Brevkasse: Hvem tilhører en medbragt flaske vin?

15 jan

Kære Sanne Udsen
Nogle af vores venner har en tendens til at tage den flaske vin, som de kom med, med igen, når de går, hvis den ikke er drukket. Det irriterer mig, for jeg synes ikke, man kan tage sin flaske med igen, når man går. Det ville jeg i hvert fald aldrig drømme om. Så hvordan griber jeg det an?

Kære læser,
Hvis vi taler om en helt almindelig aften, hvor jeres venner kommer til middag, så vil jeg også mene, at den medbragte flaske vin er at betragte som en værtindegave, og dermed skal den blive tilbage, når gæsterne går. Den oplagte måde at undgå, at de tager flasken med igen, er at åbne den med det samme. Det er selvfølgelig irriterende, hvis de kommer med en flaske, som egentlig ikke passer til maden, men det forhindrer dem da i at tage flasken med.

En anden måde vil være at tage imod flasken og begejstret sige: ”Ih, en dejlig cabernet sauvignon! Den vil jeg glæde mig til at drikke på søndag!” og så straks stille flasken ind i et skab eller lægge den i jeres vinreol eller på anden vis fjerne den fra gæsternes umiddelbare blik. Jeg kan trods alt ikke forestille mig, at jeres venner vil give sig til at gennemsøge jeres hjem for at få deres flaske med igen.

Men det underliggende problem er, at det, du (og jeg) opfatter som en værtindegave, bliver opfattet som noget andet af dine gæster, nemlig som sådan en flaske, som man medbringer på en ”bring-your-own” restaurant, hvilket man jo normalt ikke gør i private hjem. Selv hvis man besøger et hjem, hvor værten ellers ikke drikker alkohol, vil man lade flasken stå, for han kan jo senere få besøg af andre gæster, der gerne vil have et glas.

Der vil selvfølgelig være undtagelser, hvor det vil være på sin plads at tage flasken med sig igen, hvis den ikke bliver drukket i løbet af aftenen, men det vil normalt være ved sammenskudsgilder som fx en vejfest.

Brevkasse: Omgang med sommerhusnaboer

31 okt

Kære Sanne Udsen,
Jeg har et spørgsmål. Vi har nogle gode sommerhusnaboer, som vi sætter meget pris på. Vi har spist middag hos os nogle gange. De har ikke geninviteret til middag hos dem, og det er også helt fint. Vi har derimod været til kaffe/te hos dem.

Vi har mange fælles interesser. De har ingen børn. Det har vi heller ikke. Vi sidder ikke og keder os og mangler emner til samtale — det er i hvert fald ikke mit indtryk. Manden virker meget glad for min mand — han er meget opsøgende, når vi er i sommerhuset. Han kommer og spørger om alle mulige ting og spørger til os og er meget høflig og venlig. Indimellem går det måske i et lidt højt tempo hos ham. Hustruen er mere tilbageholdende. Det er fint, og jeg synes, det er dejligt, at nogen viser, de vil relationen. Men jeg synes, de udsender nogle signaler, jeg ikke rigtig kan tolke. De havde været på en spændende ferie. Vi aftalte, at vi skulle drikke kaffe sammen om aftenen. Men nogle timer før melder de afbud. De er trætte og magter ikke rigtig noget andet end at være på terrassen og kikke på stjerner mv. Det syntes jeg var kedeligt — for jeg ville gerne snakke med dem og høre om turen, og hvordan det gik i det hele taget. Men det var jo deres valg.

Dagen efter kommer andre naboer, som vi ikke har set længe. Nu skal vi alle komme til kaffe hos nabo nr. et dagen efter. Jeg har nu ligesom mistet lysten til nabotræf. Jeg synes, det hele er på børnehaveniveau.

Nu har han direkte spurgt min mand, hvorfor vi ikke ville komme, og han har fået det rigtige svar, at jeg var ked af, de først melder afbud, for derefter at sige, vi skal komme over til dem dagen efter. Hvorefter han svarer: Ja, vi må til at blive bedre til at holde aftaler og komme til det, vi inviteres til.

Og så skulle man jo tro, tingene blev bedre fra nu. En weekend var min mand kørt ned alene til sommerhuset. Han fortalte mig bagefter, at naboerne gerne ville have spist sammen med os, og de var kede af, jeg ikke var der. Jeg sagde, det ville være rart at have vidst — så ville jeg have glædet mig og måske have prioriteret min tid anderledes

Jeg inviterede dem så til min fødselsdag her for nylig, som vi ville fejre i sommerhuset. De sagde tak, men nej tak. De var simpelthen for udmattede efter en hård arbejdsuge til at kunne klare at gå ud. Men de ville da gerne komme til kaffe senere på aftenen.

Jeg tænkte, den forklaring har jeg ligesom hørt før. Nu ville jeg gå lidt mere direkte til sagen. Og skrev så, at så må det da lige være det, de har behov for — hyggeligt samvær god mad og vin — så genoplades batterierne stille og roligt.

Jamen, de var simpelthen så trætte, men de ville meget gerne drikke kaffe senere. Det passede ikke lige ind i vores planer, at de skulle komme senere. De skrev, at vi måtte have en god fødselsdag. Jeg/vi havde det lidt mærkeligt ved denne situation. Vi kørte ikke ned til sommerhuset pågældende weekend.

Vi bor jo tæt på hinanden — faktisk lige overfor på vejen. Og jeg synes også, vi respekterer hinandens privatliv. Den der attitude med på den ene side at ville, men så ikke ville alligevel, har jeg svært ved at forstå. Jeg spurgte ham også direkte i en SMS: Hvad er egentlig problemet? Men fik ikke noget svar.

Min mand siger, at de nok synes, de står i gæld til os. Vi har talt meget om dette med middage, hvor jeg mener, at man skal uddelegere til gæster, at de fx kunne tage en flaske vin med eller en kage — hvis de spørger, om de skal bidrage med noget. Min mand er nok typen, der vil stå for ALT selv. Hvilket jeg synes er lidt gammeldags. Hvis nogen vil bidrage, synes jeg ikke, man skal hindre dem i det.

Har du nogle input til, hvad der kan gøres, for at vi kommer lidt bedre videre og ikke gentager disse akavede situationer med middage og kaffe, og vi siger ja, og så vil vi ikke alligevel.

Venlig hilsen
Sommerhusnaboen

Kære læser,
Jeg forstår godt, at du er frustreret over dine sommerhusnaboer og deres adfærd. Normalt ville jeg anbefale, at man så vidt muligt undgår personer, hvis adfærd virker frustrerende på en, men da det er jeres naboer, som det er en god ide at have et godt forhold til, og I i øvrigt godt kan lide dem, så er undgåelse ikke vejen frem i denne situation.

Du skriver, at du føler, det hele er på børnehaveniveau, og jeg synes også, der er et element af barnlighed i jeres naboers adfærd. Fx er de alt for ærlige. (Og ærlighed er som bekendt en overvurderet dyd.) Det er jo direkte fornærmende at sige, at de foretrækker at se på stjerner fremfor at overholde en allerede indgået aftale med jer. Kunne de dog i det mindste ikke have opfundet et maveonde?

Endnu et udtryk for barnlighed finder jeg i deres manglende omtanke for andre personers velbefindende og deres fokus på egen magelighed. Hvis man bliver inviteret til middag, er man i sin gode ret til at sige nej tak. (En invitation er som bekendt ikke en stævning.) Men man kan ikke begynde at lave om på invitationen og i stedet bede om at blive inviteret til kaffe, når man er inviteret til middag.

Men hvor fører alt dette hen i forhold til jeres fremtidige samvær? Jeg tror, du og din mand må se i øjnene, at jeres opfattelse af, hvordan selskabelighed skal gennemføres, er ret forskellig fra jeres naboers. Mens I kan lide at planlægge og forberede (og gennemføre!) en middag, er jeres naboer mere drevet af deres umiddelbare impulser og lyster. Det er vanskeligt at forene de to tilgange. Derfor tror jeg, at hvis I skal have et socialt samvær med dem, som ikke vil virke frustrerende for dig, så skal det altid være noget, der bliver aftalt i sidste øjeblik (så det ikke bliver aflyst) og på et meget uformelt niveau som fx en gin & tonic på terrassen eller en kop kaffe om formiddagen, eller hvad begge parter nu kan lide.

Hvis I skal have et nogenlunde hyggeligt samvær, nytter det heller ikke at spørge til, hvad der er i vejen, og hvorfor de ikke vil det ene og det andet. Man kan ikke opdrage på andre, hvor irriterende de end er. Man kan forsøge at opdrage på sig selv, men det er heller ikke nemt. Og det, jeg vil råde dig og din mand til, er netop at opdrage jer selv til at se og acceptere naboerne for det, de er: Flinke mennesker, der er drevet meget af deres egne umiddelbare behov, og som ikke bryder sig om at planlægge — og som slet ikke bryder sig om at være bundet af sådanne planer.

At bygge oven på andres succes

1 sep

I øjeblikket er der en del — forfattere såvel som læsere — der udtaler sig negativt om en bog, der er kommet som 4. bind i den hidtidige Millenium-trilogi (som herefter vel så bliver en kvartet). De negative tilkendegivelser på bogen, som er skrevet af David Lagercrantz og hedder “Det som ikke slår os ihjel”, går mest på det principielle i sagen. Den oprindelige forfatter til trilogien, Stieg Larsson, er som bekendt død, og kan derfor ikke selv fortsætte serien. Samtidig har den solgt ufatteligt mange eksemplarer på internationalt niveau, og det er jo på en eller anden måde lidt uforløst, ikke? Der er mange læsere derude, som godt kunne tænke sig at høre mere til persongalleriet i Millenium-serien, og der ligger også en potentiel stor indtjening for forfatter, forlag og rettighedsindehavere i at fortsætte serien. Skulle man virkelig bare lade den mulighed gå fra sig?

Ja, er der mange, der mener. De sammenligner fortsættelsen af serien med en anden forfatter ved tasterne som gravrøveri.

Men det forstår jeg faktisk ikke. Eller rettere: I denne helt konkrete, meget specielle sag, hvor arven efter Stieg Larsson har været et selvstændigt drama, der langt overstiger bøgernes fiktive drama, kan jeg godt forstå, at nogle mennesker bliver en smule forargede. Da Stieg Larsson døde, arvede hans mangeårige samleverske ham ikke. De var ikke gift, og der var ikke skrevet et gyldigt testamente til fordel for hende. Det var dumt. Og meget uheldigt, for det betød, at Stieg Larssons far og bror arvede ham i stedet. Det er nu dem, der ikke bare har indkasseret millionerne for de solgte bøger, men som også har rettighederne. Det er derfor dem, der kan bestemme om en ny forfatter skal have lov til at benytte Millenium-universet til at skrive en ny bog, og det er dem, der indkasserer endnu flere penge på deres afdøde søns/brors værk.

Den del synes jeg ikke om. Jeg synes — som mange andre sikkert også synes — at det burde have været hans samleverske, der skulle have arvet ham og have forvaltet hans litterære arv. Men sådan er det altså ikke.

Ser vi imidlertid bort fra denne ganske særlige “detalje”, så forstår jeg ikke modstanden mod, at en ny forfatter bygger videre på en afdød forfatters værk. Det er set mange gange før. Nogle gange med mere held end andre. Men det er altid en (indirekte) ros til det univers, som den oprindelige forfatter byggede op.

Blandt de større skuffelser inden for “genren” er efter min mening P.D. James: “Death Comes to Pemberley”. (“Døden kommer til Pemberley”.) Den bygger oven på Jane Austens klassiker “Stolthed og fordom”. Hvem elsker ikke Jane Austen? Og P.D. James var en af krimigenrens grand old ladies. Så derfor kunne man godt have store forventninger til den bog. Men det var en slem skuffelse! Og efterfølgende kan man selvfølgelig også godt tænke ved sig selv, at det var måske lige lovligt kækt at bygge videre på en af verdenslitteraturens største værker. Men hvor var harmen henne over dette? Jeg blev kun skuffet. Ikke harm.

Så hvorfor må David Lagercrantz ikke have lov til at skrive en Millenium-bog?

Ja, jeg spørger bare.

Påklædning, kvinder og karriere

20 aug

I 2000 udgav Stina Vrang Elias og jeg “Håndbog for karrierekvinder”. Vi havde haft det sjovt med at skrive den — ikke mindst fordi bogen var så anderledes end det, vi var vant til at skrive. Jeg havde tidligere arbejdet som forsker (og var vant til at bruge mange fodnoter), vi havde begge arbejdet i politiske organisationer, hvor alt skal godkendes af mange forskellige instanser, og vi havde i øvrigt mødt hinanden, da vi arbejdede i et konsulentfirma, hvor vi selvfølgelig skrev meget seriøse rapporter til vores meget seriøse kunder. Men i “Håndbog for karrierekvinder” behøvede vi ingen fodnoter, og vi kunne skrive så kækt og frisk, som vi havde lyst til. Der var kun vores redaktør til at påpege, når det blev lige kækt og frisk nok.

