August i Paris

4 aug

Paris er så småt ved at lukke ned for sommeren. Butik efter butik og restaurant efter restaurant ruller skodderne ned og sætter et skilt i vinduet, hvor der står ‘på gensyn til september’. De forretninger, der ikke holder sommerferielukket, har til gengæld skifter udsalget af sommerkollektionen ud med efterårskollektionen, så man kan se lune, langærmede sweatre og uldne spencere med nydelig støvletter til, mens man selv sveder i en kortærmet T-shirt. Faktisk er det en anelse deprimerende, at efterårskollektionen allerede er fremme. Hvem har lyst til at blive mindet om, at sommeren får en ende? Det forekommer kun at være et øjeblik siden, at den begyndte.

Foromtale af min nye bog “Alle Guds børn”

1 aug

Den 2. oktober udkommer min nye krimi – “krimi 2”, som dens arbejdstitel har været hjemme hos os – med titlen “Alle Guds børn”. Den udkommer på People’s Press. Man kan se foromtalen af efterårskataloget på Fyens Stiftstidendes hjemmeside her. Og, ja, der er jo også andre bøger end min i kataloget!

Hvordan man får udgivet en faglitterær bog

28 jul

Bøger deles op i to overordnede kategorier: Faglitteratur og skønlitteratur. Man kunne også kalde kategorierne for ikke-fiktion og fiktion. Det gør man på engelsk, og det kunne hindre nogen forvirring blandt læsere, som måske tror, at “faglitteratur” betyder det har et højt fagligt indhold, eller at skønlitteratur er meget “skøn”. Sådan er det ikke. Til faglitteraturen regnes både kogebøger, rejseguider, lærebøger, biografier, ordbøger, takt- og tonebøger og meget, meget andet, mens skønlitteratur er al fiktion, uanset det litterære ambitionsniveau, herunder digte, børnebøger, krimier, noveller, kortprosa, chick lit, krigsromaner, historiske romaner, samt andre romaner i alle længder, osv.

I virkelighedens verden er der nogle gange lidt slørede grænser mellem den ellers skarpe opdeling: De senere år har set adskillige eksempler på udgivne, påståede selvbiografier (faglitteratur), der har vist sig at være fiktion (og dermed skønlitteratur), og omvendt er der lang tids tradition for, at der kan være en stor grad af selvbiografisk indhold i en roman. Og hvor er det lige en “erindringsroman” hører ind?

Men i det daglige arbejde på forlagenes redaktioner er der ikke den store forvirring. Nogle forlag udgiver kun faglitteratur (fx Forlaget Samfundslitteratur og Børsens Forlag), men de fleste forlag udgiver både skønlitteratur og faglitteratur. Forlaget skal imidlertid være meget lille (fx TV2 Forlag), for at der ikke er vandtætte skotter mellem den faglitterære redaktion og den skønlitterære redaktion.

Hvis man er debuterende forfatter, er det vigtigt at være klar over, at der er ret stor forskel på den proces, man skal igennem for at få antaget hhv. en faglitterær og en skønlitterær bog.

Dette indlæg handler om, hvordan man får antaget en fagbog. Så hvis det er en roman eller en digtsamling, du sidder med på computeren, så må du vente til et senere indlæg om, hvordan man får antaget en skønlitterær bog.

Enhver fagbog starter med en ide. Nogle gange opstår denne ide i redaktørens hjerne, hvorpå hun (redaktører er i overvejende grad af hunkøn) kontakter en forfatter, hun tror, kan skrive den pågældende bog – men i så fald er man næppe debuterende forfatter.

Kort sagt – man har fået en ide til en bog. Hvad gør man så? Ja, det man ikke gør, er at sætte sig ned og skrive den. Det kan måske lyde underligt, men det er ikke sådan, man får antaget en fagbog. Det man derimod gør, er at man sætter sig til tasterne og skriver et såkaldt bogforslag eller bogoplæg. Det består af

*en synopsis
*en kapiteloversigt eller en emneoversigt
*en tekstprøve (fx et prøvekapitel, så redaktøren kan se skrivestilen)
*en beskrivelse af målgruppe
*et følgebrev, hvori man beskriver, hvad ens forudsætninger for at skrive bogen er, og hvad der i øvrigt findes af “konkurrerende” litteratur på området.

Samtidig med dette arbejde undersøger man, hvilket eller hvilke forlag der udgiver denne type fagbøger, og som derfor kunne tænkes at ville udgive ens egen. Hvis man har en kontakt til en redaktør på forlaget, bruger man selvfølgelig denne. Men ellers er det bare med at finde en email-adresse på en relevant redaktør eller redaktionschef på forlaget. Det fremgår normalt af forlagets hjemmeside.

