Nabofruen på taget

7 apr

For langt over en måned siden så vi pletten på loftet første gang. Diagnosen var nem at stille: Der måtte være en defekt tagsten. Udbedringen var noget vanskeligere. Nogen skulle tydeligvis op på taget.

“Vi mÃ¥ have en længere stige,” sagde min mand, som straks tog af sted for at købe en. Vi satte stigen op. Den var ikke lang nok. Hverken til at man kunne komme op og kigge pÃ¥ taget, eller til — nok sÃ¥ vigtigt — at man ligefrem kunne komme op pÃ¥ taget.

Så det stoppede der. Vi rejste fra et defekt tag og var borte nogle uger. Som forventeligt så det værre ud, da vi kom tilbage. Vi kiggede endnu engang på det.

“Det mÃ¥ vi se at fÃ¥ gjort noget ved,” sagde jeg.

“Ja,” sagde min mand. Og sÃ¥ stoppede det der.

Lige indtil jeg en aften opdagede, at nu var lækagen blevet meget, meget værre.

Næste morgen sagde jeg til min mand: “Nu er du altsÃ¥ nødt til at gÃ¥ over og lÃ¥ne den stige hos naboen!”

“Ja,” sagde min mand. “Hvad er det nu, ‘lÃ¥ne’ hedder pÃ¥ fransk?”

Bevæbnet med dansk-fransk ordbogen under armen gik min mand over til naboen. Han kom tilbage med ordbogen under den ene arm og stigen under den anden arm.

“Hvordan pokker fÃ¥r man løsgjort den her stige?” spurgte han, og mens vi baksede med den, kom nabofruen pilende gennem hegnet for at hjælpe. Nabofruen er en væver lille dame, som for længst er gÃ¥et pÃ¥ pension. Den eneste gang, hvor jeg har været indenfor hos naboen, var hun lige igang med at lave en æbletærte sÃ¥dan en helt almindelig fredag aften, hvor der ikke skulle komme gæster. Hun havde mel op til begge albuer og var ved at skære æblerne ud i papirtynde skiver. Nu fik hun frigjort stigen i løbet af ingen tid. Vi fik stillet stigen op til taget. Min mand kravlede op.

“Hvad skal jeg se efter?” spurgte han.

“Du skal se efter, om der er en af dem, der er i stykker,” sagde jeg hjælpsomt nede fra foden af stigen.

“Jeg kan ikke se noget,” sagde han til sidst og kravlede ned. “Prøv du.”

Jeg skulle lige til at kravle op, da Madame stoppede mig.

“MÃ¥ jeg?” spurgte hun.

Jeg mÃ¥tte have set en anelse tvivlende ud, for hun skyndte sig at forklare: “Det er skam mig, der ordner alt med taget ovre hos os!”

Nu var det jo ikke, fordi det ligefrem kriblede i mig for at komme op og inspicere taget, så jeg lod allernådigst Madame kravle op. Mens jeg holdt fast i stigen, spekulerede jeg på, hvad jeg skulle sige til hendes mand, hvis hun faldt ned, og hvad nummeret til SAMU mon lige var her ude på landet.

I første omgang stoppede hun som reglementeret ved det trin, hvor der med store bogstaver stÃ¥r “STOP”. Men Madame er en lille dame, sÃ¥ hun kunne ikke fÃ¥ et ordentligt overblik derfra, og hun klatrede lynhurtigt videre op. Det eneste, jeg kunne tænke pÃ¥, var, hvad ‘forsigtig’ hedder pÃ¥ fransk, men jeg kunne ikke huske det. Madame begyndte at hive snavs væk fra taget.

“Har De en kost?”

Ja, det havde vi da. Af sted efter en kost, og da vi kom tilbage, lød der er et triumfråb fra Madame. Den defekte tagsten var fundet. Nu sled og hev hun, og løs kom den. Så skulle der sættes en ny på. Banke, ordne, hive. Alt dette skete med kun det yderste af en tå på stigen, som jeg stadig klamrede mig til, alt imens jeg forestillede mig det værste. Så skulle Madame lige tjekke, om der var flere defekte tagsten. Det var der ikke. Endelig, endelig kom hun ned fra stigen igen, og jeg kunne drage et lettelsens suk. Vi fik slået stigen sammen igen.

