Brevkasse: Værtindegave

7 aug

Kære Sanne,

Jeg har et spørgsmål vedrørende værtindegaver. Sagen er den, at min mands lillebror og hans kone, der for øvrigt ikke er dansk og har gået på kostskole, fra hun var 12, efter min mening ofte ser stort på almindelig etikette – helt sikkert ikke af ond vilje, men måske en kombination af fremmed kultur, mangel på voksne forbilleder, forkælelse, mangel på overskud, og en lidt stram økonomi. (Min mand har i øvrigt heller ikke en tanke på værts- el. værtindegaver). Når vi er inviteret hjem til dem, tager jeg som en selvfølge altid en lille gave med, mens de i 10 år aldrig har taget noget med, når de kommer hos os. Jeg har ikke lyst til at spørge dem lige ud, men tænker, at de efter så mange år må have bemærket, at det er god tone at have værtindegave med, sige tak for sidst efter besøg, ringe til fødselsdage, deltage i husholdningen, når vi f.eks. er på weekend sammen, osv. Vi ses måske 4-5 gange om året til middag/brunch (foruden fødselsdage og andre fælles aktiviteter).

Mener du, at jeg bør stoppe med at tage værtindegave med til dem?

Det er ikke et spørgsmål om penge eller “noget for noget”. Vores økonomi er langt bedre end deres, og vi har hjulpet dem på mange måder i den henseende, og gør det med glæde, no strings attached. Vi har det fint sammen, og jeg kan selvfølgelig sagtens leve med at de ikke går op i etikette, selvom jeg helt generelt godt kan blive lidt forvirret over de signaler, som mangel på etikette sender, eller måske ikke sender, og det eneste, jeg kan blive irriteret over, er, når de ikke automatisk hjælper til i situationer, hvor det klart er oplægget, men der er det jo nemt at bede dem gøre noget helt bestemt eller uddele opgaver i fællesskab på forhånd.

Kære læser,
Lad mig først påpege, at det her med værtindegaver ikke er et særligt dansk fænomen. Det er faktisk noget, der er i almindelig brug overalt i den vestlige verden og formentlig også endnu videre. Så at din svigerinde ikke er dansk, kan ikke i sig selv forklare de manglende værtindegaver.

Jeg tror snarere, vi er inde i noget familiedynamik. Jeg er mange gange stødt på det fænomen, at folk ikke føler sig tvunget til at overholde almindelige etiketteregler, når de er i familiens skød. Som om det var mindre besværligt at arrangere og gennemføre et middagsselskab, blot fordi det er ens (sviger)familie, der kommer! Men sådan er der åbenbart mange, der føler – i hvert fald når de er gæsterne. Det udspringer formentlig af, at vi i sin tid har boet i samme hus som vores forældre og søskende, og vi har spist mange måltider sammen med dem (og skændtes med dem mange gange), og skal vi nu lige pludselig til at tage en buket med, bare fordi vi er blevet voksne?

Dertil kommer, at du forklarer, at du er gift med storebroderen. Jeg tror nok, at mange yngre søskende er blevet temmelig irriterede på deres store søskende og deres opdragende adfærd gennem årene, samtidig med at de automatisk forventer, at deres ældre søskende tager mere ansvar i forhold til familieforpligtelser.

Hvad vil jeg sige med dette? Du har selvfølgelig ret i, at din svoger og svigerindes adfærd er lidt mærkelig – faktisk lidt barnlig – men jeg tror, kodeordet ligger i “barnlig”, fordi relationen er en familierelation. Måske opfører de sig helt anderledes voksent og ansvarligt, når de er sammen med andre, ikke-familiemedlemmer.

Det er selvfølgelig superirriterende. Det virker, som om du allerede har fundet en brugbar løsning til den manglende frivillige hjælp til diverse praktiske gøremål, når I er sammen. Og med hensyn til om du fremover skal medbringe en værtindegave, ja, så synes jeg, du skal afgøre det fra gang til gang. Har du lyst til at medbringe en? Så medbring en. Har du ikke lyst? Så lad være. Din svoger og svigerinde har tilkendegivet, at de opfatter jeres samvær som familiemæssigt og derfor uforpligtende og indtager også, bevidst eller ubevidst, nogle mindre-søskende-roller, således at det er op til storebrors kone at bede om at få dækket bord eller båret skraldespanden ud eller skrællet kartofler, eller hvad det nu er.

Det nemmeste vil være at indse og acceptere tingenes tilstand og ikke blive skuffet, når din svoger og svigerinde ikke lever op til, hvad du og jeg forstår som almindelig etikette.

Men irriterende er det da!

Flytteforretningen fra helvede

24 maj

For 5 år siden flyttede vi fra Danmark til Tyskland. Min mands arbejdsgiver betalte for flytningen, og ifølge reglerne skulle vi indhente 3 tilbud fra 3 forskellige flyttefirmaer, og derefter vælge det billigste. Alle 3 tilbud skulle sendes til arbejdsgiveren for godkendelse.

Vi havde derfor repræsentanter for forskellige flyttefirmaer ude for at bese opgaven. Det flyttefirma, der kom med det laveste bud, var uheldigvis det flyttefirma, som vi havde haft mindst fidus til ved gennemgangen af vores hus. Det næstbilligste tilbud var ikke meget højere, og jeg tror egentlig godt, at vi ville kunne have fået dem til at gå lidt ned i pris for at få opgaven, men desværre kunne de ikke flytte for os netop de dage, hvor vi havde brug for det. Så derfor valgte vi at flytte med flyttefirmaet, der havde givet det laveste tilbud.

