Et års hårdt arbejde nærmer sig sin afslutning. Eller rettere: Arbejdet er (foreløbig) slut for mit vedkommende, nu mangler bare trykning og indlæsning. “Under andre omstændigheder” udkommer 1. september 2023.
Nå, ja, der mangler selvfølgelig også en hel del markedsføring, som i vore dage i høj grad hviler på forfatterens egne skuldre, selv om forfatteren måske ikke er den bedst egnede til netop den opgave.
Romanen er en fortsættelse af “Men nok om det”, som udkom i 2019. Den blev der ikke lavet meget markedsføring af — hverken af mig eller andre — men alligevel lykkedes det dens lydbogsudgave at blive shortlistet til Mofibo-awards 2023. Ingen var mere overrasket end mig. Det skyldes måske indlæseren. Heldigvis er det samme indlæser, Marie Louise Cornelius, der skal indlæse “Under andre omstændigheder”.
Papirbogen udkommer på Forlaget Brændpunkt, mens lydbogen udkommer på Lind & Co. Det bliver spændende!