Madame så med sit falkeblik på noget afklip fra et træ, vi havde liggende, og sagde, at hun planlagde at lave et bål til afbrænding af haveaffald i morgen, og vi kunne da bare få vores brændt med på bålet.

“Tak,” sagde vi. “For det hele.”

“Det var da ingenting,” sagde Madame og tog stigen under armen og gik tilbage gennem hegnet.

“Da jeg kom for at lÃ¥ne stigen, var hun i gang med at højtryksspule,” sagde min mand, mens han sÃ¥ efter hende. “Hende kunne du lære noget af!”Den famøse tagsten

Anmeldelser af Stein og drømmefabrikken

31 mar

Det er altid med bævende hjerte, man imødeser anmeldelser af ens bøger. Det er jo lidt ligesom et barn, man sender ud i verden. Vil de grumme anmeldere forstÃ¥ netop ens eget barns styrker og særkender? Eller vil de hæfte sig ved ubetydelige svagheder? Eller — endnu værre — vil de helt misforstÃ¥ barnet/fejllæse bogen/læse den ud fra helt forkerte præmisser? Ja, det kan ske. Men i tilfældet med anmelderen pÃ¥ Helsingør Dagblad kan jeg nu ikke pÃ¥ nogen mÃ¥de klage!
Stein og drømmefabrikken

Hvad er en genreforfatter?

28 mar

Ja, det er nok ikke alle, der ved, hvad en genreforfatter er. Jeg har selv tidligere indrømmet at være sÃ¥dan en. Og Susanne Staun, som er en fremragende forfatter — ja, en fremragende genreforfatter — har nu skrevet en fremragende kronik om, nÃ¥ ja, det underkendte i at være genreforfatter …

Brevkasse: Hvis du har et spørgsmål

28 mar

Indtil jeg får lavet en lidt smartere spørgsmålsfeature til min brevkasse, er du velkommen til at sende dit spørgsmål til sanne@udsen.dk

Det koster ikke noget at få besvaret et spørgsmål, men til gengæld er det en betingelse, at spørgsmål og svar kan blive offentliggjort, enten her på siden, i en avis eller på anden vis.

Brevkasse: Hattetikette

28 mar

Kære Sanne Udsen,
Min mand har til sin 60års fødselsdag ønsket sig en hat, og det er nu lykkedes at få indkøbt en lækker og stilig hat fra Petitgas – men så kommer alle spørgsmålene jo: Hvordan er det lige med takt og tone i forbindelse med at gå med hat i nutiden? Jeg har søgt en del på nettet, men kan ikke finde det, jeg søger efter.

Kan du hjælpe med henvisning til et site, en bog eller lignende? Eller har du mulighed for at give mig hovedtrækkene i Hattens takt og tone? Gerne for både herrer og damer.

Kære læser,
Kunsten at bære en hat, løfte en hat på den rigtige måde og på det rigtige tidspunkt er noget, der gennem historien har været genstand for mange værker, men jeg ved ikke, hvor nyttige din mand ville finde disse i dag. Det er trods alt en hel del år siden, at det var utænkeligt for en mand at gå udendørs uden hovedbeklædning. I filmen ”Ridderfalken” med bl.a. Humphrey Bogart bliver en af politifolkene så træt af alle de mistænktes lange søforklaringer, at han vil have dem ud af den lejlighed, de befinder sig i, og med ned på politistationen til nærmere afhøring. Som signal til dette beordrer han de tilstedeværende: ”Get your hats!” Jeg er ikke sikker på, at det i dag ville blive forstået på samme måde.

Hvad angår takt og tone og hattebrug for mænd, kan man sige, at de falder i to overordnede kategorier: Hattehilsen og hattebæring. Den første del – hvordan man løfter hatten, hvem den skal helt af overfor, og hvornår man kan nøjes med en symbolsk markering af en finger mod kanten – har næppe den helt store praktiske betydning i dag, da din mand formentlig ikke risikerer at fornærme ret mange ved at gøre det forkert, eftersom resten af verden kun sjældent vil kende reglerne. Den anden del – hattebæring – er der langt flere, der ved noget om, og dermed er der også langt flere, din mand kan risikere at støde eller få til at trække på smilebåndet ved forkert anvendelse.

