Karrierekvinders tøj – igen igen

9 mar

Der er tilsyneladende ikke meget, der kan få (nogle) kvinder op i det røde felt som betragtninger om, hvad der er “passende” arbejdspåklædning for en karrierekvinde. Senest var det Birgitte Erhardtsen på Berlingske Tidende, der fik kærligheden at føle i forbindelse med en kommentar, hun skrev i avisen om hhv. Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidts påklædning. Abonnenter på Berlingske kan læse kommentaren her.

Efter en masse negative reaktioner på hendes kommentar følte jeg mig kaldet til også at komme med mit bidrag. Det kan læses nedenfor eller – hvis man foretrækker udgaven i Berlingske Tidende – her.

Anna Libak havde ligeledes en mening i Weekendavisen, som kan læses her. Egentlig er det store mysterium, hvorfor emnet kan hidse folk sådan op. Men det kan det altså.

Og her er mit bidrag:

Klæder skaber folk – på godt og ondt

I forrige uge skrev Birgitte Erhardtsen en kommentar i Berlingske Tidende, der omhandlede vores nuværende og vores tidligere statsministers tøjstil. Konklusionen var, at en kvinde, der vil gøre karriere i ”klassiske” mandefag, gør klogt i at klæde sig neddæmpet, således at fokus er på personens kompetencer og personlighed og ikke på hendes tøjstil. Det bragte en veritabel syndflod af kritik med sig. Kommentaren var lidt skarpt vinklet, men jeg tror alligevel, at den kraftige reaktion på kommentaren må have overrasket Birgitte Erhardtsen. Mange af de negative reaktioner gik på temaet: ”Er vi virkelig ikke kommet videre i 2021?”

Til det er svaret: Både og. Vi er kommet videre, fordi alle – både mænd og kvinder – kan klæde sig mere afslappet end tidligere. Men vi er ikke kommet videre, når vi ser på tallene. Kvinder er stadig i undertal der, hvor magten er. Og selv om magtens uniform har ændret sig over tid, så er den forblevet maskulin.

Hvad der virkelig kan undre mig, er, at dette emne stadig kan sætte så kraftige følelser i gang. Tilbage i 2000 – for snart 21 år siden – udgav jeg sammen med Stina Vrang Elias ”Håndbog for karrierekvinder”. I denne bog på 137 sider var der et syv sider langt kapitel om påklædning. Det var det kapitel, der bragte overskrifter frem i dagspressen og fik os i fjernsynet.

Inspireret af filmen ”Working Girl” (med Melanie Griffith og Sigourney Weaver) skrev vi dengang, at man som karrierekvinde skulle have ”seriøst hår”. Det var noget, der blev bemærket, for hvad er ”seriøst hår”? Se, det er en af den slags ting, der falder ind under kategorien ”Jeg kan ikke definere det, men jeg kan genkende det, når jeg ser det”. Og desuden er det noget, der ændrer sig med tiden: Hvad der blev regnet for seriøst hår i 1950’erne, ville ikke blive taget alvorligt i dag – og omvendt.

Tilsyneladende har mange svært ved at skelne mellem, hvordan tingene burde være, og hvordan virkeligheden faktisk er. Det burde være sådan, at vi alle, uanset hvem vi er, frit kunne udtrykke vores personlige stil og smag gennem netop det tøj, som vi nu fandt repræsenterede vores personlighed bedst. Men det er sådan, at de fleste af os i vores professionelle virke er nødt til at passe ind i en slags uniformering for at vise, at vi hører til. Det gælder i særlig høj grad for dem, der er i minoritet i gruppen. Og i toppen af global politik, i toppen af erhvervslivet og i toppen af centraladministrationen er kvinder en minoritet. Uanset hvor meget vi ville ønske, at virkeligheden var anderledes.  

Jeg ville være en rig kvinde, hvis jeg havde fået en 10’er for hver gang, der var én, der spurgte: ”Hvis kvinder skal tilpasse deres påklædning, er det så ikke at klæde sig på mændenes præmisser?”. Og jeg fortjener en tålmodighedspræmie for alle de gange, jeg har svaret: ”Nej, det er at klæde sig på systemets præmisser.”

Det er, som om der er nogen, der ikke har bemærket, at ”mænd” ikke alle sammen går ens klædt. Mænd er faktisk ikke en ensartet klædt gruppe.

Hver eneste branche – ja, hver eneste virksomhed, hver eneste organisation – har sin egen dresscode. Jeg arbejder selv som forfatter og omgås andre forfattere og forlagsfolk, og her ser jeg en helt anden og meget anderledes dresscode end den, man kan se i toppen af dansk erhvervsliv. Der er også et langt bredere spektrum i denne branche end i så mange andre. Men spektrummet er dog ikke så bredt, at man ikke ville kigge en ekstra gang, hvis en forfatter dukkede op i et Hugo Boss-jakkesæt eller en Chanel-dragt. Det ville være et tydeligt signal om, at vedkommende lå væsentligt over gennemsnitsindkomsten i forfatterstanden og i øvrigt ikke regnede sig selv for en del af flokken. Nok er vi fordomsfrie, men fordomsfrie er vi ikke.  

Når politikere understreger deres køn, skaber det opmærksomhed og bliver kommenteret af den samlede verdenspresse. Det vakte fx international opsigt, da den finske statsminister Sanna Marin sidste år optrådte i en fotoserie i et blad uden bh (men dog med en jakke over), ligesom det ligeledes vakte international opsigt, da Angela Merkel tilbage i 2008 optrådte i en endog meget nedringet gallakjole til en operapremiere.

Hvis det kan være en trøst, gælder det ikke kun kvindelige politikere. Da den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis for nylig skulle vaccineres mod Covid-19, blev han afbildet med delvis nøgen (og meget nydelig) overkrop. Billedet gik verden rundt og fik ham udråbt som sexsymbol.

Virkeligheden er, at der er nogle spilleregler, der skal følges for både mænd og kvinder. I stedet for at hidse sig op over, at Birgitte Erhardtsen påpeger denne virkelighed, hvor irriterende den end er, burde vi hellere bruge tid på at gøre noget ved den kendsgerning, at der er langt færre kvinder end mænd i toppen af dansk erhvervsliv.

Godt nytår!

31 dec

Tak til 2018 og velkommen til 2019!

For mig personligt har 2018 været et fint år, bl.a. fordi min bog “Verden vil bedrages” udkom i oktober på Forlaget Vilhelm. Det er altid dejligt, når en bog, man har arbejdet længe på (nogle gange ALT for længe), endelig udkommer.

Men 2018 har bestemt ikke været et godt år for alle. Det gælder for nogle af mine nære venner, og det gælder for mennesker, jeg overhovedet ikke kender. Der er ikke noget nyt i, at tilfældets og skæbnens luner fordeler sig meget forskelligt hen over et år. For nogle smiler lykken, og for andre hagler det ned med ulykker. Uden at de selv har gjort det mindste for at påkalde sig hverken lykke eller ulykke. Set i det lys kan man argumentere for, at det ikke giver megen mening at ønske alle et godt nyt år, for vi ved jo, at det kan alle ikke få.

Men man kan jo håbe. Det vil jeg gøre, og samtidig vil jeg ønske alle, der læser dette, et rigtigt godt nytår. Godt nytår, alle sammen!

Brevkasse: Kvittering for julegave?

17 dec

Kære Sanne Udsen,

Kan man tillade sig at bede om kvitteringen for en julegave? Jeg har en kusine, som gør det stort set altid. Det irriterer mig grusomt, at hun gør det, så i år vil jeg gerne være bedre forberedt.

Kære læser, 

Nej, man kan ikke tillade sig at bede om kvitteringen. I princippet bytter man ikke gaver – i hvert fald ikke officielt. Den eneste grund til, at en modtager af en gave får kvitteringen, vil være, hvis kvitteringen samtidig er garantibeviset. Men i de fleste tilfælde vil man kunne få garantibeviset separat.

Nu er ideen med en gave jo egentlig at glæde modtageren – ikke at genere eller opdrage på hende. Men hvis du virkelig vil drille hende, kan du købe gaven på et loppemarked eller et julemarked, hvor der ikke er mulighed for at få en kvittering. Men du risikerer, at pengene til gaven er spildt, hvis du ikke rammer præcist i hendes smag. Og noget kunne tyde på, at du ikke har været så heldig med det hidtil.

Hjerternes fest

16 dec

”Det er nu, vi hygger os bedst.” Sådan hedder det i MC Einars julesang ”Det’ jul, det’ cool”. Det er ment sarkastisk, og det er der god grund til, for julen er virkelig de blandede følelsers tid. På den ene side er det fantastisk, at vi kan lyse op i det påtrængende mørke med julelys og blinkende neonhjerter og indendørs hygge og endelig have en god undskyldning for at proppe os med alkohol og fedende mad. På den anden side er julen skuffelsernes, stressens og skænderiernes tid.

Det er nu, der forhandles omkring fordelingen af bedsteforældre, børnebørn og overskydende onkler: Enten vil alle have dem, eller også vil ingen have dem. Men de kan jo kun være ét sted – og de skal jo være et sted.

Det er nu skilsmisseforældre skændes om den præcise fortolkning af ordlyden i samværsaftalen om fordeling af børnene i julen. Det er nu, der skrives lange lister over ting, der absolut skal nås inden jul. Blodets indhold af stresshormon stiger i takt med, at betalingskortene bliver mere og mere rødglødende.

Som om det ikke var rigeligt, er det også nu, voksne mennesker bliver som børn igen, hvad deres opførsel angår, og glemmer alt om ellers gode manerer. Fuldvoksne mænd kan blive bragt på grådens rand ved tanken om, at de ikke skal have risengrød (som de fik som børn), men i stedet risalamande juleaften. Granvoksne kvinder kan finde på at komme med udtalelser som ”For mig bliver det altså ikke rigtig jul, hvis der ikke er flæskesteg”, når de hører, at værtinden har planlagt at servere gås. På hvilket andet tidspunkt af året ville de finde på at kritisere værtsparrets valg af menu? Sådan går det, når det ikke bare er en tilfældig aften på året, men en aften, hvor familietraditioner, gamle skuffede forventninger og opskruede følelser går hånd i hånd med hårdt praktisk arbejde.   

Nu tror I måske, kære læsere, at jeg efter denne formanende indledning vil komme med en opskrift på, hvordan vi alle skal opføre os, så vi kan få en civiliseret og virkelig hyggelig jul for alle parter. Men det kan jeg desværre ikke. Jeg kan dog komme med nogle henstillinger, der kan medvirke til at formindske behovet for en ekstra uges ferie oven på julestrabadserne.

Lad os starte med, at alle respekterer og anerkender, at der ligger et stort praktisk arbejde og en ligeledes stor økonomisk udskrivning i at afholde selve julemiddagen. Hvis du er en teenager, der synes, at det er en skæbne værre end døden at skulle tilbringe en hel aften sammen med din dødssyge familie, så lad være med at vælge juleaftensdag til at få et hysterisk anfald og/eller få en eksistentiel krise over den vestlige verdens latterlige overforbrug, hvis det er din mor, der står for julemiddagen. Tro mig, hun har andet at tænke på, og hvis du ikke kan hjælpe med at dække bord eller skrælle kartofler, så vil det være et glimrende tidspunkt at gå dig en god, lang tur. Motion hjælper på humøret, og husk, at hvis du nærer et virkeligt alvorligt ønske om at begrænse den vestlige verdens latterlige overforbrug, så er det rette tidspunkt at give udtryk for disse følelser nogle uger før jul, hvor du meddeler familien, at grunden til, de ikke får nogen ønskeseddel fra dig i år, er, at du hellere vil have, at de giver pengene til (indsæt selv navnet på en velgørende institution) i dit navn.

Hvis du er en voksen mand eller kvinde, som skal være gæst til julemiddagen, så lad være med at give udtryk for voldsom skuffelse, hvis værtindens valg af kød ikke er din foretrukne juleret. Hvis du frygter, at der vil blive serveret rødkål fra et glas, eller at værtinden ikke kan finde ud af at lave brunede kartofler, så tilbyd selv at komme med det tilbehør, som du absolut ikke kan undvære. Det er som allerede nævnt et stort arbejde at stå for en hel julemiddag, og der er ikke noget galt i hverken at tilbyde eller modtage hjælp.