Så sender man en email, hvor man forklarer, at man gerne vil skrive denne bog, og man vil høre, om de vil være interesseret i at se ens synopsis mv. Medmindre man helt fuldstændigt er gået galt i byen med valg af forlaget, så vil de typisk svare tilbage, at det vil de skam gerne. Så spørger man for god ordens skyld, om det er i orden, man sender materialet elektronisk, og det er det som oftest. I det tilfælde kan man erstatte følgebrevet med teksten i en email – mens resten af bogforslaget bliver sendt som vedhæftede filer.

Man vil derefter typisk få at vide, at ens bogforslag vil blive taget op på et kommende redaktionsmøde. Med lidt held får man også en tidshorisont, og under alle omstændigheder kan man tillade sig at rykke for svar efter ca. 1 måned.

For at svaret fra forlaget skal blive positivt, skal allerførst redaktøren kunne lide ens bogoplæg. Dernæst skal resten af redaktionen kunne lide det. Og endelig skal salg- og marketingsfolkene sige god for bogen. Ja, det kan måske synes mærkeligt, at det er salg og marketing, der har det sidste ord, men bogen skal jo trods alt kunne sælges. Eller er det spildt arbejde for alle parter.

Lad os nu sige, at svaret er positivt. Forlaget er interesseret i ens bogforslag. I så fald bliver man indkaldt til et møde med redaktøren, hvor man diskuterer indholdet af bogen nærmere, samt ikke mindst de detaljer, der kan lægge op til en kontrakt: Deadline, royalty, mv. Det kan meget vel tænkes, at man er nødt til at udarbejde et kapitel eller flere, før redaktøren tør satse på at skrive kontrakt med en. Det kan også ske, at man har indtil flere konstruktive møder med redaktøren, men forlaget alligevel ender med at takke nej. Det er en del af den risiko, man løber som forfatter. Husk: bogen er først i hus, når man står med den trykte bog i hånden!

Hvis forlaget på trods af en indledende positiv respons alligevel ender med at trække sig, er det naturligvis skuffende, men i så fald må man fortsætte videre som beskrevet nedenfor i tilfældet, hvor forlaget fra starten giver en et negativt svar.

Kort sagt: Man har fået et negativt svar. Hvad gør man så? Ja, så starter man forfra med et nyt forlag.

Hvilket bringer mig til et spørgsmål, der ofte dukker op: Skal man sende ind til flere forlag på en gang, når de nu er så langsomme i optrækket inde på forlagene?

I dette tilfælde (dvs. i tilfældet med faglitteratur – det kan forholde sig anderledes med skønlitteratur, men det hører til i et andet indlæg) vil jeg sige nej.

Det er der to grunde til:

For det første bruger forlagene faktisk ikke så lang tid på at tage stilling til en fagbog. Det går nogenlunde hurtigt, og man kan som sagt tillade sig at rykke efter 1 måned. Men ofte har man fået svar inden.

For det andet vil man normalt få en begrundelse for afslaget. Det gælder selvfølgelig især, hvis man har haft møde med redaktøren, men også uden et møde vil man ofte få en begrundelse. Hvis man ikke får begrundelsen, kan man godt tillade sig at spørge til en. Og når man har fået denne begrundelse, kan man forbedre sit bogoplæg og tage højde for det, således at det bogoplæg, der bliver sendt ind til det næste forlag, er bedre. Nogle begrundelser kan man ikke bruge til noget, men i de fleste tilfælde kan denne feedback være særdeles nyttig. Det kan godt være, at forlaget helt har misforstået ideen med ens bog – men hvis skyld er det? Skriv dit bogforslag om, så det faktisk dækker det, du har tænkt dig!

Jo længere man er kommet i processen på et forlag, jo større er skuffelsen selvfølgelig, hvis det alligevel ender med et nej, men når man er kommet sig over skuffelsen, vil man typisk kunne bruge erfaringen til at gøre bogprojektet bedre. Det skulle være meget mærkeligt, hvis man ikke har fået noget nyttigt input i samtalerne med redaktøren. Tænk på det som gratis konsulentbistand og kom videre!

Nu sidder der måske en potentiel debuterende fagbogsforfatter derude og tænker: “Jamen, jeg har stort set allerede skrevet mit manuskript færdigt! Er det så ikke bedre at sende hele manuskriptet ind til forlaget?”

Svaret er kort og godt: Nej!

