Der er nogle drømme, der åbenbart bare ikke vil dø: Det gælder fx drømmen om at kunne komme til at tjene mange penge, være sin egen herre og samtidig arbejde hjemmefra. Og nej, her tænker jeg ikke på drømmen om at blive bestsellerforfatter. Jeg tænker på de drømme, der kan gøre en person modtagelig for at blive viklet ind i et såkaldt Multi Level Marketing firma eller blot MLM-firma. De kaldes også for Network Marketing eller Direct Marketing — men uanset hvad de kaldes, er der tale om pyramidespil under et andet navn.
I min bog om svindel, “Verden vil bedrages”, har jeg nærmere beskrevet mekanismerne i pyramidespil. Det er matematisk uundgåeligt, at pyramidespil løber ud for nye deltagere før eller siden, og at de senest tilkomne deltagere ender med at stå med håret i postkassen. Når der er tale om MLM-firmaer, vil “håret i postkassen” ofte være lig med at have en garage eller et loftsrum fuld af dyrt indkøbte produkter, som ikke kan sælges videre, og som ikke kan returneres. Min bog kan i øvrigt købes bl.a. her.
Man skulle tro, det var indlysende, at det ikke kunne lade sig gøre at tjene seriøse penge i et sådant pyramidespil. Men det er det ikke. Der er hele tiden nye personer, der bliver rekrutteret til diverse MLM-firmaer, og som vil forklare dem, der gider lytte, at “Netværksmarketing er fremtiden”! Nej, det er det ikke. Forhåbentlig bliver det derimod snart fortid. Det er faktisk stort set umuligt at tjene penge på at være distributør i et MLM-firma — medmindre, selvfølgelig, at man var så snedig selv at starte det: 99% af distributører i MLM-firmaer tjener ikke penge på deres deltagelse. Det kan man bl.a. læse om her, hvor de mest almindelige påstande fra MLM-firmaers side bliver gennemgået og tilbagevist. Som fx at når folk ikke tjener penge, så er det bare, fordi de ikke arbejder hårdt nok. Nej. Det passer ikke. Det er, fordi det ikke kan lade sig gøre.
Men hvordan kan det så være, at en familie som familien Devos fra USA er blevet så stinkende rige på MLM-firmaet Amway? Så rige, at familien har kunnet være en megastor donor til det republikanske parti — en støtte, der er blevet belønnet med, at Betsy Devos er blevet uddannelsesminister i Trump-regeringen? Det skyldes, at det var Devos-familien, der startede Amway (som er en forkortelse for The American Way). Om Betsy Devos og hendes families og svigerfamilies indflydelse i det republikanske parti kan man læse mere i denne Vanity Fair-artikel. De mange penge er blevet tjent på dem, der er kommet efter. Dem, der ikke har tjent nogle penge, men derimod har sat penge til på at være Amway-distributør. I en glimrende podcast-serie ved navn “The Dream” (1. sæson) beskrives bl.a., hvordan Devos-familien via deres politiske indflydelse har været i stand til at sikre, at Amway ikke er blevet erklæret for at være et ulovligt pyramidespil af The Federal Trade Commission, som egentlig er sat i verden til at beskytte amerikanske forbrugeres interesser. Men som ikke kan siges at være uafhængigt af politiske interesser.
Amway er selvfølgelig ikke det eneste pyramidespil forklædt som MLM-firma. I filmen “Betting on Zero” tages MLM-firmaet Herbalife under behandling. Her får vi også historien om Bill Ackmans fra kapitalfonden Pershing Square forsøg på at shorte Herbalife’s aktier, efter det var gået op for ham, at Herbalife var et pyramidespil. Den historie er i sig selv en fascinerende historie om titanernes kamp, for en anden storinvestor, Carl Icahn, tog kampen op mod Bill Ackman, som endte med at måtte kaste håndklædet i ringen i 2017 efter at have tabt stort. Personligt var jeg tidligere en stor beundrer af Madeleine Albright, men det er jeg ikke længere, efter jeg fandt ud af, at hun har været med til at promovere Herbalife i bl.a. Indien. Mod et formentlig klækkeligt honorar. Nu er hun efter sigende bekymret for sit politiske eftermæle. Med god grund.
Også John Oliver har taget MLM-firmaernes forretningsmodel op i en fremragende episode af Last Week Tonight.
Nu spørger I sikkert: Og hvor er så Donald Trump henne i det her? Han er her selvfølgelig også! Alt andet ville da være mærkeligt. Ikke alene har hans uddannelsesminister og andre medlemmer af hans regering forbindelser til diverse MLM-firmaer, som man kan læse om i denne artikel i Slate — han har også selv promoveret MLM-firmaet ACN, som ligesom alle de andre MLM-firmaer lover guld og grønne skove til distributørerne — uden at levere hverken guld eller grønne skove. Og nu er Donald Trump og hans familie blevet sagsøgt af skuffede deltagere i ACN-pyramidespillet. Det bliver spændende at se, hvordan det ender!
Mange tak for din bog ”Verden vil bedrages”, som jeg netop har fået læst. Den kommer rigtigt godt omkring de fleste facetter af de succesfulde svindleres metoder, og hvorfor vi i svage øjeblikke lader os narre af dem.
Udover de områder, du berører i bogen, kommer jeg til at tænke på et af de nye områder, som jeg på det seneste har bemærket, at svindlerne er begyndt at kaste sig over. Det lader til, at en del af de gamle pyramidespilshajer (både herhjemme og i udlandet) og dem, der tilhørt de mere brodne kar indenfor MLM-verdenen, nu er begyndt at boltre sig på markedet for virtuelle valutaer.
