Kære Sanne Udsen,
Jeg har et spørgsmål. Vi har nogle gode sommerhusnaboer, som vi sætter meget pris på. Vi har spist middag hos os nogle gange. De har ikke geninviteret til middag hos dem, og det er også helt fint. Vi har derimod været til kaffe/te hos dem.
Vi har mange fælles interesser. De har ingen børn. Det har vi heller ikke. Vi sidder ikke og keder os og mangler emner til samtale — det er i hvert fald ikke mit indtryk. Manden virker meget glad for min mand — han er meget opsøgende, nÃ¥r vi er i sommerhuset. Han kommer og spørger om alle mulige ting og spørger til os og er meget høflig og venlig. Indimellem gÃ¥r det mÃ¥ske i et lidt højt tempo hos ham. Hustruen er mere tilbageholdende. Det er fint, og jeg synes, det er dejligt, at nogen viser, de vil relationen. Men jeg synes, de udsender nogle signaler, jeg ikke rigtig kan tolke. De havde været pÃ¥ en spændende ferie. Vi aftalte, at vi skulle drikke kaffe sammen om aftenen. Men nogle timer før melder de afbud. De er trætte og magter ikke rigtig noget andet end at være pÃ¥ terrassen og kikke pÃ¥ stjerner mv. Det syntes jeg var kedeligt — for jeg ville gerne snakke med dem og høre om turen, og hvordan det gik i det hele taget. Men det var jo deres valg.
Dagen efter kommer andre naboer, som vi ikke har set længe. Nu skal vi alle komme til kaffe hos nabo nr. et dagen efter. Jeg har nu ligesom mistet lysten til nabotræf. Jeg synes, det hele er på børnehaveniveau.
Nu har han direkte spurgt min mand, hvorfor vi ikke ville komme, og han har fået det rigtige svar, at jeg var ked af, de først melder afbud, for derefter at sige, vi skal komme over til dem dagen efter. Hvorefter han svarer: Ja, vi må til at blive bedre til at holde aftaler og komme til det, vi inviteres til.
Og sÃ¥ skulle man jo tro, tingene blev bedre fra nu. En weekend var min mand kørt ned alene til sommerhuset. Han fortalte mig bagefter, at naboerne gerne ville have spist sammen med os, og de var kede af, jeg ikke var der. Jeg sagde, det ville være rart at have vidst — sÃ¥ ville jeg have glædet mig og mÃ¥ske have prioriteret min tid anderledes
Jeg inviterede dem så til min fødselsdag her for nylig, som vi ville fejre i sommerhuset. De sagde tak, men nej tak. De var simpelthen for udmattede efter en hård arbejdsuge til at kunne klare at gå ud. Men de ville da gerne komme til kaffe senere på aftenen.
Jeg tænkte, den forklaring har jeg ligesom hørt før. Nu ville jeg gÃ¥ lidt mere direkte til sagen. Og skrev sÃ¥, at sÃ¥ mÃ¥ det da lige være det, de har behov for — hyggeligt samvær god mad og vin — sÃ¥ genoplades batterierne stille og roligt.
Jamen, de var simpelthen så trætte, men de ville meget gerne drikke kaffe senere. Det passede ikke lige ind i vores planer, at de skulle komme senere. De skrev, at vi måtte have en god fødselsdag. Jeg/vi havde det lidt mærkeligt ved denne situation. Vi kørte ikke ned til sommerhuset pågældende weekend.
Vi bor jo tæt pÃ¥ hinanden — faktisk lige overfor pÃ¥ vejen. Og jeg synes ogsÃ¥, vi respekterer hinandens privatliv. Den der attitude med pÃ¥ den ene side at ville, men sÃ¥ ikke ville alligevel, har jeg svært ved at forstÃ¥. Jeg spurgte ham ogsÃ¥ direkte i en SMS: Hvad er egentlig problemet? Men fik ikke noget svar.
Min mand siger, at de nok synes, de stÃ¥r i gæld til os. Vi har talt meget om dette med middage, hvor jeg mener, at man skal uddelegere til gæster, at de fx kunne tage en flaske vin med eller en kage — hvis de spørger, om de skal bidrage med noget. Min mand er nok typen, der vil stÃ¥ for ALT selv. Hvilket jeg synes er lidt gammeldags. Hvis nogen vil bidrage, synes jeg ikke, man skal hindre dem i det.
Har du nogle input til, hvad der kan gøres, for at vi kommer lidt bedre videre og ikke gentager disse akavede situationer med middage og kaffe, og vi siger ja, og så vil vi ikke alligevel.
Venlig hilsen
Sommerhusnaboen
Kære læser,
Jeg forstår godt, at du er frustreret over dine sommerhusnaboer og deres adfærd. Normalt ville jeg anbefale, at man så vidt muligt undgår personer, hvis adfærd virker frustrerende på en, men da det er jeres naboer, som det er en god ide at have et godt forhold til, og I i øvrigt godt kan lide dem, så er undgåelse ikke vejen frem i denne situation.
Du skriver, at du føler, det hele er på børnehaveniveau, og jeg synes også, der er et element af barnlighed i jeres naboers adfærd. Fx er de alt for ærlige. (Og ærlighed er som bekendt en overvurderet dyd.) Det er jo direkte fornærmende at sige, at de foretrækker at se på stjerner fremfor at overholde en allerede indgået aftale med jer. Kunne de dog i det mindste ikke have opfundet et maveonde?
Endnu et udtryk for barnlighed finder jeg i deres manglende omtanke for andre personers velbefindende og deres fokus på egen magelighed. Hvis man bliver inviteret til middag, er man i sin gode ret til at sige nej tak. (En invitation er som bekendt ikke en stævning.) Men man kan ikke begynde at lave om på invitationen og i stedet bede om at blive inviteret til kaffe, når man er inviteret til middag.
Men hvor fører alt dette hen i forhold til jeres fremtidige samvær? Jeg tror, du og din mand må se i øjnene, at jeres opfattelse af, hvordan selskabelighed skal gennemføres, er ret forskellig fra jeres naboers. Mens I kan lide at planlægge og forberede (og gennemføre!) en middag, er jeres naboer mere drevet af deres umiddelbare impulser og lyster. Det er vanskeligt at forene de to tilgange. Derfor tror jeg, at hvis I skal have et socialt samvær med dem, som ikke vil virke frustrerende for dig, så skal det altid være noget, der bliver aftalt i sidste øjeblik (så det ikke bliver aflyst) og på et meget uformelt niveau som fx en gin & tonic på terrassen eller en kop kaffe om formiddagen, eller hvad begge parter nu kan lide.
Hvis I skal have et nogenlunde hyggeligt samvær, nytter det heller ikke at spørge til, hvad der er i vejen, og hvorfor de ikke vil det ene og det andet. Man kan ikke opdrage pÃ¥ andre, hvor irriterende de end er. Man kan forsøge at opdrage pÃ¥ sig selv, men det er heller ikke nemt. Og det, jeg vil rÃ¥de dig og din mand til, er netop at opdrage jer selv til at se og acceptere naboerne for det, de er: Flinke mennesker, der er drevet meget af deres egne umiddelbare behov, og som ikke bryder sig om at planlægge — og som slet ikke bryder sig om at være bundet af sÃ¥danne planer.