Vi er ikke de mest velorganiserede personer, min mand havde travlt med at rejse frem og tilbage mellem Danmark og det job, han allerede var startet på, og jeg havde travlt med at få solgt huset, ordnet alle de ufatteligt mange praktiske ting, der er involveret i at flytte til udlandet, og så havde jeg da også lige noget arbejde, der skulle passes. Da flyttemanden derfor sagde til mig, at det var deres erfaring, at folk skaffede sig af med en del af deres ting inden selve flytningen, så sagde jeg: “Det skal du ikke regne med i dette tilfælde!” Og det skete heller ikke i noget videre omfang. Ja, senere, efter vi var flyttet ind i lejligheden i Tyskland, kunne jeg en dag smide en kursusmappe fra 1985 ud. Hvordan gik det til, at den havde fulgt mig i alle de år og gennem adskillige flytninger? Selv om det ganske vist var mit første eksternatkursus, så var det ikke engang noget særligt godt kursus. Dette blot for at komme med et eksempel på, at vi ikke er gode til at sortere og rydde ud, og vi gemmer på alt for mange ting.

Da flytningen gik i gang, indså flyttefirmaet hurtigt, at der skulle sættes flere mand og ikke mindst flere flyttekasser ind, og erindringen om flytningen er kaotisk, stressende, forvirrende og jævnt hen hæslig.

Flyttefolkene ødelagde en kommode og beskadigede et bord, som vi havde fået lavet specielt, og der røg også et par andre mindre vigtige ting. En del af vores bøger tog skade af at være blevet smidt hulter til bulter ned i kasserne. Den ene flyttebil brød sammen på vej gennem Tyskland, og min mand og chaufføren på den anden flyttebil måtte vente mere end 6 timer på, at resten af holdet nåede frem. Det tog flyttefirmaet mere end 3/4 år at få hentet de tomme flyttekasser, og det skete først efter, vi havde truet med at sælge dem på Ebay.

Vi oplevede hele flytningen som ret traumatisk, og når jeg ved et besøg i København så en af flyttefirmaets flyttebiler, fik jeg nærmest åndenød og angstanfald ved erindringen.

En veninde af mig forklarede i sin tid, at en flytning regnes for en livskrise på samme anstrengende niveau som skilsmisse og død. Jeg grinede ad det, for ærligt talt syntes jeg ikke, man kunne sammenligne så alvorlige og livsændrende ting med noget så relativt banalt som en flytning. Men jeg begyndte at forstå, hvor denne opfattelse kunne komme fra.

Som læseren vil kunne forstå, var vores opfattelse af dette danske flyttefirma ikke just, at det var topprofessionelt og anbefalelsesværdigt. Men vi er begyndt at revidere vores opfattelse efter vores senere oplevelse med et andet flyttefirma, som jeg vil komme ind på nedenfor. Til fordel for det danske flyttefirma kan jeg anføre: De kom til den aftalte tid. Ja, de sendte faktisk et par mænd allerede dagen før. I takt med at det blev klart, at der ikke var nok arbejdskraft til at klare opgaven inden for tidsrammen, blev der indkaldt ekstra folk (og flyttekasser). De afleverede tingene på den aftalte dag (omend med en vis forsinkelse). De gav uden videre vrøvl erstatning for de ødelagte ting. De sendte en regning på det aftalte beløb.

I dag ved jeg, at den slags ting på ingen måde er en selvfølge.

Efter små 5 år i Tyskland var min mands kontrakt udløbet, og vi skulle flytte igen. I mellemtiden havde min mands arbejdsgiver ændret reglerne for betaling af flytning, så man ikke længere skulle indhente 3 tilbud, men i stedet var der indført et loft for, hvor meget en flytning måtte koste afhængig af, hvor langt man skulle flytte. Man kan argumentere for, at det er urimeligt at ændre vilkårene for betaling af flytning, når man først er flyttet dertil, men sådan var det. Kort tid før vi selv skulle flytte, flyttede også nogle af min mands kolleger. Det ene par flyttede til Skotland og brugte et skotsk flyttefirma. Det var selvfølgelig ikke relevant for os. Det andet par brugte et lokalt flyttefirma til at flytte deres ejendele til Frankrig, og de havde fået flytningen til en fornuftig pris, der lå fint under arbejdsgiverens loft for, hvad flytningen måtte koste. På deres anbefaling fik vi dette tyske flyttefirma ud for at se på vores lejlighed.

Vi havde besluttet, at vi ville flytte en del af vores ejendele til opbevaring i Danmark, og denne del ville vi selv stå for, eftersom det ganske klart fremgår af min mands arbejdsgivers regler for flytning, at de ikke vil betale for kørsel til opbevaring — kun bolig til bolig. Resten af lejlighedens indhold skulle flyttefirmaet stå for. En repræsentant for flyttefirmaet gik rundt og så det hele, og fik forklaret, hvad der ikke skulle med i deres del af flytningen, og min mand tilbød at åbne skabene, så han kunne se de store mængder — alt for store mængder — af glas og porcelæn, men det var skam ikke nødvendigt, mente repræsentanten. Og så skulle vi jo også lige have køkkenet med. Ja, det er en lokal besynderlighed, at man som lejer selv kommer med sit køkken — og tager det med igen, når man flytter. Men det er altså det almindelige i dette område af Tyskland, så det var ingen overraskelse for et lokalt flyttefirma.

Få dage efter kom min mand glad hjem og fortalte, at han havde modtaget et tilbud, der var meget rimeligt, og som han var sikker på lå rigeligt under det loft, som hans arbejdsgiver ville sætte. (Loftet skulle desværre udregnes konkret i hvert enkelt tilfælde, og derfor kunne han ikke få at vide præcist, hvor loftet i hans tilfælde ville være — det kunne han først, når han havde fået et konkret tilbud.)

Tilbuddet var imidlertid så lavt, at det svarede ret nøjagtigt til den pris, som hans kollega, der var flyttet til Frankrig, havde betalt. Og dette par havde boet i en meget mindre lejlighed, havde færre ting, stod selv for nedpakningen, og havde en kortere distance, som flyttelæsset skulle køre. Jeg var derfor bekymret for, at prisen var for lav — og at når flyttefirmaet opdagede, at de hang på at have givet os et for lavt tilbud, så ville de blive sure, og måske ikke behandle vores ting så godt, som de burde blive behandlet. Og da min mand så nærmere på flyttefirmaets liste, kunne han se, at køkkenet ikke var kommet med på listen. Så for at undgå fremtidigt vrøvl, meddelte min mand flyttefirmaet, at han troede, deres tilbud var sat for lavt, at køkkenet jo også skulle med, og han regnede med, at et tilbud, der lå under et beløb på X, ville kunne blive godkendt af hans arbejdsgiver. Det var flyttefirmaet naturligt nok meget glade for at høre. De kom hurtigt med et nyt tilbud, hvor de lige havde lagt 50 % oven i prisen og derved kom op på et beløb, der lå meget tæt på X.

De havde i første omgang afsat 1 dag til at flytte vores ting ud af lejligheden. Det mente vi ikke var nok, og de ville så også komme dagen før. I alt 2 dage til at pakke ned og flytte tingene ud i flyttebilen, skille bogreoler og skabe ad, og tage køkkenet ned. Det var rigeligt tid, mente flyttefirmaet. De var de professionelle.

Flytningen ud af lejligheden skulle ske en fredag og lørdag. Den følgende onsdag ville flyttelæsset komme frem til destinationen, så tirsdag skulle vi selv transportere os frem, så vi var klar til at tage imod flyttelæsset.

Fredag morgen stod vi tidligt op i forventning om, at flyttefolkene kunne være der fra den tidlige morgenstund. Det var de så ikke. Hen ad formiddagen ringede min mand for at høre, hvornår de ville komme. “Lige efter frokost,” fik han at vide. Efter frokost! Men det var der jo ikke så meget at gøre ved på det tidspunkt.

De kom først frem henad 17.30 og begyndte ikke den egentlige nedpakning før klokken 18. Og de var tilsyneladende ikke klar over, at de også skulle have køkkenet med. Det viste sig også, at flyttefolkene ikke var fra det lokale flyttefirma, vi havde hyret, men var en underleverandør fra Stuttgart. Der er 4 timers kørsel til Stuttgart i en almindelig bil, og næsten 7 timer med en lastbil. Og man må som bekendt ikke køre med lastbiler om lørdagen efter klokken 22 på motorvejen, så for at kunne nå frem inden da, var de nødt til at køre fra vores lejlighed klokken 15 lørdag.

Nu var det ikke længere 2 dage til at flytte. Det var snarere 1 dag. Og det gik hurtigt op for både flyttefolkene og os, at opgaven ikke ville kunne nås på den tid. Vi ringede og ringede til flyttefirmaet for at høre, hvordan det skulle løses — der var et køkken, der skulle tages ned, et klædeskab, der skulle tages ned og masser af andre ting, der stadig manglede at komme med flyttebilen, da de forlod os klokken 15 om lørdagen. Først klokken 18 ringede flyttefirmaet tilbage og sagde, at de kunne stille med et nyt team mandag eftermiddag til at pakke resten.

Men hvordan skal det kunne nå med resten af flyttelæsset og være fremme på onsdag? spurgte vi. Nej, det ville ikke kunne lade sig gøre, men forhåbentlig kunne vi vente til næste måned, så de i mellemtiden kunne prøve at finde en kombinationstransport. Det var vi nødt til at acceptere. Der var ikke andet at gøre.

Mandag eftermiddag kom det nye hold — endda til den lovede tid! Det kom imidlertid bag på dem, at de skulle tage et køkken ned, men de gik ufortrødent i gang. Og mandag aften var de sidste af de ting, der skulle have været med flyttelæsset om lørdagen, så kørt af sted fra vores lejlighed.

Onsdag tog vi imod det første flyttelæs. De var selvfølgelig vældigt forsinkede, og allerede mens flyttefolkene var der, opdagede vi nogle skader, som omhyggeligt blev skrevet ned på deres medbragte liste. Senere, da vi pakkede ud, opdagede vi flere ødelagte glas mv. Vi tog billeder og noterede det, og skrev det til flyttefirmaet, som vi så forventede ville anmelde det til forsikringsselskabet.

Vi ventede også på at høre nærmere om, hvornår det andet flyttelæs ville komme frem.

Men i stedet for at modtage beklagelser for de ødelagte ting og for den katastrofale afvikling af flytningen (som fik vores flytning fra Danmark til at fremstå professionel og tjekket i sammenligning), modtog vi i stedet en mail, der indledtes med ordene: “Ihre Umzug war nicht für uns gut.” (“Deres flytning var ikke god for os.”)

