Den skønne, men miljøbelastende tøjindustri

23 feb

I mit første indlæg om min ”tøjfaste”, som kan læses her, nævnte jeg forskellige motivationer hos personer, som kaster sig ud i udfordringen om ikke at købe nyt tøj i et år. Blandt motivationerne kan man bl.a. finde ønsket om at reducere ikke bare sit forbrug, men sin miljøbelastning. Som enkeltperson er det selvfølgelig begrænset, hvor meget man kan påvirke verdens samlede miljøbelastning, men sådan er det jo med alle dele af vores forbrug og opførsel: Hvorvidt jeg som enkeltperson affaldssorterer eller ej, betyder måske ikke så meget i det samlede billede, men det betyder rigtigt meget, hvorvidt vi alle sammen gør det eller ej. Og ”vi alle sammen” består jo af enkeltindivider – som alle sammen har indflydelse på miljøet.

Selv om man som forbruger ikke har lyst til at tænke på det, så er tøjindustrien faktisk en ret stor belastning af miljøet. Det skyldes både produktionsforholdene i tekstilindustrien og de ændrede forbrugsvaner: Vi køber meget mere tøj, og vi bruger det i meget kortere tid. En artikel fra The Economist fra 2017 beskriver, hvordan produktionen af 1 kg tøj i gennemsnit udleder 23 kg drivhusgasser.

Samtidig skriver Politiken, at danskere i gennemsnit køber 16 kg tøj om året – hvoraf en del (ca. 5 kg) i øvrigt slet ikke bliver brugt. Det svarer altså til, at en gennemsnitlig dansker køber for 368 kg udledte drivhusgasser om året. Bare til tøj. Om det bliver brugt eller ej, er ligegyldigt for regnestykket, men det gør det selvfølgelig til et større spild. Så måske skulle vi alle sammen starte med at kigge vores garderobeskabe efter og se, om der skulle være en enkelt klud, der stadig har prismærket på? I så fald kan man jo enten overveje at begynde at gå med det klædestykke, eller man kan sælge det eller forære det væk.

Og ja, jeg har selv tøj i mit klædeskab, som stadig er ubrugt. Det er indkøbt for nylig – før min igangsatte tøjfaste. Fx købte jeg denne bluse fra Custo, som jeg glæder mig til at gå med.

Vejret har endnu ikke været til det, men når vejret bliver til det, bliver jeg nødt til at gå med den meget og længe. For hvad jeg ikke var helt opmærksom på ved købet, var betydningen af, at den består af 95 % bomuld og 5 % spandex. De 5 % lyder ikke af meget, og det var ikke nok til at afskrække mig fra at købe den, selv om jeg ellers foretrækker 100 % bomuld, men de 5 % er tilstrækkeligt til, at blusen ikke kan bruges til genindvinding. Det fremgår af denne artikel fra The Guardian. Artiklen er fra 2015, og der sker jo hele tiden teknologiske fremskridt inden for genindvindingsområdet, så hvis jeg beholder den længe nok, kan den måske engang om lang tid få et nyt liv som ingrediens til en T-shirt. Hvem ved? Indtil da må jeg glæde mig over at gå med den, og i fremtiden – altså når min igangværende ”tøjfaste” er overstået – må jeg være mere opmærksom på materialevalg i mit tøj.

Et år uden nyt tøj: Kan det lade sig gøre?

20 feb

Man kan blive stillet over for forskellige udfordringer i livet. Nogle gange er det tilværelsen, skæbnen, universet, tilfældet, eller hvem det nu er, der står for den slags, som sørger for det: Ulykker, helbredsproblemer, fyringer, økonomisk nedtur kan skabe ”udfordringer” i ens liv – udfordringer, som man typisk helst er fri for.

Så er der den slags udfordringer, man selv vælger: At træne til en maraton, at skrive en bog, at blive selvstændig, at lære at tale fransk. Det er frivillige, positive udfordringer, som kræver en aktiv indsats af en selv. Måske lykkes man ikke med det, men man fortjener da i hvert fald point for at prøve.

