Finn Nørbygaards økonomiske problemer

17 aug

Finn Nørbygaard har været ude i den danske verdenspresse og fortælle om, hvordan han må gå fra hus og hjem — og alt sammen skyldes det to katastrofer, som han har været udsat for, nemlig 1) Stein Baggers svindelnummer i IT Factory og 2) finanskrisen, som har kostet ham et ikke nærmere angivet beløb, men dog mindst hans opsparede formue på 37 millioner kroner.

Samtidig fastholder han, at han udtrykkeligt har bedt sin investeringsrådgiver i Danske Bank om at investere med “livrem og seler” — og indrømmer i samme åndedrag at have godkendt, at banken gearede hans investeringer!

Alt dette blev udbasuneret under overskriften: “Finn taler ud” — nu skulle kortene på bordet, nu skulle han ikke længere tale udenom. Ikke desto mindre er det ikke det, der er sket. Nej, der er ikke rigtig kommet nogle kort på bordet, og han taler stadig udenom.

I min bog “Stein og drømmefabrikken” skrev jeg følgende i afsnittet “Vindere og tabere”:

Hovedaktionæren i IT Factory, JMI Invest, var også, rent økonomisk, en vinder. Afkastet af den investerede kapital var tilsyneladende ufattelig højt. De sidste to år før konkursen blev der udloddet henholdsvis 30 millioner og 18 millioner kroner til aktionærerne. JMI Invest har modtaget halvdelen af dette beløb. Det har langt oversteget det oprindeligt investerede beløb.
(…)

Kan man tale om et tab for investorerne i det ’nye’ IT Factory fra 2003 – JMI Invest A/S, Agios United SA og Sølco ApS? Eller kan man kun tale om ”skuffede forventninger”?
Et egentligt tab må altid måles i forhold til initialinvesteringen. Man kan altså ikke sige at penge, der har været ”vundet” i form af en (fiktiv) høj værdi, udgør et tab. Undervejs har der ganske vist været tale om helt forbløffende gode afkast på investeringen. Mistænkeligt gode afkast, men at de var mistænkelige hører ikke ind her.
Hvor mange penge har der egentlig været investeret i IT Factory? Tilbage i 2003, efter det tidligere IT Factorys konkurs, blev de aktiver, der skulle videre i det nye IT Factory købt for 2 millioner kr. kontant plus et gældsbrev på 2 millioner kr. til Amagerbanken. Siden hen har det været nødvendigt for investorerne at skyde ekstra 12,5 millioner kr. ind i 2005.
Hvis initialinvesteringen plus de ekstra penge, der efterfølgende er skudt ind, overstiger udlodningen af udbytte, så er der selvfølgelig tale om et tab. Men det har der ikke været tale om for IT Factorys vedkommende. Tværtimod har der været udbetalt flotte udbytter.
(…)
Det samme gælder for Finn Nørbygaard. Heller ikke han kan sige, at Stein Bagger direkte har kostet ham penge. At Finn Nørbygaard, som er aktionær i JMI Invest, hvor det gennem investeringen i IT Factory med den fiktive værdiansættelse har set ud til at gå fabelagtigt godt, derefter går ud og investerer en masse lånte penge i aktier, som efterfølgende falder dramatisk i værdi, betyder ikke, at han har tabt penge i IT Factory. Nej, han har tabt penge på sine indkøbte aktier. Hvis de var steget i værdi i den mellemliggende tid, havde han jo vundet penge. Det er med andre ord den dårlige bankrådgivnings og finanskrisens skyld.
Alligevel kan man jo sådan set godt forstå, hvis Finn Nørbygaard skulle være en bitter mand. Han har helt klart været udsat for skuffede forventninger i denne sag. Da IT Factory ultimo 2007 blev værdiansat med henblik på et salg, lød investeringsbankens værdiansættelse på 8 milliarder kroner. Den potentielle køber, General Atlantic, kom i foråret 2008 med et købstilbud, der svarede til en samlet værdiansættelse af IT Factory på ca. 6 milliarder kroner. Finn Nørbygaards andel af IT Factory ville dermed være 525 millioner værd ved en værdiansættelse på 6 mia., og andelen havde været 700 millioner kroner værd ved en værdiansættelse på 8 mia. kroner. Det er ikke sjovt at vågne op til en erkendelse af, at der bare var tale om en drøm.

Det ovenstående holder stadig. Det eneste nye, der er kommet frem, er, at Finn Nørbygaard fastholder, at aktionærerne i JMI Invest ikke så noget til det udbytte, som JMI Invest fik udbetalt fra IT Factory. Det er måske ikke så mærkeligt, eftersom stort set alle de andre selskaber, som JMI Invest havde investeret i, var mere eller mindre nødlidende — med Fullrate som en undtagelse.

Havde Stein Bagger ikke begået sit svindelnummer, ville JMI Invest blot være enten gået konkurs eller måtte have yderligere kapitalindsprøjtning langt tidligere.

Man kan beskylde Stein Bagger for meget, men man kan ikke beskylde ham for at have kostet Finn Nørbygaard penge. Ikke direkte. Læg mærke til, at de to andre investorer i JMI Invest (idet vi lige ser bort fra særtilfældet Asger Jensby) Peter Sølbeck og Tom Matthiesen tilsyneladende ikke er kommet ud i samme økonomiske uføre som Finn Nørbygaard. Dette på trods af, at Peter Sølbeck havde et direkte tab på IT Factory, eftersom han ejede 5 % af aktierne. Aktier, som han i dyre domme havde købt af Agios United.

Hvorfor kan Finn Nørbygaard så få lov til at slippe af sted med at sige, at han løb ind i to katastrofer, hvoraf den ene er Stein Bagger?

Måske fordi de pågældende journalister ikke har sat sig ind i sagen. En velkommen undtagelse herfra er interviewet i epn.dk. Men selv her bliver der ikke fulgt op på Finn Nørbygaards udsagn om, at hele udbyttet fra IT Factory blev reinvesteret. Derfor er det jo stadig penge!

Der er desuden også forholdet med de bristede forventninger. Selv om Finn Nørbygaard ikke kan siges at have haft et tab på IT Factory (men måske nok et tab på den oprindelige investering i JMI Invest), så kan man sige, at Stein Baggers svindelnummer har haft en afledt effekt. Hvis man tror, at man har udsigt til at få en masse penge, så bliver ens adfærd formentlig en hel del mindre risikoavers. Kort sagt kunne Finn Nørbygaard godt overbevise mig om, at fordi han troede, at han havde udsigt til en formue gennem JMI Invests investering i IT Factory, så blev han pludselig vældig kåd og måske lidt selvovervurderende og dermed meget risikovillig med sine ‘egne’ penge. De penge, som han faktisk havde råderet over.

Det ville jeg være parat til at tro på. Og på den måde kunne han siges at være et indirekte offer for Stein Baggers svindelnummer.

Men det er ikke det, han står frem og siger. Tværtimod siger han, at han gik til Danske Bank og bad dem om at investere med livrem og seler. Det har de så tydeligvis ikke gjort, men det er vanskeligt at tro på, at han faktisk har givet dem denne besked.

Selv om man ikke har den mindste smule forstand på aktier, så ved man, at hvis man skal investere “med livrem og seler”, så skal minimum to ting være opfyldt:

1) Man skal ikke kun vælge én investeringsudbyder (og man skal slet ikke lægge alle sine æg i én kurv)
2) Man skal ikke investere mere, end man kan tåle at tabe (man skal holde sig langt fra at geare sine investeringer)

Det er ligesom ikke det billede, der tegner sig af investoren Finn Nørbygaard, vel?

Så hvad mon han har gang i? Er han ved at tegne et billede af den stakkels småopsparer, der er blevet snydt af store stygge Danske Bank (lidt ligesom i Roskilde Bank)? Er der et sagsanlæg på vej? Så ville han vel ikke have brugt så meget tid på at nå frem til en ordning med banken. Eller er han ude på at skabe positiv stemning og interesse, så folk vil myldre ind og se hans nye show? For god reklame, det har han da fået! Ikke alle debattører på Dorte Tofts blog finder det lige smagfuldt. Men derfor kan det jo godt være effektivt.

Irakerne og den danske medfølelse

15 aug

Da nyheden om politiets rydning af Brorson-kirken for de irakere, der siden maj havde opholdt sig i kirken i håb om at få omstødt beslutningen om deres hjemsendelse, havde bredt sig, blev der straks livlig aktivitet blandt mine Facebook-venner. Der blev indkaldt til demonstration, og der blev råbt på anstændighed, og der blev ytret mishag med politiets brug af knipler. Blandt disse mine Facebook-venner var den gængse opfattelse tydeligvis, at kun, hvis man var modstander af rydningen af kirken, kunne man påberåbe sig at være medmenneskelig og have medfølelse. Dem, der mente noget andet, var påfaldende tavse. De var det tavse flertal. Men nu er jeg træt af at være det tavse flertal. Og jeg er faktisk ret irriteret over, at der tilsyneladende kun er én mening, man kan tillade sig at have, hvis man er ‘god’ og medmenneskelig.

