Udgivelse i udlandet

12 sep

Danmark er et lille sprogområde, hvor der bliver udgivet hele 10.000 bøger om året, så det kan være vanskeligt for den enkelte bog at trænge igennem mylderet, blive bemærket og virkelig sælge. Udlandet, derimod, det er stort. Meget stort. Så derfor drømmer de fleste af os forfattere meget naturligt om at få udgivet en eller flere eller alle ens bøger i udlandet. Det er jo så stort, udlandet. Hvordan bærer man sig så lige ad med det?

For det første skal man gøre sig klart, at der er forskel på udlandet: Det er ikke hele udlandet, der er lige modtageligt for at læse oversat litteratur. Det engelsksprogede marked — som mange sikkert drømmer om at udkomme på, fordi det er så dejligt stort — er notorisk vanskeligt at komme ind på for en ikke-engelsksproget forfatter. I USA er det fx kun 3 procent af de udgivne bøger, der er oversat fra et andet sprog — først og fremmest fransk, spansk og tysk, selv om svensk og norsk også optræder på Top 10-listen. Man kan læse mere om problematikken i denne artikel. Til gengæld har lande som Tyskland, Italien og Frankrig en pænt stor andel oversat litteratur blandt de udgivne bøger på deres bogmarkeder.

Og der findes jo som bekendt danske forfattere, som udkommer på udenlandsk. Hvordan gør man så det? Der er i hvert fald to ting, der er nødvendige: En prøveoversættelse og en agent. Prøveoversættelsen kan godt være på engelsk, også selv om det ikke er meningen, at man vil forsøge sig på det engelsksprogede marked, for mange både agenter og redaktører rundt om i verden er i stand til at læse engelsk, og på denne måde kan de få et indblik i bogen og dens potentiale. Hvis et udenlandsk forlag så bider på, vil dette forlag betale for oversættelsen til det relevante sprog. Men det kan bestemt også være nyttigt med en prøveoversættelse på det sprog, man ønsker at afsætte bogen til.

Prøveoversættelsen består typisk af et par kapitler, og denne prøveoversættelse bekostes af det danske forlag eller af forfatteren selv, hvis det er forfatteren, der har udlandsrettighederne. Udover prøveoversættelsen sker købet også på basis af bogens danske salgstal. Har bogen solgt godt i Danmark? Har der været god interesse for den? Det vil være gode salgsargumenter, når man forsøger at afsætte bogen.

Når det udenlandske forlag således skal betale oversætteren, betyder det til gengæld, at man som forfatter får en væsentlig lavere royalty, end man normalt får på et dansk forlag. Måske det halve eller endnu mindre. Og hvis forfatteren ikke har de udenlandske rettigheder alene, men har dem sammen med det danske forlag, så skal denne royalty deles med det danske forlag i en fordelingsnøgle, der kan være 50-50 eller måske 75-25 — forhåbentlig med de 75 til forfatteren, selv om den omvendte fordeling også er set.

Det er normalt ikke svært som forfatter at beholde de udenlandske rettigheder, når man indgår kontrakt med et forlag, medmindre der er tale om et af de få danske forlag, der virkelig gør en ihærdig indsats for at få solgt deres bøger i udlandet og har det som et specifikt forretningsområde.

Men én ting er prøveoversættelsen — det er også nødvendigt med en agent, for udenlandske forlag er stort set umulige at sælge til, medmindre det sker gennem en agent. Det kan være gennem en dansk (eller svensk) agent, der har forfatteren med hele dennes forfatterskab i stald og som så vil prøve at sælge forfatterskabet til flere lande, eller det kan være gennem en “lokal” agent — altså en agent i det konkrete land, man gerne vil afsættes til.

Min bog “Psykopater i jakkesæt” blev antaget af en tysk agent, som min oversætter havde en god kontakt til — en agent, som i øvrigt kunne noget dansk. Det lykkedes derefter agenten at få bogen solgt til et tysk forlag. Agenten tager sig selvfølgelig en agent-provision for sin umage. Min tyske agent Literarische Agentur Kossack tager 15 %. Det svenske agentur Grand Agency tager 25 %. Jeg har hørt om andre agenter, der tager 20 %. Så man skal formentlig forvente, at provisionen ligger et sted mellem 15-25 %. Muligvis kan dette forhandles, hvis man er i en stærk nok forhandlingsposition.

