Nyt liv til gamle sko

15 jul

 

I dag har min tøjfaste varet i 5 måneder, og jeg har haft tøj på hver eneste dag i de 5 måneder. Så det er jo ikke, fordi jeg ligefrem mangler en klud at tage på. Jeg har heller ikke – endnu – været ude for, at jeg stod og manglede noget helt bestemt til en konkret anledning. Så ville jeg have givet mig selv dispensation. Men det har jeg altså ikke. Da jeg for 5 måneder siden bekendtgjorde min intention om at starte denne tøjfaste, var der en person – en mand, selvfølgelig – der spurgte, hvori udfordringen ved ikke at købe nyt tøj bestod, hvis man i forvejen havde klædeskabet fuldt? Det var et rationelt spørgsmål, men det røbede, at spørgeren ikke havde forstået, at det at købe tøj ikke kun handler om at få noget tøj at tage på: Når vi køber nyt tøj, køber vi også drømme. Vi drømmer om et nyt og bedre jeg. Vi drømmer om, at når vi tager det nye tøj på, så vil alting se bedre ud, og vi vil blive lykkeligere, gladere, mere populære og succesfulde. Ja, det er måske ikke sådan, vi udtrykker det over for os selv. Så ville vi jo nok kunne indse, at det næppe ville ske. Selvfølgelig sker det også, at man går ud og køber noget, der skal erstatte et stykke tøj, der er slidt op. Det er bare sjældent. Og man ender i øvrigt ofte med et par impulskøb, når man nu alligevel er ude og svinge med dankortet. Det kan også ske, at man glad kommer hjem med en nyerhvervelse – måske fik man den på udsalg og faldt straks for den – kun for at opdage, at man allerede har en næsten identisk sag i sit garderobeskab.

Problemet med alle disse tøjindkøb, som ikke handler om at erstatte noget, der er blevet kasseret, eller skal opfylde et bestemt formål, er, at det skaber et overforbrug. Et overforbrug, der fylder: Det fylder i folks hjem, det fylder i genbrugsbutikkerne, det fylder i affaldsmængden. Og så tærer det på verdens ressourcer. Der er et enormt ressourceforbrug bundet i hver eneste lille bomulds-T-shirt, uldjakkesæt og polyesterkjole. Det er ikke noget, man tænker på, når man står i tøjforretningen og overvejer sit indkøb. Det er heller ikke noget, jeg selv plejer at tænke så meget på. Det er noget, der mere og mere er gået op for mig.

Hvordan reducerer man overforbrug og affaldsproblemerne? Ja, man kunne jo starte med at få lappet eller repareret de ting, man har, så man ikke behøver smide ud, og man ikke behøver købe erstatninger.

Og når man først begynder at tænke på den slags, så kan det også ske, at man ændrer adfærd. Tag nu bare mig selv – som et helt tilfældigt eksempel. Jeg har ret mange sko. Og jeg har egentlig haft en idé om, at jeg burde sortere ud i dem og skille mig af med nogle af dem. Hvis de er i god stand, kan jeg selvfølgelig give dem videre. Men hvis de ikke er i god stand – så er de jo bare til at smide ud. Eller? Jeg har de her ballerinasko, som må være omkring 10 år gamle. Jeg opdagede for nogle måneder siden, at sålerne var slidt igennem, og jeg tænkte, at nu kunne jeg da med god samvittighed kassere dem. De havde tjent mig godt. Eller skulle jeg få dem forsålet? Jeg havde svært ved at træffe en beslutning. Jeg havde ikke rigtigt brug for dem længere. Men jeg kunne egentlig meget godt lide dem. Som så ofte i den slags situationer endte jeg med ikke at gøre noget: Jeg smed dem ikke ud, og jeg tog dem ikke til skomageren. De fik lov til bare at fylde.

Men inspireret af min nyfundne indsigt besluttede jeg mig til, at de skulle selvfølgelig repareres. Og nu jeg var i gang, havde jeg også et par Birkenstock-sandaler, hvor sålerne hang helt løst og derfor var nærmest ubrugelige. Birkenstock-sandalerne købte jeg i sin tid i Køln, og jeg gav 32 € for dem. Det kan jeg huske, fordi jeg følte mig lidt snydt: Jeg var nemlig blevet lokket ind i forretningen af et skilt, hvor der stod 29 €. Det var først, da jeg gik ud og tjekkede skiltet, at jeg opdagede, der med meget små bogstaver stod ”ab” foran de 29 €. Altså ”fra 29 €”. Der befandt sig sikkert et par sko i forretningen, der kun kostede 29 €, hvis prisvarekontrollen skulle komme forbi.

Nå, men alt det der er jo meget lang tid siden, og i mellemtiden var sandalerne blevet ret slidte, og nu gik jeg altså til skomageren. Jeg viste ham, hvordan sålerne hang på Birkenstock-sandalerne, og hvordan der var slidt huller i lædersålerne på ballerinaskoene. ”Hælene skal også rettes op,” påpegede han, og det havde han ret i. Det blev så lige 32 €. Jeg troede, at jeg måske ikke havde hørt rigtigt, det var trods alt på fransk, han sagde det, men jo: 32 €. Det var det, sandalerne havde kostet fra nye! Okay, ballerinaskoene havde kostet en del mere, men de er vel 10 år gamle. Nå, men jeg betalte de 32 €, og nu har begge par sko fået et nyt liv. Men alligevel: Det er relativt dyrt at få repareret sine ting. Man kunne få et par nye sko for den pris, jeg betalte. Og det er vel egentlig essensen af problemet: Nyproducerede varer er for billige. Det gør det ikke økonomisk rentabelt at reparere. Selv ikke ting som i princippet er langtidsholdbare, såsom tøj, sko og møbler.

One Reply to “Nyt liv til gamle sko”

  1. God ide med tøjfaste, men som du siger, er det ikke tøjet med drømme man køber… Og det er drømmende, der er svære at slippe.. Jeg kender en, som kun har købt tøj i genbrug I de sidste mange år. Hun strikker trøjer om, og ser altid smart ud med sin egen stil. Det kan vist siges, at være bæredygtighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.