Jeg har hele tiden ment, at irakernes ophold i kirken var halsløs gerning. (Man kan ikke kalde det en besættelse af kirken, eftersom menighedsrådet gav deres tilladelse til opholdet.) Tilfældigvis var jeg i Aftenshowet samme aften, som præsten fra Brorsons Kirke var derinde for at fortælle om menighedsrådets beslutning, og det var vanskeligt for mig at tilbageholde spørgsmålet: “Hvad er exit-strategien?” Det burde være klart — syntes jeg i hvert fald — at tiden ikke var inde til særlovgivning. Sporene efter palæstinenser-loven skræmmer. Ikke desto mindre må det være denne gamle særlov, som irakernes rådgivere har ladet sig inspirere af i denne aktion. Men visse ting kan ikke gentages. Derfor var lige præcis denne aktion halsløs gerning, hvis formålet var at ‘redde’ netop denne gruppe af irakere. Men hvis formålet alene var medieopmærksomhed, så var det selvfølgelig ikke halsløs gerning. Nej, så må aktionen vist kaldes en succes.

En del af dette mediestunt har været, at der var tale om ophold i en kirke. Kirken og dens fredhellighed skulle sikre en særlig beskyttelse. Men hvor absurd er det lige! Skulle en gemen indbrudstyv eller overfaldsmand kunne løbe ind i en kirke og påberåbe sig fredhellighed og dermed være uden for lovens lange arm? Der er ganske vist noget særligt ved en kirke. Hvis gruppen af irakere i stedet havde opholdt sig i et privat hjem, ville der ikke være gået tre måneder, før politiet havde hentet dem ud. Men at tro, at kirkefreden ikke kan brydes, er selvfølgelig en absurd fejlopfattelse. En kirke er i princippet som alle andre offentlige rum i denne sammenhæng. Hvis irakerne har troet anderledes, må der være nogle, der har vildledt dem.

Denne gruppe af irakere har forståeligt nok været desperate og derfor parate til at gribe ethvert halmstrå. De har også udvist handlekraft, og efter min mening må man have respekt for folk, der prøver at tage skæbnen i egen hånd. Problemet er bare, at den tænkning kan man ikke bruge i en retsstat. Lighed for loven indebærer, at den, der ikke er i stand til at handle og forbedre sin stilling, ikke skal være dårligere stillet end den, der kan råbe højt og påberåbe sig mediers og befolkningens interesse. Kort sagt: Hvorfor er det lige denne gruppe, vi skal have medfølelse med og udvise medmenneskelighed overfor? Hvad med alle de andre? Hvad med alle dem, der også har fået nægtet asyl, men som ikke har forsøgt at gå til drastiske skridt for at få afgørelsen omstødt? Hvis vi ikke kan stole på Flygtningenævnets afgørelse i denne sag, hvordan kan vi så stole på deres afgørelser i alle de andre sager? For det skal vel ikke være op til en folkedomstol at afgøre hvert enkelt tilfælde?

Det kan meget vel være, at loven skal ændres. Det kan meget vel være, at Flygtningenævnets afgørelsespraksis er for restriktiv. Men så er det der, der skal sættes ind.

Der er adskillige personer både blandt mine Facebook-venner og blandt kommentatorer, der mener, at vi som danskere bør ’skamme os’ over denne sag. Men ville der ærligt talt ikke først være virkelig grund til at skamme sig, hvis man som stat lod følelserne styre, hvem der blev givet asyl, og hvem der ikke blev givet asyl? Medmindre, selvfølgelig, at man som stat giver alle, der beder om det, asyl. Det ville være en løsning, som ikke medførte forskelsbehandling.

Også selve politiaktionen har givet anledning til kritik. Ja, der er gudhjælpemig folk, der har kritiseret, at politiaktionen foregik om natten! Skulle det måske være mere hensigtsmæssigt, at det foregik om dagen? Så ville der da virkelig kunne blive ballade!

