Svindlernes (manglende) exit-strategi

16 nov

Under mit arbejde med at skrive og researche til min for nyligt udgivne bog om svindel og svindlere, “Verden vil bedrages” (som fx kan købes her), spekulerede jeg ofte over, hvad en svindler egentlig forestiller sig skal være hans eller hendes exit-strategi. De fleste af os har sikkert en fantasi om — hvis vi nu skulle kaste os ud i en svindlerkarriere — at vi efter et succesfuldt fupnummer ville sidde med en kuffert fuld af penge og drikke drinks med små, kulørte parasoller på en fjern, eksotisk strand i et land uden udleveringsaftale med gerningslandet.

Men for virkelighedens svindlere ender det meget sjældent sådan. Det er svært at vide hvorfor, for i mange tilfælde ville der undervejs i svindelforløbet faktisk have været lejlighed til at “take the money and run”. Det er åbenbart sværere at gøre i praksis end i teorien. Samtidig må man for mange svindelnumres vedkommende sige, at det ikke kan undgås, at de før eller siden kommer for en dag. Tag fx Bernie Madoff og hans investeringsfirma, som viste sig i virkeligheden at være verdens største Ponzi-nummer. Et Ponzi-nummer er ligesom et pyramidespil: Før eller siden løber det ud for nye penge. Og så er det slut. Således også med Bernie Madoff, som i 2008 måtte indrømme over for sine sønner, at det hele var et gigantisk svindelnummer. Senere blev han idømt 150 års fængsel, og begge hans sønner er i øvrigt nu døde: Den ene af kræft, den anden ved selvmord. Ikke ligefrem en lykkelig slutning. Hvad havde Bernie Madoff tænkt sig? Hvad var hans exit-strategi? Forestillede han sig, det bare kunne blive ved og ved og ved … Hvis han gjorde det, må man sige, at han havde grund til at tro det. Der var adskillige gange, hvor han var meget tæt på at blive afsløret, men det lykkedes ham hver gang at undslå sig myndighedernes temmelig inkompetente forsøg på at undersøge, hvad der egentlig foregik i hans firma.

Bernie Madoffs svindelnummer var som nævnt et Ponzi-nummer. Sådan et kræver, at der hele tiden kommer nye deltagere med nye penge til. Det overraskende i hans sag er, at det kunne blive ved så længe, og at så mange professionelle investorer overlod ham deres penge.

Andre former for svindel har ikke samme indbyggede, tikkende udløbsdato. Tag nu det hjemlige, danske eksempel med en medarbejder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, der angiveligt har svindlet satspuljemidlerne for mindst 111 millioner kr. Hun har i skrivende stund hverken erkendt eller nægtet sig skyldig i sigtelsen, som går på bl.a. at have begået underslæb i en periode på mindst 16 år — ja, måske endda mere end 16 år. Underslæbet — eller de mærkelige transaktioner — blev opdaget i 2018 ved en mere eller mindre tilfældighed. Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis hun ikke lige havde lavet denne sidste overførsel til sig selv, så ville hun ikke være blevet opdaget. Ikke nu i hvert fald. Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis hun havde valgt at gå på pension sidste år, så er det slet ikke sikkert, at underslæbet var blevet opdaget i hendes levetid, om overhovedet. Hvis hun for tre år siden, da Socialstyrelsen flyttede til Odense, havde valgt at sige, at hun var for gammel til at begynde at pendle til Odense, og derfor hellere ville fratræde, ville hendes svindel så være blevet opdaget? Det kan man ikke vide, men meget tyder på, at det var den nok ikke. Det havde været den perfekte exit-strategi. Men den valgte hun ikke. Måske tænkte hun, at nu var det gået godt så længe, så det kunne det sikkert blive ved med. Og ligesom Bernie Madoff havde hun god grund til at tro, at det kunne blive ved med at gå, for det var jo gået godt i mange år. Hvem ved, måske ville hun være fortsat til pensioneringen.

For os, der ikke har kastet os ind på en svindelløbebane, kan det være svært at forstå, hvorfor nogenlunde succesfulde svindlere ikke stopper, mens legen er god, og de stadig har en chance for at “take the money and run”. Det skyldes måske, at deres grådighed er for stor til bare at kunne stoppe. Men det skyldes måske også. at det ikke kun handler om penge. Måske vil livet på en eksotisk strand med drinks med kulørte parasoller simpelthen blive for kedeligt i længden. Måske vil de ganske enkelt savne spændingen.

 

Svindel, svindel, svindel alle vegne

20 okt

Måske er det, fordi jeg netop har sendt en ny bog på gaden — en bog, der handler om svindel — at jeg ser svindel alle vegne. Men jeg tror det ikke. Det virker, som om der er exceptionelt mange sager om svindel i øjeblikket. Små og store. Det kan ikke kun være et tilfælde af “hvad hjertet er fuldt af …”

Der er den helt store sag om international svindel med udbytteskat. Her har et netværk af finansfolk og advokater, godt hjulpet på vej af internationale banker, fået suget svimlende milliardbeløb op af europæiske statskasser — herunder den danske. Det er bl.a. beskrevet i denne artikel på DR.dk.

Så er den noget mindre og meget mere lokale, men ligeledes opsigtsvækkende svindelsag i Socialstyrelsen med satspuljemidler. Her har en medarbejder ved navn Britta Nielsen tilsyneladende begået underslæb gennem en længere årrække. Alt tyder på, at det er lykkedes for hende i løbet af de sidste 16 år at trække mindst 111 millioner kroner ud af systemet. Måske går det endnu længere tilbage, og måske drejer det sig om endnu flere penge. 111 millioner kroner! Det er selvfølgelig ikke nær så mange penge som de milliarder, som de ovenfor nævnte finansfolk har fået ud af deres udbytteskatnumre, men til gengæld har hun åbenbart klaret det på næsten egen hånd. Det betyder ikke nødvendigvis, at ikke også andre kan drages til ansvar i denne skandale, som man kan læse i Politiken.

I begge ovenstående eksempler er der tale om, at det er statskasser, der er blevet ofre for svindelen. De burde kunne have beskyttet sig bedre, men kontrolsystemerne har tydeligvis ikke været tilstrækkeligt effektive.

Men selvom sådanne historier er spektakulære, og man kan lave mange spekulationer over, hvad de tabte skattepenge kunne være blevet brugt på til gavn og nytte for skatteborgerne, så er det nu alligevel svindel rettet mod privatpersoner, der har den største effekt på den enkelte.

I øjeblikket florerer en form for e-mailsvindel, hvor modtageren af e-mailen får at vide, at hans eller hendes konto er blevet hacket, og at hackeren har kompromitterende videomateriale af den pågældende. Videomateriale, som vil blive offentliggjort, medmindre modtageren af e-mailen i løbet af 48 timer overfører et beløb i bitcoins til hackeren. Men det er svindel! Der er ingen grund til at betale. Ikke desto mindre kan TV2 fortælle, at det er lykkedes svindlerne at indsamle ikke mindre end en million kroner på denne afpresningsfidus. Hvis du modtager sådan en e-mail, så lad være med at betale! Selv hvis du ved, at der i princippet godt kunne eksistere den slags kompromitterende videomateriale. Hvis de virkelig har den type materiale, vil de normalt også sende en form for dokumentation. Og så er det ikke længere svindel, så er det pengeafpresning. Pengeafpresning af den særlige type, der kaldes “sextortion”.

 

Krænkende eller ej

1 dec

Den igangværende #metoo kampagne har sat mange ting til diskussion. Fx hvad er egentlig krænkende adfærd?

Er der slet ingen nedre grænse for, hvad der er krænkende adfærd, spørger nogle (mænd). Et klap i røven kan vel ikke skade nogen? Hvad de tilsyneladende fuldstændigt overser er, at selv om et klap i røven i sig selv forhåbentlig ikke efterlader varig skade, på trods af at det kan være helt utroligt ydmygende i øjeblikket, så er graden af krænkelse kontekstafhængig: Hvem, hvor og hvor ofte. Hvem er det, der klapper en i røven? Her er der temmelig stor forskel på, om der er tale om ens chef, ens kollega eller en tilfældig bargæst. Hvor sker klappet i røven? Her er der ret stor forskel på, om det sker på ens arbejdsplads eller i ens fritid: Er man på arbejde i baren, er det faktisk utroligt ubehageligt at blive klappet i røven af en bargæst. Er man derimod selv i byen på bar, er et klap i røven fra en anden bargæst en slags “collateral damage”. Og endelig er der ret stor forskel på, hvor ofte det sker: Er der tale om et enkeltstående tilfælde, eller er det noget, der sker hele tiden? Kort sagt: Under de rette (eller snarere forkerte) omstændigheder kan et klap i røven være helt utroligt krænkende adfærd. Under andre omstændigheder betyder det ingenting. Men fordi det i nogle tilfælde ingenting betyder, skal man ikke affærdige de tilfælde, hvor det faktisk betyder rigtigt meget. Det er dem, man husker. Man husker det, der gør indtryk. Man husker det, der har været ekstremt ubehageligt i situationen, selv om det ikke lyder af noget 20 år senere. Alene det, at man kan huske noget efter 20 år, viser, at det har været krænkende i situationen. Hvordan nogen kan finde på at betvivle det, og måske endda gøre grin med, at man kan huske en “episode” efter 20 år, fatter jeg ikke. Så nej, i princippet er der ingen nedre grænse for krænkende adfærd: Krænkende adfærd er krænkende adfærd.

Halløj i kongehuset

4 aug

Jeg er republikaner. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg finder, at hele ideen med et monarki hører en for længst svunden tidsalder til. Et kongehus, der kun har repræsentative pligter og slet ingen politisk indflydelse, er efter min mening kun endnu mere fjollet. Men jeg anerkender, at jeg udgør et mindretal i den danske befolkning — der er ingen umiddelbar udsigt til, at monarkiet bliver afskaffet og republikken indført. Og det har jeg det såmænd ret afslappet med. Jeg har heller ikke noget mod de aktuelle repræsentanter for kongehuset, ligesom jeg ikke kan hidse mig op over apanagen til kongehuset. Når det nu er sådan, at et flertal af den danske befolkning synes, det er okay at bruge de penge, ja, så må det være sådan. Ikke engang pengene til grevinden kan jeg hidse mig op over. Jeg synes jo, det hele er besynderligt og burde afskaffes, så hvorfor lige kaste sig over en enkelt detalje?

Hm, ja, og dog. Noget synes jeg jo så alligevel godt, man som republikaner og skatteborger kan forvente at få for pengene. Nemlig lidt værdighed. Måske endda lidt omtanke. Er jeg ligeglad med, hvor Prins Henrik bliver begravet? Er paven katolik? Intet kunne interessere mig mindre. Men når kongehuset selv går ud og meddeler, at prinsgemalen ikke ønsker at blive begravet ved siden af sin kone, fordi han er tøsefornærmet og muggen over ikke at være blevet konge — så begynder det faktisk at genere mig. Altså helt ærligt — kan man ikke blive fri for, at kongehuset gør sig selv til grin på den måde? Det er vel ikke urimeligt at forlange det for de skattepenge, kongehuset får? Bare sådan som minimum? Og mistanken om begyndende — eller mere end begyndende — demens breder sig. Det er så i orden. Demens kan ramme hvem som helst. Men helt ærligt — burde kongehuset så ikke gøre noget for at inddæmme skaden? I gamle dage blev den slags kongelige personer sendt i eksil eller spærret inde i et tårn.

Nå, men underholdende er det da. Men det er vel ikke det, man har et monarki til: at underholde. Eller er det?

Fødselsdagshilsener og Facebook

3 jul

Jeg havde fødselsdag forleden. Jeg fejrede den i udlandet — altså i et land, der ligger uden for Danmark — i selskab med min mand. Selv om vi både var på loppemarked, på café og på en fin restaurant om aftenen, var det i sagens natur ikke den helt store festivitas, der prægede dagen. Min mor, min søster, min yngste søn og en af mine veninder ringede for at ønske mig tillykke. Jeg fik lykønsknings-sms’er fra andre veninder. Jeg fik også e-mails og beskeder over Messenger fra venner med lykønskninger. Ja, selv Carrefour og Lufthansa huskede min fødselsdag. Jeg fik så ikke nogle fødselsdagskort med posten. Sidst, jeg gjorde det, var vist, mens jeg stadig boede i Køln, og kortet kom fra Galeria Kaufhof. Det var pænt af dem, det var det helt bestemt, men det er ligesom ikke det samme, som når man faktisk kender afsenderen af fødselsdagskortet. Men i vore dage er der jo ingen, der sender fødselsdagskort mere. Jeg gør det heller ikke selv, selv om jeg faktisk plejede at gøre det, og på trods af det egentlig er noget, som folk sætter pris på at få. Men man kan jo ikke længere regne med, at kortet overhovedet når frem til fødselsdagen. Og et fødselsdagskort skal altså komme på dagen. Det skal ikke komme før, og det skal ikke komme efter. Det skal komme på modtagerens fødselsdag.

Det var præcis sådan, det var, med det fødselsdagskort, som jeg husker allerbedst. Det var et, jeg fik, mens jeg var barn. Jeg kan ikke engang huske, hvor gammel jeg blev, men jeg ved, det var en søndag. For postbuddet kom kørende på sin knallert hele vejen hen til vores sommerhus, som lå for enden af vejen, bare for at aflevere et brev til mig. På kuvertens forside var der et stort kryds hen over mit navn og adressen. Krydset fortalte, at det var et søndagsbrev — et brev, der helt ekstraordinært blev delt ud om søndagen. Det kostede selvfølgelig ekstra sådan at få det bragt ud om søndagen og få postbuddet i uniformen og op på knallerten og af sted bare med mit brev. Det var et helt speciel fornemmelse. Afsenderen var min fars faster Else i Århus, som altså var en både meget betænksom og en meget generøs dame. Jeg kan ikke huske, hvad der stod inde i kortet. Der har nok bare stået “tillykke med fødselsdagen”, men følelsen af at stå der med kuverten med krydset henover og mit navn som adressat — den kan jeg sagtens huske! Og min egen imponerethed af at være modtager af så vigtigt et brev som et søndagsbrev — nej, det er ikke noget, man glemmer. Selv om det efterhånden er rigtigt mange år siden.

Men som sagt er det med fødselsdagskort sendt med posten ligesom et overstået kapitel. Og her mener jeg ikke bare søndagsbrevene. I mere civiliserede lande end Danmark — lande, der stadig har et nogenlunde velfungerende postvæsen — er det måske stadig comme il faut at sende et fødselsdagskort. Men det er altså ikke noget, en dansker kan forvente. Det har Post Nord effektivt udryddet.

