Den 1.januar i 2010 startede min mand i sit nye job, som fysisk er placeret i Køln i Tyskland. Inden han søgte jobbet, havde jeg lovet ham, at jeg ville flytte med ham, hvis han fik jobbet. Det er nemt nok at love den slags, når der er tale om en teoretisk mulighed. Det er altid noget andet, når det skal føres ud i livet!
Der gik selvfølgelig nogle måneder med at sælge huset hjemme i Danmark og få pakket det ned. At pakke et hus ned, som man har haft i 12 år, er lidt af en opgave — også selv om selve pakningen af flyttekasser blev klaret af professionelle (sådan da) flyttefolk.
Det var heller ikke så nemt at finde den rigtige lejlighed: Der er en mangel på 4-5 værelsers lejligheder i Køln — ikke mindst fordi en stor del af byen, i lighed med andre tyske byer, blev ødelagt under luftangreb i slutningen af 2. verdenskrig.
Det betyder ikke, at der slet ikke findes gamle huse i Køln. Der er trods alt en del huse, der har overlevet begge verdenskrige, og så er der en del, der er blevet genopført og/eller restaureret med den gamle facade intakt.
Men det lykkedes os at finde en lejlighed — ganske vist på den ‘forkerte’ side af Rhinen — og den 1. juli 2010 forlod vi vores gamle hus i Danmark og kunne flytte ind i den nyistandsatte lejlighed, der ‘kun’ manglede et køkken, her i Køln. Lidet anede vi, at det skulle tage tre måneder, fire montørbesøg, et besøg af et polsk håndværkersjak, samt et elektrikerbesøg, før vi kunne få oprettet en fastnettelefonforbindelse. Og dermed var der stadig ingen internetforbindelse!
“Jamen, er det ikke Tyskland, I er flyttet til?” spørger folk os. “Hvordan kan det tage så lang tid?”
Ja, suk og støn, hvordan kan det tage så lang tid? Måske er det på sin plads lige at indskyde, at det ikke skyldes, at vi er udlændinge og bliver diskriminerede. Her gøres ingen forskelsbehandling — alle bliver lige dårligt behandlet, forsikrer vores fuldblods tyske naboer os om. Naboer, handlende, tilfældige togpassagerer, vi møder — alle klager de over Deutsche Telekom og alle de andre telefonselskaber, nu de er i gang.
Men hvad er det så, der gør det så besværligt? For det første er det tyske telefonsystem oldnordisk: For at oprette et abonnement skal der en montør ind i huset og tilslutte telefonstikket. Det gælder uanset, hvor mange gange der tidligere har været telefoner tilsluttet de selvsamme telefonstik!
For det andet er der problemet med, at mens monopolet på telefonmarkedet er brudt f.s.v.a. udbuddet af teletjenester, så er der stadig monopol på selve kablerne. De ejes stadig af Deutsche Telekom. Og hvis man som kunde har været så letsindig at bestille sin telefonforbindelse hos Vodafone — ja, så er Deutsche Telekom ikke ligefrem serviceorienterede, når de skal lave deres del af tilslutningsarbejdet hos kunden.
Nå, men nu virker telefonen da! Nu skal vi så bare se, om vi kan få det trådløse netværk til at køre pålideligt.
Hej Sanne,
Dejligt at se dig på blog. Og et godt skriv. Glæder mig til at høre mere fra jeres “forkerte side” i Tyskland. 🙂 Hils din søde mand.
Kys fra os
Reinhard