06 mar 10 Og endnu en fremvisning …

Vel ankommet i eget hjem igen efter at have været midlertidigt uønsket — og efter først forsigtigt at have tjekket, at der ikke stadig holdt fremmede biler foran huset — kommer jeg ind til en seddel fra ejendomsmægleren med en lille note, hvor han lige spørger til, om jeg er med på, at næste fremvisning er søndag klokken 11.

Nej! Det er nyt for mig. Nå, men man skal vel være glad for, at der er nogen, der gider komme og se ens hus.

Men … men … men. Problemet med de her fremvisninger (udover at man er uønsket i eget hjem, mens de står på) er ikke bare, at der skal ordnes og vaskes osv. hver gang der skal være fremvisning. Det er selvfølgelig anstrengende nok, men det er såmænd også meget rart med et rent hus. Nej, problemet er snarere, at det faktisk vanskeliggør en egentlig oprydning, nemlig en oprydning af den type, hvor man gennemgår indholdet af skuffer i gamle skriveborde og finder garantibeviser fra 1994 på forlængst afdøde brødristere og den slags. For den slags oprydning roder vældigt, mens den står på. Men det er godt nok tiltrængt med lidt mere grundig gennemgang. For man behøver jo egentligt ikke gemme affaldsplanen fra 1999 fra R98. Firmaet eksisterer ikke engang længere!

05 mar 10 Endnu en dag, endnu en fremvisning …

Okay, så i går morges ringede ejendomsmægleren for sådan lige at tjekke, at jeg var klar over, at han havde en fremvisning (læs: fremmede skal ind og se mit hus!!) her i dag klokken 14. Øeh, nej, det var jeg så ikke lige. Jamen, det var meningen, der skulle være sendt en SMS? Øeh, nej, den var så ikke lige kommet frem. I hvert fald ikke til mig.

Og, åh nej, åh nej, åh nej, jeg sidder lige midt i en deadline, skal aflevere i dag fredag, hvorfor er det lige i dag, der skal være fremvisning?

Sådan er det bare. Lær at leve med det! Satte vækkeuret til klokken lidt i 7, og så var det ellers bare i gang. Vaske gulv i herreværelse (ja, det hedder det). Vaske gulv i køkken. Vaske gulv på badeværelse. Vaske en smule gulv (fordi man kun kunne komme frem til en smule gulv) på et tidligere børneværelse. Lufte ud. Sætte sig til computer og skrive lidt på rapport med dårlig samvittighed, for burde jeg ikke rende rundt og gøre hus fremvisningsklart? Rende rundt og gøre hus fremvisningsklart og have dårlig samvittighed, for burde jeg ikke sidde og skrive på rapport, som har deadline i dag?

Forlader huset 10 minutter i fremvisning og krydser fingre for, at det ikke er nogen med firhjulstrækker, der kommer for at se huset … For en firhjulstrækker hører altså bare ikke til her i kvarteret!

04 mar 10 Når fremmede skal se ens hus

Det er en underlig oplevelse, når man skal lukke fremmede ind i ens hus, for at de kan gå rundt i ro og fred og kommentere og kritisere ens indretning og smag. “Det køkken — det må da bare ud!” “Vinduerne trænger vist til at blive udskiftet”, “Sikken et skrækkeligt tapet”, og hvad de nu ellers kan finde på at sige. Ja, jeg gætter bare. Måske siger de noget helt andet. Derfor rammes man også af en virkelig ambivalent følelse, når ejendomsmægleren ringer og siger, at nu vil han gerne vise det frem for nogle potentielle købere. På den ene side er det jo godt, at der er nogen, der er interesseret nok i huset til at have bestilt en fremvisning. På den anden side — så skal jeg igen til at suse rundt og smide ting og sager ind i skabe, så jeg har svært ved at finde dem igen. Og — hvad der på en måde er endnu værre — måske er der faktisk nogen af dem, der kan finde på at købe huset! Ja, ja, jeg ved godt, det er det, der er meningen, når man sætter sit hus til salg — men alligevel.

03 mar 10 Den store oprydning

Vi er en familie af samlere. Ikke samlere af fine, sjældne ting, men af mere hverdagsagtige ting: Gamle numre af Weekendavisen, artikler, som måske kan vise sig nyttige en dag, Disney-film på VHS-bånd, som en gang har kostet os mange penge, fotos, der mangler at komme i et album, og ikke mindst tidsskrifter, tidsskrifter og atter tidsskrifter. Jeg er i øjeblikket ved at læse mig igennem årgang 2004 af Vanity Fair og årgang 2005 af Vogue. Det er faktisk ikke uinteressant at læse artiklerne med de mellemliggende års klarsyn. At bladene har overlevet så længe i huset, skyldes formentlig, at de i forbindelse med en hektisk oprydning er blevet stablet i en bunke, placeret i et fjernt hjørne og har ligget og samlet støv lige siden. Mere mystisk er det, at jeg fandt et nummer af Vogue fra 1997. Vi var ikke engang flyttet ind i huset i 1997, men måske er det kommet med fra det gamle hus sammen med det nummer af Metropolitan Home fra 1989, som jeg også har fundet. Der var ligeledes et Bo Bedre fra samme årgang.

Det er faktisk ret underligt at skulle rydde op i den slags bunker, som i årevis har været basis for dårlig samvittighed. Måske skulle man flytte lidt oftere, så man blev tvunget til at sortere og rydde ud. Eller måske skulle man flytte lidt sjældnere og bare lade det gro til. Nej, måske nok ikke.

Men lige nu er der kun én vej frem: Mere oprydning!

Suk, suk og atter suk.

02 mar 10 Ejendomsmæglere - en udskældt, men misforstået profession?

Der findes vel næppe en profession, som må finde sig i så mange nedsættende bemærkninger og direkte forhånelser som ejendomsmæglerne. De rangerer med usvigelig sikkerhed lavt på alle indeks over troværdighed. Fordommene — eller er det ikke længere fordomme, hvis der er statistisk belæg for det? — gælder ikke blot troværdighed, men også fremtoning, udseende og ikke mindst valg af køretøj og fodtøj. Da jeg fortalte, at vi havde haft en ejendomsmægler ude for at se på huset, sagde mine venner og bekendte straks: “Nå, så kom der vel en ung mand med spidse sko?” Og ja, det er tydeligt, at ejendomsmæglere har en forkærlighed for spidse sko. Selv her i denne periode med meget sne.

Men uanset fodtøj, så må jeg indrømme, at jeg selv har haft en opfattelse af, at ejendomsmægler — det var noget, man altid kunne blive, hvis alt andet fejlede. I hvert fald hvis man i forvejen havde en uddannelse som cand.polit, cand.jur., cand.merc. el.lign. Men jeg må sige, at jeg er kommet på andre tanker. Jeg tror stadig på, at det rent fagligt vil være muligt relativt hurtigt at bestå ejendomsmæglereksamen, hvis man allerede har en af de ovennævnte uddannelser. Imidlertid skal man tydeligvis ikke bare have de faglige kvalifikationer, men også de rette personlige kvalifikationer for at blive en succesfuld ejendomsmægler. Først og fremmest skal man være optimistisk. Ikke bare lidt optimistisk, men meget optimistisk. Og det skal ikke bare være noget, man påtager sig over for kunderne, når man forklarer dem, at lige om lidt vender markedet, eller at denne dejlige faldefærdige ejendom da hurtigt kan blive en drømmebolig med lidt fantasi og lidt knofedt. Nej, det skal være en dybfølt, indre optimisme, der kan bringe én gennem de hårde tider og sikre energi til at gide gøre endnu en indsats for at bringe et salg hjem, hvor en mere pessimistisk — mere realistisk? — person for længst havde opgivet. Der skal også andre personlige egenskaber til — som fx evnen til at altid at kunne sige noget positivt om hvad som helst — men optimisme må være den største og første forudsætning.

Vi er dermed en hel del, der alene af den grund aldrig vil kunne blive særligt succesfulde ejendomsmæglere.

01 mar 10 At sælge eller ikke sælge sit hus

Den 15. februar 2010 — for 2 uger siden i dag — skrev vi under på en kommissionsaftale med en ejendomsmægler. Vi satte kort sagt vores hus til salg. Forud for denne store begivenhed var gået adskillige måneder med diskussioner og overvejelser. Disse diskussioner og overvejelser blev aktualiseret i november 2009, da min mand fik besked om, at han havde fået et job, som han længe havde ønsket sig.

Der var tale om et job, hvor hans kompetencer og kvalifikationer ville passe direkte ind som fod i hose, hvor jobindholdet ville svare til det, han ønskede at beskæftige sig med mere end noget andet, og der var heller ikke noget galt med løn og arbejdsvilkår i øvrigt. Men noget må der vel være galt, vil den kyniske læser sikkert tænke. For der er jo altid noget galt, ikke? Galt og galt — der var den lille detalje, at arbejdsstedet er Køln — og ikke København eller omegn.

Forud for jobtilbuddet var gået en meget lang og grundig ansøgningsrunde, så undervejs var der rig lejlighed til at diskutere, hvordan vi skulle gribe det hele an, hvis såfremt og i fald … Men, som mange har observeret gennem tiden før undertegnede, et er teori, noget andet praksis.

Så nu stod vi der. Nu var det virkeligt. Nu var det virkelig virkeligt. Hvad skal vi gøre med huset? Vi havde besluttet, at der ikke skulle være tale om, at min mand skulle pendle mellem Køln og København. Det gør en del af hans kolleger — ja, det vil sige, de pendler ikke mellem Køln og København, men så pendler de mellem Køln og Oslo eller Køln og Lissabon — men der er ikke meget grin ved at bruge en stor del af sin fritid på transport mellem to hjem, og der er heller ikke meget grin ved at være græsenke herhjemme. Kort sagt, hvis vi skal have et nyt fremtidigt hjem i Køln, skal vi på den ene eller anden måde afvikle hjemmet herhjemme. Og dermed skal vi gøre noget ved huset.

Der meldte sig straks to skoler i vores omgangskreds. Den ene skole sagde: “I skal se at få det solgt. Det er bare besværligt at have et hus herhjemme, når man bor et helt andet sted.” Den anden skole sagde: “Det er sådan et dejligt hus, og det er ikke noget godt tidspunkt at sælge på. I skal da leje det ud!”

De to skoler var også repræsenteret i vores egne overvejelser. Det var ikke nemt for os at træffe en beslutning.

Vi startede med at have tre ejendomsmæglere til at se på huset og komme med en vurdering. De kom med tre ret forskellige vurderinger, men de var alle tre interesseret i at få huset i kommission. De forsikrede os også alle tre om, at markedet var ved at vende, hvis det ikke allerede var vendt. Det var i midten af december.

Men måske var det bedre at leje det ud? Så kunne vi beholde det højt elskede hus. Hvem ved, om de næste ejere vil elske det lige så højt, som vi gør?

Det tog os to måneder at nå frem til en beslutning, som indtil videre er resulteret i, at vi har sat huset til salg. Aftalen løber 5 måneder, dvs. 4½ måned fra nu af.

23 feb 10 Til bal hos dronningen

Det sker en gang årligt, at dronningen og prinsgemalen inviterer medlemmerne af Folketinget til hofbal. På invitationen er angivet påklædningen ”kjole og hvidt/nationaldragt”. Sidste gang i 2004 og igen i år dukkede Kamal Qureshi op til festlighederne i sin pakistanske galladragt. Og både i 2004 og igen i år blev han mødt med kritik af medlemmer af Dansk Folkeparti for at optræde i denne dragt. Se fx denne artikel i Politiken, hvor hans festtøj omtales som “klovnekostume”.

Men kritikerne – vi skal ikke nævne navne her – kan tydeligvis ikke deres etikette. De har måske grund til ikke at kunne lide Kamal Qureshi – det er jo en af farerne ved at være aktiv i politik – men de har absolut ingen grund til at kritisere hans påklædning til dronningens fest. Uanset om de kan lide den eller ej. De kan kritisere den for at være grim, men de kan ikke kritisere den for at være ukorrekt. Det ville svare til at kritisere en af de kvindelige deltagere for at have en grim kjole på. Man kan selvfølgelig mene om den, hvad man vil, men det er faktisk ikke særlig god stil at kritisere andre folks smag i påklædning. Slet ikke når den i øvrigt overholder etiketten.

Mærkeligt nok har hoffet flere gange været ude og forklare, at der intet er galt med Kamal Qureshis påklædning. Ja, man får ærligt talt lyst til at sige til hans kritikere: Så fat det dog! I har ikke forstand på etikette!

På invitationen fra regentparret står anført ”kjole og hvidt”. Allerede her man vi se, at det ikke betyder, at man skal være iført kjole og hvidt for at komme til festen, for det er for det første kun den mandlige påklædning, der nævnes. For det andet betyder ”kjole og hvidt”, at man skal komme i en form for galla. Kjole og hvidt er galla. En gallauniform, hvis man skulle have en sådan, er også galla. En hvilken som helst officiel gallapåklædning vil være korrekt at tage på, hvis invitationen anfører ”kjole og hvidt” som påklædning. Det er underordnet, hvor i verden denne gallapåklædning stammer, så længe der er en fornuftig grund til, at personen, der bærer den, har valgt netop denne gallabeklædning. Og eftersom Kamal Qureshi har pakistanske rødder, og der er tale om en pakistansk gallapåklædning, er dette krav altså overholdt. Havde han i stedet valgt at iklæde sig en afrikansk gallahøvdingedragt, kunne der så absolut være grund til at kritisere hans valg af påklædning, for Kamal Qureshi er ikke afrikansk høvding, og har derfor ingen adkomst til at bære en sådan gallapåklædning.

Et helt andet spørgsmål, som det måske også ville klæde Kamal Qureshis kritikere at sætte sig ind i, er, hvad den anførte påklædning på en invitation egentlig betyder. I modsætning til, hvad mange tilsyneladende tror, betyder det ikke, at det er et krav, at gæsterne dukker op i den anførte påklædning. Nej, når man som vært angiver en påklædning på en invitation, skal det opfattes som en servicemeddelelse og en opfordring – ikke som et direkte krav. Eller rettere, i det omfang, der er tale om et krav, går kravet på, at man ikke må komme i en finere påklædning end den, der er anført på invitationen. Kravet går ikke på, at man med vold og magt skal ankomme i den anførte påklædning.

Servicemeddelelsen går altså på, at man ved, hvad værten har tænkt sig at iføre sig, og hvad man kan forvente at se de andre gæster i. Da de fleste mennesker foretrækker at komme i et passende antræk, vil de vide, hvad de skal tage på for at falde naturligt ind i billedet.

Opfordringen går på, at værtsparret gerne ser, at gæsterne kommer i den anførte påklædning, fordi det vil sikre den rette stemning til deres fest.

Og i det omfang, man kan tale om et egentligt krav, går det på, at man ikke må optræde i finere tøj end det anførte. Derimod må man godt klæde sig ”nedad”. Nu er kjole og hvidt den fineste form for påklædning, så det er vanskeligt at komme i noget, der er finere end det, men havde der på invitationen stået ”smoking”, måtte man ikke komme i kjole og hvidt, for kjole og hvidt er finere end smoking. Til gengæld betyder det også, at hvis man modtager en invitation, hvor påklædningen er anført som kjole og hvidt, og man ikke har et sådant beklædningsstykke i sin garderobe, og man ikke ønsker at leje eller anskaffe sig et, så kan man tage smoking på (hvis det er om aftenen). Man kan altså klæde sig nedad, men ikke opad. Hvor langt nedad kan man så klæde sig, uden at det bliver pinligt? Det vil komme lidt an på omstændighederne. Men hvis invitationen lyder på kjole og hvidt, vil man nok stikke en hel del ud, hvis man ankommer i sit fritidstøj.

10 feb 10 Og så lidt tips til lønforhandlingen!

Måske skal du til at forhandle din løn her i foråret? Selv om der er krisetider, betyder det ikke, at du ikke kan få lidt mere i lønningsposen. Forhandlingen bliver nok bare lidt vanskeligere. Du kan læse lidt til inspiration i denne artikel i Nordjyske, og du kan også se mere i denne artikel, der har været bragt i Femina.

Hvis du er en kvinde, så husk også, at jeg holder foredrag om lønforhandling for kvinder i FOF, Torsdag d. 18. marts 2010, kl. 19. (Entré: 115 kr), i Lyngby Kulturhus, Klampenborgvej 215 B, Kongens Lyngby.

10 feb 10 Håndbog for karrierekvinder i ny, forbedret udgave

I efteråret 2009 udkom Håndbog for karrierekvinder i 2. udgave. Teksten er selvfølgelig opdateret, og den er også blevet 20 % længere. Men rådene er faktisk de samme.

I forbindelse med, at World Economic Forum har haft kvindelige ledere — eller rettere den sørgelige mangel på dem — på programmet i Davos, har Berlingske Tidende bragt omtale af nogle af rådene i Håndbog for karrierekvinder.

Respekter hierarkiet er et af de i alt tolv råd, som bliver omtalt. De andre er Æd chefens urimeligheder, Fat sportssproget, Undgå faldgruberne ved jobsamtalen, Glem din pigeopdragelse, Nævn aldrig din vægt, Undgå at lære hvordan kaffemaskinen fungerer, Klæd dig til rollen, Sig aldrig chefen imod i andres nærvær, Skaf dig et netværk, Få mere i løn, samt Drop den hellige moderrolle.

Rådene er selvfølgelig genfortalt med en vis journalistisk frihed, og det kan være vanskeligt at lade den bagvedliggende logik folde sig fuldt ud på så kort plads, som der her har været. Det kan gøre nogle af rådene lidt vel korte og dermed ikke så let tilgængelige for alle læsere, hvad nogle af kommentarerne i kommentarfeltet på indledningsartiklens hjemmeside da også viser. Ikke desto mindre må jeg sige, at ånden i rådene er fanget udmærket i genfortællingen. Men altså — det er bedst at læse bogen selv, hvis man virkelig ønsker at forstå rådene fuldt og helt!

For eventuelle norske læsere kan rådene findes bearbejdet og oversat til norsk i både en længere og en meget kort version.

Bogen kan fås gennem DJØFs Forlag.

27 jan 10 Kommende foredrag

I februar skal jeg holde foredrag om psykopater i jakkesæt i Helsingør. Det er den 23. februar klokken 19, og det koster 145 kroner.

I marts skal jeg holde foredrag om lønforhandling for kvinder i Lyngby. Det er den 18. marts klokken 19, og det koster 115 kroner. Jeg håber selvfølgelig, at de 115 kroner tjener sig ind ved næste lønforhandling.