Teenagere i offentlige transportmidler

9 jan

I sidste uge stod jeg i en tysk by og ventede på et transportmiddel, der nærmest kan betegnes som en sporvogn. Sammen med mig på perronen stod en hel tysk skoleklasse i teenagealderen. De var, som teenagere er flest, når de er i flok: Overkåde og støjende. Jeg nåede at tælle hele fire drenge med den eksakt samme model Adidas-sko på. (Mænds forkærlighed for at have det samme tøj på viser sig allerede i den alder. Men det er ikke emnet for denne historie.) Da sporvognen endelig kom, dannede de unge mennesker en halvcirkel rundt om udgangen, så det var stort set umuligt for de afstigende passagerer at komme af og dermed for os andre at komme på. Da det endelig lykkedes, snakkede og grinede og kastede de sig over sæderne og fyldte i det hele taget meget i det begrænsede rum, som en sporvogn udgør. ”Teenagere er de samme verden over,” nåede jeg lige at tænke for mig selv, da en af de kåde unge knægte smilende rejste sig og overlod sin siddeplads til en ældre, gangbesværet kvinde. Helt på eget initiativ.

Hvornår så jeg sidst det ske i Danmark? Beskæmmet på nationens vegne må jeg indrømme, at det kan jeg simpelthen ikke huske. Jeg mener: Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set det ske.

Og skal man tro denne artikel i BT, er det med god grund, jeg ikke kan huske det.

Teenagere er de samme verden over. Men der er tydeligvis nogle teenagere, der er bedre opdraget end andre. Denne bedre opdragelse behøver ikke være sket med vold og magt og kadaverdisciplin. Den bedste læremester er at foregå med et godt eksempel. Lad mig hermed komme med en opfordring til de unge menneskers forældre og andre voksne, der indgår i deres nærmeste omgangskreds, om at lære dem, at livet sagtens kan blive bedre af engang imellem at ofre lidt komfort til fordel for andre, der har mere brug for det.

Jeg skulle lige til at skrive, at før eller siden skal de nok lære, at det er uhensigtsmæssigt at placere sig i en halvcirkel rundt om en udgangsdør på et transportmiddel. Men så slog det mig, at det med at lade være med at stå i en halvcirkel foran udgangsdøren er der stadig mange voksne i metroen i København, der endnu ikke har lært, på trods af, at det forsinker af- og påstigning. Til gengæld må de så indimellem se metroen køre uden at få dem med, for metroen er (i modsætning til den tyske sporvogn) førerløs og gør sig ikke den ulejlighed at tjekke, om alle passagererne nu også er kommet med. For vores alle sammens skyld må vi håbe, at de lærer det hen ad vejen i takt med, at de vænner sig til transportmidlet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *