OW Bunkers storhed og bratte fald – første del (uddrag af kommende bog)

16 mar

OW Bunker er historien om en tilsyneladende solid virksomhed – Danmarks næststørste virksomhed målt på omsætning – som med stor succes gik på børsen og skabte en formue for sine ejere for kun syv måneder senere at gå konkurs og efterlade sine nye ejere – aktionærerne – og kreditorerne med gigantiske tab.

Hvordan kunne det gå til? Svindel? Bedrag? Blår i øjnene? Ja, som absolut minimum kan det konstateres, at der ikke blev givet retvisende oplysninger i det børsprospekt, der i marts 2014 skulle overbevise potentielle investorer om, at det at købe aktier i det fremtidige, børsnoterede OW Bunker ville være en rigtig god ide. Og ligeledes kan det som minimum konstateres, at der foregik nogle meget, meget mærkelige forretningstransaktioner i OW Bunkers datterselskab i Singapore.

Indtil 2014 levede OW Bunker, med hovedsæde i Nørresundby, en tilværelse i relativ ubemærkethed på trods af en efter danske forhold meget stor omsætning, som kun var overgået af Mærsk. Virksomhedens store omsætning skyldtes, at OW Bunker var en af verdens største forhandlere af bunkerolie til skibsfart. Bunkerolie er en speciel type meget tæt olie særligt beregnet til skibsbrændstof. (Pga. tætheden er bunkerolie i øvrigt meget forurenende, hvis det slipper ud, så af hensyn til miljøet er kravene til sikkerheden voksende. Øgede sikkerhedskrav vil normalt også betyde øgede omkostninger.) OW Bunker opererede i 29 lande og angav at stå for 7 % af verdenshandelen med bunkerolie.

OW Bunker blev stiftet i 1980 af Ole Wrist, som tidligere havde haft skibsproviantering, fordi han oplevede efterspørgsel fra sine kunder efter skibsbrændstof. Det udviklede sig til en stor forretning, og i 2007 blev OW Bunker købt af kapitalfonden Altor. Mere konkret den afdeling i kapitalfonden, der havde navnet Altor Fund II. I løbet af foråret og sommeren 2013 forsøgte Altor at sælge OW Bunker til forskellige potentielle branchekyndige købere. Men ingen af disse branchekyndige kunder var interesseret i at købe til den pris, som Altor ønskede, og det blev derfor besluttet i stedet at gennemføre salget af OW Bunker som en børsnotering. Det skete i marts 2014. På åbningsdagen for handel med OW Bunker på børsen kom der flere end 20.000 nye aktionærer, og prisen på aktien gik 20 % op den første dag. Værdien af firmaet var tæt på en milliard US $ (svarende i 2014-kursen til ca. 5,5 mia. kroner), hvilket var en hel del mere end det, de potentielle branchekyndige kunder havde været villige til at betale året før: De potentielle købere havde i 2013 indikeret over for Altor, at de ville betale mellem 1,3 og 2,3 milliarder kroner.

Opnåelsen af denne høje værdi kunne lade sig gøre, fordi OW Bunkers koncernledelse, efter Altor i sommeren 2013 havde måttet konkludere, at de potentielle købere slet ikke ville betale den pris, som Altor ønskede for OW Bunker, indledte ”Projekt Oak”, som skulle føre frem til børsnoteringen. Værdien af den samlede koncern blev i den forbindelse opskrevet, og bestyrelse og direktion kom frem til, at værdien af OW Bunker nu var 5,5 mia. kroner. Dette blev tiltrådt af Deloitte, som var revisor for OW Bunker. I forbindelse med restruktureringen fik Altor Fund II udbetalt 1,2 mia. kroner. Disse 1,2 milliarder svarede nogenlunde til det laveste bud fra de potentielle branchekyndige købere. Lagde man den vinkel til grund, var der med andre ord ikke meget værdi i OW Bunker tilbage efter udbetalingen til Altor. Men direktion og bestyrelse lagde altså en anden vurdering til grund, som blev tiltrådt af Deloitte, og det var denne vurdering, der blev præsenteret for potentielle investorer.

