For langt over en måned siden så vi pletten på loftet første gang. Diagnosen var nem at stille: Der måtte være en defekt tagsten. Udbedringen var noget vanskeligere. Nogen skulle tydeligvis op på taget.
“Vi mÃ¥ have en længere stige,” sagde min mand, som straks tog af sted for at købe en. Vi satte stigen op. Den var ikke lang nok. Hverken til at man kunne komme op og kigge pÃ¥ taget, eller til — nok sÃ¥ vigtigt — at man ligefrem kunne komme op pÃ¥ taget.
Så det stoppede der. Vi rejste fra et defekt tag og var borte nogle uger. Som forventeligt så det værre ud, da vi kom tilbage. Vi kiggede endnu engang på det.
“Det mÃ¥ vi se at fÃ¥ gjort noget ved,” sagde jeg.
“Ja,” sagde min mand. Og sÃ¥ stoppede det der.
Lige indtil jeg en aften opdagede, at nu var lækagen blevet meget, meget værre.
Næste morgen sagde jeg til min mand: “Nu er du altsÃ¥ nødt til at gÃ¥ over og lÃ¥ne den stige hos naboen!”
“Ja,” sagde min mand. “Hvad er det nu, ‘lÃ¥ne’ hedder pÃ¥ fransk?”
Bevæbnet med dansk-fransk ordbogen under armen gik min mand over til naboen. Han kom tilbage med ordbogen under den ene arm og stigen under den anden arm.
“Hvordan pokker fÃ¥r man løsgjort den her stige?” spurgte han, og mens vi baksede med den, kom nabofruen pilende gennem hegnet for at hjælpe. Nabofruen er en væver lille dame, som for længst er gÃ¥et pÃ¥ pension. Den eneste gang, hvor jeg har været indenfor hos naboen, var hun lige igang med at lave en æbletærte sÃ¥dan en helt almindelig fredag aften, hvor der ikke skulle komme gæster. Hun havde mel op til begge albuer og var ved at skære æblerne ud i papirtynde skiver. Nu fik hun frigjort stigen i løbet af ingen tid. Vi fik stillet stigen op til taget. Min mand kravlede op.
“Hvad skal jeg se efter?” spurgte han.
“Du skal se efter, om der er en af dem, der er i stykker,” sagde jeg hjælpsomt nede fra foden af stigen.
“Jeg kan ikke se noget,” sagde han til sidst og kravlede ned. “Prøv du.”
Jeg skulle lige til at kravle op, da Madame stoppede mig.
“MÃ¥ jeg?” spurgte hun.
Jeg mÃ¥tte have set en anelse tvivlende ud, for hun skyndte sig at forklare: “Det er skam mig, der ordner alt med taget ovre hos os!”
Nu var det jo ikke, fordi det ligefrem kriblede i mig for at komme op og inspicere taget, så jeg lod allernådigst Madame kravle op. Mens jeg holdt fast i stigen, spekulerede jeg på, hvad jeg skulle sige til hendes mand, hvis hun faldt ned, og hvad nummeret til SAMU mon lige var her ude på landet.
I første omgang stoppede hun som reglementeret ved det trin, hvor der med store bogstaver stÃ¥r “STOP”. Men Madame er en lille dame, sÃ¥ hun kunne ikke fÃ¥ et ordentligt overblik derfra, og hun klatrede lynhurtigt videre op. Det eneste, jeg kunne tænke pÃ¥, var, hvad ‘forsigtig’ hedder pÃ¥ fransk, men jeg kunne ikke huske det. Madame begyndte at hive snavs væk fra taget.
“Har De en kost?”
Ja, det havde vi da. Af sted efter en kost, og da vi kom tilbage, lød der er et triumfråb fra Madame. Den defekte tagsten var fundet. Nu sled og hev hun, og løs kom den. Så skulle der sættes en ny på. Banke, ordne, hive. Alt dette skete med kun det yderste af en tå på stigen, som jeg stadig klamrede mig til, alt imens jeg forestillede mig det værste. Så skulle Madame lige tjekke, om der var flere defekte tagsten. Det var der ikke. Endelig, endelig kom hun ned fra stigen igen, og jeg kunne drage et lettelsens suk. Vi fik slået stigen sammen igen.
Madame så med sit falkeblik på noget afklip fra et træ, vi havde liggende, og sagde, at hun planlagde at lave et bål til afbrænding af haveaffald i morgen, og vi kunne da bare få vores brændt med på bålet.
“Tak,” sagde vi. “For det hele.”
“Det var da ingenting,” sagde Madame og tog stigen under armen og gik tilbage gennem hegnet.
“Da jeg kom for at lÃ¥ne stigen, var hun i gang med at højtryksspule,” sagde min mand, mens han sÃ¥ efter hende. “Hende kunne du lære noget af!”
