Den igangværende #metoo kampagne har sat mange ting til diskussion. Fx hvad er egentlig krænkende adfærd?
Er der slet ingen nedre grænse for, hvad der er krænkende adfærd, spørger nogle (mænd). Et klap i røven kan vel ikke skade nogen? Hvad de tilsyneladende fuldstændigt overser er, at selv om et klap i røven i sig selv forhÃ¥bentlig ikke efterlader varig skade, pÃ¥ trods af at det kan være helt utroligt ydmygende i øjeblikket, sÃ¥ er graden af krænkelse kontekstafhængig: Hvem, hvor og hvor ofte. Hvem er det, der klapper en i røven? Her er der temmelig stor forskel pÃ¥, om der er tale om ens chef, ens kollega eller en tilfældig bargæst. Hvor sker klappet i røven? Her er der ret stor forskel pÃ¥, om det sker pÃ¥ ens arbejdsplads eller i ens fritid: Er man pÃ¥ arbejde i baren, er det faktisk utroligt ubehageligt at blive klappet i røven af en bargæst. Er man derimod selv i byen pÃ¥ bar, er et klap i røven fra en anden bargæst en slags “collateral damage”. Og endelig er der ret stor forskel pÃ¥, hvor ofte det sker: Er der tale om et enkeltstÃ¥ende tilfælde, eller er det noget, der sker hele tiden? Kort sagt: Under de rette (eller snarere forkerte) omstændigheder kan et klap i røven være helt utroligt krænkende adfærd. Under andre omstændigheder betyder det ingenting. Men fordi det i nogle tilfælde ingenting betyder, skal man ikke affærdige de tilfælde, hvor det faktisk betyder rigtigt meget. Det er dem, man husker. Man husker det, der gør indtryk. Man husker det, der har været ekstremt ubehageligt i situationen, selv om det ikke lyder af noget 20 Ã¥r senere. Alene det, at man kan huske noget efter 20 Ã¥r, viser, at det har været krænkende i situationen. Hvordan nogen kan finde pÃ¥ at betvivle det, og mÃ¥ske endda gøre grin med, at man kan huske en “episode” efter 20 Ã¥r, fatter jeg ikke. SÃ¥ nej, i princippet er der ingen nedre grænse for krænkende adfærd: Krænkende adfærd er krænkende adfærd.