Til gengæld er der jo så kommet en ny dimension ind i fødselsdagshilsenerne — nemlig Facebook-hilsenerne. Ja, Facebook minder en om, hvornår ens Facebook-venner har fødselsdag og opfordrer en til at skrive en hilsen. Så nej, det er ikke det samme som at få et søndagsbrev! At sende en hilsen via Facebook har ikke krævet, at man finder et kort og et frimærke og en adresse og — sværest af det hele — en postkasse for at ønske modtageren tillykke. Nej, det er meget nemmere og koster væsentlig mindre i såvel penge som energi at skrive en fødselsdagshilsen på Facebook. Men hallo — selv om jeg engang fik et fødselsdagskort som søndagsbrev, så har jeg altså aldrig nogensinde fået 200 fødselsdagskort med posten. Ikke engang til en rund fødselsdag. Det har jeg altså ikke. Men det har jeg fået i form af Facebook-fødselsdagshilsener. Og ved I hvad? Mængden opvejer faktisk en del. Hver eneste lille hilsen er udtryk for, at afsenderen i om ikke andet et kort øjeblik har ønsket modtageren vel — har ønsket modtageren en god dag og gode ting fremover. Og ved I hvad? Det er faktisk rigtigt godt. Det er rigtigt godt og rigtigt dejligt at være i den modtagende ende af sådanne positive tanker. Måske især hvis man synes, at livet har vist sig fra den mere negative side på det sidste. Men uanset hvad, så er det virkelig tanken, der tæller her. Også selv om tanken kun er flygtig. Så tak for det! Tak for muligheden for at sende disse fødselsdagshilsener. Og tak til dem, der bruger lidt af deres kostbare tid på at gøre det.

Jeg lover også selv at gøre det. Endnu mere fremover. Det lover jeg!

SKAT: skandalernes holdeplads. Også for de små fisk …

7 jun

Jeg hører til dem, der skal betale B-skat. Da man jo ikke længere får girokort til det brug, men selv skal sørge for at tjekke ens såkaldte skattemappe inde hos SKAT, så kan man jo godt have en tendens til at overse sådan en kedelig post. For at undgå forglemmelse fra min egen side lavede jeg derfor et par forudbetalinger i min netbank. Betalingsdatoen var for god ordens skyld sat til 10 dage før betalingsfristen. Man vil jo gerne være på den sikre side. Men på datoen for betalingsfristen fik jeg en rykker i min e-boks. SKAT manglede min betaling! “Det er også de %&#”!”# banker!” bandede jeg og tjekkede min netbank parat til at skælde min bankrådgiver ud. Men på min netbank kunne jeg se, at betalingen var sket som bestilt. Der måtte være gået noget andet galt. På rykkeren fra SKAT stod et telefonnummer, man kunne ringe til. Der var en masse muligheder, man kunne trykke sig frem, men ingen ledige medarbejdere. Faktisk sagde en automatisk stemme, at de havde ganske særlig travlt. Derefter forklarede den forudbetalte besked, at hvis jeg ringede angående en rykker for en betaling, som jeg mente at have foretaget, så kunne jeg se bort fra brevet. Hvad f …. %&”!?/?!!&%? Nå, efter at have spildt en del tid ved telefonen — for det var jo først en besked, der kom efter en del ventetid — og have spildt meget energi på at tjekke op på det ene og det andet, afsluttede jeg opkaldet og tænkte, at det var da helt utroligt, så lidt styr de har på det i SKAT. Jeg mener, vi snakker ikke milliarder til svindlere i Dubai, eller ikke-forældet gæld, som fejlagtigt er blevet registreret som forældet, men millioner af helt almindelige skatteborgere, der betaler B-skat, og har betalt til tiden, og er blevet rykket, og skal bruge tid på at tjekke, hvor fejlen kan være opstået, og så skal der sidde medarbejdere i SKAT, som i stedet for at inddrive gæld og finde skattesnydere eller hvad de få medarbejdere, der er tilbage, nu kunne lave, og forklare pligtopfyldende skatteborgere, at de er blevet rykket ved en fejl … Ja, det var faktisk en lille smule rystende at opdage … Men det er vel en fejl, der hurtigt kan rettes op på, tænkte jeg i min naivitet. Nej! Det var det ikke! Næste måned gentog hele seancen sig! Læse rykker, tjekke netbank, ringe til SKAT, sidde i telefonkø, få en automatisk besked, der fortæller mig, at jeg kan se bort fra rykkerbrevet … Jamen, altså, det bliver ved! Hold op! Hvor svært kan det være? Hvorfor skal SKAT være så amatøragtigt? Hvorfor skal vi være til grin for egne penge? Og tænk på ressourcespildet! Det er mildest talt rystende! Og til dem, der siger, de betaler deres skat med glæde: I skulle bare prøve at betale B-skat!

Sociale medier, shitstorme og elendig krisehåndtering

8 jul

Den forløbne uge har lært mig en del om såkaldte shitstorme, samt om krisehåndtering af sådanne, og den har også lært mig, at der er en god grund til, at pressen tidligere holdt sig tilbage med at omtale en kendt persons dødsårsag, hvis der var tale om selvmord. Det sidste vil jeg vende tilbage til.

Men først til baggrunden. Det blev i løbet af den sidste uge offentligt kendt, at Mads Holger, klummeskribent, festarrangør, politiker og levemand-at-large, var død, og at det var sket for egen hånd. Det gav naturligvis anledning til en chokeret reaktion hos de fleste — såvel venner og fjender samt dem, der var hverken-eller. Når en mand, der ikke er fyldt 40, og som ser ud, som om han har det hele, kan gøre en ende på sit liv, hvad så?