Her 15 år senere ville vi ikke have skrevet bogen i samme sprogtone. Ikke så meget fordi tiden har ændret sig, men fordi det har vi selv. Vi var 15 år yngre og skrev til et ungt publikum – ambitiøse unge kvinder, der stod i starten af deres karriere.

Bogen udkom på Handelshøjskolens Forlag til en massiv presseopmærksomhed. Det var selvfølgelig dejligt med så stor bevågenhed, men hvad der undrede os en del var, at det specielt var det syv sider lange kapitel med titlen “Klæder skaber folk”, som pressen interesserede sig for. Hvad med manglende ligeløn? Glasloftet? Brugen af netværk og social kapital? Nej, det vakte ingen synderlig interesse. Men at vi havde påpeget, at det var nødvendigt at have seriøst hår for at blive taget seriøst — se, det kunne give overskrifter! (Og, ja, vi var selvfølgelig inspireret af Melanie Griffith’s replik i filmen Working Girl: “You wanna be taken seriously, you need serious hair”.)

Hvorfor tog vi overhovedet det kapitel om påklædning med i bogen? Efter min bedste overbevisning stod der ikke noget særligt epokegørende i det kapitel. Men det var, som om selve det, at vi kunne finde på at skrive, at man ikke bare kunne være iført hvadsomhelst og samtidig forvente at blive taget alvorligt, var grænseoverskridende provokerende. Og ja, det gælder selvfølgelig ikke kun for kvinder, men også for mænd, men da vores bog var henvendt til karrierekvinder, var vores fokus naturligt nok på kvinder og deres særlige risiko for at falde udenfor.

Vi skrev vel også kapitlet, fordi vi havde indsamlet og indhentet en del erfaring — både på første, anden og tredje hånd — om emnet.

Der er mange ting, man kan gøre galt til en jobsamtale, og én af dem er at tage noget tøj på, der udsender de forkerte signaler. Men hvordan ved man, hvad de forkerte signaler er? Det er ikke altid til at gætte. Hvad der er rigtigt ét sted, er helt forkert et andet sted.

For ca. 20 år siden — altså før vi skrev “Håndbog for karrierekvinder” — var jeg til en jobsamtale. Jeg var velkvalificeret til jobbet, og samtalen gik rigtigt godt. Jeg syntes selv, jeg var påklædt ganske smart, uden at være for smart, i et par sorte bukser, en sort bluse og en rød jakke.

Efter den vellykkede jobsamtale tog jeg tilbage på min daværende arbejdsplads, hvor en af kontorassistenterne roste min flotte røde jakke. Så tilføjede hun: “Jeg har godt nok hørt, man aldrig skal have rødt på til jobsamtale. Det sender de helt forkerte signaler.” HVAD? tænkte jeg. Jeg havde selvfølgelig ikke fortalt, at jeg netop kom fra en jobsamtale. Hun forklarede, at det var noget med, at det tydede på for stor selvsikkerhed, en frembrusende karakter og deslige.

Jeg fik ikke jobbet. Jeg fik, hvad man betegner som et “pænt afslag” med en længere forklaring om, at jobsamtalen var gået rigtigt godt, men de havde valgt at omrokere og besætte stillingen med en intern kandidat.

Havde jeg fået jobbet, hvis jeg ikke havde haft den røde jakke på? Højst sandsynligt ikke. Men jeg er blevet lidt overtroisk med at have rødt på til en jobsamtale. Og jeg elsker ellers rødt.

Efter bogens udgivelse havde vi som sagt travlt med at forklare, hvad vi mente med, at man skulle tænke over sin påklædning og prøve at finde ud af, hvad der var gældende dress code på det pågældende sted. “Er det ikke bare at klæde sig på mændenes præmisser?” blev vi spurgt igen og igen. “Næh, det er at klæde sig på systemets præmisser,” forsøgte vi at forklare. Men da der gerne er mange mænd på rigtige karrierearbejdspladser, kan de to ting selvfølgelig være svære at adskille.

Vi var faktisk så trætte af at blive misforstået med hensyn til det med påklædning, at da bogen skulle komme i en 2. udgave (i 2009), overvejede vi helt at udelade kapitlet. Men det virkede også forkert. Vi sløjfede dog afsnittet om det seriøse hår. Det havde vi simpelthen måttet høre for meget for!

Inden tiden var kommet til en 2. udgave, offentliggjorde Jobindex en række artikler baseret på “Håndbog for karrierekvinder” i 2004. Det var ikke os, men Dietlind Hansen der skrev artiklerne, som før offentliggørelsen blev sendt til godkendelse hos Stina Vrang Elias og mig. Det er altid vanskeligt, når en anden person skal viderefortolke indholdet af ens tekst. Især når denne tekst i forvejen var skrevet på en kæk og frisk facon. Nogle af artiklerne kom til at fremstå en anelse karikerede, næsten på grænsen til det parodiske. Men hvad pokker. Og artiklerne, som blev udsendt i Jobindex’ nyhedsbrev, afstedkom heller ingen større reaktion. Faktisk tror jeg ikke, der var nogen reaktion overhovedet. Hvem ved, måske blev de slet ikke læst?

Men ting på internettet dør jo ikke, og siden 2004 og nu er der som bekendt sket en meget stor udvikling i udbredelsen af sociale medier. Og forleden fandt en person artiklen om påklædning på Jobindex’ hjemmeside. Det udløste vrede spørgsmål til Jobindex og — mere mystisk — til DJØF. På deres Facebook-sider blev Jobindex spurgt, om de virkelig stod inde for artiklens indhold, og DJØF blev spurgt, hvordan de kunne sælge sådan en bog. (“Håndbog for karrierekvinder” udkom i 2000 på Handelshøjskolens Forlag, som senere blev opkøbt af DJØFs Forlag — men forlagets bøger og deres indhold er selvfølgelig udtryk for forfatternes og ikke DJØFs meninger og holdninger.) Også TV2 interessede sig for sagen og skrev om den her.

Selv blev jeg først opmærksom på balladen, da Radio 24 syv henvendte sig.

Jobindex fik travlt med at forklare sig med, at det var en gammel artikel, og sådan ville de ikke skrive i dag, og nu ville de tage artiklen ned, men det valgte de så alligevel ikke at gøre, og senere sendte de et nyhedsbrev rundt, hvor de gentog, det var en gammel artikel, men den var skam skrevet i en god mening.

Problemet er imidlertid, at også for 11 år siden var artiklen noget karikeret. Og — hvis man ser bort fra måden, den er skrevet på og et par andre mindre detaljer — så er indholdet faktisk stadig gældende. Det er der ligesom ingen, der har lyst til at tage alvorligt. Ligesom der heller ikke var nogen, der havde lyst til at tage det, at ens påklædning udsender nogle signaler, alvorligt, dengang bogen udkom første gang. Og at dette er særligt vigtigt til en jobsamtale. Man skal ikke bare være sig selv. For en jobsamtale er ikke bare en hvilken som helst dagligdags situation.