Efterhånden kommer regnestykket til at se mindre og mindre attraktivt ud: Som oversat forfatter kan man forvente en lille royalty, hvoraf der først skal betales agentprovision, og som derefter skal deles med det danske forlag. Men udlandet er jo stort. Så selvfølgelig vil vi gerne udkomme i udlandet. Meget gerne, endda.

Brevkasse: Den knapt så voksne søn

9 aug

Kære Sanne Udsen!

Min kone og jeg har børn fra tidligere ægteskaber. Jeg har to gifte sønner, søde svigerdøtre og fire dejlige børnebørn, og vores forhold til hinanden fungerer godt. Vi besøger hinanden, spiser middag sammen, overnatter hos hinanden, og der er god balance i forholdene.

Min kone har en søn (enebarn), som var 7 år, da vi mødtes. Han er nu 38 år, ugift, bor i en lille, hyggelig lejlighed og har et godt job, hvor han tjener mere, end vi til sammen har i pension. Han melder jævnligt sin ankomst og deltager gerne i vore måltider, som hans mor så gør lidt ekstra ud af, selvom han ikke (som andre overnattende venner) medbringer sit sengetøj.

Han viser os gerne sit nye, dyre tøj, sin nyeste elektronik (han sms’er meget) og fortæller om alle sine besøg hos venner, café- og restaurationsbesøg, og hvad han serverer, når han står for tur. I relation til vennerne kender han tilsyneladende godt begrebet gengæld, men i de ca. 30 år, jeg har kendt ham, har han ikke en eneste gang inviteret os på middag hverken hjemme eller ude, selv om der er mange restauranter i nabolaget.

Trods det har vi det rart med hinanden, men på det seneste har jeg tænkt lidt mere over det rimelige i det, der foregår, hvorfor jeg gerne vil spørge dig: Er det almindeligt, at en ellers velfungerende mand på 38 år bare kommer hjem og bliver beværtet på alle måder – uden nogensinde at gøre gengæld? Og vil ubalancen fortsætte på livstid, hvis han aldrig finder en fornuftig livsledsager?

Kære læser,

Du spørger, om det er almindeligt, at en mand på 38 år ”bare kommer hjem og bliver beværtet” uden at gøre gengæld – og jeg er bange for, at en del af problemet allerede ligger i formuleringen ”kommer hjem”. Så længe I alle sammen opfatter det, som om han kommer hjem – og ikke ”kommer på besøg” – så længe vil det nok fortsætte. Og ja, det er ganske almindeligt, at selv meget voksne mennesker regredierer og bliver som forkælede og ansvarsløse børn, når de er sammen med deres forældre. Samtidig er jeg nødt til at påpege, at en stor del af ansvaret ligger hos dig og din kone – det er jo jer, der har opdraget ham til, at det er sådan, man opfører sig, når han er sammen med jer.

Nu spørger du ikke direkte om råd til, hvordan I får ændret på situationen, men jeg vil alligevel forsøge at komme med nogle. Der er det særlige ved forældre-børn-relationer, at man kan tillade sig at opdrage på hinanden, og man kan tillade sig at sige ting til hinanden, som man ikke ville kunne sige til andre. Hvis det virkelig generer jer, at han ikke medbringer sit eget sengetøj (og til hans forsvar må jeg påpege, at der er ret stor forskel på at skulle vaske sengetøj efter én gæst og så efter en familie på fire), så kan I simpelthen bede ham om at tage det med næste gang, han melder sin ankomst. Bare sig: ”Gider du selv tage sengetøj med?” Ligeledes kan I også invitere jer selv på middag hos ham. Derimod kan du ikke kræve af ham, at han skal invitere jer på restaurant. Uanset at han tjener mere, end I gør, ligger der en forventning i vores kultur om, at pengestrømmene først og fremmest går den ene vej, nemlig fra forældre til børn. Den underforståede kontrakt er her, at disse børn så vil sørge for næste generation. Din stedsøn har ikke opfyldt den del af kontrakten (endnu), men hvis du vil have ham til at bidrage økonomisk, så må det være i form af naturalier, fx ved at bede ham om at tage et par flasker vin med næste gang, han kommer.

Min nye sorte t-shirt

23 jul

Jeg har i længere tid manglet en sort t-shirt. Hvor lang tid er ”længere tid”? Det lader sig ikke sådan helt klart definere. Men allerede før jeg indledte min ”tøjfaste”, havde jeg nogle gange ærgret mig over ikke at have netop en sort t-shirt i min garderobe. Jeg nåede ikke at finde en inden ”tøjfasten”, og efter min tøjfaste (altså at jeg ikke ville købe tøj i et helt år) sluttede for efterhånden adskillige måneder siden, har jeg valgt at være meget tilbageholdende i mine nyerhvervelser. Erkendelsen af, at der skal gå 1400 liter vand til at fremstille en bomulds-t-shirt er i sig selv noget, der kan lægge en dæmper på forbruget. Ja, nogle kilder siger endda 2700 liter vand. Den type beregninger er vel i sagens natur omgivet af stor usikkerhed, og et sådant forbrug er vanskeligt at opgøre præcist. Der er selvfølgelig tale om gennemsnitstal, og forhåbentlig vil der i fremtiden blive foretaget produktionsmæssige effektivitetsfremskridt, så vandforbruget kan blive mindre, men stadigvæk: Der skal meget vand til at dyrke bomuld.

Men jeg kunne jo stadig godt bruge en sort t-shirt. Tilfældet ville, at jeg i anden anledning for nylig var i en Monoprix-forretning. Monoprix er en fransk butikskæde i den billigere ende, som normalt også har en ret god fødevareafdeling. Nå, men der så jeg så en stak sorte t-shirts. De var af økologisk bomuld. I min research om tøjfremstillings miljøaftryk er jeg kommet frem til, at økologisk bomuld på trods af, at der bestemt er mange problemer i forbindelse med dyrkningen og fremstillingen af økologisk bomuld, samlet set er at foretrække frem for traditionelt dyrket bomuld, som anvender meget store mængder pesticider og insektmidler. Så det var jo tiltalende, at netop denne t-shirt var af økologisk bomuld. Så var der det med prisen. Den var både tillokkende og lidt skræmmende: € 5.99. Altså ca. 45 kroner. Og den var ikke på udsalg. 45 kroner for en t-shirt i økologisk bomuld? Det lød ikke dyrt. Faktisk lød det nærmere lidt for billigt.

Jeg lod stakken af sorte t-shirts i økologisk bomuld ligge og gik hjem og tænkte over sagerne. Jeg havde jo faktisk længe gerne ville have en sort t-shirt. Der var ikke tale om et impulskøb. Og jeg vidste, at det var bedst at købe økologisk bomuld.

Så efter noget betænkningstid var jeg tilbage i Monoprix, fandt den rigtige størrelse, prøvede den, købte den og tog den med hjem. Og så var det, jeg vaskede den. Nu var det så, at det med den billige pris gav mening. Efter vasken var den nemlig temmelig skæv i syningerne. Hvad jeg ikke havde gjort mig den ulejlighed at tjekke i forretningen var, hvordan stoffet var skåret. Men herregud – hvem gør det for en t-shirt til 45 kroner?

Den skal selvfølgelig nok blive brugt. Det SKAL den jo efter denne historie. Men jagten på den perfekte sorte t-shirt er åbenbart først lige gået i gang. Og jeg som troede, jeg skulle bruge mindre tid på mine fremtidige tøjindkøb!

Brevkasse: Venindens umulige kæreste

14 jul

Kære Sanne Udsen

Jeg har en veninde, hvis kæreste er ganske utålelig, når han får noget at drikke. Det betyder, at vi ikke har lyst til at se ham til diverse festlige lejligheder. Kan vi tillade os kun at invitere hende til min kommende runde fødselsdag? Og hvordan får jeg det formuleret på en høflig måde?

Kære læser,

Du kan ikke formulere på en høflig måde, at du ikke ønsker at se din venindes kæreste. Du kan heller ikke tillade dig kun at invitere hende og ikke kæresten, hvis alle de andre, du inviterer, er inviteret som par. Men du kan helt lade med at invitere hende, hvis du er villig til at løbe den risiko, at hun først bliver såret over ikke at blive inviteret, og dernæst bliver såret, når du forklarer hende, at grunden er, at du ikke ønsker at se hendes kæreste til din runde fødselsdag.

Folk vælger selv deres kærester og ægtefæller, og så længe der ikke er tale om et forhold med fysisk eller psykisk mishandling, kommer det ret beset ikke andre ved, hvad de ser i hinanden, hvor vanskeligt det end er for udenforstående at forstå det. Men du har som værtinde lov til selv at bestemme, hvem der skal komme i dit hjem, og hvis han virkelig er utålelig, kan jeg ikke se, at du skal finde dig i at have ham som gæst. Din venindes valg af kæreste har i dette tilfælde nogle omkostninger, og det er mest rimeligt, at det er hende og ikke hendes omgangskreds, der bærer dem.