Ikke god for dem?!?! Hvad med for OS? Hvad med de uhyre stressende timer, hvor vi først ventede på, at flyttefolkene overhovedet kom, derpå ventede på at høre, hvad f…. der skulle ske med de ting, de ikke havde fået med?

Og ikke nok med det. Flyttefirmaet fremsendte nu et nyt “tilbud” på flytningen af resten af vores ting på 40 % af den allerede aftalte samlede pris!

Da vi gjorde opmærksom på, at der sådan set var aftalt en fast pris for den samlede flytning, og at flyttefirmaet allerede havde brudt kontrakten ved ikke at levere hele flyttelæsset den aftalte dato, så skrev flyttemanden i stedet til min mands arbejdsgiver og beklagede sig og ville sende regningen til dem. Men nej. Reglerne er klare: Først betaler den ansatte regningen, dernæst bliver den refunderet. Og kun på det beløb, der er blevet godkendt.

Nu stod vi så der. Vi ville selvfølgelig ikke betale mere end aftalt, og flyttemanden ville ikke flytte vores ting for den aftalte pris.

Efter en længere snak med nogle venner kom vi frem til, at måske ville det være det bedste, hvis vi kunne finde frem til et kompromis, og at vi dermed indvilgede i at betale noget ekstra. Det var noget af en mental kamel at sluge, for vi følte os som den forurettede part. Ikke desto mindre tog min mand af sted i en positiv ånd og besøgte flyttefirmaet, fik set på den container, som vores ting efter sigende befandt sig inden i, og sagde til flyttemanden, at vi godt kunne betale lidt mere, men at den pris, han havde givet som “tilbud”, var alt for høj, og flyttemanden lovede at finde frem til en løsning, der var gunstigere for os.

Dette skete præcist 2 måneder efter den kaotiske flytning. Der gik endnu en måned, så modtog vi en regning. Denne regning var nu 60 % højere end den aftalte pris! Flyttemanden havde ganske vist reduceret sit tilbud på den anden del af flytningen med en lille smule, men til gengæld havde han forhøjet prisen på den allerede overståede del af flytningen. Den nye regning lød nu på næsten 2,5 gange beløbet på det første tilbud, han havde givet os for den samlede flytning. Begrundelsen for at forhøje prisen var, at volumen af vores flyttelæs var større end antaget. Han havde beregnet det til 51 m3, men nu mente han, at det i virkeligheden var 105 m3.

Det var nu 3 måneder efter flytningen. Jeg begyndte mere og mere at forstå, hvorfor en flytning regnes for en traumatiserende oplevelse på linje med skilsmisse og død.

Men at sende os sådan en regning gik selvfølgelig slet, slet ikke. Vi måtte derfor have fat i en advokat. Advokaten så på alle dokumenterne og udfærdigede et notat, hvori han gjorde rede for, at flyttefirmaet havde givet en fast pris, og at det er en flyttemands opgave at vurdere omfanget af volumen — ikke kundens. Det var meget mystisk, at volumen havde vist sig at være dobbelt så stor som beregnet. Men medmindre han kunne bevise, at vi havde holdt store dele af vores lejlighed skjult for ham, eller efter gennemgangen af lejligheden havde tilført den dobbelte volumen til boligen, så var det flyttemandens problem.

Faktisk er det med størrelsen af vores flyttelæs’ volumen noget, der har undret os såre. For det første: Hvorfor lige 51 m3? Hvorfor ikke 50? Var det ikke mere nærliggende med et rundt tal, da man vel sjældent kan være så præcis? (Og i vores tilfælde har det vist sig overhovedet ikke at være præcist. Overhovedet ikke. Det var — i hvert fald ifølge flyttemanden — dobbelt op.) Min mand lavede lidt research på sagen, og det viser sig, at der er en bestemt størrelse flyttebil, der lige præcis kan rumme 51 m3. Der står, den er egnet til lejligheder på den størrelse, som vores havde. Med andre ord lader det til, at flyttefirmaet overhovedet ikke har lavet en egentlig vurdering af vores bolig. I stedet har de bare tjekket antallet af boligens kvadratmeter og er gået ud fra, at så kunne det passe ind i en standardflyttebil på 51 m3. Så tror da pokker, at repræsentanten fra flyttefirmaet ingen noter tog og var ligeglad med at se ind i skabene!

Men tilbage til vores advokats brev til flyttemanden: For at slutte sagen foreslog vores advokat et kompromis, hvor vi betalte knap 15 % ekstra. At skulle betale noget, man ikke mener, man skal betale, er selvfølgelig altid irriterende, men vi ville gerne snart have vores ting, og vi ville også gerne have lukket sagen.

Men flyttemanden syntes overhovedet ikke, at det foreslåede kompromis var passende. Det var jo nærmest ingen penge! Og han havde ikke set en cent endnu på trods af, det efterhånden var 4 måneder siden, at flytningen var sket.

Det fik vores advokat til at understrege, at der ingen juridisk grund var til, at vi skulle betale mere end den aftalte faste pris, så hvis flyttemanden ikke ville indgå indgå det foreslåede kompromis, så ville han foreslå, at vi betalte den relative andel af den aftalte pris svarende til den andel af flyttelæsset, som flyttemanden påstår, vi har fået flyttet. (Når jeg siger “påstår” skyldes det, at det første flyttelæs jo ikke var fyldt op pga. den manglende tid til at laste vores møbler — der kunne sagtens have været meget mere med i den omgang, men det er en detalje, der ikke var grund til at komme ind på.)

