Respekt!

Alle vil gerne have respekt. Selvfølgelig vil de det. Men vil de også udvise respekt over for andre? Vi danskere vil gerne tro på, at vi lever i et egalitært samfund. Det gør vi selvfølgelig også i den forstand, at vi alle kan stemme (når vi er over 18), og at vi ikke er tvunget til at blive i en bestemt samfundsklasse, selv om vi er født ind i den. At vi så de facto ofte bliver i den, er noget helt andet. Men det er alligevel ikke et egalitært samfund, for hvis det var ægte egalitært, så ville vi alle sammen udvise den fornødne respekt for alle andre, og ikke kun kræve den.

Lad os starte med et geografisk eksempel: Hvis en københavner forklarede en viborgenser, at han/hun ikke fattede, hvordan nogen kan holde ud at bo i Viborg, som er slut, før den begynder, hvor alle de pæne torve er omdannet til parkeringspladser i stedet for fortovscafeer, og hvor man alligevel ikke kan finde en parkeringsplads, så ville viborgenseren straks beskylde københavneren for at være snobbet og (med rette) at mangle respekt for en smuk gammel købstad osv.

Men hvis vi vender situationen om, og lader viborgenseren fornærme København og sige, at han/hun ikke fattede, hvordan nogen kunne holde ud at bo i København, som er stor og rodet, hvor trafikken er uoverskuelig, og hvor man aldrig kan finde en parkeringsplads – se, så ville københavneren ikke reagere ved at beskylde viborgenseren for at være snobbet og mangle respekt for hovedstaden, smuk eller ej. Nej, københavneren ville begynde at mumle noget om, at der jo er så mange tilbud af forskellig slags i København, som man kunne benytte sig af, hvis man ellers kunne finde en parkeringsplads …

Hvorfor er københavneren nødsaget til at finde sig i at høre sin by svinet til og dermed sig selv fornærmet, når viborgenseren ikke er det? Det er, fordi håneretten går opad, og kravet om respekt går nedad. Vi er ikke lige, og derfor er det dem, der er mindre lige end andre, der har vundet retten til håne dem, der er mere lige end andre. Til gengæld kræver sidstnævnte respekt. Paradoksalt nok bliver retten til at fornærme København samtidig en indirekte anerkendelse af, at det faktisk er ”finere” at bo i København, for hvis man virkelig, virkelig havde ondt af dem, der boede der, ville man jo ikke nævne, hvor skrækkeligt de boede.

Det er også paradoksalt, at dem, der kræver mest respekt, er dem, der mindst fortjener respekt set ud fra en synsvinkel, der handler om, at den, der fortjener respekt, er den, der gør noget for samfundet og det fælles bedste. ”Respekt” er i stedet blevet et kodeord for en slags ”street cred” (som meget groft kan oversættes til gadetroværdighed) blandt halvkriminelle elementer. Ikke just der, hvor man synes, der var mest krav på respekt.

I et egalitært samfund ville håneretten ikke eksistere, medmindre de pågældende virkelig havde gjort sig fortjent til at blive hånet, og alle ville blive mødt med automatisk respektfuldhed, indtil de havde bevist at de havde gjort sig fortjent til det modsatte.

I mellemtiden kan man benytte sig af en liste, som Lynne Truss i bogen ”Talk to the Hand” har udfærdiget over mennesker, som bør udvises særlig respekt og høflighed.

Ifølge Lynne Truss bør du, kære læser, være særligt høflige over for folk, når

1. De er ældre
2. De ved mere, end du gør
3. De ved mindre, end du gør
4. De kom først
5. De har uddannelsesmæssige kvalifikationer angående det diskuterede emne
6. Du er i deres hjem
7. De engang hjalp dig økonomisk
8. De har været gode mod dig hele dit liv
9. De er mindre heldigt stillet, end du er
10. De har opnået status i det omgivende samfund
11. Du ekspederer dem i en forretning
12. De har ret
13. De er din chef
14. De arbejder for dig
15. De er en politibetjent/lærer/læge/dommer
16. De har brug for hjælp
17. De gør dig en tjeneste
18. De har betalt billetterne
19. Du ringede til dem, ikke omvendt
20. De har et trivielt arbejde