En af de personer, som fandt anledning til at reflektere over denne triste nyhed, var Signe Wenneberg. Hun skrev en klumme, dedikeret til Mads Holger på internetmediet POV International. (Jeg kan ikke linke til artiklen, da den er fjernet fra websiden.) Jeg nåede ikke selv at læse hendes klumme, før den blev taget ned, men som det er refereret af andre, tog hun med udgangspunkt i Mads Holgers skæbne fat i nogle af de problemer, hun selv har haft som blogger og klummeskribent.

Når man skriver en klumme eller et hvilket som helst andet offentligt indlæg, kan man forvente alle disse tre reaktioner:

1. Nogle læsere vil reagere positivt
2. Nogle læsere vil reagere negativt
3. Nogle læsere vil være ligeglade

Det var præcist det, der skete her. Nogle læsere fandt Signe Wennebergs klumme velskrevet og indfølt. Nogle læsere fandt hendes klumme selvoptaget og upassende. Og så var der selvfølgelig også dem, der var ligeglade.

Det var så her, shitstormen og den manglende krisehåndtering kom ind. De mange negative reaktioner i form af kommentarer på Facebook om, at det var vildt upassende af Signe Wenneberg at benytte Mads Holgers død til at skrive om sig selv, kom tilsyneladende helt bag på såvel Signe Wenneberg som på POV International. En person, der skrev et sagligt opslag om, at selvmord er altså ikke noget, man begår, bare på grund af, at man føler sig ensom som klummeskribent, blev kontaktet og bedt om at fjerne sit opslag. Andre mere, skal vi sige polemiske, opslag fik kommentarer fra Signe Wenneberg, hvor hun bebrejdede dem, at de var kritiske, selv om de ikke kendte hende. Kritiske kommentarer på hendes egen FB-side og på POVs FB-side blev bortcensureret. Og tænk engang — den følgende dag havde Facebook slettet flere af de kritiske opslag inklusive hele kommentartråden på folks egne FB-sider. Samtidig havde Signe Wenneberg travlt med at “afvenne” folk. Selv blev jeg fx afvennet kort efter, at jeg havde påpeget, at det var mystisk, at min søns (lidt vel “polemiske”) opslag var bortcensureret.

Signe Wenneberg insisterede på, at det ikke var hende, der havde anmeldt de pågældende opslag til Facebook. Men hvem havde så? Ingen er vist trådt frem. Cui bono? Pilen peger på POV. Eller gør den? For er det i virkeligheden ikke til skade for såvel Signe Wenneberg som for POV at fremstå som tilhængere af censur — selv om de kalder det at bevare den gode tone. Nogle af de kritiske indlæg sagde vel mere om afsenderen end om Signe Wenneberg. Når en skribent fx beskrev hende som “denne havehandskebeklædte narcissist af en kvinde”, så er det selvfølgelig meget sjovt skrevet, men samtidig ret ondskabsfuldt.

Men selv om det bestemt ikke var i hverken Signe Wennebergs eller i POVs “objektive” interesse at bortcensurere kritiske kommentarer og opslag, eftersom det først var efter dette, at den virkeligt store shitstorm gik i gang, så peger pilen alligevel på POV. Annegrethe Rasmussen gik som ansv. chefredaktør til forsvar for Signe Wenneberg og hendes klumme ved bl.a. at spørge kritikerne, om de ville få dårlig samvittighed, hvis Signe Wenneberg efter al denne kritik nu kastede sig ud foran et tog. Ja, det stod der! Hallo? Gik vi netop der fra upassende til super upassende?

Jeg mindes ikke tidligere at have set så dårlig krisehåndtering. Ikke engang hos Danske Bank. Og de gør sig da ikke til af at have forstand på sociale medier.

Midt i det hele begyndte nogle debattører at gøre det til et højrefløjs-venstrefløjsspørgsmål. Bare fordi Signe Wenneberg er kendt for at gå ind for bæredygtighed og er god ved dyr og skriver i Politiken, så kan man vel ikke kalde hende “venstrefløj”. Så er venstrefløjen i hvert fald rykket godt ind på midten, mens jeg vendte ryggen til. Og hendes kritikere kan vel heller ikke over en kam siges at være højrefløj. Men hvis man kan skyde det hen til at være et spørgsmål om politiske opfattelser, så behøver man jo ikke tage stilling til det, der egentlig er sagens kerne: En klummeskribent skriver en klumme og er efterfølgende fuldstændig ude af stand til at håndtere, at den afføder kritik. På trods af, at en erfaren klummeskribent burde være helt klar over, at der altid er de tre ovenfor nævnte reaktioner på en klumme eller anden offentliggjort meningstilkendegivelse. Man kan ikke — selv hvis man er Signe Wenneberg — forvente kun at blive mødt med ros eller ligegyldighed. Og man kan slet, slet ikke imødegå kritikken ved at beskylde kritikerne for at ville drive hende til selvmord. Det ville være mildest talt upassende under alle omstændigheder. Men det bliver helt specielt virkeligt langt ude upassende, når hele miseren er baseret på en anden persons faktiske selvmord.

Hvilket bringer mig til min egentlige konklusion: Et sted derude sidder nogle efterladte og skal håndtere deres sorg og ovenikøbet finde sig i, at deres afdøde er blevet centrum i en shitstorm på de sociale medier. Jeg kan kun håbe, at det på en eller anden ironisk måde kunne være i hans ånd. Men det aner jeg ikke. Jeg ved kun, at hvis det ikke havde været offentligt kendt, at han begik selvmord, ville vi ikke være røget ind i denne shitstorm. Med andre ord var der en god grund til, at pressen tidligere tilbageholdt den oplysning.

OW Bunkers storhed og bratte fald – første del (uddrag af kommende bog)

16 mar

OW Bunker er historien om en tilsyneladende solid virksomhed – Danmarks næststørste virksomhed målt på omsætning – som med stor succes gik på børsen og skabte en formue for sine ejere for kun syv måneder senere at gå konkurs og efterlade sine nye ejere – aktionærerne – og kreditorerne med gigantiske tab.

Hvordan kunne det gå til? Svindel? Bedrag? Blår i øjnene? Ja, som absolut minimum kan det konstateres, at der ikke blev givet retvisende oplysninger i det børsprospekt, der i marts 2014 skulle overbevise potentielle investorer om, at det at købe aktier i det fremtidige, børsnoterede OW Bunker ville være en rigtig god ide. Og ligeledes kan det som minimum konstateres, at der foregik nogle meget, meget mærkelige forretningstransaktioner i OW Bunkers datterselskab i Singapore.

Indtil 2014 levede OW Bunker, med hovedsæde i Nørresundby, en tilværelse i relativ ubemærkethed på trods af en efter danske forhold meget stor omsætning, som kun var overgået af Mærsk. Virksomhedens store omsætning skyldtes, at OW Bunker var en af verdens største forhandlere af bunkerolie til skibsfart. Bunkerolie er en speciel type meget tæt olie særligt beregnet til skibsbrændstof. (Pga. tætheden er bunkerolie i øvrigt meget forurenende, hvis det slipper ud, så af hensyn til miljøet er kravene til sikkerheden voksende. Øgede sikkerhedskrav vil normalt også betyde øgede omkostninger.) OW Bunker opererede i 29 lande og angav at stå for 7 % af verdenshandelen med bunkerolie.

OW Bunker blev stiftet i 1980 af Ole Wrist, som tidligere havde haft skibsproviantering, fordi han oplevede efterspørgsel fra sine kunder efter skibsbrændstof. Det udviklede sig til en stor forretning, og i 2007 blev OW Bunker købt af kapitalfonden Altor. Mere konkret den afdeling i kapitalfonden, der havde navnet Altor Fund II. I løbet af foråret og sommeren 2013 forsøgte Altor at sælge OW Bunker til forskellige potentielle branchekyndige købere. Men ingen af disse branchekyndige kunder var interesseret i at købe til den pris, som Altor ønskede, og det blev derfor besluttet i stedet at gennemføre salget af OW Bunker som en børsnotering. Det skete i marts 2014. På åbningsdagen for handel med OW Bunker på børsen kom der flere end 20.000 nye aktionærer, og prisen på aktien gik 20 % op den første dag. Værdien af firmaet var tæt på en milliard US $ (svarende i 2014-kursen til ca. 5,5 mia. kroner), hvilket var en hel del mere end det, de potentielle branchekyndige kunder havde været villige til at betale året før: De potentielle købere havde i 2013 indikeret over for Altor, at de ville betale mellem 1,3 og 2,3 milliarder kroner.

Opnåelsen af denne høje værdi kunne lade sig gøre, fordi OW Bunkers koncernledelse, efter Altor i sommeren 2013 havde måttet konkludere, at de potentielle købere slet ikke ville betale den pris, som Altor ønskede for OW Bunker, indledte ”Projekt Oak”, som skulle føre frem til børsnoteringen. Værdien af den samlede koncern blev i den forbindelse opskrevet, og bestyrelse og direktion kom frem til, at værdien af OW Bunker nu var 5,5 mia. kroner. Dette blev tiltrådt af Deloitte, som var revisor for OW Bunker. I forbindelse med restruktureringen fik Altor Fund II udbetalt 1,2 mia. kroner. Disse 1,2 milliarder svarede nogenlunde til det laveste bud fra de potentielle branchekyndige købere. Lagde man den vinkel til grund, var der med andre ord ikke meget værdi i OW Bunker tilbage efter udbetalingen til Altor. Men direktion og bestyrelse lagde altså en anden vurdering til grund, som blev tiltrådt af Deloitte, og det var denne vurdering, der blev præsenteret for potentielle investorer.

Når en virksomhed skal på børsen, skal der udarbejdes et børsprospekt. Det er på basis af dette børsprospekt, at potentielle investorer skal vurdere, om de ønsker at investere i virksomheden. Børsprospektet skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige, for at man som investor kan få et såkaldt oplyst grundlag at træffe sin afgørelse om at købe aktier i virksomheden på. Og det siger sig selv, at disse oplysninger skal være retvisende. Så når man kan sige, at investorerne blev ført bag lyset i OW Bunker skyldes det, at det offentliggjorte børsprospekt ikke kunne siges at være retvisende. De misvisende oplysninger drejede sig bl.a. om virksomhedens værdi samt om vildledende oplysninger om den reelle risiko, der var forbundet med virksomhedens drift og forretningsmodel.

