To måneders tøjfaste, og det er ikke slut endnu

16 apr

 

Min tøjfaste fejrer to måneders dag, og det går stadig fint. Og før nogen begynder at sige: ”To måneder uden at købe nyt tøj? Skulle det nu være noget?”, så vil jeg lige nævne, at jeg i de forudgående seks uger op til tøjfastens start havde købt følgende: 1 nederdel, 2 par strømper, 1 sweater, 1 par sko, 1 jakke og 2 bluser. Hvilket i mit hoved var blevet til ”praktisk talt ingenting”. I de forløbne to måneder har jeg faktisk ingenting købt.

Nu hjælper det jo vældigt på humøret, at jeg lige inden påbegyndelsen af min ”faste” netop havde købt et par bluser – bl.a. denne dejlige sag fra Agnes B. (som jeg i parentes bemærket fik til en rigtig god pris):

Pga. det kolde vejr har jeg først for nylig taget den i brug, og på den måde føles det faktisk som et stykke nyt tekstil, og derfor er det muligvis lidt snyd rent følelsesmæssigt. Men en tøjfaste handler jo ikke kun om at have noget nyt og hidtil ubrugt tøj at tage på, det handler også om shopping-oplevelsen. I hvert fald for nogle af os. Eller måske skulle jeg snarere sige, at nyt tøj altid handler om shopping-oplevelsen – der er bare det, at for nogle af os er shopping-oplevelsen en reel fornøjelse – for andre er den noget, der kan sammenlignes med fornøjelsen ved en rodbehandling hos tandlægen, og altså noget, man virkelig ønsker at undgå, medmindre det er absolut nødvendigt. Jeg hører så til den kategori, der har reel fornøjelse ud af at gå i butikker og se på varer. Herunder tøj. Jeg vidste det godt, inden jeg startede tøjfasten, men jeg har i høj grad fået det bekræftet i løbet af de sidste to måneder: Ganske vist er det gået godt i den forstand, at jeg ikke har købt nyt tøj, heller ikke strømper og undertøj, som nogle (men ikke jeg!) mener, bør være undtaget fra tøjfasten – men jeg skal minde mig selv om det hele tiden: Hvis jeg er ude og gå en tur og ser en tøjbutik, bliver mine fødder draget mod den, men så må jeg huske mig selv på, at jeg ikke skal købe nyt tøj, og derfor er der ingen grund til at gå ind og kigge. Ja, jo, man kunne selvfølgelig gå ind og se bare for at holde sig selv orienteret, men det er nok klogest at holde sig helt væk. Ingen grund til at udsætte sig selv for fristelser – eller endnu værre: I et anfald af glemsomhed komme til at købe noget. Nej, det er helt klart bedst at holde sig borte.

Men hvad er det egentlig, der er så tiltrækkende ved at shoppe? Nogle mener, at det er de drømme, der herigennem bliver næret: Når vi shopper – når vi går rundt mellem varerne og rører ved dem – så fantaserer vi om vores fremtidige, bedre, slankere, lykkeligere, mere succesfulde jeg. Et jeg, der har brug for en gallakjole, fordi ”jeg” bliver sådan en person, der går til gallafester! Problemet er selvfølgelig, at selv om vi får gallakjolen til en god pris, så er det langt fra sikkert, vi nogensinde får brug for den – og hvis vi endelig skulle blive inviteret til en gallafest, er der en stor sandsynlighed for, at gallakjolen ikke længere passer os, eller er gået lidt for meget af mode. At vi ikke kun køber tøj til vores nuværende figur og livsstil, men også til den, vi drømmer om, kan være en af forklaringerne på, at der er så mange mennesker, der har tøj i deres garderober, som aldrig er blevet brugt – og som sandsynligvis heller aldrig bliver det. Se mere om årsagerne til, at folk køber tøj, som de aldrig bruger, i denne artikel på time.com.

Anmeldelse af “Broderparten” af Joan Dansberg

10 apr

Selv om jeg almindeligvis ikke begiver mig af med at anmelde bøger, har jeg fra Joan Dansberg modtaget et anmeldereksemplar af hendes nyligt udkomne roman “Broderparten” (som bl.a. kan købes her hos Saxo). Når hun mente, den kunne have min interesse, skyldes det, at hun er bekendt med, at jeg har beskæftiget mig med psykopater (fx i min bog “Psykopater i jakkesæt”). Det er nu ikke det eneste interessefelt, som kunne gøre “Broderparten” til relevant læsning for mig — faktisk interesserer jeg mig også for to andre temaer i bogen, nemlig svindel og hjerneskader.

Romanen er baseret på en virkelig historie. Dens handling er, meget kort fortalt, at den kvindelige hovedpersons ægtefælle er blevet hjerneskadet som følge af sygdom, hvilket hendes skruppelløse svigerfamilie udnytter til at få ham til at overdrage sit firma og andre aktiver til dem. Dette sker bl.a. gennem ændring af testamente, misbrug af fuldmagter til bl.a. tømning af bankkonti, indgivelse af separationsbegæring, mv. Hovedpersonen bliver på denne måde holdt tvangsadskilt fra sin mand og frarøvet sin “retmæssige” del af boet.

Lad mig starte med det negative: Som roman betragtet er “Broderparten” ikke vellykket, idet den i højere grad fremstår som et partsindlæg end som et stykke gennemarbejdet fiktion. Selv om man ikke kan tale om, at der findes en egentlig skabelon for romaner (i så fald er den holdt hemmelig for offentligheden), er der nogle elementer, som man forventer i en “almindelig” roman, men som glimrer ved deres fravær i “Broderparten”: Man kunne fx forvente at høre lidt om personernes baggrundshistorie, og lidt om stridens genstands historie — i dette tilfælde et firma, som man aldrig rigtigt finder ud, hvad laver …

Men nu til det positive: Det er en meget interessant og tankevækkende historie, der bliver fortalt i “Broderparten”, og den retter fokus mod nogle yderst interessante problemstillinger: Hvordan sikrer man sig selv mod i en fremtidig svækket tilstand at blive udnyttet til at foretage dispositioner mod sin vilje? Hvordan skåner man sin mentalt svækkede pårørende mod at blive offer for svindel?

Før man begynder at tænke, at det hører vist alligevel til sjældenhederne, at skrøbelige personer bliver udnyttet så groft af “betroede” personer, så lad mig lige minde om, hvor mange kriminalromaner der gennem årene netop har haft det pludseligt ændrede testamente med en ny og uventet hovedarving som tema. Selv om sådanne kriminalromaner i sagens natur er fiktion, er deres temaer typisk inspireret af virkeligheden. Og fra den aktuelle virkeligheds verden kan vi henvise til en nylig sag med en tilsyneladende skruppelløs dansk advokat, nemlig Christian Harlang, der netop har fået dom ved Københavns Byret for, at han med rette var blevet idømt en bøde for at have tiltusket sig en generalfuldmagt for en formuende, dement kvinde. Og det er skam ikke kun fremmede menneskers formue, han overtager “administrationen” af — det gælder også hans egen families.  Den interesserede kan læse en gennemgang af Christian Harlangs synderegister her i Ekstra Bladet.

En advokat forventes at være særligt pålidelig, og det samme gør en sognepræst. Ikke desto mindre gjorde en sognepræst fra Skelskør-området ved navn Ingrid Marten Trolle-Monsen sig skyldig i at tilrane sig 8,7 millioner kroner fra en dement kvinde, som hun var indsat som økonomisk værge for. Det manglende beløb kom først frem, da den demente kvindes bo blev opgjort efter hendes død. Ingrid Marten Trolle-Monsen blev idømt fire års fængsel i sagen — en dom, der blev stadfæstet i landsretten.

I “Broderparten” er et af temaerne netop værgemål — hvordan afgøres det, om en person har brug for en værge, og hvem vil bedst kunne varetage værgemålet? Som det fremgår af ovennævnte eksempler kan det være endog meget risikabelt at udpege den forkerte værge, og hvordan afgør man i øvrigt, hvad der er i den mentalt svækkede persons interesse? Fra september 2017 har det været muligt at oprette en såkaldt fremtidsfuldmagt — i en sådan fremtidsfuldmagt kan man give en pårørende mulighed for at varetage ens interesser den dag, man ikke længere selv kan. Men det kræver selvfølgelig, at man er opmærksom på muligheden for, at dette en dag skulle kunne ske.