Endelig er der den slags udfordringer, der handler om ikke at gøre noget – altså at afstå fra noget. En slags faste, om man vil. Et typisk eksempel på det kunne være at lade være med at drikke alkohol. Eller at lade være med at spise kød, som den oprindelige kristne faste dikterede: ”karneval” betyder bogstaveligt ”farvel kød”, mens ordet ”fastelavn” betyder den sidste tid inden fasten, som varer 40 dage frem til påskelørdag.

Uden at det skal blive en større teologisk diskussion, så er der tilsyneladende i alle religioner et element af faste eller afholdelse i kortere eller længere perioder: Der er en opfattelse af, at det er godt for mennesker at afholde sig fra noget. I en periode. Den opfattelse kan man også finde blandt moderne mennesker, der ikke er det mindste religiøse. Hvorfor skulle der ellers være så mange mennesker, der afholder sig fra at spise forskellige fødevarer, også selv om de overhovedet ikke er allergiske over for dem? Men det var vist et sidespor.

Fasten kan i overført betydning dække over alverdens former for afholdelse, og fasten kan være i kortere eller længere tid: En uge, en måned, 40 dage (som den kristne faste), et år, eller resten af livet.

Jeg har nu besluttet mig for at prøve at holde sådan en form for faste i overført betydning: Jeg vil se, om jeg kan undlade at købe nyt tøj i et år. Det er ikke en ”faste”, som jeg selv har fundet på. Jeg hørte første gang om ideen i et radioprogram for et par år siden. Dengang fik det mig til at tænke over mine tøjindkøb – i nogle måneder. Så kom jeg fra det igen. Efter at have lavet lidt research kan jeg se, at der er mange engelsk-, fransk- og tysksprogede blogs, der netop handler om at undlade at købe nyt et år. En tysk blogger skriver her om sine erfaringer med et år uden at købe nyt tøj. Dertil kommer formentlig en større gruppe, der gør det samme, uden at de har følt sig kaldet til at skrive en blog om det. (Men fordelen ved at skrive en blog er, at det kan være med til at holde en på sporet. Hvis man ikke fortæller nogen om sin ”faste”, er der jo heller ingen, der opdager, at man bryder den, vel?)

Tanken er altså hverken original eller usædvanlig. Men motivationen hos de tøj-fastende er tilsyneladende forskellige. De enkelte bloggeres motivationer – i det omfang, de beskriver deres motivation (og det gør de!) – falder i følgende kategorier:

  1. Et ønske om at spare penge
  2. Et ønske om at vinde et væddemål
  3. Et ønske om at reducere sit samlede forbrug og sin miljøbelastning
  4. Et ønske om at slippe ud af et misbrugslignende tøjforbrug
  5. Et ønske om at reducere sin garderobe
  6. Et ønske om at påvirke tøjindustrien i mere bæredygtig retning
  7. Et ønske om at bringe et offer for Gud (og måske bruge de sparede penge på de trængende)

Det er jo alle sammen værdige begrundelser på hver deres måde. Selv kan jeg sagtens identificere mig med både nr. 1 og nr. 3 – og måske lidt nr. 5. Men bare for at vise at jeg alligevel er en lille smule original, så er min motivation en helt ottende: Jeg vil simpelthen gerne prøve, om jeg kan. Om det er muligt for mig at lade være med at købe tøj et helt år.

Som begyndelsesdag for mit år har jeg valgt den 15. februar 2018 – det er helt tilfældigt, men alligevel meget symbolsk, dagen efter askeonsdag, som markerer fastetidens begyndelse.

Blå, blå himmel og kolde nætter i Provence

17 feb

Jeg skriver dette i regnvejr. Ja, det modsiger jo til dels overskriften, men det er faktisk ingen myte, at der er mange solskinsdage i Provence. En regnvejrsdag er så usædvanlig, at man bliver ganske overrasket og nødt til at nævne det.  I dag regner det altså. Men det gjorde det ikke i går, og det gør det sikkert heller ikke i morgen.

Og netop de lange, solrige dage gør Provence til noget helt specielt om vinteren – især for os nordboere, der godt kan blive lidt trætte af gråt, gråt og atter gråt vejr. Nej, så er det en hel del skønnere med solskinsvejr. Også selv om det er koldt. For det er det faktisk. Ja, nede ved kysten kommer temperaturen typisk ikke under frysepunktet — så ville appelsinerne i Nice nok ikke se så godt ud, som de gør på billedet.

Men længere inde i land — højere oppe — kan det godt blive rigtigt koldt. Især om natten. Og det kan godt ramme frysepunktet. Ikke så ofte, men det sker.

Så er det jo vigtigt at have noget at varme sig på. Det kunne være en fiskesuppe, som man kan købe på glas i overraskende god kvalitet.

 

 

Eller det kunne være en klassisk provencalsk ret som en daube, en estouffade eller en cassoulet. Hvis man kun kender Provence fra sommerferier, kan man undre sig over, at disse solide og kraftige retter virkelig skulle være klassiske retter fra Provence, for hvem har lyst til at have en gryde stående i ovnen i tre timer, når det er 40 grader varmt udenfor? Ikke nogen, formentlig. Men om vinteren er det en ganske anden sag. Så luner sådan en langtidsstegning i ovnen. Og det smager jo også godt.

 

 

 

 

 

 

 

Brevkasse: Gave til bortrejst guldbrudepar?

1 feb

 

Kære Sanne Udsen

Vi har et vennepar, der har guldbryllup her i februar. De holder ikke fest, men er bortrejst. Der foreligger ikke en officiel aflysning. Skal man give gave og i så fald hvad ??

 

Kære læser,

Som hovedregel giver man kun en gave, når man er inviteret til en begivenhed – ja, faktisk kun, hvis man også deltager i festligheden. Men ingen regel uden undtagelse, og specielt hvis der er tale om et vennepar, som er jeres tætte venner, kunne det være oplagt at give dem en lille opmærksomhed – et guldbryllup er trods alt noget af en præstation! En buket blomster eller en flaske champagne, hvis de drikker, kunne være en fin gestus.

Jeg er en lille smule mystificeret over din bemærkning om, at der ikke foreligger en officiel aflysning – en aflysning sker vel kun af en tidligere annonceret begivenhed? Men jeg går ud fra, du mener, at det ikke er blevet officielt meldt ud, at der ikke er nogen fest. At de er bortrejst på dagen, er dog en indikation. Ikke desto mindre forstår jeg godt, at det ville være rart at være helt sikker på, at der ikke er nogen fejring af guldbrylluppet udover den, de holder med sig selv på deres rejse. For så kan det være lidt akavet at sende en gave.

Jeg ville altså lade tætheden af jeres bekendtskab være en guide: Hvis I ikke er super tætte, er der ingen grund til at spekulere på en gave. Men der er selvfølgelig altid al mulig grund til at ønske dem tillykke.

 

 

 

Brevkasse: Invitation eller opkrævning?

24 jan

Kære Sanne Udsen

Er det kun mig, eller er der ikke en stigende tendens til, at man bliver ”inviteret” til noget, som det så viser sig, man skal betale for at deltage i? Så kan man vel ikke tale om en ”invitation”?

