Brevkasse: Hvornår skal man ankomme til en fest?

20 nov

Kære Sanne Udsen,
Jeg har været til min brors 40 års fødselsdag i et forsamlingshus. Vi var inviteret til kl. 19 (fødselaren + flere venner er landmænd – derfor tidspunktet). Vi kom som nærmeste familie lidt tidligere (18.30) for at sætte et anlæg til, og der var også hans svigerfar og en veninde ankommet. Umiddelbart herefter kom folk myldrende indtil 19.15. Velkomstdrinken kom imidlertid ind efter 19, og vi kom til at stå i utrolig lang tid, både fordi vi var der før, ikke havde noget i hånden og ligesom ventede på, at alle skulle komme, før vi satte os til bordet 19.30.

Da jeg kom hjem fra festen, fortalte jeg mine svigerforældre om festen, og netop om dette, at mange kom noget før 19. De mener, det er kutyme, at man ankommer, så man er klar til at gå til bordet kl. 19. Det synes jeg jo ikke, at jeg har været vant til. Vi kunne dog blive enige om, at der er forskel på, om man inviterer gæster hjemme eller holder festen ude. I ens private hjem er det vel stadig uhøfligt at komme før tid?

Vi prøvede at undersøge vores påstande på nettet, men fandt mest frem til, at det er uhøfligt at komme for sent, og i dette tilfælde var det jo nærmere det at komme for tidligt.

Kan du hjælpe os med etiketten på dette område?

Kære læser,
Ja, etiketten er sådan set meget klar på dette område: Hvis man er inviteret til en middag i et privat hjem fx klokken 19, er det etikettemæssigt korrekte tidspunkt at ankomme på et sted mellem 19.01 og 19.15. Man må aldrig komme før – så hellere stå ude i regnen og vente. Hvis man er inviteret til en middag med to-tre par på en restaurant (stadig klokken 19), så ankommer værterne i god tid inden 19 og sikrer sig, at alt er i orden. Gæsterne kommer derefter så vidt muligt lige efter 19, fordi man i dette tilfælde sætter sig direkte til bords.

Hvis man derimod er inviteret til en stor fest klokken 19 (uanset om festen bliver holdt ude eller hjemme), så er det korrekte tidspunkt at ankomme et sted mellem 19 og 19.30. Det er ikke meningen, at man skal kunne gå til bords klokken 19. Derimod vil man forvente at gå til bords tidligst klokken 19.30 (derfor skal man komme inden dette tidspunkt), og senest klokken 20 eller i hvert 20.30. (Ja, jeg har prøvet nogle gange, at middagen først blev serveret 21.30, hvor vi var inviteret til klokken 19, og jeg ved af erfaring, at det er meget lang tid at vente. Men det er højst usædvanligt i Danmark.) Det er heller ikke meningen, at alle skal komme på samme tid, for det gør det vanskeligt for værterne at hilse ordentligt på gæsterne, og det skaber trængsel i garderoben.

Jeg kan ikke forklare dig, hvorfor der er nogle, der ankommer før tid på trods af de krystalklare etikettemæssige regler omkring dette. Men sådan har det vist altid været. En oplevelse fra min tidlige barndom står knivskarpt i min erindring: Mine forældre skulle være værter ved en større familiefest. Den første til at ankomme var en faster Anna (jeg har aldrig fundet ud af, hvis faster hun var) – før tid! Hun blev lukket ind, men derefter placeret på en stol i herreværelset, mens vi børn fik besked på at sørge for, hun ikke flyttede sig. ”Jamen, er det ikke meningen, man skal komme et kvarter før?” forsøgte hun svagt at protestere over for min mor, som ikke gjorde noget forsøg på at skjule sin utilfredshed med hendes tidlige ankomst. ”Et kvarter EFTER!” svarede min mor isnende, og ja, det har prentet sig i min hukommelse. Min mors anskuelsesundervisning var i øvrigt i overensstemmelse med, hvad man kan læse i enhver etikettebog – måske lige bortset fra behandlingen af stakkels faster Anna.

Ikke desto mindre er der alligevel forskellige kutymer omkring ankomsttidspunktet. Nu ved jeg ikke, hvem faster Anna var faster til, og jeg ved heller ikke, om hun muligvis kom fra landet, men der er i hvert fald forskellige kutymer mellem land og by. En af mine veninder, der i dag er bosiddende i København, men kommer fra en mindre by på Fyn, har fortalt mig, at hvis hun fx er inviteret til en frokost klokken 12, ville hun i København ikke drømme om at komme før tidligst fem-ti minutter over 12 (det ville være højst uhøfligt!). Men belært af erfaring har hun tvunget sig selv til at ankomme på slaget 12, når hun er hjemme på Fyn. På trods af, at det føles helt forkert (og uhøfligt) at ankomme så tidligt, så er hun uvægerligt den sidste af gæsterne, der kommer.

Kort sagt er der tydeligvis forskellige kutymer. Hele ideen med etiketteregler og –bøger er, at man skal sikre sig, at folk opererer efter de samme forventninger. Men dette er altså et eksempel (der findes også andre!) på, at selv om reglerne egentlig er klare nok, så findes der andre kutymer, der er i strid med disse regler. Så længe værter og gæster har den samme opfattelse af, hvad der forventes af dem, så går det fint (også selv om det skulle være i strid med en eller anden teoretisk ’regel’). Problemet opstår, når der er forskellige forventninger. I dit beskrevne tilfælde var det tydeligvis forventningen fra værtens side, at gæsterne først skulle begynde at ankomme klokken 19. Det var det tidspunkt, der var bestilt velkomstdrink til. Hvad gør man så med de gæster, der kommer før? Ja, man kan jo ikke sige til dem, at de må gå en tur og komme tilbage klokken 19, og man jo heller ikke sætte dem alle sammen ind i herreværelset. Hvad gør man så? Eventuelt kan man være mere præcis i sin invitation. Jeg har set amerikanske invitationer, hvor man bliver inviteret til ”7 pm for dinner at 8 pm”. Så ved man, hvad man har at rette sig efter: Man er velkommen fra klokken 19, og man kan tillade sig at ankomme helt frem til klokken 20, men hvis man først kommer klokken 20, går man glip af aperitiffen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.