Hovedreglen er, at mænd bærer hat udendørs, men ikke indendørs. Og så til gråzonerne: Er en forhal eller en gang i en offentlig bygning indendørs? Er en elevator? Her er det simple svar: Nej, ja og delvist. Hvis en mand befinder sig i en elevator sammen med en dame – hans hustru falder ind under kategorien dame i denne sammenhæng – så tager han hatten af. Ellers kan han beholde den på. Forhallen vil normalt være at betragte som et slags ”udendørs”, medmindre man opholder sig i den i længere tid. Forvirret? Det bliver værre, når vi kommer til transport: Din mand kan beholde hatten på, hvis han kører i bus eller metro, men han må have den af, når han kører i regionaltog. Til at lægge hatten fra sig kan han anvende hattehylden. Hvad så med S-tog? Ja, der kan han også få lov at beholde den på. I hvert fald på en kort tur og hvis han ikke er i selskab med en dame. Lad mig citere ”Vor tids skik og brug” fra 1965, som opsummerer således: ”Udendørs har en herre sin hat på hovedet. Indendørs beholder han den på, når han er undervejs til et sted og kan betragte sig selv som én af mange; men han tager den af, når han taler med en dame … undtagen i de tilfælde, hvor det ville være meget upraktisk.”

En lidt nyere bog, ”The Modern Gentleman” fra 2002, opsummerer gode hattemanerer således: 1) Hatten af, når en dame kommer ind i elevatoren; når man sidder ned indendørs; når et ligtog passerer forbi. 2) Hatten løftes, når man har foretaget en høflig handling; når man passerer hinanden tæt; når man tilbyder sit sæde til en anden person.

Hvis du gerne vil give ham etikettetipsene i bogform, kan du se, om du kan fremskaffe en eller begge af de nævnte titler.

Så var der det med damerne. Som man jo næsten kan gætte, er hatteregler for damer helt anderledes. Damer kan have hat på såvel udendørs som indendørs – til gengæld har de kun hat på om dagen og ikke om aftenen. De løfter ikke på hatten, hverken når de møder andre damer eller herrer, men beholder den hele tiden på. De beholder (især) hat på i kirke, men hvis hatten er stor, og de er i biografen, til koncert, foredrag el.lign. (til en eftermiddagsforestilling, forstås, eftersom vi damer aldrig har hat på om aftenen), så regnes det for uhøfligt at beholde den på – men det skyldes alene hensynet til de stakler, der sidder bag en. Til en damefrokost med hat på restaurant har alle damerne hat på. Til en damefrokost med hat i et privat hjem er det kun de besøgende damer, der har hat på. Værtinden har ikke hat på i sit eget hjem.

Asger Jensbys manglende kandidatgrad

23 mar

Jeg har pÃ¥ opfordring af Bjørn Lambek valgt at redigere i den tidligere udgave af dette indlæg, da indholdet Ã¥benbart kunne — læs: blev — misforstÃ¥et. Kort sagt har Bjørn Lambek beskyldt mig for at beskylde ham og hans kollega, Kristian Sloth, for at have planket historien om Asger Jensby manglende kandidatgrad fra min bog om IT Factory-sagen. Forvirret? Jeg skal prøve at rede trÃ¥dene ud.

Forhistorien er, at jeg i “Stein og drømmefabrikken” har skrevet om, at der i Ã¥revis har været vedholdende rygter om, at Asger Jensby ikke er cand.merc., som han ellers selv har pÃ¥stÃ¥et bl.a. pÃ¥ sin LinkedIn profil. (Det er ændret nu, sÃ¥ der er ingen grund til at gÃ¥ ind og tjekke.)

Hvis jeg havde haft mere tid, kunne jeg nok have gjort mere for at fÃ¥ det dokumenteret, men i første omgang forlod jeg mig pÃ¥ mit ret indgÃ¥ende kendskab til de højere læreanstalter – som ikke uden videre udleverer oplysninger om deres alumnis kandidatgrader, manglende eller ikke-manglende, hvis disse oplysninger ikke er officielt tilgængelige. Til gengæld stolede jeg pÃ¥ min kilde. Og derfor kom det med i bogen. Selv om det selvfølgelig gav anledning til diskussioner mellem mig selv og forlaget. Til sidst endte det altsÃ¥ med, at den manglende kandidatgrad kom med.

