Så skete det igen. Igen, igen, igen. En flink og venlig e-mail, hvori jeg bliver bedt om at komme og holde et foredrag — et foredrag, som jeg sædvanligvis tager et honorar for at holde — UDEN honorar. Eller som i dette tilfælde, hvad der faktisk er endnu mere fornærmende: For et Magasingavekort på 300 kr.
Jamen, altså!!!!

Skal man grine eller græde? Skrige af raseri og frustration? Hive sig i håret og brøle? Råbe ad sine omgivelser? Gyde sin galde ud over diverse online forfatterfora? Det hele på en gang?
Ville den samme person ringe til en blikkenslager og bede om at få løst et problem og forvente at kunne betale flere timers arbejde med et gavekort til Magasin på 300 kr.?
Hvad tænker folk på? Hvordan tror de, forfattere betaler deres husleje? Hvad tror de, vi lever af? Mange af os lever netop af at kunne holde et foredrag mod betaling i ny og næ. De royalties, vi tjener på vores bogsalg, er typisk ikke nok til at kunne betale huslejen, børnenes institutioner eller vores egne sko. Selv med foredragene kan det være vanskeligt at få det hele til at hænge sammen. Men det hjælper.
Det er faktisk anstrengende at holde et foredrag. Der går gerne mere end en arbejdsdag med den mentale forberedelse. Dertil kommer, at selve den anstrengelse, som det er at stå og skulle underholde et kritisk publikum, kan gøre en så udmattet, at også næste dag ryger som effektiv arbejdsdag. Nå, ja, og så har jeg jo slet ikke nævnt den praktiske forberedelse: Udarbejdelse af slides og udvælgelse af tekstpassager osv. osv. Det kan der gå rigtigt mange arbejdsdage med. Arbejdsdage, som man ellers kunne have brugt på at skrive på ens igangværende manuskript. Et manuskript, der næppe heller bliver til en bestseller, men som man dog i det mindste har en vis fornøjelse ud af at arbejde på.
Hvad der også kan være vildt provokerende er argumentet om synlighed: “Vi kan desværre ikke betale dig, men vi lover en god eksponering.” Eksponering? Hvad skal man bruge den til? Kan den måske betale huslejen? Faktisk må man jo allerede være rigeligt eksponeret, siden man (endnu engang) får denne henvendelse. Hvis det eneste, synlighed bringer med sig, er flere forespørgsler om at arbejde gratis, så vil det være at foretrække at være usynlig. Ikke sandt?
Nå, ja, eller argumentet om netværk: “Vi kan ikke betale, men deltagerne er en række betydningsfulde personer, som det vil være nyttigt for dig at lære at kende.” Men hvorfor? Siden de beder en om at komme og holde foredraget, må de allerede kende til ens eksistens, og så kunne de — hvis de virkelig var interesserede i at give en en lønnet tjans — sådan set bare kontakte en selv direkte. Rent bortset fra det ironiske i, at man som fattig forfatter skal stå og underholde en række vellønnede, betydningsfulde personer gratis.
Det er som sagt til at tude over. Men jeg takker af hjertet hver eneste af mine forfatterkolleger, der siger nej til at arbejde gratis. Vi gør det alle sammen en gang imellem alligevel. Også jeg laver undtagelser: I forbindelse med en boglancering eller for et velgørende formål. Nogle enkelte gange som en vennetjeneste, eller fordi jeg har brug for et testpublikum til et nyt foredrag. Men generelt er det et skråplan. Vi underminerer en af vores vigtigste indtjeningskilder. Så af hjertet tak til jer, der siger nej, nej og atter nej til gratis arbejde.
Som forfattere har vi i forvejen en meget, meget skrøbelig indkomst. Så skrøbelig, at man ind imellem undrer sig over, at der overhovedet er nogen, der orker at være forfatter. Men vi er altså en del.
Til dem, der gerne vil vide mere om forfatteres økonomiske vilkår, kan jeg henvise til Steen Langstrup, som på sin blog har skrevet et indlæg om den svære forfatterøkonomi. Læs og græd.
Det er jo fuldstændig som med billedkunstnere. “Du får chancen for at vise dine ting og måske sælge”, siger nogle kunstforeninger. Og dem, der pænt forpligter sig til at købe for feks 5.000,- kr kan finde på at springe fra, hvis en privatperson køber – “Nu har du jo fået solgt noget”. De værste er de enkeltindivider i ens næstnærmeste omgangskreds, der tilbyder at købe noget til halv pris eller mindre med den begrundelse, at “Hold nu op, du betaler jo ikke skat af det” eller “Du har jo alligevel ikke ikke fået det solgt”.
Og det er det samme med et stigende antal brancher. Mange er startet i filmbranchen som gratis-arbejdere. Det er vist mere og mere almindeligt at man som juridisk uddannet betaler for at få lov til at arbejde i et advokatfirma som vej til selv at få en bestalling. Stjernearkitekten Bjarke Ingels er sikkert ikke den eneste, men nu kendt for noget, der måske ikke lige er gratisarbejde, men som ligner (https://www.berlingske.dk/virksomheder/stjernearkitekt-kritiseres-for-discountloenninger).
Selv har jeg i masser af sammenhænge “optrådt” gratis, fordi jeg havde et budskab, jeg gerne ville formidle. Og selvfølgelig giver det, at man blive hørt, forhåbentlig flere lyst til at lytte på én, og dermed øges chancen for på sigt at få penge ud af det. Men sandt nok: Alene glæden ved hvad at udføre, hvad man nu ellers har lyst til og også gerne vil tjene penge på, er ikke nok til at betale huslejen.
Men det er nu ikke helt det samme, for når håbefulde personer starter i filmbranchen eller i arkitektbranchen enten gratis eller på en symbolsk hyre, er det netop, fordi de tror og håber, at dette er deres vej ind i branchen — deres vej ind til et lønnet job. Sådan er det ikke, når man beder en forfatter om at optræde uden honorar. Der er ikke noget håb om nogen senere indtjening. Det her er det, vi laver. Det er det, vi forventer at blive betalt for. Vi drømmer ikke om at blive “opdaget” eller få en chance for et fast job eller opnå værdifuld erfaring. Vi er der. Vi er så at sige på toppen. Så højt som vi kan komme. Der er bare nogen, der åbenbart tror, vi ikke behøver penge for at leve. Eller at vores arbejde ikke er arbejde.