Tilbage skriver flyttemanden, at det eneste, der står fast, er, at han endnu ikke har fået en cent. Og for at komme videre i sagen foreslår han et kompromis, der ligger på ca. samme beløb som den aftalte pris + det “tilbud” han gav os for at flytte det andet flyttelæs. Vi skulle altså betale 40 % mere end det, vi havde aftalt. Det er selvfølgelig mindre end 60 %, men stadig uacceptabelt.

Det fik vores advokat til at foreslå, at vi trak vores kompromisforslag tilbage. Nu havde flyttemanden bare at aflevere til den aftalte pris inden en given frist. I så fald ville vi ikke søge om ekstra kompensation. Og i øvrigt ville han opfordre flyttemanden til at søge juridisk bistand.

På dagen for den udstukne frist skrev flyttemanden, at efter at have konsulteret en sagkyndig advokat ville han komme med et aller-aller-aller sidste forslag til kompromis, som var en lille smule lavere end det forrige — nu ca. 30 % mere end den aftalte pris. Og endnu engang beklagede han sig over ikke have set en cent.

Nej, han har ikke set en cent, men vi har heller ikke set vores ting!

Og det har vi stadig ikke. Efter 5½ måned!

Han er stædig, vi er stædige (og vi bliver mere stædige, som tiden går).

Og det er ikke til at sige, hvornår det ender. Jeg håber, det bliver inden jul, for i øjeblikket befinder vores juleservice sig blandt mange andre af vores ting som gidsler hos en tysk flyttemand.

Tips til lønforhandling

18 maj

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om tips til individuel lønforhandling. Jeg vil gerne genopfriske dette ved at henvise til det eksisterende link til en artikel, jeg har skrevet her.

Artiklen er på engelsk, og den er beregnet til de situationer, hvor man som kvinde skal forhandle sin individuelle løn. Artiklen har en del år på bagen — og har endda opnået omtale i en indisk avis! — men den har ikke mistet sin aktualitet.

Derfor håber jeg, der stadig vil være nogle derude, der kan have glæde af den.

Forfatteres sorger og glæder

19 apr

Som alle andre erhvervsgrupper har forfattere deres egne sorger og glæder.

Blandt sorgerne er
1) at man ikke kan få skrevet pga. a) skriveblokering eller b) manglende tid
2) at forlag nummer 1 afviser ens manuskript (når man nu endelig har fået det skrevet)
3) at forlag nummer 2, 3, 4 og så videre også afviser ens manuskript
4) at man ikke orker at gennemskrive manuskriptet pga. a) skriveblokering eller b) manglende tid
5) at forlag nummer 1 afviser ens reviderede manuskript (når man nu endelig har fået det gennemskrevet og gennemrettet)
6) at forlag nummer 2, 3, 4 og så videre også afviser ens reviderede manuskript
7) variationer over gentagelse af ovenstående
8) ingen omtale af bogen (når den på trods af 2),3),5), 6) og 7) alligevel endelig udkommer)
9) ingen anmeldelser af bogen
10) dårlige anmeldelser af bogen
11) dårlig lektørudtalelse om bogen
12) ingen lektørudtalelse om bogen
13) afslag på arbejdslegat
14) afslag på arbejdsophold
15) at bogen ikke rigtig sælger
16) at bogen bliver “udsolgt fra forlaget” efter kun en enkelt sæson

Men der er jo også glæder! Og blandt glæderne er:

1) at skrive
2) at få skrevet meget
3) at få sit manuskript antaget (om det så er på forlag 1, 2, 3 osv.)
4) at få omtale af bogen
5) at få anmeldelser af bogen
6) at få gode anmeldelser af bogen
7) at få en god lektørudtalelse
8) at få positive læserhenvendelser
9) at få arbejdslegat
10) at få arbejdsophold
11) at se bogen på bestsellerlisten
12) at bogen kommer i flere oplag
13) at bogen kommer i flere udgaver

Overstiger sorgerne så glæderne? Nogle gange gør de. Men for det meste overstiger glæderne sorgerne. Ellers var der jo ingen grund til at være forfatter, vel?

Her betaler vi kontant

19 mar

En af de (mange) ting, man skal vænne sig til som udlænding, når man kommer til Tyskland, er omfanget af kontantbetaling. Jeg siger det til alle mine besøgende fra Danmark: Husk nu rigeligt med kontanter! Ja, ja, siger de, og så medbringer de måske 50 eller 100 € i kontanter, hvilket sikkert er det største antal rede penge, de har haft på sig i årevis, men de vil hurtigt opdage, at det ikke rækker nogen vegne. For her betaler vi i aller højeste grad kontant. Og ja, der er mange steder, hvor man kan betale med et betalingskort — men ikke med et internationalt kreditkort. Nogle af mine veninder boede på hotel, hvor receptionisten beklagende måtte forklare, at han desværre kun kunne tage imod kontanter. På et hotel! Ja, han forsikrede dem ganske vist om, at det skyldtes, at kreditkortmaskinen var i udu, men lur mig, om den ikke havde været det meget, meget længe.

I dag skulle jeg hente et ur fra reparation. Det var en ret dyr reparation. Så dyr, at jeg ikke kunne forestille mig, at jeg ikke ville kunne betale med bankkort. Jeg tog fejl.

“Der ligger en Sparkasse lige nede om hjørnet,” forklarede den venlige dame, der stod med mit nyreparerede ur i hånden.

