Tænk, før du spørger!

Det er en almindelig accepteret antagelse, at folk elsker at snakke om sig selv. Det er en antagelse, der er baseret på århundreders – ja, årtusinders – visdom. Og det er på ingen måde, fordi jeg vil påstå, at det ikke forholder sig sådan. Problemet er imidlertid, at indimellem får denne antagelse folk til at stille spørgsmål til hinanden, som nærmest får karakter af forhør. Og så meget elsker de færreste alligevel at tale om sig selv.

Det kan være vanskeligt at trække grænsen mellem sund og høflig interesse for andre på den ene side og decideret nyfigenhed på den anden. Og samtidig sker der tilsyneladende et skred i de ting, man synes, man kan tillade sig at spørge til. På det seneste har jeg således bemærket, at selv de mest perifere bekendte synes, de kan tillade sig at spørge et vordende forældrepar: ”Ved I, hvad køn det bliver?” Og det vordende forældrepar kan føle sig forpligtet til at svare, at ja, det ved de, og det bliver sådan og sådan. Men hvad kommer det dog andre ved? Det siger sig selv, at barnets køn er af interesse for forældrene og til en vis grad også for bedsteforældrene. For alle andre har det ingen legitim interesse. Men fordi det i dag ofte er sådan, at forældrene faktisk har mulighed for at kende kønnet på barnet, før det er født, så synes tilfældige personer, at det er rimeligt at spørge til barnets køn. Det er det faktisk ikke. Ikke desto mindre kan der altså ske det, at de vordende forældre falder i den meget udbredte jeg-er-blevet-stillet-et-spørgsmål-og-så-må-jeg-jo-svare-fælde. Uanset om de har lyst til at diskutere det eller ej, føler de sig derfor forpligtet til at svare og siger: ”Ja, det bliver en dreng.” Men her stopper det ikke. Der følger flere spørgsmål: ”Nå, en dreng! Er I glade for det?” Hallo? Hvem er det lige, der forestiller sig, at det vordende forældrepar vil svare: ”Nej, det er vi ærligt talt ikke. Vi ville gerne have haft en pige.” Det skulle ikke undre mig, om det i så fald ville blive fulgt op med et: ”Nå? Hvad gør I så? Vil I så bortadoptere drengen?”

Men før jeg lader mig føre alt for langt ud på et sidespor, hvor underholdende det end er, så lad mig vende tilbage til min pointe: Der er grænser for, hvilke spørgsmål det er passende at stille bare for at holde konversationen gående. Og skulle man blive udsat for et spørgsmål, man ikke har lyst til at svare på, så er det vigtigt at huske, at der er forskel på en almindelig konversation og en vidneafhøring i retten. Man er ikke forpligtet til at svare hvem som helst på hvad som helst, og man er heller ikke forpligtet til at svare dem sandfærdigt.

Til vordende forældre, der er trætte af at blive stillet spørgsmålet, om de kender deres barns køn, vil jeg derfor foreslå, at de svarer: ”Ja, men vi vil helst se, om det holder stik, før vi fortæller det.”

Eller – hvis de frygter, at dette ikke vil stoppe de virkeligt nyfigne – så har de min tilladelse til at lyve og sige ”Nej”.