 

Kære læser,

Du har selvfølgelig helt ret i, at der som udgangspunkt kun foreligger en egentlig ”invitation”, når den inviterede bliver betragtet som en gæst, og værten og værtinden betaler regningen. Derfor er det også vigtigt at skelne mellem begrebet ”vært” og ”arrangør”. Hvis du fx arrangerer en middag på en restaurant for en af dine kolleger, som skal holde op, hvor alle – inklusive den bortrejsende kollega – forventes at betale deres del af regningen, så er du arrangør, du er ikke værtinde. Men er deltagerne ”inviterede”? Ja, de er jo ikke inviterede i den forstand, at deres middag bliver betalt, men hvordan er de udvalgt? Det er jo ikke sådan, at denne afskedsmiddag er åben for alle og enhver. Min pointe her er, at vi muligvis mangler en præcis betegnelse for en form for udvælgelse, hvor den ”udvalgte” forventes at betale hele eller dele af (eller mere end) regningen. Et eksempel kunne være en velgørenhedsmiddag: Gæsterne skal typisk betale mere end deres middag er værd, men det er ikke sådan, at hvem som helst kan komme på ”gæstelisten”. Man kunne bruge samme logik om en polterabend: Arrangørerne af en polterabend laver en liste over deltagere, som derefter betaler både deres egen andel samt en del af brudens eller brudgommens udgifter. Den eneste egentlige gæst er bruden eller brudgommen. Men hvad med de andre udover arrangørgruppen?  Er der tale om, at de har fået en ”invitation”? Ja, hvad skal man ellers kalde det?

Men måske sigter du til noget andet. Måske sigter du til, at man tilsyneladende bliver ”inviteret” til en begivenhed, som man (når man får læst det med småt, eller endnu værre: efter man har sagt ja tak i den tro, det var en rigtig invitation) opdager, man skal betale for at deltage i. En begivenhed, der vel at mærke ikke kan siges at falde ind under velgørenhedsmiddag eller polterabend, medmindre man vil kategorisere en housewarming som en velgørenhedsmiddag. Om man kan kalde det en invitation eller ej, kommer an på de nærmere omstændigheder. Nogle gange er ”tiggerbrev” måske mere dækkende. Desværre.

Photo by Kaboompics // Karolina from Pexels https://www.pexels.com/photo/lunch-table-5929/

 

Brevkasse: Brudgom med kolde fødder

9 jan

Kære Sanne Udsen,

Hvad gør man med en forlovet, der virker, som om han har fået kolde fødder? Han friede til mig sidste år, og jeg sagde ja. Nu synes jeg, det er på tide at få sat en dato, men det er ikke til at komme til at tale om det med ham. Han skifter emne, når jeg bringer det op, og da jeg spurgte ham ligeud, om han havde skiftet mening, begyndte han at væve og sige noget om, om det behøvede at være lige nu, vi skulle giftes. Hvordan får jeg det afklaret? Jeg synes, det gælder om at komme i gang med planlægningen.

Photo by Gift Habeshaw on Unsplash

Kære læser,

Først vil jeg gerne minde om, at der er en ting, der er værre end en kommende brudgom, der bakker ud før brylluppet, og det er en brudgom, der udebliver fra selve vielsen. Så inden du går videre med dine konkrete bryllupsplaner, er det nok en god ide at få afklaret, om han virkelig har fået kolde fødder. Nu skriver du, at det var ham, der friede, og medmindre han følte sig presset til det, må vi gå ud fra, at han i hvert fald sidste år ønskede at blive gift med dig. Er der sket noget i mellemtiden, der kan have fået ham til at skifte mening, eller kan der være tale om, at det er selve brylluppet, der står i vejen for ægteskabet?

Det er for så vidt en god ting, at så mange par har råd og lyst til at holde en kæmpe bryllupsfest, men indimellem er det mit indtryk, at det kan gå hen og blive lidt af et cirkus, og det er ikke altid, at brud og brudgom er enige om, hvilken slags bryllup de ønsker. Måske er det også tilfældet med jer? Ved du, hvilken slags bryllup han i givet fald ønsker? Det kan være, han foretrækker et enkelt bryllup med en tur på rådhuset og frokost for de nærmeste, mens du måske ser dig selv i det store marengsskrud.