Hvorfor nu ikke det? Det er, fordi de fleste forfattere – uanset om de er debuterende, erfarne, fag- eller skønlitterære forfattere – er glade for deres ord. Når de først har slidt og svedt over tasterne for at få de helt rigtige ord ned i den rigtige rækkefølge, så er de ikke meget for at skrive om og slette – og de er især ikke meget for at smide hele kapitler ud. Når det nu er sådan et vigtigt emne. Derimod vil de fleste fagbogsforfattere være langt mere åbne over for redaktørens forslag til sidelængde, emner, vægtning af diverse synsvinkler osv., når bogen ikke er skrevet endnu.

Så medmindre man indsender et helt perfekt manuskript, der ikke bare er lige i øjet, men også nærmest er direkte klar til at blive sendt til sats (og det er meget, meget usandsynligt!), så vil et forlag være forbeholden over for et allerede skrevet manuskript, fordi de ved af erfaring, at det kan være vanskeligt at få forfatteren til at ændre i manuskriptet, så det efter deres mening bliver udgivningsklart.

Hvad gør man så, hvis man allerede har skrevet sit manuskript? Man lader, som om man ikke har gjort det, og går frem som ovenfor beskrevet: Lav en synopsis, beskriv emnerne, udvælg en tekstprøve, osv. Og vær åben over for at den færdige bog ikke helt kommer til at se ud som det manuskript, man har liggende klar!

Hvad er det der “tag-ling”?

16 jul

Med fare for at indrømme at jeg er helt blog-analfabet, så opdager jeg nu, at Bente Hoffmann har tagget mig – hvad det så end er. Og det har hun endda gjort for lang tid siden.

Selv skriver hun: “I mit pinsefravær har capac været så elskværdig at tagge mig. Opgaven lyder:

* Pick up the nearest book.
* Open on page 123.
* Find the fifth sentence.
* Post the next three sentences.
* Tag five people, and acknowledge who tagged you.”

Pinsefravær! Ja, og her er vi forbi Bastille-dagen, før jeg opdager det.

Nå, men man skal jo ikke lade en udfordring gå fra sig.

Den nærmeste bog er faktisk “Håndbog for karrierekvinder”, som ligger kun 30 cm fra mig, fordi det er meningen, jeg skal til at skrive en ny udgave. Men det virker lige lovligt selvpromoverende at citere sin egen bog.

Jeg samlede derfor i stedet “Plotting and Writing Suspense Fiction” af Patricia Highsmith op. Den havde jeg netop lagt klar til at medbringe på min flytur senere i dag. Slå op på side 123. Bogen har kun 145 sider, så det var da lige det, vi nåede det.

Den femte og de to følgende sætninger lyder sådan: “I had Carter kill Sullivan, and thus I put a terrible but interesting strike against him, considering that I wanted to have the reader “on Carter’s side” at the end of the book. Judging from the reviews I mostly succeeded. Only one reviewer (English) said outright that he was disgusted with Carter’s eye-for-an-eye way of thinking, the rest of the reviewers granting, at least tacitly, that prison experiences can harden the sensibilities and conscience in a decent man.”

Hmmm — nu kan man jo ikke lade være med at spekulere på, i hvilken bog det var, hun lod Carter slå Sullivan ihjel. (Hvem de pågældende så er.) Det er i bogen “The Glass Cell”. Jeg har ikke læst den selv.

Så kommer vi til sidste del af udfordringen – jeg skal tagge 5 personer. Ja, det må altså vente, til jeg finder ud af, hvad det der tag-ling er for noget, og hvordan man gør det.

Interview i Berlingske

16 jul

Jeg er blevet interviewet til Berlingske Tidende. Man kan se interviewet her. Det er ikke mig, der har fundet på overskriften. Men det er mig, der har talt om “selskabslivet spøgelsesbilister” – dem, der på en eller anden måde altid kommer til at optræde lidt kikset, uden at ville det.

Sommer i Paris

4 jul

Frederiksberg Fonden har været så venlig at give mig et ophold i deres charmerende lejlighed i det yderst charmerende Marais-kvarter. Vejret har mildest talt været skiftende på de relativt få dage, vi har været her. Den første dag var det hedebølge, og temperaturen i metroen var tæt på kogepunktet – i såvel bogstavelig som overført betydning. Næste dag var det nærmest koldt, og så begyndte det at regne. Og regne. Og regne. Og jeg ærgrede mig over, at det netop var paraplyen, der ikke var blevet plads til i bagagen. Dagen blev det tørt, men køligt. Og nu begynder det at ligne en almindelig dansk sommer. I hvert fald i dag.