Her tænker jeg ikke på Bitcoin, som har vist sig som et rimeligt holdbart produkt/online betalingssystem. Men fordi bitcoin er noget af det mest hypede og samtidig noget af det sværeste at forstå, er der i kølvandet opstået et hav af falske kopiprodukter og direkte scams, som kun har til formål at snyde folk for penge.
Der er tale om de såkaldte ”scamcoins” og ”shitcoins”, som enten slet ikke er baseret på rigtig blockchainteknologi, eller som er altcoins, der primært er centrum for camouflerede pyramidespil.
Forleden blev OneCoins leder Konstantin Ignatov arresteret i USA, mens hans søster Ruja Ignatova er gået under jorden for at undgå en lignende anholdelse.
https://www.justice.gov/usao-sdny/pr/manhattan-us-attorney-announces-charges-against-leaders-onecoin-multibillion-dollar
Det har længe stået klart, at Onecoin var et stort fupnummer. De to bulgarer stod i spidsen for et netværksselskab indregistreret på Gibraltar og markedsførte OneCoin som et alternativ til Bitcoin. Nye medlemmer/kunder blev lokket med at kunne tjene penge ved at hverve nye medlemmer/kunder i butikken og på at købe dyre oplæringspakker, så de kunne blive rustet til at hverve nye folk og dermed sende penge opad i systemet.
Man lovede guld og grønne skove ift. Onecoins fremtid, som angiveligt ville blive det vigtigste betalingsmiddel i fremtiden. Det var dog ikke muligt at benytte OneCoin til transaktioner udenfor medlemmernes netværk, og man udskød konstant en masse lovede initiativer, mens man malkede investorerne for deres penge.
Jeg har også bemærket, at nogle af de danske pyramidespilsbagmænd fra 90’erne og 00’erne, nu benytter deres veludviklede manipulationsevner ift. de virtuelle valutaer.
Tag et produkt som Quaestor coin, som er del af et selskab, som er indregistreret på Malta. Det står en Svend Rasmussen i spidsen for. Ekstra Bladet afslørede ham i 90’erne på flere avisforsider som pyramidspilshajen bag Wave, der snød tusindvis af unge danskere for penge efter et et koncept, som han sammen med sine venner havde kopieret fra nogle tyske bagmænd, som han begik væbnet røveri mod. Det bliver for langt at skrive om alle hans sager her.
Men lad os skrue tiden frem til 2019: Det er ved flere lejligheder antydet, at Quaestor (selv hvis det fungerer på baggrund af ægte blockchain-teknologi) reelt er en form for pyramidespil med en virtuel valuta som omdrejningspunkt. Blandt andet fremføres det af én af de seriøse bloggere, der afslørede OneCoin i sin tid:
https://behindmlm.com/mlm-reviews/quaestor-solutions-review-quaestor-coin-pyramid-recruiting/
https://behindmlm.com/companies/quaestor-solutions-demands-new-investors-returns-held-hostage/
Jeg vil mene, at det på mange måder er blevet nemmere for eventuelle svindlere på området. Forskellen fra 90’erne og i dag: Dengang var det naive danskere, der blev snydt i sådanne pyramidespil, som rykkede rundt i landet og hyppigt skiftede navn. I dag er verden blevet mere global. Nu sidder nogle af bagmændene i spidsen for selskaber indregistreret i lande med gunstige skatteforhold, og de snyder behændigt primært investorer i andre lande. Ofte folk i fattigere lande, hvor der ikke gælder de samme love og regler som i Danmark. Derfor er de ofte sværere at stoppe ligeså hurtigt som tidligere, fordi de skal bekæmpes af myndigheder på tværs af landegrænser og dermed nemt kan finde diverse smuthuller.
De når samtidig ud til en langt større gruppe af deltagere i pyramidespillet, fordi det nu er globalt. Samtidig er der en særlig aura af mystik over kryptovalutaer som noget nyt og eksotisk, og det kan de benytte til at pirre nysgerrigheden hos investorer, der ender med at lade sig narre.
Det blev en længere sag her, men jeg vil endnu engang bare takke for en rigtig god bog, som var den, der satte en masse tanker i gang og dermed er skyld i dette lange skriv 🙂
Kære læser,
Mange tak for et superinteressant indlæg! Jeg får virkelig lyst til at se nærmere på de “selskaber”, du nævner her.
Mange hilsner,
Sanne
Ta og kig på Futurenet de startede deres scam i 2014 eller sådan noget, og er tæt på at skulle dreje nøglen nu, trods det skriver folk stadig på facebook om hvor godt det hele er. Mange danskere hoppede på, mange har fået deres penge retur, men der er selvfølgelig også mange som kun har håb tilbage
Hold nu kæft for noget bræk du fyre af ! Du er da den sygeste kælling jeg længe har set.
Hvad med at du gik ud og fik dig et rigtig arbejde i stedet for at skrive sådan noget pis. Hvis man lægger 2 og 2 sammen, kan man jo godt høre ligesom alle andre at du ikke ved en skid, men bare aldrig tjener penge….
Du kan sagtens tjene penge i MLM. Men som alle andre steder kræver det bare hårdt arbejde, måske du skulle prøve forever living først, inden du udtaler dig om noget her!!
Må jeg til gengæld foreslå dig, at du lærer at sætte “r” i nutid?
Du kan læse mere om Forever Living i mit nye indlæg, som du kan læse her.
Tillad mig at foreslå et par kommaer hist og pist – det øger læsevenligheden (og det er faktisk ikke så svært, når man først får det lært).
Endvidere bør du nok også luge ud i skældsordene. De fleste læsere vil finde dem upassende og anse dig for at være lidt af en tosse, som råber i parken.
Held og lykke med Forever Living, det hårde arbejde samt dit liv i øvrigt.