydet med tyske flag.

Nej, det, der var anderledes i går, var fx børnene: En stor del af de børn, jeg passerede, havde fået malet det tyske flag på kinderne. Det plejer de ikke at have. Så var der de syngende unge kvinder, der arm i arm kom viftende med sådan nogle Hawaii-kranse i de tyske farver. (Ja, jeg ved ikke, om Hawaii-kranse er et godt nok ord — jeg er sikker på, de har deres eget ord — men sådan nogle kranse, som man på film ser blive hængt om halsen på turister på Hawaii.) Så var der ganske almindelige midaldrende mænd og kvinder, der kom vajende med det tyske flag. Kort sagt: Man skulle være mere end almindeligt uopmærksom for ikke at spørge sig selv: Mon ikke det er i aften, der er fodboldkamp?

Nu skulle jeg ikke selv se kampen, så derfor var jeg ikke opmærksom på spilletidspunktet. Ikke desto mindre lagde jeg hen under aftenen mærke til, at der var så underligt stille derude. Der var ligesom ikke nogen trafik, og heller ingen mennesker, der gik og snakkede på gaden. Aha! Der er nok fodboldkamp nu. Så hørte jeg et kollektivt brøl og troede, at Tyskland havde scoret. Men ak — det viste sig at være et smertensbrøl. Tyskland tabte til Italien. Ak ja. Men de tyske flag pryder stadig bilerne.

Den femte årstid i Køln

31 jan

I Køln har man ikke blot fire årstider, men hele fem årstider. Den femte årstid er karnevalssæsonen. Karnevalet bliver officielt skudt i gang den 11.11. klokken 11.11, og den seneste gang var årstallet oven i købet også 11. Jeg ved ikke, om det gjorde den store forskel. Efter karnevalet skydes i gang i november, varer det indtil fastelavn. Længden af den femte årstid varierer med andre ord fra år til år. Men det gør de andre årstider jo egentlig også, når man tænker over det.

Det særlige ved karnevalet her er, at det er noget, folk går meget op i, og det er noget, man har en holdning til: Enten er man for, eller også er man imod. Man er måske medlem af en “karnevalssitzung” og har en meget fin karnevalsdragt, eller også erklærer man: “Jeg fejrer IKKE karneval!”. Det lader også til, at det ikke er den individuelle opfindsomhed, der hyldes, når det kommer til karnevalsdragter, for de fleste optræder i grupper i samme dragt: Når man går hen ad gaden og møder en Robin Hood, kan man være ret sikker på, at der lige efter ham vil komme tre Robin Hood’er til.

Som det muligvis allerede er fremgået, er det her ikke noget, der er forbeholdt børn — tværtimod. Det er de voksnes fest! Og voksne er som bekendt voksne, fra de er meget unge til de er meget gamle. Der er på ingen måde tale om, at karnevalet kun er for særlige aldersgrupper.

Med en så fast tradition har det undret mig lidt, at der hvert år er hele forretningskæder, der lægger det almindelige varesortiment væk og i stedet fylder forretningerne med udklædningstøj, for man skulle jo egentlig tro, at folk ville investere i en udklædning og så bare bruge det samme tøj år efter år, så længe de kunne passe det. Men måske skyldes det, at man finder en ny gruppe at være sammen med. Hvis alle de andre kommer som mariehøne, kan man jo ikke være udklædt som klovn.

Jeg har endnu ikke selv taget skridtet videre fra tilskuer til deltager. Men at være tilskuer til dette karnevalshalløj er for så vidt også grænseoverskridende i sig selv.

Teenagere i offentlige transportmidler

9 jan

I sidste uge stod jeg i en tysk by og ventede på et transportmiddel, der nærmest kan betegnes som en sporvogn. Sammen med mig på perronen stod en hel tysk skoleklasse i teenagealderen. De var, som teenagere er flest, når de er i flok: Overkåde og støjende. Jeg nåede at tælle hele fire drenge med den eksakt samme model Adidas-sko på. (Mænds forkærlighed for at have det samme tøj på viser sig allerede i den alder. Men det er ikke emnet for denne historie.) Da sporvognen endelig kom, dannede de unge mennesker en halvcirkel rundt om udgangen, så det var stort set umuligt for de afstigende passagerer at komme af og dermed for os andre at komme på. Da det endelig lykkedes, snakkede og grinede og kastede de sig over sæderne og fyldte i det hele taget meget i det begrænsede rum, som en sporvogn udgør. ”Teenagere er de samme verden over,” nåede jeg lige at tænke for mig selv, da en af de kåde unge knægte smilende rejste sig og overlod sin siddeplads til en ældre, gangbesværet kvinde. Helt på eget initiativ.

Hvornår så jeg sidst det ske i Danmark? Beskæmmet på nationens vegne må jeg indrømme, at det kan jeg simpelthen ikke huske. Jeg mener: Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set det ske.

Og skal man tro denne artikel i BT, er det med god grund, jeg ikke kan huske det.

Teenagere er de samme verden over. Men der er tydeligvis nogle teenagere, der er bedre opdraget end andre. Denne bedre opdragelse behøver ikke være sket med vold og magt og kadaverdisciplin. Den bedste læremester er at foregå med et godt eksempel. Lad mig hermed komme med en opfordring til de unge menneskers forældre og andre voksne, der indgår i deres nærmeste omgangskreds, om at lære dem, at livet sagtens kan blive bedre af engang imellem at ofre lidt komfort til fordel for andre, der har mere brug for det.

Jeg skulle lige til at skrive, at før eller siden skal de nok lære, at det er uhensigtsmæssigt at placere sig i en halvcirkel rundt om en udgangsdør på et transportmiddel. Men så slog det mig, at det med at lade være med at stå i en halvcirkel foran udgangsdøren er der stadig mange voksne i metroen i København, der endnu ikke har lært, på trods af, at det forsinker af- og påstigning. Til gengæld må de så indimellem se metroen køre uden at få dem med, for metroen er (i modsætning til den tyske sporvogn) førerløs og gør sig ikke den ulejlighed at tjekke, om alle passagererne nu også er kommet med. For vores alle sammens skyld må vi håbe, at de lærer det hen ad vejen i takt med, at de vænner sig til transportmidlet.

En anderledes kølneroplevelse

24 okt

Her i Køln findes der en svævebane — en såkaldt Seilbahn — der svæver hen over Rhinen ved Zoobrücke. Faktisk krydser den Zoobrücke og lander i den såkaldte Rheinpark.

Vi prøvede den første gang i november sidste år sammen med nogle af vores venner hjemmefra, og forestil jer vores overraskelse, da vi nærmer os stoppet på østsiden af Rhinen, og vi kort før landingen svæver hen over nøgne mennesker, der spankulerer uanfægtet rundt på jorden neden under os! Nogle af dem vinkede endda op til os. Efter de nøgne mennesker kom der et dampende udendørs bad — med badende i badetøj. Det viste sig at være Claudius Therme — et termisk bad.

Her er (desværre) ikke noget billede af de nøgne badende, men i stedet af bygningens forside.

Lige siden vores første tur med svævebanen (som selvfølgelig også er værd at prøve) har jeg lovet mig selv, at jeg virkelig gerne ville prøve det termiske bad — altså i den påklædte afdeling. En nærmere undersøgelse har i øvrigt afdækket, at nøgenhed er påkrævet i sauna-delen, mens påklædthed omvendt er påkrævet i badeafdelingen. Så kan man jo gøre op med sig selv, hvor man ønsker at være.

Men som med så meget andet — især når man bor i en ny by, og der er meget, der skal undersøges og læres — så var det ikke blevet til noget med mit besøg i det termiske bad. Ikke før i dag, hvor jeg blev inviteret med i et selskab, der skulle derhen. Nogle gange er det vitterligt nødvendigt med sådan et skub, før man får taget sig sammen. Men det bliver ikke min sidste gang! Det var helt vidunderligt. Vandet er varmt og mineralholdigt, og vejret var skønt, og det er en helt særlig oplevelse at svømme rundt i varmt vand på en smuk oktoberdag. Jeg holdt mig dog fra saunaafdelingen, selv om mandag er “kvindedag” i saunaen. Kvindedag eller ej — svævebanen svæver stadig hen over saunaområdet. Men en anden dag vil jeg medbringe badekåbe, og så kan det være, jeg vover mig ud ved saunaen. (Men selvfølgelig kan man leje badekåber, hvis man ikke gider tage sin egen med.)

