Brevkasse: Højbords til guldbryllup

19 maj

Kære Sanne Udsen,
Jeg har et spørgsmål. Det drejer sig om vores guldbryllup. Under middagen sad vi ved højbord med vores børn og svigerbørn. Ingen foran os, vores gæster sad ved runde borde, så langt så godt. Efter middagen mente jeg, at vi skulle sætte os hver for sig ved vores gæster, altså ikke igen ved højbord. Det gjorde vi, men herefter at festen og alt igen er normalt, mener min mand, at det var helt forkert. Vi skulle været blevet sammen. Nu har vi holdt så mange fester, alt har vi fejret på samme måde, men nu mener han så, at til denne fest er det noget andet, så hvad mener du? Ja, festen kan jo ikke laves om, men mener du også som ham? Var jeg helt forkert på den?

Kære læser,
Nej, jeg mener ikke, du var forkert på den. Jeres gæster var vel trods alt kommet også for at hilse på jer og ikke bare kigge på jer. Hele ideen med et højbord stammer jo fra en tid, hvor de fineste personer kunne sidde for sig selv, så de ikke behøvede blande sig med mere almindeligt dødelige, mens disse almindeligt dødelige kunne se beundrende eller misundeligt op på de fine, som måske endda også fik noget andet og bedre at spise. Sådan bruger vi det selvfølgelig ikke i dag, hvor et højbord netop kommer på tale i private sammenhænge i forbindelse med bryllupper, herunder guldbryllupper. Men som sagt så er der jo ikke megen grin ved at have inviteret en masse gæster – som jeg går ud fra, at I havde inviteret, fordi I havde lyst til at være sammen med dem – og så hele aftenen sidde alene ved et bord sammen med børn og svigerbørn, som I formentlig ser væsentligt oftere end de andre gæster. Derfor synes jeg, at I gjorde det helt rigtige ved at flytte jer efter middagen. Man kunne argumentere for, at guldbrudeparret som festens genstand skulle blive sammen, når de flyttede rundt til de andre borde, men hvorfor egentlig? Ved andre festlige lejligheder sørger man jo netop for at adskille parrene. Og som sagt er jeg overbevist om, at jeres gæster satte pris på, at de fik lejlighed til at være lidt sammen med jer, så de ikke måtte nøjes med at iagttage jer fra afstand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *