I mit første indlæg om min ”tøjfaste”, som kan læses her, nævnte jeg forskellige motivationer hos personer, som kaster sig ud i udfordringen om ikke at købe nyt tøj i et år. Blandt motivationerne kan man bl.a. finde ønsket om at reducere ikke bare sit forbrug, men sin miljøbelastning. Som enkeltperson er det selvfølgelig begrænset, hvor meget man kan påvirke verdens samlede miljøbelastning, men sådan er det jo med alle dele af vores forbrug og opførsel: Hvorvidt jeg som enkeltperson affaldssorterer eller ej, betyder måske ikke så meget i det samlede billede, men det betyder rigtigt meget, hvorvidt vi alle sammen gør det eller ej. Og ”vi alle sammen” består jo af enkeltindivider – som alle sammen har indflydelse på miljøet.
Selv om man som forbruger ikke har lyst til at tænke på det, så er tøjindustrien faktisk en ret stor belastning af miljøet. Det skyldes både produktionsforholdene i tekstilindustrien og de ændrede forbrugsvaner: Vi køber meget mere tøj, og vi bruger det i meget kortere tid. En artikel fra The Economist fra 2017 beskriver, hvordan produktionen af 1 kg tøj i gennemsnit udleder 23 kg drivhusgasser.
Samtidig skriver Politiken, at danskere i gennemsnit køber 16 kg tøj om året – hvoraf en del (ca. 5 kg) i øvrigt slet ikke bliver brugt. Det svarer altså til, at en gennemsnitlig dansker køber for 368 kg udledte drivhusgasser om året. Bare til tøj. Om det bliver brugt eller ej, er ligegyldigt for regnestykket, men det gør det selvfølgelig til et større spild. Så måske skulle vi alle sammen starte med at kigge vores garderobeskabe efter og se, om der skulle være en enkelt klud, der stadig har prismærket på? I så fald kan man jo enten overveje at begynde at gå med det klædestykke, eller man kan sælge det eller forære det væk.
Og ja, jeg har selv tøj i mit klædeskab, som stadig er ubrugt. Det er indkøbt for nylig – før min igangsatte tøjfaste. Fx købte jeg denne bluse fra Custo, som jeg glæder mig til at gå med.
Vejret har endnu ikke været til det, men når vejret bliver til det, bliver jeg nødt til at gå med den meget og længe. For hvad jeg ikke var helt opmærksom på ved købet, var betydningen af, at den består af 95 % bomuld og 5 % spandex. De 5 % lyder ikke af meget, og det var ikke nok til at afskrække mig fra at købe den, selv om jeg ellers foretrækker 100 % bomuld, men de 5 % er tilstrækkeligt til, at blusen ikke kan bruges til genindvinding. Det fremgår af denne artikel fra The Guardian. Artiklen er fra 2015, og der sker jo hele tiden teknologiske fremskridt inden for genindvindingsområdet, så hvis jeg beholder den længe nok, kan den måske engang om lang tid få et nyt liv som ingrediens til en T-shirt. Hvem ved? Indtil da må jeg glæde mig over at gå med den, og i fremtiden – altså når min igangværende ”tøjfaste” er overstået – må jeg være mere opmærksom på materialevalg i mit tøj.