Brevkasse: “Værtindegave” til sommerhuset

7 jul

Kære Sanne Udsen

Hvad vil du synes er passende at tage med som gave, når man skal bo hos nogle venner i deres sommerhus?

Kære læser,

Lidt afhængig af, hvor mange ”man” er, og hvor længe man skal blive, ville jeg sige, at man fx kan tage nogle flasker vin med (en enkelt flaske vil være i underkanten), og/eller man kan tage en gave til sommerhuset med – måske noget, man har bemærket, manglede ved et tidligere besøg – eller man kan tage noget spiseligt med, som evt. kan spises, mens man selv er på besøg. Når jeg siger ”manglede”, mener jeg, at du måske tidligere har bemærket, at sommerhuset kunne bruge en ekstra vandkande eller en mere effektiv proptrækker eller nogle flere isbakker eller andet i den stil. Det er selvfølgelig vigtigt, at gaven ikke kommer til at fremtræde som en indirekte kritik af husets formåen.

Hvis du/I skal blive flere dage, vil det være passende at invitere værtsparret ud at spise mindst én gang, og hvis det ikke kan lade sig gøre, fordi området ikke byder på tillokkende spisesteder, så tilbyd i stedet, at du/I sørger for et af måltiderne i huset, ikke mindst for indkøb.

Den gode gæst hjælper også med at vaske op, tage ud og ind af bordet og bidrager med madlavningen, om ikke andet så med at lave dressingen til salaten.

Nogle værtspar foretrækker at gøre alt på deres egen måde og vil helst ikke have for megen hjælp til selve madlavningen, men så vil der stadig være mulighed for at bidrage med almindelig oprydning. Hvis I ikke selv medbringer jeres eget sengetøj, så sørg for at I på afrejsedagen tager sengelinnedet af dyner og hovedpuder og lægger det til vask (eller på sengen, hvis det ikke er helt klart, hvor vasketøjet skal hen).

Brevkasse: Holdt udenfor på Facebook

26 mar

Kære Sanne Udsen,

Det er, som om brugere af Facebook ikke altid tænker over, at andre mennesker (altså andre brugere af Facebook) kan se rigtigt meget, som det måske ikke var meningen, de skulle se. Fx har jeg et par gange opdaget, at venner af mig (rigtige venner, ikke kun Facebook-venner) har deltaget i et arrangement sammen – et arrangement, som jeg er blevet lidt overrasket og måske også såret over ikke at have været inviteret med til. Jeg har opdaget det ved, at de har takket hinanden eller refereret til arrangementet på Facebook, hvor jeg er ’ven’ med alle de pågældende og derfor kan se det. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det.

Kære læser,

Det minder mig lidt om den meget kedelige følelse, man kunne få, dengang man gik i skole, og man opdagede, at alle de andre var inviteret til eller havde deltaget i et eller andet, som man selv var blevet ekskluderet fra. Ikke spor rart! Når man bliver voksen, accepterer man, at man ikke kan invitere alle til at deltage i alting, og at der derfor må trækkes grænser ved gæstelisten. Til gengæld lærer man også at blive meget mere diskret omkring det. Det er imidlertid, som om læren om denne nødvendige diskretion er gået fuldstændigt fløjten, når det gælder Facebook. Jeg kan kun opfordre alle brugere af Facebook til ikke at poste tak-for-sidst o.lign. på diverse ”vægge”, men derimod sende det som en privat besked. Husk, at det er et offentligt forum!

Med hensyn til, hvad du selv kan stille op, så er den høflige reaktion den samme som i alle andre tilfælde, hvor du ser noget, det ikke var meningen, du skulle se: Lad som om du ikke har set det.

Tøjfasten er brudt

16 feb

Så gik der et år, hvor jeg ikke købte nyt tøj. Det bemærkede de inde i Illum, hvor de flere gange forsøgte at lokke mig tilbage med fremsendte kuponer, der ville give mig 10 %. Hvis jeg dog bare kom tilbage og shoppede lidt. Men det lykkedes faktisk. Et år uden at købe nyt eller brugt tøj. Heller ingen sko eller smykker eller tasker eller andet tilbehør (som i vore dage kaldes ”accessories”). Ikke engang til min søns bryllup købte jeg noget nyt tøj. Jeg må jo indrømme, at min klædeskab ikke ligefrem var tomt, da jeg startede på min tøjfaste, så jeg havde noget at tage på hver eneste dag. Og jeg behøvede ikke at gå i det samme tøj hver dag.