Radio 24 syv bragte en udsendelse den 19. august, hvor de interviewede Kåre Danielsen, som er direktør for Jobindex. Han sagde bl.a., at han nu nok mente, det stadig var et godt råd — som der står i artiklen — at man ikke skal være udfordrende klædt til en jobsamtale. Det er i sig selv ikke så originalt et synspunkt — det burde vel være selvindlysende (og det kan selvfølgelig virke, som om man taler ned til folk, når man i en artikel påpeger noget selvindlysende) — men hvad der for mig var interessant, var en af journalisternes reaktion. Han nævnte “stramme jeans” som eksempel på noget udfordrende. Stramme jeans? tænkte jeg. Jeg kunne komme i tanke om gode grunde til ikke at tage stramme jeans på til en jobsamtale (det ville være alt for afslappet i en hel del tilfælde), men udfordrende? Sådan har jeg aldrig tænkt på stramme jeans. Så én mands udfordrende påklædning er altså en anden (kvindes) fritidspåklædning. Det gør det jo ikke nemmere, vel?

Men hvorom alting er, og ligegyldigt hvad man mener om det, så er de virkeligt tunge karrierearbejdspladser stadig domineret og præget af mænd. Og dermed af mænds arbejdsuniform. Der er selvfølgelig forskel på uniformen i et arkitektfirma og i finanssektoren. Men der er altid en uniform. Måske — måske — er den blevet lidt mere rummelig. Og moden ændrer sig — også blandt karrierefolk. Så alene af den grund sker der noget på 15 år.

Men så er det, jeg ikke kan lade være med at spørge mig selv — og nu også jer andre — hvorfor det skulle være fremmende for ligestillingen at lade, som om der ikke er kønsforskelle? Hvorfor bliver nogle mennesker så sure og vrede over, at den virkelige verden ikke er, som den burde være? Og især bliver de sure og vrede på dem, der er så frække at påpege det.

Og så vil jeg selvfølgelig også opfordre læserne til at undersøge sagen selv — ved at læse “Håndbog for karrierekvinder”. Den kan købes her9788762903586.

Brevkasse: Værtindegave

7 aug

Kære Sanne,

Jeg har et spørgsmål vedrørende værtindegaver. Sagen er den, at min mands lillebror og hans kone, der for øvrigt ikke er dansk og har gået på kostskole, fra hun var 12, efter min mening ofte ser stort på almindelig etikette – helt sikkert ikke af ond vilje, men måske en kombination af fremmed kultur, mangel på voksne forbilleder, forkælelse, mangel på overskud, og en lidt stram økonomi. (Min mand har i øvrigt heller ikke en tanke på værts- el. værtindegaver). Når vi er inviteret hjem til dem, tager jeg som en selvfølge altid en lille gave med, mens de i 10 år aldrig har taget noget med, når de kommer hos os. Jeg har ikke lyst til at spørge dem lige ud, men tænker, at de efter så mange år må have bemærket, at det er god tone at have værtindegave med, sige tak for sidst efter besøg, ringe til fødselsdage, deltage i husholdningen, når vi f.eks. er på weekend sammen, osv. Vi ses måske 4-5 gange om året til middag/brunch (foruden fødselsdage og andre fælles aktiviteter).

Mener du, at jeg bør stoppe med at tage værtindegave med til dem?

Det er ikke et spørgsmål om penge eller “noget for noget”. Vores økonomi er langt bedre end deres, og vi har hjulpet dem på mange måder i den henseende, og gør det med glæde, no strings attached. Vi har det fint sammen, og jeg kan selvfølgelig sagtens leve med at de ikke går op i etikette, selvom jeg helt generelt godt kan blive lidt forvirret over de signaler, som mangel på etikette sender, eller måske ikke sender, og det eneste, jeg kan blive irriteret over, er, når de ikke automatisk hjælper til i situationer, hvor det klart er oplægget, men der er det jo nemt at bede dem gøre noget helt bestemt eller uddele opgaver i fællesskab på forhånd.

Kære læser,
Lad mig først påpege, at det her med værtindegaver ikke er et særligt dansk fænomen. Det er faktisk noget, der er i almindelig brug overalt i den vestlige verden og formentlig også endnu videre. Så at din svigerinde ikke er dansk, kan ikke i sig selv forklare de manglende værtindegaver.

Jeg tror snarere, vi er inde i noget familiedynamik. Jeg er mange gange stødt på det fænomen, at folk ikke føler sig tvunget til at overholde almindelige etiketteregler, når de er i familiens skød. Som om det var mindre besværligt at arrangere og gennemføre et middagsselskab, blot fordi det er ens (sviger)familie, der kommer! Men sådan er der åbenbart mange, der føler – i hvert fald når de er gæsterne. Det udspringer formentlig af, at vi i sin tid har boet i samme hus som vores forældre og søskende, og vi har spist mange måltider sammen med dem (og skændtes med dem mange gange), og skal vi nu lige pludselig til at tage en buket med, bare fordi vi er blevet voksne?

Dertil kommer, at du forklarer, at du er gift med storebroderen. Jeg tror nok, at mange yngre søskende er blevet temmelig irriterede på deres store søskende og deres opdragende adfærd gennem årene, samtidig med at de automatisk forventer, at deres ældre søskende tager mere ansvar i forhold til familieforpligtelser.

Hvad vil jeg sige med dette? Du har selvfølgelig ret i, at din svoger og svigerindes adfærd er lidt mærkelig – faktisk lidt barnlig – men jeg tror, kodeordet ligger i “barnlig”, fordi relationen er en familierelation. Måske opfører de sig helt anderledes voksent og ansvarligt, når de er sammen med andre, ikke-familiemedlemmer.

Det er selvfølgelig superirriterende. Det virker, som om du allerede har fundet en brugbar løsning til den manglende frivillige hjælp til diverse praktiske gøremål, når I er sammen. Og med hensyn til om du fremover skal medbringe en værtindegave, ja, så synes jeg, du skal afgøre det fra gang til gang. Har du lyst til at medbringe en? Så medbring en. Har du ikke lyst? Så lad være. Din svoger og svigerinde har tilkendegivet, at de opfatter jeres samvær som familiemæssigt og derfor uforpligtende og indtager også, bevidst eller ubevidst, nogle mindre-søskende-roller, således at det er op til storebrors kone at bede om at få dækket bord eller båret skraldespanden ud eller skrællet kartofler, eller hvad det nu er.