Men hvad hjælper det, når det ikke er min egen bank? Så mange penge kunne jeg slet ikke hæve i en anden bank. Jeg måtte gå med uforrettet sag. Men jeg forstår nu bedre, hvorfor der holdt en pengetransport udenfor og ventede på kureren, som var ved at afhente penge hos urmageren. Ville det ikke være meget nemmere med en lille bankkortterminal? Ja, det synes jeg, og det synes mine læsere sikkert også, men det er der åbenbart flere meninger om.

Så jeg vil bare gentage mit råd til besøgende her til Køln: Medbring kontanter! Vær forberedt på, at der skal betales kontant masser af steder, man ikke ville forvente det, og at der er meget, meget få steder, der accepterer et internationalt kreditkort.

Velkommen til Køln!

Kölle Alaaf!

3 mar

DSCI2258I dag er det Rosenmontag i Køln. Det er den dag, det store karnevalsoptog går gennem byen. Optoget starter klokken 10.30 ved Chlodwigplatz i Südstadt, og det når først frem til sidste station på ruten klokken 14.15. Der er en meget lang række karnevalsgrupper i optoget, og det koster medlemmerne en bondegård at deltage i optoget. Men dette er bestemt ikke den eneste vigtige begivenhed i den “femte årstid” i Køln, som jeg tidligere har skrevet om her.

Karnevallet starter officielt den 11. november. Derefter ligger det lidt i dvale indtil Weiberfastnacht, som er torsdag før Rosenmontag (som kaldes fastelavnsmandag i Danmark). Eller rettere — det er ikke sådan, at karnevallet ligger i egentlig dvale — det kan snarere siges at være trukket indenfor til mange forskellige “sitzungs”, hvor deltagerne er klædt ud, og de bliver underholdt af diverse stand up-komikere og musikere. Og så synger vi alle med på “Du bist Kölle” og lignende sange. (Og, ja, Kölle er Kølns kælenavn. Hvor mærkeligt det end lyder.)

Weiberfastnacht er den første dag, hvor det går helt gak-gak i bybilledet. De fleste kontorer og forretninger lukker klokken 12, og alle, der gør sig en ulejlighed at gå på arbejde, er selvfølgelig klædt ud. Om ikke andet med en lille tegning på kinden og en sort prik på næsetippen, som DHL-manden fx havde. Og så går det ellers derudaf med masser af kölsch og musik og dansen rundt i gaderne.

Fredag efter Weiberfastnacht er der lidt mere stille. Butikkerne har åbent igen, men da de fleste folk har investeret i et kostume og allerede har vænnet sig til at gå i det, kan de jo ligeså godt tage det på. Og det gælder også lørdag. Søndag er det så tid til, at skolerne holder deres optog gennem byen, og det bør de voksne selvfølgelig fejre med masser af kölsch — i udklædt tilstand. Så kommer Rosenmontag, hvor flere end en million tilskuere står langs karnevalsoptoget rute — naturligvis klædt ud. Her gælder om at undgå at blive ramt af den såkaldte “Kamelle”, som er slik, der bliver smidt ud fra vognene i optoget — men samtidig skal man helst indfange så meget som muligt.

Men slutter det så? Næ, nej. Det fortsætter både tirsdag og onsdag. Og hele tiden har politi, sikkerhedsfolk, samaritertjeneste og renovationsfolk været på konstant overarbejde.

Når karnevallet langt om længe er slut om torsdagen, kan de bortflygtede begynde at vende hjem til byen.

Karnevalstiden i Køln er virkelig den femte årstid, og man enten elsker eller hader den. Personligt gør jeg begge dele. Der er noget fantastisk over en hel by, der går amok i udklædning, øldrikning og feststemning — og der er noget totalt utåleligt over en by, der bare lukker ned og bliver helt umulig at fungere almindeligt i.

Brevkasse: Takkekort for blomster?

25 nov

Kære Sanne Udsen,
Jeg har gjort en af mine venner en tjeneste. Ikke nogen stor eller uoverkommelig tjeneste, men en, som han satte stor pris på. Han takkede mig meget, måske også mere end jeg synes var nødvendigt, men det gør jo ikke noget. Dagen efter sendte han mig så en buket blomster som yderligere tak. Nu er mit spørgsmål til dig: Kræver buketten, at jeg sender ham et takkekort el.lign.? Blomsterne var jo en tak fra hans side. Det var måske en lidt rigelig stor tak, men alligevel.

Kære læser,
Du har ganske ret i, at man ikke takker for et takkekort – så kunne man jo blive ved i en uendelighed med at takke for takken osv. Hyggeligt, måske, men ikke særligt fornuftigt. Men med blomster forholder det sig lidt anderledes. Når man som dig har fået blomster som tak for et eller andet, så skal du takke giveren for blomsterne. I dette tilfælde fungerer din tak nemlig også som en kvittering for, at blomsterne er nået godt frem. Selv om du synes, at blomsterne er en lidt vel stor tak for din indsats, så er det en helt acceptabel måde at takke på, og dermed på ingen måde upassende. Havde han nu givet dig en sportsvogn, så havde vi været ude i en anden situation. Men for at komme med et svar på dit spørgsmål: Ja, du skal takke for blomsterne, også selv om de allerede er visnede. Hvis du ikke orker at sende ham et egentligt takkekort, så har du min tilladelse til at sende ham en sms eller en e-mail eller ringe til ham. Men lad være med at sige eller skrive noget om, at du syntes, det var for meget at sende dig blomster. Hold dig til at takke for blomsterne og sig, at du blev glad for dem.