Brevkasse: Fødselsdagsbrunch

22 apr

Kære Sanne Udsen,

Vi er blevet inviteret til brunch i anledning af en 50 års fødselsdag for en af vore nære venner. Selvom vi bor her ude på landet i Nordsjælland, har vi selvfølgelig hørt om brunch før, men vi er lidt usikre på, hvordan det forholder sig, når der samtidig er tale om en rund fødselsdag. Først og fremmest: Hvilken slags tøj tager man på? En 50 års fødselsdag er jo normalt både festlig og højtidelig, mens brunch da vist er noget mere ”casual”. Vi er også lidt usikre på, hvor længe man skal blive i en sådan sammenhæng. Markerer hun mon denne festdag med en brunch, fordi hun ønsker, at vi kun skal komme, aflevere vores gave og tage en kop kaffe, eller vil hun omvendt blive skuffet, hvis vi ikke bliver et stykke tid. I givet fald hvor længe. Til vor store overraskelse afslører hun i invitationen, at hun er født i USA. Nu plejer vi altid at tage flag med til fødselsdag. Bør vi i denne anledning tage det amerikanske flag med, eller skal vi blot holde os til Dannebrog, som vi plejer?

Vi læser med stor interesse dine kloge svar, så vi håber, du også har mulighed for at give os et rigtigt godt svar.

Kære læsere,
Det er ganske korrekt, at en brunch er mere uformel end en middag, så noget kunne tyde på, at I har ret i, at jeres fødselar ikke er interesseret i eksempelvis taler – i hvert fald ikke særligt mange – siden hun vælger at fejre sin runde fødselsdag med en brunch. Jeg vil så sige, at det er nu sjældent, at der slet ikke er nogen taler, når det drejer sig om en rund fødselsdag, men det er klart, at hele konceptet med en fødselsdagsbrunch lægger op til væsentligt færre indslag end en stor middag. Det skal nu ikke afholde jer fra at skrive en sang eller lignende, hvis det er noget, I plejer at gøre. Med hensyn til påklædning så er den forventede påklædning ganske rigtigt mere ”casual”, end den ville være til en fest. Men det betyder ikke, at I skal komme i havetøjet. Tag det samme tøj på, som I ville gøre til en formel frokost. Det vil normalt betyde jakkesæt (ikke mørkt) eller bukser og jakke til herren og en eftermiddagskjole (hvis den slags findes mere) eller nederdel/bukser med en festlig, men ikke nedringet top til fruen. Hvad angår slips, så er jeg ikke meget for at skrive det, men det må vist nok siges at være valgfrit. Personligt synes jeg ikke, det ser godt ud med jakkesæt og en af den slags skjorter, som amerikanerne kalder en ”dress shirt” – og så ikke noget slips! Derfor blev jeg glad, da jeg læste en artikel, hvor en britisk etikette-kollega forklarer, at den slipseløse dille er SÅ 2007 – og at slips er nu blevet moderne igen. Men jeg ved jo godt, at moden ikke altid kommer så hurtigt til Nordsjælland, så der vil nok stadig være nogle herrer, der ikke har opdaget, at det manglende slips var sidste års mode og ikke er dette års mode. Med hensyn til hvor længe I skal blive, så er jeg sikker på, at hun gerne vil have, at I bliver længere end blot en kop kaffes tid. Hvis hun havde ønsket, at I bare skulle komme forbi med gaven, så ville hun have holdt en reception. Hvor længe skal I så blive? Ja, det er vanskeligt at sige helt præcist, men afhængig af situation og stemning vil jeg sige et sted mellem 2½ og 4 timer. Med hensyn til jeres flagspørgsmål, så forstår jeg på den ene side, at der er tale om en af jeres nære venner, og på den anden side kommer det som en overraskelse for jer, at hun er født i USA. Dette tolker jeg, som om hun ikke er amerikansk statsborger, men dansk. Derfor kan I roligt tage Dannebrog med. I skal også være klar over, at vi danskere bruger vores flag på en anden måde, end amerikanerne gør: Mens vi bruger Dannebrog til at festliggøre en begivenhed og flaget derfor opfattes som et symbol på, at der er noget at fejre, så ser amerikanere i højere grad Stars & Stripes som et nationalt symbol og som et tegn på patriotisme. Ikke desto mindre vil jeg sige, at hvis jeres værtinde specifikt nævner i invitationen, at hun er født i USA, så kunne være det passende at medbringe et enkelt Stars & Stripes, hvis I skulle kunne skaffe et sådant. Hvis ikke, kan I uden problemer nøjes med Dannebrog.