Og hermed nåede OW Bunkers korte liv som børsnoteret selskab at se sådan ud:
• Den 18. marts 2014 blev børsprospektet offentliggjort.
• Den 28. marts 2014 blev aktiehandelen åbnet med en åbningskurs på 145 kroner pr. aktie. Samme dag nåede kursen op på 175 kroner.
• Den 7. oktober 2014 udsendte virksomheden en børsmeddelelse, hvori forventningerne til årsresultatet blev nedjusteret.
• Den 23. oktober 2014 blev der annonceret yderligere tab.
• Den 5. november 2014 blev handlen med aktien suspenderet. Samme dag offentliggjorde OW Bunker-ledelsen et tab på i alt 275 millioner USD. Af dette samlede tab opgjorde ledelsen et tab på 150 millioner USD på såkaldte risikokontrakter. Tabet på de resterende 125 millioner USD blev tillagt svindel i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.
• Den 7. november 2014 blev OW Bunker-koncernen erklæret konkurs.

_fl_6bec2661d8524292b7e0929b4a29cab7.v.481

Ovenstående er et uddrag af beskrivelsen af OW Bunker-sagen, som optræder i min kommende bog om svindel, svindlere og deres ofre.

Man kan også læse om sagen i Ship & Bunker

Man kan læse om den sag, som de institutionelle investorer vil føre mod Altor bl.a. i Financial Times. (Det sidste link dog kun, hvis man er abonnent.)

Håndtryk eller ej til eksamen

16 jun

Debatten raser i øjeblikket om en censor, der offentligt (dvs. til den pågældende uddannelsesinstitution) har tilkendegivet, at hans religiøse overbevisning forbyder ham at give hånden til kvinder, som han ikke er i familie med/deler husstand med. Åbenbart har han kunnet slippe af sted med dette i 8 år. Det undrer mig faktisk, at der ikke er nogen, der har taget sagen op noget før, men nu er katten altså ude af sækken, og det har naturligvis givet anledning til alskens besynderlige argumenter om dette og hint i den offentlige debat i såvel aviser som på sociale medier, ikke mindst på Facebook.

Offentlige debattører — især dem på Facebook — holder sjældent tungen lige i munden og holder sig til ét emne, når de diskuterer sådanne sager, der får følelser i kog.

Jeg vil derfor gøre mit til at systematisere og kategorisere problemstillingerne:

1. Kan man være censor på en offentlig, dansk uddannelsesinstitution til mundtlige eksaminer, hvis man nægter at give hånd til kvindelige (og/eller mandlige) eksaminander?

2. Skyldes det, at manden er muslim?

3. Kan man da ikke bare lave en respektfuld hilsen på en anden måde?

4. Hvordan er det med at give hånd kvinder og mænd imellem?

Lad os starte med 1: Nej. Man kan ikke være censor ved mundtlige eksaminer i dagens Danmark, hvis man ikke vil give eksaminanderne hånd.

Jeg har selv været censor/eksaminator i mere end 25 år, og egentlig er jeg ikke nogen tilhænger af at give eksaminanderne hånden. Det sender et signal om en falsk ligeværdighed/kammeratlighed, som ikke hører til eksamenssituationen. Men en del eksaminander kan godt lide at give hånd. Og så er der ikke andet for end at trykke deres hænder. Uanset personlige præferencer, og uanset om det er mandlige eller kvindelige eksaminander. Vil man ikke det, kan man ikke være censor ved mundtlige eksaminer. Sådan er det. Jeg kan ikke se, der kan være andre udlægninger.

2. Eftersom den pågældende mand tilfældigvis er muslim, er der selvfølgelig en del af debatten, der omhandler dette emne. Men det er ikke kun visse muslimer, der nægter at give fremmede kvinder hånd — og med fremmede kvinder mener jeg kvinder, der ikke er medlem af deres husstand. Det samme gælder Hasidic jøder. Og der er som bekendt kristne præster, der nægter at give kvindelige præster hånden. Personligt bryder jeg mig ikke om det, for hvordan man end vender og drejer det, handler det om, at kvinder er urene (når de menstruerer) og/eller mindreværdige i forhold til mænd. Men folk må have de holdninger, de vil. De skal bare ikke udfolde et offentligt erhverv for skatteborgernes penge, mens de insisterer på at forskelsbehandle mænd og kvinder.

Så tager vi 3. Og nej, man kan ikke bare begynde at hilse på andre respektfulde måder. At foreslå at “man” skulle begynde at hilse på alle mulige andre måder er aldeles tåbeligt i den konkrete situation. I den vestlige verden er håndtrykket den almindelige måde at hilse respektfuldt på. Det er noget, vi lærer fra barnsben, og det er indkodet i vores rygmarv, og det er noget, vi falder tilbage på i vanskelige, sociale situationer. Hvordan skulle den enkelte eksaminand pludselig kunne forholde sig til en helt anden måde at hilse på? Det kan man fint gøre, når man er ude at rejse eller efter en yogatime, men det kan man ikke arbitrært indføre til mundtlige eksaminer.

Og med 4. kommer vi lige til lidt historie og kulturel baggrund. Det har tidligere i den vestlige verden typisk været sådan, at kvinder ikke nødvendigvis ønskede at give hånd til fremmede mænd — derfor var det etikettemæssigt korrekt at lade kvinder række hånden frem først. Indtil for omkring 20 år siden var det stadig almindeligt i Australien, at kvinder ikke gav hånd til mænd. Men tiderne skifter. I dag i Tyskland er det sådan, at man først skal give hånden til kvinden. Man kan således komme ud for, at en mand, der skal hilse på et par, og i distraktion er kommet til at række hånden frem mod manden først — måske fordi manden står nærmest — vil hive hånden tilbage og skynde sig at række den til kvinden med mange undskyldninger. Så ja, der er stadig mange aspekter omkring køn i håndtrykket — men håndtrykket er den universelle hilseform i den vestlige verden. Og det kan man ikke uden videre argumentere sig ud af.

Goddag, farvel — og fortsat god dag

12 mar

Avisen MetroXpress har fået foretaget en undersøgelse blandt danskere om deres opfattelse af egen og andres høflighed. Måske ikke så overraskende (men alligevel ganske interessant!) mener de fleste af de adspurgte, at de selv er vældig høflige, mens omgivelserne er rædsomt uhøflige.

Fx svarer hele 93 procent, at de enten er lidt eller meget høflige, når de befinder sig i det offentlige rum.

Spørgsmål og svar lyder i sin helhed:
”Hvor høflig vil du selv sige, at du er, når du befinder dig i det offentlige rum (for eksempel biografer, busser, supermarkeder og så videre)?
Meget uhøflig: 1 procent.
Lidt uhøflig: 1 procent.
Hverken høflig eller uhøflig: 5 procent.
Lidt høflig: 35 procent.
Meget høflig: 58 procent.”

Nu er det jo så, at såvel jeg selv som mine læsere må spørge: Hvordan kan det hænge sammen? Det er jo indlysende, at folk ikke er lidt til meget høflige, når de befinder sig i det offentlige rum. Hvordan kan de så selv mene, de er det?

Her kan vi kun gætte. Jeg gætter, at det skyldes, at tingene ser forskellige ud afhængig af, hvor man ser dem fra. Og hvis man ikke har tænkt sig at være uhøflig, så tror man ikke, man er det – heller ikke selv om andre opfatter en som uhøflig.

Hvad kan vi så gøre ved det? En af de ting, man relativt hurtigt kunne gøre noget ved – det kræver sådan set bare en indsats fra supermarkedernes arbejdsgiverforening – er at starte på at hilse på hinanden ved supermarkedernes kassebånd. I Tyskland og i Frankrig kommer ekspeditionen ved kassen slet ikke i gang, før kassemedarbejderen og kunden har haft øjenkontakt, og kassemedarbejderen og kunden har hilst på hinanden. Og ekspeditionen afsluttes ikke, før kassemedarbejderen og kunden har sagt farvel. Og nej, det betyder ikke, at kunden og kassemedarbejderen er bedstevenner efter denne indholdsrige udveksling, men det betyder, at såvel kunde som kassemedarbejder føler sig set. Kassemedarbejderen bliver på denne måde til en person og ikke blot en forlængelse af kasseapparatet, og kunden bliver ligeledes til en person og ikke bare en arm med et kreditkort.

Åh, jamen, hvad skal de danske kassemedarbejdere så sige til kunden? ”Hej” er for uformelt, og ”goddag” er for stift, hører jeg allerede protesterne. Og hvad så? Bare de siger et eller andet!

Jeg kan fortælle, hvad henholdsvis de franske og tyske kassemedarbejdere siger. De franske siger ”bon jour” (goddag), hvortil kunden også siger ”bon jour”, og når ekspeditionen er slut, siger kassemedarbejderen ”merci et bonne journée” (tak og fortsat god dag), og kunden siger ”et vous” (i lige måde). I Tyskland siger kassemedarbejderen enten ”hallo” (hej) eller ”guten Tag” (goddag), og det samme siger kunden, og når ekspeditionen er slut, siger kassemedarbejderen ”schönen Tag noch” (fortsat god dag), og kunden siger ”gleichfalls” (i lige måde), og nogle gange fortsætter det med, at kassemedarbejderen så siger ”danke – tschüss” (tak – hej hej), hvorpå kunden også siger ”tschüss” (hej hej).

Mon ikke dette kunne oversættes til dansk? Vi kunne lade det være op til den enkelte supermarkedskæde eller den enkelte medarbejder, om man ville starte med et ”hej” eller et ”goddag”. Og til afslutning kunne der vælges mellem ”farvel igen”, ”hej hej” eller ”fortsat god dag”. Ja, jeg ved godt, at der findes mennesker, der ikke bryder sig om ”fortsat god dag”, fordi det ligesom implicerer, at de indtil nu har haft en god dag, og hvad hvis de nu har haft en rigtig møgdag? Men det er en fejlfortolkning. At ønske nogen en ”fortsat god dag” betyder, at man ønsker, at dagen fremover bliver god. Og hvordan kan man have noget imod, at nogen skulle ønske, at resten af ens dag bliver god?

Hvis nogle af mine læsere har andre og bedre forslag, hører jeg dem gerne. Og så kan vi jo skrive til supermarkedernes brancheforening med vores konkrete forslag. Det skulle nok virke til at forbedre den generelle stemning af høflighed i hverdagen.