Halløj i kongehuset

4 aug

Jeg er republikaner. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg finder, at hele ideen med et monarki hører en for længst svunden tidsalder til. Et kongehus, der kun har repræsentative pligter og slet ingen politisk indflydelse, er efter min mening kun endnu mere fjollet. Men jeg anerkender, at jeg udgør et mindretal i den danske befolkning — der er ingen umiddelbar udsigt til, at monarkiet bliver afskaffet og republikken indført. Og det har jeg det såmænd ret afslappet med. Jeg har heller ikke noget mod de aktuelle repræsentanter for kongehuset, ligesom jeg ikke kan hidse mig op over apanagen til kongehuset. Når det nu er sådan, at et flertal af den danske befolkning synes, det er okay at bruge de penge, ja, så må det være sådan. Ikke engang pengene til grevinden kan jeg hidse mig op over. Jeg synes jo, det hele er besynderligt og burde afskaffes, så hvorfor lige kaste sig over en enkelt detalje?

Hm, ja, og dog. Noget synes jeg jo så alligevel godt, man som republikaner og skatteborger kan forvente at få for pengene. Nemlig lidt værdighed. Måske endda lidt omtanke. Er jeg ligeglad med, hvor Prins Henrik bliver begravet? Er paven katolik? Intet kunne interessere mig mindre. Men når kongehuset selv går ud og meddeler, at prinsgemalen ikke ønsker at blive begravet ved siden af sin kone, fordi han er tøsefornærmet og muggen over ikke at være blevet konge — så begynder det faktisk at genere mig. Altså helt ærligt — kan man ikke blive fri for, at kongehuset gør sig selv til grin på den måde? Det er vel ikke urimeligt at forlange det for de skattepenge, kongehuset får? Bare sådan som minimum? Og mistanken om begyndende — eller mere end begyndende — demens breder sig. Det er så i orden. Demens kan ramme hvem som helst. Men helt ærligt — burde kongehuset så ikke gøre noget for at inddæmme skaden? I gamle dage blev den slags kongelige personer sendt i eksil eller spærret inde i et tårn.

Nå, men underholdende er det da. Men det er vel ikke det, man har et monarki til: at underholde. Eller er det?

Fødselsdagshilsener og Facebook

3 jul

Jeg havde fødselsdag forleden. Jeg fejrede den i udlandet — altså i et land, der ligger uden for Danmark — i selskab med min mand. Selv om vi både var på loppemarked, på café og på en fin restaurant om aftenen, var det i sagens natur ikke den helt store festivitas, der prægede dagen. Min mor, min søster, min yngste søn og en af mine veninder ringede for at ønske mig tillykke. Jeg fik lykønsknings-sms’er fra andre veninder. Jeg fik også e-mails og beskeder over Messenger fra venner med lykønskninger. Ja, selv Carrefour og Lufthansa huskede min fødselsdag. Jeg fik så ikke nogle fødselsdagskort med posten. Sidst, jeg gjorde det, var vist, mens jeg stadig boede i Køln, og kortet kom fra Galeria Kaufhof. Det var pænt af dem, det var det helt bestemt, men det er ligesom ikke det samme, som når man faktisk kender afsenderen af fødselsdagskortet. Men i vore dage er der jo ingen, der sender fødselsdagskort mere. Jeg gør det heller ikke selv, selv om jeg faktisk plejede at gøre det, og på trods af det egentlig er noget, som folk sætter pris på at få. Men man kan jo ikke længere regne med, at kortet overhovedet når frem til fødselsdagen. Og et fødselsdagskort skal altså komme på dagen. Det skal ikke komme før, og det skal ikke komme efter. Det skal komme på modtagerens fødselsdag.

Det var præcis sådan, det var, med det fødselsdagskort, som jeg husker allerbedst. Det var et, jeg fik, mens jeg var barn. Jeg kan ikke engang huske, hvor gammel jeg blev, men jeg ved, det var en søndag. For postbuddet kom kørende på sin knallert hele vejen hen til vores sommerhus, som lå for enden af vejen, bare for at aflevere et brev til mig. På kuvertens forside var der et stort kryds hen over mit navn og adressen. Krydset fortalte, at det var et søndagsbrev — et brev, der helt ekstraordinært blev delt ud om søndagen. Det kostede selvfølgelig ekstra sådan at få det bragt ud om søndagen og få postbuddet i uniformen og op på knallerten og af sted bare med mit brev. Det var et helt speciel fornemmelse. Afsenderen var min fars faster Else i Århus, som altså var en både meget betænksom og en meget generøs dame. Jeg kan ikke huske, hvad der stod inde i kortet. Der har nok bare stået “tillykke med fødselsdagen”, men følelsen af at stå der med kuverten med krydset henover og mit navn som adressat — den kan jeg sagtens huske! Og min egen imponerethed af at være modtager af så vigtigt et brev som et søndagsbrev — nej, det er ikke noget, man glemmer. Selv om det efterhånden er rigtigt mange år siden.

Men som sagt er det med fødselsdagskort sendt med posten ligesom et overstået kapitel. Og her mener jeg ikke bare søndagsbrevene. I mere civiliserede lande end Danmark — lande, der stadig har et nogenlunde velfungerende postvæsen — er det måske stadig comme il faut at sende et fødselsdagskort. Men det er altså ikke noget, en dansker kan forvente. Det har Post Nord effektivt udryddet.

Til gengæld er der jo så kommet en ny dimension ind i fødselsdagshilsenerne — nemlig Facebook-hilsenerne. Ja, Facebook minder en om, hvornår ens Facebook-venner har fødselsdag og opfordrer en til at skrive en hilsen. Så nej, det er ikke det samme som at få et søndagsbrev! At sende en hilsen via Facebook har ikke krævet, at man finder et kort og et frimærke og en adresse og — sværest af det hele — en postkasse for at ønske modtageren tillykke. Nej, det er meget nemmere og koster væsentlig mindre i såvel penge som energi at skrive en fødselsdagshilsen på Facebook. Men hallo — selv om jeg engang fik et fødselsdagskort som søndagsbrev, så har jeg altså aldrig nogensinde fået 200 fødselsdagskort med posten. Ikke engang til en rund fødselsdag. Det har jeg altså ikke. Men det har jeg fået i form af Facebook-fødselsdagshilsener. Og ved I hvad? Mængden opvejer faktisk en del. Hver eneste lille hilsen er udtryk for, at afsenderen i om ikke andet et kort øjeblik har ønsket modtageren vel — har ønsket modtageren en god dag og gode ting fremover. Og ved I hvad? Det er faktisk rigtigt godt. Det er rigtigt godt og rigtigt dejligt at være i den modtagende ende af sådanne positive tanker. Måske især hvis man synes, at livet har vist sig fra den mere negative side på det sidste. Men uanset hvad, så er det virkelig tanken, der tæller her. Også selv om tanken kun er flygtig. Så tak for det! Tak for muligheden for at sende disse fødselsdagshilsener. Og tak til dem, der bruger lidt af deres kostbare tid på at gøre det.

Jeg lover også selv at gøre det. Endnu mere fremover. Det lover jeg!

SKAT: skandalernes holdeplads. Også for de små fisk …

7 jun

Jeg hører til dem, der skal betale B-skat. Da man jo ikke længere får girokort til det brug, men selv skal sørge for at tjekke ens såkaldte skattemappe inde hos SKAT, så kan man jo godt have en tendens til at overse sådan en kedelig post. For at undgå forglemmelse fra min egen side lavede jeg derfor et par forudbetalinger i min netbank. Betalingsdatoen var for god ordens skyld sat til 10 dage før betalingsfristen. Man vil jo gerne være på den sikre side. Men på datoen for betalingsfristen fik jeg en rykker i min e-boks. SKAT manglede min betaling! “Det er også de %&#”!”# banker!” bandede jeg og tjekkede min netbank parat til at skælde min bankrådgiver ud. Men på min netbank kunne jeg se, at betalingen var sket som bestilt. Der måtte være gået noget andet galt. På rykkeren fra SKAT stod et telefonnummer, man kunne ringe til. Der var en masse muligheder, man kunne trykke sig frem, men ingen ledige medarbejdere. Faktisk sagde en automatisk stemme, at de havde ganske særlig travlt. Derefter forklarede den forudbetalte besked, at hvis jeg ringede angående en rykker for en betaling, som jeg mente at have foretaget, så kunne jeg se bort fra brevet. Hvad f …. %&”!?/?!!&%? Nå, efter at have spildt en del tid ved telefonen — for det var jo først en besked, der kom efter en del ventetid — og have spildt meget energi på at tjekke op på det ene og det andet, afsluttede jeg opkaldet og tænkte, at det var da helt utroligt, så lidt styr de har på det i SKAT. Jeg mener, vi snakker ikke milliarder til svindlere i Dubai, eller ikke-forældet gæld, som fejlagtigt er blevet registreret som forældet, men millioner af helt almindelige skatteborgere, der betaler B-skat, og har betalt til tiden, og er blevet rykket, og skal bruge tid på at tjekke, hvor fejlen kan være opstået, og så skal der sidde medarbejdere i SKAT, som i stedet for at inddrive gæld og finde skattesnydere eller hvad de få medarbejdere, der er tilbage, nu kunne lave, og forklare pligtopfyldende skatteborgere, at de er blevet rykket ved en fejl … Ja, det var faktisk en lille smule rystende at opdage … Men det er vel en fejl, der hurtigt kan rettes op på, tænkte jeg i min naivitet. Nej! Det var det ikke! Næste måned gentog hele seancen sig! Læse rykker, tjekke netbank, ringe til SKAT, sidde i telefonkø, få en automatisk besked, der fortæller mig, at jeg kan se bort fra rykkerbrevet … Jamen, altså, det bliver ved! Hold op! Hvor svært kan det være? Hvorfor skal SKAT være så amatøragtigt? Hvorfor skal vi være til grin for egne penge? Og tænk på ressourcespildet! Det er mildest talt rystende! Og til dem, der siger, de betaler deres skat med glæde: I skulle bare prøve at betale B-skat!

Sociale medier, shitstorme og elendig krisehåndtering

8 jul

Den forløbne uge har lært mig en del om såkaldte shitstorme, samt om krisehåndtering af sådanne, og den har også lært mig, at der er en god grund til, at pressen tidligere holdt sig tilbage med at omtale en kendt persons dødsårsag, hvis der var tale om selvmord. Det sidste vil jeg vende tilbage til.

Men først til baggrunden. Det blev i løbet af den sidste uge offentligt kendt, at Mads Holger, klummeskribent, festarrangør, politiker og levemand-at-large, var død, og at det var sket for egen hånd. Det gav naturligvis anledning til en chokeret reaktion hos de fleste — såvel venner og fjender samt dem, der var hverken-eller. Når en mand, der ikke er fyldt 40, og som ser ud, som om han har det hele, kan gøre en ende på sit liv, hvad så?

En af de personer, som fandt anledning til at reflektere over denne triste nyhed, var Signe Wenneberg. Hun skrev en klumme, dedikeret til Mads Holger på internetmediet POV International. (Jeg kan ikke linke til artiklen, da den er fjernet fra websiden.) Jeg nåede ikke selv at læse hendes klumme, før den blev taget ned, men som det er refereret af andre, tog hun med udgangspunkt i Mads Holgers skæbne fat i nogle af de problemer, hun selv har haft som blogger og klummeskribent.

Når man skriver en klumme eller et hvilket som helst andet offentligt indlæg, kan man forvente alle disse tre reaktioner:

1. Nogle læsere vil reagere positivt
2. Nogle læsere vil reagere negativt
3. Nogle læsere vil være ligeglade

Det var præcist det, der skete her. Nogle læsere fandt Signe Wennebergs klumme velskrevet og indfølt. Nogle læsere fandt hendes klumme selvoptaget og upassende. Og så var der selvfølgelig også dem, der var ligeglade.

