Den store oprydning

3 mar

Vi er en familie af samlere. Ikke samlere af fine, sjældne ting, men af mere hverdagsagtige ting: Gamle numre af Weekendavisen, artikler, som måske kan vise sig nyttige en dag, Disney-film på VHS-bånd, som en gang har kostet os mange penge, fotos, der mangler at komme i et album, og ikke mindst tidsskrifter, tidsskrifter og atter tidsskrifter. Jeg er i øjeblikket ved at læse mig igennem årgang 2004 af Vanity Fair og årgang 2005 af Vogue. Det er faktisk ikke uinteressant at læse artiklerne med de mellemliggende års klarsyn. At bladene har overlevet så længe i huset, skyldes formentlig, at de i forbindelse med en hektisk oprydning er blevet stablet i en bunke, placeret i et fjernt hjørne og har ligget og samlet støv lige siden. Mere mystisk er det, at jeg fandt et nummer af Vogue fra 1997. Vi var ikke engang flyttet ind i huset i 1997, men måske er det kommet med fra det gamle hus sammen med det nummer af Metropolitan Home fra 1989, som jeg også har fundet. Der var ligeledes et Bo Bedre fra samme årgang.

Det er faktisk ret underligt at skulle rydde op i den slags bunker, som i årevis har været basis for dårlig samvittighed. Måske skulle man flytte lidt oftere, så man blev tvunget til at sortere og rydde ud. Eller måske skulle man flytte lidt sjældnere og bare lade det gro til. Nej, måske nok ikke.

Men lige nu er der kun én vej frem: Mere oprydning!

Suk, suk og atter suk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.