Hvis du er en skilsmisseforælder, som denne juleaften ikke er sammen med dine børn, så lad være med at give udtryk for din sorg over dette alt for højlydt. Det eneste, du får ud af det, er at ødelægge stemningen for de andre. Selvfølgelig vil du helst være sammen med dine børn. Hvem vil ikke det? Det eneste, jeg kan love dig, er, at det bliver værre: De vokser op og gifter sig med et andet skilsmissebarn, og så ser du dem kun hvert fjerde år! 

Hvis du har særlige præferencer for de mindre detaljer, for at du skal synes, det bliver en rigtig jul, så er det en god ide at dele dem med din partner frem for blot at regne med, at vedkommende selv kan gætte sig til dem. Fx var det først adskillige år inde i vores ægteskab, at min mand fortalte mig, at han kun kunne lide hvide julelys på juletræet. ”Hvorfor har du ikke fortalt mig det noget før?” spurgte jeg, som hidtil havde blandet røde og hvide julelys efter, hvad der nu lå forrest på hylden i butikken. Det kunne han selvfølgelig ikke forklare. Har du lignende præferencer for de små detaljer, så gælder det om at få dem sagt. Du kan ikke regne med, at din partner kan gætte sig til dem. Indrømmet, der er potentielt nyt konfliktstof her, hvis det viser sig, at din partner har ligeså stærke præferencer for præcis det modsatte. I så fald gælder det om, at I begge er indstillet på kompromis, og måske er der mulighed for at skiftes: Røde lys det ene år og hvide lys det næste.

Med disse ord vil jeg ønske alle mine læsere en rigtig god og velopdragen jul.

Svindlernes (manglende) exit-strategi

16 nov

Under mit arbejde med at skrive og researche til min for nyligt udgivne bog om svindel og svindlere, “Verden vil bedrages” (som fx kan købes her), spekulerede jeg ofte over, hvad en svindler egentlig forestiller sig skal være hans eller hendes exit-strategi. De fleste af os har sikkert en fantasi om — hvis vi nu skulle kaste os ud i en svindlerkarriere — at vi efter et succesfuldt fupnummer ville sidde med en kuffert fuld af penge og drikke drinks med små, kulørte parasoller på en fjern, eksotisk strand i et land uden udleveringsaftale med gerningslandet.

Men for virkelighedens svindlere ender det meget sjældent sådan. Det er svært at vide hvorfor, for i mange tilfælde ville der undervejs i svindelforløbet faktisk have været lejlighed til at “take the money and run”. Det er åbenbart sværere at gøre i praksis end i teorien. Samtidig må man for mange svindelnumres vedkommende sige, at det ikke kan undgås, at de før eller siden kommer for en dag. Tag fx Bernie Madoff og hans investeringsfirma, som viste sig i virkeligheden at være verdens største Ponzi-nummer. Et Ponzi-nummer er ligesom et pyramidespil: Før eller siden løber det ud for nye penge. Og så er det slut. Således også med Bernie Madoff, som i 2008 måtte indrømme over for sine sønner, at det hele var et gigantisk svindelnummer. Senere blev han idømt 150 års fængsel, og begge hans sønner er i øvrigt nu døde: Den ene af kræft, den anden ved selvmord. Ikke ligefrem en lykkelig slutning. Hvad havde Bernie Madoff tænkt sig? Hvad var hans exit-strategi? Forestillede han sig, det bare kunne blive ved og ved og ved … Hvis han gjorde det, må man sige, at han havde grund til at tro det. Der var adskillige gange, hvor han var meget tæt på at blive afsløret, men det lykkedes ham hver gang at undslå sig myndighedernes temmelig inkompetente forsøg på at undersøge, hvad der egentlig foregik i hans firma.

Bernie Madoffs svindelnummer var som nævnt et Ponzi-nummer. Sådan et kræver, at der hele tiden kommer nye deltagere med nye penge til. Det overraskende i hans sag er, at det kunne blive ved så længe, og at så mange professionelle investorer overlod ham deres penge.

