Forever Living – en kult?

12 apr

For nylig havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at være deltager i en paneldebat i forbindelse med fremvisningen af en dokumentarfilm i CPH:DOX-regi. Filmen med titlen ”Believer” handler om en dansk mand ved navn Kim Madsen, som har gjort det godt i en MLM (Multi-Level-Marketing) ved navn Forever Living. (Hvis du ikke ved, hvad en MLM er, kan du læse mere i mit tidligere indlæg her. Kort fortalt er en MLM et produktbaseret pyramidespil.) Jeg var blevet inviteret til paneldebatten, fordi jeg har skrevet om MLM’er i min bog om svindel Verden vil bedrages.

Jeg havde faktisk først sagt nej tak til at deltage, fordi jeg ikke vil medvirke til nogen form for reklame for MLM’er. Men jeg blev overtalt, blandt andet fordi filmen ikke giver et entydigt positivt billede af hovedpersonen, og fordi der bør være nogen, som kan give en form for modvægt til den manipulation, der fremkommer fra Forever Livings side om indkomstpotentialet for en såkaldt ”forhandler” – en forhandler, som i Forever Livings univers kaldes noget så misvisende som en ”Forever Business Owner”.

At deltage i paneldebatten blev en endnu mere syret oplevelse, end jeg havde forventet. Ja, jeg vidste godt, at det at være med i en MLM kan sammenlignes med at være med i en kult. Ligesom i en kult er det svært at forlade en MLM. Ligesom i en kult vil man ikke høre på kritik. Men i min naivitet havde jeg ikke forventet, at publikum stort set kun bestod af kultmedlemmer. Og de kunne ikke lide at høre, at deres MLM var et pyramidespil. De var ligeglade med markedsføringsloven, som de ellers ifølge deres forhandleraftale er forpligtet til at sætte sig ind i. Men den er også irriterende, for markedsføringsloven forbyder såkaldt vennehvervning, dvs. salg til venner og familie, hvilket mildest talt vanskeliggør ”network marketing”, som MLM’er kalder sig selv. Kim Madsen selv havde ikke engang læst Forbrugerombudsmandens ”Vejledning om Multi-Level-Marketing/pyramidespil”, fordi han ”ikke læser rapporter”, som han sagde. Men så kunne han måske have fået nogen til at forklare ham hovedkonklusionerne. Det var kort sagt ikke en debat, hvor fakta fik lov at fylde noget. Men det handler jo også om at sælge en drøm. Det handler ikke om at formidle viden. Viden ødelægger MLM’er.

Filmens undertitel var netop ”How to sell a dream”.  Og det er hele pointen i såvel Forever Living som i alle andre MLM’er: At sælge en drøm. At få godtroende mennesker til at tro på at ved at blive forhandler i Forever Living kan de få deres drøm opfyldt. Og skulle det ikke lykkes – hvad det ikke gør for 99 procents vedkommende ifølge brancheforeningens egne oplysninger – så er det deres egen skyld. Så har de ikke arbejdet hårdt nok. Så har de ikke evnet at visualisere deres drøm hårdt nok.

Ifølge Forever Livings egne oplysninger udbetalte firmaet intet vederlag til 88,6 procent af forhandlerne i 2018. Det betyder imidlertid ikke, at de andre 11,4 procent af forhandlerne tjente penge på at være forhandler. For de 88,6 procent dækker over dem, der overhovedet ikke modtog nogen penge fra Forever Living. For de resterende 11,4 procent er der tale om, at de ganske vist har fået udbetalt et vederlag, men det betyder ikke, at de har haft et overskud. Der er nemlig ikke taget højde for de udgifter, som de pågældende forhandlere har haft, såsom indkøb af produkter til videresalg. Og som de fleste selvstændige ved, så er det overskuddet, der tæller. Der er ikke meget grin ved selv en stor omsætning, hvis der ikke er et overskud. Læs mere om Forever Livings ikke særligt imponerende udbetalinger her. Tallene er vel at mærke baseret på Forever Livings egne oplysninger.

En blandt flere væsentlige mangler i filmen om Kim Madsen er, at forretningsmodellen i Forever Livings pyramidespil ikke bliver forklaret i filmen. En anden væsentlig mangel er, at Kim Madsen uimodsagt får lov til at komme med en række åbenlyst forkerte udsagn. Herunder kommer han med en virkelig absurd sammenligning med Jysk (som han påstår er et pyramidespil) og Forever Living (som han påstår ikke er et pyramidespil). Og ja, det er ikke så svært at se, hvorfra han har fået inspirationen til at beskylde Jysk for at være et pyramidespil, for i amerikanske MLM’er hører man gang på gang Walmart blive brugt på samme måde. Man kan mene, hvad man vil, om både Jysk og Walmart, men ingen af disse firmaer er pyramidespil. At finde på at påstå det er så langt ude, at det kun kan betegnes som såvel absurd som desperat.

Udover de forkerte udsagn om Forever Livings forretningsmodel får Kim Madsen lov til at komme med sundhedsmæssigt ukorrekte udsagn. I forbindelse med, at han lovpriser Forever Livings tandpasta, som åbenbart ikke indeholder fluor, siger han gentagne gange: ”Fluor er lige så farligt som arsenik.”

Nej. Det er det ikke. Fluor er ikke lige så farligt som arsenik. Selvfølgelig skal man ikke overdrive indtagelsen af fluor, som man fx kan læse her, men at påstå, at den mængde fluor, der findes i almindelig tandpasta, skulle være sundhedsskadelig for ikke at tale om lige så farlig som arsenik, er simpelthen helt på månen. Ja, det er faktisk vildledende. Med andre ord: Vildledende markedsføring. Ikke i orden. Faktisk er det forbudt.

Men hvad så med aloe vera, som er den vigtigste ingrediens i Forever Livings produkter? Er det slet ikke farligt? Jo, tænk engang: Aloe vera kan faktisk være ret farlig. Aloe vera kan blandt mange andre negative ting være kræftfremkaldende. Se fx denne artikel. Disse negative helbredseffekter hører man imidlertid ikke meget til fra Kim Madsens side. Men han læser jo heller ikke rapporter.