Håndbog for karrierekvinder i ny, forbedret udgave

10 feb

I efteråret 2009 udkom Håndbog for karrierekvinder i 2. udgave. Teksten er selvfølgelig opdateret, og den er også blevet 20 % længere. Men rådene er faktisk de samme.

I forbindelse med, at World Economic Forum har haft kvindelige ledere — eller rettere den sørgelige mangel på dem — på programmet i Davos, har Berlingske Tidende bragt omtale af nogle af rådene i Håndbog for karrierekvinder.

Respekter hierarkiet er et af de i alt tolv råd, som bliver omtalt. De andre er Æd chefens urimeligheder, Fat sportssproget, Undgå faldgruberne ved jobsamtalen, Glem din pigeopdragelse, Nævn aldrig din vægt, Undgå at lære hvordan kaffemaskinen fungerer, Klæd dig til rollen, Sig aldrig chefen imod i andres nærvær, Skaf dig et netværk, Få mere i løn, samt Drop den hellige moderrolle.

Rådene er selvfølgelig genfortalt med en vis journalistisk frihed, og det kan være vanskeligt at lade den bagvedliggende logik folde sig fuldt ud på så kort plads, som der her har været. Det kan gøre nogle af rådene lidt vel korte og dermed ikke så let tilgængelige for alle læsere, hvad nogle af kommentarerne i kommentarfeltet på indledningsartiklens hjemmeside da også viser. Ikke desto mindre må jeg sige, at ånden i rådene er fanget udmærket i genfortællingen. Men altså — det er bedst at læse bogen selv, hvis man virkelig ønsker at forstå rådene fuldt og helt!

For eventuelle norske læsere kan rådene findes bearbejdet og oversat til norsk i både en længere og en meget kort version.

Bogen kan fås gennem DJØFs Forlag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.