Rheinenergie og (endnu mere) tysk effektivitet

27 jul

Vi har nu boet i vores lejlighed i over et år — vi overtog den pr. 1. juli sidste år. Der har været virkelig mange — anstrengende og belastende mange — ting, der ikke har fungeret, og ting, der har taget meget, meget længere tid at få funktionsdygtige, end vi havde drømt om, da vi flyttede ind i en nyistandsat lejlighed. Som jeg tidligere har været inde på, tog det fx tre måneder at få telefon, og jeg glemmer heller ikke lige med det samme, hvordan jeg i slutningen af maj pludselig fik håndvasken i badeværelset ned over mig, mens jeg stod og børstede tænder. Det gav mig et ret stort blåt mærke på knæet, men det pyntede ærligt talt heller ikke med håndvasken liggende i en akavet position på badeværelsesgulvet. Det viste sig, at den kun var sat op med nogle meget små skruer — og det er en meget stor og tung håndvask.

Nå, men under alle disse trakasserier har vi da hele tiden haft elektricitet. Det vil sige, det har vi haft indtil forleden, da min mand kom hjem fra arbejde, og der pludselig ikke var noget strøm — og det var ikke bare sikringerne, der var røget. (Selv var jeg ikke til stede — jeg har forføjet mig udenbys.) Det viste sig, at Rheinenergie havde været forbi og tage tælleren ned og dermed stoppet for elektriciteten til vores lejlighed. Nu har vi haft “glæde” af Rheinenergie før: For et par måneder siden havde de et større opgravningsarbejde ude på vejen, og udover at spærre for vores indkørsel, hvilket var ret besværligt, klippede de også telefonkablet over til hele huset. Men det var et uheld — det var nedtagningen af tælleren ikke.

Min mand fik hjælp af advokatkontoret ved siden af til at ringe og få en forklaring. Jamen, der var ikke registreret nogen forbrugere i den lejlighed. Man skal være registreret som forbruger, ellers kan man ikke få el. Advokaten forklarede Rheinenergie, at der var tale om udenlandske forbrugere, og at de ikke var bekendt med reglerne for registrering, og de havde brug for strøm NU. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, men de lovede at komme forbi dagen efter. Så min mand måtte klare sig med stearinlys den aften og krydse fingre for, at køleskab og fryser kunne holde på kulden, indtil strømmen kom igen.

Nu vil jeg skynde mig at indskyde, at det ikke er sådan, at vi tror, man ikke skal betale for el. Og vi synes egentlig også, at det lyder helt rimeligt, at man skal registreres som forbruger. Vi havde bare regnet med, at det var sket i forbindelse med, at tælleren var blevet sat op sidste år, hvilket udlejeren havde sørget for. Og så troede vi i øvrigt, at vi betalte el over huslejen. Her er det måske på sin plads at forklare, at i Tyskland opererer man hhv. med en “Kaltmiete” og en “Warmmiete”. “Kaltmiete” er grundhuslejen, mens “Warmmiete” er inkl. forbrug af vand og varme og (troede vi) el. Da vi ledte efter lejlighed, fik vi den tommerfingerregel at gå efter, at man skal regne med 2 € pr. kvadratmeter pr. måned, som altså skal lægges oven i grundhuslejen. Nu skal vi have studeret lejekontrakten grundigere for at finde ud af, hvad vi egentlig betaler for. Det er meget muligt, at vi alligevel ikke betaler el over huslejen, men skal betale direkte til Rheinenergie. Så er det bare, jeg tænker: Lader Rheinenergie virkelig bare folk bruge elektricitet et helt år uden at gøre sig den ulejlighed at sikre, at der er registreret en forbruger — og dermed en betaler — på adressen?