Det var så her, shitstormen og den manglende krisehåndtering kom ind. De mange negative reaktioner i form af kommentarer på Facebook om, at det var vildt upassende af Signe Wenneberg at benytte Mads Holgers død til at skrive om sig selv, kom tilsyneladende helt bag på såvel Signe Wenneberg som på POV International. En person, der skrev et sagligt opslag om, at selvmord er altså ikke noget, man begår, bare på grund af, at man føler sig ensom som klummeskribent, blev kontaktet og bedt om at fjerne sit opslag. Andre mere, skal vi sige polemiske, opslag fik kommentarer fra Signe Wenneberg, hvor hun bebrejdede dem, at de var kritiske, selv om de ikke kendte hende. Kritiske kommentarer på hendes egen FB-side og på POVs FB-side blev bortcensureret. Og tænk engang — den følgende dag havde Facebook slettet flere af de kritiske opslag inklusive hele kommentartråden på folks egne FB-sider. Samtidig havde Signe Wenneberg travlt med at “afvenne” folk. Selv blev jeg fx afvennet kort efter, at jeg havde påpeget, at det var mystisk, at min søns (lidt vel “polemiske”) opslag var bortcensureret.

Signe Wenneberg insisterede på, at det ikke var hende, der havde anmeldt de pågældende opslag til Facebook. Men hvem havde så? Ingen er vist trådt frem. Cui bono? Pilen peger på POV. Eller gør den? For er det i virkeligheden ikke til skade for såvel Signe Wenneberg som for POV at fremstå som tilhængere af censur — selv om de kalder det at bevare den gode tone. Nogle af de kritiske indlæg sagde vel mere om afsenderen end om Signe Wenneberg. Når en skribent fx beskrev hende som “denne havehandskebeklædte narcissist af en kvinde”, så er det selvfølgelig meget sjovt skrevet, men samtidig ret ondskabsfuldt.

Men selv om det bestemt ikke var i hverken Signe Wennebergs eller i POVs “objektive” interesse at bortcensurere kritiske kommentarer og opslag, eftersom det først var efter dette, at den virkeligt store shitstorm gik i gang, så peger pilen alligevel på POV. Annegrethe Rasmussen gik som ansv. chefredaktør til forsvar for Signe Wenneberg og hendes klumme ved bl.a. at spørge kritikerne, om de ville få dårlig samvittighed, hvis Signe Wenneberg efter al denne kritik nu kastede sig ud foran et tog. Ja, det stod der! Hallo? Gik vi netop der fra upassende til super upassende?

Jeg mindes ikke tidligere at have set så dårlig krisehåndtering. Ikke engang hos Danske Bank. Og de gør sig da ikke til af at have forstand på sociale medier.

Midt i det hele begyndte nogle debattører at gøre det til et højrefløjs-venstrefløjsspørgsmål. Bare fordi Signe Wenneberg er kendt for at gå ind for bæredygtighed og er god ved dyr og skriver i Politiken, så kan man vel ikke kalde hende “venstrefløj”. Så er venstrefløjen i hvert fald rykket godt ind på midten, mens jeg vendte ryggen til. Og hendes kritikere kan vel heller ikke over en kam siges at være højrefløj. Men hvis man kan skyde det hen til at være et spørgsmål om politiske opfattelser, så behøver man jo ikke tage stilling til det, der egentlig er sagens kerne: En klummeskribent skriver en klumme og er efterfølgende fuldstændig ude af stand til at håndtere, at den afføder kritik. På trods af, at en erfaren klummeskribent burde være helt klar over, at der altid er de tre ovenfor nævnte reaktioner på en klumme eller anden offentliggjort meningstilkendegivelse. Man kan ikke — selv hvis man er Signe Wenneberg — forvente kun at blive mødt med ros eller ligegyldighed. Og man kan slet, slet ikke imødegå kritikken ved at beskylde kritikerne for at ville drive hende til selvmord. Det ville være mildest talt upassende under alle omstændigheder. Men det bliver helt specielt virkeligt langt ude upassende, når hele miseren er baseret på en anden persons faktiske selvmord.

Hvilket bringer mig til min egentlige konklusion: Et sted derude sidder nogle efterladte og skal håndtere deres sorg og ovenikøbet finde sig i, at deres afdøde er blevet centrum i en shitstorm på de sociale medier. Jeg kan kun håbe, at det på en eller anden ironisk måde kunne være i hans ånd. Men det aner jeg ikke. Jeg ved kun, at hvis det ikke havde været offentligt kendt, at han begik selvmord, ville vi ikke være røget ind i denne shitstorm. Med andre ord var der en god grund til, at pressen tidligere tilbageholdt den oplysning.

OW Bunkers storhed og bratte fald – første del (uddrag af kommende bog)

16 mar

OW Bunker er historien om en tilsyneladende solid virksomhed – Danmarks næststørste virksomhed målt på omsætning – som med stor succes gik på børsen og skabte en formue for sine ejere for kun syv måneder senere at gå konkurs og efterlade sine nye ejere – aktionærerne – og kreditorerne med gigantiske tab.

Hvordan kunne det gå til? Svindel? Bedrag? Blår i øjnene? Ja, som absolut minimum kan det konstateres, at der ikke blev givet retvisende oplysninger i det børsprospekt, der i marts 2014 skulle overbevise potentielle investorer om, at det at købe aktier i det fremtidige, børsnoterede OW Bunker ville være en rigtig god ide. Og ligeledes kan det som minimum konstateres, at der foregik nogle meget, meget mærkelige forretningstransaktioner i OW Bunkers datterselskab i Singapore.

Indtil 2014 levede OW Bunker, med hovedsæde i Nørresundby, en tilværelse i relativ ubemærkethed på trods af en efter danske forhold meget stor omsætning, som kun var overgået af Mærsk. Virksomhedens store omsætning skyldtes, at OW Bunker var en af verdens største forhandlere af bunkerolie til skibsfart. Bunkerolie er en speciel type meget tæt olie særligt beregnet til skibsbrændstof. (Pga. tætheden er bunkerolie i øvrigt meget forurenende, hvis det slipper ud, så af hensyn til miljøet er kravene til sikkerheden voksende. Øgede sikkerhedskrav vil normalt også betyde øgede omkostninger.) OW Bunker opererede i 29 lande og angav at stå for 7 % af verdenshandelen med bunkerolie.

