Sanne Udsen

Kære Sanne Udsen,

Tak for dine altid interessante betragtninger – også den om, hvordan man forholder sig, hvis man som fødselar ønsker, at evt. gaver gives som bidrag til velgørende formål. Jeg har imidlertid et spørgsmål i den forbindelse. Hvordan forholder man sig som gæst, hvis man ønsker at imødekomme ønsket om at give bidrag til det velgørende formål. Gør man fødselaren opmærksom på, at man har givet et bidrag og i givet fald hvordan? Jeg går dog ud fra, at man under ingen omstændigheder gør opmærksom på beløbets størrelse ­ det ville jo svare til at lade prismærket blive siddende på en traditionel gave.

Kære læser,

Ja, jeg forstår så udmærket dine betragtninger. Men jeg er bange for, at der ikke rigtig er nogen vej udenom at oplyse beløbets størrelse i dette tilfælde. Hertil kan man sige, at i mange andre tilfælde er det også nogenlunde klart for modtageren af en gave, hvad den har kostet – selv om prisskiltet er taget af. Men tilbage til dit spørgsmål. Hvis en person har givet udtryk for, at vedkommende fremfor sig selv ønsker en velgørende organisation betænkt, så vil vedkommende i nogle tilfælde have lavet en særlig aftale med organisationen, så man som giver kan mærke beløbet med vedkommendes navn. I dette tilfælde vil organisationen på et tidspunkt afrapportere og af denne afrapportering vil givere og beløbstørrelser fremgå. Hvis de ikke gjorde det, ville der jo ikke være nogen kontrolmulighed, og pengene kunne i værste fald havne i de forkerte lommer. Men det er også en mulighed, at der ikke er oprettet en speciel konto. I så fald må man betale et beløb til organisationen, og enten give vedkommende en kopi af kvitteringen for indbetalingen (og ja, det svarer til at give en gave med prisskiltet på), eller lave et lille kort, hvoraf det fremgår, at man som ønsket har betænkt den pågældende organisation. I det sidste tilfælde kan man enten nævne beløbet eller lade være. Men selv er jeg tilhænger af en kopi af kvitteringen. Jeg ved det – det er et tilfælde af ”tillid er godt, men kontrol er bedre”, og det kan siges at være på kanten af korrekt etikette. Men kanten af korrekt etikette ramte vi allerede, da personen ønskede sig et pengebeløb til en navngiven organisation.

Kære Sanne Udsen!

Min kone og jeg har børn fra tidligere ægteskaber. Jeg har to gifte sønner, søde svigerdøtre og fire dejlige børnebørn, og vores forhold til hinanden fungerer godt. Vi besøger hinanden, spiser middag sammen, overnatter hos hinanden, og der er god balance i forholdene.

Min kone har en søn (enebarn), som var 7 år, da vi mødtes. Han er nu 38 år, ugift, bor i en lille, hyggelig lejlighed og har et godt job, hvor han tjener mere, end vi til sammen har i pension. Han melder jævnligt sin ankomst og deltager gerne i vore måltider, som hans mor så gør lidt ekstra ud af, selvom han ikke (som andre overnattende venner) medbringer sit sengetøj.

Han viser os gerne sit nye, dyre tøj, sin nyeste elektronik (han sms’er meget) og fortæller om alle sine besøg hos venner, café- og restaurationsbesøg, og hvad han serverer, når han står for tur. I relation til vennerne kender han tilsyneladende godt begrebet gengæld, men i de ca. 30 år, jeg har kendt ham, har han ikke en eneste gang inviteret os på middag hverken hjemme eller ude, selv om der er mange restauranter i nabolaget.

Trods det har vi det rart med hinanden, men på det seneste har jeg tænkt lidt mere over det rimelige i det, der foregår, hvorfor jeg gerne vil spørge dig: Er det almindeligt, at en ellers velfungerende mand på 38 år bare kommer hjem og bliver beværtet på alle måder – uden nogensinde at gøre gengæld? Og vil ubalancen fortsætte på livstid, hvis han aldrig finder en fornuftig livsledsager?

Kære læser,

Du spørger, om det er almindeligt, at en mand på 38 år ”bare kommer hjem og bliver beværtet” uden at gøre gengæld – og jeg er bange for, at en del af problemet allerede ligger i formuleringen ”kommer hjem”. Så længe I alle sammen opfatter det, som om han kommer hjem – og ikke ”kommer på besøg” – så længe vil det nok fortsætte. Og ja, det er ganske almindeligt, at selv meget voksne mennesker regredierer og bliver som forkælede og ansvarsløse børn, når de er sammen med deres forældre. Samtidig er jeg nødt til at påpege, at en stor del af ansvaret ligger hos dig og din kone – det er jo jer, der har opdraget ham til, at det er sådan, man opfører sig, når han er sammen med jer.

Nu spørger du ikke direkte om råd til, hvordan I får ændret på situationen, men jeg vil alligevel forsøge at komme med nogle. Der er det særlige ved forældre-børn-relationer, at man kan tillade sig at opdrage på hinanden, og man kan tillade sig at sige ting til hinanden, som man ikke ville kunne sige til andre. Hvis det virkelig generer jer, at han ikke medbringer sit eget sengetøj (og til hans forsvar må jeg påpege, at der er ret stor forskel på at skulle vaske sengetøj efter én gæst og så efter en familie på fire), så kan I simpelthen bede ham om at tage det med næste gang, han melder sin ankomst. Bare sig: ”Gider du selv tage sengetøj med?” Ligeledes kan I også invitere jer selv på middag hos ham. Derimod kan du ikke kræve af ham, at han skal invitere jer på restaurant. Uanset at han tjener mere, end I gør, ligger der en forventning i vores kultur om, at pengestrømmene først og fremmest går den ene vej, nemlig fra forældre til børn. Den underforståede kontrakt er her, at disse børn så vil sørge for næste generation. Din stedsøn har ikke opfyldt den del af kontrakten (endnu), men hvis du vil have ham til at bidrage økonomisk, så må det være i form af naturalier, fx ved at bede ham om at tage et par flasker vin med næste gang, han kommer.

Kære Sanne Udsen

Jeg har en veninde, hvis kæreste er ganske utålelig, når han får noget at drikke. Det betyder, at vi ikke har lyst til at se ham til diverse festlige lejligheder. Kan vi tillade os kun at invitere hende til min kommende runde fødselsdag? Og hvordan får jeg det formuleret på en høflig måde?

Kære læser,

Du kan ikke formulere på en høflig måde, at du ikke ønsker at se din venindes kæreste. Du kan heller ikke tillade dig kun at invitere hende og ikke kæresten, hvis alle de andre, du inviterer, er inviteret som par. Men du kan helt lade med at invitere hende, hvis du er villig til at løbe den risiko, at hun først bliver såret over ikke at blive inviteret, og dernæst bliver såret, når du forklarer hende, at grunden er, at du ikke ønsker at se hendes kæreste til din runde fødselsdag.

Folk vælger selv deres kærester og ægtefæller, og så længe der ikke er tale om et forhold med fysisk eller psykisk mishandling, kommer det ret beset ikke andre ved, hvad de ser i hinanden, hvor vanskeligt det end er for udenforstående at forstå det. Men du har som værtinde lov til selv at bestemme, hvem der skal komme i dit hjem, og hvis han virkelig er utålelig, kan jeg ikke se, at du skal finde dig i at have ham som gæst. Din venindes valg af kæreste har i dette tilfælde nogle omkostninger, og det er mest rimeligt, at det er hende og ikke hendes omgangskreds, der bærer dem.

Kære Sanne Udsen

Hvad vil du synes er passende at tage med som gave, når man skal bo hos nogle venner i deres sommerhus?

Kære læser,

Lidt afhængig af, hvor mange ”man” er, og hvor længe man skal blive, ville jeg sige, at man fx kan tage nogle flasker vin med (en enkelt flaske vil være i underkanten), og/eller man kan tage en gave til sommerhuset med – måske noget, man har bemærket, manglede ved et tidligere besøg – eller man kan tage noget spiseligt med, som evt. kan spises, mens man selv er på besøg. Når jeg siger ”manglede”, mener jeg, at du måske tidligere har bemærket, at sommerhuset kunne bruge en ekstra vandkande eller en mere effektiv proptrækker eller nogle flere isbakker eller andet i den stil. Det er selvfølgelig vigtigt, at gaven ikke kommer til at fremtræde som en indirekte kritik af husets formåen.

Hvis du/I skal blive flere dage, vil det være passende at invitere værtsparret ud at spise mindst én gang, og hvis det ikke kan lade sig gøre, fordi området ikke byder på tillokkende spisesteder, så tilbyd i stedet, at du/I sørger for et af måltiderne i huset, ikke mindst for indkøb.

Den gode gæst hjælper også med at vaske op, tage ud og ind af bordet og bidrager med madlavningen, om ikke andet så med at lave dressingen til salaten.

Nogle værtspar foretrækker at gøre alt på deres egen måde og vil helst ikke have for megen hjælp til selve madlavningen, men så vil der stadig være mulighed for at bidrage med almindelig oprydning. Hvis I ikke selv medbringer jeres eget sengetøj, så sørg for at I på afrejsedagen tager sengelinnedet af dyner og hovedpuder og lægger det til vask (eller på sengen, hvis det ikke er helt klart, hvor vasketøjet skal hen).

Kære Sanne Udsen,

Det er, som om brugere af Facebook ikke altid tænker over, at andre mennesker (altså andre brugere af Facebook) kan se rigtigt meget, som det måske ikke var meningen, de skulle se. Fx har jeg et par gange opdaget, at venner af mig (rigtige venner, ikke kun Facebook-venner) har deltaget i et arrangement sammen – et arrangement, som jeg er blevet lidt overrasket og måske også såret over ikke at have været inviteret med til. Jeg har opdaget det ved, at de har takket hinanden eller refereret til arrangementet på Facebook, hvor jeg er ’ven’ med alle de pågældende og derfor kan se det. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det.

Kære læser,

Det minder mig lidt om den meget kedelige følelse, man kunne få, dengang man gik i skole, og man opdagede, at alle de andre var inviteret til eller havde deltaget i et eller andet, som man selv var blevet ekskluderet fra. Ikke spor rart! Når man bliver voksen, accepterer man, at man ikke kan invitere alle til at deltage i alting, og at der derfor må trækkes grænser ved gæstelisten. Til gengæld lærer man også at blive meget mere diskret omkring det. Det er imidlertid, som om læren om denne nødvendige diskretion er gået fuldstændigt fløjten, når det gælder Facebook. Jeg kan kun opfordre alle brugere af Facebook til ikke at poste tak-for-sidst o.lign. på diverse ”vægge”, men derimod sende det som en privat besked. Husk, at det er et offentligt forum!

Med hensyn til, hvad du selv kan stille op, så er den høflige reaktion den samme som i alle andre tilfælde, hvor du ser noget, det ikke var meningen, du skulle se: Lad som om du ikke har set det.

