Brevkasse: Farfars tale ved konfirmation

1 maj

Kære Sanne Udsen,
Vores barnebarn skal konfirmeres, og farfar vil holde tale for pigen. Hvornår gør han det under middagen? Jeg kan ikke finde noget om lige det emne i ”Takt og tone i tiden”.

Kære læser,
Der er kun én obligatorisk tale til en konfirmation, og det er talen fra faderen (eller moderen) til konfirmanden. Derefter er der i et vist omfang frit spil. Til sidst skal konfirmanden gerne sige et par ord til tak til både forældre og gæster, men hvis det er en meget genert konfirmand, kan det springes over. Så hvornår skal farfaderen tale? Det skal være efter faderens tale. Hvis moderen også vil tale, skal hun også komme før. Egentlig bør ældste tilstedeværende fadder herefter tale. Men det er mit indtryk, at det så langt fra sker almindeligvis. Måske har folk endda glemt, at de er fadder. Derfor kunne farfaderen passende tale her. Der er normalt ikke en toastmaster ved en konfirmation. Så mit råd vil derfor være: undersøg evt. på forhånd, om både moderen og faderen har tænkt sig at tale. Når forældrenes tale til konfirmanden er overstået, så vælg et passende tidspunkt til at holde talen. Der skal være et vist tidsrum, hvor gæsterne kan sunde sig oven på forældrenes tale. Men talen skal selvfølgelig holdes, inden konfirmanden begynder at holde sin tale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.