Når en virksomhed skal på børsen, skal der udarbejdes et børsprospekt. Det er på basis af dette børsprospekt, at potentielle investorer skal vurdere, om de ønsker at investere i virksomheden. Børsprospektet skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige, for at man som investor kan få et såkaldt oplyst grundlag at træffe sin afgørelse om at købe aktier i virksomheden på. Og det siger sig selv, at disse oplysninger skal være retvisende. Så når man kan sige, at investorerne blev ført bag lyset i OW Bunker skyldes det, at det offentliggjorte børsprospekt ikke kunne siges at være retvisende. De misvisende oplysninger drejede sig bl.a. om virksomhedens værdi samt om vildledende oplysninger om den reelle risiko, der var forbundet med virksomhedens drift og forretningsmodel.

Og hermed nåede OW Bunkers korte liv som børsnoteret selskab at se sådan ud:
• Den 18. marts 2014 blev børsprospektet offentliggjort.
• Den 28. marts 2014 blev aktiehandelen åbnet med en åbningskurs på 145 kroner pr. aktie. Samme dag nåede kursen op på 175 kroner.
• Den 7. oktober 2014 udsendte virksomheden en børsmeddelelse, hvori forventningerne til årsresultatet blev nedjusteret.
• Den 23. oktober 2014 blev der annonceret yderligere tab.
• Den 5. november 2014 blev handlen med aktien suspenderet. Samme dag offentliggjorde OW Bunker-ledelsen et tab på i alt 275 millioner USD. Af dette samlede tab opgjorde ledelsen et tab på 150 millioner USD på såkaldte risikokontrakter. Tabet på de resterende 125 millioner USD blev tillagt svindel i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.
• Den 7. november 2014 blev OW Bunker-koncernen erklæret konkurs.

_fl_6bec2661d8524292b7e0929b4a29cab7.v.481

Ovenstående er et uddrag af beskrivelsen af OW Bunker-sagen, som optræder i min kommende bog om svindel, svindlere og deres ofre.

Man kan også læse om sagen i Ship & Bunker

Man kan læse om den sag, som de institutionelle investorer vil føre mod Altor bl.a. i Financial Times. (Det sidste link dog kun, hvis man er abonnent.)

Foredrag: Psykopaterne omkring os

10 feb

Er du over 30 år og aktiv på arbejdsmarkedet? Så er der så godt som 100 % sikkerhed for, at du på et tidspunkt i dit arbejdsliv har været udsat for en psykopat. Måske har du haft en psykopat som chef, som kollega, som medarbejder eller som samarbejdspartner. Måske undrer du dig stadig over, hvad det egentlig var, der skete.

Det kan være noget af det mest skræmmende at blive udsat for en psykopat i sit arbejdsliv – formentlig kun overgået af at blive udsat for en psykopat i sit privatliv. Men det sidste handler foredraget ikke om.

Helt tilbage i 2006 skrev jeg min (hidtil eneste) bestseller ”Psykopater i jakkesæt”. Den var inspireret af oplevelser blandt nogle fra min omgangskreds – uforståelige, skræmmende hændelser, der fik dem til at tvivle på deres selvværd og forstand. Da det blev klart, at de havde været i kløerne på en psykopat, faldt brikkerne på plads, og det gjorde det nemmere at komme videre. Men det er jo ikke kun den enkelte person, der lider under, at der er en psykopat ansat. Hele organisationens liv og overlevelse kan være i fare, hvis en psykopat bliver sluppet løs og får lov til at udfolde sig. Det inspirerede mig til at skrive bogen “Parasitter i habitter” (2013).

I foredraget vil jeg på baggrund af mine to bøger fortælle om, hvad psykopati er, hvordan man genkender en psykopat og ikke mindst hvad man skal gøre, hvis man er så uheldig at befinde sig i nærheden af en.

Foredraget varer typisk 2 timer med en pause indlagt undervejs.

Psykopater

Parasitter i habitter_ny forside2

At bygge oven på andres succes

1 sep

I øjeblikket er der en del — forfattere såvel som læsere — der udtaler sig negativt om en bog, der er kommet som 4. bind i den hidtidige Millenium-trilogi (som herefter vel så bliver en kvartet). De negative tilkendegivelser på bogen, som er skrevet af David Lagercrantz og hedder “Det som ikke slår os ihjel”, går mest på det principielle i sagen. Den oprindelige forfatter til trilogien, Stieg Larsson, er som bekendt død, og kan derfor ikke selv fortsætte serien. Samtidig har den solgt ufatteligt mange eksemplarer på internationalt niveau, og det er jo på en eller anden måde lidt uforløst, ikke? Der er mange læsere derude, som godt kunne tænke sig at høre mere til persongalleriet i Millenium-serien, og der ligger også en potentiel stor indtjening for forfatter, forlag og rettighedsindehavere i at fortsætte serien. Skulle man virkelig bare lade den mulighed gå fra sig?

Ja, er der mange, der mener. De sammenligner fortsættelsen af serien med en anden forfatter ved tasterne som gravrøveri.

Men det forstår jeg faktisk ikke. Eller rettere: I denne helt konkrete, meget specielle sag, hvor arven efter Stieg Larsson har været et selvstændigt drama, der langt overstiger bøgernes fiktive drama, kan jeg godt forstå, at nogle mennesker bliver en smule forargede. Da Stieg Larsson døde, arvede hans mangeårige samleverske ham ikke. De var ikke gift, og der var ikke skrevet et gyldigt testamente til fordel for hende. Det var dumt. Og meget uheldigt, for det betød, at Stieg Larssons far og bror arvede ham i stedet. Det er nu dem, der ikke bare har indkasseret millionerne for de solgte bøger, men som også har rettighederne. Det er derfor dem, der kan bestemme om en ny forfatter skal have lov til at benytte Millenium-universet til at skrive en ny bog, og det er dem, der indkasserer endnu flere penge på deres afdøde søns/brors værk.

Den del synes jeg ikke om. Jeg synes — som mange andre sikkert også synes — at det burde have været hans samleverske, der skulle have arvet ham og have forvaltet hans litterære arv. Men sådan er det altså ikke.

Ser vi imidlertid bort fra denne ganske særlige “detalje”, så forstår jeg ikke modstanden mod, at en ny forfatter bygger videre på en afdød forfatters værk. Det er set mange gange før. Nogle gange med mere held end andre. Men det er altid en (indirekte) ros til det univers, som den oprindelige forfatter byggede op.

Blandt de større skuffelser inden for “genren” er efter min mening P.D. James: “Death Comes to Pemberley”. (“Døden kommer til Pemberley”.) Den bygger oven på Jane Austens klassiker “Stolthed og fordom”. Hvem elsker ikke Jane Austen? Og P.D. James var en af krimigenrens grand old ladies. Så derfor kunne man godt have store forventninger til den bog. Men det var en slem skuffelse! Og efterfølgende kan man selvfølgelig også godt tænke ved sig selv, at det var måske lige lovligt kækt at bygge videre på en af verdenslitteraturens største værker. Men hvor var harmen henne over dette? Jeg blev kun skuffet. Ikke harm.

Så hvorfor må David Lagercrantz ikke have lov til at skrive en Millenium-bog?

Ja, jeg spørger bare.

Hvad er en genreforfatter?

28 mar

Ja, det er nok ikke alle, der ved, hvad en genreforfatter er. Jeg har selv tidligere indrømmet at være sådan en. Og Susanne Staun, som er en fremragende forfatter — ja, en fremragende genreforfatter — har nu skrevet en fremragende kronik om, nå ja, det underkendte i at være genreforfatter …

Uheldige afslag fra forlag

15 mar

De fleste af os forfattere har prøvet den alt andet end opløftende oplevelse at modtage et afslag på et bogforslag (hvis det er en faglitterær bog) eller — endnu værre — på et helt manuskript (hvis det er en skønlitterær bog). Og ja, det er værre med den skønlitterære bog, fordi der er gået meget mere arbejde ind i et helt manuskript end i et bogforslag. Men begge dele er frygteligt nedslående. Derfor må vi ofte trøste os med, at “ét afslag er intet afslag” og minde hinanden om alle de mega-sælgende forfattere, der startede med at blive afvist af forlag efter forlag. Men hvordan er det så at sidde på den anden side af bordet, redaktør-bordet, og afvise et manuskript, der sidenhen giver et megasalg til en konkurrent? Det kan man læse om i denne artikel i Information. Når man tænker over det, er dette dog næppe den hyppigst forekommende fejl i forlagsbranchen. Formentlig sker det langt oftere, at et manuskript bliver antaget — for sidenhen at have yderst pauvre salgstal. Det er heller ikke sjovt. Hverken for forlaget eller forfatteren.