Et udsnit af mit garderobeskab.

I dag brød jeg så tøjfasten: Jeg gik i en Røde Kors-butik og købte en bluse. Det var ikke, fordi jeg specielt havde brug for den bluse. Det var, fordi jeg ville bryde fasten. Nu har jeg gjort det, og jeg overvejer, om jeg skal genoptage tøjfasten. For jeg har jo lært noget i løbet af det år, som tøjfasten varede: Jeg har lært noget om, hvad det er for behov, der bliver belønnet, når man køber tøj. Jeg har i et tidligere indlæg beskrevet, hvordan jeg blev meget fristet af at købe en cashmeresweater under et besøg i London, fordi jeg frøs, og jeg ikke fået medbragt nok varmt tøj til turen. Udelukkende på grund af min igangværende tøjfaste modstod jeg fristelsen, men ellers var det jo faktisk en god, reel grund til at købe noget nyt tøj. Men den type grund er ikke den mest almindeligt forekommende grund til at købe nyt tøj. Ikke for mig, i hvert fald. I sidste måned begav jeg mig i research-medfør ind i en Zara-butik. Tidspunktet faldt sammen med udsalgsperiodens sidste krampetrækninger, og stort set alt var nedsat med 70 %. Og så er Zaras priser ikke engang høje til at begynde med. Jeg troede, jeg var immun, men det endte med en indre kamp for at bevæge mig ud af forretningen igen uden at købe noget. Og her har vi nogle af de behov, der bliver tilfredsstillet ved at shoppe nyt tøj: Der er selvfølgelig det fundamentale behov for et bestemt klædningsstykke, fordi man skal bruge det til en bestemt lejlighed, eller fordi man har brug for det til at beskytte sig mod vind og vejr. Men så er der to yderligere behov: Behovet for at få fornøjelsen af at hjemføre et nyt stykke tøj. Og behovet for at gøre et godt køb. De to sidste behov overskygger i mange tilfælde det første, reelle behov. Ellers ville vi ikke købe så meget nyt tøj hele tiden og dermed medvirke til overforbrug og et dertil hørende kæmpe klimaproblem.

Og det var for i det mindste ikke at bidrage alt for meget til det sidste, at jeg brød tøjfasten med et indkøb i en genbrugsbutik.

Brevkasse: Gamle kærester

6 jan

Kære Sanne Udsen,

Jeg vil gerne høre din mening om etikette i forbindelse med Facebook og tidligere kærester. Jeg er ”ven” med en tidligere kæreste – og vi taler om for mere end 20 år siden og kun ganske kortvarigt – på Facebook. Hun har nu foreslået, at vi mødes, og det vil jeg gerne. Men min kone, som jeg tilfældigt kom til at nævne det for, synes ikke, det er nogen god ide. Nu står jeg så her – jeg vil gerne møde min tidligere kæreste, som jeg, efter vi var kærester, gennem længere tid så som en god veninde i en større vennekreds, der i dag ikke længere ses. Jeg har absolut ingen bagtanker med at mødes med hende udover at genopfriske det venskab, der fulgte efter den i øvrigt meget korte tid som kærester. Men min kone bryder sig altså ikke om ideen, og jeg vil ikke være uvenner med min kone, selvom jeg synes, det er fjollet af hende. Min nu for længst tidligere kæreste er i dag single, og har derfor ikke en mand, hun skal diskutere det med.

Kære læser,

Med Facebook, LinkedIn og de andre sociale medier har vi fået en fantastisk mulighed til at holde os i kontakt med gamle bekendte og tidligere kolleger og følge lidt med i deres liv på sidelinjen. Det har så også givet mulighed for, at alle mulige og umulige kontakter fra fortiden har kunnet blive ”ven” med en. Og hvorfor ikke? Så længe det kun er virtuelt, er der ikke noget problem i at være Facebook-ven med en tidligere kæreste. Problemet opstår, som du har oplevet det på første hånd, hvis man også finder på at mødes i virkeligheden.

I grove træk kan eks’er (tidligere ægtefæller, ekskærester og gamle flammer) inddeles i tre kategorier:

1) dem, som man aldrig frivilligt har lyst til at se igen, og som man udelukkende har kontakt med på grund af ydre pres, som fx fælles børn.

2) dem, som man efter kæresteriet opnåede en form for platonisk venskab med, og som man i virkeligheden har glemt, man engang i tidernes morgen var kæreste med.