Kort sagt: “Broderparten” bør læses som en slags introduktion til de faldgruber, der findes for hjerneskadede og deres pårørende. Og det gør den læsværdig.

 

Dag 43 uden nyt tøj: De gældende regler

30 mar

 

Hvis man – som jeg – påtager sig udfordringen med ikke at købe nyt tøj i et år, er der en del overvejelser, man skal igennem og tage stilling til. Om ikke andet, så fordi det er de spørgsmål, man bliver stillet – jeg er i hvert fald blevet stillet dem.

Det drejer sig om følgende spørgsmål:

  1. Må du købe brugt tøj?
  2. Må du ønske dig noget bestemt tøj til fx din fødselsdag?
  3. Må du købe tøj til andre?
  4. Må du modtage tøj som (uopfordret) gave?

Svarene kommer an på, hvad ens motiv med tøjfasten er.  I mit tilfælde handler det om, at jeg vil prøve at udfordre mig selv og se, om jeg kan undvære at købe tøj et helt år. (Det er indtil videre gået godt i 43 dage – så det er lidt for tidligt at sige, om det kan lade sig gøre. Men altså: 43 dage! Det er slet ikke dårligt.)

Så derfor er mine svar:

  1. Nej, ikke noget med at købe brugt tøj. Selv om det bliver købt i en genbrugsbutik, er det stadig nyt for mig, så nej.
  2. Nej, ikke noget med at ønske sig noget bestemt tøj og få andre til at betale for det. Det vil bare være at omgå udfordringen
  3. Ja. Udfordringen gælder kun mig selv, og jeg er ikke i gang med et generelt forbrugsstop, eller en boykot af modebranchen, så jeg må gerne købe tøj til andre.
  4. Ja, hvis nogen vil give mig en gave, tager jeg selvfølgelig imod den. Også i form af tøj. Jeg vil i så fald overveje, om jeg skal vente med at tage det i brug, til året er omme.

Hvis ens motiv for tøjfasten er at spare penge, vil svarene se anderledes ud. I så fald kan man sige ja til 2) og 4), men nej til 1) og 3). Er ens motiv derimod at reducere sit miljømæssige fodaftryk, så kan man sige ja til 1) og 4) (så længe der er tale om aflagt tøj) – og nej til 2) og 3).

Hvis ens motiv er at slippe ud af et misbrugslignende tøjforbrug, er det nok klogest at sige nej til det hele.

En måned uden nyt tøj — så vidt, så godt

20 mar

 

Der er nu gået lidt over en måned, siden jeg påbegyndte min ”tøjfaste”. Det har ikke været svært at overholde fasten endnu. Jeg har tænkt væsentligt mere på tøj, end jeg plejer – men jeg har ikke været ude og se på tøj. Når jeg har tænkt på tøj, skyldes det, at jeg er begyndt at interessere mig for tøjindustriens og modebranchens betydning i verdensøkonomien og vores daglige liv. Men mere om det senere. Og når jeg ikke har set på tøj, skyldes det, at jeg nødig skulle udsætte mig selv for fristelser. De er meget nemmere at modstå, når man ikke møder dem.

Af samme grund har jeg afmeldt nogle nyhedsbreve. Som de fleste andre får jeg en del nyhedsbreve ind i min indboks hver eneste dag. En del af disse kommer i mit tilfælde fra forskellige udbydere af netop tøj.

Illum sendte mig nærmest daglige mails og lokkede med yderst gode tilbud. Jeg er fuldstændig til fals for udsalgsvarer, der bliver nedsat med ekstra 20 %. Det er den slags, der kan få mig til at reagere med købsimpulser og styrte ind til Illum – kort sagt virker de. Det er ikke spild af markedsføringstid. Så jeg har afmeldt Illums nyhedsbrev. Land’s End – som jeg ikke helt ved, hvorfor jeg modtager – har også gennem meget lang tid sendt mig daglige bulletiner med tilbud om ekstra nedsættelser på udsalgsvarer. Sidst jeg faldt for netop deres lokkende tilbud, var helt tilbage i september sidste år. Der købte jeg to bomuldsbluser, hvoraf jeg faktisk blev ret glad for den ene. Ellers har jeg særligt været glad for deres cashmere-sweatre. Men hvis jeg skal være brutalt ærlig, så har jeg allerede en hel del i cashmere. Så jeg fik også afmeldt Land’s Ends nyhedsbrev. Det giver under alle omstændigheder lidt bedre luft i indbakken.

På Instagram følger jeg blandt mange andre Louis Vuitton, Yves St Laurent, og ikke mindst Vogue (både amerikansk og fransk Vogue), og jeg har overvejet, om jeg burde droppe at følge dem for ikke at blive lokket. Men det, som disse modehuse og modemagasiner viser, er alligevel så anderledes såvel prismæssigt som stilmæssigt fra det, jeg normalt ville købe, at det ikke har nogen reel betydning. Fortæller jeg mig selv. Og lidt skal man jo følge med.

 

En mand og hans tøj

5 mar

Forleden mødte jeg Hugo. Jeg ved ikke præcis, hvordan det gik til, men jeg fortalte Hugo om mit igangværende eksperiment med ikke at købe nyt tøj i et år. Hugo var ikke imponeret. Hugo kunne faktisk slet ikke se, hvori udfordringen skulle bestå. “Jeg har ikke købt nyt tøj i flere år,” forklarede han.

Nu er det ikke, fordi jeg ikke godt er klar over, at der er kønsforskelle i tøjforbrug, ligesom der er store individuelle forskelle: For nogle betyder tøj – nyt eller gammelt – virkelig meget som personlig udtryksform, for andre fungerer tøj først og fremmest som et værn mod elementerne og mod at krænke omgivelsernes blufærdighed. Men jeg synes alligevel, at Hugo repræsenterede et interessant forbrugsmønster.

Jeg spurgte ikke Hugo, hvad tøj betyder for ham, men han var villig til at gennemgå sine beklædningsgenstande.

Her ser vi Hugo: 

Hugo er iført et par klassiske Jacoform sko. (Hans udtryk.)  De er 5-6 år gamle. Det er det eneste par almindelige sko, Hugo går med. Men han har også endnu et par sko, nemlig et par dansesko, som han udelukkende bruger, når han danser. Ellers bruges Jacoform-skoene til såvel hverdag som fest.

Bukserne er fra Fjällräven i modellen Karl. Det er et par praktiske bukser, forklarer Hugo, for der er bl.a. nogle gode lommer i. Det kan måske undre, at Hugo ved, hvad hans buksemodel hedder, men det skyldes, at han køber dem over nettet, og det er simpelthen den eneste type bukser, som Hugo går med. Lige dette par, som Hugo er iført på billedet, er et par år gamle. Men han har i alt 4 par tilsvarende bukser, som er op til 5-6 år gamle. Han køber dem parvis, for så er der rabat, og så bruger han dem, til de er slidt op. Hvis andre skulle være interesserede i at erhverve sig et par tilsvarende bukser, kan de bl.a. købes her.

Skjorten er ca. 15 år gammel. Hugo kunne ikke oplyse mig mærket. Og over skjorten bærer han en uldtrøje i mærket Härkila. Denne uldtrøje var en fødselsdagsgave fra hans hustru for 2 år siden. Han er glad for gaven, for han går med den hver dag.

Ja, ifølge Hugo selv ser han hver dag ud som på billedet: Kun farven på skjorten skifter. Han understreger dog for god ordens skyld, at han skifter undertøj og sokker hver dag.

Man kan med andre ord fastslå, at her er en mand, der virkelig har fundet sin stil – og holder fast i den.

 

 

 

 

Den skønne, men miljøbelastende tøjindustri

23 feb

I mit første indlæg om min ”tøjfaste”, som kan læses her, nævnte jeg forskellige motivationer hos personer, som kaster sig ud i udfordringen om ikke at købe nyt tøj i et år. Blandt motivationerne kan man bl.a. finde ønsket om at reducere ikke bare sit forbrug, men sin miljøbelastning. Som enkeltperson er det selvfølgelig begrænset, hvor meget man kan påvirke verdens samlede miljøbelastning, men sådan er det jo med alle dele af vores forbrug og opførsel: Hvorvidt jeg som enkeltperson affaldssorterer eller ej, betyder måske ikke så meget i det samlede billede, men det betyder rigtigt meget, hvorvidt vi alle sammen gør det eller ej. Og ”vi alle sammen” består jo af enkeltindivider – som alle sammen har indflydelse på miljøet.

Selv om man som forbruger ikke har lyst til at tænke på det, så er tøjindustrien faktisk en ret stor belastning af miljøet. Det skyldes både produktionsforholdene i tekstilindustrien og de ændrede forbrugsvaner: Vi køber meget mere tøj, og vi bruger det i meget kortere tid. En artikel fra The Economist fra 2017 beskriver, hvordan produktionen af 1 kg tøj i gennemsnit udleder 23 kg drivhusgasser.

Samtidig skriver Politiken, at danskere i gennemsnit køber 16 kg tøj om året – hvoraf en del (ca. 5 kg) i øvrigt slet ikke bliver brugt. Det svarer altså til, at en gennemsnitlig dansker køber for 368 kg udledte drivhusgasser om året. Bare til tøj. Om det bliver brugt eller ej, er ligegyldigt for regnestykket, men det gør det selvfølgelig til et større spild. Så måske skulle vi alle sammen starte med at kigge vores garderobeskabe efter og se, om der skulle være en enkelt klud, der stadig har prismærket på? I så fald kan man jo enten overveje at begynde at gå med det klædestykke, eller man kan sælge det eller forære det væk.

Og ja, jeg har selv tøj i mit klædeskab, som stadig er ubrugt. Det er indkøbt for nylig – før min igangsatte tøjfaste. Fx købte jeg denne bluse fra Custo, som jeg glæder mig til at gå med.

Vejret har endnu ikke været til det, men når vejret bliver til det, bliver jeg nødt til at gå med den meget og længe. For hvad jeg ikke var helt opmærksom på ved købet, var betydningen af, at den består af 95 % bomuld og 5 % spandex. De 5 % lyder ikke af meget, og det var ikke nok til at afskrække mig fra at købe den, selv om jeg ellers foretrækker 100 % bomuld, men de 5 % er tilstrækkeligt til, at blusen ikke kan bruges til genindvinding. Det fremgår af denne artikel fra The Guardian. Artiklen er fra 2015, og der sker jo hele tiden teknologiske fremskridt inden for genindvindingsområdet, så hvis jeg beholder den længe nok, kan den måske engang om lang tid få et nyt liv som ingrediens til en T-shirt. Hvem ved? Indtil da må jeg glæde mig over at gå med den, og i fremtiden – altså når min igangværende ”tøjfaste” er overstået – må jeg være mere opmærksom på materialevalg i mit tøj.

Et år uden nyt tøj: Kan det lade sig gøre?

20 feb

Man kan blive stillet over for forskellige udfordringer i livet. Nogle gange er det tilværelsen, skæbnen, universet, tilfældet, eller hvem det nu er, der står for den slags, som sørger for det: Ulykker, helbredsproblemer, fyringer, økonomisk nedtur kan skabe ”udfordringer” i ens liv – udfordringer, som man typisk helst er fri for.

Så er der den slags udfordringer, man selv vælger: At træne til en maraton, at skrive en bog, at blive selvstændig, at lære at tale fransk. Det er frivillige, positive udfordringer, som kræver en aktiv indsats af en selv. Måske lykkes man ikke med det, men man fortjener da i hvert fald point for at prøve.

Endelig er der den slags udfordringer, der handler om ikke at gøre noget – altså at afstå fra noget. En slags faste, om man vil. Et typisk eksempel på det kunne være at lade være med at drikke alkohol. Eller at lade være med at spise kød, som den oprindelige kristne faste dikterede: ”karneval” betyder bogstaveligt ”farvel kød”, mens ordet ”fastelavn” betyder den sidste tid inden fasten, som varer 40 dage frem til påskelørdag.

Uden at det skal blive en større teologisk diskussion, så er der tilsyneladende i alle religioner et element af faste eller afholdelse i kortere eller længere perioder: Der er en opfattelse af, at det er godt for mennesker at afholde sig fra noget. I en periode. Den opfattelse kan man også finde blandt moderne mennesker, der ikke er det mindste religiøse. Hvorfor skulle der ellers være så mange mennesker, der afholder sig fra at spise forskellige fødevarer, også selv om de overhovedet ikke er allergiske over for dem? Men det var vist et sidespor.

Fasten kan i overført betydning dække over alverdens former for afholdelse, og fasten kan være i kortere eller længere tid: En uge, en måned, 40 dage (som den kristne faste), et år, eller resten af livet.

Jeg har nu besluttet mig for at prøve at holde sådan en form for faste i overført betydning: Jeg vil se, om jeg kan undlade at købe nyt tøj i et år. Det er ikke en ”faste”, som jeg selv har fundet på. Jeg hørte første gang om ideen i et radioprogram for et par år siden. Dengang fik det mig til at tænke over mine tøjindkøb – i nogle måneder. Så kom jeg fra det igen. Efter at have lavet lidt research kan jeg se, at der er mange engelsk-, fransk- og tysksprogede blogs, der netop handler om at undlade at købe nyt et år. En tysk blogger skriver her om sine erfaringer med et år uden at købe nyt tøj. Dertil kommer formentlig en større gruppe, der gør det samme, uden at de har følt sig kaldet til at skrive en blog om det. (Men fordelen ved at skrive en blog er, at det kan være med til at holde en på sporet. Hvis man ikke fortæller nogen om sin ”faste”, er der jo heller ingen, der opdager, at man bryder den, vel?)

Tanken er altså hverken original eller usædvanlig. Men motivationen hos de tøj-fastende er tilsyneladende forskellige. De enkelte bloggeres motivationer – i det omfang, de beskriver deres motivation (og det gør de!) – falder i følgende kategorier:

  1. Et ønske om at spare penge
  2. Et ønske om at vinde et væddemål
  3. Et ønske om at reducere sit samlede forbrug og sin miljøbelastning
  4. Et ønske om at slippe ud af et misbrugslignende tøjforbrug
  5. Et ønske om at reducere sin garderobe
  6. Et ønske om at påvirke tøjindustrien i mere bæredygtig retning
  7. Et ønske om at bringe et offer for Gud (og måske bruge de sparede penge på de trængende)

Det er jo alle sammen værdige begrundelser på hver deres måde. Selv kan jeg sagtens identificere mig med både nr. 1 og nr. 3 – og måske lidt nr. 5. Men bare for at vise at jeg alligevel er en lille smule original, så er min motivation en helt ottende: Jeg vil simpelthen gerne prøve, om jeg kan. Om det er muligt for mig at lade være med at købe tøj et helt år.

Som begyndelsesdag for mit år har jeg valgt den 15. februar 2018 – det er helt tilfældigt, men alligevel meget symbolsk, dagen efter askeonsdag, som markerer fastetidens begyndelse.

Blå, blå himmel og kolde nætter i Provence

17 feb

Jeg skriver dette i regnvejr. Ja, det modsiger jo til dels overskriften, men det er faktisk ingen myte, at der er mange solskinsdage i Provence. En regnvejrsdag er så usædvanlig, at man bliver ganske overrasket og nødt til at nævne det.  I dag regner det altså. Men det gjorde det ikke i går, og det gør det sikkert heller ikke i morgen.

Og netop de lange, solrige dage gør Provence til noget helt specielt om vinteren – især for os nordboere, der godt kan blive lidt trætte af gråt, gråt og atter gråt vejr. Nej, så er det en hel del skønnere med solskinsvejr. Også selv om det er koldt. For det er det faktisk. Ja, nede ved kysten kommer temperaturen typisk ikke under frysepunktet — så ville appelsinerne i Nice nok ikke se så godt ud, som de gør på billedet.

Men længere inde i land — højere oppe — kan det godt blive rigtigt koldt. Især om natten. Og det kan godt ramme frysepunktet. Ikke så ofte, men det sker.

Så er det jo vigtigt at have noget at varme sig på. Det kunne være en fiskesuppe, som man kan købe på glas i overraskende god kvalitet.

 

 

Eller det kunne være en klassisk provencalsk ret som en daube, en estouffade eller en cassoulet. Hvis man kun kender Provence fra sommerferier, kan man undre sig over, at disse solide og kraftige retter virkelig skulle være klassiske retter fra Provence, for hvem har lyst til at have en gryde stående i ovnen i tre timer, når det er 40 grader varmt udenfor? Ikke nogen, formentlig. Men om vinteren er det en ganske anden sag. Så luner sådan en langtidsstegning i ovnen. Og det smager jo også godt.

 

 

 

 

 

 

 

Brevkasse: Gave til bortrejst guldbrudepar?

1 feb

 

Kære Sanne Udsen

Vi har et vennepar, der har guldbryllup her i februar. De holder ikke fest, men er bortrejst. Der foreligger ikke en officiel aflysning. Skal man give gave og i så fald hvad ??

 

Kære læser,

Som hovedregel giver man kun en gave, når man er inviteret til en begivenhed – ja, faktisk kun, hvis man også deltager i festligheden. Men ingen regel uden undtagelse, og specielt hvis der er tale om et vennepar, som er jeres tætte venner, kunne det være oplagt at give dem en lille opmærksomhed – et guldbryllup er trods alt noget af en præstation! En buket blomster eller en flaske champagne, hvis de drikker, kunne være en fin gestus.

Jeg er en lille smule mystificeret over din bemærkning om, at der ikke foreligger en officiel aflysning – en aflysning sker vel kun af en tidligere annonceret begivenhed? Men jeg går ud fra, du mener, at det ikke er blevet officielt meldt ud, at der ikke er nogen fest. At de er bortrejst på dagen, er dog en indikation. Ikke desto mindre forstår jeg godt, at det ville være rart at være helt sikker på, at der ikke er nogen fejring af guldbrylluppet udover den, de holder med sig selv på deres rejse. For så kan det være lidt akavet at sende en gave.

Jeg ville altså lade tætheden af jeres bekendtskab være en guide: Hvis I ikke er super tætte, er der ingen grund til at spekulere på en gave. Men der er selvfølgelig altid al mulig grund til at ønske dem tillykke.

 

 

 

Brevkasse: Invitation eller opkrævning?

24 jan

Kære Sanne Udsen

Er det kun mig, eller er der ikke en stigende tendens til, at man bliver ”inviteret” til noget, som det så viser sig, man skal betale for at deltage i? Så kan man vel ikke tale om en ”invitation”?

 

Kære læser,

Du har selvfølgelig helt ret i, at der som udgangspunkt kun foreligger en egentlig ”invitation”, når den inviterede bliver betragtet som en gæst, og værten og værtinden betaler regningen. Derfor er det også vigtigt at skelne mellem begrebet ”vært” og ”arrangør”. Hvis du fx arrangerer en middag på en restaurant for en af dine kolleger, som skal holde op, hvor alle – inklusive den bortrejsende kollega – forventes at betale deres del af regningen, så er du arrangør, du er ikke værtinde. Men er deltagerne ”inviterede”? Ja, de er jo ikke inviterede i den forstand, at deres middag bliver betalt, men hvordan er de udvalgt? Det er jo ikke sådan, at denne afskedsmiddag er åben for alle og enhver. Min pointe her er, at vi muligvis mangler en præcis betegnelse for en form for udvælgelse, hvor den ”udvalgte” forventes at betale hele eller dele af (eller mere end) regningen. Et eksempel kunne være en velgørenhedsmiddag: Gæsterne skal typisk betale mere end deres middag er værd, men det er ikke sådan, at hvem som helst kan komme på ”gæstelisten”. Man kunne bruge samme logik om en polterabend: Arrangørerne af en polterabend laver en liste over deltagere, som derefter betaler både deres egen andel samt en del af brudens eller brudgommens udgifter. Den eneste egentlige gæst er bruden eller brudgommen. Men hvad med de andre udover arrangørgruppen?  Er der tale om, at de har fået en ”invitation”? Ja, hvad skal man ellers kalde det?

Men måske sigter du til noget andet. Måske sigter du til, at man tilsyneladende bliver ”inviteret” til en begivenhed, som man (når man får læst det med småt, eller endnu værre: efter man har sagt ja tak i den tro, det var en rigtig invitation) opdager, man skal betale for at deltage i. En begivenhed, der vel at mærke ikke kan siges at falde ind under velgørenhedsmiddag eller polterabend, medmindre man vil kategorisere en housewarming som en velgørenhedsmiddag. Om man kan kalde det en invitation eller ej, kommer an på de nærmere omstændigheder. Nogle gange er ”tiggerbrev” måske mere dækkende. Desværre.

Photo by Kaboompics // Karolina from Pexels https://www.pexels.com/photo/lunch-table-5929/