Når det helt store drømmebryllup skal arrangeres, risikerer det kommende brudepar at tabe det egentlige formål af øje, nemlig at få indgået ægteskab. Jeg kan ikke kraftigt nok anbefale folk, der ønsker at dele husholdning og økonomi og fast ejendom, også at indgå ægteskab. Det er en juridisk og skattemæssig fordel, mens samlivet eksisterer, og det sikrer en vis form for ordnede forhold, når samlivet ophører. Der er derfor ingen grund til at udskyde at blive gift, hvis det er det, man ønsker. At skulle planlægge og spare op til et gigantisk bryllup udsætter bare selve indgåelsen af ægteskabet, og der kan – også for unge mennesker – ske uforudsete og uønskede ting som død og ulykke. I sådanne tilfælde er det normalt en fordel at have været gift.

Hvis din forlovede udtrykker tvivl om, hvorvidt han kan overskue rækkevidden af at blive gift, så kan du berolige ham med, at rækkevidden af ikke at være gift i mange tilfælde er større, og i vore dage er det ikke særligt svært at blive skilt igen. Han risikerer ikke engang at skulle betale underholdsbidrag til dig. Hvis jeres formueforhold er meget forskellige, er der mulighed for at indgå en ægtepagt både før ægteskabet og også efter, I er blevet gift. Det er måske ikke så romantisk, men det er praktisk.

Hvad angår den følelsesmæssige binding – ja, så er det desværre ikke sådan, at der er større garanti for at vedblive at elske hinanden, bare fordi man bliver gift. Men modsat er der heller ingen større risiko for at holde op med det.

 

Brevkasse: Gave til firmajubilæum?

31 dec

Kære Sanne Udsen

Firmaet, hvor min svigersøn arbejder, holder 25 års jubilæum, men jeg ved ikke, om jeg og min hustru, som gæster, skal komme med en gave.

Vil du være sød og hjælpe mig med et svar.

Kære læser,

Når en virksomhed eller en organisation holder jubilæum, er det kutyme, at samarbejdspartnere –især leverandører – giver en gave til virksomheden eller organisationen. Enkeltpersoner giver som udgangspunkt ikke gaver i denne situation. Så derfor vil mit svar umiddelbart være nej, du og din hustru skal ikke medbringe en gave. Men ingen regel uden undtagelse: Hvis det er et meget lille firma, og du kender stifteren godt, og/eller din svigersøn har en fremtrædende position i dette lille firma, så kunne I selvfølgelig godt overveje en gave. Imidlertid er det vanskeligt som enkeltperson at finde på en passende gave – hvilket selvfølgelig også er medvirkende til, at enkeltpersoner ikke forventes at komme med gaver – for de typiske gaver til et firmajubilæum er fx i form af et stykke kunst: Noget, der kan stå fremme eller hænge på væggen. De gaver, der ellers gives til jubilæer, såsom bøger, vin og chokolade, er vanskelige at give til et firmas jubilæum, for hvem tilhører de egentlig? Hvem skal drikke vinen og spise chokoladen og læse bøgerne? Det var et lidt langt svar på et kort spørgsmål, men som nævnt vil jeg umiddelbart ikke mene, at I behøver medbringe en gave.

Brevkasse: Takke for julekort?

19 dec

Hej Sanne Udsen

Hermed tillader jeg mig at stille et hurtigt spørgsmål om takt og tone vedrørende julekort. Og jeg ved, du har skrevet om det tidligere.

Når jeg sender julekort, så forventer jeg et tak – ikke nødvendigvis et kort retur, men bare et tak for julekortet. Er det forkert?

Min mor siger, at julekort takker man ikke for — først hvis man møder folk — og hvis man husker det.

Jeg har altid gået og troet, at julen var sådan en giv-og-modtag tid. Men jeg er måske helt galt på den?

Jeg takker altid for et julekort og/eller sender et retur. Min mor siger, at jeg er for ivrig!

Hvad siger du?

