Blå, blå himmel og kolde nætter i Provence

17 feb

Jeg skriver dette i regnvejr. Ja, det modsiger jo til dels overskriften, men det er faktisk ingen myte, at der er mange solskinsdage i Provence. En regnvejrsdag er så usædvanlig, at man bliver ganske overrasket og nødt til at nævne det.  I dag regner det altså. Men det gjorde det ikke i går, og det gør det sikkert heller ikke i morgen.

Og netop de lange, solrige dage gør Provence til noget helt specielt om vinteren – især for os nordboere, der godt kan blive lidt trætte af gråt, gråt og atter gråt vejr. Nej, så er det en hel del skønnere med solskinsvejr. Også selv om det er koldt. For det er det faktisk. Ja, nede ved kysten kommer temperaturen typisk ikke under frysepunktet — så ville appelsinerne i Nice nok ikke se så godt ud, som de gør på billedet.

Men længere inde i land — højere oppe — kan det godt blive rigtigt koldt. Især om natten. Og det kan godt ramme frysepunktet. Ikke så ofte, men det sker.

Så er det jo vigtigt at have noget at varme sig på. Det kunne være en fiskesuppe, som man kan købe på glas i overraskende god kvalitet.

 

 

Eller det kunne være en klassisk provencalsk ret som en daube, en estouffade eller en cassoulet. Hvis man kun kender Provence fra sommerferier, kan man undre sig over, at disse solide og kraftige retter virkelig skulle være klassiske retter fra Provence, for hvem har lyst til at have en gryde stående i ovnen i tre timer, når det er 40 grader varmt udenfor? Ikke nogen, formentlig. Men om vinteren er det en ganske anden sag. Så luner sådan en langtidsstegning i ovnen. Og det smager jo også godt.

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *