To måneders tøjfaste, og det er ikke slut endnu

Min tøjfaste fejrer to måneders dag, og det går stadig fint. Og før nogen begynder at sige: ”To måneder uden at købe nyt tøj? Skulle det nu være noget?”, så vil jeg lige nævne, at jeg i de forudgående seks uger op til tøjfastens start havde købt følgende: 1 nederdel, 2 par strømper, 1 sweater, 1 par sko, 1 jakke og 2 bluser. Hvilket i mit hoved var blevet til ”praktisk talt ingenting”. I de forløbne to måneder har jeg faktisk ingenting købt.

Nu hjælper det jo vældigt på humøret, at jeg lige inden påbegyndelsen af min ”faste” netop havde købt et par bluser – bl.a. denne dejlige sag fra Agnes B. (som jeg i parentes bemærket fik til en rigtig god pris):

Pga. det kolde vejr har jeg først for nylig taget den i brug, og på den måde føles det faktisk som et stykke nyt tekstil, og derfor er det muligvis lidt snyd rent følelsesmæssigt. Men en tøjfaste handler jo ikke kun om at have noget nyt og hidtil ubrugt tøj at tage på, det handler også om shopping-oplevelsen. I hvert fald for nogle af os. Eller måske skulle jeg snarere sige, at nyt tøj altid handler om shopping-oplevelsen – der er bare det, at for nogle af os er shopping-oplevelsen en reel fornøjelse – for andre er den noget, der kan sammenlignes med fornøjelsen ved en rodbehandling hos tandlægen, og altså noget, man virkelig ønsker at undgå, medmindre det er absolut nødvendigt. Jeg hører så til den kategori, der har reel fornøjelse ud af at gå i butikker og se på varer. Herunder tøj. Jeg vidste det godt, inden jeg startede tøjfasten, men jeg har i høj grad fået det bekræftet i løbet af de sidste to måneder: Ganske vist er det gået godt i den forstand, at jeg ikke har købt nyt tøj, heller ikke strømper og undertøj, som nogle (men ikke jeg!) mener, bør være undtaget fra tøjfasten – men jeg skal minde mig selv om det hele tiden: Hvis jeg er ude og gå en tur og ser en tøjbutik, bliver mine fødder draget mod den, men så må jeg huske mig selv på, at jeg ikke skal købe nyt tøj, og derfor er der ingen grund til at gå ind og kigge. Ja, jo, man kunne selvfølgelig gå ind og se bare for at holde sig selv orienteret, men det er nok klogest at holde sig helt væk. Ingen grund til at udsætte sig selv for fristelser – eller endnu værre: I et anfald af glemsomhed komme til at købe noget. Nej, det er helt klart bedst at holde sig borte.

Men hvad er det egentlig, der er så tiltrækkende ved at shoppe? Nogle mener, at det er de drømme, der herigennem bliver næret: Når vi shopper – når vi går rundt mellem varerne og rører ved dem – så fantaserer vi om vores fremtidige, bedre, slankere, lykkeligere, mere succesfulde jeg. Et jeg, der har brug for en gallakjole, fordi ”jeg” bliver sådan en person, der går til gallafester! Problemet er selvfølgelig, at selv om vi får gallakjolen til en god pris, så er det langt fra sikkert, vi nogensinde får brug for den – og hvis vi endelig skulle blive inviteret til en gallafest, er der en stor sandsynlighed for, at gallakjolen ikke længere passer os, eller er gået lidt for meget af mode. At vi ikke kun køber tøj til vores nuværende figur og livsstil, men også til den, vi drømmer om, kan være en af forklaringerne på, at der er så mange mennesker, der har tøj i deres garderober, som aldrig er blevet brugt – og som sandsynligvis heller aldrig bliver det. Se mere om årsagerne til, at folk køber tøj, som de aldrig bruger, i denne artikel på time.com.