Kære læser,

Jeg synes, at din måde at gøre det på er fin – altså at takke for julekort og endnu bedre sende et retur, hvis du ikke allerede havde sendt et til den pågældende. Men din mor har ret – et julekort er lidt at betragte som et postkort, dvs. det er noget, man bliver glad for at modtage, men afsenderen forventer ikke et svar eller en tak. Vi er dog en hel del, der årligt noterer os, hvem der har sendt os julekort, så vi ved, hvem vi skal sende til næste jul. Desværre bliver listen kortere og kortere for hvert år. Jeg ville gerne give postvæsenet hele skylden, men jeg er bange for, at fremkomsten af elektroniske julekort også bærer sin del af skylden. Og et elektronisk julekort er altså ikke det samme som et fysisk julekort!

Brevkasse: Passende opførsel til firmajulefrokosten

12 dec

 

Kære Sanne Udsen,

Jeg er interesseret i en guide til firmajulefrokosten. En slags do’s and dont’s, om man vil. Hvor fuld må man blive? Er det okay at flirte med kollegaen? Er det okay at brokke sig til chefen? Osv. Jeg ville derfor høre, om du ville være behjælpelig med nogle gode råd.

Kære læser,

Når dette læses, er en del af årets julefrokoster allerede overstået, men lad mig alligevel komme med nogle gode råd til din guide: For det første vil svarene på dine spørgsmål afhænge af, hvem – eller rettere hvad – man er på arbejdspladsen: Jo højere i hierarkiet, jo bedre er man nødt til at opføre sig, og jo lavere i hierarkiet, jo mere kan man tillade sig. Men ligegyldigt hvem man er, er svaret ”nej” på spørgsmålet, om det er okay at brokke sig til chefen. Jeg ved, at mange chefer og ledere rundt omkring på danske arbejdspladser holder sig væk fra julefrokosten. Og jeg ved, at deres medarbejdere synes, det er dårlig stil, og det synes jeg også. Men man kan måske godt forstå fristelsen til at blive væk, når så mange chefer hvert år må lægge øre til fuldemandsbrok fra medarbejdere, hvis tungebånd er blevet løsnet af alkohol, og som måske kortvarigt synes, de er meget kloge, men som får sagt noget, som både leder og medarbejder efterfølgende ville ønske, ikke var blevet sagt. Og det er ikke altid muligt at ignorere det. Så, nej, man skal ikke brokke sig til chefen til en julefrokost. Man kan brokke sig på andre tidspunkter og kun i ædru tilstand.

Med hensyn til flirt med kolleger må man sige, at mangen et ægteskab er startet ved en julefrokost. Omvendt er mangen et ægteskab også blevet brudt på grund af en julefrokost, så igen må det komme an på, hvem man er: Er begge parter single, og er der ikke tale om et overordnet/underordnet forhold (hvilket er et absolut no-no), så kan det for så vidt være helt i orden. Men man er nødt til at tænke på, hvordan man vil have det med at møde op på arbejde efter julefrokosten.

Hvor fuld man må blive, kan bedst besvares med, at man må blive så tilpas fuld, at man ikke går omkuld, kaster op, lægger an på nogen, man ikke burde lægge an på, siger noget, man ikke burde have sagt, eller på anden måde bliver pinlig. For nogle mennesker er det ensbetydende med ikke at blive ret fuld.

Julemarked på Københavns Hovedbibliotek

7 dec

Lørdag den 9. december 11-14 arrangerer Dansk Forfatterforening julemarked på Københavns Hovedbibliotek. Der bliver bl.a. oplæsning af mange forskellige forfattere, og der bliver også salg af bøger af forfatterne. Husk, at de fleste forfattere er ret fattige, så de vil blive glade for at sælge nogle af deres bøger! Selv sælger jeg bl.a. de ovenfor viste bøger.

Se programmet med meget mere på Københavns Hovedbiblioteks hjemmeside.