Andre former for svindel har ikke samme indbyggede, tikkende udløbsdato. Tag nu det hjemlige, danske eksempel med en medarbejder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, der angiveligt har svindlet satspuljemidlerne for mindst 111 millioner kr. Hun har i skrivende stund hverken erkendt eller nægtet sig skyldig i sigtelsen, som går på bl.a. at have begået underslæb i en periode på mindst 16 år — ja, måske endda mere end 16 år. Underslæbet — eller de mærkelige transaktioner — blev opdaget i 2018 ved en mere eller mindre tilfældighed. Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis hun ikke lige havde lavet denne sidste overførsel til sig selv, så ville hun ikke være blevet opdaget. Ikke nu i hvert fald. Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis hun havde valgt at gå på pension sidste år, så er det slet ikke sikkert, at underslæbet var blevet opdaget i hendes levetid, om overhovedet. Hvis hun for tre år siden, da Socialstyrelsen flyttede til Odense, havde valgt at sige, at hun var for gammel til at begynde at pendle til Odense, og derfor hellere ville fratræde, ville hendes svindel så være blevet opdaget? Det kan man ikke vide, men meget tyder på, at det var den nok ikke. Det havde været den perfekte exit-strategi. Men den valgte hun ikke. Måske tænkte hun, at nu var det gået godt så længe, så det kunne det sikkert blive ved med. Og ligesom Bernie Madoff havde hun god grund til at tro, at det kunne blive ved med at gå, for det var jo gået godt i mange år. Hvem ved, måske ville hun være fortsat til pensioneringen.

For os, der ikke har kastet os ind på en svindelløbebane, kan det være svært at forstå, hvorfor nogenlunde succesfulde svindlere ikke stopper, mens legen er god, og de stadig har en chance for at “take the money and run”. Det skyldes måske, at deres grådighed er for stor til bare at kunne stoppe. Men det skyldes måske også. at det ikke kun handler om penge. Måske vil livet på en eksotisk strand med drinks med kulørte parasoller simpelthen blive for kedeligt i længden. Måske vil de ganske enkelt savne spændingen.

 

Svindel, svindel, svindel alle vegne

20 okt

Måske er det, fordi jeg netop har sendt en ny bog på gaden — en bog, der handler om svindel — at jeg ser svindel alle vegne. Men jeg tror det ikke. Det virker, som om der er exceptionelt mange sager om svindel i øjeblikket. Små og store. Det kan ikke kun være et tilfælde af “hvad hjertet er fuldt af …”

Der er den helt store sag om international svindel med udbytteskat. Her har et netværk af finansfolk og advokater, godt hjulpet på vej af internationale banker, fået suget svimlende milliardbeløb op af europæiske statskasser — herunder den danske. Det er bl.a. beskrevet i denne artikel på DR.dk.

Så er den noget mindre og meget mere lokale, men ligeledes opsigtsvækkende svindelsag i Socialstyrelsen med satspuljemidler. Her har en medarbejder ved navn Britta Nielsen tilsyneladende begået underslæb gennem en længere årrække. Alt tyder på, at det er lykkedes for hende i løbet af de sidste 16 år at trække mindst 111 millioner kroner ud af systemet. Måske går det endnu længere tilbage, og måske drejer det sig om endnu flere penge. 111 millioner kroner! Det er selvfølgelig ikke nær så mange penge som de milliarder, som de ovenfor nævnte finansfolk har fået ud af deres udbytteskatnumre, men til gengæld har hun åbenbart klaret det på næsten egen hånd. Det betyder ikke nødvendigvis, at ikke også andre kan drages til ansvar i denne skandale, som man kan læse i Politiken.

I begge ovenstående eksempler er der tale om, at det er statskasser, der er blevet ofre for svindelen. De burde kunne have beskyttet sig bedre, men kontrolsystemerne har tydeligvis ikke været tilstrækkeligt effektive.

Men selvom sådanne historier er spektakulære, og man kan lave mange spekulationer over, hvad de tabte skattepenge kunne være blevet brugt på til gavn og nytte for skatteborgerne, så er det nu alligevel svindel rettet mod privatpersoner, der har den største effekt på den enkelte.

I øjeblikket florerer en form for e-mailsvindel, hvor modtageren af e-mailen får at vide, at hans eller hendes konto er blevet hacket, og at hackeren har kompromitterende videomateriale af den pågældende. Videomateriale, som vil blive offentliggjort, medmindre modtageren af e-mailen i løbet af 48 timer overfører et beløb i bitcoins til hackeren. Men det er svindel! Der er ingen grund til at betale. Ikke desto mindre kan TV2 fortælle, at det er lykkedes svindlerne at indsamle ikke mindre end en million kroner på denne afpresningsfidus. Hvis du modtager sådan en e-mail, så lad være med at betale! Selv hvis du ved, at der i princippet godt kunne eksistere den slags kompromitterende videomateriale. Hvis de virkelig har den type materiale, vil de normalt også sende en form for dokumentation. Og så er det ikke længere svindel, så er det pengeafpresning. Pengeafpresning af den særlige type, der kaldes “sextortion”.