OW Bunker blev stiftet i 1980 af Ole Wrist, som tidligere havde haft skibsproviantering, fordi han oplevede efterspørgsel fra sine kunder efter skibsbrændstof. Det udviklede sig til en stor forretning, og i 2007 blev OW Bunker købt af kapitalfonden Altor. Mere konkret den afdeling i kapitalfonden, der havde navnet Altor Fund II. I løbet af foråret og sommeren 2013 forsøgte Altor at sælge OW Bunker til forskellige potentielle branchekyndige købere. Men ingen af disse branchekyndige kunder var interesseret i at købe til den pris, som Altor ønskede, og det blev derfor besluttet i stedet at gennemføre salget af OW Bunker som en børsnotering. Det skete i marts 2014. På åbningsdagen for handel med OW Bunker på børsen kom der flere end 20.000 nye aktionærer, og prisen på aktien gik 20 % op den første dag. Værdien af firmaet var tæt på en milliard US $ (svarende i 2014-kursen til ca. 5,5 mia. kroner), hvilket var en hel del mere end det, de potentielle branchekyndige kunder havde været villige til at betale året før: De potentielle købere havde i 2013 indikeret over for Altor, at de ville betale mellem 1,3 og 2,3 milliarder kroner.

Opnåelsen af denne høje værdi kunne lade sig gøre, fordi OW Bunkers koncernledelse, efter Altor i sommeren 2013 havde måttet konkludere, at de potentielle købere slet ikke ville betale den pris, som Altor ønskede for OW Bunker, indledte ”Projekt Oak”, som skulle føre frem til børsnoteringen. Værdien af den samlede koncern blev i den forbindelse opskrevet, og bestyrelse og direktion kom frem til, at værdien af OW Bunker nu var 5,5 mia. kroner. Dette blev tiltrådt af Deloitte, som var revisor for OW Bunker. I forbindelse med restruktureringen fik Altor Fund II udbetalt 1,2 mia. kroner. Disse 1,2 milliarder svarede nogenlunde til det laveste bud fra de potentielle branchekyndige købere. Lagde man den vinkel til grund, var der med andre ord ikke meget værdi i OW Bunker tilbage efter udbetalingen til Altor. Men direktion og bestyrelse lagde altså en anden vurdering til grund, som blev tiltrådt af Deloitte, og det var denne vurdering, der blev præsenteret for potentielle investorer.

Når en virksomhed skal på børsen, skal der udarbejdes et børsprospekt. Det er på basis af dette børsprospekt, at potentielle investorer skal vurdere, om de ønsker at investere i virksomheden. Børsprospektet skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige, for at man som investor kan få et såkaldt oplyst grundlag at træffe sin afgørelse om at købe aktier i virksomheden på. Og det siger sig selv, at disse oplysninger skal være retvisende. Så når man kan sige, at investorerne blev ført bag lyset i OW Bunker skyldes det, at det offentliggjorte børsprospekt ikke kunne siges at være retvisende. De misvisende oplysninger drejede sig bl.a. om virksomhedens værdi samt om vildledende oplysninger om den reelle risiko, der var forbundet med virksomhedens drift og forretningsmodel.

Og hermed nåede OW Bunkers korte liv som børsnoteret selskab at se sådan ud:
• Den 18. marts 2014 blev børsprospektet offentliggjort.
• Den 28. marts 2014 blev aktiehandelen åbnet med en åbningskurs på 145 kroner pr. aktie. Samme dag nåede kursen op på 175 kroner.
• Den 7. oktober 2014 udsendte virksomheden en børsmeddelelse, hvori forventningerne til årsresultatet blev nedjusteret.
• Den 23. oktober 2014 blev der annonceret yderligere tab.
• Den 5. november 2014 blev handlen med aktien suspenderet. Samme dag offentliggjorde OW Bunker-ledelsen et tab på i alt 275 millioner USD. Af dette samlede tab opgjorde ledelsen et tab på 150 millioner USD på såkaldte risikokontrakter. Tabet på de resterende 125 millioner USD blev tillagt svindel i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.
• Den 7. november 2014 blev OW Bunker-koncernen erklæret konkurs.

_fl_6bec2661d8524292b7e0929b4a29cab7.v.481

Ovenstående er et uddrag af beskrivelsen af OW Bunker-sagen, som optræder i min kommende bog om svindel, svindlere og deres ofre.

Man kan også læse om sagen i Ship & Bunker

Man kan læse om den sag, som de institutionelle investorer vil føre mod Altor bl.a. i Financial Times. (Det sidste link dog kun, hvis man er abonnent.)

Håndtryk eller ej til eksamen

16 jun

Debatten raser i øjeblikket om en censor, der offentligt (dvs. til den pågældende uddannelsesinstitution) har tilkendegivet, at hans religiøse overbevisning forbyder ham at give hånden til kvinder, som han ikke er i familie med/deler husstand med. Åbenbart har han kunnet slippe af sted med dette i 8 år. Det undrer mig faktisk, at der ikke er nogen, der har taget sagen op noget før, men nu er katten altså ude af sækken, og det har naturligvis givet anledning til alskens besynderlige argumenter om dette og hint i den offentlige debat i såvel aviser som på sociale medier, ikke mindst på Facebook.

Offentlige debattører — især dem på Facebook — holder sjældent tungen lige i munden og holder sig til ét emne, når de diskuterer sådanne sager, der får følelser i kog.

Jeg vil derfor gøre mit til at systematisere og kategorisere problemstillingerne:

1. Kan man være censor på en offentlig, dansk uddannelsesinstitution til mundtlige eksaminer, hvis man nægter at give hånd til kvindelige (og/eller mandlige) eksaminander?

2. Skyldes det, at manden er muslim?

3. Kan man da ikke bare lave en respektfuld hilsen på en anden måde?

4. Hvordan er det med at give hånd kvinder og mænd imellem?

Lad os starte med 1: Nej. Man kan ikke være censor ved mundtlige eksaminer i dagens Danmark, hvis man ikke vil give eksaminanderne hånd.

Jeg har selv været censor/eksaminator i mere end 25 år, og egentlig er jeg ikke nogen tilhænger af at give eksaminanderne hånden. Det sender et signal om en falsk ligeværdighed/kammeratlighed, som ikke hører til eksamenssituationen. Men en del eksaminander kan godt lide at give hånd. Og så er der ikke andet for end at trykke deres hænder. Uanset personlige præferencer, og uanset om det er mandlige eller kvindelige eksaminander. Vil man ikke det, kan man ikke være censor ved mundtlige eksaminer. Sådan er det. Jeg kan ikke se, der kan være andre udlægninger.

2. Eftersom den pågældende mand tilfældigvis er muslim, er der selvfølgelig en del af debatten, der omhandler dette emne. Men det er ikke kun visse muslimer, der nægter at give fremmede kvinder hånd — og med fremmede kvinder mener jeg kvinder, der ikke er medlem af deres husstand. Det samme gælder Hasidic jøder. Og der er som bekendt kristne præster, der nægter at give kvindelige præster hånden. Personligt bryder jeg mig ikke om det, for hvordan man end vender og drejer det, handler det om, at kvinder er urene (når de menstruerer) og/eller mindreværdige i forhold til mænd. Men folk må have de holdninger, de vil. De skal bare ikke udfolde et offentligt erhverv for skatteborgernes penge, mens de insisterer på at forskelsbehandle mænd og kvinder.

Så tager vi 3. Og nej, man kan ikke bare begynde at hilse på andre respektfulde måder. At foreslå at “man” skulle begynde at hilse på alle mulige andre måder er aldeles tåbeligt i den konkrete situation. I den vestlige verden er håndtrykket den almindelige måde at hilse respektfuldt på. Det er noget, vi lærer fra barnsben, og det er indkodet i vores rygmarv, og det er noget, vi falder tilbage på i vanskelige, sociale situationer. Hvordan skulle den enkelte eksaminand pludselig kunne forholde sig til en helt anden måde at hilse på? Det kan man fint gøre, når man er ude at rejse eller efter en yogatime, men det kan man ikke arbitrært indføre til mundtlige eksaminer.

Og med 4. kommer vi lige til lidt historie og kulturel baggrund. Det har tidligere i den vestlige verden typisk været sådan, at kvinder ikke nødvendigvis ønskede at give hånd til fremmede mænd — derfor var det etikettemæssigt korrekt at lade kvinder række hånden frem først. Indtil for omkring 20 år siden var det stadig almindeligt i Australien, at kvinder ikke gav hånd til mænd. Men tiderne skifter. I dag i Tyskland er det sådan, at man først skal give hånden til kvinden. Man kan således komme ud for, at en mand, der skal hilse på et par, og i distraktion er kommet til at række hånden frem mod manden først — måske fordi manden står nærmest — vil hive hånden tilbage og skynde sig at række den til kvinden med mange undskyldninger. Så ja, der er stadig mange aspekter omkring køn i håndtrykket — men håndtrykket er den universelle hilseform i den vestlige verden. Og det kan man ikke uden videre argumentere sig ud af.

Goddag, farvel — og fortsat god dag

12 mar

Avisen MetroXpress har fået foretaget en undersøgelse blandt danskere om deres opfattelse af egen og andres høflighed. Måske ikke så overraskende (men alligevel ganske interessant!) mener de fleste af de adspurgte, at de selv er vældig høflige, mens omgivelserne er rædsomt uhøflige.

Fx svarer hele 93 procent, at de enten er lidt eller meget høflige, når de befinder sig i det offentlige rum.

Spørgsmål og svar lyder i sin helhed:
”Hvor høflig vil du selv sige, at du er, når du befinder dig i det offentlige rum (for eksempel biografer, busser, supermarkeder og så videre)?
Meget uhøflig: 1 procent.
Lidt uhøflig: 1 procent.
Hverken høflig eller uhøflig: 5 procent.
Lidt høflig: 35 procent.
Meget høflig: 58 procent.”

Nu er det jo så, at såvel jeg selv som mine læsere må spørge: Hvordan kan det hænge sammen? Det er jo indlysende, at folk ikke er lidt til meget høflige, når de befinder sig i det offentlige rum. Hvordan kan de så selv mene, de er det?

Her kan vi kun gætte. Jeg gætter, at det skyldes, at tingene ser forskellige ud afhængig af, hvor man ser dem fra. Og hvis man ikke har tænkt sig at være uhøflig, så tror man ikke, man er det – heller ikke selv om andre opfatter en som uhøflig.

Hvad kan vi så gøre ved det? En af de ting, man relativt hurtigt kunne gøre noget ved – det kræver sådan set bare en indsats fra supermarkedernes arbejdsgiverforening – er at starte på at hilse på hinanden ved supermarkedernes kassebånd. I Tyskland og i Frankrig kommer ekspeditionen ved kassen slet ikke i gang, før kassemedarbejderen og kunden har haft øjenkontakt, og kassemedarbejderen og kunden har hilst på hinanden. Og ekspeditionen afsluttes ikke, før kassemedarbejderen og kunden har sagt farvel. Og nej, det betyder ikke, at kunden og kassemedarbejderen er bedstevenner efter denne indholdsrige udveksling, men det betyder, at såvel kunde som kassemedarbejder føler sig set. Kassemedarbejderen bliver på denne måde til en person og ikke blot en forlængelse af kasseapparatet, og kunden bliver ligeledes til en person og ikke bare en arm med et kreditkort.

Åh, jamen, hvad skal de danske kassemedarbejdere så sige til kunden? ”Hej” er for uformelt, og ”goddag” er for stift, hører jeg allerede protesterne. Og hvad så? Bare de siger et eller andet!

Jeg kan fortælle, hvad henholdsvis de franske og tyske kassemedarbejdere siger. De franske siger ”bon jour” (goddag), hvortil kunden også siger ”bon jour”, og når ekspeditionen er slut, siger kassemedarbejderen ”merci et bonne journée” (tak og fortsat god dag), og kunden siger ”et vous” (i lige måde). I Tyskland siger kassemedarbejderen enten ”hallo” (hej) eller ”guten Tag” (goddag), og det samme siger kunden, og når ekspeditionen er slut, siger kassemedarbejderen ”schönen Tag noch” (fortsat god dag), og kunden siger ”gleichfalls” (i lige måde), og nogle gange fortsætter det med, at kassemedarbejderen så siger ”danke – tschüss” (tak – hej hej), hvorpå kunden også siger ”tschüss” (hej hej).

Mon ikke dette kunne oversættes til dansk? Vi kunne lade det være op til den enkelte supermarkedskæde eller den enkelte medarbejder, om man ville starte med et ”hej” eller et ”goddag”. Og til afslutning kunne der vælges mellem ”farvel igen”, ”hej hej” eller ”fortsat god dag”. Ja, jeg ved godt, at der findes mennesker, der ikke bryder sig om ”fortsat god dag”, fordi det ligesom implicerer, at de indtil nu har haft en god dag, og hvad hvis de nu har haft en rigtig møgdag? Men det er en fejlfortolkning. At ønske nogen en ”fortsat god dag” betyder, at man ønsker, at dagen fremover bliver god. Og hvordan kan man have noget imod, at nogen skulle ønske, at resten af ens dag bliver god?

Hvis nogle af mine læsere har andre og bedre forslag, hører jeg dem gerne. Og så kan vi jo skrive til supermarkedernes brancheforening med vores konkrete forslag. Det skulle nok virke til at forbedre den generelle stemning af høflighed i hverdagen.

Januar-blues

21 jan

Måske er det bare, fordi det har været særligt koldt i denne januar. Eller særligt gråt. Eller særligt vådt … I hvert fald føles denne januar uendelig. Normalt hører jeg ikke til dem, der ønsker sig, at tiden skal gå hurtigt. Tværtimod. Den kan skam tids nok gå alt, alt for hurtigt. Der kan lynhurtigt være gået endnu et år af ens liv, uden man egentlig lagde mærke til det. Men altså denne januar! Nå, den skal nu heller ikke gå for hurtigt alligevel, for der er jo deadlines og dermed arbejde, der skal nås, inden måneden er omme. Fx er der deadline på Den Store Krimikonkurrence på Politikens Forlag. Måske er der nogle af mine forfatterlæsere, der skal deltage i den?

Finn Nørbygaards økonomiske problemer

17 aug

Finn Nørbygaard har været ude i den danske verdenspresse og fortælle om, hvordan han må gå fra hus og hjem — og alt sammen skyldes det to katastrofer, som han har været udsat for, nemlig 1) Stein Baggers svindelnummer i IT Factory og 2) finanskrisen, som har kostet ham et ikke nærmere angivet beløb, men dog mindst hans opsparede formue på 37 millioner kroner.

Samtidig fastholder han, at han udtrykkeligt har bedt sin investeringsrådgiver i Danske Bank om at investere med “livrem og seler” — og indrømmer i samme åndedrag at have godkendt, at banken gearede hans investeringer!

Alt dette blev udbasuneret under overskriften: “Finn taler ud” — nu skulle kortene på bordet, nu skulle han ikke længere tale udenom. Ikke desto mindre er det ikke det, der er sket. Nej, der er ikke rigtig kommet nogle kort på bordet, og han taler stadig udenom.

I min bog “Stein og drømmefabrikken” skrev jeg følgende i afsnittet “Vindere og tabere”:

Hovedaktionæren i IT Factory, JMI Invest, var også, rent økonomisk, en vinder. Afkastet af den investerede kapital var tilsyneladende ufattelig højt. De sidste to år før konkursen blev der udloddet henholdsvis 30 millioner og 18 millioner kroner til aktionærerne. JMI Invest har modtaget halvdelen af dette beløb. Det har langt oversteget det oprindeligt investerede beløb.
(…)

Kan man tale om et tab for investorerne i det ’nye’ IT Factory fra 2003 – JMI Invest A/S, Agios United SA og Sølco ApS? Eller kan man kun tale om ”skuffede forventninger”?
Et egentligt tab må altid måles i forhold til initialinvesteringen. Man kan altså ikke sige at penge, der har været ”vundet” i form af en (fiktiv) høj værdi, udgør et tab. Undervejs har der ganske vist været tale om helt forbløffende gode afkast på investeringen. Mistænkeligt gode afkast, men at de var mistænkelige hører ikke ind her.
Hvor mange penge har der egentlig været investeret i IT Factory? Tilbage i 2003, efter det tidligere IT Factorys konkurs, blev de aktiver, der skulle videre i det nye IT Factory købt for 2 millioner kr. kontant plus et gældsbrev på 2 millioner kr. til Amagerbanken. Siden hen har det været nødvendigt for investorerne at skyde ekstra 12,5 millioner kr. ind i 2005.
Hvis initialinvesteringen plus de ekstra penge, der efterfølgende er skudt ind, overstiger udlodningen af udbytte, så er der selvfølgelig tale om et tab. Men det har der ikke været tale om for IT Factorys vedkommende. Tværtimod har der været udbetalt flotte udbytter.
(…)
Det samme gælder for Finn Nørbygaard. Heller ikke han kan sige, at Stein Bagger direkte har kostet ham penge. At Finn Nørbygaard, som er aktionær i JMI Invest, hvor det gennem investeringen i IT Factory med den fiktive værdiansættelse har set ud til at gå fabelagtigt godt, derefter går ud og investerer en masse lånte penge i aktier, som efterfølgende falder dramatisk i værdi, betyder ikke, at han har tabt penge i IT Factory. Nej, han har tabt penge på sine indkøbte aktier. Hvis de var steget i værdi i den mellemliggende tid, havde han jo vundet penge. Det er med andre ord den dårlige bankrådgivnings og finanskrisens skyld.
Alligevel kan man jo sådan set godt forstå, hvis Finn Nørbygaard skulle være en bitter mand. Han har helt klart været udsat for skuffede forventninger i denne sag. Da IT Factory ultimo 2007 blev værdiansat med henblik på et salg, lød investeringsbankens værdiansættelse på 8 milliarder kroner. Den potentielle køber, General Atlantic, kom i foråret 2008 med et købstilbud, der svarede til en samlet værdiansættelse af IT Factory på ca. 6 milliarder kroner. Finn Nørbygaards andel af IT Factory ville dermed være 525 millioner værd ved en værdiansættelse på 6 mia., og andelen havde været 700 millioner kroner værd ved en værdiansættelse på 8 mia. kroner. Det er ikke sjovt at vågne op til en erkendelse af, at der bare var tale om en drøm.

Det ovenstående holder stadig. Det eneste nye, der er kommet frem, er, at Finn Nørbygaard fastholder, at aktionærerne i JMI Invest ikke så noget til det udbytte, som JMI Invest fik udbetalt fra IT Factory. Det er måske ikke så mærkeligt, eftersom stort set alle de andre selskaber, som JMI Invest havde investeret i, var mere eller mindre nødlidende — med Fullrate som en undtagelse.

Havde Stein Bagger ikke begået sit svindelnummer, ville JMI Invest blot være enten gået konkurs eller måtte have yderligere kapitalindsprøjtning langt tidligere.

Man kan beskylde Stein Bagger for meget, men man kan ikke beskylde ham for at have kostet Finn Nørbygaard penge. Ikke direkte. Læg mærke til, at de to andre investorer i JMI Invest (idet vi lige ser bort fra særtilfældet Asger Jensby) Peter Sølbeck og Tom Matthiesen tilsyneladende ikke er kommet ud i samme økonomiske uføre som Finn Nørbygaard. Dette på trods af, at Peter Sølbeck havde et direkte tab på IT Factory, eftersom han ejede 5 % af aktierne. Aktier, som han i dyre domme havde købt af Agios United.

Hvorfor kan Finn Nørbygaard så få lov til at slippe af sted med at sige, at han løb ind i to katastrofer, hvoraf den ene er Stein Bagger?

Måske fordi de pågældende journalister ikke har sat sig ind i sagen. En velkommen undtagelse herfra er interviewet i epn.dk. Men selv her bliver der ikke fulgt op på Finn Nørbygaards udsagn om, at hele udbyttet fra IT Factory blev reinvesteret. Derfor er det jo stadig penge!

Der er desuden også forholdet med de bristede forventninger. Selv om Finn Nørbygaard ikke kan siges at have haft et tab på IT Factory (men måske nok et tab på den oprindelige investering i JMI Invest), så kan man sige, at Stein Baggers svindelnummer har haft en afledt effekt. Hvis man tror, at man har udsigt til at få en masse penge, så bliver ens adfærd formentlig en hel del mindre risikoavers. Kort sagt kunne Finn Nørbygaard godt overbevise mig om, at fordi han troede, at han havde udsigt til en formue gennem JMI Invests investering i IT Factory, så blev han pludselig vældig kåd og måske lidt selvovervurderende og dermed meget risikovillig med sine ‘egne’ penge. De penge, som han faktisk havde råderet over.

Det ville jeg være parat til at tro på. Og på den måde kunne han siges at være et indirekte offer for Stein Baggers svindelnummer.

Men det er ikke det, han står frem og siger. Tværtimod siger han, at han gik til Danske Bank og bad dem om at investere med livrem og seler. Det har de så tydeligvis ikke gjort, men det er vanskeligt at tro på, at han faktisk har givet dem denne besked.

Selv om man ikke har den mindste smule forstand på aktier, så ved man, at hvis man skal investere “med livrem og seler”, så skal minimum to ting være opfyldt:

1) Man skal ikke kun vælge én investeringsudbyder (og man skal slet ikke lægge alle sine æg i én kurv)
2) Man skal ikke investere mere, end man kan tåle at tabe (man skal holde sig langt fra at geare sine investeringer)

Det er ligesom ikke det billede, der tegner sig af investoren Finn Nørbygaard, vel?

Så hvad mon han har gang i? Er han ved at tegne et billede af den stakkels småopsparer, der er blevet snydt af store stygge Danske Bank (lidt ligesom i Roskilde Bank)? Er der et sagsanlæg på vej? Så ville han vel ikke have brugt så meget tid på at nå frem til en ordning med banken. Eller er han ude på at skabe positiv stemning og interesse, så folk vil myldre ind og se hans nye show? For god reklame, det har han da fået! Ikke alle debattører på Dorte Tofts blog finder det lige smagfuldt. Men derfor kan det jo godt være effektivt.

Irakerne og den danske medfølelse

15 aug

Da nyheden om politiets rydning af Brorson-kirken for de irakere, der siden maj havde opholdt sig i kirken i håb om at få omstødt beslutningen om deres hjemsendelse, havde bredt sig, blev der straks livlig aktivitet blandt mine Facebook-venner. Der blev indkaldt til demonstration, og der blev råbt på anstændighed, og der blev ytret mishag med politiets brug af knipler. Blandt disse mine Facebook-venner var den gængse opfattelse tydeligvis, at kun, hvis man var modstander af rydningen af kirken, kunne man påberåbe sig at være medmenneskelig og have medfølelse. Dem, der mente noget andet, var påfaldende tavse. De var det tavse flertal. Men nu er jeg træt af at være det tavse flertal. Og jeg er faktisk ret irriteret over, at der tilsyneladende kun er én mening, man kan tillade sig at have, hvis man er ‘god’ og medmenneskelig.

Jeg har hele tiden ment, at irakernes ophold i kirken var halsløs gerning. (Man kan ikke kalde det en besættelse af kirken, eftersom menighedsrådet gav deres tilladelse til opholdet.) Tilfældigvis var jeg i Aftenshowet samme aften, som præsten fra Brorsons Kirke var derinde for at fortælle om menighedsrådets beslutning, og det var vanskeligt for mig at tilbageholde spørgsmålet: “Hvad er exit-strategien?” Det burde være klart — syntes jeg i hvert fald — at tiden ikke var inde til særlovgivning. Sporene efter palæstinenser-loven skræmmer. Ikke desto mindre må det være denne gamle særlov, som irakernes rådgivere har ladet sig inspirere af i denne aktion. Men visse ting kan ikke gentages. Derfor var lige præcis denne aktion halsløs gerning, hvis formålet var at ‘redde’ netop denne gruppe af irakere. Men hvis formålet alene var medieopmærksomhed, så var det selvfølgelig ikke halsløs gerning. Nej, så må aktionen vist kaldes en succes.

En del af dette mediestunt har været, at der var tale om ophold i en kirke. Kirken og dens fredhellighed skulle sikre en særlig beskyttelse. Men hvor absurd er det lige! Skulle en gemen indbrudstyv eller overfaldsmand kunne løbe ind i en kirke og påberåbe sig fredhellighed og dermed være uden for lovens lange arm? Der er ganske vist noget særligt ved en kirke. Hvis gruppen af irakere i stedet havde opholdt sig i et privat hjem, ville der ikke være gået tre måneder, før politiet havde hentet dem ud. Men at tro, at kirkefreden ikke kan brydes, er selvfølgelig en absurd fejlopfattelse. En kirke er i princippet som alle andre offentlige rum i denne sammenhæng. Hvis irakerne har troet anderledes, må der være nogle, der har vildledt dem.

Denne gruppe af irakere har forståeligt nok været desperate og derfor parate til at gribe ethvert halmstrå. De har også udvist handlekraft, og efter min mening må man have respekt for folk, der prøver at tage skæbnen i egen hånd. Problemet er bare, at den tænkning kan man ikke bruge i en retsstat. Lighed for loven indebærer, at den, der ikke er i stand til at handle og forbedre sin stilling, ikke skal være dårligere stillet end den, der kan råbe højt og påberåbe sig mediers og befolkningens interesse. Kort sagt: Hvorfor er det lige denne gruppe, vi skal have medfølelse med og udvise medmenneskelighed overfor? Hvad med alle de andre? Hvad med alle dem, der også har fået nægtet asyl, men som ikke har forsøgt at gå til drastiske skridt for at få afgørelsen omstødt? Hvis vi ikke kan stole på Flygtningenævnets afgørelse i denne sag, hvordan kan vi så stole på deres afgørelser i alle de andre sager? For det skal vel ikke være op til en folkedomstol at afgøre hvert enkelt tilfælde?

Det kan meget vel være, at loven skal ændres. Det kan meget vel være, at Flygtningenævnets afgørelsespraksis er for restriktiv. Men så er det der, der skal sættes ind.

Der er adskillige personer både blandt mine Facebook-venner og blandt kommentatorer, der mener, at vi som danskere bør ’skamme os’ over denne sag. Men ville der ærligt talt ikke først være virkelig grund til at skamme sig, hvis man som stat lod følelserne styre, hvem der blev givet asyl, og hvem der ikke blev givet asyl? Medmindre, selvfølgelig, at man som stat giver alle, der beder om det, asyl. Det ville være en løsning, som ikke medførte forskelsbehandling.

Også selve politiaktionen har givet anledning til kritik. Ja, der er gudhjælpemig folk, der har kritiseret, at politiaktionen foregik om natten! Skulle det måske være mere hensigtsmæssigt, at det foregik om dagen? Så ville der da virkelig kunne blive ballade!

Ligeledes er politiets temmelig livlige brug af knipler blevet kritiseret. Kønt ser det heller ikke ud, når kampklædt politi uddeler knippelsuppe. Men spørgsmålet er: Hvad er alternativet? Skulle de have brugt tåregas og vandkanoner? Eller skulle de have brugt skarpladte skydevåben? Næppe, vel? Så er knipler nok at foretrække. Og ja, selv om folk sidder ned, så kan det være nødvendigt at trække kniplen frem, hvis de ikke har tænkt sig at flytte sig. Der er jo ikke tale om, at disse personer var uskyldige tilskuere, der sad på en bænk på afstand og betragtede optøjerne. Nej, der var tale om aktivister, der forsøgte at forhindre politiet i at udføre den opgave, som politiet havde fået.

Faktisk er det på mange måder prisværdigt, at aktivisterne føler så stærkt for deres sag, at de også rent fysisk vil ofre sig for sagen. Men det ville klæde dem bedre, hvis de ikke efterfølgende klynkede over politiets behandling af dem. Hvor er det heroiske i det? If you put yourself in harm’s way, don’t be surprised if you’re harmed. Mindst en af aktivisterne vil nu klage over politiet. På TV2 News hørte jeg intervieweren spørge hende: “Men blev I ikke bedt om at flytte jer?” “Jo,” måtte hun indrømme, men hun havde ikke regnet med, at politiet ville bruge knipler. Hun havde forventet, at de ville slæbe eller bære hende væk … Ak ja.

Lederne i aviserne er, som man kunne forvente. I Politiken er holdningen, at der er tale om gennemført brutalitet fra politiets side. Tjaeh … I Berlingeren er holdningen, at der var tale om en helt igennem legitim politiaktion. Den eneste, der måske overrasker — positivt — er lederen i BT.

Kynisme er endnu et begreb, der er blevet slynget rundt i denne debat, ikke mindst på Facebook. Jeg mener også, der er tale om uhyggelig meget kynisme i denne sag. Men jeg synes, kynismen først og fremmest er at finde på den side, der ellers påberåber sig medmenneskelighed. For det første er det udtryk for kynisme, når irakernes rådgivere har givet irakerne et falsk håb og støttet og opmuntret aktionen for herigennem at kunne bruge deres sag i et stort mediestunt. Måske havde irakerne ikke noget at tabe, men derfor er det kynisk alligevel. Men endnu mere kynisk er det, at visse kommentatorer tilsyneladende håber, at irakerne går en frygtelig skæbne i møde — blot for hermed at kunne ‘bevise’, at Flygtningenævnets afgørelse var forkert.

Lad os håbe, at Flygtningenævnets afgørelse er den rigtige. For irakernes skyld.