Ligeledes er politiets temmelig livlige brug af knipler blevet kritiseret. Kønt ser det heller ikke ud, når kampklædt politi uddeler knippelsuppe. Men spørgsmålet er: Hvad er alternativet? Skulle de have brugt tåregas og vandkanoner? Eller skulle de have brugt skarpladte skydevåben? Næppe, vel? Så er knipler nok at foretrække. Og ja, selv om folk sidder ned, så kan det være nødvendigt at trække kniplen frem, hvis de ikke har tænkt sig at flytte sig. Der er jo ikke tale om, at disse personer var uskyldige tilskuere, der sad på en bænk på afstand og betragtede optøjerne. Nej, der var tale om aktivister, der forsøgte at forhindre politiet i at udføre den opgave, som politiet havde fået.

Faktisk er det på mange måder prisværdigt, at aktivisterne føler så stærkt for deres sag, at de også rent fysisk vil ofre sig for sagen. Men det ville klæde dem bedre, hvis de ikke efterfølgende klynkede over politiets behandling af dem. Hvor er det heroiske i det? If you put yourself in harm’s way, don’t be surprised if you’re harmed. Mindst en af aktivisterne vil nu klage over politiet. På TV2 News hørte jeg intervieweren spørge hende: “Men blev I ikke bedt om at flytte jer?” “Jo,” måtte hun indrømme, men hun havde ikke regnet med, at politiet ville bruge knipler. Hun havde forventet, at de ville slæbe eller bære hende væk … Ak ja.

Lederne i aviserne er, som man kunne forvente. I Politiken er holdningen, at der er tale om gennemført brutalitet fra politiets side. Tjaeh … I Berlingeren er holdningen, at der var tale om en helt igennem legitim politiaktion. Den eneste, der måske overrasker — positivt — er lederen i BT.

Kynisme er endnu et begreb, der er blevet slynget rundt i denne debat, ikke mindst på Facebook. Jeg mener også, der er tale om uhyggelig meget kynisme i denne sag. Men jeg synes, kynismen først og fremmest er at finde på den side, der ellers påberåber sig medmenneskelighed. For det første er det udtryk for kynisme, når irakernes rådgivere har givet irakerne et falsk håb og støttet og opmuntret aktionen for herigennem at kunne bruge deres sag i et stort mediestunt. Måske havde irakerne ikke noget at tabe, men derfor er det kynisk alligevel. Men endnu mere kynisk er det, at visse kommentatorer tilsyneladende håber, at irakerne går en frygtelig skæbne i møde — blot for hermed at kunne ‘bevise’, at Flygtningenævnets afgørelse var forkert.

Lad os håbe, at Flygtningenævnets afgørelse er den rigtige. For irakernes skyld.

‘Djævelens advokat’ er kommet i bogklub

14 aug

Man kan nu købe ‘Djævelens advokat’ i Gyldendals krimiklub for den nette sum af 129 kroner. Hvis man er medlem af bogklubben, vel at mærke. Og interessant nok har de kædet min bog sammen med ‘Lige efter bogen’ af John Colapinto, som jeg synes er en ret underholdende bog! Man sparer nu ikke noget ved at købe de to bøger sammen. Men denne form for markedsføring er kendt fra Amazon, og må antages at være specielt rettet mod læsere, der ikke er så gode til hovedregning.

Foredrag om “Psykopater i jakkesæt”

12 aug

Jeg bliver indimellem spurgt, om jeg ikke kan offentliggøre, hvornår jeg holder foredrag, der er offentligt tilgængelige.

Således opmuntret kan jeg oplyse, at jeg skal holde foredrag på efterårets psykiatriuge den 7. oktober på Herlev Hospital med titlen “Psykopaten i jakkesæt – eksemplificeret ud fra bogen Stein og drømmefabrikken”, og ja, det er mig, selv om mit navn er angivet som “Susanne”. Entré: 250 kr., men så er det også for hele dagen.

I Gilleleje holder jeg foredrag med titlen “Psykopaterne omkring os” den 12. november 2009. Det er klokken 19-21, og entreen er 125 kroner.

Med samme titel, “Psykopaterne omkring os”, holder jeg foredrag i Roskilde den 24. november 2009 klokken 19. Entreen er 50 kroner.

Håndbog for karrierekvinder, version 2.0

12 aug

I dag udkommer ‘Håndbog for karrierekvinder’ i 2. udgave. Den nye udgave er hele 20 % længere end den ‘gamle’, som udkom første gang i 2000. Den nye udgave er at finde i boghandlerne fra i dag — og hvis du ikke kan finde den hos din boghandler, så kan den bestilles hjem, eller du kan bestille den direkte fra DJØFs Forlag.