Kære Sanne Udsen,
Er det virkelig acceptabelt at kommentere andre folks mangel på børn? Jeg er den ældste blandt mine søstre og kusiner, og flere af dem har fået børn. Jeg synes, deres børn er søde, og jeg vil også gerne selv have børn på et tidspunkt, men jeg er ret træt af, at især mine tanter, men også andre familiemedlemmer, hele tiden kommenterer min mangel på børn. Det er, som om de ser det som en slags konkurrence om, hvem der først får børn. Den har jeg jo ligesom tabt, så hvorfor kan de ikke bare lade være med at tale om det? Jeg synes ikke, det kommer dem ved.
Kære læser,
Du har fuldstændigt ret i, at det ikke kommer dem ved. De eneste, udover dig selv, der kan siges at have en legitim interesse i din evt. formering er dine forældre, som har en interesse i at få børnebørn. Men selv dine forældre kan ikke tillade sig at blande sig i dine planer om at få børn, hvor svært det end kan være for dem at lade være med at blande sig. Dermed har jeg også svaret på, om dine tanter og andre familiemedlemmer har ret til at kommentere din barnløshed. Selvfølgelig har de ikke det. Og selvfølgelig er det ikke en konkurrence om at stille først med en arving. (Medmindre der virkelig er tale om en familietradition med en særlig præmie til den første arving.)
Problemet er bare, at familiemedlemmer (og her er dine ikke de eneste!) har det med at tiltage sig rettigheder, som de ikke har. Så derfor er dit egentlige spørgsmål velsagtens, hvordan du bærer dig ad med at få lukket munden på dem. Hvis der havde været tale om mere perifere bekendte eller med arbejdskolleger, ville jeg have rådet dig til at se bedrøvet ud og mumle lidt usammenhængende, at det der med børn, det kan vist desværre ikke blive til noget. På personer, der er bare nogenlunde indfølende og som ikke er for tæt på dig, vil det normalt have den effekt, at de straks trækker følehornene til sig. Men med familiemedlemmer som dem, du beskriver, kan man formentlig forvente, at de vil kaste sig ud i gode råd om behandling for barnløshed og fremover vil spørge indgående til evt. fremskridt i den retning. Og det er ikke det, du ønsker. Nu går jeg ud fra, at uagtet at deres kommentarer er dybt irriterende og taktløse, så er det i princippet godmodigt ment fra deres side og at betragte som en form for malplaceret drilleri. Derfor vil jeg råde dig til at svare dem i samme ånd. Du kan fx sige: ”Lover du mig at komme og passe mine børn, når jeg får nogen?” eller ”Ja, jeg ved det. Det er skrækkeligt, at jeg ikke kan finde ud af få børn. Hvad synes du, jeg skal gøre?” eller ”Det er det med at finde det rigtige tidspunkt. Kan du ikke hjælpe mig med at finde det?”