Det nemmeste vil være at indse og acceptere tingenes tilstand og ikke blive skuffet, når din svoger og svigerinde ikke lever op til, hvad du og jeg forstår som almindelig etikette.

Men irriterende er det da!

Flytteforretningen fra helvede

24 maj

For 5 år siden flyttede vi fra Danmark til Tyskland. Min mands arbejdsgiver betalte for flytningen, og ifølge reglerne skulle vi indhente 3 tilbud fra 3 forskellige flyttefirmaer, og derefter vælge det billigste. Alle 3 tilbud skulle sendes til arbejdsgiveren for godkendelse.

Vi havde derfor repræsentanter for forskellige flyttefirmaer ude for at bese opgaven. Det flyttefirma, der kom med det laveste bud, var uheldigvis det flyttefirma, som vi havde haft mindst fidus til ved gennemgangen af vores hus. Det næstbilligste tilbud var ikke meget højere, og jeg tror egentlig godt, at vi ville kunne have fået dem til at gå lidt ned i pris for at få opgaven, men desværre kunne de ikke flytte for os netop de dage, hvor vi havde brug for det. Så derfor valgte vi at flytte med flyttefirmaet, der havde givet det laveste tilbud.

Vi er ikke de mest velorganiserede personer, min mand havde travlt med at rejse frem og tilbage mellem Danmark og det job, han allerede var startet på, og jeg havde travlt med at få solgt huset, ordnet alle de ufatteligt mange praktiske ting, der er involveret i at flytte til udlandet, og så havde jeg da også lige noget arbejde, der skulle passes. Da flyttemanden derfor sagde til mig, at det var deres erfaring, at folk skaffede sig af med en del af deres ting inden selve flytningen, så sagde jeg: “Det skal du ikke regne med i dette tilfælde!” Og det skete heller ikke i noget videre omfang. Ja, senere, efter vi var flyttet ind i lejligheden i Tyskland, kunne jeg en dag smide en kursusmappe fra 1985 ud. Hvordan gik det til, at den havde fulgt mig i alle de år og gennem adskillige flytninger? Selv om det ganske vist var mit første eksternatkursus, så var det ikke engang noget særligt godt kursus. Dette blot for at komme med et eksempel på, at vi ikke er gode til at sortere og rydde ud, og vi gemmer på alt for mange ting.

Da flytningen gik i gang, indså flyttefirmaet hurtigt, at der skulle sættes flere mand og ikke mindst flere flyttekasser ind, og erindringen om flytningen er kaotisk, stressende, forvirrende og jævnt hen hæslig.

Flyttefolkene ødelagde en kommode og beskadigede et bord, som vi havde fået lavet specielt, og der røg også et par andre mindre vigtige ting. En del af vores bøger tog skade af at være blevet smidt hulter til bulter ned i kasserne. Den ene flyttebil brød sammen på vej gennem Tyskland, og min mand og chaufføren på den anden flyttebil måtte vente mere end 6 timer på, at resten af holdet nåede frem. Det tog flyttefirmaet mere end 3/4 år at få hentet de tomme flyttekasser, og det skete først efter, vi havde truet med at sælge dem på Ebay.

Vi oplevede hele flytningen som ret traumatisk, og når jeg ved et besøg i København så en af flyttefirmaets flyttebiler, fik jeg nærmest åndenød og angstanfald ved erindringen.

En veninde af mig forklarede i sin tid, at en flytning regnes for en livskrise på samme anstrengende niveau som skilsmisse og død. Jeg grinede ad det, for ærligt talt syntes jeg ikke, man kunne sammenligne så alvorlige og livsændrende ting med noget så relativt banalt som en flytning. Men jeg begyndte at forstå, hvor denne opfattelse kunne komme fra.

Som læseren vil kunne forstå, var vores opfattelse af dette danske flyttefirma ikke just, at det var topprofessionelt og anbefalelsesværdigt. Men vi er begyndt at revidere vores opfattelse efter vores senere oplevelse med et andet flyttefirma, som jeg vil komme ind på nedenfor. Til fordel for det danske flyttefirma kan jeg anføre: De kom til den aftalte tid. Ja, de sendte faktisk et par mænd allerede dagen før. I takt med at det blev klart, at der ikke var nok arbejdskraft til at klare opgaven inden for tidsrammen, blev der indkaldt ekstra folk (og flyttekasser). De afleverede tingene på den aftalte dag (omend med en vis forsinkelse). De gav uden videre vrøvl erstatning for de ødelagte ting. De sendte en regning på det aftalte beløb.

I dag ved jeg, at den slags ting på ingen måde er en selvfølge.

Efter små 5 år i Tyskland var min mands kontrakt udløbet, og vi skulle flytte igen. I mellemtiden havde min mands arbejdsgiver ændret reglerne for betaling af flytning, så man ikke længere skulle indhente 3 tilbud, men i stedet var der indført et loft for, hvor meget en flytning måtte koste afhængig af, hvor langt man skulle flytte. Man kan argumentere for, at det er urimeligt at ændre vilkårene for betaling af flytning, når man først er flyttet dertil, men sådan var det. Kort tid før vi selv skulle flytte, flyttede også nogle af min mands kolleger. Det ene par flyttede til Skotland og brugte et skotsk flyttefirma. Det var selvfølgelig ikke relevant for os. Det andet par brugte et lokalt flyttefirma til at flytte deres ejendele til Frankrig, og de havde fået flytningen til en fornuftig pris, der lå fint under arbejdsgiverens loft for, hvad flytningen måtte koste. På deres anbefaling fik vi dette tyske flyttefirma ud for at se på vores lejlighed.

Vi havde besluttet, at vi ville flytte en del af vores ejendele til opbevaring i Danmark, og denne del ville vi selv stå for, eftersom det ganske klart fremgår af min mands arbejdsgivers regler for flytning, at de ikke vil betale for kørsel til opbevaring — kun bolig til bolig. Resten af lejlighedens indhold skulle flyttefirmaet stå for. En repræsentant for flyttefirmaet gik rundt og så det hele, og fik forklaret, hvad der ikke skulle med i deres del af flytningen, og min mand tilbød at åbne skabene, så han kunne se de store mængder — alt for store mængder — af glas og porcelæn, men det var skam ikke nødvendigt, mente repræsentanten. Og så skulle vi jo også lige have køkkenet med. Ja, det er en lokal besynderlighed, at man som lejer selv kommer med sit køkken — og tager det med igen, når man flytter. Men det er altså det almindelige i dette område af Tyskland, så det var ingen overraskelse for et lokalt flyttefirma.