Bogen udkom den 23. marts. En uge før udgivelsesdagen lå bogen rundt omkring på redaktionernes borde. Søndag den 22. marts om aftenen sad hele familien klar foran fjernsynet, da 21 Søndag tonede frem på skærmen, eftersom det var annonceret, at de ville bringe et interview med Asger Jensby. Og det skal jeg love for, de gjorde!

Og ikke alene var det lykkedes journalisterne (Bjørn Lambek og Kristian Sloth) at fÃ¥ et interview med Asger Jensby — de fik ogsÃ¥ hele to gange verificeret den manglende kandidatgrad. Først af Handelshøjskolen i Ã…rhus og bagefter af Asger Jensby selv. Sikke en lettelse! Nu var det ganske klart, at jeg ikke behøvede frygte et sagsanlæg mandag morgen, nÃ¥r bogen lÃ¥ i forretningerne.

Timingen og detaljen med LinkedIn-profil gav mig dog stof til eftertanke. De havde haft min bog liggende pÃ¥ redaktionen i en uge. Det gav mig anledning til at skrive et lille glad: “Mon ikke det er derfra, de har fÃ¥et inspirationen til at tjekke hr. Jensbys akademiske meritter?” Jeg kan tilføje, at jeg ikke var ene om at have bidt mærke i timingen, og jeg var heller ikke den eneste, der var lidt hurtigt ude med en Ã¥rsags-sammenhæng.

For Bjørn Lambek har forsikret mig overbevisende om, at de har kendt til rygtet om den manglende kandidatgrad længe.

Nu kommer vi sÃ¥ til der, hvor diskussionen om “beskyldninger” starter. Bjørn Lambek og jeg har haft en telefonsamtale, hvis indhold i ultrakort referat bestod i:
“Du har beskyldt os for at have planket en historie”.
“Nej, det har jeg altsÃ¥ ikke.”
“Jo, du har!”
“Nej, jeg har ej!”
“Jo, du har!”
“Nej, jeg har ej!”
Og så videre ad nauseam. Læseren kan selv fortsætte.

Jeg har ikke beskyldt Bjørn Lambek og hans kollega for at have planket en historie. Jeg har hverken sagt, skrevet, tænkt eller ment det. Derimod har jeg troet — og troede, jeg havde skrevet — at de var blevet inspirerede af en oplysning i min bog. Det er de sÃ¥ ikke. Men hvordan skulle det være at planke en historie, selv hvis jeg havde troet rigtigt? Historien har de da under alle omstændigheder selv lavet.

Det kræver altså ikke det store detektivarbejde at gribe et frithængende rygte og skrive det ned. Faktisk var det en væsentlig pointe i min bog, at det netop var et vedholdende rygte, som det ikke var vanskeligt at komme til at høre. Tværtimod. Derimod ligger det store arbejde i at få rygtet enten verificeret eller falsificeret. Æren for dette tilfalder alene journalisterne på 21 Søndag, uanset hvor de havde fået inspirationen til det fra.

MÃ¥ske er der tale om en fundamental forskel pÃ¥, hvordan journalister tænker, og sÃ¥ hvordan vi, der er mere akademisk uddannet, tænker. Journalister lægger helt vildt stor vægt pÃ¥ en “nyhed”. Vi, der er forskningsuddannede, ved, at en nyhed har meget kort holdbarhed, mens vi i stedet lægger vægt pÃ¥ selvstændig refleksion og analyse. Inspirationen til dette arbejde kan komme hvorsomhelst fra — vi kan jo ikke vÃ¥gne op hver morgen og opfinde den dybe tallerken — men det er det ekstra, som inspirationen fører til, der tæller. For at bruge et lidt vel fortærsket udtryk sÃ¥ er det det sidste, der er value adding.

I min bog om IT Factory-sagen har jeg derfor ogsÃ¥ forsøgt at fokusere pÃ¥ ikke personen Stein Bagger, og hvorfor han gjorde, som han gjorde, og hvad han mon lavede pÃ¥ sin tværs-over-USA-tur, men derimod pÃ¥, hvorfor omgivelserne lod ham slippe af sted med det. Det er ogsÃ¥ baggrunden for, at jeg medtog et (pÃ¥ det tidspunkt) ikke verificeret rygte om Asger Jensbys manglende kandidatgrad i min bog. For det første: Hvor mange personer opstÃ¥r der nu lige den slags rygter om? For det andet: Hvor ofte ser vi nu lige en kombination af en administrerende direktør, der lyver om sin uddannelse, og en bestyrelsesformand, der gør det samme? Hvor hurtigt mon lige bestyrelsesformanden vil være til spille “nu-viser-vi-alle-vores-eksamenspapirer-frem”-legen?

