Mit første forsøg med at gennemføre et år uden at købe nyt tøj gik fra februar 2018 til februar 2019. Jeg var ret stolt af mig selv, da året var omme, for det lykkedes mig helt at undlade at købe nyt tøj, og jeg købte heller ikke noget brugt tøj. Nu må det retfærdigvis nævnes, at jeg havde en smule tøj i skabet i forvejen, så jeg behøvede altså ikke gå nøgen.
Men i løbet af 2019 tog mine tøjindkøb rask fart igen, så derfor blev et af mine nytårsforsætter for 2020, at jeg ikke ville købe noget nyt tøj. Men jeg tillod mig selv at købe brugt tøj (det handlede jo bl.a. om at begrænse min klimabelastning, og her er brugt tøj helt okay) samt undertøj og strømper. I løbet af 2020 arvede jeg noget tøj, og på den måde fik jeg jo noget “nyt”, og derudover købte jeg flere nye strømper, som jeg endte med slet ikke at bruge.
Jeg valgte derfor at gentage nytårsforsættet for 2021. I løbet af dette kalenderår købte jeg undertøj og strømper (igen!), og så købte jeg også en brugt kjole og en brugt festjakke. Det gik jo ganske fint.
Men da vi nåede frem til 2022, var jeg faktisk begyndt at længes efter en ny sweater. Jeg havde repareret et par af mine gamle, men jeg ville bare rigtigt gerne have en ny. Jeg syntes egentlig også, jeg fortjente det. Og der var udsalg. Jeg gav med andre ord mig selv lov. Nu havde jeg jo været “afholdende” så længe.
Som det så ofte går i den slags situationer, så endte jeg med ikke bare én, men hele to nye sweatre. Den ene gul og den anden blå. Begge dejlige.
Nu er jeg jo ikke sådan en type, der kasserer en god gammel sweater, bare fordi jeg har fået to dejlige nye sweatre. Nej, selv om der kom et ret stort hul på albuen på en ældre sweater, så fik jeg repareret den. Ganske kunstnerisk, hvis jeg selv skal sige det. Jeg har læst op på “visible mending” og fandt en opskrift på at lave denne “stopning”. Jeg har også repareret mine gamle jeans og på den måde givet dem lidt længere levetid.
Men selv hvis vi alle begynder at reparere og lappe vores tøj, så det kan få forlænget levetiden (og det synes jeg bestemt, vi skal gøre!), så vil vi stadig have behov for nyt tøj en gang imellem. Ikke så ofte, som vi har vænnet os selv til at tro, men indimellem.
Spørgsmålet er så: Hvor meget hvor ofte? Hvad er et passende niveau for et tøjforbrug, som både tilfredsstiller vores behov og samtidig tager hensyn til klima og miljø? Er det 10 stykker tøj om året? Eller kan man nøjes med mindre? Eller er 20 stykker tøj – alt inklusive – passende?
Men næsten uanset hvor man sætter grænsen, så længe denne grænse er under “uendelig”, vil det medføre, at man overvejer hvert enkelt køb og lader det tælle med i regnskabet.
Og det er vel egentlig der, vi skal hen. At vi sørger for, at hvert enkelt nyerhvervelse er velovervejet og sikret en plads i garderoben. At det er slut med bare at købe en beklædningsgenstand, fordi den var på udsalg, eller fordi vi trængte til opmuntring. Vi skal forsøge kun at købe det, som vi virkelig gerne vil have, og som vi ved, vi kommer til at bruge. Mange gange.