Det er bare helt i orden

23 maj

Forleden var husets frue (det er mig) i gang med nogle huslige gøremål, da telefonen ringede. Husets frue afbrød sine gøremål og tog telefonen. Det var Greenpeace, der ville tale med husets herre. ”Han er ikke hjemme,” forklarede husets frue og forsøgte at lyde en anelse kølig, så de ikke ville begynde at slå hende (mig) for et kontant bidrag. ”Det er helt i orden. Jeg prøver bare at få fat i ham senere,” sagde Greenpeace. Husets frue stod forbløffet tilbage. ”Det er helt i orden”?!?
Havde Greenpeace ikke fået byttet rundt på replikkerne? Kort sagt, var det ikke husets frues replik, som Greenpeace havde sagt?

Efter husets frues mening kunne følgende replikskifte med rimelighed have fundet sted:

Greenpeace: ”Træffer jeg (husets herre)?”

Husets frue: ”Nej, han er ikke hjemme.”

Greenpeace: ”Så må du undskylde. Jeg prøver igen på et andet tidspunkt.”

Husets frue: ”Det er helt i orden.”

Men det var ikke sådan, replikkerne faldt. Eftersom Greenpeace havde taget min replik, vidste jeg ikke, hvad jeg så skulle sige. Derfor sluttede samtalen temmelig abrupt. Men nu kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om dette er et symbol på et større skred i vores tid. Nu er det ikke længere den person, der ringer og forstyrrer uskyldige personer i deres hjem midt i muligvis vigtige sysler, som føler sig kaldet til at undskylde forstyrrelsen. Nej, tilsyneladende føler de, at det er den person, som de har forstyrret, der skal undskylde, at de har ringet forgæves. Hallo? Er der ikke noget helt galt her? Det er vel stadig den, der ringer op, som ulejliger den anden? Og ikke den anden, der skal have skyldfølelse over ikke at kunne dække den andens behov?

For at det ikke skal være løgn, var der i dette tilfælde tale om et telefonopkald, der gik ud på at lokke penge ud af den føromtalte uskyldige person, der blev forstyrret i sit eget hjem. Skulle man ikke tro, at man i et sådant tilfælde ville ønske at gøre den anden person så positivt indstillet som muligt? Eller her tager jeg måske helt fejl?

Den dag, telefonsælgere lærer ikke bare at være anmassende, men også at være høflige, vil deres salg formentlig gå vældigt i vejret. Men så vil deres arbejdsgivere selvfølgelig bare føle sig opmuntrede til at ansætte endnu flere telefonsælgere til at ringe og forstyrre endnu flere uskyldige personer, der er optaget af deres egne vigtige gøremål og egentlig helst bare vil være i fred. Hvis det da ellers er helt i orden …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.