Brevkasse: Ønsker kontanter i bryllupsgave

21 nov

Kære Sanne Udsen
For nu at være helt ærlig har vi ikke penge til et bryllup. Vi har købt hus for 1 år siden, og jeg går hjemme på barsel med barn nr. 3. Så det skal være et lille billigt bryllup med et max. budget på 25.000 kr. Vi har tænkt os at invitere 35 af vores nærmeste familie og venner, som jo alle ved, at vi lever lidt stramt for tiden. Så her kommer mit spørgsmål: Hvordan ville du reagere, hvis du modtog en indbydelse til bryllup, og der stod skrevet på en pæn måde, at brudeparret ønsker sig ikke gaver, men penge til at betale festen for??? Det er vel en ærlig sag, at man ikke lige har vundet i lotto, eller hvad??? Ville du efterleve ønsket?

Jeg havde tænkt lidt på at formulere noget i stil med: “Da kærligheden er stor, og økonomien lille, ønsker vi os penge til at holde festen for.” Ved godt, at det virker meget upersonligt, men vi har ikke behov for et nyt kaffestel, gryder eller hvad det nu ellers måtte være, man kan ønske sig. Ellers bliver vi jo nødt til at gå på rådhuset uden gæster, og det ville jo være trist ikke at kunne dele dagen med dem, man holder allermest af.

Kære læser,
Hvordan ville jeg reagere på en sådan invitation? Jeg ville være forhindret i at komme. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg ville tilføje et ”desværre”. Der er ingen pæn måde at skrive, at man ønsker sig penge, for det er ikke pænt at ønske sig penge. Hvis du ikke har råd til at holde bryllup, så lad være med at holde det. Hold det, du har råd det. Hvad er der galt med at gå på rådhuset? Et ægteskab er jo først og fremmest en civilretslig institution, og med hus og tre børn er der bestemt god grund til at gifte sig. Men lad være med at være pinlig og gå tiggergang hos dine venner, så du kan holde en fest for at fejre dig selv og din mand.

Når det er sagt, så kan du og din tilkommende overveje, om I kan bede jeres familie om hjælp. Der er forskel på familie og venner i denne situation. Der er trods alt tradition for, at brudens forældre betaler gildet, og at brudgommens forældre hjælper til. Det er klart, at i takt med brudeparrenes stigende alder er det en tradition, der står for fald, men ikke desto mindre kan I uden problemer sige til jeres nærmeste familie, især jeres forældre, at i stedet for en gave vil I gerne have et økonomisk bidrag til festen. Når de så har overvejet, hvor meget de vil give jer, hvis de da vil give jer noget, så lav jeres budget for festen derudfra. Men hold jeres venner udenfor jeres økonomiske overvejelser. Hvis I virkelig har alt, så skriv på invitationen, at I ikke ønsker jer gaver. Et bryllup er en fejring af brudeparret. Det er ikke en fundraiser.

Brevkasse: Hvornår skal man ankomme til en fest?

20 nov

Kære Sanne Udsen,
Jeg har været til min brors 40 års fødselsdag i et forsamlingshus. Vi var inviteret til kl. 19 (fødselaren + flere venner er landmænd – derfor tidspunktet). Vi kom som nærmeste familie lidt tidligere (18.30) for at sætte et anlæg til, og der var også hans svigerfar og en veninde ankommet. Umiddelbart herefter kom folk myldrende indtil 19.15. Velkomstdrinken kom imidlertid ind efter 19, og vi kom til at stå i utrolig lang tid, både fordi vi var der før, ikke havde noget i hånden og ligesom ventede på, at alle skulle komme, før vi satte os til bordet 19.30.

Da jeg kom hjem fra festen, fortalte jeg mine svigerforældre om festen, og netop om dette, at mange kom noget før 19. De mener, det er kutyme, at man ankommer, så man er klar til at gå til bordet kl. 19. Det synes jeg jo ikke, at jeg har været vant til. Vi kunne dog blive enige om, at der er forskel på, om man inviterer gæster hjemme eller holder festen ude. I ens private hjem er det vel stadig uhøfligt at komme før tid?

Vi prøvede at undersøge vores påstande på nettet, men fandt mest frem til, at det er uhøfligt at komme for sent, og i dette tilfælde var det jo nærmere det at komme for tidligt.

Kan du hjælpe os med etiketten på dette område?

Kære læser,
Ja, etiketten er sådan set meget klar på dette område: Hvis man er inviteret til en middag i et privat hjem fx klokken 19, er det etikettemæssigt korrekte tidspunkt at ankomme på et sted mellem 19.01 og 19.15. Man må aldrig komme før – så hellere stå ude i regnen og vente. Hvis man er inviteret til en middag med to-tre par på en restaurant (stadig klokken 19), så ankommer værterne i god tid inden 19 og sikrer sig, at alt er i orden. Gæsterne kommer derefter så vidt muligt lige efter 19, fordi man i dette tilfælde sætter sig direkte til bords.

Hvis man derimod er inviteret til en stor fest klokken 19 (uanset om festen bliver holdt ude eller hjemme), så er det korrekte tidspunkt at ankomme et sted mellem 19 og 19.30. Det er ikke meningen, at man skal kunne gå til bords klokken 19. Derimod vil man forvente at gå til bords tidligst klokken 19.30 (derfor skal man komme inden dette tidspunkt), og senest klokken 20 eller i hvert 20.30. (Ja, jeg har prøvet nogle gange, at middagen først blev serveret 21.30, hvor vi var inviteret til klokken 19, og jeg ved af erfaring, at det er meget lang tid at vente. Men det er højst usædvanligt i Danmark.) Det er heller ikke meningen, at alle skal komme på samme tid, for det gør det vanskeligt for værterne at hilse ordentligt på gæsterne, og det skaber trængsel i garderoben.