 

Krænkende eller ej

1 dec

Den igangværende #metoo kampagne har sat mange ting til diskussion. Fx hvad er egentlig krænkende adfærd?

Er der slet ingen nedre grænse for, hvad der er krænkende adfærd, spørger nogle (mænd). Et klap i røven kan vel ikke skade nogen? Hvad de tilsyneladende fuldstændigt overser er, at selv om et klap i røven i sig selv forhåbentlig ikke efterlader varig skade, på trods af at det kan være helt utroligt ydmygende i øjeblikket, så er graden af krænkelse kontekstafhængig: Hvem, hvor og hvor ofte. Hvem er det, der klapper en i røven? Her er der temmelig stor forskel på, om der er tale om ens chef, ens kollega eller en tilfældig bargæst. Hvor sker klappet i røven? Her er der ret stor forskel på, om det sker på ens arbejdsplads eller i ens fritid: Er man på arbejde i baren, er det faktisk utroligt ubehageligt at blive klappet i røven af en bargæst. Er man derimod selv i byen på bar, er et klap i røven fra en anden bargæst en slags “collateral damage”. Og endelig er der ret stor forskel på, hvor ofte det sker: Er der tale om et enkeltstående tilfælde, eller er det noget, der sker hele tiden? Kort sagt: Under de rette (eller snarere forkerte) omstændigheder kan et klap i røven være helt utroligt krænkende adfærd. Under andre omstændigheder betyder det ingenting. Men fordi det i nogle tilfælde ingenting betyder, skal man ikke affærdige de tilfælde, hvor det faktisk betyder rigtigt meget. Det er dem, man husker. Man husker det, der gør indtryk. Man husker det, der har været ekstremt ubehageligt i situationen, selv om det ikke lyder af noget 20 år senere. Alene det, at man kan huske noget efter 20 år, viser, at det har været krænkende i situationen. Hvordan nogen kan finde på at betvivle det, og måske endda gøre grin med, at man kan huske en “episode” efter 20 år, fatter jeg ikke. Så nej, i princippet er der ingen nedre grænse for krænkende adfærd: Krænkende adfærd er krænkende adfærd.

Halløj i kongehuset

4 aug

Jeg er republikaner. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg finder, at hele ideen med et monarki hører en for længst svunden tidsalder til. Et kongehus, der kun har repræsentative pligter og slet ingen politisk indflydelse, er efter min mening kun endnu mere fjollet. Men jeg anerkender, at jeg udgør et mindretal i den danske befolkning — der er ingen umiddelbar udsigt til, at monarkiet bliver afskaffet og republikken indført. Og det har jeg det såmænd ret afslappet med. Jeg har heller ikke noget mod de aktuelle repræsentanter for kongehuset, ligesom jeg ikke kan hidse mig op over apanagen til kongehuset. Når det nu er sådan, at et flertal af den danske befolkning synes, det er okay at bruge de penge, ja, så må det være sådan. Ikke engang pengene til grevinden kan jeg hidse mig op over. Jeg synes jo, det hele er besynderligt og burde afskaffes, så hvorfor lige kaste sig over en enkelt detalje?

Hm, ja, og dog. Noget synes jeg jo så alligevel godt, man som republikaner og skatteborger kan forvente at få for pengene. Nemlig lidt værdighed. Måske endda lidt omtanke. Er jeg ligeglad med, hvor Prins Henrik bliver begravet? Er paven katolik? Intet kunne interessere mig mindre. Men når kongehuset selv går ud og meddeler, at prinsgemalen ikke ønsker at blive begravet ved siden af sin kone, fordi han er tøsefornærmet og muggen over ikke at være blevet konge — så begynder det faktisk at genere mig. Altså helt ærligt — kan man ikke blive fri for, at kongehuset gør sig selv til grin på den måde? Det er vel ikke urimeligt at forlange det for de skattepenge, kongehuset får? Bare sådan som minimum? Og mistanken om begyndende — eller mere end begyndende — demens breder sig. Det er så i orden. Demens kan ramme hvem som helst. Men helt ærligt — burde kongehuset så ikke gøre noget for at inddæmme skaden? I gamle dage blev den slags kongelige personer sendt i eksil eller spærret inde i et tårn.

Nå, men underholdende er det da. Men det er vel ikke det, man har et monarki til: at underholde. Eller er det?

Fødselsdagshilsener og Facebook

3 jul

Jeg havde fødselsdag forleden. Jeg fejrede den i udlandet — altså i et land, der ligger uden for Danmark — i selskab med min mand. Selv om vi både var på loppemarked, på café og på en fin restaurant om aftenen, var det i sagens natur ikke den helt store festivitas, der prægede dagen. Min mor, min søster, min yngste søn og en af mine veninder ringede for at ønske mig tillykke. Jeg fik lykønsknings-sms’er fra andre veninder. Jeg fik også e-mails og beskeder over Messenger fra venner med lykønskninger. Ja, selv Carrefour og Lufthansa huskede min fødselsdag. Jeg fik så ikke nogle fødselsdagskort med posten. Sidst, jeg gjorde det, var vist, mens jeg stadig boede i Køln, og kortet kom fra Galeria Kaufhof. Det var pænt af dem, det var det helt bestemt, men det er ligesom ikke det samme, som når man faktisk kender afsenderen af fødselsdagskortet. Men i vore dage er der jo ingen, der sender fødselsdagskort mere. Jeg gør det heller ikke selv, selv om jeg faktisk plejede at gøre det, og på trods af det egentlig er noget, som folk sætter pris på at få. Men man kan jo ikke længere regne med, at kortet overhovedet når frem til fødselsdagen. Og et fødselsdagskort skal altså komme på dagen. Det skal ikke komme før, og det skal ikke komme efter. Det skal komme på modtagerens fødselsdag.

Det var præcis sådan, det var, med det fødselsdagskort, som jeg husker allerbedst. Det var et, jeg fik, mens jeg var barn. Jeg kan ikke engang huske, hvor gammel jeg blev, men jeg ved, det var en søndag. For postbuddet kom kørende på sin knallert hele vejen hen til vores sommerhus, som lå for enden af vejen, bare for at aflevere et brev til mig. På kuvertens forside var der et stort kryds hen over mit navn og adressen. Krydset fortalte, at det var et søndagsbrev — et brev, der helt ekstraordinært blev delt ud om søndagen. Det kostede selvfølgelig ekstra sådan at få det bragt ud om søndagen og få postbuddet i uniformen og op på knallerten og af sted bare med mit brev. Det var et helt speciel fornemmelse. Afsenderen var min fars faster Else i Århus, som altså var en både meget betænksom og en meget generøs dame. Jeg kan ikke huske, hvad der stod inde i kortet. Der har nok bare stået “tillykke med fødselsdagen”, men følelsen af at stå der med kuverten med krydset henover og mit navn som adressat — den kan jeg sagtens huske! Og min egen imponerethed af at være modtager af så vigtigt et brev som et søndagsbrev — nej, det er ikke noget, man glemmer. Selv om det efterhånden er rigtigt mange år siden.

Men som sagt er det med fødselsdagskort sendt med posten ligesom et overstået kapitel. Og her mener jeg ikke bare søndagsbrevene. I mere civiliserede lande end Danmark — lande, der stadig har et nogenlunde velfungerende postvæsen — er det måske stadig comme il faut at sende et fødselsdagskort. Men det er altså ikke noget, en dansker kan forvente. Det har Post Nord effektivt udryddet.

Til gengæld er der jo så kommet en ny dimension ind i fødselsdagshilsenerne — nemlig Facebook-hilsenerne. Ja, Facebook minder en om, hvornår ens Facebook-venner har fødselsdag og opfordrer en til at skrive en hilsen. Så nej, det er ikke det samme som at få et søndagsbrev! At sende en hilsen via Facebook har ikke krævet, at man finder et kort og et frimærke og en adresse og — sværest af det hele — en postkasse for at ønske modtageren tillykke. Nej, det er meget nemmere og koster væsentlig mindre i såvel penge som energi at skrive en fødselsdagshilsen på Facebook. Men hallo — selv om jeg engang fik et fødselsdagskort som søndagsbrev, så har jeg altså aldrig nogensinde fået 200 fødselsdagskort med posten. Ikke engang til en rund fødselsdag. Det har jeg altså ikke. Men det har jeg fået i form af Facebook-fødselsdagshilsener. Og ved I hvad? Mængden opvejer faktisk en del. Hver eneste lille hilsen er udtryk for, at afsenderen i om ikke andet et kort øjeblik har ønsket modtageren vel — har ønsket modtageren en god dag og gode ting fremover. Og ved I hvad? Det er faktisk rigtigt godt. Det er rigtigt godt og rigtigt dejligt at være i den modtagende ende af sådanne positive tanker. Måske især hvis man synes, at livet har vist sig fra den mere negative side på det sidste. Men uanset hvad, så er det virkelig tanken, der tæller her. Også selv om tanken kun er flygtig. Så tak for det! Tak for muligheden for at sende disse fødselsdagshilsener. Og tak til dem, der bruger lidt af deres kostbare tid på at gøre det.

Jeg lover også selv at gøre det. Endnu mere fremover. Det lover jeg!

SKAT: skandalernes holdeplads. Også for de små fisk …

7 jun

Jeg hører til dem, der skal betale B-skat. Da man jo ikke længere får girokort til det brug, men selv skal sørge for at tjekke ens såkaldte skattemappe inde hos SKAT, så kan man jo godt have en tendens til at overse sådan en kedelig post. For at undgå forglemmelse fra min egen side lavede jeg derfor et par forudbetalinger i min netbank. Betalingsdatoen var for god ordens skyld sat til 10 dage før betalingsfristen. Man vil jo gerne være på den sikre side. Men på datoen for betalingsfristen fik jeg en rykker i min e-boks. SKAT manglede min betaling! “Det er også de %&#”!”# banker!” bandede jeg og tjekkede min netbank parat til at skælde min bankrådgiver ud. Men på min netbank kunne jeg se, at betalingen var sket som bestilt. Der måtte være gået noget andet galt. På rykkeren fra SKAT stod et telefonnummer, man kunne ringe til. Der var en masse muligheder, man kunne trykke sig frem, men ingen ledige medarbejdere. Faktisk sagde en automatisk stemme, at de havde ganske særlig travlt. Derefter forklarede den forudbetalte besked, at hvis jeg ringede angående en rykker for en betaling, som jeg mente at have foretaget, så kunne jeg se bort fra brevet. Hvad f …. %&”!?/?!!&%? Nå, efter at have spildt en del tid ved telefonen — for det var jo først en besked, der kom efter en del ventetid — og have spildt meget energi på at tjekke op på det ene og det andet, afsluttede jeg opkaldet og tænkte, at det var da helt utroligt, så lidt styr de har på det i SKAT. Jeg mener, vi snakker ikke milliarder til svindlere i Dubai, eller ikke-forældet gæld, som fejlagtigt er blevet registreret som forældet, men millioner af helt almindelige skatteborgere, der betaler B-skat, og har betalt til tiden, og er blevet rykket, og skal bruge tid på at tjekke, hvor fejlen kan være opstået, og så skal der sidde medarbejdere i SKAT, som i stedet for at inddrive gæld og finde skattesnydere eller hvad de få medarbejdere, der er tilbage, nu kunne lave, og forklare pligtopfyldende skatteborgere, at de er blevet rykket ved en fejl … Ja, det var faktisk en lille smule rystende at opdage … Men det er vel en fejl, der hurtigt kan rettes op på, tænkte jeg i min naivitet. Nej! Det var det ikke! Næste måned gentog hele seancen sig! Læse rykker, tjekke netbank, ringe til SKAT, sidde i telefonkø, få en automatisk besked, der fortæller mig, at jeg kan se bort fra rykkerbrevet … Jamen, altså, det bliver ved! Hold op! Hvor svært kan det være? Hvorfor skal SKAT være så amatøragtigt? Hvorfor skal vi være til grin for egne penge? Og tænk på ressourcespildet! Det er mildest talt rystende! Og til dem, der siger, de betaler deres skat med glæde: I skulle bare prøve at betale B-skat!