Så lykkedes det mig da at finde en pakke kinesiske nudler. En enkelt pakke. Det var, hvad det kunne blive til. I hele forretningen var der kun den ene pakke nudler. Pakken ligger i midten på billedet nedenfor og gør ikke noget videre af sig. Man kunne faktisk tro, den var fejlplaceret, men nej, det var dens rigtige plads — ifølge indehaveren, og han må jo vide det.
Nå, men det var jo alligevel en hel del mere, end jeg har kunnet finde noget andet sted, så jeg skal vel ikke klage.
Stedet, jeg fandt denne ene pakke nudler, bærer det meget eksotiske navn “Everest Afro-Asian Shop” og ligger i Merkerhofstrasse. Nu, hvor jeg har tømt butikken for kinesiske nudler, kan jeg selvfølgelig ikke garantere, at der vil være nogen, når andre kommer forbi. Eller når jeg selv næste gang kommer forbi.
I mellemtiden kan det være, jeg skal prøve nogle af disse spätzle, som jeg til gengæld ingen problemer har med at finde. De er stort set alle vegne — undtagen i Everest Afro-Asian Shop.