Jeg kan ikke forklare dig, hvorfor der er nogle, der ankommer før tid på trods af de krystalklare etikettemæssige regler omkring dette. Men sådan har det vist altid været. En oplevelse fra min tidlige barndom står knivskarpt i min erindring: Mine forældre skulle være værter ved en større familiefest. Den første til at ankomme var en faster Anna (jeg har aldrig fundet ud af, hvis faster hun var) – før tid! Hun blev lukket ind, men derefter placeret på en stol i herreværelset, mens vi børn fik besked på at sørge for, hun ikke flyttede sig. ”Jamen, er det ikke meningen, man skal komme et kvarter før?” forsøgte hun svagt at protestere over for min mor, som ikke gjorde noget forsøg på at skjule sin utilfredshed med hendes tidlige ankomst. ”Et kvarter EFTER!” svarede min mor isnende, og ja, det har prentet sig i min hukommelse. Min mors anskuelsesundervisning var i øvrigt i overensstemmelse med, hvad man kan læse i enhver etikettebog – måske lige bortset fra behandlingen af stakkels faster Anna.

Ikke desto mindre er der alligevel forskellige kutymer omkring ankomsttidspunktet. Nu ved jeg ikke, hvem faster Anna var faster til, og jeg ved heller ikke, om hun muligvis kom fra landet, men der er i hvert fald forskellige kutymer mellem land og by. En af mine veninder, der i dag er bosiddende i København, men kommer fra en mindre by på Fyn, har fortalt mig, at hvis hun fx er inviteret til en frokost klokken 12, ville hun i København ikke drømme om at komme før tidligst fem-ti minutter over 12 (det ville være højst uhøfligt!). Men belært af erfaring har hun tvunget sig selv til at ankomme på slaget 12, når hun er hjemme på Fyn. På trods af, at det føles helt forkert (og uhøfligt) at ankomme så tidligt, så er hun uvægerligt den sidste af gæsterne, der kommer.

Kort sagt er der tydeligvis forskellige kutymer. Hele ideen med etiketteregler og –bøger er, at man skal sikre sig, at folk opererer efter de samme forventninger. Men dette er altså et eksempel (der findes også andre!) på, at selv om reglerne egentlig er klare nok, så findes der andre kutymer, der er i strid med disse regler. Så længe værter og gæster har den samme opfattelse af, hvad der forventes af dem, så går det fint (også selv om det skulle være i strid med en eller anden teoretisk ’regel’). Problemet opstår, når der er forskellige forventninger. I dit beskrevne tilfælde var det tydeligvis forventningen fra værtens side, at gæsterne først skulle begynde at ankomme klokken 19. Det var det tidspunkt, der var bestilt velkomstdrink til. Hvad gør man så med de gæster, der kommer før? Ja, man kan jo ikke sige til dem, at de må gå en tur og komme tilbage klokken 19, og man jo heller ikke sætte dem alle sammen ind i herreværelset. Hvad gør man så? Eventuelt kan man være mere præcis i sin invitation. Jeg har set amerikanske invitationer, hvor man bliver inviteret til ”7 pm for dinner at 8 pm”. Så ved man, hvad man har at rette sig efter: Man er velkommen fra klokken 19, og man kan tillade sig at ankomme helt frem til klokken 20, men hvis man først kommer klokken 20, går man glip af aperitiffen.

Bogforum den 8. november

1 nov

På fredag den 8. november klokken 13 skal jeg optræde på L&Rs stand på Bogforum i Bella Centeret i København. Jeg skal fortælle om min seneste bog, “Parasitter i habitter”.

Det glæder jeg mig til. Det bliver første gang, jeg prøver at være på Bogforum i de nye rammer i Bella Centeret. Hidtil har jeg kun prøvet det i Forum. Her var det en anelse forvirrende at blive interviewet på en stand, for forlagenes stande var så tæt på hinanden, at mens man sad på den ene side af et forhæng og talte i en mikrofon, så kunne man tydeligt høre, hvad der blev sagt på den anden side af forhænget, hvor en anden forfatter fortalte om sin bog, så nogle gange kunne jeg blive i tvivl om, hvem der blev spurgt om hvad, og hvornår det var meningen, det var mig, der skulle tale.

Samtidig var publikum som udgangspunkt en anelse ukoncentreret — der skete så meget om ørerne på dem, at det var vanskeligt at koncentrere sig, og man kunne ikke lade være med at mistænke nogle af dem for, at den eneste grund til, at de var mit publikum, var, at det var lykkedes dem at få en siddeplads. Man bliver nemlig meget træt i fødderne af at være til Bogforum!

Af alle disse grunde tror jeg nok, de fleste forfattere har et had-kærlighedsforhold til Bogforum: Det er kaotisk, det er hæsblæsende, det er vanskeligt at få en fornuftig snak om ens bog, og det er svært at komme i en konstruktiv kontakt med publikum. Men det er også fedt og underholdende og et kæmpe cocktailparty (desværre bare uden drinks) og overvældende og sjovt og … Ja, det eneste, der er værre end at optræde på Bogforum er IKKE at optræde på Bogforum. Sidste år savnede jeg det. Så derfor glæder jeg mig ekstra meget i år — også selv om det er fredag eftermiddag, jeg skal optræde. Jeg får sikkert Bogforum helt for mig selv på det tidspunkt!

Parasitter i habitter_ny forside2