Manglende eksamensgrader er ikke problem i sig selv, men det er i høj grad et problem, nÃ¥r en person har løjet om det. Da jeg i sin tid lavede research til min bog “Psykopater i jakkesæt”, fandt jeg ud af, at det med at lyve om sine eksamenspapirer var et gennemgÃ¥ende tema. Dengang stødte jeg især pÃ¥ falske jurister og falske ingeniører. Sidenhen har jeg i forbindelse med min foredragsvirksomhed hørt endnu flere grelle eksempler. Falske læger lader bl.a. til at være i omløb i større omfang, end man har lyst til at tænke pÃ¥.

Nu, hvor jeg er i gang med mine bøger, kan jeg ogsÃ¥ røbe, at manglende eksamenspapirer ligeledes er en del af plottet i min krimi “Djævelens advokat”.

Og nej, jeg vil ikke forsøge at tage monopol pÃ¥ at interessere mig for folks manglende eksamenspapirer, men jeg kan da i det mindste dokumentere, at min interesse gÃ¥r langt tilbage …

Barack Obama tjener godt på sine royalties

20 mar

Ja, det mÃ¥ jo altid glæde en forfatter, nÃ¥r der er forfattere, som tjener seriøse penge pÃ¥ deres bøger. New York Times skriver om, hvordan de mange royalty-indtægter, som præsident Obama har tjent pÃ¥ sine bøger, herunder sin selvbiografi, reddede præsidentparrets økonomi, før de blev præsidentpar. Det eneste, der er lidt ærgerligt ved historien, er, at i første omgang solgte hans bog ikke nok til, at den indtjente royalty kunne dække forskuddet. Der kom først gang i salget efter hans tale pÃ¥ partikonventet i 2004, og efter han blev præsidentkandidat, kom der virkelig gang i salget. Hvis det er en betingelse for en bestseller, at man skal være amerikansk præsidentkandidat, sÃ¥ begrænser det jo mulighederne. Men sÃ¥dan er det da heldigvis heller ikke! Selv om det tydeligvis hjælper …

Kort sagt: Det er en tilstrækkelig, men ikke en nødvendig betingelse!

“Djævelens advokat” til røverpris

17 mar

I disse dage er der mulighed for at købe “Djævelens advokat” til en usædvanligt god pris — ja, vi kan vist roligt kalde det røverpris. Den kan nemlig fÃ¥s til den latterligt billige pris af 59,00 kroner i Vangsgaards nye bogudsalg. Det finder sted pÃ¥ RÃ¥dhuspladsen i København og løber til og med den 28. marts 2009.

Uheldige afslag fra forlag

15 mar

De fleste af os forfattere har prøvet den alt andet end opløftende oplevelse at modtage et afslag pÃ¥ et bogforslag (hvis det er en faglitterær bog) eller — endnu værre — pÃ¥ et helt manuskript (hvis det er en skønlitterær bog). Og ja, det er værre med den skønlitterære bog, fordi der er gÃ¥et meget mere arbejde ind i et helt manuskript end i et bogforslag. Men begge dele er frygteligt nedslÃ¥ende. Derfor mÃ¥ vi ofte trøste os med, at “ét afslag er intet afslag” og minde hinanden om alle de mega-sælgende forfattere, der startede med at blive afvist af forlag efter forlag. Men hvordan er det sÃ¥ at sidde pÃ¥ den anden side af bordet, redaktør-bordet, og afvise et manuskript, der sidenhen giver et megasalg til en konkurrent? Det kan man læse om i denne artikel i Information. NÃ¥r man tænker over det, er dette dog næppe den hyppigst forekommende fejl i forlagsbranchen. Formentlig sker det langt oftere, at et manuskript bliver antaget — for sidenhen at have yderst pauvre salgstal. Det er heller ikke sjovt. Hverken for forlaget eller forfatteren.