Der var sat tre dage af til retssagen mod Stein Bagger, men der var kun brug for de to. Faktisk afsluttede dommeren retsmødet allerede efter halvanden dag, nemlig lidt over klokken 12 på dag nummer 2. På det tidspunkt skulle der ellers have været frokostpause, men i stedet kunne tilhørerne gå hjem og vente på domsafsigelsen.
Også dag nummer 2 i retten var en spændende oplevelse. Dertil kom, at det altid er en fornøjelse at se dygtige fagfolk i funktion. Nu har jeg selv været domsmand i en årrække i både Københavns Byret og Retten på Frederiksberg, og jeg kan garantere, at det hører til de absolutte sjældenheder — jeg har aldrig prøvet det før! — at møde så kvalificerede folk på alle sider i retten. Det gælder for såvel dommer som for anklager og forsvarer.
Dommeren indledte dagens retsmøde med at erklære, at der var tale om en jubilæumsdag. Det vakte ikke umiddelbart genklang hos tilhørerne. Så uddybede han bemærkningen: “Det er i dag 10 år siden, Bjørn Stiedl blev dømt i København Byret. En sag, som mange vil mene, har en vis relevans for denne sag.” Så vendte han sig mod anklageren: “Har I snart fået sat ham i fængsel?”
Anklageren svarede: “Det kan ikke vare længe.”
Så var tonen slået an, og derefter gik anklageren over til sin procedure.
Dag nummer 2 gav svar på det spørgsmål, som jeg stillede i et tidligere indlæg. Hvorfor holdt Stein Bagger hånden over sine tilsyneladende medskyldige?
Forklaringen var formentligt tofold: Nemlig både af hensyn til strafudmålingen og af hensyn til konfiskationsbeløbets størrelse.
Det forholder sig sådan, at det regnes for en skærpende omstændighed, hvis en forbrydelse udføres i samarbejde med medgerningsmænd. Derfor procederede forsvareren for, at Stein Bagger havde udført sine forbrydelser alene, og at den skærpende omstændighed dermed ikke kunne tages i betragtning ved strafudmålingen. Forsvareren kunne dog ikke helt komme udenom den del af forbrydelsen, der handler om returkommissionen, men den mente han kun kunne fastsættes til 40 millioner kroner. Den store svindelsag var udført af Stein Bagger alene.
Også med hensyn til konfiskationsbeløbet har det en betydning, om Stein Bagger og Mikael Ljungman var fælles om forbrydelsen eller ej. Anklageren har krævet et beløb på 220 millioner kroner konfiskeret hos Stein Bagger. Anklagerens argument for dette beløb er, at det er det beløb, der bliver tilbage af den samlede svindlede sum efter at have fraregnet de penge, som blev brugt til at holde Potemkin-kulissen IT Factory kørende. Selv om 140 millioner kroner af disse penge er havnet hos Mikael Ljungman, og andre ikke kan redegøres for, stammer de fra den samme forbrydelse, og uanset hvem der er endt med at have rovet, må beløbet kunne konfiskeres hos Stein Bagger.
Forsvareren, derimod, argumenterer for, at der kun skal konfiskeres et beløb på 13 millioner kroner, for Mikael Ljungman var ikke Stein Baggers medkumpan. Og de 13 millioner var det eneste, som Stein Bagger havde fået ud af det. (Hvordan forsvaret nåede frem til netop dette beløb blev ikke gennemgået i detaljer.)
Javist. Pludselig faldt det hele på plads. Men spørgsmålet er, om dommeren blev overbevist om, at Stein Bagger var helt alene om udførelsen og planlægningen af forbrydelsen, og at Mikael Ljungman intet vidste om, at der var tale om fupfakturaer før september 2008? I så fald vil dommeren være en af de få i retssalen, der troede på det.
Anklageren krævede, at paragraf 88, som i særligt alvorlige tilfælde kan lægge 50 % til straframmen, blev taget i anvendelse. Dette blev fulgt af dommeren, som til gengæld gav Stein Bagger betydelig rabat for sit samarbejde med politiet og sin medvirken til forbrydelsens opklaring. Summa summarum: 7 år til Stein Bagger. På mange måder var dommen lidt af et columbusæg, for på denne måde tog dommeren også hensyn til forsvarerens indvending om, at hvis straffen blev for hård, kunne man som forsvarer ikke tilråde en fremtidig klient at samarbejde med politiet.
Blandt fagfolk er der da tilsyneladende også enighed om, at Stein Bagger ikke kan tillade sig at være utilfreds med straffen. Selv hans forsvarer har givet udtryk for, at 7 år var, hvad man kunne forvente. Men derfor er det vel altid lidt af et chok, når det går op for én, at nu er det virkelighed.
Nu starter så hele “hvad-kan-vi-lære-af-det” trummerummen. I Berlingske Tidende bliver læren, at markedsøkonomien fungerer. Det er ikke helt klart, hvordan der kommes frem til denne konklusion. Ikke at jeg mener, at man kan drage den modsatte — men hvordan kom markedsøkonomien ind i det?