3) dem, hvor forholdet af en eller anden grund ophørte eller aldrig udviklede sig, men hvor der med stor sandsynlighed selv efter mange år stadig er en form for gnist, som kan risikere at blive genantændt.

Alle disse former for eks’er kan man udmærket være ven med på Facebook. Men anderledes forholder det sig, når det handler om at møde dem i den virkelige verden. Kategori 1 har man typisk slet ikke lyst til at møde, hvis det kan undgås, så det giver sig selv. Kategori 2 kan man normalt uden problemer mødes med. Kategori 3 bør man holde sig langt fra at mødes med, medmindre begge parter er på et punkt i deres liv, hvor de er single og i øvrigt klar til at prøve at gå tilbage til en fuser.

Du forsikrer mig om, at din eks er i kategori 2. Det burde umiddelbart betyde, at du uden problemer kan mødes med hende. Men tingene kompliceres af to forhold:

  1. Din kone er imod det.
  2. Din eks er single.

Når jeg nævner den kendsgerning, at din eks er single som en komplikation, er det ikke, fordi jeg mener, at en single kvinde er på udkig efter en hvilken som helst gift mand, der går forbi, men fordi det ikke medvirker til at gøre din kone tryg ved situationen. Hun er formentligt bekymret for, at der skulle være tale om en kategori 3 situation. Ikke fra din side, men fra din tidligere kærestes side. (Skulle din kone tro, der var tale om en kategori 3 situation også fra din side, så er vi ude i en helt anden sag.) Alt dette leder mig frem til følgende svar: Hvis du gerne vil mødes med din tidligere kæreste, og du samtidig ikke ønsker at gøre din kone bekymret, så må du finde på et eller andet, hvor I kan mødes alle sammen. Da det formentlig vil blive rimeligt akavet med blot dig selv, din kone og din tidligere kæreste, så må det ske i et større selskab. Tiden er derfor muligvis inde til at arrangere en genforeningsfest med den gamle vennekreds, som både du og din tidligere kæreste engang var del af.

Alternativet vil selvfølgelig være at mødes med din eks i smug. Men jeg kan ikke se, at det på nogen måde kan fremme tilliden mellem dig og din kone. Faktisk ville det også få mig til at tænke på det som en kategori 3 situation. Og det har du jo forsikret mig om, det ikke er.

Godt nytår!

31 dec

Tak til 2018 og velkommen til 2019!

For mig personligt har 2018 været et fint år, bl.a. fordi min bog “Verden vil bedrages” udkom i oktober på Forlaget Vilhelm. Det er altid dejligt, når en bog, man har arbejdet længe på (nogle gange ALT for længe), endelig udkommer.

Men 2018 har bestemt ikke været et godt år for alle. Det gælder for nogle af mine nære venner, og det gælder for mennesker, jeg overhovedet ikke kender. Der er ikke noget nyt i, at tilfældets og skæbnens luner fordeler sig meget forskelligt hen over et år. For nogle smiler lykken, og for andre hagler det ned med ulykker. Uden at de selv har gjort det mindste for at påkalde sig hverken lykke eller ulykke. Set i det lys kan man argumentere for, at det ikke giver megen mening at ønske alle et godt nyt år, for vi ved jo, at det kan alle ikke få.

Men man kan jo håbe. Det vil jeg gøre, og samtidig vil jeg ønske alle, der læser dette, et rigtigt godt nytår. Godt nytår, alle sammen!

Brevkasse: Kvittering for julegave?

17 dec

Kære Sanne Udsen,

Kan man tillade sig at bede om kvitteringen for en julegave? Jeg har en kusine, som gør det stort set altid. Det irriterer mig grusomt, at hun gør det, så i år vil jeg gerne være bedre forberedt.

Kære læser, 

Nej, man kan ikke tillade sig at bede om kvitteringen. I princippet bytter man ikke gaver – i hvert fald ikke officielt. Den eneste grund til, at en modtager af en gave får kvitteringen, vil være, hvis kvitteringen samtidig er garantibeviset. Men i de fleste tilfælde vil man kunne få garantibeviset separat.

Nu er ideen med en gave jo egentlig at glæde modtageren – ikke at genere eller opdrage på hende. Men hvis du virkelig vil drille hende, kan du købe gaven på et loppemarked eller et julemarked, hvor der ikke er mulighed for at få en kvittering. Men du risikerer, at pengene til gaven er spildt, hvis du ikke rammer præcist i hendes smag. Og noget kunne tyde på, at du ikke har været så heldig med det hidtil.