Kære Sanne Udsen,

Jeg vil gerne høre din mening om etikette i forbindelse med Facebook og tidligere kærester. Jeg er ”ven” med en tidligere kæreste – og vi taler om for mere end 20 år siden og kun ganske kortvarigt – på Facebook. Hun har nu foreslået, at vi mødes, og det vil jeg gerne. Men min kone, som jeg tilfældigt kom til at nævne det for, synes ikke, det er nogen god ide. Nu står jeg så her – jeg vil gerne møde min tidligere kæreste, som jeg, efter vi var kærester, gennem længere tid så som en god veninde i en større vennekreds, der i dag ikke længere ses. Jeg har absolut ingen bagtanker med at mødes med hende udover at genopfriske det venskab, der fulgte efter den i øvrigt meget korte tid som kærester. Men min kone bryder sig altså ikke om ideen, og jeg vil ikke være uvenner med min kone, selvom jeg synes, det er fjollet af hende. Min nu for længst tidligere kæreste er i dag single, og har derfor ikke en mand, hun skal diskutere det med.

Kære læser,

Med Facebook, LinkedIn og de andre sociale medier har vi fået en fantastisk mulighed til at holde os i kontakt med gamle bekendte og tidligere kolleger og følge lidt med i deres liv på sidelinjen. Det har så også givet mulighed for, at alle mulige og umulige kontakter fra fortiden har kunnet blive ”ven” med en. Og hvorfor ikke? Så længe det kun er virtuelt, er der ikke noget problem i at være Facebook-ven med en tidligere kæreste. Problemet opstår, som du har oplevet det på første hånd, hvis man også finder på at mødes i virkeligheden.

I grove træk kan eks’er (tidligere ægtefæller, ekskærester og gamle flammer) inddeles i tre kategorier:

1) dem, som man aldrig frivilligt har lyst til at se igen, og som man udelukkende har kontakt med på grund af ydre pres, som fx fælles børn.

2) dem, som man efter kæresteriet opnåede en form for platonisk venskab med, og som man i virkeligheden har glemt, man engang i tidernes morgen var kæreste med.

3) dem, hvor forholdet af en eller anden grund ophørte eller aldrig udviklede sig, men hvor der med stor sandsynlighed selv efter mange år stadig er en form for gnist, som kan risikere at blive genantændt.

Alle disse former for eks’er kan man udmærket være ven med på Facebook. Men anderledes forholder det sig, når det handler om at møde dem i den virkelige verden. Kategori 1 har man typisk slet ikke lyst til at møde, hvis det kan undgås, så det giver sig selv. Kategori 2 kan man normalt uden problemer mødes med. Kategori 3 bør man holde sig langt fra at mødes med, medmindre begge parter er på et punkt i deres liv, hvor de er single og i øvrigt klar til at prøve at gå tilbage til en fuser.

Du forsikrer mig om, at din eks er i kategori 2. Det burde umiddelbart betyde, at du uden problemer kan mødes med hende. Men tingene kompliceres af to forhold:

1. Din kone er imod det.
2. Din eks er single.

Når jeg nævner den kendsgerning, at din eks er single som en komplikation, er det ikke, fordi jeg mener, at en single kvinde er på udkig efter en hvilken som helst gift mand, der går forbi, men fordi det ikke medvirker til at gøre din kone tryg ved situationen. Hun er formentligt bekymret for, at der skulle være tale om en kategori 3 situation. Ikke fra din side, men fra din tidligere kærestes side. (Skulle din kone tro, der var tale om en kategori 3 situation også fra din side, så er vi ude i en helt anden sag.) Alt dette leder mig frem til følgende svar: Hvis du gerne vil mødes med din tidligere kæreste, og du samtidig ikke ønsker at gøre din kone bekymret, så må du finde på et eller andet, hvor I kan mødes alle sammen. Da det formentlig vil blive rimeligt akavet med blot dig selv, din kone og din tidligere kæreste, så må det ske i et større selskab. Tiden er derfor muligvis inde til at arrangere en genforeningsfest med den gamle vennekreds, som både du og din tidligere kæreste engang var del af.

Alternativet vil selvfølgelig være at mødes med din eks i smug. Men jeg kan ikke se, at det på nogen måde kan fremme tilliden mellem dig og din kone. Faktisk ville det også få mig til at tænke på det som en kategori 3 situation. Og det har du jo forsikret mig om, det ikke er.