Få dage efter kom min mand glad hjem og fortalte, at han havde modtaget et tilbud, der var meget rimeligt, og som han var sikker på lå rigeligt under det loft, som hans arbejdsgiver ville sætte. (Loftet skulle desværre udregnes konkret i hvert enkelt tilfælde, og derfor kunne han ikke få at vide præcist, hvor loftet i hans tilfælde ville være — det kunne han først, når han havde fået et konkret tilbud.)

Tilbuddet var imidlertid så lavt, at det svarede ret nøjagtigt til den pris, som hans kollega, der var flyttet til Frankrig, havde betalt. Og dette par havde boet i en meget mindre lejlighed, havde færre ting, stod selv for nedpakningen, og havde en kortere distance, som flyttelæsset skulle køre. Jeg var derfor bekymret for, at prisen var for lav — og at når flyttefirmaet opdagede, at de hang på at have givet os et for lavt tilbud, så ville de blive sure, og måske ikke behandle vores ting så godt, som de burde blive behandlet. Og da min mand så nærmere på flyttefirmaets liste, kunne han se, at køkkenet ikke var kommet med på listen. Så for at undgå fremtidigt vrøvl, meddelte min mand flyttefirmaet, at han troede, deres tilbud var sat for lavt, at køkkenet jo også skulle med, og han regnede med, at et tilbud, der lå under et beløb på X, ville kunne blive godkendt af hans arbejdsgiver. Det var flyttefirmaet naturligt nok meget glade for at høre. De kom hurtigt med et nyt tilbud, hvor de lige havde lagt 50 % oven i prisen og derved kom op på et beløb, der lå meget tæt på X.

De havde i første omgang afsat 1 dag til at flytte vores ting ud af lejligheden. Det mente vi ikke var nok, og de ville så også komme dagen før. I alt 2 dage til at pakke ned og flytte tingene ud i flyttebilen, skille bogreoler og skabe ad, og tage køkkenet ned. Det var rigeligt tid, mente flyttefirmaet. De var de professionelle.

Flytningen ud af lejligheden skulle ske en fredag og lørdag. Den følgende onsdag ville flyttelæsset komme frem til destinationen, så tirsdag skulle vi selv transportere os frem, så vi var klar til at tage imod flyttelæsset.

Fredag morgen stod vi tidligt op i forventning om, at flyttefolkene kunne være der fra den tidlige morgenstund. Det var de så ikke. Hen ad formiddagen ringede min mand for at høre, hvornår de ville komme. “Lige efter frokost,” fik han at vide. Efter frokost! Men det var der jo ikke så meget at gøre ved på det tidspunkt.

De kom først frem henad 17.30 og begyndte ikke den egentlige nedpakning før klokken 18. Og de var tilsyneladende ikke klar over, at de også skulle have køkkenet med. Det viste sig også, at flyttefolkene ikke var fra det lokale flyttefirma, vi havde hyret, men var en underleverandør fra Stuttgart. Der er 4 timers kørsel til Stuttgart i en almindelig bil, og næsten 7 timer med en lastbil. Og man må som bekendt ikke køre med lastbiler om lørdagen efter klokken 22 på motorvejen, så for at kunne nå frem inden da, var de nødt til at køre fra vores lejlighed klokken 15 lørdag.

Nu var det ikke længere 2 dage til at flytte. Det var snarere 1 dag. Og det gik hurtigt op for både flyttefolkene og os, at opgaven ikke ville kunne nås på den tid. Vi ringede og ringede til flyttefirmaet for at høre, hvordan det skulle løses — der var et køkken, der skulle tages ned, et klædeskab, der skulle tages ned og masser af andre ting, der stadig manglede at komme med flyttebilen, da de forlod os klokken 15 om lørdagen. Først klokken 18 ringede flyttefirmaet tilbage og sagde, at de kunne stille med et nyt team mandag eftermiddag til at pakke resten.

Men hvordan skal det kunne nå med resten af flyttelæsset og være fremme på onsdag? spurgte vi. Nej, det ville ikke kunne lade sig gøre, men forhåbentlig kunne vi vente til næste måned, så de i mellemtiden kunne prøve at finde en kombinationstransport. Det var vi nødt til at acceptere. Der var ikke andet at gøre.

Mandag eftermiddag kom det nye hold — endda til den lovede tid! Det kom imidlertid bag på dem, at de skulle tage et køkken ned, men de gik ufortrødent i gang. Og mandag aften var de sidste af de ting, der skulle have været med flyttelæsset om lørdagen, så kørt af sted fra vores lejlighed.

Onsdag tog vi imod det første flyttelæs. De var selvfølgelig vældigt forsinkede, og allerede mens flyttefolkene var der, opdagede vi nogle skader, som omhyggeligt blev skrevet ned på deres medbragte liste. Senere, da vi pakkede ud, opdagede vi flere ødelagte glas mv. Vi tog billeder og noterede det, og skrev det til flyttefirmaet, som vi så forventede ville anmelde det til forsikringsselskabet.

Vi ventede også på at høre nærmere om, hvornår det andet flyttelæs ville komme frem.

Men i stedet for at modtage beklagelser for de ødelagte ting og for den katastrofale afvikling af flytningen (som fik vores flytning fra Danmark til at fremstå professionel og tjekket i sammenligning), modtog vi i stedet en mail, der indledtes med ordene: “Ihre Umzug war nicht für uns gut.” (“Deres flytning var ikke god for os.”)

Ikke god for dem?!?! Hvad med for OS? Hvad med de uhyre stressende timer, hvor vi først ventede på, at flyttefolkene overhovedet kom, derpå ventede på at høre, hvad f…. der skulle ske med de ting, de ikke havde fået med?

Og ikke nok med det. Flyttefirmaet fremsendte nu et nyt “tilbud” på flytningen af resten af vores ting på 40 % af den allerede aftalte samlede pris!

Da vi gjorde opmærksom på, at der sådan set var aftalt en fast pris for den samlede flytning, og at flyttefirmaet allerede havde brudt kontrakten ved ikke at levere hele flyttelæsset den aftalte dato, så skrev flyttemanden i stedet til min mands arbejdsgiver og beklagede sig og ville sende regningen til dem. Men nej. Reglerne er klare: Først betaler den ansatte regningen, dernæst bliver den refunderet. Og kun på det beløb, der er blevet godkendt.

Nu stod vi så der. Vi ville selvfølgelig ikke betale mere end aftalt, og flyttemanden ville ikke flytte vores ting for den aftalte pris.

Efter en længere snak med nogle venner kom vi frem til, at måske ville det være det bedste, hvis vi kunne finde frem til et kompromis, og at vi dermed indvilgede i at betale noget ekstra. Det var noget af en mental kamel at sluge, for vi følte os som den forurettede part. Ikke desto mindre tog min mand af sted i en positiv ånd og besøgte flyttefirmaet, fik set på den container, som vores ting efter sigende befandt sig inden i, og sagde til flyttemanden, at vi godt kunne betale lidt mere, men at den pris, han havde givet som “tilbud”, var alt for høj, og flyttemanden lovede at finde frem til en løsning, der var gunstigere for os.

Dette skete præcist 2 måneder efter den kaotiske flytning. Der gik endnu en måned, så modtog vi en regning. Denne regning var nu 60 % højere end den aftalte pris! Flyttemanden havde ganske vist reduceret sit tilbud på den anden del af flytningen med en lille smule, men til gengæld havde han forhøjet prisen på den allerede overståede del af flytningen. Den nye regning lød nu på næsten 2,5 gange beløbet på det første tilbud, han havde givet os for den samlede flytning. Begrundelsen for at forhøje prisen var, at volumen af vores flyttelæs var større end antaget. Han havde beregnet det til 51 m3, men nu mente han, at det i virkeligheden var 105 m3.

Det var nu 3 måneder efter flytningen. Jeg begyndte mere og mere at forstå, hvorfor en flytning regnes for en traumatiserende oplevelse på linje med skilsmisse og død.

Men at sende os sådan en regning gik selvfølgelig slet, slet ikke. Vi måtte derfor have fat i en advokat. Advokaten så på alle dokumenterne og udfærdigede et notat, hvori han gjorde rede for, at flyttefirmaet havde givet en fast pris, og at det er en flyttemands opgave at vurdere omfanget af volumen — ikke kundens. Det var meget mystisk, at volumen havde vist sig at være dobbelt så stor som beregnet. Men medmindre han kunne bevise, at vi havde holdt store dele af vores lejlighed skjult for ham, eller efter gennemgangen af lejligheden havde tilført den dobbelte volumen til boligen, så var det flyttemandens problem.

Faktisk er det med størrelsen af vores flyttelæs’ volumen noget, der har undret os såre. For det første: Hvorfor lige 51 m3? Hvorfor ikke 50? Var det ikke mere nærliggende med et rundt tal, da man vel sjældent kan være så præcis? (Og i vores tilfælde har det vist sig overhovedet ikke at være præcist. Overhovedet ikke. Det var — i hvert fald ifølge flyttemanden — dobbelt op.) Min mand lavede lidt research på sagen, og det viser sig, at der er en bestemt størrelse flyttebil, der lige præcis kan rumme 51 m3. Der står, den er egnet til lejligheder på den størrelse, som vores havde. Med andre ord lader det til, at flyttefirmaet overhovedet ikke har lavet en egentlig vurdering af vores bolig. I stedet har de bare tjekket antallet af boligens kvadratmeter og er gået ud fra, at så kunne det passe ind i en standardflyttebil på 51 m3. Så tror da pokker, at repræsentanten fra flyttefirmaet ingen noter tog og var ligeglad med at se ind i skabene!

Men tilbage til vores advokats brev til flyttemanden: For at slutte sagen foreslog vores advokat et kompromis, hvor vi betalte knap 15 % ekstra. At skulle betale noget, man ikke mener, man skal betale, er selvfølgelig altid irriterende, men vi ville gerne snart have vores ting, og vi ville også gerne have lukket sagen.

Men flyttemanden syntes overhovedet ikke, at det foreslåede kompromis var passende. Det var jo nærmest ingen penge! Og han havde ikke set en cent endnu på trods af, det efterhånden var 4 måneder siden, at flytningen var sket.

Det fik vores advokat til at understrege, at der ingen juridisk grund var til, at vi skulle betale mere end den aftalte faste pris, så hvis flyttemanden ikke ville indgå indgå det foreslåede kompromis, så ville han foreslå, at vi betalte den relative andel af den aftalte pris svarende til den andel af flyttelæsset, som flyttemanden påstår, vi har fået flyttet. (Når jeg siger “påstår” skyldes det, at det første flyttelæs jo ikke var fyldt op pga. den manglende tid til at laste vores møbler — der kunne sagtens have været meget mere med i den omgang, men det er en detalje, der ikke var grund til at komme ind på.)

Tilbage skriver flyttemanden, at det eneste, der står fast, er, at han endnu ikke har fået en cent. Og for at komme videre i sagen foreslår han et kompromis, der ligger på ca. samme beløb som den aftalte pris + det “tilbud” han gav os for at flytte det andet flyttelæs. Vi skulle altså betale 40 % mere end det, vi havde aftalt. Det er selvfølgelig mindre end 60 %, men stadig uacceptabelt.

Det fik vores advokat til at foreslå, at vi trak vores kompromisforslag tilbage. Nu havde flyttemanden bare at aflevere til den aftalte pris inden en given frist. I så fald ville vi ikke søge om ekstra kompensation. Og i øvrigt ville han opfordre flyttemanden til at søge juridisk bistand.

På dagen for den udstukne frist skrev flyttemanden, at efter at have konsulteret en sagkyndig advokat ville han komme med et aller-aller-aller sidste forslag til kompromis, som var en lille smule lavere end det forrige — nu ca. 30 % mere end den aftalte pris. Og endnu engang beklagede han sig over ikke have set en cent.

Nej, han har ikke set en cent, men vi har heller ikke set vores ting!

Og det har vi stadig ikke. Efter 5½ måned!

Han er stædig, vi er stædige (og vi bliver mere stædige, som tiden går).

Og det er ikke til at sige, hvornår det ender. Jeg håber, det bliver inden jul, for i øjeblikket befinder vores juleservice sig blandt mange andre af vores ting som gidsler hos en tysk flyttemand.

Tips til lønforhandling

18 maj

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om tips til individuel lønforhandling. Jeg vil gerne genopfriske dette ved at henvise til det eksisterende link til en artikel, jeg har skrevet her.

Artiklen er på engelsk, og den er beregnet til de situationer, hvor man som kvinde skal forhandle sin individuelle løn. Artiklen har en del år på bagen — og har endda opnået omtale i en indisk avis! — men den har ikke mistet sin aktualitet.

Derfor håber jeg, der stadig vil være nogle derude, der kan have glæde af den.

Forfatteres sorger og glæder

19 apr

Som alle andre erhvervsgrupper har forfattere deres egne sorger og glæder.

Blandt sorgerne er
1) at man ikke kan få skrevet pga. a) skriveblokering eller b) manglende tid
2) at forlag nummer 1 afviser ens manuskript (når man nu endelig har fået det skrevet)
3) at forlag nummer 2, 3, 4 og så videre også afviser ens manuskript
4) at man ikke orker at gennemskrive manuskriptet pga. a) skriveblokering eller b) manglende tid
5) at forlag nummer 1 afviser ens reviderede manuskript (når man nu endelig har fået det gennemskrevet og gennemrettet)
6) at forlag nummer 2, 3, 4 og så videre også afviser ens reviderede manuskript
7) variationer over gentagelse af ovenstående
8) ingen omtale af bogen (når den på trods af 2),3),5), 6) og 7) alligevel endelig udkommer)
9) ingen anmeldelser af bogen
10) dårlige anmeldelser af bogen
11) dårlig lektørudtalelse om bogen
12) ingen lektørudtalelse om bogen
13) afslag på arbejdslegat
14) afslag på arbejdsophold
15) at bogen ikke rigtig sælger
16) at bogen bliver “udsolgt fra forlaget” efter kun en enkelt sæson

Men der er jo også glæder! Og blandt glæderne er:

1) at skrive
2) at få skrevet meget
3) at få sit manuskript antaget (om det så er på forlag 1, 2, 3 osv.)
4) at få omtale af bogen
5) at få anmeldelser af bogen
6) at få gode anmeldelser af bogen
7) at få en god lektørudtalelse
8) at få positive læserhenvendelser
9) at få arbejdslegat
10) at få arbejdsophold
11) at se bogen på bestsellerlisten
12) at bogen kommer i flere oplag
13) at bogen kommer i flere udgaver

Overstiger sorgerne så glæderne? Nogle gange gør de. Men for det meste overstiger glæderne sorgerne. Ellers var der jo ingen grund til at være forfatter, vel?

Her betaler vi kontant

19 mar

En af de (mange) ting, man skal vænne sig til som udlænding, når man kommer til Tyskland, er omfanget af kontantbetaling. Jeg siger det til alle mine besøgende fra Danmark: Husk nu rigeligt med kontanter! Ja, ja, siger de, og så medbringer de måske 50 eller 100 € i kontanter, hvilket sikkert er det største antal rede penge, de har haft på sig i årevis, men de vil hurtigt opdage, at det ikke rækker nogen vegne. For her betaler vi i aller højeste grad kontant. Og ja, der er mange steder, hvor man kan betale med et betalingskort — men ikke med et internationalt kreditkort. Nogle af mine veninder boede på hotel, hvor receptionisten beklagende måtte forklare, at han desværre kun kunne tage imod kontanter. På et hotel! Ja, han forsikrede dem ganske vist om, at det skyldtes, at kreditkortmaskinen var i udu, men lur mig, om den ikke havde været det meget, meget længe.

I dag skulle jeg hente et ur fra reparation. Det var en ret dyr reparation. Så dyr, at jeg ikke kunne forestille mig, at jeg ikke ville kunne betale med bankkort. Jeg tog fejl.

“Der ligger en Sparkasse lige nede om hjørnet,” forklarede den venlige dame, der stod med mit nyreparerede ur i hånden.

Men hvad hjælper det, når det ikke er min egen bank? Så mange penge kunne jeg slet ikke hæve i en anden bank. Jeg måtte gå med uforrettet sag. Men jeg forstår nu bedre, hvorfor der holdt en pengetransport udenfor og ventede på kureren, som var ved at afhente penge hos urmageren. Ville det ikke være meget nemmere med en lille bankkortterminal? Ja, det synes jeg, og det synes mine læsere sikkert også, men det er der åbenbart flere meninger om.

Så jeg vil bare gentage mit råd til besøgende her til Køln: Medbring kontanter! Vær forberedt på, at der skal betales kontant masser af steder, man ikke ville forvente det, og at der er meget, meget få steder, der accepterer et internationalt kreditkort.

Velkommen til Køln!

Kölle Alaaf!

3 mar

DSCI2258I dag er det Rosenmontag i Køln. Det er den dag, det store karnevalsoptog går gennem byen. Optoget starter klokken 10.30 ved Chlodwigplatz i Südstadt, og det når først frem til sidste station på ruten klokken 14.15. Der er en meget lang række karnevalsgrupper i optoget, og det koster medlemmerne en bondegård at deltage i optoget. Men dette er bestemt ikke den eneste vigtige begivenhed i den “femte årstid” i Køln, som jeg tidligere har skrevet om her.

Karnevallet starter officielt den 11. november. Derefter ligger det lidt i dvale indtil Weiberfastnacht, som er torsdag før Rosenmontag (som kaldes fastelavnsmandag i Danmark). Eller rettere — det er ikke sådan, at karnevallet ligger i egentlig dvale — det kan snarere siges at være trukket indenfor til mange forskellige “sitzungs”, hvor deltagerne er klædt ud, og de bliver underholdt af diverse stand up-komikere og musikere. Og så synger vi alle med på “Du bist Kölle” og lignende sange. (Og, ja, Kölle er Kølns kælenavn. Hvor mærkeligt det end lyder.)

Weiberfastnacht er den første dag, hvor det går helt gak-gak i bybilledet. De fleste kontorer og forretninger lukker klokken 12, og alle, der gør sig en ulejlighed at gå på arbejde, er selvfølgelig klædt ud. Om ikke andet med en lille tegning på kinden og en sort prik på næsetippen, som DHL-manden fx havde. Og så går det ellers derudaf med masser af kölsch og musik og dansen rundt i gaderne.

Fredag efter Weiberfastnacht er der lidt mere stille. Butikkerne har åbent igen, men da de fleste folk har investeret i et kostume og allerede har vænnet sig til at gå i det, kan de jo ligeså godt tage det på. Og det gælder også lørdag. Søndag er det så tid til, at skolerne holder deres optog gennem byen, og det bør de voksne selvfølgelig fejre med masser af kölsch — i udklædt tilstand. Så kommer Rosenmontag, hvor flere end en million tilskuere står langs karnevalsoptoget rute — naturligvis klædt ud. Her gælder om at undgå at blive ramt af den såkaldte “Kamelle”, som er slik, der bliver smidt ud fra vognene i optoget — men samtidig skal man helst indfange så meget som muligt.

Men slutter det så? Næ, nej. Det fortsætter både tirsdag og onsdag. Og hele tiden har politi, sikkerhedsfolk, samaritertjeneste og renovationsfolk været på konstant overarbejde.

Når karnevallet langt om længe er slut om torsdagen, kan de bortflygtede begynde at vende hjem til byen.

Karnevalstiden i Køln er virkelig den femte årstid, og man enten elsker eller hader den. Personligt gør jeg begge dele. Der er noget fantastisk over en hel by, der går amok i udklædning, øldrikning og feststemning — og der er noget totalt utåleligt over en by, der bare lukker ned og bliver helt umulig at fungere almindeligt i.